Alle artikler af Anders Palm Olesen

Da Kunstig Intelligens indtog Christiansborg – Interview med Ida Auken

Da Kunstig Intelligens indtog Christiansborg – Interview med Ida Auken

0-1-1-0-1. Alt tyder på, at algoritmer og Deep Learning kommer til at ændre måden, hvorpå jurister, økonomer og statskundskabere arbejder i magtens korridorer. Men hvor går grænsen? MED ANDRE ORD spørger tidligere minister og formand for SIRI-kommissionen, Ida Auken, om hendes syn på fremtidens embedsværk.

“Artificial Intelligence is potentially more dangerous than nukes.” – Elon Musk

“I don’t understand why some people are not concerned.” – Bill Gates

“Success in creating AI would be the biggest event in human history… Unfortunately, it might also be the last.” – Stephen Hawking

De højprofilerede dommedagsprofeter kræver ingen introduktion. Når tre af verdens mest visionære hjerner vågner i nattens mulm og mørke med svedsølet linned og pulsen pumpende af adrenalin, er det fra samme mareridt: En forarmet menneskehed gjort til slave af en ny verdenshersker, kunstig intelligens.

Ifølge de tre er vi ikke mange årtier fra at udvikle en kunstig intelligens, som sandsynligvis langt overgår den menneskelige. Barack Obama har til magasinet The Wired delt sin bekymring, om hvorvidt en fjendtlig kunstig intelligens kunne finde vej ind i det amerikanske atomvåbensystem: ”If that’s its only job, if it’s self-teaching and it’s just a really effective algorithm, then you’ve got problems.”

 

Det lugter af science fiction
Når departementschefen i Erhvervs- og Vækstministeriet, Michael Dithmer, i en nylig udtalelse til Altinget siger, ”Vi tror, at den digitale omstilling kommer til at gå ret stærkt” og ”Vi bliver nødt til at have folk, der kan forstå denne her nye virkelighed,” er det ikke nødvendigvis med sveddryppende angst for menneskehedens endelig. Alligevel fornemmer man hos Dithmer en forståelse for, at den digitale omstilling (en vending som åbenbart stadig lever i Slotsholmens mørke drypstenshuler) ikke bare er trådløst internet og kalenderplanlagte skype-meetings. Derimod er det faktisk  ved at være alvor – det der med omstilling. Hvorfor er disse ord kryptonit for djøferens og bureaukrataspirantens flossede karrierenerver?

Vi er alle fortabte
Den seneste teknologiske udvikling ser ud til ikke at nøjes med at bide hovedet af en række lavtuddannede jobområder (en naturlighed i den evigudviklende, kapitaliske verden, siger man). Ifølge Cevea er op mod 900.000 jobs – en tredjedel af det danske arbejdsmarked – i fare for at blive automatiserede inden for de næste tyve år. Og denne gang gælder det også de hvidkravede djøfere: Robotterne tager vores jobs.

Det var derfor med den samlede frygt af Musk, Gates og Hawking, at jeg greb knoglen og med rystende finger drejede nummeret på den eneste, som jeg vidste kunne berolige mig: Ida Auken. Hun er nemlig formand for den nyoprettede SIRI Kommission (navnesøster til Apples talende hjælper med den fløjlsbløde stemme), som skal agere fremtidens fyrtårn og guide Kongeriget gennem den teknologiske storm, som trækker sig sammen over vores hoveder.

Der er ingen ventemelodi, når man ringer til Ida Auken. Kun den tomme stilhed mellem det ene bip– og så fremtiden. Da jeg endelig hører hendes stemme i den anden ende af røret, flyver ordene ud af mig. Jeg må vide: Er du også bange?

Ida Auken: ”Jeg er bekymret. Men jeg er også optimist. Jeg ser det som min pligt at tage de her meget store forandringer og få vendt dem til en fordel. Hvis ikke vi gør noget, er der måske en grund til at være bange.”

Den kunstigt intelligente embedsmand
A: ”Hvordan ville du som politiker have det med at blive vejledt af kunstig intelligens?”

Ida Auken: ”Jeg har det fint med at kunstig intelligens kan være med til at understøtte vores beslutninger. Og jeg har det også fint med, at kunstig intelligens og robotter tager nogle af vores opgaver. Jeg bliver ikke glad, når de tager vores jobs, og jeg bliver ikke glad, når de tager vores ansvar. Nu har jeg selv siddet som minister og ved, at man leder et meget stort system. Det er vigtigt, at der sidder en, som kan redegøre for beslutninger, så det ikke bliver helt kafkask.”

A: ”Så fremtidens embedsmænd og politikere bliver ikke erstattede af algoritmer, men deres funktion bliver anderledes – og i virkeligheden bliver der måske frigjort ressourcer, som kan anvendes andre steder?”

