Alle artikler af Anders Joensen

En flue i øjet, tak

En flue i øjet, tak

De fleste danskere er i løbet af deres liv stødt på tegninger af kunstneren Storm P. De finurlige opfindelser og satiriske indslag fra hans hånd har gjort ham til et yndet referencevalg for både dansklærere og onkler landet over. I en af hans mest kendte tegninger spørger vagabonden Arkimedes den anden vagabond, Perikles, hvad han synes om verdenssituationen. ”Ingenting”, svarer Perikles, ”jeg har fået en flue i øjet”.

Tegningen er ofte blevet tolket som en påmindelse om nødvendigheden af at fokusere på det nære for at kunne se verden omkring sig. Og det er givetvis også rigtigt. Men de fleste af os kan nok også genkende følelsen af, at man til tider ville ønske, at man rent faktisk havde en flue i øjet , så man ikke behøvede  at tage stilling til resten af verden. Og den følelse kan man måske særligt have, når samtalen falder på den store fremtid.

Selvom fremtiden er uvis, er der visse fremtidsudsigter, der kan få kombinationen af insekt og hornhinde til at virke ganske appellerende. Dette kunne være, når avisen i stedet for Arkimedes beder én om at tage stilling til de nyeste satellitbilleder af den smeltende indlandsis på Grønland. Eller til ISIS. Eller til den stigende højrenationalisme. Eller til de nyeste teorier om kunstig intelligens, der måske, måske ikke bliver menneskehedens undergang.

I denne udgave af MED ANDRE ORD har vi undertrykt trangen til komme en flue i eget øje og i stedet forsøgt at forholde os til både den nære og den fjerne fremtid. På side 24 kan du læse om, hvorfor vi som statskundskabere bør være mere tech savy, da teknologi kun kommer til at spille en endnu større rolle i fremtidens politiske landskab.

Denne artikel kan passende kombineres med interviewet med Ida Auken på side 52 om hendes arbejde som initiativtager til SIRI kommissionen, der har til formål at forholde sig til et fremtidigt arbejdsmarked med kunstig intelligens og robotter.

Men fremtiden er ikke kun lavet af plexiglas og stål. På side 26 kan du læse om, hvordan de studerende og ledelsen på Institut for Statskundskab forestiller sig fremtidens studiemiljø, efter at den såkaldte festpause har gjort dette efterår særligt stille.

Desuden har vi i denne udgave af MED ANDRE ORD også fornøjelsen af at præsentere vinderne af Formidlingsprisen 2016. De vindende kronikker kan læses fra side 76, hvor vinderne har formået at videreformidle deres viden på en interessant og appellerende måde.

Med disse indledende ord byder vi velkommen inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst.

– Katrine Bundgaard Schow Madsen & Anders Joensen, på vegne af redaktionen

»Staten er ikke altid bedst til at løse problemerne«

»Staten er ikke altid bedst til at løse problemerne«

Efter sigende kan Danmark både blæse og have mel i munden, hvis bare vi bliver bedre til at understøtte iværksættere. Men er vi gode nok til at løfte den opgave på Institut for Statskundskab? MED ANDRE ORD taler om market opportunities med en afhopper.

Er iværksætter-hypen gået hen over hovedet på Institut for Statskundskab? Mens SCIENCE, SUND og CBS understøtter studerende, der vil gøre idéer til virkelighed, diskuterer vi stadig, om det er aktøren eller strukturen, der er problemet. Anne Bach Stensgaard har foretaget det forbudte skifte fra Statskundskab til CBS, nærmere bestemt til kandidatuddannelsen i Organizational Innovation & Entrepreneurship. Anne Stensgaard fortæller, at hun ofte præsenterer sig som statskundskabsstuderende, selvom hun for længst har skiftet CSS ud med CBS. På trods af identitetskrisen er hun enormt glad for sin nye uddannelse – begejstringen lyser ud af øjnene på hende, når hun taler om sit igangværende projekt med at få folk til at gå i bæredygtigt tøj.

»Hvis jeg skulle løse den problemstilling (red: at få forbrugere til at købe mere bæredygtigt tøj) udelukkende med min statskundskabsværktøjskasse, så aner jeg ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. På Institut for Statskundskab synes man nok ofte, at staten skal løse problemerne, og det er jo ikke så mærkeligt. Men jeg tror egentlig ikke, at staten altid er den bedste til at løse problemer som dette.«

Om begrebet ‘iværksætter’ siger hun:

»En iværksætter er ikke nødvendigvis den, som kommer på en genial idé. Iværksætteren er derimod den, som kan tage idéen og gøre den til virkelighed. Iværksætteri handler enormt meget om action og om at turde løbe en risiko.«

Socialt ansvarlig profit

Men der er kapitalistiske slanger i CBS’ iværksætterparadis. Ifølge Anne Stensgaard kan man godt blive lidt mæt af smarte vendinger som value-chains og market opportunities.

»Jeg har det svært med ideen om, at iværksættere alene handler efter forbrugerens og ikke samfundets problemer. De to ting kan sagtens overlappe, men på CBS risikerer man nogle gange at opfinde behov og problemer hos forbrugeren i stedet for at se problemstillingerne i et større perspektiv,« siger hun.

Anne Stengaard mener dog, at man sagtens kan forene social ansvarlighed og sorte tal på bundlinjen. Hvis man for eksempel forsøger at løse de problemer, som tekstilindustrien skaber, er det hendes overbevisning, at der er mere at hente ved at forsøge at ændre kundernes præferencer end ved at lave reaktiv statslig regulering.

Forretningsforståelse – et fyord?

Anne Stensgaard ved det. Måske ved du det. Men ved ledelsen, at det private erhvervsliv efterspørger cand.scient.pol.er med indsigt, i hvordan en virksomhed fungerer? Anne Stensgaard har svært ved at se, hvor Institut for Statskundskab understøtter iværksætteri og forretningsforståelse. Hvis vi taler om det private i undervisningssammenhænge, er det ofte en abstrakt kategori uden indhold, mener hun. Anne Stensgaard fortæller om en oplevelse, som var skelsættende for skiftet til CBS.

»Til et møde om kandidatuddannelsen i statskundskab understregede Lars Bo Kaspersen, at cand.scient.pol.er skal tage jobs i det private erhvervsliv. Og jeg spurgte ham så, om man kunne forestille sig, at de også skabte deres egne jobs. Til det svarede han, at de studerende, som går på statskundskab, ikke er den slags mennesker, som er interesserede i iværksætteri. Den slags mennesker skulle man ifølge ham til CBS for at finde.«

Men mangfoldigheden af studenterforeninger og den store tilslutning til studiemiljøet vidner om en skabertrang hos de statskundskabsstuderende. Anne Stensgaard fortæller, at det jo ikke er sådan, at statskundskabsstuderende bare forholder sig passivt og venter på at komme ud i et passivt job. Potentialet for iværksætteri med samfundssind er helt klart til stede på Institut for Statskundskab, men hun sætter spørgsmålstegn ved, om man fra ledelsens side er villig til at kultivere det?

Borgere og kunder er de samme mennesker

Anne Stensgaard peger på, at der kan være god fornuft i at udbyde uddannelser på Institut for Statskundskab, som gør studerende i stand til både at forstå komplekse samfundsmæssige problemstillinger og producere reelle løsninger på disse. Studieleder Anders Berg-Sørensen, som arbejder på at ændre bachelor- og kandidatuddannelserne på Institut for Statskundskab, skriver i en mail:

»I mine tanker om en studieordningsreform indgår innovation og iværksætteri som dele af, hvordan kandidatuddannelsen og kandidaters arbejdsmarkedsparathed kan styrkes.«

Der er altså en bevidsthed om, at entreprenante cand.scient.pol.er er en efterspurgt vare på arbejdsmarkedet, men det efterlader spørgsmålet om hvad en statskundskaber egentlig skal kunne ubesvaret. I deres nuværende form giver instituttets uddannelser de studerende unikke indsigter og kvaliteter, som man ikke nødvendigvis finder på CBS. Verden kan heller ikke udelukkende bestå af iværksættere og entreprenante sjæle, og den danske centraladministration er ikke en start-up.

Hvis arbejdsmarkedsparatheden skal styrkes i retning af det private, er der ifølge Anne Stensgaard meget at vinde ved at give statskundskabere viden om verden set med virksomhedernes øjne.

»Der er jo et helt vokabularium, som vi ikke har på Statskundskab. Og hvis ikke man har en grundlæggende forståelse og respekt for virksomhederne, kan det blive vanskeligt at arbejde i dem eller samarbejde med dem. Derfor kan ledelsen på Institut for Statskundskab jo overveje at oprette et lille fag, hvor man lærer, hvordan verden ser ud fra det andet perspektiv.«

Historisk har statskundskaberen beskæftiget sig med borgeren, og CBS’eren har beskæftiget sig med kunden. Imidlertid flyder det offentlige og private efterhånden mere og mere sammen og borgeren og kunden er i sidste ende de samme mennesker. En sådan erkendelse vil givetvis ændre statskundskaberens tilgang til løsningen af sociale problemer – og i samme omgang orientere statskundskaberen mere mod det private erhvervsliv.

