Alle artikler af Jens Lehrmann Rasmussen, underviser i mikro- og makroøkonomi – Institut for Statskundskab

Tid til forandring eller forundring?

Tid til forandring eller forundring?

Underviser Jens Lehrmann Rasmussen svarer på den kritik af økonomiundervisningen på Statskundskab, som en række studerende fremsatte i MED ANDRE ORD #2.

Finanskrisen, klimaforandringerne og velfærdsstatens udfordringer skaber afgjort behov for, at vi har en veluddannet styrke af scient.pol.’er, som kan bidrage til, at disse udfordringer kan imødegås. Derfor er der behov for tidssvarende og kompetent undervisning på Statskundskab, ikke mindst i mikro- og makroøkonomi. Dette kræver på sin side, at pensum og undervisning hele tiden er genstand for kritik og revision.

Derfor må det principielt hilses velkommen, at ti statskundskabsstuderende i MED ANDRE ORD #2 (udkom i februar 2014, red.) præsenterer en kritik af økonomifagenes pensum og undervisning. Hvis en sådan kritik skal føre til forbedringer af faget, kræver det dog, at kritikken har udgangspunkt i det faktiske pensum og den undervisning, som faktisk finder sted. Endvidere er det naturligvis en fordel, hvis kritikken er konstruktiv og løsningsorienteret og ikke destruktiv.

Ingen af delene er desværre tilfældet for det nævnte debatindlæg, som derfor må kaldes en ommer, hvis hensigten er en forbedring af økonomiundervisning-en. Jeg vil i det følgende argumentere for dette, og jeg vil samtidig opfordre andre studerende og lærere til at komme til orde i debatten, så vi kan få en nuanceret og konstruktiv diskussion.

Det er næsten udelukkende den makroøkonomiske undervisning og pensum, som kritiseres i debatindlægget. Dette kan i sig selv undre, da mikroøkonomien er langt mere mainstreamet og konsensuspræget end makroøkonomien. Men lad nu det ligge.

Hovedangrebet i debatindlægget sættes ind mod den centrale lærebog Macroeconomics af Mankiw og Taylor (MT). Det bemærkes, at ”de neoklassiske modeller præsenteres som en selvfølge. Der efterlades altså ikke megen – om nogen – tid til andre økonomiske teoriretninger.”

Det er dybt forunderligt, at dette kan skrives af personer, som har læst denne bog. I MT er der i alt 20 kapitler samt en epilog. Heraf er to indledende, fire omhandler (neo)klassisk teori, herunder også en gennemgang af elementære forhold som pengevæsen, betalingsbalance og valutamarkeder mm. Altså kun en beskeden del af bogen.

Hertil kommer to kapitler om vækstteori; fem(!) kapitler om keynesiansk konjunkturteori; tre kapitler, hvor spørgsmål som stabiliseringspolitik, statsgæld og valutaunioner; og endelig fire kapitler om henholdsvis forbrugs- og investeringsteori samt teorier om pengemarkedet og konjunkturer. Disse sidste kapitler omhandler mange forskellige teorier, herunder også keynesianske.

mao4_s23

Og lad os gætte: Hvem er den mest citerede økonom i MT? Rigtigt: John Maynard Keynes, som slår alle andre suverænt.

Debatindlægget afspejler altså på ingen måde et reelt problem med denne lærebog. Men det bliver værre. Det hedder i indlægget: ”Ifølge de neoklassiske modeller agerer virksomheder, forbrugere og politikere på et marked, hvor de via rationelle overvejelser må allokere deres ressourcer bedst muligt for at tilfredsstille deres præferencer. De neoklassiske modeller betragter … samfundet som et aggregat af egennyttemaksimerende aktører …”. Denne påstand høres ganske ofte i påfaldende enslydende formuleringer. Det er også i vidt omfang korrekt. Men det er langtfra enestående for ”neoklassisk teori”.

Det samme gælder fx for den keynesianske forbrugsfunktion og mange andre adfærdsrelationer i makroøkonomiske modeller. Ovennævnte er reelt en kritik af den stråmand, som debattørerne har lavet af neoklassisk teori – ikke en kritik af undervisningen på Statskundskab.

Endelig kritiseres undervisningens miljøbevidsthed: ”… der er ekstremt lille fokus på … miljøudfordringer. … Man medregner ikke, at der kan være grænser for, hvor stor økonomien kan være, eller hvor store mængder forurening man kan udlede.” Hvis man har læst pensumartiklen Mortensen og Andersen: ”Bæredygtighed og økonomi: Teori og Praksis”, er det højst besynderligt, at man kan formulere sig som ovenfor. Denne artikel har netop fokus på bæredygtighed, herunder også hvorvidt der er grænser for vækst.

Alt dette sagt er det jo en god idé at forholde sig kritisk til pensum og undervisning i økonomi. Finanskrisen, klimaforandringerne, velfærdsstatens udfordringer og fordelingspolitikken skaber nye behov og muligheder i økonomiundervisningen. Det er også korrekt, at nogle alternative teorier ikke behandles ordentligt i pensum, herunder fx den postkeynesianske og den østrigske skole og alternative vækstteorier.

Men kritikken må tage udgangspunkt i den faktiske undervisning, ikke i en stråmand, som er konstrueret til lejligheden. Jeg vil derfor slutte med at opfordre debattørerne og alle andre involverede til at komme igen med konstruktiv kritik og løsningsorienterede forslag.