Ida Auken: ”Ja, det er meget præcist formuleret. Det er den vej, vi skal prøve at arbejde, og det kan vi håbe. Men jeg kan godt være bekymret for det modsatte. Vi havde en årrække, hvor det politiske håndværk ligesom blev… vi lagde det lidt fra os og sagde: Jamen økonomerne fortæller os, hvad der er det rigtige at gøre. Og så effektiviserede vi. Og vi centraliserede. Og i virkeligheden så glemte vi at spørge: Efterlader vi ikke en masse mennesker i landdistrikterne uden nogen muligheder? Har vi ikke et samfund, som er ved at gå over på midten? Alt det som ikke blev fanget i et økonomisk regnestykke. Vi fik ikke gjort vores arbejde ordentlig nok, og jeg er bekymret for, at data kan komme til at spille samme rolle, som økonomi har gjort. Altså som en videnskab der overtrumfer alle andre former for viden. Og overtrumfer politikerens fineste kunst: At have blik for mange interesser og prøve at forene dem til de flestes bedste.”

Fordi vi bare er mennesker
A: ”Men i lyset af automatiseringen har menneskeheden så ikke (måske for første gang i historien) muligheden for ikke længere at bekymre sig? At trække sig tilbage og koncentrere sig om at nyde frugterne af robotternes arbejde?”

Ida Auken: ”Ja, det er jo den smukke version af det. Men jeg tror mennesker har brug for et formål. Jeg tror de har brug for at være til nytte på en eller anden måde. Hvad sker der med mennesker, hvis ikke der er brug for dem? Er vi så sikre på, at de vil bruge deres liv på gode, smukke, skønne ting? Man kan ikke overflødiggøre mennesker på den måde.”

Jeg er midt i en opsummerende kommentar og skal til at indlede mit sidste spørgsmål, da Ida Auken afbryder:

Ida Auken: ”Det er derfor vi har bureaukraterne! Det er fordi, I kan sætte jer ned og tænke de her ting ordentligt igennem. I skal fortælle mig, hvad det her betyder! Og med de ting der sker og finde vejen ud af det. Hvordan gør vi det her i praksis? Hvis nu intentionen er, at vi gerne vil have et samfund, hvor mennesker er en del af ligningen og har et formål – både med deres arbejde og deres liv. Hvad skal der så ske? Hvordan skal vi så tænke reguleringen og andre ting omkring den nye teknologi. Jeg er rigtig glad for, at I tager det op!”

En sidste ting
At tale så meget om fremtiden kan føles tungt og dystert. Til mit sidste spørgsmål er min stemme blevet en anelse dybere og mere alvorlig end ellers.

A: ”Men Ida, hvis nu Lars Løkke i al hemmelighed bliver erstattet af en kunstig intelligens, ik’? Hvad gør vi så?”

Ida Auken: ”Nej, jeg håber virkelig… jeg tror rent faktisk hellere, jeg vil have Lars Løkke end en kunstig intelligens. Det vil jeg. Jeg vil have et menneske til at styre. Jeg vil ikke have en algoritme til at gøre det. Den må gerne give os nogle råd, men i sidste ende så tager vi beslutningerne.”

Heldigvis giver Barack Obama et godt survival-tip til den dag, hvor den ondsindede intelligens endeligt vågner fra sin søvn  – måske  i form af Lars Løkke: “Right when you see it about to happen, you gotta yank that electricity out of the wall, man.” Det råd er hermed givet videre.

De rungende socialdemokratiske slagord fra fordums røde faner. Den hæderlige arbejder. Slaget på Fælleden. Og sidenhen den lige linje til Blå Bjarne i sin kansasbærende pragt.

Velfærdsstaten og den historieløse fortælling

Gør din Pligt, kræv din Ret

De rungende socialdemokratiske slagord fra fordums røde faner. Den hæderlige arbejder. Slaget på Fælleden. Og sidenhen den lige linje til Blå Bjarne i sin kansasbærende pragt.

At de gamle faner for tiden synes at kaste en blå skygge er en anden sag. Samfundet, som vi kender det, står over for massive eksterne udfordringer, og vi må alle spænde livremmen ind og trække i selerne for at redde, hvad der reddes kan.

I den forbindelse har begrebet RET & PLIGT tilsyneladende fået en moderne genindspilning på den nyere danske socialpolitiske grammofonplade over velfærdsstaten. Konteksten er en samfundsmæssig opdeling i skafferdyrene – de energiske puklere – og på den anden side nyderne – modtagerne af passiv forsørgelse.

