Alle artikler af Anders Bencke Nielsen

DET HANDLER OM ANSTÆNDIGHED

 

Studiefremdriftsreformen sætter instruktorordningen under yderligere pres og synliggør, at Instituttet alt for længe har negligeret instruktorernes ringe arbejdsvilkår. Anerkendelse og dispensation er den eneste vej til et bedre undervisningsmiljø og højere kvalitet.

Af Anders Bencke Nielsen

I efterårssemesteret 2015 havde jeg æren og fornøjelsen af at være instruktor i International Politik. Det var en stor oplevelse at få lov til at undervise, og det vil utvivlsomt stå tilbage som en af de mest lærerige perioder i min studietid.

Jeg er stor tilhænger af instruktorordningen, der byder på en række indlysende fordele for alle parter: De studerende modtager undervisning i øjenhøjde af en – tilnærmelsesvis – medstuderende, der forstår, hvordan de studerende tilgår stoffet. Instituttet får en række enormt engagerede medarbejdere, som tilmed er billig arbejdskraft. Sidst, men ikke mindst, giver instruktorgerningen den enkelte instruktor helt unikke erfaringer, som kan vise sig brugbare senere i uddannelsen eller karrieren.

Desværre bliver instruktorordningen i disse dage udfordret af syndebukken over dem alle: Studiefremdriftsreformen. Heldigvis har Institut for Statskundskab muligheden for at løse problemet, hvis man fra ledelsens side ellers er villig til at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og handle i overensstemmelse hermed.

Udfordringen: Arbejdsbyrden

For at være mere præcis er studiefremdriftsreformen blot den udløsende faktor, der bringer den sande udfordring frem i lyset. Den sande udfordring er, at den arbejdsbyrde, der er forbundet med at være instruktor, for de flestes vedkommende er langt større end arbejdsbyrden ved et almindeligt studiejob, eksempelvis i et ministerium. Det erfarer man hurtigt som instruktor, og fagkoordinatorerne ved det også.

Trods den større arbejdsbyrde har Instituttet traditionelt i jobopslag og ansættelseskontrakter sidestillet instruktorgerningen med andet erhvervsarbejde, hvilket som regel svarer til 10-15 timer ugentligt. Hidtil har det ikke skabt problemer for Instituttet, fordi mange instruktorer har valgt at læse på nedsat tid. Det har frigivet tid og gjort dem i stand til at kunne tilføre undervisningen den kvalitet, som man må forvente at kunne finde på Institut for Statskundskab.

Fra Instituttets side fortsætter man med at sidestille instruktorernes arbejdsbyrde med belastningen ved et studiejob. Men når undervisningen begynder i september, har de nye instruktorer selvsagt ikke mulighed for at læse på nedsat tid: Når man ikke kan få dispensation i Studienævnet for studiejob, kan man selvfølgelig heller ikke få dispensation til at undervise.

Samtidig er det efter min bedste overbevisning de færreste instruktorer, der kan levere undervisning af høj faglig kvalitet, mens de læser 30 ECTS-point ved siden af. Og heri finder man udfordringens kerne.

Konsekvenserne

Studiefremdriftsreformen har altså synliggjort udfordringen med instruktorernes arbejdsbyrde. I lyset af ovenstående udfordringer for instruktorgerningen ser jeg fire potentielle (skræk)scenarier udspille sig for fremtidens instruktorer:

  1. Den enkelte instruktor har ikke den nødvendige tid til at forberede sig, hvorfor undervisningen ikke får den kvalitet, som Instituttet tilstræber.
  2. Den enkelte instruktor forsøger at overkomme opgaven som både fuldtidsstuderende og underviser med risiko for stress.
  3. Den enkelte instruktor nedprioriterer sine egne studier for at løfte opgaven som underviser.
  4. Der er meget få eller langt færre studerende, der søger instruktorstillinger fremover.

Der er her tale om scenarier, som ifølge min vurdering ikke forekommer helt usandsynlige. Man ser da også, at studerende allerede fravælger studiejobs på grund af tidspres. Dette må forventes at gøre sig særligt gældende for instruktortjansen. Uanset om ovenstående scenarier ikke vil udspille sig på samme måde for alle kommende instruktorer, er samtlige scenarier åbenlyst suboptimale – for de studerende, for instruktorerne og for Instituttet.

En holdbar løsning: Anerkendelse og dispensation

For mig at se er der kun én langtidsholdbar og optimal løsning på den udfordring, jeg har skitseret:

Ledelsen på Institut for Statskundskab bør anerkende vægten af den arbejdsbyrde, som er forbundet med instruktorgerningen samt anerkende værdien af den store arbejdsindsats, der lægges for dagen. Denne anerkendelse bør udmønte sig i, at man gør instruktorgerningen dispensationsberettiget i Studienævnet. Herved får instruktoren tid til at forberede sig ordentligt.

Man bør som instruktor kunne få dispensation fra sine egne studier i et forhold, som står mål med den arbejdsbyrde, der reelt er forbundet med at undervise. Eksempelvis kunne man give dispensation til at læse halv tid i det semester, hvor man underviser. Alternativt kunne man give instruktoren dispensation til at læse 10 ECTS-point mindre, hvis man selv underviser i et fag på 10 ECTS-point. På den måde kan man tilbyde instruktorerne de optimale arbejdsbetingelser, som fremmer den højeste undervisningskvalitet. Derudover bør Instituttet også revidere det afsatte antal forberedelsestimer, men det er en diskussion, som jeg ikke vil gå ind i her.

Det handler om anstændighed

Jeg er klar over, at Instituttet er begrænset i sine handlemuligheder fra et højere niveau i fødekæden. I sidste ende er det dog Instituttets ansvar at sikre høj kvalitet i de studerendes uddannelse såvel som et tåleligt arbejdsmiljø for de ansatte instruktorer og undervisere i almindelighed. Da de to forhold er gensidigt afhængige, er der for Instituttets ledelse ikke nogen anden udvej end at tage tyren ved hornene og adressere den langt fra nye problematik. Problematikkens alder taget i betragtning er det også efter min mening skuffende, at der skal en studiefremdriftsreform til, for at vilkårene for instruktorordningen forringes i en sådan grad, at Instituttet forhåbentligt føler sig nødtvunget til at handle.

Konkret må Instituttets ledelse undersøge, hvordan instruktorordningen med sine mange fordele – og som den økonomisk mest rentable undervisningsform – kan bevares, samtidig med at man undgår de tidligere nævnte scenarier. At gøre instruktorgerningen dispensationsberettiget er for mig at se den optimale løsning.

Det er mit håb, at ledelsen på Institut for Statskundskab vil tage de nødvendige skridt for at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og sikre ordentlige arbejdsvilkår i fremtiden. Det vil komme alle til gavn – Instituttet, de studerende og instruktorerne. Når alt kommer til alt handler det om at behandle folk ordentligt. Det handler om anstændighed.

Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens personlige holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis andre instruktorers holdning.

NB! Deadline for denne artikel faldt før at ledelsen på KU og Studenterrådet indgik en aftale om justering af fremdriftsreformen pr. 1 september 2016.

INTERVIEW MED FORSKERNE BAG MAGTELITEN: SAMFUNDSVIDENSKABENS ROCKSTJERNER

Hvis der findes forskerrockstjerner i den danske samfundsvidenskab, må An- ton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard siges at være blandt toppen. MED ANDRE ORD har mødt forskerne bag Magteliten til en snak om, hvad magt er for en størrelse.

Af Anders Joensen & Anders Bencke Nielsen

Sjældent er interessen for et ph.d.­ projekt så stor, at det kan tiltrække opmærksomhed i det omfang, som det er tilfældet for de to ph.d.’er i sociologi, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard. Man tænker, at det må skyldes, at de har gjort en fuld­ stændig banebrydende opdagelse. Men det modsatte synes snarere at være tilfældet. De har blot vist noget, som mange havde en fornemmelse af i forvejen, nemlig at Danmark er styret af en magtelite.

Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har i deres respektive ph.d.­projekter afdækket den danske magtelite gennem omfattende netværksanalyser. De er kommet frem til, at det er 423 danskere, der i høj grad sætter kursen for Danmark. Det er der kommet en bog ud af.

Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dags­ ordenen. Vi mener, at mag­ ten ligger et andet sted

– Christoph Ellersgaard

EN MAVEPUSTER TIL DEN TALENDE KLASSE

Men hvordan kan det være, at undersøgelsens resul­ tater, som fremlægges i bogen, har fået så stor opmærk­ somhed?

”I forhold til andre lande føler mange danskere ikke, at der er en elite, der styrer Danmark, og det, mener vi, er noget af en vrangforestilling fra danskernes side. På den måde er vores resultater måske kommet som lidt af en overraskelsen for nogle,” siger Anton Grau Larsen.

Ifølge Christoph Ellersgaard skyldes interessen des­uden den måde, undersøgelsens resultater præsenteres på: ”Helt konkret har vi gjort det synligt, hvor beslut­ningerne kommer fra ved at sætte navn, krop og ansigt på eliten.”

”Vi har fået en journalist til at ’oversætte’ projektet til dansk, og vi har gjort en dyd ud af at præsentere vores resultater i et rent sprog. Det er magt og elite, det handler om – og det fremlægger vi uden indpakning,” tilføjer Anton Grau Larsen.

At Danmark er styret af en elite kommer ifølge Chri­ stoph Ellersgaard måske mest som et chok for de grup­per, der selv mener, at de er med til at udstikke ret­ ningen for Danmark.

”Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dagsordenen. Vi mener, at magten ligger et andet sted,” siger han.

MAGTENS SANDE ANSIGT

Hvor ligger magten, hvis den ikke ligger i evnen til at sætte dagsordenen? Undersøgelsen peger på, at magten ligger i de mere end 5.000 bestyrelser og udvalg, som ud­ gør datagrundlaget for magtanalysen. De to understreger, at der ikke er tale om kaffeklubber: Der bliver truffet beslutninger hele tiden. Men for at forstå betydningen af denne magtudøvelse må man gå til magtbegrebet på en anden måde, end man konventionelt tænker det.

Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet krænk­er borgernes grundlovs­sikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser allig­evel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.

– Christoph Ellersgaard

”Man skal ikke tænke magt som noget ekstraordinært. De her bestyrelser og udvalg træffer beslutninger hele tiden, men det handler i virkeligheden mest om at bevare status quo. Vi ser også, at den her gruppe af mennesker kun yderst sjældent bliver udfordret på deres privilegier og taber,” siger Anton Grau Larsen.

”Man skal ikke anskue magtudøvelsen sådan, at en top­ direktør i Mærsk ringer til Københavns politi og giver dem ordre om at fjerne alle tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg. Fjernelsen af flagene er i højere grad udtryk for, at Københavns Politi oversætter det, man antager, er elitens interesser, og handler derefter,” fortsætter han.

 

Christoph Ellersgaard mener, at Tibet­sagen er et godt eksempel på, at vigtige aktører handler i elitens inte­ resse: ”Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet kræn­ ker borgernes grundlovssikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser alligevel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.”

HVEM OG HVORFOR – MEN IKKE HVOR MEGET

I modsætning til andre opgørelser over magtfulde per­ soner i Danmark har Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard været i stand til at kortlægge magteliten systematisk. Deres analyse kan fortælle os, hvem der har magten og hvorfor, men beskæftiger sig ikke med andre forhold, som påvirker Danmark.

”Vi er en lille åben økonomi, som er afhængig af aktører og magtprocesser i udlandet. Man skal derfor passe på med at sige, at magteliten almægtigt styrer Danmark. Eliten er i højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skal navigere i en global verden. Hvis der er nogen, som sætter en linje for Danmark, så er den her gruppe,” siger Christoph Ellersgaard.

Desuden påpeger Anton Grau Larsen, at også for­ tiden betinger magtelitens handlerum: ”De vigtigste beslutninger for Danmark er taget for lang tid siden, og disse beslutninger laves ikke lige pludseligt om. Her kan man for eksempel nævne Hovedaftalen, som sætter rammerne for det danske arbejdsmarked. Det er en aftale, som virkelig batter, og den bliver altså ikke genforhandlet hvert år.”

MED GOD METODE KOMMER MAN LANGT

Som tidligere nævnt har Anton Grau Larsen og Chri­ stoph Ellersgaard ikke opfundet sociologien på ny, men ’blot’ påvist, at der altså eksisterer en magtelite i Dan­mark. De understreger også, at sociologien sjældent er særligt banebrydende, men derimod er i stand til at verificere og videnskabeliggøre folks fordomme.

Christoph Ellersgaard betoner vigtigheden af god me­tode: ”Hvis man vil stikke fingrene i en hvepserede som den danske magtelite, er det afgørende at have sine me­ toder og sit datamateriale i orden. Det er netop fordi, vi har gjort magteliten konkret og forståelig, at vi kan have en konstruktiv dialog om den.”

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.35.03

Ledelseskrise i konkurrencestaten

Ny bog: Bag om ledelseskrisen i konkurrencestaten

Professor og institutleder Lars Bo Kaspersen er medforfatter til en ny bog, der går bag om debatten om ledelseskrise i den offentlige sektor. Sammen med organisationsstrateg Jan Nørgaard afdækker han, hvad der er sket og hvorfor grøfterne mellem flere faggrupper er gravet så dybe, at det går ud over trivsel og effektivitet i mange offentlige organisationer.

Den kolde krigs afslutning, en accelererende internationalisering og EU’s udvikling har medført en række nye vilkår og udfordringer for den danske velfærdsstat. Nogle iagttagere hævder, at velfærdsstaten de seneste 20 til 25 år har gennemgået en forvandling hen imod en konkurrencestat, hvor spørgsmålet om at øge Danmarks konkurrencekraft er centralt for velfærdsstatens overlevelse.

Ifølge Lars Bo Kaspersen og Jan Nørgaard, der er forfattere til bogen ”Ledelseskrise i konkurrence-staten”, har forandringsprocesserne konsekvenser for den politiske og administrative ledelse af landet. Netop derfor er ledelsen af den offentlige sektor kommet i fokus, da den for mange indeholder nøglen til, at velfærdsstaten kan udvikles og overleve.

Grøften mellem DJØF’erne og fagprofessionerne

I debatten om ledelseskrisen finder vi, ifølge forfatterne, typisk to positioner: Den ene er, at DJØF’erne blev nødt til at rykke ind og tage lederskabet, fordi fagprofessionerne ikke kunne finde ud af at styre budgetterne. Fagprofessionerne er jo heller ikke uddannet til at styre budgetterne, så hvordan kunne nogle forvente det?

Den anden position hævder, at samfundsvidenskabeligt og handelshøjskoleuddannede ledere har taget magten og tromler hen over de professionsuddannede, hvilket betyder, at kvaliteten i de offentlige ydelser falder, fordi generalisterne ikke ved noget om de faglige spørgsmål på skoler, sygehuse, jobcentre og ældrecentre.

