Alle artikler af Katrine Bundgaard Schow Madsen

Det skete!

Det skete!

Nyhedsbrevgate
Samtlige indehavere af en KU-mail blev tvangsindlagt til et virtuelt drama, da en desperat ansat ved SCEINCE prøvede at gøre det, som mange drømmer om, nemlig at framelde sig Uni-postens nyhedsbrev. Det endte med en akavet mailtråd med Caps Lock og vild tegnsætning á la udsagn som: ”HVAD HAR DET MED MIG AT GØRE???”

Nu med plads til hestevogn
Der herskede kaosagtige tilstande i gården på CSS, da studerende og ansatte skulle forsøge at finde plads til deres cykler, nu hvor hele indgangen til Kommunehospitalet lå begravet i brosten. Eftersigende er den nye indgang inspireret af den oprindelige plads, da hospitalet først blev opført. Vi glæder os over, at der nu endelig er plads til droschen.

Op på barrikaderne
I september blev det igen den tid på året, hvor regeringen og de studerende indgår i den rituelle capoeira-dans om besparelser på uddannelsesområdet. Regeringen siger, at de studerende er dovne, og de studerende råber generationstyveri. Så slår regeringen igen med en ny reform, og de studerende opfører deres næste træk på Rådhuspladsen og/eller Slotspladsen til tonerne af ”Dem, som ikke hopper, de elsker (indsæt nuværende uddannelsesminister)!”.

Kvinder med irritabel tyktarm søges til fokusgruppeinterview
Et nyt semester betyder nye, interessante opslag i de mange offentlige Facebook-grupper, som er tilknyttet tilværelsen som studerende på CSS og Statskundskab. Man kan dog være heldig at finde andet end praktikopslag og jobmuligheder i grupperne ”Statskundskab på København” og ”Faglige arrangementer på CSS”. Især studerende fra Folkesundsvidenskab leverer altid.

Trumpskapisme
Den amerikanske valgkamp har været leveringsdygtig i en omgang sublim underholdning dette efterår. Især Donald Trump har leveret så mange prisværdige oneliners, at man som dansker ikke kan lade være med at føle sig overlegen over for det pøbelvælde, som de har kørende på den anden side af Atlanten. Og så er det også meget sjovere at pege fingre af #TrumpTrain, end det er at tage stilling til det faktum, at Nye Borgerlige nu har indsamlet 20.000 underskrifter og derfor kan stille op til næste folketingsvalg.

Nej til nyt
Det udskældte Absalon-system havde dette semester fået en så gennemgribende ansigtsløftning, at det næsten ikke var til at kende. Og dog. Kritiske røster vil sige, at systemet stadig er lige så besværligt og lige så lidt intuitivt. Det bliver dog opvejet af det faktum, at det nye system har en panda på en ethjulet cykel som pauseskærm. We see what you did there, Absalon.

 

 

Forskerstafetten: The Islamic State’s Spectacle of Violence

Since 2014, the militant group known as the Islamic State (IS) has captured the imagination of the western public. My PhD project examines IS’s public display of violence, focusing on IS’s use of violent imagery and propaganda, as well as how the spectacle of violence created by the group has shaped western security politics.

On August 19, 2014, Al-Hayat Media Center, the Islamic State’s (IS) western-aimed media outlet, shared a video on the social networking platform Diaspora. The slickly produced video entitled “A Message to America” purported to show the beheading of the American photojournalist James Foley at the hands of a masked IS-fighter.

In the video, the IS-fighter — also known as Jihadi John — condemns the American government’s actions in Iraq and announces that the execution of Foley is in retaliation for the airstrikes ordered by US President Barack Obama on August 7, 2014. The actual beheading is not explicitly shown in the video. However, the video does show Jihadi John slicing Foley’s throat, followed by a shot displaying a beheaded body in a prone position with a head placed on the back, thus leaving little hope for Foley’s fate. Ominously, the video ends with the reappearance of Jihadi John, this time holding another kneeling hostage (the American photojournalist Steven Sotloff) and warning Obama that “the life of this American citizen depends on your next decision”.

I start this brief presentation of my PhD project with the image of James Foley and Jihadi John at the verge of engaging in a 21st century public display of violence, because this scene better than anything else encapsulate the theme of my research.

I started working on my PhD thesis during the summer of 2014—at the same time as IS burst onto the international stage via a steady stream of images and videos triumphantly displaying the group’s advances in the Middle East and fondness of publically executing its enemies. Due to my interest in the relations between visual politics, political violence, and power, IS’s imagery and mobilization of spectacular acts of violence presented a crucial case. Thus, I decided to spent four years of my life immersing myself in IS’s spectacle of violence.

Imagery, International Relations, and the Islamic State
My research activities are a part of ”Images and International Security”, a research project at the University of Copenhagen devoted to building new theory and empirical insights on how images influence international relations (www.images.ku.dk). The academic field of International Relations (IR) has only recently turned to the study of imagery and visual communication. Yet, imagery – and aesthetic politics more broadly – has been central to international politics for centuries.

From the gladiatorial spectacles over the fascist rallies to 21st century terrorism, the mimetic mix of image and violence has often proved to be more powerful than rational discourse. In an era of new media technologies, nonstop live-television broadcasts, and increased visual interconnectivity across borders, the importance of imagery for international politics is becoming increasingly manifest.

The individuals controlling IS’s media campaign seem to understand the power of imagery and aesthetic politics better than most. IS’s “tech-savvy” mobilization of visual media have both repelled and intrigued audiences far from the actual battlefield.

Since the launch of Operation Inherent Resolve (OIR), IS has suffered significant military defeats. The group has lost large territorial areas, including valuable resources and strategically important cities from Fallujah over Palmyra to Kobani. Yet, despite these defeats, the group’s international appeal and symbolic-expressive power, including its ability to create spectacles of violence and produce instant icons, has not necessarily diminished. As the debates following the recent attacks in Orlando (12/6/16), Nice (14/7/16), and Wurzburg (18/7/16) indicate, IS’s “brand” has become so powerful that its multiple media departments only have to disseminate a brief press statement — claiming responsibility, but providing no evidence — to get the group’s name attached to violent attacks.

Thus, IS is not only a militant group, operating on a territorial battlefield. It is also a visual, aesthetic phenomenon, operating on a representational, virtual battlefield. And the group’s international appeal, as well as its ability to attract attention, shape public representations, reach multiple audiences, and create spectacles of violence are not necessarily determined by its military performance. Thus, there is a need for engaging with the group’s activities on the representational, virtual battlefield, and on this battlefield images — particularly images of violence — are the strongest currency.

Examining IS’s Public Display of Violence
IS’s public display of violence has repeatedly been condemned as nihilistic destruction. Admittedly, it is tempting to conclude that individuals displaying deliberate cruelty against human bodies must be evil or just raving mad. However, the description of IS’s violent displays as senseless evil tends to obscure the group’s messages and power of attraction, and prohibits a deeper understanding of the logic, dynamics, history, and politics of the group’s practices and techniques.

Thus, a key aim of my project is to try to complicate, further, and re-politicize our understanding of IS’s violent imagery and propaganda. I do so by tracing the overall discourses, themes, and structure of IS’s media campaign. I conduct in-depth analyses of IS’s execution videos and videos inciting to terror. And I seek to draw out the logic, dynamics, and politics of IS’s spectacular displays.

Yet, the project is not just about IS’s imagery. It is also about the image of IS in the West. Since 2014, IS has gradually replaced al-Qaeda as the new public enemy and terrorist foe in many western societies. Often, IS is described as an exceptional evil—“beyond anything we have ever seen”—meriting a new, tougher counter-terrorism approach. Following, a key aim of my project is to examine how IS’s imagery and spectacular violent performances contributed to the constitution of IS “threat status” in the West. This also involves problematizing the public perception of IS – and the tendency to describe everything the group does as an exceptional event – by placing IS’s spectacle of violence in a broader historical-political context that reaches beyond the sensationalism.

In short, my project is about how IS mobilized violent imagery and displays of violence as a power strategy, as well as how the spectacle of violence created by the group has shaped western security politics. This particular focus enables the project to address a number of more general, yet increasingly pressing academic and political questions. Questions about how militant groups are becoming remarkably adept at establishing their presence and manipulating their impact through spectacular and often violent imagery. Questions about how acts of violence and their public visibility are intimately tied to power and political authority. And questions about how the global public sphere is being transformed due to accelerating global dynamics, including new forms of mediation and alterations of who controls what should be seen when, where, and how.

