Alle artikler af Jon Kjellund

Lasse Marker tiltrak sig opmærksomhed, da han på historiestudiet bestod en kandidateksamen med blot 28 timers forberedelse. MED ANDRE ORD møder ham til en snak om undervisning, ambitioner og samfundsånd

Ambitionsniveauet halter på KU

Lasse Marker tiltrak sig opmærksomhed, da han på historiestudiet bestod en kandidateksamen med blot 28 timers forberedelse. MED ANDRE ORD møder ham til en snak om undervisning, ambitioner og samfundsånd

Lasse Marker er om nogen en profileret statskundskaber. Han har tidligere læst dansk og historie og sidder i chefredaktionen på nyhedsmagasinet RÆSON. Efter endt uddannelse på statskundskab er han i dag radiovært på Kulturknuserne på P1. Senest var Lasse Marker i nyhedsorkanens øje med historien om, at det skulle være umuligt at dumpe inden for humaniora. Med blot 28 timers arbejdsindsats bestod han kandidatens 15 ECTS-point på historiestudiet.

”Aldrig er jeg af så mange mennesker og på så kort tid blevet kaldt et geni. Kritikerne af mit eksperiment mente ikke, at det var en skandale, at jeg kunne bestå et kandidatfag stort set uden at lave noget. Jeg arbej-der som journalist og burde derfor have så meget viden, at jeg selvfølgelig ville kunne bestå. I Radio24syv udfordrede prodekanen på KU mig til at gå til en ny eksamen. Han mente, at det først ville være skandaløst, hvis jeg kunne bestå et kandidatfag i oldgræsk stort set uden at forberede mig. Det fortæller alt om ambitionsniveauet på KU”.

”Jeg angreb taxameterordningen, fordi jeg mener, at den giver et negativt incitament til bare at lade folk bestå. Det kan være svært at bevise. Men Henrik Dahl skrev efterfølgende et indlæg i Weekend Avisen, hvor han understregede, at fordi universitetet er en offentlig institution, har alle krav på at blive behandlet lige. Derfor kan man ikke som enkelt censor stille skrappere krav, da de stude-rende i så fald ville blive uretfærdigt behandlet. Det er et collective action problem. Selvom der måske ikke er et formelt krav om at lade folk bestå, er der i hvert fald blevet skabt en kultur, hvor man ikke dumper”

Så meget for humaniora, men hvordan opfatter Lasse Marker sit skifte fra humaniora til statskundskab?

”Jeg oplevede et meget stort skifte. På statskundskab tager folk det mere seriøst og bruger flere timer på studiet. Jeg oplevede det på egen krop i forhold til karaktererne, da jeg med en arbejdsindsats, som jeg ville få 12 for på dansk, kun fik 7 på statskundskab. Det er et problem, at lige meget, hvor godt eller dårligt et hold er, så skal man have en normalfordeling.”

Ifølge Marker er der en markant forskel på niveauet mellem fakulteterne. Grunden til forskellene er ikke forskelle i fakultetsunderviserne eller lektorernes niveau, men synes snarere strukturelt forankret.

Større krav om aktiv deltagelse
Undervisningsstrukturen på de danske universiteter har historisk dybe rødder, og er inspireret af den tyske model. Her prioriterer man ikke deltagelse og løbende afleveringer lige så højt, som man gør på universiteterne i USA og England, hvor den studerendes engagement i undervisningen afspejler sig i den endelige karakter. Er dette en måde, hvorpå man i USA holder folk til ilden og undgår førnævnte tendenser?

Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler… og det er indbegrebet af at være dansk.

”Hvis det er et fuldtidsstudium, og det skal legitimeres, at man får SU, kan man godt stille krav om, at folk forbereder sig, da det også gør de andres udbytte større. I Kulturknuserne foreslog en af vores paneldeltagere, Asger Agger, direktør for forandringsbureauet Works, at man gør 30 % af den enkeltes karakter afhængig af den aktive deltagelse i undervisningen, ligesom man gør på nogle studier på Harvard. Det tvinger folk til at være aktive i undervisningen, og de dygtige elever får samtidig mere ud af den tid, de er der. Omvendt er det ikke nødvendigvis undervisernes ansvar. Jeg synes, jeg har oplevet, at undervisernes niveau er rigtig højt. Både på dansk, historie og statskundskab. Jeg vil have svært ved at se, hvordan de skulle prøve at tvinge de stude-rende til at bestille mere. Det er ikke deres opgave.”

