Alle artikler af Jelle van der Kamp

Det er ikke kun en forøget risiko for hjertekarsygdomme, hårtab eller en stor næse, man kan arve i familien. Det er også penge. I nogle familier flere end andre, altså pengene

Der er ingen penge som gamle penge

Det er ikke kun en forøget risiko for hjertekarsygdomme, hårtab eller en stor næse, man kan arve i familien. Det er også penge. I nogle familier flere end andre, altså pengene

“You have to dirty your hands if you want to live well. The only thing that matters is to know how to get them clean again; in that art lies the whole morality of our times,” lyder det fra en af hovedpersonerne i den franske forfatter Balzacs novelle Le Père Goriot. Vautrin er navnet på denne person, og i novellen henvender han sig til den unge og naive jurastuderende, Eugéne de Rastignac. For Eugéne har en idé om, at han gennem sine uddannelsesmæssige kvalifikationer og hårdt arbejde kan tjene penge nok til at leve et komfortabelt liv. Men som citatet viser, ser Vautrin noget mere kynisk på det: Der skal beskidt arbejde til.

Når denne uskønne blanding af verdens business heavyweights og politikere sætter sig sammen i Davos og læser Pikettys bog, er det, fordi de frygter et skud under vandlinen. Lige i nosserne.

Det kan virke overraskende, at novellen er fra 1835, eftersom pointen fortsat runger metallisk gennem alverdens skattekister. At novellens aktualitet stadig er intakt, viste sig for ganske nyligt. I Davos – 1.506 meter over havets overflade – blev tonerne atter slået an. Og endnu en gang var det en franskmand, som startede det hele. Han startede det hele med en bog, som de så ivrigt debatterede på det årlige World Economic Forum. Manden bag bogen er Thomas Piketty, og den bærer titlen Capital – in the Twenty-First Century. Piketty er ikke Hr. Hvem-Som-Helst. Da han sidste gang forfattede en bog, slog han an til det, der senere skulle blive til Occupy Wall Street-bevægelsen. Så når denne uskønne blanding af verdens business heavyweights og politikere sætter sig sammen og læser Pikettys bog, er det, fordi de frygter et skud under vandlinen. Lige i nosserne.

En teoretisk og politisk bulldozer
Pikettys bog handler om økonomisk ulighed set fra det 21. århundrede. Piketty var 18 år, da Berlinmuren faldt, og derfor kredser den ikke om kommunisme over for kapitalisme. Den handler om at fjerne ideologiske skyklapper i debatten omkring ulighed. Piketty fjerner disse skyklapper effektivt – så effektivt, at et fransk medie skrev: ”C’est un bulldozer théorique et politique” (’Det er en teoretisk og politisk bulldozer’, red.).

Hvad kører en anti-ideologisk bulldozer på? Simpelt, Piketty betræder områder, hvor økonomer ikke har været før, og han skorter ikke på empirien. Bogen bugner med data fra tyve forskellige lande fra 1800-tallet og frem til i dag. Med disse data i hånden er det ikke kun indkomst (income), men også velstand (wealth), der undersøges.

Vi har glemt formuernes rolle
Det er Pikettys centrale tese, at afkastet af kapital altid vil være større end væksten i lønningerne og samfundsøkonomien. Afkastet af kapital skal forstås som alle indtægter af fast kapital, profit, renter, dividender og lejeindtægter. Piketty anlægger tillige den betragtning, at der bør ses på, hvem der ejer hvad, og ikke kun, hvem der tjener hvad. På den måde åbner han på glimrende vis en ny flanke i kampen omkring ulighed.

I tidligere samfund – illustreret ved Downton Abbey – var uligheden baseret på nedarvede formuer, men det fik to verdenskrige sat en klar stopper for. De store nedarvede formuer gik til i bombernes grus, og høje forsvarsudgifter retfærdiggjorde en solid beskatning, der bidrog til at mindske formuerne. Efter verdenskrigene har uligheden primært handlet om uligheder i indkomst og løn. Piketty peger på, at man derfor har glemt formuernes rolle i det store makroøkonomiske skuespil.