Digitalisering med hovedet under armen

Digitalisering med hovedet under armen

Digitaliseringen bæres frem af en ideologi, der dikterer, at vi konstant skal arbejde med computeren, men OneNote, Wikipedia og PowerPoint gør os hverken klogere eller mere innovative. MED ANDRE ORD har mødt lektor Jesper Balslev, der efterlyser en kritisk evaluering af digitale tiltag.

Digital læringsteknologi har ikke levet op til forventningerne, og eleverne bliver ikke bedre til læsning eller matematik af at bruge computere. Tværtimod tyder undersøgelse på, at jo mere computere inddrages i undervisningen, desto dårligere klarer eleverne sig i PISA-tests. Sådan lyder konklusionen fra en OECD-rapport, der evaluerer digitaliseringen af skolesystemet.

Man kan ikke nødvendigvis tage resultaterne af en tværnational undersøgelse af folkeskoler og derudfra slå fast, at det samme gør sig gældende på Institut for Statskundskab. Dog kan vi, for et øjeblik, sætte telefonen på flight mode og tænke os om, før vi brainstormer i Google Docs. Var det egentlig Wikipedia og PowerPoint, der lærte dig at forstå Thomas Hobbes? Eller var det en tålmodig PTI-instruktor og en snak med læsegruppen, der fik naturtilstanden og Leviathan printet ind på hjernebarken?

Affortryllelsen af det digitale

Jesper Balslev er lektor på KEA og skriver ph.d. på RUC om sammenhængen mellem digitalisering og læring. I arbejdet med sin ph.d. har han gjort sig observationer om, hvordan vi taler om digitalisering her i et af verdens mest digitaliserede lande. Centralt står konklusionen, at digital teknologi fremstilles som en one-size-fits-all-løsning, når snakken falder på digitale løsninger og implementeringen af disse.

»Der er en forestilling om, at det digitale skaber forudsætningerne for, at folk bliver innovative. Men det er da lidt mærkeligt, at man ikke differentierer og bare antager, at en iPad virker lige så godt i vuggestuen, som på pensionister der skal lære at spille guitar. Det er næsten umuligt at lave programmer, som inviterer til tænkning på et højere abstraktionsniveau, mens læring på lavere taksonomiske niveauer omvendt bedre kan understøttes digitalt,« siger Jesper Balslev.

Computerprogrammer kan kun kodes til at give brugeren et vist antal handlemuligheder inden for nogle fast definerede rammer. På trods af denne begrænsning hersker der en myte om, at det digitale i sig selv gør brugerne mere innovative og bedre til at lære. Jesper Balslev fortæller, at der altid bliver henvist til potentialet i digitaliseringen, men at man glemmer at opstille helt almindelige kriterier, når man tager ny teknologi i brug.

»Det er jo en absurd måde at adoptere ny teknologi på!«

 

»Forestil dig, hvordan man havde reageret i Danmark – en stolt industri- og håndværkernation – hvis man for 50 år siden havde sagt: ’Nu skal vi bare droppe det hele og køre helt vildt meget i automobiler, for det giver os nogle unikke kompetencer og færdigheder’. Det er jo en absurd måde at adoptere ny teknologi på!,« siger han.

Opgør med digitale uvaner

Hvis det læringsmæssige potentiale i at bruge computere, projektorer og andet blinkende isenkram er begrænset, stiller det også studerende og undervisere på Institut for Statskundskab anderledes. Vi må tage et opgør med vanerne og udfordre os selv.

»Hvorfor er det, at vi uden at tænke over det kan tænde og slukke for lyset, men ikke kan tænde og slukke for internettet?«

Det kan undre, at der til hver forelæsning sidder 230 studerende, som tankeløst hamrer en transskribering af underviserens slideshow ned i tastaturet, når forskning nu engang viser, at man husker bedre, når man tager noter i hånden. Samtidigt kan man spørge underviserne, om de bruger PowerPoint for de studerendes skyld eller for bedre selv at strukturere undervisningen på bekostning af de studerendes indlæring. Jesper Balslev fortæller, at han i sin egen undervisning bruger nogle ganske banale greb for at øge koncentrationsevnen hos de studerende.

»Hvis vi skal gennemgå en central tekst, så beder jeg sommetider de studerende om at slukke computeren i 20 minutter. Jeg har aldrig oplevet studerende, som har en ideologisk forestilling om, at de skal være hele tiden. Det er kun producenterne i Silicon Valley, der har det,« siger Jesper Balslev.

Helt i tråd med Jesper Balslevs eksempel peger en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut på, at der er en positiv sammenhæng mellem skolelæreres negative indstilling til it, og hvor innovativ undervisningen er. Noget tyder altså på, at en kritisk indstilling til digitale virkemidler i undervisningen kan være frugtbar.

En internet-termostat?

Man kan argumentere for, at koncentrationsbesvær er en utilsigtet konsekvens af digitaliseringen af læringsrummet. En af ulemperne ved computerens konstante tilværelse er, at man altid kun er to klik fra at forlade forelæsningen om budgetlægning i centraladministrationen til fordel for en virtuel verden af lolcats, Tetris og perifere venners feriebilleder på Instagram. Her peger Jesper Balslev på, at der er et innovativt potentiale i at tænke i regulering. Ligesom trafiklys og termostater er indrettet til at forbedre andre teknologiformer, bør man tænke i kreative justeringer af internet-outputtet.

»Vi kan alting på internettet, men vi kan ikke beskytte os mod de negative konsekvenser. Når det kommer til sikkerhedsseler, kloakering og trafiklys, har vi ikke noget problem med regulering, men der er noget ideologisk i det digitale, som bremser kreative justeringer. Hvorfor er det, at vi uden at tænke over det kan tænde og slukke for lyset, men ikke kan tænde og slukke for internettet i situationer, hvor det er direkte kontraproduktivt?« spørger Jesper Balslev, lektor og digitaliseringskritiker.

FORMIDLINGSPRISEN 2016

FORMIDLINGSPRISEN 2016

MED ANDRE ORD præsenterer i samarbejde med vores sponsorer FORMIDLINGSPRISEN 2016. Prisen har til formål at styrke den gode, akademiske formidling. Der er store (penge)præmier på højkant – og så får du mulighed for at styrke din skriftlighed!

 

Her på Statskundskab skrives der mange gode opgaver med ny og indsigtsfuld viden, som (desværre) ofte går i glemmebogen, efter at opgaven er blevet bedømt. MED ANDRE ORD lancerer derfor en ny kronikkonkurrence, hvor du som studerende kan afprøve dine formidlingsevner og samtidig udbrede de resultater, som du er nået frem til i en opgave.

Skriv en kronik med afsæt i en bedømt opgave – det kan være alt fra en tredagsopgave i National Forvaltning til en bacheloropgave eller et speciale – og send den til os. Du bliver først og fremmest bedømt på din evne til at formidle resultaterne fra din opgave.

Bedømmelsesudvalget består af dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, Lars Tønder, lektor ved Institut for Statskundskab og initiativtagerne til Formidlingsprisen 2016. Alle kronikker vil blive bragt på medandreord.dk, og de bedste vil blive bragt i den trykte udgave af bladet.

Der kåres tre vindere af konkurrencen. Præmierne er som følger:

FØRSTEPLADS: 5.000,- kr.

ANDENPLADS: 2.000,- kr.

TREDJEPLADS: Gavekort på 1.500,- kr. til DJØF FORLAG

Med Formidlingsprisen 2016 ønsker vi at sætte fokus på god formidling. Mange statskundskabere ender i ministerier og organisationer, hvor der skal formidles svært tilgængeligt stof for politikere såvel som borgere og medier. Det betyder i sagens sammenhæng også, at evnen til at formulere sig godt har en vigtig demokratisk funktion.

Vi håber, du har lyst til at være med til at sætte dine formidlingsevner på prøve! Så frem med pennen og send dit bidrag til konkurrencen inden den 20. oktober 2016 til formidling@medandreord.dk. Afvent kvittering. Dit bidrag må ikke overstige 6.500 anslag (alt inklusiv). Du bedes samtidig vedlægge den opgave, kronikken tager udgangspunkt i.

Vi høres ved!

-REDAKTIONEN

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

Bestikkelse af dommere, politifolk og hospitalsansatte. Den slags klinger heldigvis fremmed for de fleste danskere. Det bør imidlertid ikke afholde os fra at nærstudere korruptionens årsager og konsekvenser på et studium som Statskundskab. Så lad os få noget mere korruption – på pensum.