Behov for kulturfornyelse
Og nu til samfundsånden. Lasse Marker påpeger, at hvis vi har et universitet, hvor man kan bestå uden at lave noget som helst, går det ud over alle – også dem, der laver noget. På de lange linjer mener han, at det har en del at gøre med generelle tendenser i samfundet.

”Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler. Og det er indbegrebet af at være dansk. Den franske filosof Dominique Moïsi har sagt, at den største fare for Europa er, at vi holder op med at stille krav til os selv og til hinanden. Vi er ved at lulle os selv i søvn. Det er også knyttet til vores jantelov. Det mest stillede spørgsmål, jeg får, når folk hører, hvor meget jeg arbejder, er: ”Har du ikke et liv?” Det fortæller alt om vores kultur. Kristian von Bengtson, som er med i vores panel i Kulturknuserne, sagde i en af vores udsendelser, at vi siden 60’erne har kæmpet for at arbejde så lidt som muligt. Det gav rigtig god mening, dengang vi havde en arbejdsuge på 48 timer. Problemet er blot, at det er kammet over. Vi har en officiel arbejdsuge på 37 timer, men den sidste opgørelse viser, at vi kun arbejder 34 timer. Hvis vi har en mentalitet, hvor vi kæmper for at lave så lidt som muligt, og vi samtidig allerede er nede på 34-37 timer om ugen, så har vi et problem.”

Dette er ifølge Lasse Marker et generelt fænomen, der ikke blot omhandler studerende. Fx var hele debatten om Dovne Robert og Fattig Carina præget af, at man slet ikke talte om indsatsen fra dem, der allerede tager del i arbejdsmarkedet.

”Jeg synes, at debatten burde have handlet om dem, der har et job. Hvad laver de? Ikke ret meget. Man bør først stille krav til sig selv, før man gør det til andre.”

I forhold til, hvad man konkret kan gøre nu og her for at forbedre universitetet, opfordrer Marker til et højere niveau og større deltagelse.

”Hvis vi mener det alvorligt, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, så skal vi ikke give de studerende bjørnetjenester ved at lade dem bestå, når niveauet ikke er højt nok. Dernæst tror jeg sagtens, at man kunne lave en model, hvor 30 % af din karakter er afhængig af, hvor meget du har bidraget til de andres læring i løbet af semesteret. Det vil gøre de studerende afhængige af hinanden, og det vil måske kunne skabe en kultur, hvor man laver lidt mere end i dag.” ♦

Hvordan blev Europa Europa?

Hvordan blev Europa Europa?

Har politologien forstået europæisk statsdannelse og tidlig statsadfærd rigtigt? Bartlett og The Making of Europe

I The Making of Europe: Conquest, Colonization and Cultural Change 950-1350 beskriver Robert Bartlett en model for en revolutionerende udvikling i den europæiske middelalder, der har haft afgørende betydning for senere politologiske fortolkninger af europæisk statsdannelse. For statsundskabsstuderende er bogen især guf, da den er et narrativ, der er fuldstændig anderledes end det, vi er vant til, men samtidig på et unikt højt og spændende niveau. Derfor blev Med Andre Ord motiveret til en anmeldelse af Bartletts bog fra 2003.

Bartlett beskriver en samfundsmo-del, hvor polity og agency findes på mange samfundsniveauer såvel som i lokale og transregionale institutioner. Hvad der gør denne sociale og politologisk ekstremt institutionelle model så exceptionel er, at det europæiske samfund på denne tid, i dens genopfindelse af sig selv, går fra at være ét til noget andet. Nemlig et samfund med magtkamp mellem aktører i en søgt realistisk forstand til et gennem-institutionaliseret samfund, hvor fællesnævneren er det at være la-tinsk kristen snarere end at være en given territorial suveræns subjekt. Denne genopfindelse er baseret på en bred vifte af institutioner, der lader til at være opstået som et følge af en art ”clash of opportunities”.