Tro, håb og Grønland

Is, der smelter og olie, der flyder. Grønland står over for store omvæltninger, der kan betyde både guld og forurenede skove for øen. Samtidig vender for få grønlandske færdiguddannede tilbage. MED ANDRE ORD har mødt to statskundskabsstuderende med grønlandsk baggrund.

Der står en hundeslæde midt i lokalet. Den er lavet i en klassisk træudskæring med høj ryg og slebne sider. Den tilhører en gammel tradition, men den står ikke i lokalet som et fortidslevn: I over 5000 år har denne type slæde fragtet grønlændere trygt over indlandsisen, og den er stadig et anvendt og nødvendigt led i infrastrukturen i Grønland.

I konferencelokalet på Hotel Arctic i september 2016 i den vestgrønlandske by Ilulissat virker hundeslæden som en kontrast til alt andet, øjet møder. Smartphones og iPads pryder bordene hos samtlige tilhørere, og kun enkelte er iført traditionelle anorakker. Omgivelser til konferencen om Grønlands fremtid, ’Next Step Greenland’, der er arrangeret af formandskabet for det grønlandske parlament, Inatsisartut, opsummerer den balancegang, som konferencen drejer sig om: Hvordan bevæger landet sig frem uden at vende ryggen til det, som var?

På tredjedagen af konferencen bevæger Aki-Mathilda Høgh-Dam sig op imod den fremsatte mikrofon, der tordner ud over de fremmødte ansigter. Modsat de andre deltagere og oplægsholdere er hun hverken politiker, forsker eller journalist. Hun går derimod på tredje semester på bachelordelen af Statskundskab på Københavns Universitet, og hun er blandt de absolut yngste i lokalet. Hun er taget til Ilulissat for at holde et oplæg, som hun har kaldt ’Stigut piukkunnarsassagut ilnuusuttalla sunik teinnikssassaqarpat?’. Direkte oversat betyder det ’Hvordan kan vi som samfund gøre os mere appellerende, og hvad har de unge at give til Grønland?”. Mens Aki-Mathilda taler, må hun flere gange stoppe op på grund af klapsalver fra salen.

Nye tider, nye udfordringer
At aktivere de unge borgere i det grønlandske samfund, som Aki-Mathilda Høgh-Dam understregede vigtigheden af i sin tale, kan synes særligt vigtigt, da landet står over for nogle udfordringer, som tidligere generationer ikke har oplevet. Mens klimaforandringerne hovedsageligt har sat sine spor i form af oversvømmede kældre og sommerhusture ødelagt af skybrud i det meste af det danske kongerige, repræsenterer denne miljømæssige omvæltning på én og samme tid en kæmpemæssig udfordring og en enorm mulighed for Grønland.

Fiskeri, Grønlands største eksport og en vigtig del af den grønlandske livsstil, er truet af mindsket fiskebestand som følge af varmere have. Samtidig er infrastrukturen, dyre- og plantelivet samt beboelsesområder truet af de stigende vandstande.

Men i takt med at indlandsisen, der dækker 80 % af landet, skrumper på grund af varmere temperaturer, og det i højere grad bliver muligt at foretage kommerciel sejlads i et stadigt mere isfrit hav, kan Grønland potentielt stå over for en ny æra med høj økonomisk aktivitet. Ifølge en undersøgelse foretaget af US Geological Circum-Arctic Survey findes 13 % af verdens uopdagede olie og 26 % af den uopdagede naturgas omkring Arktis. Naturressourcer, som ikke tidligere har været tilgængelige. Det samme gør sig gældende med minedriften i Grønland, hvor nye depoter med diverse efterspurgte råstoffer er blevet tilgængelige.

De nye økonomiske muligheder har fået snakken om selvstændighed til at blusse op igen. Dette fik den daværende 47-årige formand for Grønlands Landstyre, Aleqa Hammond, til i 2014 at udtale, at hun forventede, at uafhængighed kom i hendes levetid.

Hjerneflugt
Da Aki-Mathilda Høgh Dam på Hotel Arctic i Ilulissat talte om, hvorfor det er vigtigt at inddrage unge grønlændere i landets fremtid, adresserede hun indirekte Grønlands demografiske og uddannelsesmæssige udfordringer. Selvom Grønland kan bryste sig af titlen som verdens største ø, tæller den grønlandske befolkning kun 56.000 personer. Derudover havde 63,1 % af den grønlandske befolkning over 16 år i 2015 folkeskolen som højeste uddannelsesniveau ifølge Grønlands Statistik.

Den demografiske og uddannelsesmæssige udfordring bliver samtidig ikke mindre af, at mange veluddannede grønlændere bosætter sig i Danmark. I en rapport fra Grønlands Økonomiske Råd fra 2013 ses det, at godt 14.000 grønlændere, der bor i Danmark, men er opvokset på Grønland, har et højere uddannelsesniveau end den grønlandske befolkning i Grønland. Dette er særligt problematisk i forhold til den yngre generation, der i højere grad lader sig uddanne, men ikke altid vender tilbage til Grønland. I perioden 2004-2014 var der i gennemsnit 390 grønlandske studerende, som var indskrevet ved en videregående uddannelse i Danmark. Samtidig viste en rapport fra Departementet for Uddannelse og Forskning på Grønland fra 2012, at det i perioden 1980-2010 kun var 53,4 % af de unge grønlændere, der havde taget en uddannelse i Danmark, som vendte tilbage til Grønland.

”Jeg tror, at der er en del unge, der studerer i Danmark, som måske føler, at der er for mange problemer i Grønland, og det gider man ikke tage tilbage til”, fortæller Aki-Mathilda Høgh-Dam, da MED ANDRE ORD møder hende på Kommunehospitalet. Med sit lyse hår og blå øjne møder hun tit uforstående blikke blandt danskere, når hun siger, at hun er fra Grønland.

Mellem fortiden og fremtiden
Aki-Mathilda Høgh-Dam kommer ud af en dansk-grønlandsk familie, men hun har boet hele sit liv på Grønland, hvor hun fra en tidlig alder involverede sig i det grønlandske samfund. I fire år var hun en del af UNICEF-projektet NAKUUSA, der arbejder for børns rettigheder og mulighed for at blive hørt i et samfund, hvor en tredjedel af børn mistrives ifølge Unicefs egne tal. Da hun startede på Institut for Statskundskab, fik hun et studiejob for den tidligere formand for Grønlands selvstyre, Aleqa Hammond, og hendes parti, Siumut, i Folketinget. Hun er fast besluttet på, at hun bliver en del af de 53,4 %, der vælger at tage tilbage til Grønland, men hun forstår også den splittelse, som mange unge grønlændere kan befinde sig i, når de har afsluttet deres uddannelse.

”Der er selvfølgelig mange unge, som gerne vil hjem til deres familier. Men der er også en del, som efter at have boet i Danmark i seks år, begynder at føle sig hjemme her”, fortæller hun. ”Nogle studerende kan have fundet en kæreste og er begyndt at stifte en familie, og for andre kan Grønland måske føles lidt småt.”.

Aki-Mathilda Høgh-Dam krediterer selv sit politiske engagement til hendes involvering i NAKUUSA, men hendes dansk-grønlandske baggrund har også sat sine spor på hendes syn på Grønlands fortid, og hvordan fremtiden skal være anderledes. Hendes danske aner har ikke kun givet hende det lyse hår, men har også givet hende en førstehåndsberetning om den forskelsbehandling, danskere og grønlændere har oplevet på Grønland.

”Min mor, der er grønlandsk, gik i en grønlandsk klasse på hendes skole, hvor lærerne slog børnene og til tider var fulde. Min far, som tilhørte en dansk familie på Grønland, gik i en dansk klasse, hvor lærerne var bedre uddannet og ikke opførte sig sådan.”.

Dansk eller grønlandsk
Den danske kolonisering af Grønland, og de spor den har sat sig, har ikke blot været medvirkende til, at mange generationer af grønlændere, herunder Aki-Mathildas forældre, har oplevet en daglig diskrimination på baggrund af etnicitet. Den har også efterladt en stor del af den grønlandske befolkning med tilknytning til både Danmark og Grønland med rødder og familier på begge sider af havet. For en del danskere med grønlandsk baggrund eller grønlændere med dansk baggrund er det derfor ikke lige til, hvorvidt man identificerer sig som grønlænder eller dansker, samt hvor man som ung grønlænder vælger at bosætte sig efter endt uddannelse. Dette er tilfældet for den 5. semester samfundsfagsstuderende, Aviaaja Willesen, som har grønlandsk far og en dansk mor. Hun har boet på Grønland i otte år som barn.