Jørn Henrik Petersen (JHP – f. 1944) er siden 1974 professor i socialpolitik og senere Statskundskab ved Syddansk Universitet og er aktuel med bogen Pligt & Ret – Ret & Pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv.

Det gennemgående tema for bogen er samtidens inkonsistente tale om velfærdsstatens normative grundlag. 1980’ernes totale markedsorientering og modreaktion-en mod den ’altdominerende’ velfærdsstat med tårnhøje offentlige udgifter skabte nye institutionelle spor.

JHP påpeger, hvordan disse institutionelle spor gennem 90’erne og 00’erne skulle få vidtrækkende konsekvenser for individets værdisæt.

Fra borger til (for)bruger og kunde
I disse årtier blev 1950’ernes fællesskabsorienterede borger til bruger for sidenhen at blive til forbruger og kunde. Samfundsborgerens tidligere accept af ’noget-for-ingenting’ blev erstattet med privatmenneskets  krævementalitet og ’noget-for-noget’. Samtidig har det offentlige ændret karakter fra at være et kollektivt beslutningssystem til at være betegnelsen for en serviceleverandør.

Med de bemærkninger synes syndefaldet endeligt cementeret. JHP stiller derfor det oplagte og åbne spørgsmål: Har velfærdsstaten som et moralsk projekt spillet fallit? Han udtrykker grundpræmissen i sit spørgsmål på følgende måde:

”Vi indretter samfundet, som om vi havde sympati for hinanden – vel vidende, at det ikke er tilfældet.”

Heri ligger kimen til velfærdsstaten som et moralsk projekt. Pointen er, at velfærdsstaten er blevet et institutionaliseret surrogat for den næstekærlighed, som vi i princippet har så svært ved at virkeliggøre.

Over for dette moralske grundlag for velfærdsstaten står tilsyneladende den politiske diskurs om skafferdyr og nydere, værdigt og ikke-værdigt trængende. Og JHP viser, hvordan den har nået et niveau, der finder sin genklang i 1800-tallets filantropi. Dengang, hvor arbejdsanstalter skulle skræmme folk til at følge dydens smalle vej, og hvor løsningen på dovenskab og arbejdsløshed var tugt og kristne dyder.

Oversætter vi dette til 2014-sprog, dukker velkendte vendinger som incitamentsstrukturer, empowerment og selvforskyldt nød hurtigt op. En klokke ringer.

”Gør din Pligt, kræv din Ret” refererede i fordums tid til en overklasse, som tilranede sig rettigheder uden at vedstå de medførende forpligtigelser. Forpligtelserne var alene pålagt arbejderklassen, der måtte slide i fabrikkerne, og som på sin side var frarøvet alle rettigheder.

Man fornemmer historiens vingesus runge i de to ord, pligt og ret. Men diskursens udvikling synes ifølge JHP at være en fortælling om socialdemokratisk vildfarelse over for en dagsordensættende højrefløj. Vingesuset overdøver dermed ikke det ahistoriske aspekt, at pligt og ret er blevet et styringsmiddel, en løftestang for fornødenhedens politik.

For som JHP selv fremhæver det, er velfærdsstaten i sin klassiske udformning et moralsk projekt, og moralske projekter har det for tiden svært.

Faktaboks om bogen:
Pligt & ret – Ret & pligt Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv
Forfatter: Jørn Henrik Petersen
Forlag: Syddansk Universitetsforlag 2014
ISBN: 978 87 7674 772 5
Pris: 239,20 DKK på forlagets hjemmeside universitypress.dk
Skyklapøkonomi på statskundskab?

Skyklapøkonomi på statskundskab?

Økonomi på Statskundskab er en besynderlig størrelse. Det er ikke bare svært, det er også unuanceret. Manglen på nuancer gør, at økonomifaget står tilbage som en afviger fra den ellers kritiske kultur, som tilstræbes på de andre dele af studiet. Men hvorfor egentlig? Hvor bliver nuancerne af?

På Statskundskab får vi fra dag ét præsenteret ’den gode studerende’ som én, der forholder sig nuanceret og kritisk til det, vi lærer. Forudsætningen for skolingen af den gode studerende er imidlertid, at pensum også er pluralistisk og nuanceret. Dette er også tilfældet for langt de fleste af de fag, vi bliver undervist i. I Almen Statskundskab læser vi således om henholdsvis Dahls pluralistiske og Schumpeters elitistiske demokratiopfattelse. Og i Politisk Teori og Idéhistorie læser vi eksempelvis om både Rawls’ og Nozicks syn på retfærdighed.

Hvorfor skal vi i økonomiundervisningen lægge vores kritiske sans på hylden?