Af Anders Joensen & Philip Larsen

Hvornår har du sidst bestukket en offentlig embedsmand? Hvornår har du sidst givet pengegaver til din underviser, borgerservicepersonalet eller din læge? De fleste danskere vil nok i en forarget tone svare ”aldrig!” til de spørgsmål. Vi er nemlig så heldige at leve i et af verdens mindst korrupte samfund, hvor offentligt ansatte for det meste ikke bare ved, hvor grænsen går, men også holder sig inden for den, når det kommer til spørgsmålet om at pleje personlige interesser på jobbet. Nultolerancen over for korruption lader til at være solidt forankret i både formelle organisationsstrukturer og i den danske kultur. Når det hele går så godt, er det så værd at bruge kræfter på korruption i undervisnings- og forskningsmæssige sammenhænge? Det mener vi – indlæggets forfattere – helt bestemt, at det er. Vi ser en stor gevinst i, at fremtidens cand.scient.pol.er har et godt greb om korruptionens årsager, kendetegn og konsekvenser. Både i Danmark og i et globalt perspektiv.

Den politiske elites ansvar

Hvordan er Danmark endt med at være bedst i verden, når det kommer til at modvirke korruption? Mette Frisk Jensen, der er historiker ved Aarhus Universitet, beskriver i sin bog Korruption bekæmpelsen af korruptionsfænomenet i den danske stat fra indførelsen af enevældet i 1660 frem til i dag. Af bogen fremgår det, at fordums kongers indførelse af strenge krav til embedsværket har haft væsentlig indflydelse på, at Danmark har bevæget sig ud af korruptionens svøbe. Hun gør det meget klart, at fraværet af omfattende korruption i Danmark netop skyldes, at den politiske elite har bekæmpet fænomenet i stedet for at berige sig selv fra sin magtfulde position. Skal et land ud af korruptionens kløer, har den politiske elite altså et særligt ansvar for at modvirke korruption og sikre god embedsførelse.

”Getting to Denmark”

Når det kommer til en lav grad af korruption, er Danmark i et globalt perspektiv nærmere undtagelsen end reglen. Omtrent 80 % af verdens befolkning lever i lande, hvor statsapparatet er filtreret af vennetjenester, nepotisme og brune kuverter under bordet. Endvidere udråbte Verdensbankens præsident i 2013 korruption til at være ”Public Enemy Number One”.

Inden for den internationale forskningslitteratur om korruptionsteori bruges udtrykket getting to Denmark som metafor for at omdanne svage stater til velfungerende retssamfund. Som statskundskabere i Danmark har vi privilegeret indsigt i et statsapparat med en usædvanlig lav grad af korruption. Derfor er det oplagt at spørge ind til, om vi på et studium som Statskundskab har en særlig forpligtigelse til at undersøge årsagerne hertil, når nu resten af verden ”vil til Danmark”? Bør vi ikke være med til at teste og udvikle teorier, som kan vise vejen til retfærdig og effektiv statsførelse?

grafikapr2016-7

Vigtig viden på Statskundskab

Institut for Statskundskab er anno 2016 et studium, der huser over 1500 studerende, og mange vil fortsætte videre til et job i den danske forvaltning, når kandidatbeviset er i hus. Her vil de servicere eller blive en del af den politiske elite. Dertil kommer, at også en god portion af dem, der ikke havner i selve forvaltningsmaskineriet, på den ene eller anden måde vil komme til at beskæftige sig med forhold, der trækker klare tråde til statsapparatet.

Som tidligere nævnt har den politiske elite haft et særligt ansvar for korruptionsbekæmpelsen i Danmark. Det må derfor være vigtigt for studerende, som i fremtiden vil arbejde i eller omkring den politiske elite at have indgående kendskab til fænomenet. Heldigvis rustes vi også til at gøre os en række aktive overvejelser om embedsmandens dos and donts i forskellige fag. I Sociologi stifter vi bekendtskab med Webers tanker om bureaukratiet og dets fordele og ulemper, mens vi i National Forvaltning ad flere omgange beskæftiger os med forvaltningsetik. Og de fleste studerende har haft Tim Knudsens Fra enevælde til folkestyre, der beskæftiger sig indgående med fænomenet, på pensum i Politologisk Grundkursus.

Mere korruption – på skemaet!

Imidlertid viser en nærmere gennemgang af pensum i mange af bacheloruddannelsens fag, som vi har foretaget, at korruption intetsteds behandles direkte og som et samlet hele. Det kan undre, eftersom emnet må siges at være relevant inden for langt de fleste obligatoriske bachelorfag. Fag som National Forvaltning, International Forvaltning, Almen Statskundskab, Sammenlignende Statskundskab og økonomifagene kunne snildt tage fænomenet op til grundig afvejning og belysning. Det kunne være i form af en temadag eller et selvstændigt emne inden for et eller flere af fagene. Alternativt kunne man overveje at udbyde et helt fag om emnet, ligesom de har valgt at gøre på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her kan bachelorstuderende tage faget ”Årsager og konsekvenser af politisk og administrativ korruption” til 20 ECTS.

”Staying in Denmark”

Et øjebliksbillede af fortællingen om Danmark og korruptionsfænomenet vil tage sig rimelig rosenrødt ud. I hvert fald i en relativ sammenhæng. Denne konstatering bør omvendt ikke skygge for det banale faktum, at alle samfund til enhver tid er under udvikling. Sagt med andre ord er et lands omgang med korruption ikke noget, der er eller kan blive løst én gang for alle. Nye former for korruption ser dagens lys; det gælder desværre stadig, at (for meget) magt korrumperer.

Når ministre på tværs af regeringsfarve kvit og frit kan få sine embedsmænd til at manipulere og fordreje de tal og fakta, som skal belyse et lovforslag, og når magtfulde politikere i hemmelighed kan indgå ulovlige aftaler med virksomheder eller bruge skatteydernes penge på dyre vine og luksuriøse flyrejser, er der stadig grund til at være på vagt.

Med et øget fokus på korruptionsfænomenet på Statskundskab kan vi som en del af fremtidens forvaltere, kritiske journalister og politiske aktører blive i stand til at opdage og afsløre sådanne lyssky handlinger. Samtidigt kan et indgående kendskab til fænomenet vise sig nyttigt, hvis man bevæger sig ud i den store, korrupte verden.

Derfor ønsker vi at opfordre fagkoordinatorerne på bacheloruddannelsen til at overveje, hvordan korruption som fænomen kan inddrages direkte og aktivt i undervisning og på pensum. Vi har med dette indlæg lagt et par forslag frem. Og vi tager gerne initiativ til et idémøde med både studerende og undervisere, hvis der måtte være interesse for det.

DET SKETE!

THE WAR AGAINST KOMMUNEPENGEKASSETYVERI

Der er mørke kræfter, der vil os det ondt. De hader vores kultur og de værdier, som er betegnende for vores fællesskab. Hver og en af os, der studerer på CSS, er nødt til at tage stilling: Either you’re with us or you’re with the kommunepengekassetyve! Vi vil bekæmpe og overvinde de onde kræfter, hvor end de  er.

EN ANDERS GIK, EN ANDERS KOM

Instituttet fik ny studieleder i starten af det nye år, da Anders Berg-Sørensen afløste Anders Wivel. MED ANDRE ORD ønsker ham hjerteligt velkommen på posten og konkluderer tørt, at man udover at være en hvid mand åbenbart også skal bære navnet Anders for at komme i betragtning til stillingen.

IND TIL BENET 1

Ovennævnte nytiltrådte studieleder kan ikke beskyldes for populisme, da han nedlagde rusturen som seneste skud på stammen af besparelser . En såret og fortørnet tutorgruppe må dog kunne indse, at valgflæsk naturligvis ikke uddeles i begyndelsen af valgperioden.

HVO INTET VOVER, INTET PLAGIERER

Den tidligere uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, kom hurtigt i modvind på grund af anklager om plagiat i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Med udnævnelsen af Ulla Tørnæs som ny minister tager man ingen chancer. På trods af flere forsøg har hun nemlig været langt fra at færdiggøre en videregående uddannelse – ingen risiko for plagiat der.

IND TIL BENET 2

Ansatte på KU blev i starten af året opfordret til at foreslå ikke-personalerelaterede økonomiske optimeringer. Et forsinket forslag fra os er, at Fakultetet køber Kommunehospitalet, ombygger bygning 2 og 7 til liebhaverlejligheder, etablerer 3D-biograf i Chr. Hansen-auditoriet og åbner (permanent) stripklub i Kuplen.

DUMME SPØRGSMÅL I HØJ KURS

”Danskerne er klar til at lade sig overvåge.” Sådan lød overskriften oven på Megafons måling, der viste, at 53 procent af danskerne ville opgive privatliv for mere sikkerhed. Samtidig er de studerende klar til at skære i SU’en for at fastholde uddannelsesinstitutionernes budgetter. MED ANDRE ORD lykønsker meningsmålingsinstitutterne med opdagelsen af markedet for målinger med falske præmisser. Vi ser frem til at høre, hvor mange danskere der vil opgive tandsmør for fred i verden.

LAD OS TALE OM DEN FLYVENDE TALLERKEN

Uidentificerede flyvende objekter (UFO’er) stiller nogle af de største spørgsmål om menneskeheden og vores samfundsindretning. Men systematisk UFO-forskning bliver sjældent sponsoreret af stater, og videnskaben stigmatiserer den. MED ANDRE ORD ser nærmere på UFO-tabuet.