Magt baseret på ejendom
Det hele starter med, at der finder en bevægelse sted væk fra ’raiding’ som måden, hvorpå der opnås kulturel og politisk kapital, hen mod magt baseret på kontraktligt ejerskab af jord. Et ejerskab, som gøres arveligt udelukkende inden for de nærmeste medlemmer af et på dette tidspunkt helt nyt fænomen; kernefamilien som social institution.

Dette skal forstås i modsætning til den klanagtige institution, som raiding var et udslag af. Raiding er den oprindelige måde i alle kulturer at udtrykke dominans og status på. Raiding skal blot ikke forstås som rettet mod at tilrane sig ejendom, hvorved vi også har forklaringen på, at alt lige fra hunnerne til mongolerne, alle, ender med at ekspandere for derefter i en integration at forsvinde ind i de besatte kulturers eliter; de vinder statusen, men ikke det sociale system.

Det europæiske samfund tværtom, begyndende med de karolingiske bosættere i Frankrig og Pave Leo III’s kroning af Karl den Store, vælger ifølge Bartlett istedet noget nyt; at basere og bibeholde magt og elitestatus gennem det at have jord som ejendom. Istedet for f.eks beskatning, som hos araberne, eller gavegivning og slavehold, som hos de gamle grækere. Derved er det ’feudale’ system født.

Denne fundamentale institution – ejendommen – er ifølge Bartlett den uafhængige variabel par excellence i europæisk, historisk stiafhængighed.

En dynastisk model fødes
Institutionen består dels af den la-tinske kirkes indførelse af primogenitur (at førstefødte søn arver al kernefamiliens ejendom på ALLE niveauer af samfundet) i det la-tinsk-kristne samfund, hvilket blev støttet af den frankiske kejser. Og dels af, at landbaseret ejendomsret medfører, at tidligere romerske militære og bureaukratiske titler, såsom dux, prins eller kejser, bliver arvelige samt bundet til jord, og vi får fænomener som hertug Vilhelm Erobreren. Den dynastiske model for administration og koncentration af magt og indflydelse er født. En model der videreføres til ALLE niveauer af samfundet gennem den nyskabende latinske kirke, en international korporation i ordets forstand. Her uddannes og arbejder de adeliges anden- og tredjefødte sønner – bekvemt nok under et cølibat-bud for at undgå, at kir-ken skal miste ejendom ud fra den samme dynastiske logik gennem jordafståelse til dens agenters nu illegitime sønner.

Der sker altså et nybrud, blandt andet pga. et ønske de germanske stammer imellem om stabilisering, blandt andet som et bolværk mod raid-kulturer på Kerneeuropas rande, f.eks hos vikingerne eller de almoraviske arabere i Spanien. Lokale, hurtige militser til hest (riddere) med et ejendomssforhold til det lokalområde, der bliver udsat for angreb, viser sig at være et bedre og billigere værn end stående hære, en lektie, byzantinerne med deres romerske tilgang aldrig får lært.

Denne dynastiske model baseret på førstefødt arveret leder til, at alle på denne tid potentielt kan kræve en titel – blot ikke fra andre latinsk-kristne europæere. Nej, de kan kræve den, men det skal være fra nogen uden for den kontrakt-ligt indbundne europæiske kultur. Og her ser vi og Bartlett ´Vilhelm Erobrer-mønstret´ igen og igen i europæisk historie; Koloniseringen af randområder rundt om Kerne-europa af ikke-førstefødte sønner, startende med Irland, Østtyskland og de slaviske regioner og sluttende med korstogene i Levanten og Portugals begyndende handelskolonier.