”Jeg gik i dansk klasse i Nuuk, så jeg taler ikke grønlandsk flydende. Jeg føler mig mest som dansker, men det er på ingen måde, fordi jeg skammer over min grønlandske baggrund”, fortæller hun, da MED ANDRE ORD møder hende i Café Kommunen på CSS. Hun er en af de mange danskere med grønlandsk baggrund, hvor idéen om at ”vende tilbage” til den arktiske ø virker malplaceret. Da hun boede i Nuuk, blev hendes familie omtalt som ’danskerne’, da de hovedsageligt talte dansk mellem sig.

”Men jeg kan samtidig godt genkende følelsen af, at man som grønlænder kan føle sig forpligtet til at gøre noget for Grønland, især når man har en videregående uddannelse”, tilføjer hun og nævner, at hun som kommende gymnasielærer ikke vil udelukke at arbejde på et gymnasium deroppe i en begrænset periode.

Selvom Aviaja Willesen ikke ser sin fremtid i Grønland, har hun store håb for øen. Store dele af hendes familie bor der, og hun håber især, at den yngre generation, som hendes fætre og kusiner tilhører, vil blive bedre uddannet end tidligere generationer. Og det er allerede ved at ske, mener hun. Samtidig fortæller hun, at en af hendes søstre har planer om at flytte til Danmark, når hendes børn kommer i den skoleparate alder, da det danske uddannelsessystem har langt flere ressourcer end det grønlandske. Af den grund håber Aviaaja Willesen også, at den økonomiske vinding, som Grønland kan få, hvis der kommer gang i udvindingen af råstoffer, bliver brugt i uddannelsessektoren.

Gør SU-ændringer det profitabelt at blive?
Det er dog langt fra kun studerende med grønlandsk baggrund som Aki-Mathilda og Aviaaja, som er bevidste om vigtigheden af, at færdiguddannede grønlændere vender tilbage til Grønland. Det er en del af den officielle uddannelsespolitik for den Siumut-ledede selvstyreregering, Naalakkersuisut, at sikre, ”at grønlandske studerende, der studerer i udlandet, har de bedste betingelser for at vende hjem efter endt uddannelse.”.

Men denne plan er ifølge de grønlandske studerendes interesseorganisation i Danmark, Avalak (på dansk: Den, der er rejst), i fare for at blive saboteret af den danske regerings kommende SU-ændringer. Avalak, der blandt andet arrangerer jobmesser, som skal gøre de unge grønlændere bevidste om mulighederne på Grønland, har kritiseret Venstre-regeringen for, at de kommende SU-besparelser vil gøre det profitabelt for grønlandske unge at blive i Danmark. I forbindelse med, at uddannelsesstøtten på kandidatuddannelser bliver omlagt til et stipendium, er et beskæftigelsesfradrag for nyuddannede en del af forslaget. Dette forslag gælder dog kun for studerende, der finder arbejde i Danmark efter endt uddannelse. Ifølge Avalak kan det betyde, at endnu færre unge grønlændere vender tilbage, da der er en økonomisk gevinst i at blive i Danmark.

”Det hænger ikke sammen med Grønlands ønske om at få studerende tilbage til Grønland hurtigst muligt”, udtalte formanden for Avalak, Marie Kahlig 2. september 2016 til KNR, den grønlandske public service kanal. ”Det er en indirekte måde at belaste den grønlandske økonomi, som i forvejen har det svært.”. Det er den grønlandske minister for uddannelse, Nivi Olsen, ikke enig i.

”Jeg er ikke bekymret for, at de studerende ikke vil vende hjem, blot fordi de skal afdrage en mindre gæld”, udtalte hun til KNR ved samme lejlighed.

”Hvis ikke jeg, hvem så?”
Hvorvidt SU-ændringerne kommer til at forårsage, at flere grønlændere bliver i Danmark efter endt uddannelse, er endnu ikke til at vide. Men ifølge Aki-Mathilda Høgh-Dam kommer det til at kræve en mentalitetsændring i det grønlandske samfund, hvis unge grønlændere skal have lysten til at vende tilbage.

”Der er helt sikker mange unge grønlændere, der tænker: Fuck, hvor er der mange problemer, det gider jeg ikke tage tilbage til”, fortæller hun om unge grønlænderes forhold til de mange udfordringer, som Grønland står overfor. Og der er problemer, det ved hun godt. Men Grønland bør ikke konstant sammenligne sig med Danmark, hvor enhver sammenligning aldrig vil falde ud til Grønlands fordel. I stedet mener hun, at grønlændere i højere grad bør kigge på de andre inuit-folk, som lever i henholdsvis det nordlige Canada og den amerikanske delstat Alaska, og som har haft lignede oplevelser i fortiden og står over for mange af de samme udfordringer i fremtiden. Der er flere ligheder mellem den fælles inuit-kultur, mens den danske og grønlandske kultur er meget forskellig. ”Vi bør indrette os på en måde, som passer os, og som passer til vores kultur”, fortsætter hun.

For Aki-Mathilda er det resterne af den koloniale fortid, som endnu spøger, når alt grønlandsk er mindre værd end noget dansk, selv blandt grønlændere. Hun mener, at grønlændere desværre bruger for meget tid på at nedgøre hinanden, en pointe som hun også adresserede i en hendes tale til konferencen ”Next Step Greenland”. Og når der er under 60.000 borgere i landet, er det derfor endnu mere nødvendigt at stå sammen om at løse fremtidens problemer. Det lille befolkningstal kan også give et ekstra pres på unge, veluddannede grønlændere som Aki-Mathilda for at være bannerførere for forandring.

”Man kan godt få følelsen af, at hvis ikke jeg gør det, hvem skulle så?” afslutter hun. Men som tilhørerne i konferencesalen på Hotel Arctic oplevede, er hun en af dem, som ikke stejler ved byrden.

FORMIDLINGSPRISEN 2016

FORMIDLINGSPRISEN 2016

MED ANDRE ORD præsenterer i samarbejde med vores sponsorer FORMIDLINGSPRISEN 2016. Prisen har til formål at styrke den gode, akademiske formidling. Der er store (penge)præmier på højkant – og så får du mulighed for at styrke din skriftlighed!

 

Her på Statskundskab skrives der mange gode opgaver med ny og indsigtsfuld viden, som (desværre) ofte går i glemmebogen, efter at opgaven er blevet bedømt. MED ANDRE ORD lancerer derfor en ny kronikkonkurrence, hvor du som studerende kan afprøve dine formidlingsevner og samtidig udbrede de resultater, som du er nået frem til i en opgave.

Skriv en kronik med afsæt i en bedømt opgave – det kan være alt fra en tredagsopgave i National Forvaltning til en bacheloropgave eller et speciale – og send den til os. Du bliver først og fremmest bedømt på din evne til at formidle resultaterne fra din opgave.

Bedømmelsesudvalget består af dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, Lars Tønder, lektor ved Institut for Statskundskab og initiativtagerne til Formidlingsprisen 2016. Alle kronikker vil blive bragt på medandreord.dk, og de bedste vil blive bragt i den trykte udgave af bladet.

Der kåres tre vindere af konkurrencen. Præmierne er som følger:

FØRSTEPLADS: 5.000,- kr.

ANDENPLADS: 2.000,- kr.

TREDJEPLADS: Gavekort på 1.500,- kr. til DJØF FORLAG

Med Formidlingsprisen 2016 ønsker vi at sætte fokus på god formidling. Mange statskundskabere ender i ministerier og organisationer, hvor der skal formidles svært tilgængeligt stof for politikere såvel som borgere og medier. Det betyder i sagens sammenhæng også, at evnen til at formulere sig godt har en vigtig demokratisk funktion.

Vi håber, du har lyst til at være med til at sætte dine formidlingsevner på prøve! Så frem med pennen og send dit bidrag til konkurrencen inden den 20. oktober 2016 til formidling@medandreord.dk. Afvent kvittering. Dit bidrag må ikke overstige 6.500 anslag (alt inklusiv). Du bedes samtidig vedlægge den opgave, kronikken tager udgangspunkt i.

Vi høres ved!

