Alle artikler af Bergliot Borg Christensen

I efteråret 2013 har du som studerende på Institut for Statskundskab haft mulighed for at specialisere dig i organisation og ledelse. Specialiseringen stiller store krav til den studerende, men indsatsen belønnes med undervisning på højt niveau, erfarer MED ANDRE ORD

Ny specialisering i organisation og ledelse

I efteråret 2013 har du som studerende på Institut for Statskundskab haft mulighed for at specialisere dig i organisation og ledelse. Specialiseringen stiller store krav til den studerende, men indsatsen belønnes med undervisning på højt niveau, erfarer MED ANDRE ORD

Adjunkt Caroline Grøn og postdoc Mads Kristiansen er – sammen med de øvrige forvaltningsundervisere – blandt initiativtagerne til den nye specialisering i organisation og ledelse på Institut for Statskundskab. MED ANDRE ORD har sat de to forskere i stævne for at høre nærmere om tankerne bag specialiseringen og gøre status efter første semester. Specialiseringen, der retter sig mod kandidatdelen af Statskundskab, varer ét år, hvoraf det halve udgøres af specialet, som den studerende forpligter sig til at skrive inden for et for- valt-ningstema. Samtidig indebærer specialiseringen, at man som færdiguddannet statskundskaber får tilføjet ” med specialisering i organisation og ledelse” til sin endelige titel.

ORGANISATIONSTEORI, LEDELSE OG STYRING
Semestret er bygget op omkring tre fag: organisation, ledelse og styring. Undervisningen tilrettelægges på tværs af de tre fag, og det skaber god synergi i forløbet. Caroline Grøn uddyber: ”Mulighed for at bestemme alle studieaktiviteter på hele semestret betyder, at vi er sikre på, at de studerende rent faktisk har læst 3600 sider. Og det muliggør en anden progression end ellers. De studerende ved bare meget mere!”

Marie-Louise Frølich Brødsgaard og Leander Isak- sen har som studerende på hhv. 8. og 9. semes- ter fulgt specialiseringen i efteråret. For dem har det været et stort plus, at specialiseringen sætter struktur på kandidaten. De er begge drevet af en interesse for national forvaltning, og motivationen lyser ud af dem. ”Det har været sindssygt godt. Spændende emne, ja, men især strukturen har været god, og Caroline og Mads har været dygtige undervisere,” siger Leander Isaksen, og Marie-Louise F. Brødsgaard tilføjer begej- stret: ”Alle møder velforberedte op, alle rækker hånden i vejret, og der er en reel debat om de ting, man har læst.

mao2_s41

Det er ikke den klassiske med, at man møder op og tænker: Nå her er nogle interessante slides, hvoreft- er man går hjem igen. Der er lagt op til, at alle deltager aktivt.”

HØJT FAGLIGT NIVEAU
Såvel Caroline Grøn som Mads Kristiansen peger da også på, at det faglige niveau har været rigtig højt. Den intensive undervisning har presset de stude- rende længere i både forståelsen og appliceringen af teori, end man normalt kan forvente. Men forberedelsen skal stå mål med udbyttet af undervis- ningen, og fra alle kanter høres det, at den studerende må betragte specialiseringen som et fuldtidsstudium. Caroline Grøn taler eksplicit om en særlig kontrakt mellem underviser og studerende, der nødvendigvis må ligge til grund for undervisning på dette niveau.

”Hvad er præmissen for dette fag? Hvad kan du som studerende kræve af mig, og hvad kan jeg som underviser kræve af dig for at lave denne her slags undervisning? Jeg kan ikke lave pensumnære slides og samtidig give feedback på 20 papers. Der er et trade-off, og det kræver som sagt noget af de studerende.”

Apropos papers er specialiseringen kendetegnet ved ugentlige opgaver, og det faglige niveau samt de mange afleveringer stiller store krav til den studer- endes tid og engagement.

HÅRDT MEN GODT
På spørgsmålet, om arbejdsbyrden har været markant større end tidligere, leverer Marie-Louise F. Brødsgaard og Leander Isaksen et samstemmende ”Ja!”. Begge medgiver, at det har været det travleste semester nogensinde, men de er også blevet mere effektive og hurtige, når de har haft travlt. Det sideløbende studiejob har været en udfordring men ikke umuligt. ”Der er timer nok i døgnet til at klare det, hvis man tager sig sammen. Men det handler om at acceptere, at man er fuldtidsstuderende,” forklarer Leander Isaksen.