Både byerne og kirken følger i denne bevægelse konsekvent direkte i kølvandet på disse ’aristokratiske pionerers’ ekspansion, og i nogle tilfælde endda før. Bartlett forklarer overbevisende, at gennem kirkens legitimisering af begrebet arvelig ejendomsret, og aristokratiets respekt herfor pga. dens stakeholderstatus, finder vi også forklaringen på den hurtige omvendelse af de danske, svenske og polske kongeslægter: De omvender sig for at opnå ekstern og, ligeså vigtigt, intern sikkerhed for deres dynasti og besiddelser, såvel som for at opnå legitimeret ekspansion udi baltiske randområder. Selv de krige, der ses i Middelalderen mellem latinsk-kristne dynastier, er små og har clausewitzisk karakter af forhandling om arveretskontraktlige forhold.

Det er vigtigt at pointere, at denne kontraktkultur går igen på alle niveauer, og legitimisering og sikkerhedsliggørelse af ejendomsret leder bl.a. til et kulturelt originalt polity; den europæiske by. Bartlett viser elegant, hvordan tyske landsbyer helt ned på byplanlægningsniveau er anderledes end slaviske nabobyer, og bygget ud fra en helt anden, ejendomsretsbaseret, logik. De europæiske byer kopierer fra hinanden, ikke kun fra den aristokratiske og den kirkelige institution, men også ting såsom laugvæsen, handel og vægte bliver institutio-naliseret. I stedet for, at en stamme flytter sig fra A til B og udfylder et magttomrum, eller at en elite af beskyttere erstatter en anden, så eksporterer europæerne med deres kirkelige, adelige og urbane institutioner den fulde pakke af samfundsinstitutioner. Alt dette finder sted over en kort 200-årig periode i en region, hvor man kun via en livsfarlig rejse på flere måneder kan komme fra én ende til en anden af denne latinsk-kristne kultur.

Rig, parsimonisk model
Bartlett udvikler med The Ma-king of Europe en rig, men også en overraskende parsimonisk, model af et institutionelt revolutionerende samfund. Han forklarer overbevisende, hvorfor europæisk middelalderligt samfund på alle analyseniveauer ender med fundamentalt at genopfinde sig selv og ændre sine randområder i en kontinuerlig ekspansion, i stedet for at blive assimileret som så mange andre samfundsmodeller tidligere. En udvikling, der først stopper i Sydamerika, og måske endda ikke er stoppet endnu? Og derved giver The Making of Europe også anled-ning for den politologisk interesserede til at kritisere herskende teorier på forskningsområder i dag. Selv har jeg ikke fundet en mere overbevisende forklaring på f.eks vores fejlslagne invasioner af Irak og Afghanistan: Vi besætter et land uden at tilbyde en samfundsmodel af varig karakter. Transaktionsomkostningerne ved at engagere sig i den nye orden er af denne grund for høje for befolkningen, og afkastet er negativt efter tilbagetrækning, da vi, ligesom mongolerne, blot har erstattet en elite med en anden.

Og for debatten mellem realisme og institutionel liberalisme er budskabet fra Bartlett klart: De tager måske begge fejl. Hvis realismen skulle holde vand, skulle det kun være ved at føre dets aktørprincip helt ned på mindste mikroniveau hos de enkelte agenter for at forstå statsoutput, og derved ødelægger det sin egen makro-lovmæssighed. Og liberalismen har måske fat i noget men evner ikke at se, at det sidder fast i egen forblændelse af det rationelle (læs: europæiske) menneske. Ikke nogen ny kritik, men her blotlagt bedre empirisk forankret end mange en konstruktivistisk relativitet. For historisk interesserede giver den også overvejelser til enhver, der skulle have lyst til at nuancere ideen om, at det var en konfronterende dialektik mellem renæssanceborgerskab og fyrste, der var det egentlige skridt hen mod ”det europæiske”, eller det som mange europæere ynder at kalde ”det moderne”. I Bartletts fortolk-ning virker den snarere kooperativ end tvangsbaseret.