Af Anders Joensen

Det er svært at blive taget seriøst i akademiske kredse, hvis man vil forsøge at give en forklaring på UFO-fænomenet. Nævner man rumvæsener, hemmelige amerikanske supermaskiner og eksotiske energikilder, risikerer man hurtigt at blive sat i forbindelse med telepati, tarotkort og håndlæsning. Men lad os nu for en kort stund antage, at der eksisterer en række observationer af UFO’er, som vores videnskab ikke kan eller vil forklare. Og lad os samtidigt blive enige om definitionen: En UFO er et uidentificeret flyvende objekt, hvilket vil sige, at det ikke er klart, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærudstyr eller ukendte naturfænomener. Hvilke muligheder ligger der i at undersøge dem nærmere? Kan vi eksempelvis blive klogere på grænserne for statens suverænitet ved at tale om UFO’er? Jeg vil bede læseren om at tage sin sølvpapirshat på og tage med mig ind i UFO-fænomenets forunderlige og frisættende verden.

En trussel mod statens suverænitet

Inden for feltet International Politik hører Alexander Wendt til den absolutte elite, men udover at have gjort konstruktivismen mainstream har han også begået en genistreg af en artikel ved navn Sovereignty and the UFO sammen med kollegaen Robert Duvall. Påstanden i deres artikel er, at der hviler et tabu over UFO-fænomenet, og at det derfor ikke kan tages alvorligt af staten eller videnskaben. Det skyldes, at UFO’er potentielt kan være flyvende tallerkener med en besætning bestående af rumvæsner med overmenneskelige kræfter, og den blotte forestilling om en Anden, som ikke er underordnet mennesket, truer det metafysiske grundlag for staten. Derfor er det nødvendigt for staten og videnskaben at klassificere UFO’er som en genstand uden for den autoritative diskurs, eftersom den blotte tanke om rumvæsener stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt staten er den retmæssige besidder af suverænitet.

Stigmatisering

Det lyder måske langt ude, men hvad, der er endnu mere langt ude, er, at to respekterede forskere har turdet beskæftige sig med fænomenet. Man kan som nævnt hurtigt blive sat i bås, hvis man har med UFO’er at gøre. Det kan Frederik Uldall sagtens nikke genkendende til. Han er formand for UFO-aktivistforeningen Exopolitik Danmark og er derudover kandidat i kulturgeografi med sidefag i samfundsfag fra Institut for Statskundskab.

”På vegne af foreningen har jeg flere gange optrådt på DR P3 eller i Go’ Morgen Danmark, men det har ikke været muligt for os at trænge igennem til medier uden for underholdningsgenren. Information, Politiken og Deadline er slet ikke klar til at tale om UFO’er endnu.”

Frederik Ulldal fortæller desuden, at der er flere af foreningens medlemmer, som ikke ønsker at fortælle offentligt om deres UFO-interesse.

”Det kan være stigmatiserende at tale om UFO’er offentligt. Så er man pludseligt ’ham der med UFO’en’, og det er ikke alle, der har lyst til at være det. UFO’er er ikke ligefrem en karrierefremmende interesse at have – i hvert fald ikke indtil der hænger et moderskib over Washington D.C.”

Marsmanden, videnskaben og Jesu genopstandelse

Den potentielle mulighed for, at UFO’er kan indeholde rumvæsner, giver anledning til at stille nogle af de helt store spørgsmål om menneskeheden. Mødet med den Anden bliver rigt behandlet i populærkulturen, og ganske ofte portrætteres det som en krig for menneskets overlevelse og for opretholdelsen af den verden, vi kender. I den kollektive bevidsthed er UFO’er farlige, men for en stat er sådanne eksistentielle trusler en fantastisk anledning til at cementere sin egen suverænitet. Ifølge Wendt og Duvall er UFO-fænomenet et oplagt objekt for statslig styring og monitorering med henblik på at forsvare sin befolkning mod (forestillingen om) frådende grønne marsmænd. Samtidigt taler vores videnskabsidealer også for, at vi med en poppersk stædighed bør blive ved med at fremsætte og afprøve dristige hypoteser om, hvad disse uforklarlige himmellegemer kan være og aldrig forfalde til konklusioner om, at alle svaner er hvide, og at alle ufologer er konspiratoriske landsbytosser.

Der er mange gode grunde til at kigge nærmere på UFO’er, uanset om man vil maksimere statslig legitimitet, eller om man er falscifikationsfanatiker. Alligevel vender alle kilder til autoritativ skabelse af viden det blinde øje til den flyvende tallerken, som svæver lige for næsen af dem. Hvorfor? Fordi al moderne styring bygger på antropocentrisme – forestillingen om, at mennesket retmæssigt besidder en enestående plads i verden. Vi er ikke i stand til at udelukke muligheden for, at UFO-forekomster kan være intelligente rumvæsner, og derfor vil en autoritativ undersøgelse af UFO’er uundgåeligt relativere forestillingen om, at mennesket er den eneste kilde til suverænitet. UFO-fænomenet er med Wendt og Duvalls ord sidestillet med Jesu genopstandelse: en konkretisering af det metafysiske, udover at sidstnævnte ikke kan dokumenteres med radarudstyr (se faktaboks).

Exopolitik i praksis

Mens autoriteterne ikke kan berøre UFO-fænomenet uden at være i fare for at så tvivl om sin egen eksistensberettigelse, er der masser af rum til at gøre sig forestillinger om en anden verden i Exopolitik Danmark. For Frederik Uldall er det især teknologien og de muligheder, som den potentielt kan åbne for, der er fascinerende. Lige så skråsikker, som han er på, at UFO-fænomenet i nogle tilfælde indeholder en ukendt og eksotisk energikilde, lige så fast holder han på, at man i Exopolitik Danmark er åben over for mange hypoteser om UFO’er.

”Vi mener, at hvis der eksisterer en teknologi så revolutionerende, at den måske kan ophæve tyngdekraften, og som potentielt kan løse verdens energi- og fattigdomsproblemer, så bør den undersøges og behandles demokratisk i den civile sfære. Og det er uanset, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærteknologi eller noget helt tredje.”

Man mærker tydeligt, at Frederik Uldall er drevet af en drenget fascination af supersoniske fartøjer, men i lige så høj grad en social indignation over fordelingen af verdens ressourcer og måden, hvorpå vi behandler vores klima.

”Man behøver ikke at tænke særligt længe over, hvordan kortlægningen af denne teknologi radikalt kunne forandre den verden, vi kender, eller hvordan en demokratisering af teknologien ville kunne forskyde den globale magtbalance.”

En systematisk kortlægning og undersøgelse af UFO-forekomsterne rummer ifølge Frederik Uldall muligheden for, at vi kan finde en teknologi, som kan skabe en enorm social forandring og en frigørelse fra det fossile brændstofregime.

Markedskræfterne og den kritiske videnskab

Når nu staten ikke kan undersøge UFO’er, hvem skal så drive UFO-forskningen frem? Frederik Uldall anerkender, at de i Exopolitik Danmark har svært ved at konkurrere med andre politiske dagsordener, som i højere grad end UFO’er påvirker folks hverdag. Måske er det de frie markedskræfter, som skal drive udviklingen? Frederik Uldall nævner i den forbindelse en interessant begivenhed.

”Ved Global Competitiveness Forum i 2011 i Riyadh blev der afholdt en UFO-session, hvor blandt andre atomfysikeren og ufologen Stanton Friedman var inviteret til en paneldebat. Det er ret interessant, at der til en mainstream businesskonference med deltagere som Bill Clinton, Tony Blair og en masse oliesheiker kan være inviteret en taler, som offentligt påstår, at nogle UFO’er flyves af rumvæsener.”

Mens staten sidder på sine UFO-forskrækkede hænder, kan det være, at den bliver overhalet indenom af den globale kapitalisme i jagten på den hellige UFO-gral.

Wendt og Duvall sætter i højere grad deres lid til liberalismen, som ifølge dem er kernen i al moderne governmentality. På den ene side er liberalismen med til at producere ”normale” UFO-skeptiske subjekter. På den anden side producerer liberalismen også kritiske og fritænkende subjekter, som ikke stiller sig tilfredse med uvidenhed om UFO’er. Desuden håber de, at videnskaben overvinder sin UFO-forskrækkelse og lader virkeligheden få det sidste ord.

The truth is out there…

 

FAKTA

Den franske regering har oprettet en task force til at indsamle og efterprøve UFO-forekomster. 13% af UFO-forekomsterne kan ikke forklares. Se mere på www.cnes-geipan.fr

”Den belgiske bølge” er en af de mest veldokumenterede UFO-forekomster. På ufoevidence.org/documents/doc408.htm kan der findes en engelsk version af det belgiske flyvevåbens rapport om UFO-forekomsterne 30. marts 1990.

Bogen ”UFOs: Generals, Pilots and Government Officials Go on the Record” indeholder en lang række bidrag fra højtstående myndighedspersoner, heriblandt Hilary Clintons kampagneleder John Podesta, om deres oplevelser med UFO-fænomenet.