Det intensive arbejdspres er dog tænkt sammen med de sociale rammer, der skaber et godt og forplig- tende fællesskab. Mads Kristiansen har fra start haft fokus på betydningen af det sociale:

”For mig er det vigtigt at skabe et trygt miljø, hvor alle fra dag ét føler, at de kan deltage. Det skaber et netværk, man kan nyde godt af ved opgaveskriv- ningen og også senere i den enkeltes arbejdsliv.”

INFORMATIONSMØDE
Specialiseringen, der vil blive evalueret efter år 2014, gøres permanent, hvis erfaringerne er positive. Så er du nysgerrig på en masse organisationsteori, ønsker du mere løbende feedback og tættere kontakt til under- viseren, er der informationsmøde om næste efterårs specialisering i organisation og ledelse den 26. februar 2014. Marie-Louise F. Brødsgaard får det sidste ord: ”Det kan varmt anbefales, men man skal også brænde for det. Det er kun sjovt, hvis man synes, forvaltning er det fedeste i hele verden.”

Veje til virkeligheden

Veje til virkeligheden

Statskundskab beskyldes ofte for at være et verdens- fjernt studie, der har mistet kontakten til virke- ligheden. MED ANDRE ORD har mødt en færdig- uddannet statskundskaber, der har visioner om at genetablere jordforbindelsen – men ikke på bekostning af et skyhøjt fagligt niveau

Som statskundskabsstuderende er vi efterhånden vant til at få skudt i skoene, at vi er verdensfjerne elitister, der kun er interesserede i at mele egen kage. Der- for er MED ANDRE ORD taget uden for Kommune hospitalets mure for at snakke med en færdig- uddannet statskundskaber, der har gjort en dyd af samfundssind og en karriere af engagement. Han hedder Steffen Thybo Møller, og han argumenterer medildhuogengagementfor,atstudietskalhavemerekon- takt til virkeligheden. Vi har sat ham stævne i håbet om, at han kan givenoget modspiltil den velkendte kritik afvores studie. Og forhåbningen bliver hurtigt indfriet – vi når knaptatlægge overtøjet inden en hurtigtsnakkende Steffen Thybo Møller gør det klart, at han har visioner for Institut for Statskundskab.

Udgangspunktet for samtalen er Tim Knudsens velkendte kritik af de studerendes sociale ophav. Knudsen har én klar kæphest, når det kommer til Stats-kundskab: De studerende kommer mestendels fra de højere sociale lag og har derfor ringe følelse med de problemstillinger, der gør sig gældende i andre socialgrupper. Skrækscenariet er en teknokratisk elite, der ikke har føling med det samfund, den styrer. Hvordan forholder Steffen Thybo Møller sig til denne kritik? “Det sker alt for sjældent, at akade- mikere tør udtale sig kritisk og visionært om, hvilken rolle vores uddannelser skal spille i samfundet”.

Derfor er det prisværdigt, når Tim Knudsen udfordrer kolleger og studerende. Desværre mener jeg, at han tager udgangspunkt i det forkerte spørgsmål. For mig er det ikke centralt, hvor de studerende kommer fra, men hvordan uddannelsen bidrager til, at alle – uanset socioøkonomisk baggrund – får de bedste forud- sætninger for at omsætte viden til forandring. Her er udfordringen ikke manglende mangfoldighed, men manglende kobling mellem teori og praksis.”

Det handler om at ville noget
Tim Knudsen rammer altså forkert med sin forståelse af problemet ved elitisme. Den virkelige fare er, at vi som akademikere klatrer højt op i elfenbenstårnet og får en uddannelse, der hverken er vedkommende for os selv eller samfundet. De studerende spiller derfor også en stor rolle i den proces det er at gøre studiet mere vedkommende, og Steffen Thybo Møller mener, at løsningen skal findes i mere handlekraft og entre- prenørskab, eksempelvis igennem studiets mange studenterdrevne initiativer.

Det handler altså grundlæggende om at ville forandre. Men hvor kommer det drive, den passion fra?

