Alle artikler af Johan Spanner

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Fotograf: Johan Spanner

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Johan Spanner, kandidatstuderende, er taget på udveksling til Beirut. Både by og universitet har en blodig fortid, og nutiden er også præget af store konflikter. MED ANDRE ORD bringer her en beretning fra et udvekslingsophold i en by på sammenbruddets rand.

Mange forbinder nok stadig Libanon med den lange, komplicerede og brutale borgerkrig, der fandt sted mellem 1975 og 1990 samt Hezbollahs krig mod Israel i 2006. Og langt flere associerer nok snarere Beirut med militante grupper og kalasnijkovs end med akademisk uddannelse. Imidlertid ligger der flere udmærkede universiteter i hovedstaden, blandt andet The American University of Beirut (AUB), hvor jeg tilbringer dette semester.

Tilbage til Mellemøsten

Jeg havde længe ønsket at tage et arabisk sprogkursus samt genoprette forbindelsen lidt til Mellemøsten, hvor jeg havde opholdt mig en del inden studierne på Statskundskab. I juni landede jeg derfor i Beirut for at deltage i et intensivt sprogkursus i arabisk, der i parentes bemærket jo ikke bare er arabisk. Der findes det officielle sprog, moderne standardarabisk, som anvendes i alle Den Arabiske Ligas 22 lande, og så findes der lokale, forenklede dialekter, som er dem, der reelt anvendes i daglig tale. Kurset kørte i syv uger frem til starten af august.

Det bureaukratiske benarbejde

I slutningen af august startede mit semester så på AUB. Eftersom der ikke eksisterer nogen udvekslingsaftale mellem Statskundskab og AUB, havde jeg selv sat opholdet op hjemmefra. Det var mere simpelt end forventet, men det krævede dog en del bureaukratisk benarbejde, først i København og senere i Beirut, samt en engelsktest. Sprogtesten var ikke særligt svær, men skulle afvikles den første uge af semesteret. Den kom dermed tidsmæssigt i vejen for, at jeg kunne melde mig på fag den første uge af semesteret.

Efter en veritabel odyssé rundt på universitetets kontorer lykkedes det endelig at løse den gordiske knude og få meldt mig på fagene, inden holdene blev fyldt op. Dermed kunne jeg også overføre en masse penge i tuition. Noget af det kommer forhåbentlig tilbage igennem mit udlandsstipendium, men som dansk studerende er man jo ikke vant til at se, hvad det hele koster. Derefter kunne jeg så kaste mig over at skaffe papirer og dertilhørende stempler fra forskellige instanser til min opholdstilladelse. Bureaukratiet hernede har franske rødder, og det fornægter sig ikke.

Høj standard

Udbuddet af kandidatfag inden for ren political science er lidt smallere, end det tilsvarende ville være i Danmark, formentlig da de følger det amerikanske universitetssystem. Der er derfor væsentligt færre kandidatstuderende end bachelorstuderende. Generelt set er standarden på kurserne høj, og universitetet tiltrækker med sin status som ét af de bedste i regionen også gode undervisere udefra med mod på nogle år i felten. Der er et højt aktivitetsniveau i undervisningstimerne og gennem hele kursusforløbet – igen formentlig efter amerikansk forbillede. Man har hele tiden et hav af præsentationer, memoer, reading journals og midtvejsafleveringer, så man er relativt hårdt spændt for. De fleste finder dog stadig tid til at gå ud i byens berømte natteliv.

Før borgerkrigen var byen berømt for at trække jetsettere fra hele verden til, og en del af extravagancen hænger stadig ved. Publikum følger imidlertid de politiske vinde i regionen, og med den nuværende regionale magtkamp mellem Saudi-Arabien og Iran kommer de saudiske prinser ikke længere og drysser oliedollars ud over hoteller, restauranter og skønhedsklinikker.