-REDAKTIONEN

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

Det er blevet en fast bestanddel af mediebilledet anno 2016, at lektorer, professorer eller ph.d.er udtaler sig til medier i kraft af deres ekspertviden. Men hvad sker der, når universitetsfolk går fra at være objektive vidensformidlere til normative meningsdannere? Er det et problem eller en gave for den offentlige samtale?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

  • Tager Rune Lykkeberg pis på Politikens læsere?
  • Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere
  • Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål
  • Økonomismen invaderer os.

Ovenstående titler er eksempler på debatindlæg, kronikker og klummer, som er blevet bragt i Berlingske og Politiken inden for de sidste to år. Modsat mange andre forfattere til lignende indlæg er det hverken stressede gymnasieelever, småbørnsforældre eller ytringsfrihedsforkæmpere, der står bag. Forfatterne er derimod professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet: Peter Kurrild-Klitgaard, Marlene Wind, Peter Nedergaard og Tim Knudsen. De optræder alle sammen under deres professortitel.

Selvom der i indlæggene tydeligvis trækkes på en omfangsrig politologisk viden, så synes det svært at benægte, at der ligger et normativt budskab bag. Er det i orden at universitetstitlen, der angiver en høj rangering inden for universitetsmurene, bliver brugt til at ytre normative holdninger om samfundet uden for murene?

Viden er magt

Som professor har man unægteligt en høj grad af etos – og det med rette. Vedkommende har brugt utallige år begravet i tykke bøger og har en langt større viden inden for et specifikt fagområde end menigmand. Det giver samtidig en enormt magtfuld position, der gør det mere sandsynligt, at offentligheden lytter, når man stiller sig op på ølkassen. At blive associeret med oplysningens højeste instans er trods alt ikke alle forundt.

Statskundskabsfeltets karakter giver naturlig anledning til et tæt samspil mellem teoretikere og praktikere. Men hvor går grænsen mellem at repræsentere en anerkendt vidensinstans og egne personlige holdninger?

Hvad er tilladt?

Helt formelt er der en række regler for, hvornår ansatte må bruge deres titler offentligt. Det samlede rektorat på Københavns Universitet vedtog i februar 2007 et regelsæt for medarbejdernes ytringsfrihed og deltagelse i den offentlige debat. I dette regelsæt står der, at når en universitetsansat skriver en kronik, et debatindlæg eller lignende, som ligger inden for vedkommendes fagområde, bør både forskertitel og Københavns Universitet fremgå.

Under punktet Beskyttelse af universitetets troværdighed er det dog beskrevet, at hvis en ansat skriver et holdningsindlæg om et emne, der ikke falder inden for deres forsknings- eller fagområde, kan den akademiske titel bruges, men Københavns Universitet bør ikke nævnes.

Der gives ikke eksempler på tilfælde, hvor en ansat under ingen omstændigheder må bruge sin titel.

Af Universitetsloven § 2, stk. 3, fremgår det, at ”universitetet har pligt til at samarbejde, udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund samt tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.  Det er naturligvis vigtigt at stille viden og kompetencer til rådighed for det almene samfund i videreformidlingen af den forskning, som bliver produceret på de offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Men gælder det også indlæg, hvor der i højere grad fremlægges holdninger end ekspertviden?

En hårfin balance

Peter Nedergaard er en højt rangeret ansat på Institut for Statskundskab. Samtidigt er han meget aktiv i den offentlige debat. Han har siden 2012 skrevet klummer for Berlingske Tidende. Her leverer han hver anden uge et indspark, der indtil videre har dækket alt mellem den politologiske himmel og virkelighedens jord. Derudover har han bidraget til Politikens, Politikos og Jyllands-Postens meningsspalter. Alle steder optræder han under sin universitetstitel og med Københavns Universitet angivet som sin arbejdsplads. Da MED ANDRE ORD møder Peter Nedergaard på hans kontor, er det dagen før, at hans indlæg om kommunernes omprioriteringsbidrag udkommer. Er han mon bevidst om grænsen mellem holdning og faglighed, når han skifter Chr. Hansen auditoriet ud med den offentlige scene?

”Jeg forsøger altid at give det en faglig vinkel, når jeg skriver de her klummer”, fortæller han og understreger, at han ikke bruger formuleringer som jeg mener i sine indlæg.

”Jeg har en politologisk dagsorden i den forstand, at jeg synes, at statskundskab som fag i høj grad kan være med til at kvalificere den politiske debat”.

Samtidig indrømmer Peter Nedergaard dog, at der i nogle af hans klummer er en normativitet bag den faglige diskussion. Han afviser dog, at det er ensbetydende med, at klummerne også indeholder en bestemt partipolitisk holdning.

Yderligere har Peter Nedergaard skrevet flere indlæg med Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. I disse indlæg optræder Nedergaard og Dahl under et samlet ’vi’. De har blandt andet argumenteret for bevarelsen af kvote 1-optagelsessystemet. Bør man som professor være i så tæt samarbejde med en politisk aktør?

”Det skal jeg også passe på med”, medgiver han. Men han nævner samtidig, at han også har skrevet klummer sammen med et socialdemokratisk medlem af Folketinget.

”Jeg ville aldrig skrive om et partipolitisk emne med en politiker. Når jeg skriver sammen med en politiker, så sørger jeg for, at det er et emne, som er hævet over partipolitik”, siger han. Nogle partier vil formentlig være uenige i hans opfattelse af optagelsessystemet som et ikke-partipolitisk emne.

Universitetet er en aktiv part

Det Samfundsvidenskabelige Fakultets ansatte kan også få deres indlæg publiceret på Fakultetets hjemmeside.  Dette gælder også for ansatte, der udtaler sig mere politisk.  Peter Kurrild-Klitgaard, der også er blogger for Berlingske, henviste MED ANDRE ORD til en række udtalelser, som han kom med til Universitetsavisen tilbage i 2011. Anledningen var et interview om forholdet mellem det at være meningsdanner og ekspert på samme tid. Her fortæller han blandt andet, at når han skriver indlæg som meningsdanner, er det ikke forkert at sige, at han har en klar liberal profil. Derfor benytter han sig af førnævnte regel om ikke at angive Københavns Universitet som sin arbejdsplads, når han udtaler sig som meningsdanner. Omvendt er nogle af hans indlæg stadig at finde inde på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets hjemmeside. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt universitetet bør udbrede kronikker og klummer, som ophavsmanden ikke mener, at Københavns Universitet bør associeres med.

Troels Østergaard Sørensen, dekan og øverste leder for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, fortæller i en mail til MED ANDRE ORD, at Københavns Universitets ledelse sætter stor pris på, at forskerne bringer deres viden i spil i debatten. Han understreger samtidigt, at det ikke er det indholdsmæssige eller holdningsmæssige, der afgør, hvorvidt en forsker får sit oplæg på hjemmesiden eller ej.

”Vi vælger ikke nogle forfattere eller indlæg fra. Indholdet af indlæggene står forfatterne selv på mål for – både hvad angår deres forskningsresultater og holdninger”.

Han pointerer, at forskerne som alle andre danskere har ytringsfrihed og ret til at komme med deres personlige betragtninger, når de skriver.

Brinkmannisme

Universitetsansatte har utvivlsomt en fordel, når de skal have deres budskab ud, da de nærmest ubetinget kan bruge deres universitetstitel. Selvom det gode argument altid bør vinde i den habermasianske samtale, så giver forskellige titler forskellige muligheder.

Peter Nedergaard fortæller til MED ANDRE ORD, at han efter udgivelsen af en af sine klummer blev inviteret til møde med Henrik Sass Larsen. Hertil kan man spørge sig selv om, det have været anderledes, hvis Peter Nedergaard ikke havde underskrevet sin kronik med sin titel, eller ville det samme budskab have haft den samme virkning.

Samtidigt bliver der tilføjet nogle lag til den offentlige debat, når universitetsansatte søger uden for murene. Måske bliver vi klogere som samfund, når universitetets forskere lader deres holdninger skinne igennem. Da Svend Brinkmann, professor i psykologi fra Aalborg Universitet, udgav den populærvidenskabelige og samfundskritiske bog Stå fast i 2014, stod hans holdning til positiv psykologi, konkurrencestat og individualisme klart. Hans budskab blev udbredt i en sådan grad, at han modtog DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen, som uddeles til en person, der gør et vanskeligt emne tilgængeligt for den brede offentlighed. Med udgivelsen af hans bog kunne man på den ene side mene, at han gik langt ud over sit mandat som forsker på Aalborg Universitet. På den anden side fik hans bog unægteligt en del danskere til at se samfundet på en anden måde. Og det er netop, hvad forskere i den offentlige debat kan – sætte dagsorden, tilføre nye perspektiver og forståelse til samtalen om vores samfund.