“Det er den enkelte studerendes ansvar at definere egne passioner og ambitioner. Søger man ind på samfundsvidenskabelige uddannelser, må man have gjort sig nogle tanker om de helt basale spørgsmål såsom: Hvorfor vil jeg blive klogere på samfundet? Hvad kan jeg bruge den viden til i forhold til de drømme, jeg har?”

Men hvis det er passion, der driver værket, hvordan fremmer man så denne, endsige finder den?

Uddannelsens dna er institutledelsens ansvar
Men hvilken rolle spiller universitetet i forhold til at fremme de studerendes passion?

“Universitetet er joformelt et hierarki, og det er ledelsens ansvar at skabe de bedste rammer for det, der gennem undervisning, forskning og studiemiljø udgør uddannelses DNA.”

mao2_s23

Steff en Thybo Møller til Dansic-kongres

Det fører os hen til spørgsmålet om, hvad instituttet konkret kan gøre for at skabe de bedst mulige rammer for de studerendes skabertrang? Hvad ville Steffen Thybo Møller gøre, hvis han sad på Lars Bo Kaspersens kontor?

Idealet om neutral og ”unbiased” undervisningrisikererat føre til manglende engagement og umotiverede studerende

“Jeg ville invitere en række danske og internationale iværksættere samt entreprenante erhvervsledere til at deltage i uformelle møder, der skal inspirere og udfordre instituttets egne idéer. Jeg ville lade dem talefrit f ra leveren og gøre mig klogere på, hvordan vi konkret forbedrer koblingen mellem teori og praksis – det vil sige, hvordan vi får mere kundskab i statskundskab. Der findes formelle aftagerpaneler, men noget kunne tyde på, at de ikke har haft stor ef- fekt i forhold til at få mere skabertrang og innovation- shøjde ind på instituttet.” At instituttet skal udfordres af folk udefra hænger tæt sammen med rekrutteringen af undervisere. Ifølge Steffen Thybo Møller bør man satse langt mere på strategisk rekruttering, hvor man rekrutterer undevisere med akademisk såvel som praktisk erfaring. ”Min erfaring siger mig, at strategisk rekruttering ikke altid er et ressourcemæssigt problem. Jeg er overbevist om, at der findes mange inspirerende og dygtige praktikere, der med glæde ville undervise, hvis instituttetudviklede et fedt strategisk rekrutteringskoncept.”

“Samtidig skal vi have meget mere specialisering både på bacheloren og kandidaten. Vi er alt for konforme i vores tænkning. Hvorfor er der ikke en forskerlinje for den studerende, der ved, at han vil forske? Hvor- for er der ikke en politikerlinje for den ambitiøse studerende, der vil ændre samfundet til det bedre? Der skal udbydes specialiserede pakker, som de studerende kan vælge imellem, så de bliver vanvit- tigt kompetente inden for det område, de finder interessant.”

Steffen Thybo Møller mener også, at instituttets forhold til andre højere læreanstalter bør gentænkes.

“Instituttets silotankegang skal udfordres. Vi skal ikke være så bange for omverdenen. I stedet bør man tænke i klyngeeffekter og skabe en strategisk skole, der i samarbejde med andre universiteter rundt omkring i byen optimerer betingelserne for læring og forskning. Hvis vi skal have en uddannelsessektor i verdensklasse, bør vi i langt højere grad udnytte de synergier, der kan opstå ved øget tværuniversitært samarbejde.”

Holdninger kræver mod
For Steffen Thybo Møller handler det ikke blot om de ydre rammer for uddannelsen; rekruttering, fagudbud og udviklingsseminarer. Det handler også om det indre, omathaveholdninger – og havemodet til atståved dem.

“Det er ærgerligt, at danske forskere snart ikke mener noget. Forskeridealet om objektivitet og neutralitet har taget overhånd. Og her tænker jeg ikke kun på Marlene Wind og hendes mundkurv. Idealet om neutral og ”unbiased” undervisning risikerer simpelthen at føre til manglende engagement og umotiverede studerende. ”Det lyder som om, at Steffen Thybo Møller ønsker et opgør med det akademiske ideal om at tilstræbe objektivitet. Men hvorfor er et opgør nødvendigt?

