Alle artikler af Jens Kristian Rasmussen

Statskundskab har ikke alene brug for at styrke fagets demokratiske etik. Vi må også begynde at stille os selv det mere grundlæggende, normative spørgsmål om, hvorfor vi er her – og lade dette guide vores faglighed og måden, vi indretter studiet på.

Hvorfor er vi statskundskabere?

Statskundskab har ikke alene brug for at styrke fagets demokratiske etik. Vi må også begynde at stille os selv det mere grundlæggende, normative spørgsmål om, hvorfor vi er her – og lade dette guide vores faglighed og måden, vi indretter studiet på.

“Er det at gå for langt at sige, at statskundskabere bør formes af en stærkere demokratisk etik?” Sådan spurgte institutleder Lars Bo Kaspersen til et møde i den nystartede kandidatforening efter sit seneste indlæg i MED ANDRE ORD. Svaret fra de omkring 20 fremmødte kandidatstuderende var et rungende nej – det er alt andet end at gå for langt. Den demokratiske etik har langt fra forrang på Statskundskab i dag, og der er brug for, at vi starter en mere grundlæggende diskussion om vores værdier og formål. En diskussion, som vi alt for ofte undviger.

For hvorfor tager vi det som statskundskabere så personligt, når djøf’erne gøres til skurke, der er roden til alt ondt fra ministerskandaler og nedskæringsreformer til bureaukratisk kontrolmani? Det er naturligvis, fordi vi som djøf’ere ser samfundsvidenskaben som en helt central og dybt integreret del af vores faglige identitet.

Men hvori består vores faglighed egentlig? Det spørgsmål blev vi for nyligt stillet af en fagligt stolt sygeplejerske under et debatmøde. Hvis det stod lysende klart, hvorfor vi som statskundskabere møder om morgenen – hvilke værdier vi vægter – så ville det også være langt lettere at samarbejde med andre fagligheder på arbejdspladserne, og djøf’ere ville i mindre grad ende som boksebolde i offentligheden.

Spørgsmålet er derfor, hvad statskundskabsidentiteten indebærer. Vi har en nogenlunde klar idé om, hvad vi lærer, og de, der udstikker retningen for studiet, er lige nu meget fokuserede på spørgsmålet om, hvilke kompetencer vi skal have i fremtiden. Der er imidlertid et presserende behov for ikke bare at svare på, hvad vi skal kunne, men også på spørgsmålet om hvorfor? Hvad er egentlig formålet med, at vi læser statskundskab?

En klar forpligtelse
For andre akademikere er deres hvorfor klart: Medicinere aflægger lægeløftet og forpligter sig dermed til at anvende deres kundskaber til samfundets og deres medmenneskers gavn – med lige omsorg for rig som fattig og med respekt for de personfølsomme oplysninger, de får indblik i.

Retorikere har været beskyldt for at udøve manipulation helt tilbage fra fagets fødsel i det antikke Athen, og disse beskyldninger har fremprovokeret et stærkt modsvar. Ved Afdeling for Retorik på Københavns Universitet hersker der stærke kommunikationsetiske idealer: Retorikken skal argumentere oplysende og overbevisende – ikke overtale folk til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. I erkendelsen af, at sproget er magtfuldt, og at man kan udrette både godt og skidt med de redskaber, som fagets udøvere mestrer, måtte man gøre fagets formål og normative fundament helt klart.

For medicinere og retorikere er deres etiske ansvar en integreret og klart artikuleret del af deres uddannelse. Det samme bør gælde for samfundsvidenskabere. Statskundskab handler også om liv og død: Forvaltning og politik er mindst lige så magtfuldt som sproget. Men hvad svarer vi til spørgsmålet om hvorfor? Er det ren interesse? Tænker vi bare, at vi vil være en del af samfundets top?

“Ask what you can do”
Vores fagfæller på Harvard Kennedy School of Government siger: “Ask what you can do.” Her styres uddannelse og forskning efter et klart formål om at tjene ’the public interest’. Man bliver politolog for at forbedre samfundet. Vi tror på, at mange djøf’ere allerede kan besvare det spørgsmål. At den samme faglige stolthed, der findes på Harvard Kennedy School, også findes blandt mange danske djøf’ere: De står op hver morgen, fordi deres kald er at skabe et bedre samfund. Men det siges sjældent højt og slet ikke på uddannelsen, hvor man ofte hører bachelorstuderende sige: ”Jeg ved ikke, hvad jeg vil med studiet, men nu tager jeg de her 30 ECTS”.