Dette er netop hvad den engelsk-polske sociolog og professor Zygmont Bauman gør, når han til The Guardian udtaler, at sociale medier er en fælde for socialiseringen. Han formår at sætte dagligdagen ind i en større teoretisk og samfundsmæssigt kontekst. Det kan bidrage til, at os almindelige mennesker måske forstår verden lidt bedre. Og det forskere fra Institut for Statskundskab gør i deres klummer er nok ikke så forskelligt fra, hvad Zygmont Bauman gør.  Nemlig at belyse grundlæggende tendenser i samfundet.

Den kritiske intellektuelle

Hvornår overskrides grænsen for hvad man kan bruge sin forskertitel til? Og hvornår er det nødvendigt, at dem der har mere viden, end os andre, påpeger de blinde vinkler, som vi andre ikke ser? Er det i orden at bruge forskertitlen til at promovere en normativ agenda, omend at den er skjult bag objektivt klingende fraser?

Det er en balancegang mellem at sikre en beskyttelse af universitet og den integritet der følger med forskerstillingen. Samtidigt handler det om at værne om ytringsfriheden og forskeres frie tænkning.

Tim Knudsen, professor emeritus fra Institut for Statskundskab, er en del af centrum-venstre-tænketanken Cevea og en aktiv debattør. Han udtalte, i 2012 til Universitetsavisen, at en mange universitetsansatte gemmer sig i den offentlige debat, som i stedet domineres af aktører, der har økonomiske interesser i at fremme en bestemt dagsorden. Uafhængige kloge hoveder er måske et af de bedste værn mod en korrumperet debat.

Den kritiske intellektuelle er en historisk figur, der gennem tiden har forholdt sig til feudalismen, kapitalismen, socialismen og andre små og store samfundstendenser. Over Københavns Universitets hovedbygning, ved Frue Plads, skuer en ørnestatue, hvorunder universitetets motto står: ”Coelestem adspicit lucem” (Den øjner det himmelske lys). Den, som når en særlig høj erkendelse, opnår en særlig ophøjet karakter, lyder en tolkning. At en ophøjet karakter kan veksles til en ophøjet status, er trods vigtigheden af den frie og kritiske forsker ikke noget, man bør glemme, når man åbner sin avis.

KAN KOMMERCIELLE HENSYN OG GOD METODE GÅ HÅND I HÅND?

KAN KOMMERCIELLE HENSYN OG GOD METODE GÅ HÅND I HÅND?

I februar glødede en offentlig debat mellem analyseinstituttet Megafon og en række forskere fra Statskundskab. Her blev der samtidigt åbnet op for en diskussion af forholdet mellem god videnskabelig praksis og markedets behov for hurtige analyser. Er konkurrence og kvantitativ forskning en kombination, vi bør være bekymrede for?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

Den 28. januar 2016 befandt den politiske kommentator og tidligere minister Hans Engell sig i studiet hos TV2-News. Han bar sine karakteristiske runde briller og var iført et gråt jakkesæt, som han havde sammensat med et stribet slips med gule og blå farver. Bag ved ham lyste der en grafik med Christiansborg op, og han talte med sin vanelige patos om det politiske klima. At Hans Engell befandt sig i studiet var ikke noget unormalt. Han havde været en velbenyttet politisk kommentator, siden han meldte sig ud af det Konservative Folkeparti i 2000. Årsagen var derimod lidt speciel.

Tidligere samme dag havde analyseinstituttet Megafon frigivet en meningsmåling, som virksomheden havde foretaget for TV2 og Politiken. Målingen viste, at Socialdemokraternes opbakning var gået tilbage med 7 procentpoint i forhold til Folketingsvalget for under et år siden. Den viste samtidig, at en væsentlig årsag til tilbagegangen var de adspurgte danskeres utilfredshed med Socialdemokraternes flygtningepolitik. To dage før havde Socialdemokraterne, med undtagelse af et par enkelte oprørske folketingsmedlemmer, været med til at vedtage den omstridte ’smykkelov’. For Hans Engell lå tolkningen lige til højrebenet: De socialdemokratiske kernevælgere var utilfredse og var begyndt at hoppe til Alternativet.

Mens store dele af Mediedanmark faldt på halen over at komme først med BREAKING-bannere og dommedagsprognoser, var der også dem, som mente, at en så stor tilbagegang for det største oppositionsparti var utrolig i ordets bogstaveligste forstand. I Politikens digitale avisspalter udspillede der sig de følgende dage et forholdsvist civiliseret skænderi med offentligheden som tilskuer. Forskere fra Københavns Universitet kritiserede åbent Megafons analyse og betvivlede dens metodiske korrekthed. Samtidigt kritiserede de analyseinstituttet for at være for lukket. Megafon forsvarede sig med, at deres ekstreme måling ramte ned i en tilsvarene ekstrem folkestemning skabt af en opsigtsvækkende asyllov.

Hvad sker der, hvis målinger er forkerte?

Hvorvidt Megafons analyse var korrekt eller ej, er ikke nødvendigvis det væsentligste ved denne diskussion. Hvis målingen var rigtig, så bidrog den til den politiske diskussion om asylpolitikken. Men hvis målingen nu var forkert, er det så et problem? Eller betyder det ikke noget, da de fleste alligevel har glemt det om en uge?

Det måske mest ekstreme eksempel på, hvor store konsekvenser der kan være ved forkert brug af kvantitativ målinger, udspillede sig for øjnene af nationen og rullende kameraer på valgdagen for kommunalvalget i 19. november 2013, da Epinions exitpolls fik daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt til fejlagtigt at undskylde for et dårligt valg.

Mens eksemplet med Epinions exitpolls er ekstremt og tenderende til det komiske, viste et arbejdspapir, som Center for Valg og Partier på Statskundskab offentliggjorde i foråret 2014, at meningsmålinger ikke bare er ligegyldige tal. Centeret, som blandet andet er drevet af Kasper Møller Hansen og tidligere nævnte Martin Vinæs, havde foretaget en undersøgelse, der viste, at vælgere ændrer deres stemmer efter, hvordan meningsmålinger ser ud og særligt efter, hvilke partier som går frem. Ud fra et foucauldiansk synspunkt kan meningsmålinger derfor udgøre en art vidensmagt, som kan påvirke vælgernes beslutning, selvom de måske ikke er klar over det.

Afgørende for den politiske dagsorden

Netop fordi meningsmålinger ikke er ligegyldige, ser Martin Vinæs det som en vigtig opgave for forskere i samfundsvidenskabelig metode at stille spørgsmålstegn ved undersøgelser, som måske – eller måske ikke – er metodisk usikre.

”Meningsmålinger har en konsekvens for vælgerne, og de kan samtidigt være styrende for den politiske diskurs og være med til at sætte en politisk dagsorden,” fortæller han, da MED ANDRE ORD møder ham på hans kontor på Institut for Statskundskab. Han har tidligere offentligt kritiseret andre analyseinstitutter som Epinion og YouGov, og i takt med, at meningsmålinger er blevet en integreret del af nyhedsbilledet, mener han, at udviklingen er en dobbeltsidet gevinst. På den ene side er der større sandsynlighed for at få mere korrekte målinger, når der er flere af dem, og måleinstrumenterne er bedre. Omvendt er der større sandsynlighed for, at offentligheden møder målinger, som er mere ekstreme.

”Medierne vil i højere grad også kunne bruge de målinger, som passer til deres historie, og til den virkelighed, som de gerne vil se,” forklarer Martin Vinæs.

Når Martin Vinæs finder det vigtigt at stille spørgsmålstegn ved meningsmålingerne, kan det samtidigt også have noget at gøre med, at der inden for analysebranchen ikke er nogle direkte branchekrav eller kontrolinstans. Hvert enkelt institut sætter i høj grad selv standarden for sine metoder, og hvor meget information der er offentligt tilgængeligt om dem. Så hvordan kan man være sikker på, at en undersøgelse eller en meningsmåling er udviklet metodisk korrekt?

Den metodiske ’black box’

Et af de kritikpunkter, som analyseinstituttet Megafon fik skudt i skoene af forsker Martin Vinæs, var netop manglen på åbenhed om metode og praksis. Transparens er som bekendt en vigtig grundpille i enhver form for forskning, da gennemsigtighed sikrer muligheden for kritisk gennemgang af fremgangsmåden. Så hvordan kan man bedrive samfundsvidenskabelig forskning uden det?