I dag står vi med en pølse- maskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi appli- cerer ikke vores viden i praksis

“Jamen lad os nu kalde en spade for en spade – alle ved, at forskere har holdninger. Lad os få dem ud og inspirere samfundet og de studerende. For er der nogen, der skal vide noget om samfundet og på den baggrund have højt kvalificerede holdninger, er det forskerne. Jeg mener, at forskerne skal blive bedre til at kommunikere deres holdninger ud, så det ikke kommer krybende, at de har en skjult dagsorden. I så fald er der tale om et demokratisk problem.”

Ifølge Steffen Thybo Møller bør holdninger altså ikke lukkes inde bag universitetets mure. Men betyder det, at universitetet i højere grad skal være en responsiv vidensenhed, der aktivt tager stilling til samfundets problemer? Og er det ikke et opgør med det klassiske dannelsesideal, man forbinder med universitetet?

“Det spørgsmål handler om, hvor meget man skal fokusere på praksis frem for videnskab. I dag står vi med en pølsemaskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi applicerer ikke vores viden i praksis. Den måde, man skal operationalisere mit både- og svar på, er gennem øget specialisering. Fra Kennedy-skolen har jeg lært, at der opstår en fed synergieffekt, når man vælger de studerende ud og lader dem specialisere sig. Derfor skal man i højere grad tilbyde specialiserede pakker, der kobler teori og praksis og ruster de studerende til arbejdsmarkedet.”

Det handler om at gøre noget
Det handler om, hvordan man gør det muligt for de studerende at bruge deres passion til at ændre samfundet til det bedre. Og her spiller instituttet altså en stor rolle. Med henvisning til Tim Knudsen siger Steffen Thybo Møller:

“Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?” Selvom Steffen Thybo Mølller ikke er bleg for at udfordre det eksisterende og sætte fingeren på de ømme punkter, er han optimist. Hans vigtigste budskab er, at vi ikke må være bange for at eksperimentere. “Al innovation kræver risikovillighed og eksperimentering”.

Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?

Det værste, der kan ske, er, at man bliver erfaringer rigere. Og i stedet for at tale og skrive mere om det, skal vi ud og gøre noget.

“Det er ligegyldigt, om processen starter med de stu- derende eller instituttet. Det handler om at udnytte momentum, udnytte energien til at mobilisere reelle og gode erfaringer og få gang i det.”

Efter et timelangt interview forlader MED ANDRE ORD Steffen Thybo Møllers kontor. Tim Knudsen har fået svar på sin kritik, de studerende og instituttet har fået en overhaling, og med sin velargumenterende tal- estrøm har Steffen Thybo Møller sørget for rigeligt stof til eftertanke.

Hermed er bolden givet op.

BLÅ BOG Steffen Thybo Møller
Født 1983. Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2012. Modtager af Kronprins Frederiks Legat til Harvard Kennedy School of Government. Medstifter af studenterforeningen DAN- SIC; udvalgt Global Shaper hos World Economic Forum og tidligere formand for Yngresagen. Arbejder i dag som konsulent for Dalberg, et konsulentfirma med speciale i global udvikling.

Statskundskaberen fremhæves ofte som den tvær-faglige generalist par excellence, der medierer mellem politologi, økonomi, jura og sociologi. Men findes der en egentlig kernefaglighed, og hvad kan statskundskaberen overhovedet?

Statskundskaberen – spidskompetent generalist eller et halvstuderet blændværk?

Statskundskaberen fremhæves ofte som den tvær-faglige generalist par excellence, der medierer mellem politologi, økonomi, jura og sociologi. Men findes der en egentlig kernefaglighed, og hvad kan statskundskaberen overhovedet?

Hvem er statskundskaberen? Som spirende statskundskabsstuderende får man i introforløbet at vide, at verden kommer til at ligge for ens fødder som færdiguddannet cand.scient.pol. Der er ikke grænser for, hvor man kan finde arbejde. Alt fra ministerier, kommuner, regioner over det private og i konsulenthusene til egentlig systemkritiker, forsker eller knivskarp journalist synes at stå åbent. Og hvem drømmer ikke om at blive den nye Martin Krasnik?

Men hvad kan statskundskaberen egentlig? Er det evnen til at kunne formidle tørre tal og statistikker? Er det evnen til at kunne fungere som lim mellem jurister, humanister og sociologer? Er der en egent-lig kerne af selvstændig faglighed, der giver brede jobmuligheder, eller skyldes det mere, at tværfag-lig generalisering er et særligt sexet buzzword i nutidens samfund?