Udviklingen fra forskellige synsvinkler

Forfatterne ønsker med bogen at belyse, hvordan udviklingen af den offentlige sektor og den fremadskridende ledelseskrise har fundet sted set fra forskellige vinkler, blandt andet fra staten, fra de ansattes og fra brugerne af den offentlige sektor med flere.

Lars Bo Kaspersen og Jan Nørgaard afdækker, hvorfor grøfterne mellem fagene er gravet så dybe, at trivslen og effektiviteten kunne være meget bedre i mange offentlige organisationer. Med målet om at give læserne en analyse af de overordnede strukturelle samfundsmæssige forskydninger, leder det forfatterne frem til deres vurdering af de udfordringer og problemstillinger, som hersker i den offentlige sektor i dag.

Behov for substantiel ledelse

Bogen argumenterer for, at der i dag er behov for en “substantiel ledelse”, der ikke kun består i økonomisk rammestyring, men i høj grad også tager hensyn til karakteren af de mange serviceydelser, som den offentlige sektor leverer, og som inddrager de offentligt ansattes personlige engagement.

Forfatterne mener, at det ikke kun er ledelsen, men også ledelsens strategianvendelse der skal ændres, hvis trivslen og effektiviteten skal forbedres i den offentlige sektor. Med brug af konkrete eksempler fra offentlige organisationer og strategiteori, giver bogen et bud på, hvordan substantiel ledelse og strategiarbejde kan kobles i praksis.

 

Jan Nørgaard & Lars Bo Kaspersen. (2015). Ledelseskrise i konkurrencestaten.
Hans Reitzels Forlag. København.

Kontakt
Professor, institutleder Lars Bo Kaspersen
Mobil: 31 24 61 61

Institut for Statskundskab udgiver en jubilæumsbog for at fejre, at det den 1. september er 50 år siden de første studerende blev optaget på instituttet. Lektor emeritus Lars Bille har været med fra begyndelsen og i bogen indkredser han historien og livet på instituttet, der af medierne bliver kaldt ”politikerfabrikken i København”.

Jubilæum: Institut for Statskundskab fylder 50 år

Institut for Statskundskab udgiver en jubilæumsbog for at fejre, at det den 1. september er 50 år siden de første studerende blev optaget på instituttet. Lektor emeritus Lars Bille har været med fra begyndelsen og i bogen indkredser han historien og livet på instituttet, der af medierne bliver kaldt ”politikerfabrikken i København”.

Institut for Statskundskab oplever på alle leder og kanter en fremgang i disse år, der gørLars Bille, lektor emeritus og tidligere institutleder, stolt af sit gamle institut. Han har været med hele vejen, siden instituttet optog de første studerende i 1965, og hans viden udkommer nu som jubilæumsbog med fortællinger om livet på instituttet af en stribe nuværende og tidligere studerende og forskere.

Ligger nummer et i Skandinavien

Lars Bille har set instituttet vokse frem af ingenting, fra uddannelsen blev kaldt en ”udvidet avislæsereksamen” i 1960’erne til i dag at have opnået en markant forskningsmæssig position.

I dag ligger Institut for Statskundskab på Københavns Universitet nummer et i Skandinavien, nummer otte i Europa og nummer 30 i verden inden for politik og internationale studier på ”QS University Rankings”, der er en årlig rangliste over verdens topuniversiteter.

Instituttet har tillige opnået en synlig position i offentligheden og i centraladministrationen. En position, der også betyder, at instituttet bliver kaldt ”politikerfabrikken i København” af medierne, men det er misvisende, ifølge Lars Bille:

– Man kan ikke læse til politiker. Men man får en bedre fornemmelse af det politiske liv og en grundlæggende viden om, hvordan magtens maskinrum fungerer, når man har læst statskundskab. Politik er en kunst, der kræver talent, og talentet skal de studerende have med hjemmefra, siger Lars Bille.

Politik i blodet og engagement i samfundet

Talentet medbringer en hel del studerende sammen med den bærbare første dag på studiet. Lars Billes oplevelse er, at mange af instituttets studerende har politik i blodet længe før, de bliver optaget:

– Fællestrækket for fagets studerende er, at de er meget engagerede i samfundet, som de ønsker at påvirke. Hvis de ikke havde statskundskab som valgmulighed, ville de formentlig læse økonomi eller jura i stedet, og stadig havne i folketinget, siger Lars Bille.

Før uddannelserne i statskundskab i Århus og København så dagens lys, var netop økonomi og jura de folkevalgtes foretrukne videregående uddannelser. I dag ser billedet anderledes ud. I foråret viste en opgørelse, at 22 medlemmer af Folketinget havde en uddannelse i statskundskab fra Københavns Universitet.

Fokus på formidling i 1990’erne og frem

Lars Bille mener, en del af forklaringen på, at det i så høj grad er lykkedes kandidater i statskundskab at gøre karriere, enten i politik eller centraladministration, skyldes et fokus siden 1990’erne på at skabe kvalitet i instituttets uddannelse og forskning. I samme periode er der også sat fokus på at udvikle de studerendes evne til at formidle.

– Fra embedsmænd har jeg altid hørt, at statskundskaberne havde en god pen og talegaver, der gjorde dem i stand til både at tale med og forstå statsansatte jurister og økonomer. Det blev set som en stor fordel og det må der have været et stort behov for, siger Lars Bille.

Fortællinger om livet på instituttet

Den 1. september udkommer ’Statskundskab 1965-2015 Københavns Universitet’. Bogen byder på Lars Billes egen beretning og en lang række bidrag om alt fra studentermarx-isterne i 1970’erne til en status over faget i dag. Blandt forfatterne finder man Helle Thorning-Schmidt, Brian Mikkelsen, Sofie Carsten Nielsen og andre kandidater fra instituttet og forskere gennem tiderne. Læs Djøfbladets artikel om Thornings studietid.

Lars Bille giver med jubilæumsbogen læserne et indblik i de forskellige årtiers ydre og indre påvirkninger af et institut, der takket være sine engagerede studerende, forskere og administrative stab er vokset sig stort og stærkt gennem de første 50 år.

Kontakt
Lektor emeritus Lars Bille
Mobil: 53 70 33 84

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Vi alene vide

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Siden europaparlamentsvalget sidste år og folketingsvalget i foråret har Instituttets studerende med rådvildhed i øjnene og kløen i nakken spurgt sig selv og hinanden: Hvordan kunne det ske, at DF har fået så meget medvind? Spørgsmålet bliver ofte besvaret med henvisning til den tilbageståenhed og fremmedfjendskhed, som utvivlsomt har lagt sig tungt og klamt over det såkaldte gule Danmark. Den eneste gyldige forklaring må være, at DF-vælgerne ikke har opnået samme høje indsigt som os.Vi alene vide.

Og Gud hvor vi ved. Vi ved, at der ligger en fare og lurer. Vi ved, at nationalismens grumme ansigt nu har fået 37 mandater i Folketinget. Og vi ved, at Danmark nu med hastige skridt nærmer sig afgrunden.

Samtidig med, at vi er fortørnede over situationen, har vi glemt at indtage vælgerens perspektiv: Det er svært at forklare en lastbilchauffør fra Lolland-Falster, der netop har mistet sit arbejde til en litauer, at det indre markeds fri bevægelighed i sidste ende stiller alle bedre. Det indre marked stiller nemlig ikke ham bedre. I den situation kan man ikke fortænke ham i at stemme på det parti, som han oprigtig talt mener tjener hans interesser bedst – også selvom det er DF.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende, når det handler om at begribe den danske politiske virkelighed anno 2015.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende – Anders Bencke Nielsen

Den virkelig fare ligger ikke i den afgrundsdybe uvidenhed, som nogle tilskriver folkedybet og DF-vælgerne. Den virkelige fare består derimod i at føle sig moralsk og intellektuelt hævet over dem, der stemmer noget andet end én selv. Denne fare bliver kun større, når det er fremtidens politiske elite, der føler sig i stand til at dømme andre. Det er den direkte vej til afkoblet politik: En situation, hvor de mange styrede føler sig misrepræsenteret og vildledt af de få, der styrer. Det er netop afkoblet politik, der har ledt til Dansk Folkepartis store valgsejr ved både folketings- og europaparlamentsvalg.

Det er vores pligt som studerende at feje rigide fordomme af banen og med åbent sind forsøge at forstå, hvorfor nogle sætter krydset ved DF. Først herefter kan vi komme den afkoblede politik til livs.

Rebecca Adler-Nissen, lektor på Institut for Statskundskab, får endnu en anerkendt pris for sin bog om europæisk integration. Årets modtager af Susan Strange-prisen blev offentliggjort den 17. juni på årskonferencen for The British International Studies Association (BISA).

Bogpris: Bog om europæisk integration vinder endnu en pris

Rebecca Adler-Nissen, lektor på Institut for Statskundskab, får endnu en anerkendt pris for sin bog om europæisk integration. Årets modtager af Susan Strange-prisen blev offentliggjort den 17. juni på årskonferencen for The British International Studies Association (BISA).

Rebecca Adler-Nissen, lektor på Institut for Statskundskab, bliver hædret med endnu en internationalt anerkendt bogpris. Hun får Susan Strange-prisen, der hvert år uddeles af The British International Studies Association (BISA), for sin udgivelse “Opting Out of the European Union: Diplomacy, Sovereignty and European Integration”. Bogen er en dybdegående analyse af, hvordan europæiske lande håndterer suverænitet i praksis. Se mere i nyheden: Anerkendt bogpris for analyse af europæisk integration.

Prisregn over forsker

Siden efteråret har Rebecca Adler-Nissen oplevet en regn af priser. I efteråret 2014 modtog hun ’Guest Lecturer and Rising Star Award’ af det svenske selskab for statskundskab. Selskabet beskriver hendes arbejde som ’cutting edge’, der fører nytænkning til feltet Internationale Relationer.

Susan Strange-prisen er den anden pris hun modtager for sin bog om europæisk integration, og den 10. juni denne måned fik hun tilmed overrakt Nils Klim-prisen som anerkendelse for sin forskning og tilgang til international politik:

Foto: Christoffer Regild

– Jeg er meget overvældet og taknemmelig over al den anerkendelse, jeg har oplevet inden for det sidste års tid. Samtidig er jeg virkelig glad for, at det er med til at sætte fokus på det daglige liv i international politik. Jeg tror, at praktikere kan fortælle noget som teoretisk kan blive endnu mere banebrydende end det, vi som forskere kan forestille os, hvis vi kun sidder bag skrivebordet, siger Rebecca Adler-Nissen.

Pris til ære for Susan Strange

Susan Strange-prisen uddeles hvert år af BISA for den bedste bog på tværs af alle områder inden for internationale studier. Prisen er stiftet til ære for briten Susan Strange, der var en af de mest indflydelsesrige forskere inden for udviklingen af studiet af international politik i Storbritannien. Hun varetog en stribe akademiske poster og var med til at stifte BISA. Desuden blev hun den første kvindelige præsident for the International Studies Association (ISA) i 1995.

Kontakt
Lektor, ph.d. Rebecca Adler-Nissen
Mail: ran@ifs.ku.dk
Mobil: 30 22 40 75

Politikerfabrikken: Kend din cand.scient.pol.

Politikerfabrikken: Kend din cand.scient.pol.

Nogle tæller får. Andre tæller statskundskabere i Folketinget. I skrivende stund har 40 af Folketingets 179 medlemmer på et eller andet tidspunkt i deres liv lagt vejen forbi et af landets statskundskabsstudier. Statskundskab på Københavns Universitet er politikerfabrik nummer 1.

Hvorvidt det er et demokratisk problem, at en stor del af kongerigets politiske elite har drukket for gamle guldøl i Jacques D, mens Thomas Helmig bragede ud af de forpinte højtalere, er et alt for stort og vigtigt spørgsmål at behandle i en krydsogtværs. Det lader vi derfor ligge til en anden gang.

Vi tager i stedet fat i kraven på de politikere, der har været en tur forbi vort eget institut. Din opgave som læser er nu at gætte navnene på de seksten personager, der gemmer sig bag tallene. I ligestillingens hellige navn kan vi allerede nu afsløre, at de elleve er kvinder.

Noget, der måske vil falde dig i øjnene, er de (ud fra nutidens standarder) forholdsvis mange år, som vores 16 politikere har tilbragt med læsningen. Hvis det er et adgangskrav til Folketinget, at man har været ligeså længe om studierne som flere af disse folkevalgte, løser det potentielt demokratiske problem langsomt sig selv, når studiefremdriftsreformen har første skoledag til september.

God fornøjelse!

lodret
2. (EL). Stud.scient.pol fra 2009. Hendes fornavn og hårfarve passer usandsynligt godt sammen. Skabte overskrifter i 2011, da det kom frem, at hun er erklæret støtter af PFLP og FARC.
3. (RV). Cand.scient.pol. 2000-2009. Hun er kendt som et af sit partis mest højtråbende debattører og har blandt andet skabt overskrifter med sine stærke holdninger om kongehuset, kvinder og humanisme.
4. (S). Cand.scient.pol. 2004-2009. Denne nordjyde tager indspistheden til nye højder, da hun privat danner par med Henrik Sass-Larsens spindoktor, som ligeledes har læst statskundskab på Københavns Universitet.
5. (S). Cand.scient.pol. 1987-1994. Hendes partner har flair for skuespil, og så har parret for nyligt fået en lektion i privatøkonomi, så skatten nu bliver betalt til tiden.
7. (S). Cand.scient.pol. 2006-2011. Stammer fra det danske mindretal i Tyskland, hvilket er et gennemgående tema på hendes Facebook-side. Hendes speciale handlede om, hvorvidt kvindelige folketingskandidater har lettere ved at blive valgt end mandelige.
8. (S). Cand.scient.pol. 1999-2007. Tidligere kommunikationschef i LO. Han hævdede under en P1-debat, at whistlebloweren Edward Snowden skulle have solgt hemmelige dokumenter til højestbydende.
9. (K). BA scient.pol. 1997-2000. Cand.scient.pol. 2004. Farmand er tidligere arbejds- og finansminister. Kom i fedtefadet i 2006, fordi hun havde købt et falskt Gucci-ur i Kina. Udpræget hestepige.
10. (S). Cand.scient.pol. 2006-2011. Født samme år, som Danmark brillerede ved VM i Mexico. Kom i modvind i februar i år, fordi han tilsyneladende ikke helt kunne holde styr på alle sine boliger.
11. (V). Cand.scient.pol. 2008. Stiftede i 2011 netværket med det mundrette navn, Anti Forbud Danmark. Han udgav som sit partis integrationsordfører i 2014 sin egen værdikanon om danske værdier, hvilket ikke blev modtaget med klapsavler fra offentligheden.
12. (SF). Cand.scient.pol. 1992-2010 (orlov fra 2000-2010). Blev kendt som hende, der i 2014 overtog roret for et særdeles udfordret parti. Danner privat par med en Villy, som også er navnet på hendes forgænger.
13. (K). Cand.scient.pol. 1986-1994. Han hedder Arthur til mellemnavn og har udtalt, at flere Bugatti’er i gaden ville være win-win for samfundet.
14. (RV). Cand.scient.pol. 1981-1992. Han har både arbejdet som opvasker og som økonomichef i Københavns Kommune. Oprindeligt fra Vestegnen, men trives nu bedst i Nordsjælland.

vandret
1. (RV). Cand.scient.pol. 2007-2012. Taler tysk som følge af opvækst i Sønderjylland og mestrer også fransk efter et længere ophold i landet. Fortæller på sin hjemmeside, at hun elsker hygge med vennerne, rødvin, vandring og bøger.
6. (RV). Cand.scient.pol. 1992-1999. Tidligere ekstern lektor i Offentlig forvaltning her på Instituttet. Meldte sig ind i Radikal Ungdom i 1992, fordi hun blev stiktosset over det danske nej til Maastrichttraktaten.
15. (S). BA scient.pol. 1998-2003. Cand.scient.pol. 2010. Blev i 1994 dømt efter straffelovens § 137 for at kaste levende dværghøns ned i folketingssalen fra tilhørerpladserne. Hun skabte også ravage i 2003 ved at have lidt for tætte forbindelser med nogle malingskastende aktivister.
16. (S). BA scient.pol. 2003-2007. Partneren udgav i 2008 albummet Nærmest Perfekt. Selvom hun startede som folkesocialist, var hendes mest folkelige moment, da hun i 2014 svingede hofter for Familien Danmark i tv-programmet ’Vild med dans’.