ANVENDT LITTERATUR

Wendt, Alexander & Robert Duvall (2008). Sovereignty and the UFO. I Political Theory Volume 36 Number 4.

 

JEG ER POLITOLOG. JEG FORSTÅR MAGTENS ANATOMI

Hvad er fremtidens statskundskab? Hjemstedet for saglig magtkritik eller en konkurrence mod CBS? MED ANDRE ORD var med, da seks nyudnævnte professorer udlagde deres syn på statskundskabens substans og rolle i samfundet.

Af Anders Joensen

At indkapsle fænomenet statskundskab, dets potentiale og dets udfordringer, synes at være en stor mundfuld at gabe over. Det var dog netop hvad de seks professorer Anne Rasmussen, Dorte Sindbjerg Martinsen, Kasper Møller Hansen, Mikkel Vedby Rasmussen, Rebecca Adler-Nissen og Peter Thisted Dinesen havde i sinde en tirsdag eftermiddag i april. Flankeret af den altid hurtigtsnakkende Clement Kjærsgaard forsøgte de at sætte ord på, hvordan statskundskab som disciplin og som institution kan bevare sin relevans i fremtiden. Interessen for arrangementet var da også stor i et fyldt auditorium, hvor alt fra 2. semesterstuderende til tidligere studerende bød ind med spørgsmål, om hvor statskundskab skal bevæge sig hen. Ikke overraskende – vi elsker jo at tale om os selv og vores helt særlige placering tæt på magtens tinde.

De seks professorer bød ind med forskellige synspunkter i den store samtale om, hvad statskundskab er for en størrelse. Selvom der ikke blev præsenteret et samlet facit, var visse mønstre at finde i deres indspark til debatten. Disse mønstre lænede sig i høj grad op ad ting, som vi har hørt mange gange før: Den kritiske sans, evnen til at forstå komplekse problemstillinger, internationalt udsyn og så videre.

Statskundskabens kardinaldyder

Evidensbaseret forskning var blandt de kardinaldyder, som flere af de nyslåede professorer fremhævede. Kasper Møller Hansen lagde vægt på, at statskundskabens fortsatte relevans for samfundet bedst sikres ved at ”være derude” og forankre instituttets forskning i virkeligheden. Dorte Sindbjerg Madsen stemte i og betonede vigtigheden i, at vi skal være i akademisk dialog med dem, som rent faktisk træffer beslutningerne. Peter Thisted Dinesen fremhævede, at det vi skal sælge os selv på, er vores analytiske kompetencer og evne til at formidle indsigter om virkeligheden – både som individer på jobmarkedet og som institution i samfundet.

En anden kardinaldyd, som blev fremhævet flere gange, er den kritiske sans. Både når vi forholder os til kommercielle analyser, men også når vi evaluerer international politik: Er det vi har gang i rigtigt eller forkert? Rebecca Adler-Nissen mindede os om, at man som forsker (og studerende) skal huske, at produktion af viden altid har en normativ dimension.

Flere af professorerne understregede, at vi i højere grad skal prioritere den internationale dimension. Publikationer skal ud i verden, og verden skal i højere grad inviteres ind på Institut for Statskundskab, både i kraft af pensum og flere internationale studerende. Mikkel Vedby Rasmussen påpegede, at statskundskabens succes afhænger af, at vi er i stand til at belyse sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det internationale.

Gammel vin på nye flasker?

Evidensbaseret forskning, den kritiske sans og øget internationalisering. Der er intet kontroversielt eller overraskende ved disse fokuspunkter. Det står garanteret i de flyers, som deles ud til gymnasieelever, når der afholdes Åbent Hus for fremtidens statskundskabsstuderende. Er diskussionen i virkeligheden et udtryk for, at statskundskaben står i stampe, og at de nyudnævnte professorer hælder den gode gamle vin på nye flasker?

Ikke nødvendigvis. Internationalisering af studiet er en reel og saglig ambition, når man vil sige mere og mere om en verden, som lader til at blive mindre. Og måske er evnen til at oversætte en kompleks virkelighed til forståelige resultater selve kernen i statskundskaben, sammen med evnen til at lave saglig og begrundet magtkritik. Rebecca Adler-Nissen sagde det meget klart:

”Jeg er politolog. Jeg forstår magtens anatomi.”

Fremtidsvisioner og magtkritik?

Der kan ikke sås tvivl om, at statskundskab som disciplin har et solidt fundament, som er værd at bygge videre på. Tiden til paneldebatten var knap, og spørgsmålene var mange. Derfor er det klart, at alle aspekter af statskundskabens substans og rolle ikke blev afdækket denne tirsdag eftermiddag. Som tilhører kunne man dog godt savne de store armbevægelser og fremtidsvisioner.

Peter Thisted Dinesen konstaterede som noget af det første, at der i fremtiden vil være færre jobs til os i en krympende statsadministration. Derefter blev samtalen i høj grad framet som en konkurrence mod CBS om arbejdsgivernes og det private erhvervslivs gunst: Hvem er bedst til styring? Hvem er mest kompetent? Hvem kan måle præcist? Disse spørgsmål fik man entydigt svar på: Vi er bedst på statskundskab – hvis vi selv skal sige det.

Man fik dog ikke svar på, om dette konkurrenceframe også fremover skal være dominerende for vores tilrettelæggelse af uddannelse og forskning på Institut for Statskundskab. Ingen af de tilstedeværende professorer stillede spørgsmålstegn ved præmisserne om, at staten skal slankes, eller at vi skal rette os efter efterspørgslen i det private erhvervsliv. Tværtimod fik man at vide, at forskningsmidlerne fra private fonde ikke lugter det mindste. Den kritiske sans, som vi så gerne vil promovere, var højst til stede som en trækken-på-skuldrende over for beslutninger, som træffes langt væk fra de trygge professorkontorer.

Produktionen af viden på Institut for Statskundskab er uden tvivl med til at skabe den politiske virkelighed. Er man professor på Instituttet, har man derfor en position, hvor man er i stand til at præge denne virkelighed med normative overvejelser om, hvordan vi gerne vil indrette samfundet fremover. Man er faktisk i stand til at fremsætte en magtkritik, som bliver hørt.

Hvis man er politolog, og derfor forstår magtens anatomi, kan man jo overveje at udfordre den lidt en gang imellem.

HVAD VI TALER OM, NÅR VI TALER OM TABUER

Den ovenstående overskrift er en kærlig og situationsbestemt omskrivning af titlen på den amerikanske forfatter Raymond Carvers ( 1938-1988) klassiske novellesamling,What We Talk About When We Talk About Love, fra 1981.

Den opmærksomme læser vil måske bide mærke i, at den japanske forfatter Haruki Murakami blev inspireret af selvsamme titel, da han udgav løbe-memoireren ”What I Talk About When I Talk About Running” i 2007. Carvers udødelige ord har siden de for første gang blev trykt i blæk indtaget forskellige former, versioner, sprog, men dog hensigten har altid været den samme.

Ordene har betydet, at vi skal forholde os til et fænomen på en anden måde, end vi måske oprindeligt havde forventet. Carver taler om en bestemt kærlighed, Murakami taler sit særlige forhold til at løbe, og vi taler i den ottende udgave af MED ANDRE ORD ud fra en bestemt fremstilling om, hvad der er tabuiseret her på Institut for Statskundskab.

Vi har valgt kun glimtvis at skæve til den forståelse af tabu, som findes på siderne i Gyldendals Den Store Danske, hvor ordet forstås ud fra den dets rødder i religiøse ritualer i Polynesien. Her betegnes ordet et forbud, der er udstedt af en gruppes mægtigste skikkelse, hvad end det er en gud eller høvding.

Når vi taler om tabuer i denne udgave af MED ANDRE ORD, taler vi om samtalerne i de mørke kroge, om de problematikker vi helst undgår, eller de pinligheder, som kan give os svedige hænder og vigende blikke.

Vi taler om tidligere volontører og deres frivillige arbejde i Afrika. Gjorde de en forskel for andre end dem selv og deres selvrealisering? Vi taler om de studerende, som betræder gangene på Kommunehospitalet takket være en god kvote-2-ansøgning. Er man pinlig eller stolt over, at det var det personlige engagement og ikke standspunktskarakteren i idræt, der sikrerede én pladsen på Statskundskab? Og selvfølgelig taler vi om stresskulturen, som dikterer, at vi knokler som topchefer fra første semester.

I tabu-temaets ånd har vi også kigget lidt indad og sat ord på MED ANDRE ORDs vidtrækkende selvcensur. Det har udmundet sig i en nekrolog over dårlige artikelideer, som måtte lade livet for Jeres skyld.

Det er naturligvis ikke kun de tabuiserede emner, som fylder MED ANDRE ORDs sider. Som studieblad på Institut for Statskundskab har vi en klar ambition om at skabe dialog mellem undervisere og studerende.