Tværfagligheden som adelsmærke
Man kan argumentere for, at det på paradoksal vis net-op er tværfagligheden, der udgør statskundskaberens faglige kerne. Som følge af det konstante spænd mellem flere faggrene er det stud.scient.pol’ens adelsmærke at kende de forskellige faglige discipliners begrænsninger. I sociologi lærer man om magtens helt og halvskjulte ansigt(er), om sociale kontekster og klassesammenhænge. Dermed lærer man, at mennesket ikke blot er nyttemaksimerende, som de økonomiske modeller ellers forudsætter, og man udvikler en kritisk tilgang til statistiske modellers postulater. Statskundskaberen kan se bagom de herskende ideologier, skjulte dagsordener og politiske krumspring.

For at kunne navigere imellem og forbinde fag, der til tider stritter i forskellige retninger, kræves en forbindelse mellem kausallogik og mere behaviouralistiske indgangsvinkler. Kort sagt, statskundskab afføder viden om fagenes indre inkonsistens og forudsætninger, hvilket skaber en nødvendig kritisk distance. Derfor er det ikke uden grund af statskundskaberen netop er fremhævet og ombejlet som generalisten.

Det halvstuderede luftkastel, der blev sprængt
Heroverfor kan man påpege, at tværfaglighed blot er en eufemisme for overfladisk eklekticisme. De mange faggrene betyder, at uddannelsen i værste fald risikerer at ende som et halvstuderet kludetæppe af introduktionsfag i øst og i vest.
Statskundskaberen ved ikke så meget om marxisme som sociologerne, ikke så meget om IS-LM-modellen som økonomerne og om statsforvaltning som jurister. Det fremsættes, at tværfaglighed fordrer faglighed – at man ikke kan være egentlig systemkritisk, før man kender de enkelte fag til bunds.  Statskundskab bliver i yderste konsekvens et tværfagligt luftkastel, som manglende dybdegående faglighed skjuler sig bag.

Statskundskab og politisk videnskab
Man kan samtidig argumentere for, at statskundskabsstuderende netop er bureaukrater in spe. Man læser statskundskab i Danmark, ikke ren politisk videnskab som political science. Man kan derfor argumentere for, at uddannelsen er professionsbaseret og først og fremmest skal kunne klæde kommende embedsmænd på til at forvalte og administrere statens mangefacetterede krav. Fagligheden bliver dermed defineret ved den konkrete arbejdsmæssige praksis. Statskundskaberen agerer tovholder og skaber en meningsfuld kommunikation mellem jurister, økonomer og sociologer, som ikke taler det samme sprog.

Specialisering risikerer samtidig hurtigt at blive redundant. Specialisering kræver så meget detaljeret fag-lighed, at denne snarere bør komme i løbet af arbejds-livet. Juristen ender eksempelvis med at beskæftige sig med en afgrænset del af deres uddannelse, hvorfor resten af uddannelsens hårdtopnåede udenadslære reduceres til baggrundsviden. Uddannelsen skal i stedet forberede en til dette.

Således argumenteres der for, at statskundskab er statskundskab. Uddannelsen er sat i verden for at udklække embedsmænd – og idet staten er en kompleks størrelse, udgør tværfagligheden nødvendigvis en faglighed. Om man kigger på det fra en videnskabelig eller professionsbaseret vinkel: Tværfaglighed som vilkår er ikke til at komme udenom. ♦

Staten set fra nederste saunabænk

Staten set fra nederste saunabænk

Staten er det teoretiske samlingspunkt for scient.pol’er. Den udgør kernen i mange af vores fag, der skal lære os at blive gode og saglige embedsmænd. Det hedder jo ikke ”statskundskab” for ingenting. Alligevel skulle der en svedig saunatur til for at finde ud af, hvad jeg netop havde lært til eksamen.

Oven på semesterets sidste eksamen ville jeg komme nakkekramperne til livs med lidt velvære. Studenterbudgettet rakte dog ikke til mere end en saunagus. Så frisk fra en aflevering i Almen Statskundskab satte jeg mig til rette på saunabænken med hovedet stadigt fuldt af demokrati, vælgerteori og velfærdssamfund. Jeg blev straks budt velkommen af de andre saunagæster, som den eftermiddag bestod af en midaldrende, mandlig førtidspensionist og en kvinde, der efter nogle misbrugsproblemer var på kontanthjælp. Snakken faldt hurtigt på ”velfærdsstaten”, og inden længe blev mine eksamens-efterdønninger brudt af et anderledes kon-kret forhold til staten og i særlig grad dens mangler.

