Alle artikler af Eva Bjerrum-Bohr

Statskundskaberen fremhæves ofte som den tvær-faglige generalist par excellence, der medierer mellem politologi, økonomi, jura og sociologi. Men findes der en egentlig kernefaglighed, og hvad kan statskundskaberen overhovedet?

Statskundskaberen – spidskompetent generalist eller et halvstuderet blændværk?

Statskundskaberen fremhæves ofte som den tvær-faglige generalist par excellence, der medierer mellem politologi, økonomi, jura og sociologi. Men findes der en egentlig kernefaglighed, og hvad kan statskundskaberen overhovedet?

Hvem er statskundskaberen? Som spirende statskundskabsstuderende får man i introforløbet at vide, at verden kommer til at ligge for ens fødder som færdiguddannet cand.scient.pol. Der er ikke grænser for, hvor man kan finde arbejde. Alt fra ministerier, kommuner, regioner over det private og i konsulenthusene til egentlig systemkritiker, forsker eller knivskarp journalist synes at stå åbent. Og hvem drømmer ikke om at blive den nye Martin Krasnik?

Men hvad kan statskundskaberen egentlig? Er det evnen til at kunne formidle tørre tal og statistikker? Er det evnen til at kunne fungere som lim mellem jurister, humanister og sociologer? Er der en egent-lig kerne af selvstændig faglighed, der giver brede jobmuligheder, eller skyldes det mere, at tværfag-lig generalisering er et særligt sexet buzzword i nutidens samfund?

Tværfagligheden som adelsmærke
Man kan argumentere for, at det på paradoksal vis net-op er tværfagligheden, der udgør statskundskaberens faglige kerne. Som følge af det konstante spænd mellem flere faggrene er det stud.scient.pol’ens adelsmærke at kende de forskellige faglige discipliners begrænsninger. I sociologi lærer man om magtens helt og halvskjulte ansigt(er), om sociale kontekster og klassesammenhænge. Dermed lærer man, at mennesket ikke blot er nyttemaksimerende, som de økonomiske modeller ellers forudsætter, og man udvikler en kritisk tilgang til statistiske modellers postulater. Statskundskaberen kan se bagom de herskende ideologier, skjulte dagsordener og politiske krumspring.

For at kunne navigere imellem og forbinde fag, der til tider stritter i forskellige retninger, kræves en forbindelse mellem kausallogik og mere behaviouralistiske indgangsvinkler. Kort sagt, statskundskab afføder viden om fagenes indre inkonsistens og forudsætninger, hvilket skaber en nødvendig kritisk distance. Derfor er det ikke uden grund af statskundskaberen netop er fremhævet og ombejlet som generalisten.

Det halvstuderede luftkastel, der blev sprængt
Heroverfor kan man påpege, at tværfaglighed blot er en eufemisme for overfladisk eklekticisme. De mange faggrene betyder, at uddannelsen i værste fald risikerer at ende som et halvstuderet kludetæppe af introduktionsfag i øst og i vest.
Statskundskaberen ved ikke så meget om marxisme som sociologerne, ikke så meget om IS-LM-modellen som økonomerne og om statsforvaltning som jurister. Det fremsættes, at tværfaglighed fordrer faglighed – at man ikke kan være egentlig systemkritisk, før man kender de enkelte fag til bunds.  Statskundskab bliver i yderste konsekvens et tværfagligt luftkastel, som manglende dybdegående faglighed skjuler sig bag.

Statskundskab og politisk videnskab
Man kan samtidig argumentere for, at statskundskabsstuderende netop er bureaukrater in spe. Man læser statskundskab i Danmark, ikke ren politisk videnskab som political science. Man kan derfor argumentere for, at uddannelsen er professionsbaseret og først og fremmest skal kunne klæde kommende embedsmænd på til at forvalte og administrere statens mangefacetterede krav. Fagligheden bliver dermed defineret ved den konkrete arbejdsmæssige praksis. Statskundskaberen agerer tovholder og skaber en meningsfuld kommunikation mellem jurister, økonomer og sociologer, som ikke taler det samme sprog.

Specialisering risikerer samtidig hurtigt at blive redundant. Specialisering kræver så meget detaljeret fag-lighed, at denne snarere bør komme i løbet af arbejds-livet. Juristen ender eksempelvis med at beskæftige sig med en afgrænset del af deres uddannelse, hvorfor resten af uddannelsens hårdtopnåede udenadslære reduceres til baggrundsviden. Uddannelsen skal i stedet forberede en til dette.

Således argumenteres der for, at statskundskab er statskundskab. Uddannelsen er sat i verden for at udklække embedsmænd – og idet staten er en kompleks størrelse, udgør tværfagligheden nødvendigvis en faglighed. Om man kigger på det fra en videnskabelig eller professionsbaseret vinkel: Tværfaglighed som vilkår er ikke til at komme udenom. ♦