Derfor er vi stolte af at kunne præsentere denne udgaves Side 9 VIP’er: Adjunkt Caroline Howard Grøn. Hun vil blandt andet fortælle om et ganske særligt sæt briller. Ligeså stolte er vi over at kunne bringe hele to forskningsstafetter, hvor Ph.d.’erne Irina Papazu og Tobias Liebetrau fremlægger hver deres projekt.

Vi har også fornøjelsen af at byde to nye initiativer velkommen. Lektor Lars Tønder vil introducere læseren for CAPS – et ægte interdisciplinært samarbejde. Og foreningen PoKo vil invitere selvsamme læser med ind i den politiske kommunikations forunderlige verden.

Med disse indledende ord byder vi inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst, succes til eksamen og en god sommerferie.

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

Foto: Eva Stokholm

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

For de fleste studerende på Institut for Statskundskab er Anders Wivel synonym for studieleder. Efter seks år på posten giver han stafetten videre ved udgangen af dette år. MED ANDRE ORD har mødt ham til en snak om studielederens rolle, og hvilke udfordringer den kommende studieleder skal tackle i fremtiden.

Af Anders Joensen

HVAD MOTIVEREDE DIG TIL AT BLIVE STUDIELEDER?

”Jeg oplevede, at vi havde et rigtigt godt fag­ligt indhold på vores uddannelser, men at forbindelsen mellem fagene kunne forbedres. Desuden syntes jeg også, at vi havde en studiekultur, hvor vi ikke udnyttede mulighederne for at aktivere de studerende godt nok. Undervisningen var i for høj grad envejs­ kommunikation fra underviser til de studerende.”

HVORDAN ER DIT PROJEKT LYKKEDES?

”Bacheloruddannelserne har med ændringerne i 2012 fået en mere logisk opbygning end før. Vi har også fået oprettet en række specialiseringer på kan­ didatuddannelsen, som gør, at det bliver muligt for den studerende at tone sin uddannelse inden for det bredere politologiske felt. Samtidig kobles nogle af vo­ res stærkeste forskningsmiljøer direkte til undervis­ ningen. Jeg oplever også, at vi har skabt et miljø, hvor studerende og undervisere byder ind med mange idéer til initiativer, som også formår at række udover undervisningen.”

HVAD ER DE VIGTIGSTE OPGAVER SOM STU­DIELEDER?

”Den allervigtigste opgave er at understøtte de gode idéer, som studerende og undervisere gerne vil have ført ud i livet. Når de bliver præsenteret for mig, prøver jeg at tænke med dem og finde ud af, hvordan idéer kan blive til virkelighed inden for systemet.

Som studieleder har man også en implementerings­ funktion, og det er jo sommetider en lidt mindre mor­ som opgave. Jeg synes dog, at det er rigtigt spændende at arbejde med, hvordan vi kan indrette Institut for Statskundskab inden for de rammer, som bliver givet ovenfra. Vores frihed ligger i implementeringen, og der er frihed.”

På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er define­ ret ovenfra

– Anders Wivel, studieleder

Foto: Eva Stokholm

Foto: Eva Stokholm

HVORDAN HAR DU OPLEVET PROCESSEN MED IMPLEMENTERINGEN AF STUDIEFREM­ DRIFTSREFORMEN?

”Jeg føler mig ret heldigt stillet som studieleder på In­ stitut for Statskundskab, når jeg sammenholder min egen oplevelse med beretninger fra andre studieledere rundt omkring på KU. Blandt studerende og undervi­ sere hersker en grundlæggende forståelse af, at vi er i et politisk miljø, og at KU er en hierarkisk organisation. Når beslutningen rammer vores skrivebord, så er løbet kørt. På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er givet ovenfra.”

HAR DU ET GODT RÅD TIL DEN KOMMENDE STUDIELEDER?

”Der er nogle substantielle udfordringer, som handler om at få nedbragt studietiden og om at sænke frafaldet. Nedbringelse af studietiden er en bunden opgave, og hvis ikke vi gør det, bliver vi straffet økonomisk. Den kom­ mende studieleder skal finde en balance, hvor studieti­ den sænkes, samtidigt med at det faglige niveau fortsat udvikles. Jeg synes, at udgangspunktet bør være at sikre vores uddannelsers høje kvalitet og så sænke studietiden inden for den ramme. Det ville være forfærdeligt, hvis man går modsat til værks og starter med at forkorte stu­ dietiden og så derefter ser, hvilken kvalitet der kan be­ vares. Der er en stor historisk baggage i de uddannelser, som vi har på Institut for Statskundskab. Når der kom­ mer nye politiske initiativer ovenfra, skal man så vidt muligt forsøge at bevare alt det gode i uddannelserne, samtidigt med at man lever op til de politiske krav.”

INTERVIEW MED FORSKERNE BAG MAGTELITEN: SAMFUNDSVIDENSKABENS ROCKSTJERNER

Hvis der findes forskerrockstjerner i den danske samfundsvidenskab, må An- ton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard siges at være blandt toppen. MED ANDRE ORD har mødt forskerne bag Magteliten til en snak om, hvad magt er for en størrelse.

Af Anders Joensen & Anders Bencke Nielsen

Sjældent er interessen for et ph.d.­ projekt så stor, at det kan tiltrække opmærksomhed i det omfang, som det er tilfældet for de to ph.d.’er i sociologi, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard. Man tænker, at det må skyldes, at de har gjort en fuld­ stændig banebrydende opdagelse. Men det modsatte synes snarere at være tilfældet. De har blot vist noget, som mange havde en fornemmelse af i forvejen, nemlig at Danmark er styret af en magtelite.

Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har i deres respektive ph.d.­projekter afdækket den danske magtelite gennem omfattende netværksanalyser. De er kommet frem til, at det er 423 danskere, der i høj grad sætter kursen for Danmark. Det er der kommet en bog ud af.

Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dags­ ordenen. Vi mener, at mag­ ten ligger et andet sted

– Christoph Ellersgaard

EN MAVEPUSTER TIL DEN TALENDE KLASSE

Men hvordan kan det være, at undersøgelsens resul­ tater, som fremlægges i bogen, har fået så stor opmærk­ somhed?

”I forhold til andre lande føler mange danskere ikke, at der er en elite, der styrer Danmark, og det, mener vi, er noget af en vrangforestilling fra danskernes side. På den måde er vores resultater måske kommet som lidt af en overraskelsen for nogle,” siger Anton Grau Larsen.

Ifølge Christoph Ellersgaard skyldes interessen des­uden den måde, undersøgelsens resultater præsenteres på: ”Helt konkret har vi gjort det synligt, hvor beslut­ningerne kommer fra ved at sætte navn, krop og ansigt på eliten.”

”Vi har fået en journalist til at ’oversætte’ projektet til dansk, og vi har gjort en dyd ud af at præsentere vores resultater i et rent sprog. Det er magt og elite, det handler om – og det fremlægger vi uden indpakning,” tilføjer Anton Grau Larsen.

At Danmark er styret af en elite kommer ifølge Chri­ stoph Ellersgaard måske mest som et chok for de grup­per, der selv mener, at de er med til at udstikke ret­ ningen for Danmark.

”Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dagsordenen. Vi mener, at magten ligger et andet sted,” siger han.

MAGTENS SANDE ANSIGT

Hvor ligger magten, hvis den ikke ligger i evnen til at sætte dagsordenen? Undersøgelsen peger på, at magten ligger i de mere end 5.000 bestyrelser og udvalg, som ud­ gør datagrundlaget for magtanalysen. De to understreger, at der ikke er tale om kaffeklubber: Der bliver truffet beslutninger hele tiden. Men for at forstå betydningen af denne magtudøvelse må man gå til magtbegrebet på en anden måde, end man konventionelt tænker det.

Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet krænk­er borgernes grundlovs­sikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser allig­evel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.

– Christoph Ellersgaard

”Man skal ikke tænke magt som noget ekstraordinært. De her bestyrelser og udvalg træffer beslutninger hele tiden, men det handler i virkeligheden mest om at bevare status quo. Vi ser også, at den her gruppe af mennesker kun yderst sjældent bliver udfordret på deres privilegier og taber,” siger Anton Grau Larsen.

”Man skal ikke anskue magtudøvelsen sådan, at en top­ direktør i Mærsk ringer til Københavns politi og giver dem ordre om at fjerne alle tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg. Fjernelsen af flagene er i højere grad udtryk for, at Københavns Politi oversætter det, man antager, er elitens interesser, og handler derefter,” fortsætter han.

 

Christoph Ellersgaard mener, at Tibet­sagen er et godt eksempel på, at vigtige aktører handler i elitens inte­ resse: ”Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet kræn­ ker borgernes grundlovssikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser alligevel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.”

HVEM OG HVORFOR – MEN IKKE HVOR MEGET

I modsætning til andre opgørelser over magtfulde per­ soner i Danmark har Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard været i stand til at kortlægge magteliten systematisk. Deres analyse kan fortælle os, hvem der har magten og hvorfor, men beskæftiger sig ikke med andre forhold, som påvirker Danmark.