Uligheden kan eksplodere
Økonomisk set befinder vi os i dag på grænsen af den teknologiske udvikling, skriver han. Af den grund må vi sandsynligvis acceptere en vækst i samfundsøkonomien på mellem én og to procent i fremtiden. Omvendt vil væksten i formuer og kapital være mellem fire og seks procent. Måske mere. Dette betyder, at formuer gennem generationer vil akkumulere helt enormt og blive koncentreret på færre hænder, sådan som det var, før verdenskrigene brød løs. Sagt på anden vis kan dette få uligheden til at eksplodere i løbet af få generationer.

Derfor er der grundlæggende tale om en misforståelse, når de, der har ansvaret for den økonomiske politik, tror, at samfundet er et meritokrati – altså et samfund, hvor talent og indsats styrer fordelingen af magt og penge. De personer deler den holdning, som Eugéne de Rastignac gør sig til talsmand for i Balzacs tidligere nævnte novelle.

I Pikettys optik er den eneste forskel mellem Downton Abbey og i dag, at der dengang ikke fandtes en velhavende middelklasse. For vi står stadig i den samme situation som dengang, hvor den nederste halvdel af samfundet fortsat intet andet ejer end deres egen arbejdskraft. En arbejdskraft, hvis værdi i længden alligevel ikke kan følge med.

Inden 68’erne får varmet rygstykkerne, påpeger Piketty dog, at den referenceramme, som disse tidligere tiders studenteroprører trækker på, er en historisk anonomali. Tiden fra Første Verdenskrigs udbrud og frem til slutningen af tresserne var ganske atypisk: I denne periode var væksten i samfundsøkonomien større end afkastet af kapital. Årsagen hertil var, at der i det sønderbombede Europa var et enormt uudnyttet vækstpotentiale forbundet med genopbygningen af kontinentet. Krigens ruiner skulle rejses, og det krævede beskæftigelse. I Pikettys lange historiske perspektiv er denne periode intet andet end en undtagelse, der bekræfter reglen. Afkastet af kapital vil nemlig altid være større end væksten i samfundet.

Meritokratiet og den sociale sammenhængskraft
Piketty har et eksempel. I 1909 opfinder franskmanden Eugéne Schueller en hårfarve, som bliver meget populær. Han er grundlægger til l’Oreal-formuen. I dag sidder Liliane Bettencourt på formuen – en formue, der mellem 1990 og frem til 2010 gik fra to til 25 milliarder dollars. Med lidt hovedretning giver det en stigning på 13 procent om året. Hermed peger Piketty på, at formuer af en vis størrelsen vil reproduceres med en sådan hast, at de efterlader den omkringliggende økonomi et sted i støvsporet.

Eksemplet kan virke fjernt, men i løbet af foråret kunne Børsen Pleasure introducere en dansk pendant. Lensgreve Bendt Hannibal Tido Wedell-Wedellsborg er Danmarks største private jordbesidder. Han besidder 10.000 hektar jord. Det svarer til et område på størrelse med Samsø. Herudover ejer han også 300 hektar i Skotland. Han er den 13. i sin generation og er estimeret til at være god for 600 millioner kroner.

Også i England er debatten også skudt i gang. En rapport fra Oxfam kunne konkludere, at Storbritanniens fem rigeste familier havde en formue på større end samfundets bottom-twenty percent. Den rigeste familie tilhører Grosvenor-slægten med overhovedet Gerald Grosvenor, der er den 6. Duke of Westminister. Slægtens formue er estimeret til over 71 milliarder danske kroner.

Ved at gå fra et meritokrati til det samfund, hvor nedarvede formuer spiller en stor rolle, risikerer vi at underminere samfundets sociale sammenhængskraft. Pikettys bog er et eksempel på, at empirisk grundighed kan føre til en grundig debat af et kontroversielt emne.

Efter verdenskrigene har uligheden primært handlet om uligheder i indkomst og løn. Piketty peger på, at man derfor har glemt formuernes rolle i det store makroøkonomiske skuespil.

At se nøgternt på markedsøkonomien og vurdere, hvad den er god til, og hvad den ikke er god til. Markedsøkonomien er god til at skabe og akkumulere størrelser som kapital og værdi, men den er ikke god til at fordele dem.

Med Pikettys bog in mente, kan vi alle lytte til lidt flere af Vautrins ord til den unge jurist:

”The Baron de Rastignac thinks of becoming an advocate, does he? There’s a nice prospect for you! Ten years of drudgery straight away. You are obliged to live at the rate of a thousand francs a month (…) Bah! I would sooner turn pirate on the high seas than have my soul shrivel up inside me like that. How will you find the capital? There is but one way, marry a woman who has money.”