Det bedre borgerskab

Campus ligger smukt med udsigt over Middelhavet på toppen af en skråning ned mod cornichen, den boulevard, der følger kystlinjen rundt i Beirut. AUB er et privilegeret universitet, som fungerer på private vilkår, og man læser derfor sammen med det bedre borgerskab i et samfund, der er ekstremt klassebevidst. I en by, der er mere end normalt optaget af udseende, kom det derfor ikke som den store overraskelse, at mange lige havde fået ‘lavet’ næsen inden studiestart og derfor gik rundt med store hvide plastre. Der var nok også lidt status i at kunne vise det frem.

Opskriften på det totale sammenbrud

AUB gik ikke fri af borgerkrigen. Præsidenten og to dekaner blev likvideret på campus. Granater slog ned med jævne mellemrum, og hovedbygningen blev sprængt i luften efter 1990, hvor parterne egentlig havde strakt våben. Det er lidt vilkårene. Libanon er et lille land, der både har grænser til nogle af de mere aggressive magter i regionen og rummer ikke-statslige aktører med alliancer andetsteds i regionen.

Kort ridset op er Libanon med sin befolkning på kun 4,2 mio. hjemsted for 18 anerkendte sekter, kristne såvel som muslimske, og har et politisk system, der er bygget op konfessionelt, så topposter og ministerposter er reserveret efter sekt. Dette sikrer, at ingen af sekterne kan få overtaget, men systemet er genstand for tilbagevendende konflikter, da det ikke afspejler den nuværende befolkningssammensætning.

Det skyldes især, at fordelingen er baseret på den seneste officielle folketælling, som blev foretaget i 1932. Herudover er landet hjemsted for nogle hundrede tusinder palæstinensere, der blev fordrevet ved staten Israels oprettelse i 1948, hvoraf størstedelen stadig bor i særlige lejre, hvor de ikke nyder de samme rettigheder som landets egne borgere.

Senest er der med konflikten i Syrien kommet mellem halvanden og to millioner syrere over grænsen. De fleste af dem bor i forskellige lejre af mere eller mindre organiseret karakter, mens de mere velbemidlede har taget ophold i byerne, hvor de har bidraget til at presse knaphed og priser på boliger op.

Mange har fundet en plads i servicesektoren på et ureguleret arbejdsmarked, der i forvejen i høj grad har baseret sig på importeret, sydøstasiatisk arbejdskraft. Det har ydermere lagt ekstra pres på en nedslidt, ineffektiv og korrumperet infrastruktur, så folk i dag klager over, at der er flere strømafbrydelser, end der var under borgerkrigen.

Der er også store problemer med drikkevandssystemet og tilbagevendende sammenbrud i renovationssystemet, som medfører, at skraldet i perioder hober sig op i gaderne. Når man tilmed ikke har kunnet blive enige om at indsætte en præsident, efter at den sidste periode udløb i 2014, så lyder det som opskriften på det totale sammenbrud. Kønt er det heller ikke. Korruption og nepotisme er udbredt, og landet ligger nr. 123 på Transparency International med en score på kun 28 ud af 100. At landet ikke er brudt helt sammen under det seneste pres, er lidt af et mirakel.

Det hele værd

Egenbetalt tuition, saltvand i hanerne, skrald i gaderne, og hvad der kan synes som en evig trafikprop til trods, er det dog klart dét værd. Fagligt er niveauet højt, campus samler folk fra hele verden, og det er bare en anden oplevelse at læse om international politik i Mellemøsten, når man dagligt støder på de førte politikkers menneskelige konsekvenser i egne gader, og Damaskus blot er lidt over 100 km væk.

Jesper Tynells bog Mørkelygten fortæller historien om den politiserede praksis i centraladministrationen. Vi mødte den tidligere Cavling-vinder til en snak om bogen, og hvad vi kan lære af den her på embedsmandsfabrikken.

Mørkelygten: Livet i embedsværket

Jesper Tynells bog Mørkelygten fortæller historien om den politiserede praksis i centraladministrationen. Vi mødte den tidligere Cavling-vinder til en snak om bogen, og hvad vi kan lære af den her på embedsmandsfabrikken.