Derfor er der kun én ting at gøre. Hvis du en dag får nok af forvaltning eller økonomi og lidt for generelle teorier om international politik, så tag og læs The Making of Europe. Det er riddere og politologi på samme tid! Og find under læsningen ud af, hvad historieskriv-ning, når det er allerbedst, kan tilbyde statskundskabsfaget. ♦

Sprezzaturabegrebet er et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution

Finurlige tanker om sprezzatura og hvordan man vinder ved at virke ubesværet

Sprezzaturabegrebet er et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution

I denne udgave af MED ANDRE ORD beskrives begrebet sprezzatura som et antropologisk begreb, der rummer individers adfærd i en given institutionel sammenhæng af Mikkel Bjørn, fysikstuderende, der har været statskundskab forbi. Han finder begrebet oplagt til at beskrive en efter hans mening vis selvironisk og facadeopretholdende adfærd blandt statskundskabsstuderende. Han låner begrebet fra antropologen Cathrine Hasse. Hun definerer det som den enkeltes handleviden, dvs. viden om den personlige fremtræden og korrekte beherskelse af kulturelle koder – med gruppens anerkendelse til følge. Mangel på sprezzatura fremkalder symbolsk vold og i værste fald udstødelse af gruppen.

Lidt groft kan man kalde sprezzatura for kropslig (mode) og sproglig (indforståethed) handleviden, der værdsættes i en specifik institutionel sammenhæng, men ikke i en anden, inden for et overordnet samfund. Et eksempel kunne være Mikkel selv, der på statskundskab måske er blevet udsat for symbolsk vold pga. hans fysikersprezzatura, og nu – for at tage til genmæle – kommenterer vores statskundskabersprezzatura. Eller måske har han blot ret i sin analyse.

For Cathrine Hasse, som gjorde brug af begrebet i sit ph.d-studie af Niels Bohr Institutet, var det forbløffende, i hvor høj grad computerprogrammeringsevner, kendskab til science fiction og holdninger til Star Wars’ og Alien’s påstande om fysikkens love er nødvendig for at undgå symbolsk vold på fysikstudiet. For os kan statskundskaberens deltagelse i den lidt særlige fest- og professionskultur på studiet også være en sprezzaturaproblematiks genstandsfelt. Man kunne hævde, at summen af den statskundskabs-studerendes sociale interaktioner former den studerendes motivation for deltagelse, og medfører sprezzatura for nogen og, desværre, mangel herpå for andre.

Her er det oplagt at tage et nærmere kik på klasseaspektet. Hermed menes, at de nyankomne i et institutionelt fællesskab har forskellige erfaringsregistre at læne tilbage på, alt efter udgangspunkt, hvilket igen betyder forskellige muligheder for at tilegne sig sprezzatura. Den sociologikyndige læser vil sandsynligvis kunne se en parallel til Bourdieus strukturelt betingede habitusbegreb. Spezzatura er imidlertid et noget ældre og mere snævert begreb fra den italienske renæssanceforfatter Baldassare Castiglione, der floromvundet i sin Emma Gad-agtige bog Il Cortegiano beskriver det således: ”to practice in all things a certain sprezzatura [nonchalance], so as to conceal all art and make whatever is done or said appear to be without effort and almost without any thought about it.” Umiddelbart allerede ret statskundskabsagtigt. Men i Hasses opdaterede version betegner sprezzatura også det, der opstår i det særlige relationelle møde mellem en bestemt verdens positive evalueringer af bestemte handlinger og et bestemt individs inkorporerede handleviden. Det vil altså sige, at den nyankomne statskundskabsstuderendes erfar-inger fra studenterforeningen i Jylland og fra at være, f.eks, på toppen af et socialt gymnasiehierarki, kan være mere udslagsgivende end vedkommendes klasse. Og – i forhold til Bourdieu – måske mindre determineret, idet dynamikken dels udspringer fra den enkeltes agency.

Om end Hasse er antropolog og derfor per automatik måske udelukket af visse statskundskabere pga. hendes sprezzatura, så er hendes konceptualisering af begrebet et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution. Og begrebet kan måske også få dig til at spørge, om det sociale nogle gange måske stritter i en forkert retning (host drukrustur host). ♦