MED ANDRE ORD møder Megafons administrerende direktør Asger H. Nielsen på analyseinstituttets kontor på Frederiksberg. Ifølge Asger Nielsen må offentligheden og en forsker som Martin Vinæs acceptere, at en stor analysevirksomhed som Megafon ikke deler fuldstændig ud af deres metodiske fremgangsmåde, da der ifølge ham derved er mulighed for, at andre firmaer vil foretage ”en dårligere udgave af Megafons arbejde”.

”Vi er klar på at have åbne, metodemæssige diskussioner, men vi har en ’black box’, som vi ikke ønsker at dele med nogen,”, fortæller han og understreger, at han på ingen måde ser Megafon som en lukket virksomhed, men at den samtidig må tage hensyn til det konkurrenceprægede marked.

”Hvis vi sagde præcis, hvad vi gjorde, ville det svare til, at man ville have en Michelin-kok til at afsløre en opskrift,” afslutter han.

Når det er markedshensynet, som er den afgørende faktor for, at et analyseinstitut vælger ikke at offentliggøre al deres data, hvordan kan man så være sikker på, at der netop ikke er snydt på vægten, sådan som blandt andre Martin Vinæs stillede spørgsmålstegn ved?

”Vi er det, der hedder ISO-certificerede, og vi er et af de mest brugte analyseinstitutter,” fortæller han og fremhæver, at når Megafon leverer analyser både til store medievirksomheder som Politiken og TV2 samt mange andre kommercielle kunder, så viser det, at der er tillid til Megafons fremgangsmetoder.

grafikapr2016

Udbud og efterspørgsel

Når Asger H. Nielsen beskriver et konkurrencepræget marked, er det på ingen måde taget ud af det blå.

Epinion, Megafon, Gallup, YouGov, Voxmeter og Greens er blot nogle af de virksomheder, der udgør det danske landskab af analyse- og målingsinstitutter, og som i princippet konkurrerer om det samme marked inden for både politiske og kommercielle analyser.

Christian Stjer, administrerende direktør i den konkurrerende analysevirksomhed, Voxmeter, kan ligesom den administrerende direktør for Megafon nikke genkendende til det hårde marked. Han oplever eksempelvis, at det har fået nogle analysevirksomheder til at gøre brug af såkaldt selvtilmelding. Det består typisk i, at der er et banner eller en art pop-up reklame på en hjemmeside, hvor internetbrugeren har mulighed for at deltage i en undersøgelse. Metodisk kan der være en række problematikker med denne fremgangsmåde: Det er svært at vide, hvem disse brugere er; man kan i princippet svare flere gang på én undersøgelse; og der kan være en bias i ikke blot, hvem der svarer, men også hvem der befinder sig på de pågældende hjemmesider. Omvendt kan de sikre et stort antal respondenter, og det er muligt at indsamle en stor mængde data på kort tid. Kommercielt kan det derfor være en række fordele ved denne metode, men der kan omvendt stilles spørgsmålstegn ved den metodiske og forskningsmæssige integritet.

Problemet er ifølge Christian Stjer ikke så meget, at visse analyseinstitutter føler sig ’fristede’ til at bruge denne metode, som han beskriver det, men derimod den manglende åbenhed om det.

”Den manglende åbenhed gør, at det er svært at forholde sig kritisk til de analyser, som bliver lavet på denne metode, og det er især et problem, når journalister bruger dem uden at vide, hvad der ligger bag,” siger han.

Samme standard, samme kvalitet?

Når der er så mange analyseinstitutter at vælge fra og så få branchekrav til virksomhederne, så giver det god mening, at Megafon vælger at fremhæve virksomhedens ISO certificering, som også står nævnt flere steder på firmaets hjemmeside. Men er denne certificering nok i sig selv?

Ud over Megafon er det kun Gallup af de danske analysevirksomheder, som har en ISO certificering. ISO certificeringen foretages af den amerikanske International Organization for Standardization – en verdensomspændende og indflydelsesrig standardiseringsorganisation. Den certificering, som Asger H. Nielsen gør opmærksom på, er den såkaldte ISO 20252, som er specifik for markedsanalysevirksomheder og indeholder en række minimumskrav til analyseinstitutter. Men er det så ikke det branchespecifikke kvalitetskrav, som både Voxmeter og Martin Vinæs taler om, der én gang for alle kan sikre, at der er ens krav for analysevirksomhederne og kan sikre ens metodiske standarder?

Noget tyder dog på, at det ikke er så enkelt.

Selvom Megafon og Gallup begge har denne ISO-certificering, betyder det ikke, at de har ens definition af, hvad god metode er. Som nævnt er ’selvtilmelding’ en kontroversiel metode inden for samfundsvidenskabelig analyse, og Megafon slår også fast over for MED ANDRE ORD, at de ikke accepterer denne metode. Omvendt kan det læses på Gallups hjemmeside under fanen ’Online Panel kvalitet’, at analysevirksomheden også rekrutterer respondenter via forskellige online-kanaler såsom internetbannere, altså selvtilmelding. Selvom ISO 20252 certificeringen givetvis er en vigtig indikator for kvalitet, betyder det dog ikke, at analysevirksomhederne, som har denne mærkning, også har samme metodiske standarder. Og hvilken chance har man så som borger, vælger eller politiker for at gennemskue, hvordan de tal, der florerer i et TV-show med Hans Engell, er blevet til?

Hvad er mediernes rolle?

For langt de fleste borgere kan debatten om ISO’er, selvtilmelding og validitet virke ganske uvedkommende. Kvantitativ metode er svært, det er teknisk, og det egner sig ikke til hurtige artikler i frokostpausen. Omvendt er de politiske analyser, som eksempelvis Hans Engell fremfører i TV2 News, en uundgåelig faktor i den politiske diskussion anno 2016. Når det både er medierne, som efterspørger og anvender politiske undersøgelser, hvad er så deres ansvar for at sikre analyserne både er udført korrekt og ikke mindst formidlet og tolket korrekt i deres spalter?

Per Michael Jespersen, cand.scient.pol og debatredaktør på Politiken, står for Politikens samarbejde med Megafon, som han understreger, han har stor tillid til: ”Det er oftest dem, som rammer mest rigtigt med deres målinger”, fortæller han i et telefoninterview med MED ANDRE ORD. Det bør respekteres, mener han, at Megafon ikke kan operere helt åbent med deres metode. Han er samtidigt bevidst om, at medierne har et ansvar for deres brug af målinger, hvilket også er grunden til, at Politiken vælger at trykke både Martin Vinæs’ og Megafons kritiske indlæg.

”Alternativet er, at man skal holde den viden om samfundet tilbage, men det, synes jeg, heller er optimalt”.

Der er dog ingen indikatorer på, at brugen af meningsmålinger skulle være nedadgående. Per Michael Jespersen fortæller, at især internettet er grunden til, at det er blevet billigere, hurtigere og nemme at foretage meningsmålinger, og at antallet af dem er steget de sidste 10 år.

At meningsmålinger er en fast del af det politiske landskab betyder sandsynligvis også, at det langt fra er sidste gang, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved en måling. Men er det et problem, at kun en lille del af befolkningen besidder den metodiske viden, der tillader dem at være kritiske, mens meningsmålingerne skaber den politiske virkelighed for mange andre?

HVAD VI TALER OM, NÅR VI TALER OM TABUER

Den ovenstående overskrift er en kærlig og situationsbestemt omskrivning af titlen på den amerikanske forfatter Raymond Carvers ( 1938-1988) klassiske novellesamling,What We Talk About When We Talk About Love, fra 1981.

Den opmærksomme læser vil måske bide mærke i, at den japanske forfatter Haruki Murakami blev inspireret af selvsamme titel, da han udgav løbe-memoireren ”What I Talk About When I Talk About Running” i 2007. Carvers udødelige ord har siden de for første gang blev trykt i blæk indtaget forskellige former, versioner, sprog, men dog hensigten har altid været den samme.

Ordene har betydet, at vi skal forholde os til et fænomen på en anden måde, end vi måske oprindeligt havde forventet. Carver taler om en bestemt kærlighed, Murakami taler sit særlige forhold til at løbe, og vi taler i den ottende udgave af MED ANDRE ORD ud fra en bestemt fremstilling om, hvad der er tabuiseret her på Institut for Statskundskab.