”Vi er en lille åben økonomi, som er afhængig af aktører og magtprocesser i udlandet. Man skal derfor passe på med at sige, at magteliten almægtigt styrer Danmark. Eliten er i højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skal navigere i en global verden. Hvis der er nogen, som sætter en linje for Danmark, så er den her gruppe,” siger Christoph Ellersgaard.

Desuden påpeger Anton Grau Larsen, at også for­ tiden betinger magtelitens handlerum: ”De vigtigste beslutninger for Danmark er taget for lang tid siden, og disse beslutninger laves ikke lige pludseligt om. Her kan man for eksempel nævne Hovedaftalen, som sætter rammerne for det danske arbejdsmarked. Det er en aftale, som virkelig batter, og den bliver altså ikke genforhandlet hvert år.”

MED GOD METODE KOMMER MAN LANGT

Som tidligere nævnt har Anton Grau Larsen og Chri­ stoph Ellersgaard ikke opfundet sociologien på ny, men ’blot’ påvist, at der altså eksisterer en magtelite i Dan­mark. De understreger også, at sociologien sjældent er særligt banebrydende, men derimod er i stand til at verificere og videnskabeliggøre folks fordomme.

Christoph Ellersgaard betoner vigtigheden af god me­tode: ”Hvis man vil stikke fingrene i en hvepserede som den danske magtelite, er det afgørende at have sine me­ toder og sit datamateriale i orden. Det er netop fordi, vi har gjort magteliten konkret og forståelig, at vi kan have en konstruktiv dialog om den.”

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.35.03

Den som gaber er bange for fordybelsen

Den som gaber er bange for fordybelsen

Politologi er spændende at beskæftige sig med. Alligevel møder ens blik ofte en gabende medstuderende på læsesalen, der kvæler koncentrationsbesværet med kulsort Kommunekaffe. Bør forskere og undervisere bestræbe sig på at gøre politologi mere underholdende?

”Hvad sagde sociologen, som havde bestået statistik, til sociologen, der var dumpet? Stik mig en Big Mac med fritter og cola, tak.” Den joke genkendes nok af mange statskundskabsstuderende af den simple årsag, at det er en af de få jokes, der indgår i de tusindvis af siders pensum, vi gnaver os igennem. Man kunne få den tanke, at mange politologiske forskere bevidst forsøger at undgå at være sjove på skrift.

De begrænsende genrekrav
På en flot forårsdag møder jeg professor Peter Dahler-Larsen til en samtale om forholdet mellem humor og politologi. De skarpe solstråler oplyser hans ­kontor, der blandt andet er udsmykket med prisen som Årets Underviser i 2014. Jeg konfronterer ham med, at nogle medstuderende mener, at der må eksistere to Peter Dahler-Larsen’er: Den karismatiske mand, de har mødt til forelæsninger, kan umuligt være den samme, som de er stødt på i pensum i National forvaltning.

”I større udgivelseskanaler, som for eksempel Sage Publications, er der nogle genrekrav, og hvis man er en prestige­fuld og anerkendt forsker, kan man tillade sig at bøje genrekravene lidt. Hvis man ikke er, må man bare følge kravene. Der er et stærkt hierarki, og det enorme publikationspres, som mange forskere oplever, øger presset for at tilpasse sig redaktionelle krav. Men Latour og Žižek skriver, som det passer dem.”

Forskere er jo ikke rocksangere…
De store kanoner kan altså sagtens boltre sig, mens mindre anerkendte forskere må rette ind og kvæle den humoristiske gnist, der måske brænder i dem. Men skal man nødvendigvis også more sig, når man
dygtiggør sig i statistik eller forvaltning? Peter Dahler-Larsen taler imod, at man lægger et for stort formidlings­mæssigt pres på undervisere og forskere.

”Jeg er modstander af idéen om, at mennesker helst ikke skal udsættes for noget, der er specielt kompliceret, og at hvis man skal formidle noget videnskabeligt, så skal man helst være stand-up’er eller rocksanger. Modtageren af formidlingen har ikke krav på, at det skal være sjovt.”

Det sjove er stoffet, ikke formidlingen
Selvom han nedtoner forestillingen om, at det er under­viserens opgave at gøre stoffet spiseligt for den studerende, er der ingen tvivl om, at han gør sig mange tanker om, hvad der gør politologi ­inte­ressant. Især lægger han vægt på det underfundige og gådefulde i vores videnskab. Og for ham er det ­substansen og ikke formen, man bør lægge vægt på.

”Da James March fandt på garbage can-modellen, er der ingen tvivl om, at han enten havde boet vildt lang tid i Californien, eller også havde han puttet noget i kaffen”  – Peter Dahler-Larsen

”I virkeligheden synes jeg, at der er meget politologi, som er sindssygt sjovt. Da James March fandt på garbage can-modellen, er der ingen tvivl om, at han enten havde boet vildt lang tid i Californien, eller også havde han puttet noget i kaffen. Det handler om at se det sjove i stoffet, ikke det sjove i formidlingen.”

Alle kneb gælder
Politologi kan ifølge Peter Dahler-Larsen sagtens være sjovt, hvis man er i stand til at arbejde længe med teorierne. I sin undervisning forsøger han at åbne de studerendes øjne for den politologiske verdens mysterier, som begejstrer ham selv.

”Jeg prøver altid at finde en konflikt i stoffet, som de studerende ikke nødvendigvis selv har set. Jeg vil gerne vise dem, at der er grund til at arbejde med pensum, og at det bliver sjovt, hvis man slider længe nok med teorierne.”

”Det vigtigste for mig som underviser er at give de studerende lyst til at bruge endnu mere tid på stoffet. Og her gælder alle kneb”  – Peter Dahler-Larsen

mao6_s37

Rocksanger eller ej – Peter Dahler-Larsen lægger stor vægt på fordybelsen: ”Det vigtigste for mig som under­viser er at give de studerende lyst til at bruge endnu mere tid på stoffet. Og her gælder alle kneb.”

Den velforvaltede alkoholkultur

Skærmbillede fra Facebook

Den velforvaltede alkoholkultur

På Statskundskab er vi enormt kompetente, når der skal stilles kritiske spørgsmål. Men er vi også enormt kritiske, når der skal drikkes bajere? Kan man sige Statskundskab uden også at høre ekkoet om, at det kan godt blive vildere?

På Statskundskab er alt til debat – på nær at vi skal være fulde på fredag. Alkoholkulturen er institutionaliseret i det sociale liv og især i vores introforløb. Vores studenterforening Jacques D distribuerer årligt 13.000 liter øl fra Carlsbergs bryggerier til vores fordøjelsessystemer. Tutorernes fodboldhold hedder FK F.E.R.N.E.T. Let’s face it – vi har en særdeles velforvaltet alkoholkultur på Statskundskab, og man møder den allerede fra dag ét på champagnerundfarten.

”Let’s face it – vi har en særdeles velforvaltet alkoholkultur på Statskundskab, og man møder den allerede fra dag ét på champagnerundfarten” – Anders Joensen

Opremsningen af de faktiske forhold kan virke provokerende, og det understreger blot, at det er en virkelighed, som vi ikke er så gode til at forholde os til. Men hey, jeg skal ikke pege fingre. Jeg nyder da selv at give pensum fingeren, mens jeg hælder ti guldbajere i halsen og slipper svinehunden løs til fredagsbar i Kommunen. Jeg fremviste stolt min ølregning fra rusturen (673 kr.) og modtog anerkendende nik fra mine medtutorer.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg selv er en del af alkoholkulturen, og at jeg fører den videre til mine studiekammerater og mine russere. Hvem har ikke behov for at transformere sig til Mick Jagger, om ikke andet så bare et par timer, og glemme alt om Stata og skriveøvelser?

Guldøl og PTI-forelæsning
Mandag den 10. november uploadede Jacques D et billede af to førstesemesterstuderende, der fejrede en afleveret skriveøvelse med en guldøl, før de skulle til PTI-forelæsning. Jeg viste billede til formanden for Jacques D, Mathias Heinze, og spurgte, hvilke idealer man forherliger, når Jacques D lægger et billede som dette på Facebook.

”Det er vigtigt, at der er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det. Det er jo egentlig ment som en joke, men måske er det også mere end det, fordi det godt kan have nogle implikationer, når man giver udtryk for, at det er sådan, vi har det sjovt her,” lyder svaret.

Skærmbillede fra Facebook

Skærmbillede fra Facebook

Da jeg nævner, at vores studieleder Anders Wivel også har liket billedet fra den 10. november, storgriner Mathias Heinze og udbryder:

”Hvis man kommer udefra og ser, at der står nogen og drikker øl før en forelæsning, og deres studieleder åbenbart synes, at det er sygt sjovt, så vil man nok overveje, om det er et gennemalkoholiseret studie fra top til bund.”

Han mener dog, at vores alkoholforbrug hænger sammen med det stærke sociale studiemiljø. Jo mere man mødes, jo flere chancer har man for at skåle med hinanden:

”Jeg synes ikke, at vi drikker for meget. Vi drikker meget, men det tror jeg også hænger sammen med, at vi bruger meget tid sammen, og at vi fester meget sammen.”