Faktaboks om bogen:
Capital in the Twenty-First Century:
Forfatter: Thomas Piketty
Hardback: 696 sider
Forlag: Harvard University Press
Sprog: English
ISBN-13: 978-0674430006
Pris: $25.42 på Amazon.com

”Det er lidt ligesom krydsord,” siger Emil Bier om sin borgernære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden.

Portræt af en systemkritiker

PORTRÆT:  »Det er lidt ligesom krydsord,« siger Emil Bier om sin borgernære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden. 

På hjørnet, der hvor Gothersgade møder Borgergade, ligger en café. Og på den café sidder Emil Bier. Et tørklæde, en skarp skjortekrave omsluttet af en grøn trøje, og små runde briller. Emil Bier er undergrundens ombudsmand i den forstand, at han klager dér, hvor systemet fejler. Når Emil Bier ser en byld, så prikker han. Han klager. Han brokker sig ikke og han er ikke den slags systemkritiker, der får nobelpriser.

»Jeg er manden med knappenålen, « siger han og fortsætter:

»Jeg er en mini-Snowden, jeg er nok lidt whistleblower. I Rusland havde de hugget hovedet af mig,« konstaterer Emil Bier med et smil. Et rævesmil, der snart vil vise sig at blive symptomatisk for samtalen.

»Synes du, jeg er skør?« spørger han flere gange.

 »Synes du, jeg er skør?«

Vi lader spørgsmålet stå ubesvaret hen, men ét er sikkert: Idéer har det ikke skortet på. For eksempel har han opfundet en silikonegummi-baseret maling, der bruges på amerikanske atomubåde, han er manden bag en maling, der må markedsføres som spiselig og han har opfundet brusehoveder med særlige indsatser, der gør, at de ikke kalker til.

»Dem er der nok solgt en milliard af,« som han siger.

Emil Bier er et let offer for karaktermord, og i bestræbelserne på at gengive samtalen fordomsfrit virker et uagtsomt manddrab næsten uundgåeligt. Emil Bier har en lang række klagesager bag sig. Nogle er vundet, andre er løbet ud i sandet.

»Det er en borgerpligt at råbe op, når man ser en fejl. Man kan ikke bare stemme sig til et bedre samfund,« siger han.

Malkeslangesagen

På et gårdbesøg blev de skarpe øjne bag de runde briller opmærksomme på en pvc-slange på malkeanlægget. Emil Bier fortæller, at de slanger man brugte til at transportere mælken rundt var blødgjort med et phthalat, der var svagt kræftfremkalendende. I sin vante kontante stil fortæller han:

»Den gør, at folks tissemænd bliver kortere. Det er ren svindel, at dette stof får lov til at blive i Danmark, i linoleumsgulve, babybleer og i blodposer.«

Efterfølgende sendte Emil Bier en anmeldelse til levnedsmiddelstyrelsen, som ikke tog affære. Gennembruddet kom først, da han sendte breve ud til ambassaderne tilhørende Danmarks vigtigste mejerieksportlande og påpegede, at der fandtes kræftfremkaldende stoffer i den danske mælk.

 »Så slipper vi for, at vores tissemænd bliver kortere…«

Under overskriften ´Privat mand truer mejerieksporten´ berettede Berlingske om brevene og det medførte, at malkeslangerne i 1988 blev forbudt. Sagen kostede Emil Bier 200 kroner i frimærkeudgifter, men involverede op mod 6000 kilometer malkeslange.

»Så slipper vi også for, at vores tissemænd bliver kortere,« følger han kækt op.

Patronsagen

I et tysk retsvidenskabeligt magasin læste vor knappenålssystemkritiker, tilbage i 1993, om en undersøgelse fra Retspatologisk Institut i København. Undersøgelsen handlede om en række drab, selvmord og vådeskudsulykker blandt danske hjemmeværnsfolk og soldater, og det viste sig, at et særligt projektil ikke fungerede efter hensigten. Projektilets nikkelkappe var for tynd, og ved træfning opførede de sig som hulspidspatroner, bedre kendt som ´dum-dum´-kugler.