Vi har valgt kun glimtvis at skæve til den forståelse af tabu, som findes på siderne i Gyldendals Den Store Danske, hvor ordet forstås ud fra den dets rødder i religiøse ritualer i Polynesien. Her betegnes ordet et forbud, der er udstedt af en gruppes mægtigste skikkelse, hvad end det er en gud eller høvding.

Når vi taler om tabuer i denne udgave af MED ANDRE ORD, taler vi om samtalerne i de mørke kroge, om de problematikker vi helst undgår, eller de pinligheder, som kan give os svedige hænder og vigende blikke.

Vi taler om tidligere volontører og deres frivillige arbejde i Afrika. Gjorde de en forskel for andre end dem selv og deres selvrealisering? Vi taler om de studerende, som betræder gangene på Kommunehospitalet takket være en god kvote-2-ansøgning. Er man pinlig eller stolt over, at det var det personlige engagement og ikke standspunktskarakteren i idræt, der sikrerede én pladsen på Statskundskab? Og selvfølgelig taler vi om stresskulturen, som dikterer, at vi knokler som topchefer fra første semester.

I tabu-temaets ånd har vi også kigget lidt indad og sat ord på MED ANDRE ORDs vidtrækkende selvcensur. Det har udmundet sig i en nekrolog over dårlige artikelideer, som måtte lade livet for Jeres skyld.

Det er naturligvis ikke kun de tabuiserede emner, som fylder MED ANDRE ORDs sider. Som studieblad på Institut for Statskundskab har vi en klar ambition om at skabe dialog mellem undervisere og studerende.

Derfor er vi stolte af at kunne præsentere denne udgaves Side 9 VIP’er: Adjunkt Caroline Howard Grøn. Hun vil blandt andet fortælle om et ganske særligt sæt briller. Ligeså stolte er vi over at kunne bringe hele to forskningsstafetter, hvor Ph.d.’erne Irina Papazu og Tobias Liebetrau fremlægger hver deres projekt.

Vi har også fornøjelsen af at byde to nye initiativer velkommen. Lektor Lars Tønder vil introducere læseren for CAPS – et ægte interdisciplinært samarbejde. Og foreningen PoKo vil invitere selvsamme læser med ind i den politiske kommunikations forunderlige verden.

Med disse indledende ord byder vi inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst, succes til eksamen og en god sommerferie.

FAR, MOR OG PENSUM

FAR, MOR OG PENSUM

For de fleste unge er studietiden forbundet med læsning, fest og eksamenspres. Enkelte vælger dog at tilføje bleer og veer til hele puljen. MED ANDRE ORD har mødt en stud.scient.far til en snak om økonomi, karriere og frygten for at gå glip af alt det sjove.

Af Liva Sylvester Polack & Katrine Bundgaard Schow Madsen

Carl Frederik Kirchmeier, tredjesemesterstu­ derende på Statskundskab, tog sidste år en stor be­slutning. Det var november, det første semester var ved at være ovre, og sammen med sin læsegruppe var han så småt begyndt på eksamensopgaven til faget Videnskabsteori og Metodologi. Modsat en del andre studerende havde Carl Frederik og hans kæreste gennem syv år, Julie, tidligere talt om at få børn, men de var endnu ikke helt sikre. De havde boet sammen i to år, var begge studerende og delte en fælles for­tid og intimitet, som kun ungdomskærester kan. Da Carl Frederik en aften tog en pause fra Popper og Wienerkredsens demarkationsprincip, endte Julie og ham med at snakke fra klokken 20.00 til klok­ken 03.00 om natten. Ved samtalens slutning blev de enige om, at det var tid til at udvide familien.

”Jeg sagde til mig selv: Okay, nu tager du dig sammen og gør det,” siger Carl Frederik, mens han tager en vindrue fra den skål, han har stillet frem til os. Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.50.55

TID OG TRYGHED

På gulvet ligger der et rundt, lyseblåt tæppe, der agerer underlag for et tårn af legetøj. Den treværelses lej­lighed i Skovlunde, som danner ramme om den unge familie, er lys, har en altan og scorer med sin enkelte indretning og tremmeseng i soveværelset højt på voksenskalaen. Over stuens grå flyd­ud-sofa hænger der en plakat fra et teater på Nørrebro, mens man på boghylden finder Karl Marx’ samlede værker, en teoretiker som Carl Frederik ynder at læse. Mens vi sidder ved spisebordet, bærer Julie rundt på resultatet af den syv timer lange samtale, de havde for 9 måne­der og 8 uger siden: Abel, der med spørgende øjne ob­serverer de to fremmede i sit hjem.

Jeg sagde til mig selv: Okay, nu ta­ ger du dig sammen og gør det
– Carl Frederik Kirchmeier, statskundskabsstuderende.

”Det er vigtigt for mig at få tid sammen med ham – jeg kan godt sidde herhjemme og læse, og så kan man jo tage en pause og lege og nusse,” fortæller han og nævner en af de væsentligste fordele ved at få børn, mens man studerer: tiden.

At 8-­16-­jobbet endnu lader vente på sig, betyder for Carl Frederik, at han er mere fleksibel, end det gængse post­universitetsarbejde ville tillade.

”Jeg vil jo også gerne kunne trøste ham og føle, at han er tryg ved mig,” tilføjer Carl Frederik og viser ubevidst, at det ikke kun er de matchende glas, det høje spisebord og de historiske romaner i bogreolen, der gør, at lejligheden emmer af exceptionel moden­hed. Som ung forælder har Carl Frederik måtte ofre nogle af ungdommens glæder for at kunne opfyldefaderrollen. Playstation, øl med vennerne og natte­ søvn er der blevet skruet væsentligt ned for.

SU TIL SUTTER

De fleste studerende kender formentligt følelsen af at kigge opgivende på dystopiske kontotal på Net­bank, når måneden er ved at være omme. Så hvordan er det overhovedet muligt at holde en husholdning avec baby kørende, når SU­-kontoret er den primære indtjeningskilde?

”Der er rigtig gode muligheder for at få hjælp fra systemet,” fortæller Carl Frederik. Gratis institutions­ plads, dobbelt SU­klip i en periode, ekstra boligstøtte og økonomisk støtte til unge forældre er med til at holde økonomien oven vande.

”Vi blev jo ikke forældre på grund af disse støttemulig­ heder, men det var helt klart det, som var det sidste skub for projektet,” fortæller Carl Frederik, som dog samtidigt understreger, at de generelt prøver at leve billigt.

Mens Carl Frederik fortæller, er Abel begyndt at klynke en smule, og Julie tager ham med ind i sove­værelset for at berolige ham.

Af de to forældre er det kun Julie, der holder barsel fra sit studie, selvom Carl Frederik egentlig er beret­tiget til seks måneder. Barsel og børn er i øvrigt noget af det eneste, som kan bryde igennem fremdrifts­reformsmuren, da det er muligt at framelde sig fag og eksamener, når man har en baby under armen.

Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

“HAR DU TALT DINE ÆG I DAG?”

Selvom Carls valg om at få barn som 21­å-rig vir­ker som et brud med ungdomskulturen, er det samtidig et ideal for Københavns Kommune, der med en ny kampagne opfordrer unge til at få børn tidligere. Kampagnens overskrifter, ‘Har du talt dine æg i dag?’ og ‘Svømmer de for langsomt?’, henvender sig til henholdsvis kvinder og mænd og påpeger, at fertiliteten er væsentligt bedre, når man er midt i tyverne kontra midt i trediverne. Københavns Sund­heds­ og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) mener, at det er vigtigt at pointere biologiens faktor i familiedannelsen, som de unge altså lige så godt kan begynde at planlægge med det samme. I samme forbindelse havde Politiken spurgt en række stu­derende, hvad de mente om kampagnen. Langt de fle­ste var negativt stemte og mente, at det er den unges egen sag, hvornår man får børn, og altså ikke noget Københavns Kommune skal blande sig i. Alle, der har kendskab til sociologi og særligt Foucault, skal ikke krølle deres hjerne særligt længe, før begrebet bio­politik dukker op. Spørgsmålet er så, om kampagnen overhovedet vil have en indflydelse på de studerende. Vil flere gøre som Carl Frederik og få børn, mens de er unge og studerende?

Som én af de adspurgte studerende fra Politikens artikel under­ stregede, er der langt fra kampagne til faktisk hand­ling. Det kan også være svært at forestille sig, at den selvrealiserende og karrieremindede ungdomskultur vil ændre sig over natten på baggrund af en opfor­drende kampagne fra Københavns Kommune.