Skål for selvkritikken
Vi er nybagte voksne mennesker, der endeligt er undsluppet teenageårene, hvor velmenende forældre og gymnasierektorer har forsøgt at sætte grænser for vores hunger efter vildskab og rus. Det er ikke min hensigt at udpege skyldige og ofre for, at alkohol spiller en stor rolle på Statskundskab – det gør den utvivlsomt også på andre studier.

”Hvis man kommer udefra og ser, at der står nogen og drikker øl før en forelæsning, og deres studieleder åbenbart synes, at det er sygt sjovt, så vil man nok overveje, om det er et gennemalkoholiseret studie fra top til bund” – Mathias Heinze

Jeg finder det blot tankevækkende, at et overforbrug af øl synes at være normen her, hvorimod det ses som et tegn på deroute andre steder i samfundet. Vi skal turde være kritiske over for vores egne vaner og ikke blot tage det for givet, at vi skal være fulde på fredag. Skål.

Kig jer omkring. Se på jeres medstuderende. Og læg så mærke til deres hår- og hudfarve. Begge dele er højst sandsynligt i den lyse eller leverpostejsfarvede ende af farveskalaen, og på deres studiekort står der nok nærmere Jens end Jamal.

Manglende diversitet for foden af magtens tinder

Kig jer omkring. Se på jeres medstuderende. Og læg så mærke til deres hår- og hudfarve. Begge dele er højst sandsynligt i den lyse eller leverpostejsfarvede ende af farveskalaen, og på deres studiekort står der nok nærmere Jens end Jamal.

Vi har vist alle en intuitiv fornemmelse af, at der ikke er mange studerende med indvandrerbaggrund på Institut for Statskundskab. Det er ikke særlig tit, at man ser piger med tørklæde til forelæsning i Christian Hansen-auditoriet. Men hvorfor er der så få brune ris i statskundskabsposen? Filtreres de fra ved de grønne porte til CSS? Når man som jeg hedder Anders Joensen og har ophav i det midtsjællandske, kan det være svært at give en god forklaring på, hvorfor så få med anden etnisk herkomst end dansk vælger at studere staten.

Jeg har sat Engin i stævne for at komme nærmere et svar. Engin går i 3.g på Københavns Åbne Gymnasium. Han er søn af kurdiske forældre fra Tyrkiet og kom til Danmark som treårig. Hvis der er én, der kan gøre mig klogere på, hvad der motiverer unge med indvandrerbaggrund i deres studievalg, må det være ham. Som enhver anden god hermeneutiker ville have gjort, præsenterer jeg ham for en af mine fordomme: Hvis man har indvandrerbaggrund, har forældrene mere at skulle have sagt i forhold til et fremtidigt studie, end hvis man er etnisk dansker.

”Jeg kan godt forstå den fordom. Jeg ligger ikke selv under for den, men jeg kan godt forestille mig, at nogen gør det. Det er ikke alle førstegenerationsindvandrere, der selv har haft en god karriere, og de ønsker, at deres børn får bedre muligheder. Derfor blander de sig lidt i deres beslutninger, fordi de vil deres børn det bedste.”

”Men hvad er jobmulighederne…”
Engin fortæller mig, at hans forældre tit spørger ham, hvad han vil studere. Han plejer at svare, at hvis snittet er til det, vil han gerne læse statskundskab.
”Når snakken falder på statskundskab, siger min far, at det er også en god uddannelse, men hvad er jobmulighederne? Min far har lidt den klassiske indstilling til uddannelse: Medicin, ingeniørfag og jura – det er gamle fag, og man ved, at hvis man har en af de uddannelser, så vil man typisk klare sig godt.”

Selvom Engin gør det meget klart for mig, at hans forældre ikke blander sig i hans uddannelsesvalg, er der ingen tvivl om, at de har en holdning til, hvilke uddannelser der kan give et godt fundament for et fremtidigt liv. Og Engins forældres opfattelse af uddannelse deles af mange nydanske forældre.

”I mange andre lande ved man, at læger og advokater har en god indkomst, og at arbejdsløsheden er lav. Når man siger ’højtuddannet’ i Tyrkiet, så er læge, advokat eller ingeniør det første, man tænker på. Det er alment accepteret, og derfor bevæger man sig måske ikke ud i de uddannelser, som man ikke kender så godt.”

De pæne menneskers børn
I sidste udgave af MED ANDRE ORD pointerede Lars Bo Kaspersen, at vores fornemmeste opgave på Statskundskab er at producere idéer, og at manglende diversitet og ensliggørelse er opfindsomhedens fjender. Men hvis vi for et øjeblik leger, at vi er for konforme på de socioøkonomiske parametre, hvilke konsekvenser har det så? Og hvordan mon det er at læse Statskundskab på Københavns Universitet, når man har indvandrerbaggrund? Det kan Amin nok hjælpe mig med at forstå. Han arbejder i øjeblikket på sit speciale på Statskundskab og har indvilliget i at mødes til en snak om sine oplevelser på studiet. Da talen falder på studiestart, beskriver han det som et kulturchok:
”Jeg kan tydeligt huske, at jeg fik et chok, da jeg oplevede, hvordan man snakkede til hinanden. Måden man agerede på, talte på, de sociale koder – det kunne jeg slet ikke finde ud af.  Det var ikke, fordi jeg blev behandlet dårligt, men alt handlede om det, man havde til fælles, og jeg har bare ikke så meget til fælles med folk her. Det var meget ekskluderende.”

”Mens de på overfladen gav udtryk for at være inkluderende, så rendte de rundt i Karl Marx-T-shirts og var nogle totale idioter” – Amin, statskundskabsstuderende

Nu, hvor der er åbnet for posen med frustrationer, griber Amin muligheden for at give de venstreorienterede idealister en bredside:

”Der var folk fra mit hold, der var vildt søde, når vi arbejdede sammen, men når de så mig i Kommunen eller til fester, så kendte de mig ikke. Det blev jeg virkelig skuffet over. Især fordi mange af dem var meget venstreorienterede, og mens de på overfladen gav udtryk for at være inkluderende, så rendte de rundt i Karl Marx-T-shirts og var nogle totale idioter.”

Etnicitet, eller?
Da jeg beder ham om at karakterisere sammensætningen af studerende på Statskundskab, griner han og siger, at det kan man tale i om i timevis. Amin lurer hurtigt, at jeg fisker efter den etniske sammensætning.

”Det er faktisk en af de primære årsager til, at jeg gerne ville stille op til interviewet med dig. For jeg synes faktisk, at skellet går meget mere på socioøkonomiske forhold end på etnicitet. Men de ting følger jo også hinanden langt hen ad vejen.” Han forsætter:

”Jeg var den eneste med anden etnisk baggrund end dansk på hele min årgang. Men jeg var også den eneste på mit hold, der var vokset op på Vestegnen. Nærmest alle andre var vokset op nord for København.”

Amin gør det klart for mig, at han finder fordeling af studerende på Statskundskab meget skæv, men uanset hvor meget jeg prøver at dreje samtalen hen på etnicitet, finder han det mere relevant at tale om andre aspekter af den sociale skævvridning – nemlig de studerendes forældres uddannelse og deres opvækst nord for København. Han giver mig sit bud på implikationerne af, at vi på Statskundskab er så ens. Sat på spidsen, som han selv siger.

”Hvis du er vokset op i Hørsholm, er det ikke et særligt repræsentativt udsnit af befolkningen, som du har mødt i det daglige. Og hvis du læser her, så møder du for det meste kun mennesker med samme baggrund som dig, og det samme gør sig gældende, når du engang bliver ansat i forvaltningen. Det er problematisk kun at omgås folk som dig selv, fordi du som embedsmand er lægen, der skal opdage symptomer på samfundssygdomme og behandle dem. Det kan være svært at have blik for alle symptomerne, hvis du kun omgås folk med samme forudsætninger som dig selv.”

”Det er problematisk kun at omgås folk som dig selv, fordi du som embedsmand er lægen, der skal opdage symptomer på samfundssygdomme og behandle dem. Det kan være svært at have blik for alle symptomerne, hvis du kun omgås folk med samme forudsætninger som dig selv” – Amin, statskundskabsstuderende

Meget i tråd med Lars Bo Kaspersens bekymring omkring konformiteten på Statskundskab påpeger Amin, at vi risikerer at miste det bredere samfundsperspektiv, hvis vi i vores uddannelsesliv kun møder folk med samme livsanskuelser som os selv.

Engin og Amin har gjort mig lidt klogere på, hvorfor der ikke er nogen piger med tørklæde i Christian Hansen. Og jeg bliver oprigtig talt bekymret for, at vores selvudråbte kritiske sans mister brodden, når vores ophav snarere er Vedbæk end Vestegnen – eller Vestbredden for den sags skyld. I stedet for at være lægen, der skal behandle dysfunktioner i samfundet, risikerer vi selv at blive roden til sygdommene.

Amin er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.