»Det er forbudt efter Haagkonventionen, som Danmark har underskrevet, og jeg synes, det er forkert, at vi konstaterer, at kuglerne er forbudt, og så sker der ikke mere. Det synes jeg er forkert,« siger Emil Bier.

Så Emil Bier måtte på cyklen ned til Gammel Torv. Han kørte direkte ned til ombudsmanden, for som han siger:

»Det er den øverste klagemyndighed her i Danmark. Jeg tager derned, da jeg ikke regner med, at det hjælper at klage til Forsvarsministeriet. De tager sig ikke af sådan en prekær sag. Så jeg cykler direkte ned til chefen selv.«

To uger senere kommer svaret. Ombudsmanden er ikke interesseret i sagen. Emil Bier ringer efterfølgende til DR. Det får Forsvarsministeriet til at reagere.

»Først dér vågner de op – de kan ikke tåle at komme i pressen. Det er tilsyneladende fint nok, når den slags foregår bag kulisserne, men kommer det i pressen, så spiller de moralske,« konstaterer Emil Bier.

Resultatet bliver, at kuglerne tilbagekaldes – herunder også al ammunition som danske soldater benyttede i Jugoslavien, hvor de dengang var udstationeret. Alt i alt var der tale om cirka 800 millioner kugler, fortæller Emil Bier.

Insulin og uran

Listen af sager slutter ikke her. En sag omkring forarmet uran og danske soldater hører også med. I Jugoslavien blev der brugt uranprojektiler til beskydning af kampvogne. Det var Forsvarets og især Generallægens vurdering, at disse projektiler ikke er kræftfremkaldende.

»Jeg finder ud af, at det er ren løgn, de giver kræft.«

Emil skriver en artikel i Information, men der sker ikke meget mere. Sagen skrinlægges.

»Forsvaret fylder deres folk med løgn.«

For tiden arbejder Emil Bier med en sag omkring insulinbehandling af diabetespatienter. Emil pointerer, at selvmedicinering med insulin næsten er umuligt.

»Det svarer til at køre i en bil, hvor der ikke må være mere eller mindre end 7 liter benzin i tanken hele tiden. Mere så dør du, mindre så dør du,« siger han.

Ifølge Emil Bier bliver forskningen omkring diabetes i Danmark styret for meget af Novo Nordisk. Han nævner for eksempel at Rigshospitalets diabetesenhed har en samarbejdsaftale med et privathospital, der ejes af Novo Nordisk. I deres samarbejdsaftale står der, at det videnskabelige arbejde skal godkendes af Novo Nordisk.

Robotnik er det polske ord for arbejder

Ingen tvivl om, at Emil Bier er en systempestilens. En infant terrible. Selv siger han, at det giver ham et ’kick’ at lege med systemet:  »Det er lige som krydsord.«

Hans systemkritik falder ikke bare systemet for brystet, den går lige igennem. Under snakken om systemet falder også et par spydige kommentarer til de høje uddannelser.

»Systemet er bundråddent – hold dig for øje, at en lang uddannelse ikke automatiske gør dig til et mere moralsk menneske. Lidt for mange penge, lidt for meget uddannelse, det giver nogle ulidelige mennesketyper. De står bare der og siger: “Kan alle se, hvor stiv min tissemand er?”«

Bag det gråsprængte hår rumler det. Man fristes til at tænke, at det er, som om han holder et brøl tilbage, der kunne slynge jorden ud af dens bane, og det er ikke kun de højtuddannede, der står for skud. Hele samfundet e reaktionsløst.

»Folk er ligeglade, bare de har deres kaffe og cognac,« siger han. For Emil Bier handler systemet uafhængigt af samfundet, og de almindelige mennesker er “bare støj på ledningen”.

»Alle knokler sig ihjel. Robotnik er det polske ord for arbejder. Alle er robotter, og vi har solgt ud af nærværet. Vi har så travlt med at udbytte hinanden.«

Men hvad er så løsningen?

»Vi burde bosætte os i nogle skurvogne i Vestjylland og bygge et nyt samfund op,« kommer det prompte fra Emil Bier.

»Information holder en aften omkring Alexis de Tocqueville, de snakker om hans idéer omkring det tidlige demokrati i Amerika, du er velkommen til at komme med.«

Emil Bier kan se, at han overrasker mig. Et rævesmil.

»Ja, jeg er ikke helt uinformeret. Synes du jeg er skør?«