”Måske er det på tide at erstatte den traditionsrige velkomst på studiet, der byder ’velkommen til samfundets top’, med et ’velkommen blandt samfundets tjenere’ ” – Gry Inger Reiter & Jens Kristian Rasmussen

Måske er det på tide at erstatte den traditionsrige velkomst på studiet, der byder ’velkommen til samfundets top’, med et ’velkommen blandt samfundets tjenere’. Diskussionerne om, hvordan man får et job, er vigtige, men spørgsmålet om, hvad vi kan udrette, er langt vigtigere at stille. Da Svend Auken som ungt, nyvalgt folketingsmedlem for første gang betrådte Christiansborgs trapper, spurgte betjenten ham om netop dette: “Hvad vil du her?” Auken selv betegnede det senere som det mest centrale spørgsmål, han nogensinde var blevet stillet i politik. Det må også være det vigtigste spørgsmål, som vi kan stille os selv her på Statskundskab. Hvis vi kan besvare spørgsmålet om hvorfor, udøver vi ikke bare styring ud fra magt- og autoritetspositioner, men bliver i stand til at tage lede og tage ansvar for forandring ved at inspirere andre til at gøre deres bedste.

Det kan indvendes, at vi går på et over 500 år gammelt og trægt universitet, og at vi holder os fra det normative for at have borgfred på tværs af gangene. Men hvis ikke vi kan enes om et samfundsmæssigt formål, må vi være her alene for os selv. Og hvis statskundskaberne opgiver idéen om samfundet, hvem er så tilbage til at holde den i hævd? Alternativet til at tale om vores hvorfor er en fragmenteret faglighed, der måske afføder beskæftigelse, men mindre samfund.

Finjustér det indre kompas
Hvad holder os tilbage fra at finde vores hvorfor? En del af forklaringen skal nok findes i vores idé om den ideelle embedsmand som neutral og objektiv – eller som Weber formulerede det: ”uden vrede og passion”. I yderste konsekvens byder dette ideal, at vi skal fortrænge os selv for at tjene den politiske ledelse og offentligheden. Uden denne disciplin ville vores demokratiske system selvfølgelig være umuligt. Upartiskheden kan vi ikke være foruden. Men samtidig er det ikke nok at tage skyklapper på og vende blikket alene mod lydighedspligten. Som statskundskabere er vi også forpligtede til hele tiden at udvikle og finjustere det indre kompas.

”Vi har brug for, at vores uddannelse giver os klarhed over, hvor vi står, hvad vi kan, hvad vi kan stå inde for og ikke mindst hvorfor” – Gry Inger Reiter & Jens Kristian Rasmussen

Det er langt fra nogen nem opgave. Derfor bør vi som statskundskabere under vores uddannelse udfordres til at opnå en forståelse af formålet med vores eget fag. Vi skal lære, at vi tjener demokratiet og samfundet – og ikke blot den nærmeste overordnede. At vi bør føle et ansvar for samfundet, og at denne højere sag bør være ledestjerne for vores faglige virke. Vi har brug for, at vores uddannelse giver os klarhed over, hvor vi står, hvad vi kan, hvad vi kan stå inde for og ikke mindst hvorfor.

Hvordan gør vi så?
Hvordan finder vi svar på dette? Et konkret eksempel kunne være vores grundlæggende fag National Forvaltning. I stedet for at smække demokratisk etik på dagsordenen i en afsluttende forelæsning, kunne man kontinuerligt stille spørgsmålet: Hvorfor lærer vi det her? Kan vi anvende det her i virkeligheden? Er det etisk? Hvordan løser vi dette etiske dilemma? Den gennemgående idé er at gøre kritisk refleksion over vores formål til en allestedsnærværende del af uddannelsen.

Vi har ikke svaret på, hvad vores formål er, men vi vil invitere til at fortsætte diskussionen: Hvorfor læser vi statskundskab? Diskutér det i bladspalterne, med dine studiekammerater og ikke mindst med din underviser.