Vigtigt!
Hvis en politiker staves med bindestreg, er det også tilfældet i dette krydsord. De skraverede felter angiver et mellemrum i navnet og skal derfor ikke udfyldes.

Eksempel:

mao6_s47_a

Svarene findes på nedenfor

mao6_s47_b

 

Klik for svar på krydsord
LODRET
2. (EL) Rosa Lund
3. (RV) Zenia Stampe Lyngbo
4. (S) Ane Halsboe-Jørgensen
5. (S) Helle Thorning-Schmidt
7. (S) Anne Fuglsang-Damgaard
8. (S) Jeppe Bruus
9. (K) Charlotte Dyremose
10. (S) Simon Kollerup
11. (V) Martin Geertsen
12. (SF) Pia Olsen Dyhr
13. (V) Brian Mikkelsen
14. (RV) Helge Jacobsen
VANDRET
1. (RV) Lotte Rod
6. (RV) Camilla Hersom
15. (S) Pernille Rosenkrantz-Theil
16. (S) Astrid Krag

MED ANDRE ORD har været forbi Uddannelses- og Forskningsministeriets HR-afdeling til en snak om studiejobs. Hvordan mener ministeriet bag den udskældte studiefremdriftsreform, at man bør håndtere balancen mellem studie og studiejob?

DEN RETTE BALANCE: Har skurken opskriften?

MED ANDRE ORD har været forbi Uddannelses- og Forskningsministeriets HR-afdeling til en snak om studiejobs. Hvordan mener ministeriet bag den udskældte studiefremdriftsreform, at man bør håndtere balancen mellem studie og studiejob?

Mange studerende går i disse tider og grubler over, hvordan fremdriftsreformens indgreb i studielivets nuværende fleksibilitet vil påvirke mulighederne for også efter sommerferien at kombinere teori og praksis. I ministeriet er man imidlertid ikke af den opfattelse, at reformen giver anledning til, at ministeriet bør revidere sin ansættelsespolitik, når det kommer til studentermedhjælpere.

Studiejob giver afkast
Studentermedhjælper Heidi Bak sidder i HR-af­de­lingen i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun fortæller, at ministeriet har mange studerende ansat i vidt forskellige afdelinger. Omkring 10 % af de omtrent 650 ansatte i ministeriet er studerende. Nogle sidder med presse, administration eller lettere analyse, mens andre igen sidder med kundeservice i SU-Slusen. Ministeriet ansætter både studerende på bachelor- og kandidatniveau, og det arbejde, de udfører, afspejler deres kvalifikationer.

Ifølge Heidi Bak er der meget at hente ved at kombinere teori og praksis. Til spørgsmålet om, hvad hun mener, hun får ud af studiejobbet, er svaret prompte: ”I forhold til mit studie vinder jeg helt vildt meget ved at arbejde herinde. Det skaber en synergieffekt, så jeg forstår mit studie endnu bedre.”

Selvom Heidi Bak mener, at studiejobbet giver afkast, får hun ikke lov at arbejde mere end 15 timer om ugen, som ifølge ministeriets ansættelsespolitik er den maksi­male arbejdstid for studerende. Tina Rose Schou, Koncern HR- og Kommunikationschef, fremhæver, at man i ministeriet gør meget ud af at være fleksibel i forhold til studierne, ligesom man gør meget for at sikre, at studierne har førsteprioritet for de studerende. På den måde mener hun, at man sikrer, at de stu­derende får de bedste muligheder for at kombinere studie og studiejob.

Tina Rose Schou og Heidi Bak mener, at de stu­derende såvel som arbejdspladsen har meget at vinde ved ansættelsesforholdet. De studerende kan bidrage med frisk viden direkte fra læsesalen, og den prak­tiske erfaring og idéudveksling med kolleger kan inspirere alle parter.

”Det er altid spændende at få studerende ind i en afdeling. Vi har for eksempel haft en studerende, der holdt oplæg om handikap for vores HR-afdeling. På den måde kan de bringe inspiration ind i ministeriet, ligesom de også får afprøvet deres viden i praksis. Det er noget, der virker motiverende og inspirerende – både for den studerende og for de fastansatte,” siger Tina Rose Schou.

Døgnets 24 timer
For at bruge et udtryk, der anvendes i den konsulentbranche, hvor flere og flere statskundskabere ender, virker studie kombineret med studiejob som en win-win-situation. Men er det stadigvæk et ubetinget gode, når man husker på, at døgnet kun har 24 timer? Uddannelses- og Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen har fremført, at de studerende bør bruge 43 timer om ugen på studierne. I sidste udgave af MED ANDRE ORD rundede tre undervisere dog tallet ned til 40 timer ugentligt. Men er 40 timers studier foreneligt med 15 timers studentertjans i Uddannelses- og Forskningsministeriet?

Studiejobbet er en vigtig ressource for den enkelte studerende, og hvis man som studerende dropper det studierelevante arbejde, er det et stort tab af læring og erfaring – Tina Rose Schou

”Jeg mener, at det er en afvejning, som den enkelte studerende er voksen nok til selv at foretage. Jeg kan blot sige, at vi tilbyder de studerende fleksible og gode arbejdsforhold, og der er også mulighed for at arbejde på nedsat tid, hvis man giver udtryk for, at tingene ikke går op i en højere enhed,” udtaler Tina Rose Schou. Og Heidi Bak er hurtig til at tage tråden op:

”Der er på nuværende tidspunkt rigtig mange af vores studentermedhjælpere, der får fuldtidsstudier og 15 timers arbejde til at gå op i en højere enhed, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sig i fremtiden. Det handler i grunden om at kunne sige nej, hvis man føler, at man bliver presset til at arbejde mere, end man har overskud til.”

1. september 2015
Når nye og gamle studerende efter sommerferien går gennem CSS’ porte, følger studiefremdriftsreformen med. Desværre er det kun TV2-vejrets Peter Tanev forundt at spå om fremtiden, og hvordan reformen kommer til at rykke på balancen mellem studie og studiejob står derfor hen i det uvisse. Hverken Tina Rose Schou eller Heidi Bak mener dog, at reformen kommer til at forrykke balancen så voldsomt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet i fremtiden vil få sværere ved at rekruttere studentermedhjælpere.

”Desværre er det kun TV2-vejrets Peter Tanev forundt at spå om fremtiden, og hvordan reformen kommer til at rykke på balancen mellem studie og studiejob står derfor hen i det uvisse” – Anders Bencke Nielsen & Marie Lentz-Nielsen

”Studiejobbet er en vigtig ressource for den enkelte studerende, og hvis man som studerende dropper det studierelevante arbejde, er det et stort tab af læring og erfaring. Nogle frygter måske, at det bliver nødvendigt at fravælge studiejobbet for at koncentrere sig om at få højere karakterer. Til det vil jeg bare sige, at karakterer ikke er det eneste, der betyder noget, når man søger arbejde. Det betyder lige så meget, at man har indgået i hverdagen på en arbejdsplads. Studiejobbet er altså et vigtigt aktiv for den enkelte,” slutter Tina Rose Schou.

Sammenlignende statskundskab: Et fag i vælten

Sammenlignende statskundskab: Et fag i vælten

Sammenlignende Statskundskab var vidne til et stort frafald på efterårs­semestret 2014. Faget er nu færdigevalueret, og eftertænksomheden har sænket sig over Instituttet. MED ANDRE ORD stiller her skarpt på efterårets hændelser og spørger, hvad der egentlig skete, da 55 % af en årgang frameldte sig faget.

I efterårssemestret 2014 udbød Instituttet for første gang faget Sammenlignende Statskundskab (SS). Efterhånden som sensommer blev til efterår, og efterår blev til vinter, oplevede faget et stort frafald blandt de nuværende sjettesemester­studerende. På Instituttets gange, over Kommunens skoldhede kaffe og Jacques D’s iskolde øl, blev der spekuleret og diskuteret. Hvor skulle årsagen til frafaldet findes?

Nogle studerende udpegede læse- og arbejdsbyrden som den primære synder. Pensum var i omegnen af 1900 sider, hvilket syntes meget for et fag på 10 ECTS-point. Dertil kom to obligatoriske skriveøvelser, hvor man skulle give skriftlig feedback til sine medstu­derende. Andre fremhævede, at der var tale om en klassisk sneboldeffekt, hvor de studerende inspirerede hinanden til at framelde sig faget. Atter andre påpegede, at årsagen skulle findes i studiefremdriftsreformen: at framelde sig SS var for mange studerende sidste udkald for at framelde sig et fag. Som med alle andre forhold i statskundskaben er svaret ikke entydigt, og årsagen til frafaldet findes sandsynligvis i en kombination af de nævnte årsager.

Stort frafald – gode evalueringer
For at komme årsagen nærmere har vi sat tre interessenter stævne: studieleder Anders Wivel, daværende fagkoordinator på SS, Julie Hassing, samt sjette­semesterstuderende Eskil Rask, der fulgte faget hele vejen. Første spørgsmål går på, hvordan Instituttet forholdt sig, da de første frameldinger begyndte at tikke ind?

”Vi fulgte selvfølgeligt udviklingen tæt, og på den baggrund besluttede vi at foretage en særlig grundig evaluering af faget for begge grupper – dem, der blev, og dem, der frameldte sig,” lægger Anders Wivel ud. ”Evalueringerne viste faktisk, at hele 70 % af dem, der tog faget, vurderede, at undervisningsforløbet havde været udbytterigt eller meget udbytterigt. I kommentarerne udtrykte flere, at faget var spændende, og at det bestemt har potentiale.”

Julie Hassing siger i den forbindelse, at hun synes, at det er flot, at faget trods det store frafald vurderes så positivt af dem, der blev hængende. ”Det kan være svært at holde gejsten oppe, når ens medstuderende langsomt framelder sig, og i det lys synes jeg faktisk, at den overvejende positive evaluering af faget er et tegn på succes.”

Form og indhold
At faget har potentiale, kan Eskil Rask nikke genkendende til. Han mener, at SS er et nøglefag, der er med til at gøre statskundskabsuddannelsen til noget unikt. Samtidig er han dog af den klare opfattelse, at der er plads til formmæssige forbedringer.

”Når jeg tænker tilbage, har SS uden tvivl været mit yndlingsfag rent indholdsmæssigt. Men formen haltede desværre gevaldigt efter. Her tænker jeg blandt ­andet på kvaliteten af visse forelæsninger samt den måde, man håndterede pensum på. Det fremstod sjusket.”

Eskil Rask fremhæver også den dårlige stemning, som han mener lå over faget allerede under introforelæsningen i september. Her kommenterede fagkoordinator Julie Hassing på den debat, som faget – før det var skudt i gang – havde givet anledning til blandt de studerende. Hun lagde vægt på, at det var en forudsætning at være fuldtidsstuderende, hvis man ville have fagets fulde udbytte.

”Man følte, at man blev anklaget for at være doven og forkælet, fordi man stillede spørgsmålstegn ved et uforholdsmæssigt stort pensum”  – Eskil Rask

”Mange, inklusiv mig selv, følte det som en opsang. Man følte, at man blev anklaget for at være doven og forkælet, fordi man stillede spørgsmålstegn ved et uforholdsmæssigt stort pensum. Jeg har snakket med mange, der frameldte sig faget, fordi pensum var for stor en mundfuld – ikke fordi de var dovne. Samtidig var mange blevet færdig med Metode 2 og havde fået fede studiejobs, og så prioriterede man selvfølgelig det,” siger Eskil Rask, der selv et par gange overvejede at framelde sig.

mao6_s6

Julie Hassing fornemmede hurtigt den stemning, der herskede omkring det nye fag.

”Jeg havde en fornemmelse af, at de studerende følte, at Instituttet forsøgte at skrue bissen på bare for at gøre det. Det var på ingen måde tilfældet. Vi har som forskere ikke incitament til at gøre pensum længere og fylde mere undervisning ind i skemaet. Vi er både forskere og undervisere, og et større pensum gør natur­ligvis undervisningen mere tidskrævende, hvilket tager tid fra forskningen. Arbejdsbyrden i SS blev fastsat for at sikre det faglige niveau og sikre, at Statskundskab også i fremtiden kan leve op til den kvalitet og det brand, der er en essentiel del af uddannelsen.”

Julie Hassing er dog ikke blind for, at der er plads til forbedringer. ”Anders Wivel, Peter Kurrild-Klitgaard, Julie Hassing er dog ikke blind for, at der er plads til forbedringer. ”Anders Wivel, Peter Kurrild-Klitgaard, der er ny fagkoordinator på faget, og jeg selv har været meget fokuseret på at få evalueret de substansmæssige ændringer, der fremadrettet vil gøre faget bedre. Vi har lyttet utroligt meget på de løbende evalueringer af faget.”