Velfærdsmodstand på overførselsindkomst
Betragtet som begreb kan staten være omdiskuteret, og der skal kun et lille pip omkring dens omfang til at få liv i en diskussion over en KØS-øl. Bredt set er velfærdsstaten dog ikke specielt kontroversiel. For de fleste af os er det, udover statsfinancieret uddannelse, primært marginalskatten, der har nogen praktisk betydning, og for mit eget vedkommende foregår forbavsende meget af kontakten med A-kasser og kommuner gennem overskrifter i medierne. Mine saunakammerater havde dog velfærdsstaten tæt inde på livet, og teoretiske argumenter stødte på en overraskende dybfølt fjendtlighed over for denne stat.

Ikke blot mere fjerntliggende aktivitet som ulandsbistand, men også kernefunktioner som sundhedsvæsenet blev set på med skeptiske øjne. Til trods for, at hans livsgrundlag var statsfinansieret, var min førtidspensionerede modpart aktiv fortaler for at beskære skatterne med tre fjerdedele og privatisere staten rub og stub.

Den kritiske borger, der ikke vender det blinde øje til ineffektive samfundsløsninger, anses af mange som en nødvendighed i et aktivt demokrati. At stille krav til skattepengenes fornuftige brug er heller ikke – i sig selv – noget problem. Hvad der slog mig, var i stedet selve afstanden mellem mine saunakammeraters udsyn og mit eget. Ikke min politiske holdning, men selve kløften mellem de to versioner af velfærdssamfundets funktion og værdi. Groft sagt: Statens ”brugere” på den ene side og en, måske, fremtidig ”forvalter” af staten på den anden. Akademisk afvejning med argumenter pro og con mod erfaringer og langsigtet økonomisk afhængighed.

mao1_s21

Ekkokamre
Samtalen i saunaen rumsterede fortsat, da jeg kørte hjem mod mit kollegieværelse og tilhørende fællesskab af folk, som jeg har ovenstående overvejelser om marginalskatter tilfælles med. Folk, der dybest set ligner mig selv, og selvom vi er modstandere i en diskussion, taler vi samme sprog. I saunaen var det lidt anderledes. Staten var til mere skade end gavn, og den var endda skyld i, at mine samtalepartnere var havnet i vanskeligheder. Normalt støder man på sådanne argumenter fra libertarianske debattører, ikke folk der skal sætte ord på eget liv. Det kan besvares med et modargument om markedsfejl, og så kan debatten ellers køre et par runder endnu. Igennem alt dette bekræfter i stedet for udfordrer vi hinanden, idet logiske argumenter med flerstavelsesord bliver reglen snarere end undtagelsen. Uden alternativer kan dette ekkokammer langsomt blive til en sammenhængende verdensopfattelse uden ridser i lakken.

Uden at være født med en sølvske i munden har mit liv været privilegeret, og jeg kunne ikke relatere personligt til deres livshistorier.  Men det er netop min pointe – engang i fremtiden vil folk som dig og mig måske sidde med disse menneskers økonomiske grundlag i vores hænder uden at være i stand til at sætte os i deres sted.

”Den teknisk kompetente barbar”
I det første år på statskundskaber lærer man hurtigt at skåle med på samfundets top. Der skulle en tur i den lokale sauna til for at se staten igennem øjnene af det, vi ynder at kalde samfundets bund. For nu at svinge sig op på den helt høje hest handler det ikke om, hvorvidt statskundskabere handler til samfundets bedste. At jeg læser blandt fornuftige medstuderende, er jeg ikke i tvivl om. Det handler i stedet om fornemmelse for de mennesker, det hele handler om. Et velfærds-samfund kan på papiret være i verdensklasse. Men det klinger en anelse hult, hvis de selvsamme mennesker, som det er sat i verden for at beskytte og forvalte det, ikke helt er med på idéen og blot udstyret med de rette tekniske kompetencer. At der kan være mange grunde til vreden, er oplagt, men at forstå grundene må være et godt udgangspunkt for at forvalte dem. ♦