Alsidige tilgange gennemsyrer Statskundskab og alle de fag, vi studerer. Det er noget, vi mener, der bidrager til en bred og nuanceret forståelse af pensum hos de studerende. På Statskundskab er der imidlertid ét fag, der skiller sig ud: økonomifaget, der er delt op i mikro- og makroøkonomi.

Ifølge kompetenceprofilen for makroøkonomi er formålet ”at give de studerende en grundlæggende forståelse af de makroøkonomiske sammenhænge og samspillet mellem disse.”

Til dette formål læser vi i makroøkonomi Mark P. Taylors og Gregory Mankiws Macroeconomics, der fungerer som vores altdominerende grundbog, hvori de neoklassiske modeller præsenteres som en selvfølge. Der efterlades altså ikke meget – om nogen – tid til andre økonomiske teoriretninger.

Ifølge de neoklassiske modeller agerer virksom- heder, forbrugere og politikere på et marked, hvor de via rationelle overvejelser må allokere deres ressourcer bedst muligt for at tilfredsstille deres præferencer. De neoklassiske modeller betragter kort fortalt samfundet som et aggregat af egen- nytte maksimerende aktører med såkaldt fuld information. Det betyder, at eksempelvis normer og værdier ikke spiller en rolle, der er stor nok til, at modellerne vil eller kan tage højde for dem. De neoklassiske modeller, som dominerer grundbogen, lægger således fundamentet for vores forståelse for samfundsøkonomien generelt. Spørgsmålet er dog, om dette er et tilstrækkeligt grund- lag for en nuanceret forståelse af de økonomiske sammenhænge.

mao2_s13

Kritikken af det snævre teoretiske udgangspunkt på økonomifaget går ikke kun på, at vi savner et teoretisk supplement til de neoklassiske modeller, men i ligeså høj grad at vi mangler en bredere diskussion af de aktuelle økonomiske problematikker.

Finanskrisen har vist, hvor stor en betydning udviklingen i aktiemarkedet har for resten af økono- mien – tænk blot på arbejdsløsheden, den førte politik, kulturlivet og folkestemningen i al almindelighed. Imidlertid har vi svært ved at forklare finans- krisen ud fra de modeller, vi bliver præsenteret for i undervisningen i dag, hvor finanskriser blot betegnes som ‘støj’ i en økonomi, der bevæger sig mod en ny ligevægt. De neoklassiske modeller henviser i al enkelhed til, at markedet på lang sigt vil befinde sig i en ligevægt med fuld beskæftigelse og et fuldstændigt match mellem udbud og efterspørgsel.

Kritikken af det snævre teoretiske udgangspunkt på økonomifag- et går ikke kun på, at vi savner et teoretisk supplement til de neoklassiske modeller, men i ligeså høj grad at vi mangler en bredere diskussion af de aktuelle økonomiske problematikker.

Desuden undrer vi os over, at der er et ekstremt lille fokus på så aktuelt et problem som økonomiens stillingtagen til miljøudfordringer. Her bliver vi kun præsenteret for den mainstream miljøøkonomiske tilgang, der bygger på neoklassiske analyser, og som ikke i tilstrækkelig grad tager højde for naturens komplicerede dynamikker. Man medregner ikke, at der kan være grænser for, hvor stor økonomien kan være, eller hvor store mængder forurening man kan udlede. De seneste 20-30 år har der inden for akademia været en stigende skepsis over for det forhold, at de neoklassiske vækst- og miljømodeller simpelthen ikke anerkender, at vores økonomi eksisterer på en planet, som har begrænsede ressourcer. Er den neo- klassiske miljø-økonomi forældet? Og hvorfor bliver man ikke præsenteret for det spørgsmål i økonomi- undervisningen? Vores kritik af økonomifaget er ikke et ønske om at erstatte alt hidtidigt pensum med alternative økonomiske skoler. Og vores kritik er ej heller eller en enlig svale, der begrænser sig til Statskundskab på Københavns Universitet. Blandt andet har Gregory Mankiws egne elever på Harvard University efterspurgt mere teoretisk plural- isme og flere nuancer i undervisningen. De mener, at et nuanceret og kritisk blik giver bedre studerende, og her er vi enige.

Hvorfor skal vi i økonomiundervisningen lægge vores kritiske sans på hylden? Når statskundskabs- studiet netop sigter efter at præsentere de studer- ende for en bred palet af teorier, undrer vi os over, at økonomifaget ikke følger trop og nuancerer debatten. De studerende efterspørger flere nuancer på Harvard, på Manchester University og hos Kritiske Politter på økonomistudiet ved Københavns Universitet. Ja, selv det britiske finansministerium har igangsat en kritisk diskussion af pensum i økonomiundervis- ningen. Hvorfor går vi på Statskundskabsstudiet ikke forrest i debatten? Det er tid til forandring.