”Arbejdsbyrden i SS blev fastsat for at sikre det faglige niveau og sikre, at Statskundskab også i fremtiden kan leve op til den kvalitet og det brand, der er en essentiel del af uddannelsen” –  Julie Hassing

Manglende forventningsafstemning
Som studerende er det svært at erklære sig uenig i ­ønsket om at fremtidssikre den faglighed, der udgør statskundskaberens fremmeste produkt. Spørgsmålet er dog, om Instituttet i forsøget på at værne om fagligheden samtidig forsømte en af statskundskabens fornemmeste discipliner: forventningsafstemningen. Selvom de nuværende sjettesemesterstuderende på papiret altid har været fuldtidsstuderende, har de side­løbende med studiet også honoreret samfundets krav om praktisk jord under neglene. Det har taget tid fra studierne, og det vidste Instituttet også, da man fastlagde arbejdsbyrden i SS.

Julie Hassing medgiver, at bedre kommunikation måske kunne have reduceret frafaldet, men samtidig fremhæver hun, at der ligger et stort ansvar hos de stu­derende for at prioritere studiet over studiejobbet.

”En gennemtænkt kommunikationsstrategi fra Instituttets side kunne givetvis have forberedt de stu­derende på fagets arbejdsbyrde tidligere i processen. Men når det er sagt, så vil jeg gerne erklære mig enig i de punkter, som Peter Thisted Dinesen, Caroline Howard Grøn og Asmus Leth Olsen fremlagde i sidste udgave af MED ANDRE ORD. Af faglige årsager er det vigtigt, at vi ikke går på kompromis med kravet om, at de studerende skal lægge 40 timer om ugen i studiet. Det er især på bacheloren, at den grundlæggende faglighed etableres, og det betyder, at studiet skal prioriteres. Studiejobbet må og skal komme i anden række.”

En del af noget større?
Som studerende kan man let komme til at stille sig selv det spørgsmål, om hele postyret omkring SS i virkeligheden kan ses som udtryk for en tendens, hvor man fra universitetets side langsomt hæver kravene til de stu­derende. Ifølge studieleder Anders Wivel er dette en helt legitim tolkning. Han lægger ikke skjul på, at Instituttet i fremtiden kommer til at have højere forvent­ninger til de studerende.

”Det er klart, at vi måler os med de udenlandske universiteter, som vi gerne vil konkurrere med. Her ser vi tydeligt, at arbejdsbyrden typisk er større. Samtidig har vi her på Statskundskab at gøre med de bedste stu­derende i landet, og derfor mener vi godt, at vi kan tillade os at stille større krav, for vi ved, at de studerende kan leve op til dem,” udtaler han.

Lektien
Selvom der er blevet evalueret, tænkt og reflekteret, er det langt fra nogen nem opgave at udpege den ­egentlig årsag til, at SS oplevede så stort et frafald i efteråret 2014. Måske var frafaldet udtryk for, at de nuværende sjettesemesterstuderende tænkte rationelt og greb ­sidste chance for at læse 20 ECTS-point. ­Måske skete der simpelthen det, at Instituttet højnede det faglige ambitionsniveau på et tidspunkt og på en facon, der ikke harmonerede med den indstilling, som de stu­derende havde til det at læse statskundskab.

Uanset årsag er der ikke noget, der tyder på, at ­hverken samfundets eller Instituttets forventninger til de studerende nedjusteres de kommende år. Derfor bliver Julie Hassings afsluttende råd endnu mere relevant i fremtiden: Som studerende er den sværeste og vigtigste lektie, at man skal lære at prioritere sin tid.

SAGEN KORT
Ud af 199 undervisningstilmeldte frameldte 105 sig faget, og af de tilbageværende tog 90 eksamen. Det svarer til, at 45 % fuldførte faget. Peter Kurrild-Klitgaard er fagkoordinator på Sammenlignende Statskundskab i efteråret 2015. Sammen med Anders Wivel og Julie Hassing har han anbefalet Studienævnet at nedsætte antallet af obligatoriske skriveøvelser fra to til én. Hvorvidt pensum sættes ned er ved redaktionens deadline endnu uvist.
Den vigtige undren

Den vigtige undren

Som statskundskabsstuderende er ens fremmeste dyd at undre sig. Undren opfører sig retningsløst. Den fører den tænkende på omveje og leder ud i det uvisse. På Institut for Statskundskab er vi ikke altid lige begejstrede for det uvisse, som vi angriber med teorier, hypoteser og metodisk stringens. Vi reducerer det komplekse og gør det ubegribelige håndgribeligt i jagten på vished.

Alligevel står institut såvel som studerende over for den uvished, der materialiserer sig i studie­fremdriftsreformen. Når de dugfriske stu­derende vælter ind ad portene til tutorflokkens velkommende kram og KØS, følger reformen og ­forandringerne med. Det er ikke sikkert, at vi kan anvende de vanlige redskaber til at gøre ­reformen lettere forståelig og spiselig. Netop ­derfor medfører reformen også, at en vis tvivl melder sig på banen. For hvordan håndterer man det uvisse?

I denne udgivelse af MED ANDRE ORD har redaktionen ladet tvivlen råde. Det betyder, at vi har taget mange afstikkere. Vi har ladet os føre vidt omkring uden at have ét bestemt sigte for øje. Som læser vil man derfor hurtigt bemærke, at udgivelsen ikke er struktureret omkring et ­bestemt tema, som vi ellers har for vane.

Vi kaster os over vidt forskellige emner ­spændende fra humor i politologien over forårets feedback-debat til Tysklands (oversete) be­tydning. Vi retter også opmærksomheden mod efterårets frafald på faget Sammenlignende Statskundskab, der i den grad vakte forundring blandt stu­derende og ansatte. I samme boldgade tager to studerende til genmæle over for de tre undervisere, der i sidste nummer af MED ­ANDRE ORD udtrykte deres forventninger til os studerende.

Udgivelsen fortsætter i en helt anden retning. Bladets afgående redaktør, Philip Larsen, har med afsæt i to forvaltningsetiske bestsellere ­taget statskundskaberens etos under kærlig be­handling. Lyset rettes indad, udad og opad. Hvordan skabes de rette betingelser for, at et stats­kundskabsligt etos kan udfolde sig? Og hvad indebærer et sådant etos i første omgang?

Før vi byder velkommen indenfor, vil vi gerne knytte en kommentar til proteinbaren på for­siden. Hvad laver den der? Er den et kækt billede på, at bodybuilderens evige jagt på at optimere egen præstation også udfolder sig på Institut for Statskundskab? Eller er den derimod en stille, grafisk protest imod det akademiske maraton, der løber af stablen i september?

En klog mand sagde engang, at det er af tvivlens veje, man kommer til indsigten. Tvivlen og forundringen kan have mange udspring. En studiefremdriftsreform, en proteinbar. Det er redaktionens forhåbning, at bladets mange forskelligartede artikler kan vække den indre undren og give anledning til refleksioner. Refleksioner, der kan være nyttige i mødet med det uvisse, der banker på CSS’ porte efter sommerferien.

Velkommen indenfor!

– Katrine Bundgaard Schow Madsen & Anders Bencke Nielsen, på vegne af redaktionen

Den gode diplomat er realist

Anders Fogh Rasmussen og Jesper Vahr. Foto: NATO PDD

Den gode diplomat er realist

Statskundskab og diplomati går ofte hånd i hånd. Både i pensum og efter endt uddannelse. Men hvad indebærer det at kunne skrive diplomat på visitkortet? MED ANDRE ORD har mødt den danske ambassadør i Israel, Jesper Vahr, for at blive klogere på det spørgsmål.

Siden 2013 har Jesper Vahr bestredet den danske ambassadørpost i Tel Aviv. Han er en hærdet diplomat med over to årtiers erfaring i bagagen. Det er den erfaring, vi er kommet for at høre nærmere om denne sene efterårsdag, hvor vi er inviteret indenfor hos ambassadøren.

Rygtet vil vide, at mange statskundskabere går med en spirende diplomatdrøm i maven, og vi lægger derfor ud med at spørge Jesper Vahr, hvornår han blev klar over, at han skulle gå diplomatvejen.

”Den dag, jeg fik tanken, kan jeg faktisk godt spore. Jeg læste engelsk på universitetet, men var blevet træt af studiet. En aften sad jeg så sammen med min nuværende kone, Ane. Vi drak vin og havde den der samtale om, hvad man vil med sit liv. Og jeg havde tænkt over, at det med at blive diplomat kunne være interessant,” lægger Jesper Vahr ud.

Problemet var bare, at han ikke vidste, hvordan man bliver diplomat.

”Heldigvis var en af Anes veninders far medlem af Folketinget, så midt i rusen ringede vi til ham og spurgte, hvad man skulle læse for at blive diplomat. Han sagde, at man skulle læse statskundskab. Og så gjorde jeg det,” fortæller han videre.

Et spørgsmål om tilfældigheder?
Under sin studietid var Jesper Vahr praktikant på ambassaden i Ankara, hvor han fik fornemmelse for diplomatiets håndværk. Sidenhen er vejen gået gennem forskellige stillinger i Udenrigsministeriet, ligesom han under Anders Fogh Rasmussens generalsekretariat var kabinetschef i NATO. Det får os til at spørge, om hans karriereforløb har været del af en større plan.

”Da jeg blev ansat som ung fuldmægtig, gik jeg målrettet efter at beskæftige mig ad to spor, nemlig klassisk sikkerhedspolitik og Mellemøsten. Det var en del af planen, og det lykkedes,” fortæller Jesper Vahr.

”Men hvis Anders Fogh Rasmussen ikke var blevet generalsekretær i NATO, havde der ikke været en dansk kabinetschef, og jeg ville ikke have fået jobbet. Så er det heller ikke sikkert, at jeg i dag ville sidde som ambassadør i Israel. Overordnet set er der et element af tilfældighed i, hvor man lander. Og så alligevel ikke,” fortsætter han.

Afgørende øjeblikke
Det hævdes, at en diplomat formes af begivenheder i sin samtid. Vi hører derfor Jesper Vahr om, hvilke begivenheder der har været med til at forme ham som diplomat.

”Den gode diplomat er realist. Idealismen kan udtrykke et ønske om, hvor man vil hen, men i sidste ende er det den realpolitiske metode, der skaber resultaterne” – Jesper Vahr

”Jeg mindes en episode, da jeg i 2006 kom tilbage til Danmark efter at have været del af den daværende NATO-generalsekretær Jaap de Hoop Scheffers reformgruppe. Jeg tiltrådte som kontorchef for det sikkerhedspolitiske kontor i København. Jeg kan huske, at jeg nåede at sidde på min stol i omtrent fire timer, før jeg blev spurgt, om jeg kunne tage til Damaskus.”

Jesper Vahr skulle hjælpe med evakueringen af danske statsborgere, der var ofre for den daværende konflikt mellem Israel og Hizbollah.

”Jeg spurgte, hvornår jeg skulle tage af sted, og svaret var, at flyet gik klokken 17.00. Her blev det helt tydeligt, hvor omstillingsparat man skal være som del af den danske udenrigstjeneste,” fortæller han og fortsætter:
”Jeg ringede til Ane og sagde, at jeg ikke kom hjem og spiste, men at jeg kom hjem og hentede mit pas.”

En anden begivenhed, der har sat sine spor i diplomaten Jesper Vahr, er fredsaftalen mellem Jordan og Israel i 1994.

”I 1993 indgik man Oslo-aftalen mellem israelerne og palæstinenserne, og nu sluttede Jordan og Israel så fred ved en højtidelig ceremoni midt i ørkenen, som jeg deltog i. Der var forhåbninger om, at man nu kunne opnå varig fred i Mellemøsten. Jeg kan huske den specielle stemning, der herskede selv i Damaskus. Man fornemmede også der, at tingene kunne blive anderledes. Det gjorde et stort indtryk på mig,” siger Jesper Vahr.

”DEN GODE DIPLOMAT ER REALIST”
Et oplagt spørgsmål melder sig på banen: Hvordan tackler en diplomat de euforiske folkestemninger og afgørende øjeblikke, der melder sig undervejs i tjenesten? Tyer man til idealismen, omfavner dens håb og lader realismen surmule en stund for sig selv?

”Nej, det synes jeg ikke. Den gode diplomat er realist. Diplomati handler om at flytte tyngdepunktet en lille smule. Idealismen kan udtrykke et ønske om, hvor man vil hen, men i sidste ende er det den realpolitiske metode, der skaber resultaterne,” svarer han og fremhæver i samme åndedrag den skuffelse, der senere lagde sig over Damaskus, da forhåbningerne om varig fred brast.

– Men har idealismen ikke en eksistensberettigelse i international politik?

”Det har den bestemt, og i visse situationer er det også vigtigt at udtrykke bestemte holdninger. Men det, der rykker noget, er at skabe ændringer i folks adfærd. Og hvis det er målet, så får man engang imellem snavs på fingrene,” svarer Jesper Vahr.

Den vigtige tillid
Den gode diplomat er altså realist. Men hvilke andre kvaliteter bør en diplomat også besidde?

”Det, der rykker noget, er at skabe ændringer i folks adfærd. Og hvis det er målet, så får man engang imellem snavs på fingrene” – Jesper Vahr

”Jeg vil gerne fremhæve loyalitet og anstændighed. Man kan godt være uenig i visse situationer, men i diplomatiske relationer må man ikke glemme, at man også skal have et givtigt samarbejde i fremtiden. Det kræver frem for alt, at man er nøgtern, og at der ikke snydes på vægten,” svarer han og siger, at han før har oplevet, at uærlighed har været ødelæggende for en diplomatisk relation.

”Ærlighed er vigtigt i en diplomatisk forhandling. Ikke forstået på den måde, at man skal lægge alle kortene på bordet, for det skal man ikke. Men man kan ikke snyde mere end én gang, for så underminerer man den tillid, som er så essentiel i en forhandlingssituation,” siger ambassadøren, der også peger på betydningen af at kunne sætte sig i andres sted og se tingene fra modpartens synspunkt. For som han siger:
”Hvis man ikke forstår, hvorfor folk siger og gør, som de siger og gør, kan det være svært at ændre på, hvad der bliver sagt og gjort.”

GRUNDIGE OVERVEJELSER
Og så tilbage til statskundskaberen og diplomatdrømmen. Hvilke råd har Jesper Vahr til studerende, der går rundt med diplomatdrømme i maven?

”Man skal overveje, om man er indstillet på både det sure og det søde, for der følger også en række afsavn med. Det kan være svært at vedligeholde tætte relationer til venner og familie. Jeg kan især mærke på mine yngre kolleger, at det kan være en udfordring at få privatliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed,” siger Jesper Vahr.