Bladets udsendte lægger ud med at stille Jesper Tynell den urimelige udfordring at koge sin bog ned til tre sætninger. Et par dybe vejrtrækninger, en tænkepause og et par grin senere tager han hul på den første:

”De sager, jeg gennemgår, viser, at embedsmænd til en vis grad regner baglæns, når de skal frembringe beslutningsgrundlag til Folketinget og offentligheden med henblik på at sælge skiftende regeringers politik.”

”Min gennemgang af reglerne på området viser, at selvom man måske bliver forbløffet over nogle af de forhold, man kan læse om, så ligger langt det meste inden for rammerne af dét, der i dag er embedsmandens pligt.”

”Så kommer sætning tre.” Han griner igen og klemmer mest muligt ind i sin sidste sætning:

”Men der eksisterer en stor interesse i at fremstille embedsværket som om, at det ikke er dets pligt at bære og tjene enhver siddende regering – og i stedet udlægge det som embedsværkets ansvar at tjene Folketinget og offentligheden ved at være partipolitisk neutralt og levere saglige, sande oplysninger og holde sig inden for loven,” siger Tynell og gør det med en sidste bisætning klart, at det ikke er sådan, arbejdsbeskrivelsen for en embedsmand lyder i dag. I hvert fald ikke i den forstand, vi forstår ordene – eksempelvis ’partipolitisk neutralitet’.

Af hans forklaring fremgår det nemlig, at partipolitisk neutralitet i realiteten betyder næsten det modsatte af at fremlægge sagerne neutralt for vælgerne og de folkevalgte: At det kun forventes, at embedsmanden kan lade sin egen partipolitiske holdning ligge derhjemme – men at han til gengæld til enhver tid skal kunne formulere fakta og rapporter, så de understøtter den siddende regerings politik. Også selvom regeringens politik måtte stride imod de faglige konklusioner, som embedsværket selv er kommet frem til. Det har den konsekvens, at der ofte skal håndplukkes tal og fakta, der støtter lige netop den løsning, man arbejder frem imod. Man regner kort sagt baglæns i forvaltningen.

Den demokratiske styringskæde knækker
I bogen citerer Tynell således en embedsmand for at sige, at det er lige før, at spindoktorer nu er overflødige. En stor del af embedsværket arbejder efterhånden så loyalt for de siddende regeringer, at det gerne medvirker til at fordreje virkeligheden over for både Folketing og befolkning. Derved lægger embedsværket sig i selen for at sikre både indflydelse og genvalg for regeringen.
Ifølge Tynell gør det, at den demokratiske styringskæde knækker. Det gør den, idet regeringen ikke instruerer embedsværket, fordi den har et demokratisk mandat, men tværtimod instruerer det i at levere fakta på en måde, hvormed den kan opnå et demokratisk mandat. Altså at regeringen beder om at få skrevet notater, der gør, at Folketinget stemmer for noget, som de, hvis de havde været reelt oplyst om sagernes rette sammenhæng, ville have stemt imod.

”Som embedsmand i dag – og nu er det jo kommende embedsmænd, der er læsere af dette blad,“ siger han og fortsætter, “– må man regne med at blive mødt med forventninger om, at man skal være villig til at gå ret langt i bestræbelserne på at hjælpe regeringen med at fremstille verden i dens billede. Samtidig skal man være klar over, at hvis helvede bryder løs, risikerer man i høj grad at komme til selv at bære byrden.”

Ansvarskæden i forvaltningen
Selvom underordnede embedsmænd har pligt til at adlyde ordrer fra deres overordnede, kan det være overordentlig vanskeligt at føre ansvaret op igennem kæden igen. Tynell peger på, at der for eksempel ikke eksisterer et klart formelt krav til, hvordan en ordre i forvaltningen skal udformes. En venlig anmodning kan efter omstændighederne skulle betragtes som en ordre. Derved vil en overordnet embedsperson ofte kunne undskylde sig med, at vedkommende ikke har givet ordre til en klart ulovlig handling, men blot fremsat en venlig forespørgsel og derfor er uden ansvar. Den underordnede embedsmand kan samtidig henholde sig til, at han handlede efter ordre, og dermed er ansvarskæden knækket og ansvaret forsvundet.