”Men jeg vil så også fremhæve, at statskundskab er en fantastisk baggrund, hvis man ønsker at gå diplomatvejen. Her lærer man at udlede det væsentlige i en enorm stofmængde. Det er netop kernen i diplomatiet, at man så at sige destillerer stoffet og videreformidler det på den rigtige måde til de rigtige mennesker – forhåbentligt tilsat de rigtige vurderinger og råd,” slutter Jesper Vahr samtalen.

BLÅ BOG
Jesper Tang Vahr, cand.scient.pol. Født 1962. Har to børn med Ane Tang Vahr. Dansk ambassadør i Israel siden august 2013. Tidligere kontorchef for det sikkerhedspolitiske kontor i Udenrigsministeriet. Dansk ambassadør i Tyrkiet og Aserbajdsjan 2007-2009. Fra 2009 til 2013 kabinetschef i NATO under Anders Fogh Rasmussens generalsekretariat.
”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

Klonk. Hæ. Hmm. Omtrent cirka sådan lyder det, når man som statskundskabsstuderende støder på et stykke lunkent udført forvaltningsarbejde, som en flok færdiguddannede scient.pol.’er har været med indeover. Først støder man panden blødt mod nærmeste væg. Dernæst slår man over i en halvbetuttet latter, som havde man taget en anden person i at slippe en lidt for højlydt vind på et lidt for offentligt sted. Og så begynder man at tænke. Forhåbentligt over det grelle i, at sjusk og fiksfakseri i forvaltningen kan få seriøse konsekvenser for virkelige mennesker.

Denne tretrinsreaktion burde være velkendt for de fleste studerende her på stedet. I hvert fald på den ene eller anden måde. For vores undervisere i videnskabsteori lægger allerede på første semester ud med at teste vores kritiske evner. Det gør de, når de til eksamen stikker os en embedsmandsrapport i hånden og beder os kradse i den ud fra det, vi har lært. Senere kommer metodeforløbene hen over andet studieår, og så burde der ikke længere være nogen undskyldninger tilbage: Man bør da være bekendt med faldgruber, sjusk og svipsere i forvaltningens arbejde.

Alligevel lader det til, at det lykkes flere af os senere hen at blive ophavsmænd og -kvinder til atter nye eksempler på mindre hæderligt fagarbejde. Ifølge institutleder Lars Bo Kaspersen sker det, at ”man oftere og oftere løber ind i eksempler, hvor man tænker: Det her burde en cand.-scient.pol. kunne gøre bedre”.

Hvad enten årsagerne skal findes i glemsomhed, usleben kundskab eller generelle arbejdsbetingelser i centraladministrationen, må vi – som studerende, ansatte og borgere – håbe på, at vi på Institut for Statskundskab kan gøre vores for, at fremtidige embedsmandsrapporter ikke i for høj grad går på kompromis med fagligheden. Dermed ingenlunde sagt, at vi skulle kunne løse alle problemer og da slet ikke på én gang, men vi kan starte et sted.

I sidste udgave af MED ANDRE ORD gav Lars Bo Kaspersen bolden op og pegede især på to oplagte områder at tage fat: vores kandidatuddannelse og statskundskaberens etos. For hvad kan vi gøre for at styrke vores faglighed, og hvilke etiske forpligtelser og idealer bør en scient.pol. søge at leve op til? Som svar på disse spørgsmål har redaktionen modtaget en række indlæg fra både studerende og ansatte, som vi bringer på side 39-49.

Ud over dette fokus på faglighed, kvalitet og identitet har vi i denne udgave valgt at gå tættere på de studerende på Instituttet. Det gør vi i temasektionen Hvem er vi på Statskundskab?, hvor vi blandt andre har mødt foreningen for kristne studerende, gransket fordomme om statskundskabere og kastet et blik på den noget manglende (etniske) diversitet på tværs af studieårgangene. I forlængelse af dette har vi tilladt os kækt at spørge lidt ind til den alkoholkultur, som vi nyder godt af på hverdage og i weekender, og som er så velforvaltet, at selv den gode Weber ville være åbenlyst imponeret.

Oven på disse indledende bemærkninger – og med en stor tak til alle bidragydere – er der blot at sige, at vi med denne udgivelse mener at have grebet den bold, som Lars Bo Kaspersen gav op på sidste semester. Vi håber hermed at kunne kaste den videre. Videre til jer, kære læsere: Værsgo og velkommen indenfor – vi høres forhåbentligt ved!

– Philip Larsen & Anders Bencke Nielsen, på vegne af redaktionen

Den store billedstorm på Statskundskab

Foto: Anders Sune Berg

Den store billedstorm på Statskundskab

Foran Instituttets reception finder man et kæmpemæssigt vægmaleri af kunsterduoen Claus Carstensen og Alfred Friis. Et værk, der har affødt stærke politiske reaktioner, og som tilmed har været udsat for hærværk og tyveri. MED ANDRE ORDs udsending har mødt de to kunstnere.

”Det forhold at der er kastet en håndgranat på Deres bopæl…” Måske denne sætning ringer en klokke? Den er del af den store vægudsmykning, der pryder væggen på Instituttets administrationsgang. En sommerdag i forårssemestret mødte MED ANDRE ORDs udsending værkets kunstnere, Claus Carstens og Alfred Friis.

Til trods for, at der var blevet læst op på de to kunstnere, var det fuldstændigt gået den udsendtes næse forbi, at værkets historie byder på både hærværk og tyveri. Og det er måske ikke så underligt, at denne vigtige detalje er glippet. For det er ikke hver dag, man hører om skamfering af kunst i et land som Danmark, hvor den kunstneriske frihed ikke bestrides. Og oven i købet på Institut for Statskundskab?

”Siden værket stod færdigt i 2005, er det undergået en række forandringer. Først blev værket ramt af en omfattende vandskade i juni sidste år. Dernæst sker der det efter Kulturnatten den 11. oktober, at de to valgplakater og det store billede bliver flået ud af værket og efterlader store huller,” starter Claus Carstensen vores samtale. Han fortæller videre, at både plakater og billede sad fast med lim og skruer. Der har givetvis været anvendt koben.

Politisk motiveret angreb?
Hvad mener kunstnerne kan udgøre motivet bag ugerningen?

”Man kan stjæle kunst for at sælge det videre, men det ville hurtigt blive opdaget, hvis man forsøgte sig på en auktion,” fortæller Claus Carstensen, og Alfred Friis fortsætter: ”Derudover mister plakaterne og billedet også værdi, idet de bliver fjernet og taget ud af værkets helhed.”

Ifølge Claus Carstensen er det også usandsynligt, at der er tale om simpelt hærværk.

”Typisk snitter man blot i lærredet eller smadrer det, men her var genstandene flået ud af væggen. Og man har ikke kunnet finde dem på campusområdet. Man kan godt ødelægge det store billede, der måler 180 gange 150 centimeter, men det er ganske upraktisk at bære rundt på i bybilledet. Man har skullet bruge en bil eller lignende for at få det væk.”

”Jeg har fået tilsendt urin i et reagensglas, jeg har haft stalkere, og jeg har fået snittet et billede op med en hobbykniv.” – Claus Carstensen

Da værket stod færdigt, affødte det debat på de højreorienterede debatfora snaphanen.dk og uriasposten.dk, hvor det blev fremført, at værket kunne tolkes som en opfordring til et politisk attentat.

”Det var blandt andet de to valgplakater i værket, der afstedkom den ganske utvetydige debat og beskyldninger om opfordring til vold. Men selv hvis man forestiller sig, at man spændte slangebøssen på VS’ valgplakat, ville den slet ikke ramme A. P. Hansens plakat, da den jo ikke sigtede den vej. Desuden er der tale om en slags readymades, da det er valgplakater, vi har fundet i den tilstand, de var i, og brugt dem i værket uden at bearbejde dem,” fortæller Claus Carstensen.

Debatten har også sit afsæt i de to sætninger, der indgår i værket. Den første sætning i øverste venstre hjørne lyder: ”Det forhold at der er kastet en håndgranat på Deres bopæl…” Og i den næste kan man læse følgende: ”… possible storing of supplies of munition of a special kind on the defence areas in Greenland…”

Disse sætninger er taget fra Erik Valeurs Magtens bog fra 2002, der blandt andet går bag om den ofte kringlede og uigennemskuelige offentlige magtudøvelse i Danmark.

”Det var Instituttets kunstudvalg, der præsenterede os for 25 sætninger fra Magtens bog og spurgte, om vi kunne indarbejde to af dem i det oprindelige værk. Og det kunne vi godt. Disse sætninger har så i kombination med valgplakaterne affødt en fordømmende debat på de to debatfora,” udtaler Claus Carstensen.

”Når man læser en sætning som den med håndgranaten, bør alarmklokkerne ringe” – Alfred Friis

På uriasposten.dk og snaphanen.dk skriver en del debattører under pseudonymer, og af flere indlæg fremgår det, at ophavsmanden har sin daglige gang på Instituttet.

”Jeg siger ikke, at det er debattører fra de to debatfora, der har vandaliseret værket, men hvis der allerede har været en animositet fra folk, der bevæger sig på Instituttet, er det ikke utænkeligt, at motivet er politisk. Det er i al fald mit bedste bud,” siger Claus Carstensen.

Sådan tog værket sig ud, indtil naturens kræfter kombineret med hærværk og tyveri betød, at de to kunstner måtte foretage ændringer. Foto: Anders Sune Berg

Sådan tog værket sig ud, indtil naturens kræfter kombineret med hærværk og tyveri betød, at de to kunstner måtte foretage ændringer. Foto: Anders Sune Berg

Idéen om en billedstorm
Et helt centralt begreb i forståelsen af værket – både før og efter hændelsen på Kulturnatten – er ikonoklasme, også kaldet billedstorm. En billedstorm er en kamp mod repræsentationer, der foregiver at være gengivelser af virkeligheden eller gengivelser af en ønskværdig virkelighed.

En billedstorm kan have en religiøs, æstetisk, kunstnerisk såvel som politisk baggrund. ”Reformationen var stærkt billedstormende,” forklarer Claus Carstensen og fortsætter: ”Man stormede simpelthen de katolske kirker og fjernede alle billederne”.

Ifølge Claus Carstensen ligger værkets to udsagn tæt på idéen om en billedstorm. Det var en af årsagerne til, at netop disse to citater blev udvalgt. De to citater kredser om billedstormens tilintetgørelse af repræsentationer – tilintetgørelsen af noget, der er.

Han forklarer, at citatet med håndgranaten er et uddrag fra en afvisning om asyl i Danmark. Asylansøgeren havde fået kastet en håndgranat på sin bopæl, og det kan ifølge Claus Carstensen tolkes som en slags billedstorm på vedkommendes liv og ejendele. Men det var altså ikke nok til at få asyl. Samtidig henviser den nederste sætning til den altomfattende tilintetgørelse, der kunne have fundet sted, hvis de nukleare våben på Grønland var blevet brugt under Den Kolde Krig. Altså en slags geopolitisk billedstorm.

”Ikonoklasmen var allerede en indarbejdet del af værket, som det så ud inden tyveriet på Kulturnatten, idet skamferingen af den valgplakat, som vi anvendte i værket, var en slags ikonoklasme af politisk natur,” fortæller Claus Carstensen, der samtidig fremhæver, at værket har været udsat for to slags billedstorme.

”Der er tale om en billedstorm, dels fra naturens side i form af vandskaden, og dels fra dem, der med en bestemt hensigt fjernede dele af værket. På den måde bliver det også et værk, der strækker sig og udvikler sig over tid.”

Sådan tager det nye værk sig ud efter restaureringen og de ændringer, som kunstnerne har foretaget. Foto: Anders Sune Berg

Sådan tager det nye værk sig ud efter restaureringen og de ændringer, som kunstnerne har foretaget. Foto: Anders Sune Berg

Kunsthistorien spøger
Idéen om et værk over tid er ikke uden fortilfælde i kunsthistorien. På rådhuset i Chemnitz lavede den tyske kunstner Max Klinger omkring århundredeskiftet en billedudsmykning. Da nazisterne kom til, blev dele af værket erstattet af et mere nazistisk præget billede. Under kommunismen blev dette fjernet, og tilbage stod et stort gråhvidt felt, som man hang et banner over.
Efter kommunismens fald blev banneret fjernet, og tilbage var en gråhvid flade, som en slags abstrakt, monokromt maleri frembragt af det tyvende århundrede.

”Ingen har villet dette, men det er opstået gennem tiden,” fortæller Claus Carstensen. ”Og hvis vi efter hærværket mod vores billede skulle holde fast i den oprindelige idé om en billedstorm, blev vi nødt til at forholde os til og indarbejde den fysiske vold. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i de hvide flader, der var tilbage efter tyveriet – ligesom i Chemnitz er der en idé med at fremhæve det hvide.”

Ifølge Alfred Friis er det også vigtigt at forstå, at billedstorm som begreb er en af årsagerne til, at de to kunstnere ikke valgte at genetablere det oprindelige værk. ”Havde vi genetableret værket, ville vi have tabt diskussionen på gulvet, fordi vi ville ligge under for, at nogen havde ødelagt vægmaleriet. Nu er der nogen, der har påvirket billedet, og vi vælger derfor at gøre aktiv brug af historien. Det er derfor, at dele af værket i dag er hvide pletter.”

At de to kunstnere aktivt har indarbejdet Kulturnattens tyveri og hærværk i det nuværende vægmaleri ses ved, at man finder ordet ’Iconoclash’ skrevet i midten af værket. ”Dette ord spiller selvfølgelig på det engelske ord ’iconoclasm’, men henviser netop til, at der i forbindelse med vores udsmykning har været et sammenstød,” udtaler Claus Carstensen.

Og det er ikke første gang, at hans værker har resulteret i mere eller mindre alternative meningsytringer. ”Jeg har fået tilsendt urin i et reagensglas, jeg har haft stalkere, og jeg har fået snittet et billede op med en hobbykniv, så det sker da,” konstaterer kunstneren nøgternt.

Fejltolkning
Ifølge de to kunstnere skyldes det sammenstød af holdninger til værket, der kom til udtryk på Kulturnatten, en fejltolkning af den store udsmykning på administrationsgangen.

”De har simpelthen tolket værket forkert,” udtaler Alfred Friis. Claus Carstensen tager teten op: ”De tolker udsmykningen som et udsagn, som noget, vi står bag, og som skulle være udtryk for et synspunkt. De har ikke fanget den forskel, der – som det ofte er tilfældet i kunst – eksisterer mellem at sætte et emne til debat og så det at mene hvert enkelt udsagn i værket. De går ganske enkelt fejl af udsigelsessituationen,” siger han og uddyber:

”Der er åbenbart nogen, der har ment, at vi ikke kunne eller burde bruge de motiver på maleriet og valgplakaterne, og derfor har fjernet dem. Og det tager vi så på os. Samtidig forholder vi os til værkets egen historie og kunsthistorien, som den eksempelvis har udfoldet sig i værket i Chemnitz. Den historie, der var i det første værk, er der stadig i dag – blot ikke som nærvær, men i form af et fravær.”

”De to udsagn er en kontekstualisering af det sted, hvor værket er. Uden denne kontesktualisering kunne man ligeså godt, hvad fanden ved jeg, bede dronningen om at udsmykke Instituttet, ikke?” – Claus Carstensen

Pennen og penslen
Vandaliseringen af vægmaleriet bunder måske i en politisk fejltolkning. Men hvordan er billedet egentlig tænkt at påvirke beskueren? Og er der et særligt budskab i værket, som kunstneren kan udtrykke bedre med penslen, end statskundskaberen kan med pennen?

”Altså, når man læser en sætning som den med håndgranaten, bør alarmklokkerne ringe. Man oplever nogle krakeleringer i sproget, og her er det vores håb, at man som forbipasserende begynder at gøre sig nogle tanker om de udsagn, værket præsenterer,” lægger Alfred Friis ud.

Udsagnet kan læses som et udtryk for den absurditet, der kan præge magtsproget, når det offentlige fælder dom over individet. Claus Carstensen forklarer, at man netop her kan se, at værket har en relation til Institut for Statskundskab.

”Med værket udnytter vi det spillerum, der er et sted som dette, hvor man tænker over statens rolle og stiller spørgsmål. De to udsagn er en kontekstualisering af det sted, hvor værket er. Uden denne kontekstualisering kunne man ligeså godt, hvad fanden ved jeg, bede dronningen om at udsmykke Instituttet, ikke?”

Ifølge Claus Carstensen kan værket ses som ikonoklasmens modsætning; der er tale om et visuelt overbud. ”Jeg tror ikke, at folk går forbi værket uden at gemme det et sted i hjernens billedarkiv. Og jeg er tror, at der bliver fældet en masse smagsdomme over det, og det skyldes nok også værkets voldsomhed.”

På Institut for Statskundskab er vi glade for klar besked, og vi vil gerne kende tekstens pointe, før vi har vendt første side. Men er det en mulighed med dette værk?

”Langt hen ad vejen er budskabet, at der ikke er et konkret budskab. Det hele handler om udsagn, visuelle som sproglige, der ikke bliver besvaret, men derimod stilles som spørgsmål. Og kunst handler jo ofte om at stille flere spørgsmål, end man får svar,” svarer Claus Carstensen på den udsendtes ledende spørgsmål.

Kunsten og de store statsmænd
Ifølge de to kunstnere præger evnen til at tænke abstrakt og kunne begå sig i et kunstnerisk sprog også nogle af historiens store statsmænd.

”På trods af at være konservativ krigsminister modtog Winston Churchill Nobelprisen i litteratur, og den tidligere franske kulturminister, Malraux, var en fremragende skribent. Institut for Statskundskab ville med sikkerhed udklække bedre politikere, hvis man også underviste i den kunst, det er at tænke i kunst,” siger Claus Carstensen.

Og han afslutter: ”Vores værk trækker meget på kunsthistorien, og vi forlanger ikke, at folk skal kende kunsthistorien forfra og bagfra. Men samtidig gør det ikke noget, at man som studerende bliver lidt dannet hen ad vejen. Det er jo også derfor, I er her.”

Fra MED ANDRE ORDs side skal der lyde en kraftig opfordring til at dvæle et øjeblik ved vægmaleriet, næste gang man bevæger sig forbi Instituttets reception (4.2.02). Desuden vil der inden jul blive sat en ny glasplade op, der beskriver værkets udvikling og fortolkning over tid.

Hvis du ligger inde med information om hændelsen på Kulturnatten, hvor to valgplakater og et billede blev fjernet fra værket, er vi på redaktionen meget interesseret i at høre fra dig.

Du kan kontakte os på mao@ifs.ku.dk.

Da studiestart meldte sin ankomst, stod det klart for mange studerende på femte semester, at Sammenlignende Statskundskab ville blive en stor mundfuld. Vi har mødt fagkoordinator Julie Hassing til en snak om ECTS-point, ambitionsniveau og forventningsafstemning.

Derfor skal du læse så meget

Da studiestart meldte sin ankomst, stod det klart for mange studerende på femte semester, at Sammenlignende Statskundskab ville blive en stor mundfuld. Vi har mødt fagkoordinator Julie Hassing til en snak om ECTS-point, ambitionsniveau og forventningsafstemning.

Hvordan kan det være, at pensum er blevet sat til 1900 sider? Det virker som meget for et fag på 10 ECTS-point?

”Først og fremmest har de studerende længe efterspurgt mere undervisning. Og i forlængelse af studiefremdriftsreformen, der netop betoner, at studiet skal læses på fuldtid, er vi blevet pålagt at give de studerende mere undervisning. Men det medfører også mere pensum, for ellers har vi ikke noget at snakke om til undervisningen,” lægger Julie Hassing ud.

Hun fremhæver også, at den ekstra undervisning har gjort det muligt at indlægge skriftlige øvelsesopgaver, hvilket de studerende ligeledes har efterspurgt.

Højere ambitioner
Derudover er det øgede pensum også udtryk for et ønske om at det hæve det faglige niveau. Julie Hassing fortæller:

”Faget er blevet udviklet på baggrund af læseplaner fra de bedste universiteter i verden. På KU går de bedste statskundskabsstuderende i Danmark, og derfor skal vi også give dem den bedst mulige uddannelse. Og det gør man blandt andet ved kontinuerligt at udfordre de studerende og sætte dem under pres.”

Julie Hassing lægger vægt på, at tilsvarende fag på Cambridge og Harvard har en langt større læsebyrde. ”Vi skal klæde de studerende på til at kunne matche disse universiteter, for vores kandidater vil i fremtiden komme til at konkurrere med kandidater fra disse universiteter i langt højere grad end i dag.”

ECTS-point ikke lig med læsebyrde
Julie Hassing fortæller videre, at der blandt de studerende har været en forkert opfattelse af, hvad ECTS-point egentlig er et udtryk for.

”Der har været en tendens til, at ECTS tolkes som udtryk for læsebyrde, altså længden af pensum, men det er forkert. ECTS er et fælleseuropæisk udtryk for arbejdsbyrde udtrykt i antallet af timer, man forventes at bruge på faget.”

Konkret betyder dette, at pensummængden skal vurderes relativt i forhold til stoffets sværhedsgrad, og derfor giver pensummængde alene ikke et retvisende udtryk for, hvor stor indsats faget kræver.

Et spørgsmål om forventninger
Mere undervisning og højere ambitionsniveau har tilsyneladende givet faget en vis volumen. Men hvad betyder det for de forventninger, Julie Hassing har til de studerende?

”Jeg forventer, at de studerende læser fuldtid, og jeg forventer, at de studerende bruger omtrent to dage om ugen på forberedelse til undervisning og forelæsning og yderligere, hvis der er opgaver,” udtaler hun.

Men hvis ECTS-point er et udtryk for arbejdsbyrde, og hvis det forventes, at de studerende bruger omtrent to dage om ugen på forberedelse til Sammenlignende Statskundskab, følger det så ikke logisk heraf, at forberedelsen til International Politik løber op i fire arbejdsdage? Hvorved studiet kommet til at fylde mere end et fuldtidsstudie?

”Studienævnet, hvor de studerendes egne repræsentanter sidder, har godkendt fagene ud fra retningslinjerne i Studieordningen. Og der er taget mange hensyn til, at International Politik og Sammenlignende Statskundskab fungerer sammen. Eksempelvis har Sammenlignende Statskundskab en skriftlig eksamen før jul, og International Politik har en mundtlig eksamen efter jul,” siger Julie Hassing.

Ifølge Julie Hassing har flere studerende i egne evalueringer oplyst, at de ikke lægger de timer i studiet, som er krævet af et fuldtidsstudie.

”Hvis vi ønsker de bedste kandidater, bliver vi nødt til at oppe os på det punkt. Så enkelt er det. Så det korte svar er, at cirka to dages forberedelse som tommelfingerregel er yderst rimeligt, hvis faget skal give det optimale faglige udbytte. Som fagkoordinator vil jeg ikke kunne stå inde for andet,” afslutter Julie Hassing.

Slå ørerne ud

Slå ørerne ud

MED ANDRE ORD var med, da professor i politologi fra Yale University, Bryan Garsten, gæstede KUA og bad de tilhørende om at lukke øjnene og bruge ørerne i stedet. Der ligger nemlig en særlig demokratisk værdi i det at lytte.

Bryan Garsten har som politolog kastet sig over retorikken og noget så atypisk som betydningen af det at lytte. At bruge ørerne hensætter nemlig lytteren i en særlig stemning. Denne stemning fik tilhørerne selv lov til at opleve, da han på bedste pædagogiske vis bad os lukke øjnene og i stedet fokusere på at høre og opleve hans stemme. Vi skulle simpelthen koncentrere os om at lytte.

Du hører ikke det, du hører
Men hvorfor inddrage ørerne i politologien på denne måde? Bryan Garsten har fundet inspiration i den amerikanske musiker og forfatter Aaron Coplands bog fra 1939, What to Listen for in Music. Copland var optaget af, at der synes at være en diskrepans mellem musikkens udtryk, eksempelvis toner og tekst, og det lytteren efterfølgende husker og genkender musikken på.

Heri har Bryan Garsten fundet en analogi til retorikken og den demokratiske debat. For måske gør det samme fænomen sig gældende her – at de, der deltager i den offentlige debat, ikke genkender afsenderens argumenter og idéer? Hvis man skeler til et habermasiansk demokratiideal, udgør et sådant fænomen selvsagt et demokratisk problem. Og samtidig bliver evnen til at lytte og opfange argumenter en demokratisk dyd.

mao4_s38

Et benspænd for Habermas?
Betyder det så, at vores infantile hørelse og fattesvage hukommelse spænder ben for Habermas’ drøm om et deliberativt demokrati? Ikke helt. Igen er Bryan Garsten blevet inspireret af Copland.

Ifølge Copland kan kløften mellem musikken og lytteren nemlig overkommes gennem den rette instruktion. Det var netop det, Copland ønskede med sin bog – at lære folk at lytte og blive integreret med musikken. Copland skrev, at den bedste lytter befinder sig både inde i og uden for musikken. Kun herigennem kan lytteren finde ind til kernemelodien i musikken. Kun ved at tage dette ansvar alvorligt, får lytteren det optimale udbytte af musikken.

Habermas lever lidt endnu
Bryan Garsten mener, at det samme gør sig gældende for deltagerne i den demokratiske debat. Medierne har en tendens til at stå uden for politiske taler og udsagn i et forsøg på at sætte disse i bås. Men hvis den offentlige debat ikke skal ende med at bestå af uprøvede argumenter og synspunkter, er det essentielt, at tilhørerne, lytterne, forholder sig til udsagnene indefra.

At forholde sig til udsagn indefra betyder, at man som lytter skal lade sig opsluge fuldstændig af de argumenter, der fremsættes. I al fald for en stund. For kun på den måde kan eksempelvis en politisk tale gøre sin indvirkning. Og kun på den måde er det muligt at finde ind til kernen i argumentet. Ligesom det også er muligt at finde kernemelodien i musikken.

Er det virkelig så enkelt at få en habermasianer til at klappe i sine små hænder? Måske ikke. Ifølge Bryan Garsten stiller den rette måde at lytte på store krav til den enkelte. Krav, der ikke nødvendigvis kan honoreres.

Hvordan man end vurderer fremtidsperspektiverne for et deliberativt demokrati bygget på evnen til at lytte, kommer man ikke uden om, at Bryan Garstens forskning er et inspirerende eksempel på, at politologien kan få noget ud af at lytte til musikken. Selv med lukkede øjne.

MED ANDRE ORD takker professor i retorik på Københavns Universitet, Christian Koch, for at henlede opmærksomheden på arrangementet.

Midt i sommerens hede eksamensperiode måtte Peter Nykjær fra Kontaktudvalget smide pen og papir for at agere tutorgruppens talerør i medierne. Vi har sat ham stævne for at blive klogere på, hvordan det opleves pludselig at få en tur i den store mediemølle.

Statskundskab i mediemøllen

Midt i sommerens hede eksamensperiode måtte Peter Nykjær fra Kontaktudvalget smide pen og papir for at agere tutorgruppens talerør i medierne. Vi har sat ham stævne for at blive klogere på, hvordan det opleves pludselig at få en tur i den store mediemølle.

I slutningen af sidste semester producerede to antropologistuderende en radioudsendelse, der satte fokus på opvarmningen på introforløbet på Statskundskab i 2012. Opvarmningen blev beskyldt for at være sexistisk og krænkende. Kort efter fulgte en hed debat blandt de studerende, og medierne lugtede en god historie. Før han vidste af det, skulle Peter fra Kontaktudvalget, der er ansvarlig for planlægning og afvikling af introforløbet, stå på mål for introforløbet på Statskundskab.

”I Kontaktudvalget blev vi hurtigt opmærksomme på udsendelsen, og vi vidste, at det ville tiltrække stor opmærksomhed fra de studerende. Men vi havde ikke forestillet os, at sagen også ville tiltrække opmærksomhed udefra,” starter Peter og fortæller videre, hvordan forskellige danske medier fra Metroxpress over Politiken til Universitetsavisen kontaktede udvalgets medlemmer.

Mediernes dagsorden
”Det var en udfordring pludselig at skulle stå på mål for sit studie og et introforløb, som man selv havde taget del i og oplevet positivt – også selvom vi godt kunne se, at visse aspekter af opvarmningen skulle ændres. Men samtidig oplevede vi heller ikke, at omfanget af kritikken altid var berettiget,” siger Peter med henvisning til mediernes håndtering af sagen.

”Den oprindelige kritik, der udgik af radioprogrammet, omhandlede primært opvarmningerne. Men så snart medierne greb historien, kom det hurtigt til at handle om at vende folkestemningen mod Statskundskab. Historiens intention blev altså en anden.”

At medierne havde en dagsorden, kom ifølge Peter til udtryk ved, at dækningen ikke altid var lige nuanceret. ”Journalistisk set er den bedste historie også den dårlige historie. Og når medierne linkede til deres artikler på Facebook og Twitter, var det ikke historien om de 97 % positive evalueringer, der blev fremhævet. Det gjorde derimod den negative historie om tvang og sexisme,” fortæller Peter.

Den svære balancegang
For Peter og Kontaktudvalget var håndteringen af medierne hele tiden en balancegang mellem at lægge sig fladt ned og stå på hælene. ”Vi tænkte meget over, hvordan vi udtrykte os. På den ene side ville vi gerne fortælle en masse positive ting om introforløbet samtidig med, at det ikke skulle lyde som om, at vi ikke tog kritikken til os. På den anden side ville vi dog heller ikke lægge os fladt ned og lade medierne diktere dagsordenen.”