Dertil kommer, at overordnede embedsmænd langt hen ad vejen kan hævde, at de ikke havde tilstrækkelig kendskab til den lovgivning, deres medarbejdere forvalter. Det får Tynell til at udbryde, at ”uegentlige retsvildfarelser diskulperer!“. Med det henviser han til det juridiske forhold, at embedsmænd ikke kan sanktioneres for forsætligt at bryde loven, medmindre det kan dokumenteres, at de udmærket kendte reglerne. Her er det for eksempel anderledes end inden for strafferetten, hvor ukendskab til straffeloven ikke tjener som undskyldning i en straffesag. Og da vi samtidig ikke har tradition for at straffe embedsmænd, der lyver over for eksempelvis en undersøgelseskommission, er det i reglen muligt at slippe for ansvar for at bryde reglerne forsætligt ved at påstå, at man ikke havde tilstrækkelig kendskab til den lovgivning, man var sat til at forvalte.

Embedsmænd er samtidig underlagt en vidtgående lydighedspligt. Det betyder populært sagt, at en departementschefs ordrer ofte rækker fra Slotsholmen og helt ud til statslige styrelser ved Vesterhavet. Hvis en minister eller topembedsmand har behov for en bestemt konklusion i en rapport, kan der langt hen ad vejen udstikkes en sådan ordre helt ud i de yderste forgreninger af embedsværket, hvor man i reglen er forpligtet til at adlyde. ”Problemet er, at regeringsapparatet på nogle områder har vidensmonopol på at beskrive virkeligheden,“ siger Tynell og fremhæver, hvordan regeringen både sidder på forvaltningen og fremstillingen af forvaltningen. Derfor kan det være vanskeligt for alternative synspunkter at komme til orde og få den nødvendige vægt til at fremstå som legitime. Han uddyber:

”Særligt fordi ministre ofte gør det, at de siger ’det er vores kronjuristers konklusion’, eller på anden vis bruger en besværgelse om, at ’det har jeg ikke haft noget med at gøre’.”Besværgelserne går igen i flere af sagerne, og med dem bedyrer afsenderen, at noget er politisk upåvirket og objektivt. Tynell fortsætter med en underspillet anbefaling: ’’Der kan man i hvert fald som avislæser tænke, at når den besværgelse kommer, så skal man lige være lidt opmærksom“. Han ler igen.

Fakta-neurotikeren
Bogen er bygget op omkring sager, Tynell gennem sit arbejde som graverjournalist på P1’s Orientering har fået aktindsigt i. På baggrund af disse dokumenter kontaktede han efterfølgende embedsmænd og interviewede dem anonymt omkring sagerne. Aktindsigterne havde han fået, inden den nye – og på flere punkter mere restriktive offentlighedslov – trådte i kraft i 2014. Adspurgt om denne bog kunne laves i dag, svarer han prompte, at det kunne den ikke:

”Det ved jeg med sikkerhed, fordi netop de papirer, der indgår i de allerførste kapitler, har været forelagt Justitsministeriet, og ministeriet har under lovbehandlingen svaret, at der ikke længere ville være ret til aktindsigt i disse dokumenter.”

Netop papirsporet er afgørende for Tynell, der både har læst til civilingeniør og historiker og tydeligvis har bragt metodeelementer fra begge uddannelser med i sin tilgang til journalistikken. For ham er det vigtigt, at bogen er baseret på både dokumenter og embedsmænds udsagn, som udbygger og understøtter hinanden. Han går så langt som til at kalde sig selv fakta-neurotisk, da vi kommer ind på samfundsdebatten, og følger op: ”Hvis man diskuterer, om Jorden er flad eller trekantet, og der ikke er nogen, der har set fotografier af den endnu, bør man som minimum bede folk føre bevis for deres påstand på en eller anden måde.”

Og med Mørkelygten har han i hvert fald gjort sit for at lægge et solidt grundlag for en oplyst diskussion om embedsværket.