Derudover skulle Kontaktudvalget løbende sikre sig, at de havde både institutledelsens og de studerendes opbakning. Den vej, Kontaktudvalget valgte, faldt ikke i god jord hos alle.

”Der var nogen internt på studiet, der mente, at vi ikke var aggressive nok i vores forsvar af introforløbet. Men for at genvinde folkestemningen og sikre, at de studerende fortsat selv kan forvalte introforløbet, mente vi, at det var nødvendigt at sluge nogle kameler. Vi var hele tiden af den opfattelse, at hvad der udadtil tabes, indadtil skal vindes.”

I bagklogskabens klare lys
Når Peter Nykjær kigger tilbage på forløbet, træder særligt én ting frem, nemlig mediernes egen logik. ”Når først mediemøllen kværner, skal man huske, at ens udtalelser kan tolkes på flere måder. Det nytter ikke at have en naiv tiltro til mediernes vilje til at rapportere og formidle ens udtalelser, for medierne har sin helt egen dagsorden,” siger han.

Har Peter og Kontaktudvalget lært noget af affæren? ”Helt bestemt. Jeg er af den klare overbevisning, at tutorgruppen står klart bedre rustet, hvis der skulle ske noget lignende i fremtiden. Hvilket vi selvfølgelig ikke håber kommer til at ske.”

Folketingsvalgkampen 2011: En kedelig foboldkamp til 137 milioner kroner?

Foto: Nanna Honoré

Folketingsvalgkampen 2011: En kedelig foboldkamp til 137 milioner kroner?

MED ANDRE ORD var med, da bogen ”Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv”, der er redigeret af Kasper Møller Hansen og Karina Kosiara-Pedersen, blev lanceret i Fællessalen på Christiansborg den 9. april 2014

Lige under folketingssalen på Christians-borg finder man Fællessalen – en gigantisk og pompøs festsal oplyst af store lysekoner, omkranset af marmorsøjler og med et knirkende paketgulv. De store marmorsøjler understøtter loftet, der samtidig udgør folketingssalens gulv. Det var således med det danske folkestyre over hovedet, at dagens boglancering udfoldede sig.

Lidt efter klokken ni fløjtede politisk redaktør på DR og dagens ordstyrer, Uffe Tang, kampen i gang og gav ordet til Folketingets formand, Mogens Lykketoft. Med sin rolige røst indledte han dagens program med en tale om de udviklingstendenser, han havde været vidne til efter at have deltaget i elleve valgkampe og iagttaget mange flere. Ifølge Mogens Lykketoft er der to helt centrale tendenser, der har ændret valgkampens udseende: dels tv-mediets stigende betydning for udfaldet, dels udhulningen af partiernes base i form af menige medlemmer.

Det er denne bog, du skal kigge efter hos boghandleren, hvis du ønsker at blive klogere på folketingsvalget 2011. Foto: Nanna Honoré

Disse udviklingstendenser har ifølge Folketingets formand resulteret i, at vælgerne ikke længere er forankret i et bestemt parti, men derimod er til salg på det store stemmemarked. Et marked der, ifølge Mogens Lykketoft, i stigende grad styres af penge. Måske endda i for høj grad, lod han antyde.

Den dyreste valgkamp nogensinde…
Efter tilhørernes klapsalver havde lagt sig, spillede Mogens Lykketoft bolden videre til Kasper Møller Hansen og forlod derefter Fællessalen i al stilhed. Kasper Møller Hansen, der er professor ved Institut for Statskundskab, tog bolden op, og for tilhørerne udlagde han formålet med ”Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv,” nemlig at komme et spadestik dybere og opnå indsigt i, hvordan en valgkampagne rent faktisk fungerer og formidle dette til en bred skare af journalister, politikere og offentligheden i al almindelighed.

Han fremhævede en række af bogens primære pointer, blandt andet at valgkampen har en uddannende effekt på vælgerne, der bliver mere oplyste, som valgkampen skrider frem, og at en valgkamp gør politikerne mere lydhøre over for vælgernes ønsker.

Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab, overtog og fortalte, hvordan valgkampen i 2011 var den dyreste nogensinde. Alene de poster på partiernes budgetter, der knyttede sig til valgkampsaktiviteter, løb samlet op i 137 millioner kroner. Hertil kommer et ukendt beløb fra andre kanter, der også knytter sig til valgkampen, men som er sværere at opgøre.

… men også en kedelig én af slagsen?
I forlængelse af de to forfatteres oplæg fortalte en af bogens bidragydere, postdoc Rasmus Tue Pedersen, om negative kampagner – dét, at en kampagne kritiserer modstanderen – og kampagneformens tilstedeværelse i den danske valgkamp. Han tog udgangspunkt i de citater fra dagspressen, der skildrer valgkamp som en kontaktsport fyldt med beskidte kneb, men konklusionen blev dog, at negative kampagner ikke fylder nævneværdigt i den danske valgkamp. Det fik Uffe Tang til at spørge, om den danske valgkamp egentlig er en smule kedelig og gammeldags, når man sammenligner med den amerikanske.

Det politologisk spændende svar på spørgsmålet skal findes i forskellen mellem valgsystemerne. Hvis Demokraterne kritiserer Republikanerne i USA, og vælgeren erklærer sig enig i kritikken, kan vælgeren reelt set kun støtte Demokraterne i stedet. Men hvis Socialdemokraterne kritiserer Venstre, kan vælgeren godt erklære sig enig i kritikken, men vælgeren har stadig mange andre alternativer end Socialdemokraterne. Det betyder, at gevinsten ved negative kampagner langtfra er sikker.

Kaffepause og opskriften på succes
Efter tre vidtfavnende og oplysende indlæg var tiden inde til spørgsmål fra salen, og dagens kritisk indstillede tilhørere var ikke længe om at udnytte chancen for at gå i dybden med de præsenterede analyser. Spørgetimen blev udnyttet til fulde, og bogens metoder og vinkler blev gået grundigt efter i sømmene. En enkelt fremtidig folketingskandidat udtrykte sågar nogen skuffelse over at måtte erkende, at hans planlagte primære kampagnemiddel, valgplakater, ikke havde nogen dokumenteret effekt på vælgertilslutning.

En enkelt fremtidig folketingskandidat udtrykte sågar nogen skuffelse over at måtte erkende, at hans planlagte primære kampagnemiddel, valgplakater, ikke havde nogen dokumenteret effekt på vælgertilslutning.

Efter godt halvanden time fløjtede ordstyrer Uffe Tang til pause, hvor der var te og kaffe til de fremmødte. Her lykkedes det MED ANDRE ORDs udsendte at fange den ene af bogens forfattere, Karina Kosiara-Pedersen, for en kort bemærkning. Udsendtes spørgsmål gik på, hvad hun som forfatter og forsker i grunden ønsker, at læserne kan lære af bogen. Skal den læses som en opskrift på succes?

Spørgetimen blev flittigt udnyttet af tilhørerne.

Spørgetimen blev flittigt udnyttet af tilhørerne. Foto: Nanna Honoré

”Det, vi ønsker at undersøge med dette projekt, er, hvad der reelt får kandidaterne valgt ind. Vi spørger: Hvad er det demokratiske bidrag af valgkampen egentlig? Og vi spørger: Hvad virker, og hvad virker ikke? Mange partier foretager sådanne analyser, men det er langt fra sikkert, at dét, der virker for Socialdemokraterne, også virker for Venstre. På dette område går vores under-søgelse mere systematisk til værks,” lød svaret. Karina Kosiara-Pedersen fortsatte: ”Og til spørgsmålet om, hvorvidt bogen er en opskrift på succes, kan jeg kun sige, at hvis jeg kendte den, ville jeg ikke stå her.”

Hvordan vindes vælgerne?
Mogens Lykketoft havde så flot indledt arrangementet med at påpege tv-mediets store betydning i den moderne valgkamp, og det var netop tv-debatter, der var udgangspunktet for anden halvleg af boglanceringen. Bidragsyder og ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Jonas Hedegaard Hansen, samt Kasper Møl-ler Hansen indledte spillet med en analyse af, hvordan partilederdueller på tv primært flytter stemmer i starten af valgkampen, hvor tvivlerne stadig tvivler for alvor. Som valgkampen folder sig ud, sker der en polar-isering af vælgerne. De røde vælgere bliver mere røde, de blå vælgere bliver mere blå, hvilket gør det sværere at flytte stemmerne – især på tværs af blokkene – og det formindsker den stemmemæssige effekt af duellerne.

Men, hvis partilederdueller ikke er en stor stemmeflytter, hvad virker så? Daniel Witt Jason, der er politisk konsulent i Socialdemokraternes analyse- og informationsafdeling, udførte under valgkampen 2011 et dør-til-dør-forsøg med den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Kollerup. Resultatet var en signifikant fremgang til Socialdemokraterne, men der skulle alligevel stemmes 25 dørklokker, før én stemme var i hus. Og nok var effekten signifikant, men den var også dyrt købt, for det kræver mange ressourcer at føre den slags valgkamp.

Som den opmærksomme læser nok har gættet, er der ingen umiddelbar opskrift på, hvordan man vinder et folketingsvalg. Og MED ANDRE ORDs udsendte måtte da også sande, at han ikke fik opskriften på sejr med hjem, men derimod måtte nøjes med en laksesandwich til cykelturen.

Hvis du tørster efter mere viden om den danske valgkamp i 2011 og gerne vil blive klogere på, hvordan du (måske) kan vinde vælgernes gunst, når du engang selv stiller op til Folketinget, kan bogen købes på Djøfs Forlag for 396,- for medlemmer og 495,- for ikke-medlemmer.

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

MED ANDRE ORD har mødt forskningsleder på Center for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, til en snak om, hvad der motiverer ham til at forske – og hvad forskning overhovedet er for en størrelse på et moderne universitet.

Hvorfor startede du med at forske, og hvad var det, der motiverede dig dengang?
Det var min tid som studerende på London School of Economics, der for alvor motiverede mig til at forske. Jeg havde nogle undervisere, der gik til International Politik på en måde, som jeg ikke havde mødt på Københavns Universitet på det tidspunkt. Barren var bare sat højere, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ville kunne det samme som dem. Og så var det selvfølgelig også et resultat af tilfældigheder, at jeg blev forsker. Da jeg var færdig med min kandidat, var jeg så heldig at få et ph.d.-stipendium. Men var jeg blevet tilbudt et job i Udenrigsministeriet, var jeg nok havnet der, selvom jeg er sikker på, at jeg var vendt tilbage til universitetet på et tidspunkt.

Hvad motiverer dig, når du står op om morgenen?
Der er primært to ting, der får mig op om morgen-en. For det første har jeg altid været motiveret af den grundlæggende nysgerrighed i forskningen og af, at der sker noget ude i verden, som jeg synes, at jeg kan forklare bedre end nogen andre kan.

Samtidig har jeg altid været bevidst om, at god samfundsvidenskab foregår i interaktion med sin samtid. Det betyder også, at samfundsvidenskab ikke kan bedrives ud fra en Professor Tournesol-logik, hvor man slentrer rundt i et laboratorium og pludselig får en god idé – sådan er virkeligheden ikke. Derfor kan jeg heller ikke bedrive forskning uden hele tiden at medtænke aktuelle begivenheder såsom udviklingen i Ukraine. Og alt efter hvilken vinkel man lægger på virkeligheden, får man forskellige forskningsmæssige resultater, og det er jeg virkelig nysgerrig over for.

For det andet er det en stor motivationsfaktor at være forskningsleder. Det at få ting til at ske og være med til at lede strømmen af gode idéer i en bestemt retning er enormt spændende.

Gør Instituttet nok for at motivere de studerende til at forske?
Jeg mener ikke, at det er Instituttets opgave, for 9 ud af 10 studerende skal ikke være forskere, men derimod dygtige scient.pol’er. Modsat tidligere skal vi i dag ikke tænke, at vi underviser forskere. Vi underviser først og fremmest studerende, der skal alt muligt andet end at forske. Derfor skal forskning tænkes som noget, vi formidler snarere, end noget, vi underviser i. Forudsætningen for, at vi skaber dygtige kandidater, er, at vi som forskere gennem undervisning giver de studerende en række brugbare værktøjer. At undervisningen ikke skal tage form af en forskeruddannelse, er et skifte væk fra det gamle universitet. Udfordringen er så, at universitetet blandt andet skal konkurrere med diverse dygtige konsulenthuse om dem, der så rent faktisk ønsker at forske, for i dag er universitetet langt fra det eneste sted, hvor man kan få afløb for lysten til at analysere et problem.

Mener du, at forskningens traditionelle rolle på universitet er ved at ændre sig?
Et universitet må være baseret på forskning, og det er i virkeligheden universitetets sidste krav på at være en vidensinstitution. De sidste 10-15 år er universitetet blevet presset til at levere videnskabeligt output, og af den grund har fokus primært været på at producere artikler. Men nu svinger pendulet den anden vej, og der er kommet langt mere fokus på universitetet som undervisningsinstitution. Og her er det vigtigt, at vi husker, at hvis vi ikke skal uddanne de studerende til at blive forskere, så skal vi være ekstremt dygtige til at oversætte vores universitetsviden til noget, der har med virkeligheden at gøre. Den trekant, der eksisterer mellem forskning, undervisning og omverdenskontakt, bliver meget vigtig for at få tingene til at køre. Og den udfordring bliver ikke mindre af, at Studiefremdriftsreformen i en vis udstrækning fratager de studerende muligheden for at stifte bekendtskab med virkeligheden gennem studiejobs.

Forsiden af bagsiden: 2

Forsiden af bagsiden: 2

Die Philosophen haben die Welt nur
verschieden interpretiert;
es kommt aber darauf an, sie
zu verändern.

Karl Marx*

“Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt,
men hvad det kommer an på, er at forandre den.” (overs.: Villy Sørensen)

Forbindelse til virkeligheden?
* Citatet stammer fra Marx’ Feuerbach-teser og er den afsluttende 11. tese. Marx kortlagde ifølge ham selv det kapitalistiske system og dets konsekvenser for de mennesker, der lever i det. Det var hans ønske at bidrage til kampen for afskaffelsen af kapitalismen, og det kommer til udtryk i den 11. Feuerbachtese, der er en direkte opfordring til at forandre. Alt for længe har filosofferne forstået verden, men det er handling der kræves for at gøre den til et bedre sted.

Selvom man ikke har ambitioner om at omstyrte kapitalismen, er det værd at reflektere over opfordringen til at forandre. Marx ønskede en forandring til det bedre, og det gør vi vel også på Institut for Statskundskab? I fald, at det er være vores ambition, bør vi måske i højere grad rette blikket mod den anden side af Kommunehospitalets mure og anvende vores opnåede forståelse til at forandre. Til det bedre.

Citatvalg og følgetekst: Anders Bencke Nielsen

Kunne du tænke dig at beskæftige dig med sikkerhedsvurderinger og risiko- analyser på et globalt arbejdsmarked? I så fald bør du rette blikket mod instituttets nye engelsksprogede kandidatuddannelse, der giver dig mulighed for at blive kandidat i Security Risk Management. MED ANDRE ORD har mødt lektor Karen Lund Petersen til en snak om den kommende uddannelse

Kandidatuddannelse i Security Risk Management

Kunne du tænke dig at beskæftige dig med sikkerhedsvurderinger og risiko- analyser på et globalt arbejdsmarked? I så fald bør du rette blikket mod instituttets nye engelsksprogede kandidatuddannelse, der giver dig mulighed for at blive kandidat i Security Risk Management. MED ANDRE ORD har mødt lektor Karen Lund Petersen til en snak om den kommende uddannelse

DETTE ER DEN FØRSTE UDDANNELSE AF SIN SLAGS I VERDEN. HVILKE KOMPE- TENCER OG JOBMULIGHEDER FÅR NYUDKLÆKKEDE KANDIDATER?
I dag skal sikkerhedspolitik indtænkes i alle private og offentlige organisationer, og her giver uddannelsen den studerende det store forkromede overblik over globale sikkerhedspolitiske problemstillinger. Samtidig udstyres den studerende med en række redskaber, som organisationer og virksomheder efterspørger i forsøget på at navigere i en ny sikkerheds- politisk virkelighed, der ikke altid er kalkulerbar. Det er sigtet, at den studerende her kan bidrage med en politologisk forståelse af sikkerheds- mæssige forhold, og vi ved, at det skaber mer-værdi. Selve uddannelsen er skabt i tæt samarbejde med nationale og internationale aftagerpaneler, der blandt andet omfatter Carlsberg, Novo Nordisk og Forsvarets Efterretningstjeneste, og vi oplever en enorm efter- spørgsel efter de kompetencer, som uddannelsen giver.

OLE WÆVER KOMMER TIL AT UNDERVISE I SECURITY AND STRATEGIC STUDIES. HVOR- DAN KOMMER KØBENHAVNERSKOLEN TIL AT PRÆGE UDDANNELSEN?
Det er koblingen mellem risiko og sikkerhed, der er omdrejningspunktet i uddannelsen, og som studerende bliver man ikke som sådan opdraget i Københavnerskolen. Men det er klart, at der trækkes på en masse perspektiver og indsigter herfra, ligesom Københavnerskolen også kommer til at indgå i pensum. Inden for Københavnerskolen taler vi om, hvordan overvejelser om national sikkerhed i stigende grad betyder noget for de dispositioner, som private virksomheder og andre organisationer foretager. I tråd med uddannelsen studerer vi således, hvordan sikkerhed ’oversættes’ ind i nye kontekster og praksisser. Så det er klart, at Københavner- skolen kommer til at præge uddannelsens udformning.

HVORFOR SKAL JEG OPGIVE DEN FLOTTE TITEL CAND.SCIENT.POL. OG I STEDET BLIVE KANDIDAT I SECURITY RISK MANAGEMENT?
Security Risk Management er en engelsksproget uddannelse, der lanceres internationalt og vil tiltrække dygtige studerende fra udlandet. Den henvender sig til et nyt internationalt felt, der ekspanderer helt vildt. Som cand.scient.pol. får man en bred portefølje af fag, mens den nye uddannelse giv- er mulighed for meget mere specialisering – en specialisering, der er efterspurgt både nationalt og internationalt og derved åbner helt nye døre for de studerende.

HVOR SER MAN AKTUELT ET BEHOV FOR UDDANNELSEN?
Øget globalisering afføder nye risici, og man ved aldrig, hvad der kan blive den næste Muhammed- krise. Når der åbnes for nye markeder, har virk- somheder og organisationer derfor behov for folk, der har kendskab til og kan analysere det politiske landskab og det sikkerhedspolitiske klima. For eksempel snakker man om, at der i fremtiden skal investeres mere i Afrika, og her kunne en kandidat i Security Risk Management givet vis gøre en forskel.

Uddannelsen udbyder blandt andet fag som Security and Strategic Studies, Po- litical Risk Analysis samt Intelligence. Uddannelsens undervisere omfatter blandt andre Karen Lund Petersen, Mik- kel Vedby Rasmussen, Ole Wæver og Peter Dahler-Larsen. Du kan læse mere på studies.ku.dk/masters/security-risk- management, hvor du også kan finde information om, hvordan du ansøger. Uddannelsen går i luften til september.

 

Veje til virkeligheden

Veje til virkeligheden

Statskundskab beskyldes ofte for at være et verdens- fjernt studie, der har mistet kontakten til virke- ligheden. MED ANDRE ORD har mødt en færdig- uddannet statskundskaber, der har visioner om at genetablere jordforbindelsen – men ikke på bekostning af et skyhøjt fagligt niveau

Som statskundskabsstuderende er vi efterhånden vant til at få skudt i skoene, at vi er verdensfjerne elitister, der kun er interesserede i at mele egen kage. Der- for er MED ANDRE ORD taget uden for Kommune hospitalets mure for at snakke med en færdig- uddannet statskundskaber, der har gjort en dyd af samfundssind og en karriere af engagement. Han hedder Steffen Thybo Møller, og han argumenterer medildhuogengagementfor,atstudietskalhavemerekon- takt til virkeligheden. Vi har sat ham stævne i håbet om, at han kan givenoget modspiltil den velkendte kritik afvores studie. Og forhåbningen bliver hurtigt indfriet – vi når knaptatlægge overtøjet inden en hurtigtsnakkende Steffen Thybo Møller gør det klart, at han har visioner for Institut for Statskundskab.

Udgangspunktet for samtalen er Tim Knudsens velkendte kritik af de studerendes sociale ophav. Knudsen har én klar kæphest, når det kommer til Stats-kundskab: De studerende kommer mestendels fra de højere sociale lag og har derfor ringe følelse med de problemstillinger, der gør sig gældende i andre socialgrupper. Skrækscenariet er en teknokratisk elite, der ikke har føling med det samfund, den styrer. Hvordan forholder Steffen Thybo Møller sig til denne kritik? “Det sker alt for sjældent, at akade- mikere tør udtale sig kritisk og visionært om, hvilken rolle vores uddannelser skal spille i samfundet”.

Derfor er det prisværdigt, når Tim Knudsen udfordrer kolleger og studerende. Desværre mener jeg, at han tager udgangspunkt i det forkerte spørgsmål. For mig er det ikke centralt, hvor de studerende kommer fra, men hvordan uddannelsen bidrager til, at alle – uanset socioøkonomisk baggrund – får de bedste forud- sætninger for at omsætte viden til forandring. Her er udfordringen ikke manglende mangfoldighed, men manglende kobling mellem teori og praksis.”

Det handler om at ville noget
Tim Knudsen rammer altså forkert med sin forståelse af problemet ved elitisme. Den virkelige fare er, at vi som akademikere klatrer højt op i elfenbenstårnet og får en uddannelse, der hverken er vedkommende for os selv eller samfundet. De studerende spiller derfor også en stor rolle i den proces det er at gøre studiet mere vedkommende, og Steffen Thybo Møller mener, at løsningen skal findes i mere handlekraft og entre- prenørskab, eksempelvis igennem studiets mange studenterdrevne initiativer.

Det handler altså grundlæggende om at ville forandre. Men hvor kommer det drive, den passion fra?

“Det er den enkelte studerendes ansvar at definere egne passioner og ambitioner. Søger man ind på samfundsvidenskabelige uddannelser, må man have gjort sig nogle tanker om de helt basale spørgsmål såsom: Hvorfor vil jeg blive klogere på samfundet? Hvad kan jeg bruge den viden til i forhold til de drømme, jeg har?”

Men hvis det er passion, der driver værket, hvordan fremmer man så denne, endsige finder den?

Uddannelsens dna er institutledelsens ansvar
Men hvilken rolle spiller universitetet i forhold til at fremme de studerendes passion?

“Universitetet er joformelt et hierarki, og det er ledelsens ansvar at skabe de bedste rammer for det, der gennem undervisning, forskning og studiemiljø udgør uddannelses DNA.”

mao2_s23

Steff en Thybo Møller til Dansic-kongres

Det fører os hen til spørgsmålet om, hvad instituttet konkret kan gøre for at skabe de bedst mulige rammer for de studerendes skabertrang? Hvad ville Steffen Thybo Møller gøre, hvis han sad på Lars Bo Kaspersens kontor?

Idealet om neutral og ”unbiased” undervisningrisikererat føre til manglende engagement og umotiverede studerende

“Jeg ville invitere en række danske og internationale iværksættere samt entreprenante erhvervsledere til at deltage i uformelle møder, der skal inspirere og udfordre instituttets egne idéer. Jeg ville lade dem talefrit f ra leveren og gøre mig klogere på, hvordan vi konkret forbedrer koblingen mellem teori og praksis – det vil sige, hvordan vi får mere kundskab i statskundskab. Der findes formelle aftagerpaneler, men noget kunne tyde på, at de ikke har haft stor ef- fekt i forhold til at få mere skabertrang og innovation- shøjde ind på instituttet.” At instituttet skal udfordres af folk udefra hænger tæt sammen med rekrutteringen af undervisere. Ifølge Steffen Thybo Møller bør man satse langt mere på strategisk rekruttering, hvor man rekrutterer undevisere med akademisk såvel som praktisk erfaring. ”Min erfaring siger mig, at strategisk rekruttering ikke altid er et ressourcemæssigt problem. Jeg er overbevist om, at der findes mange inspirerende og dygtige praktikere, der med glæde ville undervise, hvis instituttetudviklede et fedt strategisk rekrutteringskoncept.”

“Samtidig skal vi have meget mere specialisering både på bacheloren og kandidaten. Vi er alt for konforme i vores tænkning. Hvorfor er der ikke en forskerlinje for den studerende, der ved, at han vil forske? Hvor- for er der ikke en politikerlinje for den ambitiøse studerende, der vil ændre samfundet til det bedre? Der skal udbydes specialiserede pakker, som de studerende kan vælge imellem, så de bliver vanvit- tigt kompetente inden for det område, de finder interessant.”

Steffen Thybo Møller mener også, at instituttets forhold til andre højere læreanstalter bør gentænkes.

“Instituttets silotankegang skal udfordres. Vi skal ikke være så bange for omverdenen. I stedet bør man tænke i klyngeeffekter og skabe en strategisk skole, der i samarbejde med andre universiteter rundt omkring i byen optimerer betingelserne for læring og forskning. Hvis vi skal have en uddannelsessektor i verdensklasse, bør vi i langt højere grad udnytte de synergier, der kan opstå ved øget tværuniversitært samarbejde.”

Holdninger kræver mod
For Steffen Thybo Møller handler det ikke blot om de ydre rammer for uddannelsen; rekruttering, fagudbud og udviklingsseminarer. Det handler også om det indre, omathaveholdninger – og havemodet til atståved dem.

“Det er ærgerligt, at danske forskere snart ikke mener noget. Forskeridealet om objektivitet og neutralitet har taget overhånd. Og her tænker jeg ikke kun på Marlene Wind og hendes mundkurv. Idealet om neutral og ”unbiased” undervisning risikerer simpelthen at føre til manglende engagement og umotiverede studerende. ”Det lyder som om, at Steffen Thybo Møller ønsker et opgør med det akademiske ideal om at tilstræbe objektivitet. Men hvorfor er et opgør nødvendigt?

I dag står vi med en pølse- maskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi appli- cerer ikke vores viden i praksis

“Jamen lad os nu kalde en spade for en spade – alle ved, at forskere har holdninger. Lad os få dem ud og inspirere samfundet og de studerende. For er der nogen, der skal vide noget om samfundet og på den baggrund have højt kvalificerede holdninger, er det forskerne. Jeg mener, at forskerne skal blive bedre til at kommunikere deres holdninger ud, så det ikke kommer krybende, at de har en skjult dagsorden. I så fald er der tale om et demokratisk problem.”

Ifølge Steffen Thybo Møller bør holdninger altså ikke lukkes inde bag universitetets mure. Men betyder det, at universitetet i højere grad skal være en responsiv vidensenhed, der aktivt tager stilling til samfundets problemer? Og er det ikke et opgør med det klassiske dannelsesideal, man forbinder med universitetet?

“Det spørgsmål handler om, hvor meget man skal fokusere på praksis frem for videnskab. I dag står vi med en pølsemaskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi applicerer ikke vores viden i praksis. Den måde, man skal operationalisere mit både- og svar på, er gennem øget specialisering. Fra Kennedy-skolen har jeg lært, at der opstår en fed synergieffekt, når man vælger de studerende ud og lader dem specialisere sig. Derfor skal man i højere grad tilbyde specialiserede pakker, der kobler teori og praksis og ruster de studerende til arbejdsmarkedet.”

Det handler om at gøre noget
Det handler om, hvordan man gør det muligt for de studerende at bruge deres passion til at ændre samfundet til det bedre. Og her spiller instituttet altså en stor rolle. Med henvisning til Tim Knudsen siger Steffen Thybo Møller:

“Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?” Selvom Steffen Thybo Mølller ikke er bleg for at udfordre det eksisterende og sætte fingeren på de ømme punkter, er han optimist. Hans vigtigste budskab er, at vi ikke må være bange for at eksperimentere. “Al innovation kræver risikovillighed og eksperimentering”.

Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?

Det værste, der kan ske, er, at man bliver erfaringer rigere. Og i stedet for at tale og skrive mere om det, skal vi ud og gøre noget.

“Det er ligegyldigt, om processen starter med de stu- derende eller instituttet. Det handler om at udnytte momentum, udnytte energien til at mobilisere reelle og gode erfaringer og få gang i det.”

Efter et timelangt interview forlader MED ANDRE ORD Steffen Thybo Møllers kontor. Tim Knudsen har fået svar på sin kritik, de studerende og instituttet har fået en overhaling, og med sin velargumenterende tal- estrøm har Steffen Thybo Møller sørget for rigeligt stof til eftertanke.

Hermed er bolden givet op.

BLÅ BOG Steffen Thybo Møller
Født 1983. Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2012. Modtager af Kronprins Frederiks Legat til Harvard Kennedy School of Government. Medstifter af studenterforeningen DAN- SIC; udvalgt Global Shaper hos World Economic Forum og tidligere formand for Yngresagen. Arbejder i dag som konsulent for Dalberg, et konsulentfirma med speciale i global udvikling.