KARRIEFORSPRING?

At få et barn som ung studerende er givetvist et bio­logisk fornuftigt valg, men mange studerende, og især mange statskundskabsstuderende, er også optagede af at få en spændende karriere efter studiet. Hvordan gør man lige det, når man samtidig skal jonglere med et barn på hoften?

For nogle kan det at få et barn egentligt være et ganske klogt karrieretræk. Stine Bosse, den mangeårige chef for Tryg og én af de angiveligt 423 mest magtfulde danskere, udtalte til september­udgaven af HK­bladet i 2010, at hendes valg om at få børn i en alder af 22 år, var det mest afgørende valg for den senere karriere. Det tillod hende at lægge en stor del arbejdstimer i arbejdet, da hun i start ­30’erne havde børn, som ikke behøvede hendes konstante omsorg. Især for unge, kvindelige studerende kan det at få børn, inden man træder ind på arbejdsmarkedet være profitabelt. I år 2015 svirrer der endnu rygter om, at barnløse kvinder i den fødedygtige alder får færre jobtilbud, da arbejds­giveres latente frygt for en kommende barsel måske kan trumfe meriter.

Men at være forælder som studerende handler na­turligvis om mere end kommunale tilskud og even­tuelle forspring på arbejdsmarkedet. Fra Studenter­ rådgivningen i København kan socialrådgiver Nanna Boysen ligeledes berette til MED ANDRE ORD om udfordringerne for unge med studiekort og børn. De vedrører alt fra gruppearbejde på studiet til en stram økonomi. Dog pointerer hun, at det især er de enligeforældre, der sidder stramt i det, og nogle af dem mø­der endda problemer med at gennemføre deres ud­ dannelse.

Indtil videre er det ikke en beskrivelse, Carl Frederik kan identificere sig med, og han føler omvendt, at Abels ankomst har fået ham til at tage statskundskabs­ studiet endnu mere til sig.

”Han (Abel red.) har motiveret mig til at få en ordent­lig uddannelse og virkelig gå ind i mit studie,” for­ tæller Carl Frederik.

FOMO: ­ FEAR OF MISSING OUT

Der virker langt fra Stine Bosses succeshistorie om en ung mor med en strygende karriere til den almene studerende, når man ser på den moderne ungdoms­ kultur, der i høj grad er præget af selvrealisering og FoMO.

Fænomenet beskriver en allestedsnærværende følelse af angst, som er tilvejebragt af bevidstheden om alle de potentielle muligheder, man som mo­derne ung risikerer at gå glip af. Man kan eventuelt tænke på Giddens begreb ontologisk usikkerhed, der er møntet på individet i forhold til det sociale fælles­ skab anno 2015. Følelsen understøttes af de sociale medier som Facebook, Snapchat og Twitter, hvor man altid kan følge med i sine venners liv. Så hvis ikke man allerede havde følelsen af, at man havde backpacket i for få sydamerikanske lande, været til for få alternative rock­koncerter og danset til for få undergrundsfester, så vil en tur op og ned af ens newsfeed helt sikkert give én FoMO.

Det er dog ikke alle, der er ramt af vores generations sociale stress. Bekymringer om altid at være der, hvor det sner, kan man ikke sige, at Carl Frederik lider under. At få en baby ville helt sikkert skabe den ultimative følelse af FoMO hos de fleste 21­-årige, men altså ikke hos Carl Frederik. Når snakkenfalder på, om han ikke går glip af alle de fede rejser, siger han: ”Rejse, det kan man jo også godt gøre med børn”.

Herudover mener Carl Frederik, at oplevelserne som ung forælder kan mere end måle sig med, hvad den gængse unge oplever:

”Man kender mange, der rejser, men ikke så mange der tager en beslutning om at få børn. En beslutning, der har konsekvenser resten af ens liv”.

Han understreger dog, at der helt sikkert er oplevel­ ser, der venter på ham, men det er oplevelser, der netop godt kan vente:

”Når jeg er 40 år gammel, så er Abel 20 år, og så har jeg flere penge til at gøre alt det sjove, som jeg gerne vil”.

Så hvornår passer det egentlig at få børn, hvis man da overhovedet kan tale om et ’rigtigt’ tidspunkt?

Bør man begynde familiedannelsen, når man er færdig med at studere og skal i gang med karrieren, eller først når karrieren rigtigt kører? Eller skal man som Carl Frederik få børn tidligt, mens man studerer, som Københavns Kommune pt. plæderer for? Svaret er ikke entydigt, men en god retningslinje er, at man skal gøre det, når man er klar og har lyst. Man har naturligvis også muligheden for bare at ignorere Københavns Kommunes biologiske disciplinering, den heteronormative matrix og ens barnebarns­-hungrende forældre og vælge slet ikke at få børn.

Alt andet lige er idéen om at være i 30’erne og fuld­ stændig sat med villa, Volvo og vovse, inden man overvejer at stifte familie, måske ikke det rigtige for alle unge. Se bare på den nybagte familie i Skovlunde, der viser, at børn også kan være en del af studielivet anno 2015.

EFTERLYSNING: HVOR ER  KØNSFORSKNINGEN PÅ  STATSKUNDSKAB?

EFTERLYSNING: HVOR ER KØNSFORSKNINGEN PÅ STATSKUNDSKAB?

 

På Statskundskab udbydes der ikke kønspolitiske fag, selvom ligestilling stadig er en samfundsmæssig problemstilling. Er det et potentielt samfundsproblem, eller er køn bare ikke længere relevant for politologien?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

Når de studerende på Statskundskab har pløjet sig igennem de obligatoriske fag som Almen Statskundskab og International Forvaltning, har de på sidste del af deresbachelorstudium og på hele deres kandidat mulig­ hed for at studere netop det nichefelt, som de finder mest interessant. I forårssemesteret 2015 kunne studerende eksempelvis vælge at gå i dybden med enkelte politiske teoretikere i fag som Foucault som Politolog eller udvikle kompetencer inden for én specifik problemstilling som Kinas klimapolitik i faget ‘China’s Energy Policy ­ Implications for the Future of Chinese Power’.

Men studerende på Statskundskab må kigge forgæves i kursuskataloget, hvis de leder efter fag, der har et direkte køns­ eller ligestillingsfokus. Samtidig udbydes der ’kønnede’ fag på de humanistiske, teo­ logiske, naturvidenskabelige og juridiske fakulteter, som er udarbejdet i samråd med Koordinationen for Kønsforskning, der søger at fremme og udvikle køns­ studier på tværs af fakulteterne på Københavns Uni­versitet.

At Statskundskab ikke tilbyder lignende fag kan fremkalde en smule undren, da køn og ligestilling alt andet lige stadig er politiske problemer uden for uni­ versitets mure.

Barselslovgivning, lønkløft, den socioøkonomiske betydning af ubetalt omsorgsarbejde, kvindekvoter og implementering af ligestillingsloven er alle eksempler på kønsproblematikker anno 2015. Det er problemstillinger, som politologien kunne tænkes at give et relevant perspektiv på, men som samtidigt ikke finder plads i undervisningen på Stats­kundskab.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.27.34

LIGESTILLING PÅ PENSUM?

Kønsproblematikker og politologi er historisk set ikke fremmede for hinanden, og dette skyldes ikke kun, at 1970’ernes BH­afbrændende rødstrømper yndede at proklamere, at det private i den grad er politisk. Inden for den politiske teori kan man finde perspek­ tiver på køn og feminisme hos både klassiske og mo­ derne teoretikere som John Stuart Mill, Michel Fou­ cault og Chantal Mouffe.

Det manglende kønsperspektiv på Statskundskab kan især siges at være problematisk, når de studerende forlader hønsegården på CSS og drager mod nye him­ melstrøg på arbejdsmarkedet. En stor andel af de fær­ diguddannede cand.scient.pol.’er vil højst sandsyn­ ligt finde beskæftigelse i den offentlige forvaltning, hvor de vil stifte bekendtskab med Ligestillingsloven. Kapitel 3, § 4 af denne lov foreskriver, at ”offentlige myndigheder inden for deres område skal arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning”. Man må dog stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt statskundskabsstuderende i løbet af deres uddannelse opbygger de rette kompetencer til at varetage denne opgave, når deres akademiske be­ kendtskab med køn er 2 x 1,5 times undervisning i Judith Butler på det første år af bacheloruddannelsen samt en enkelt undervisningsgang med fokus på køn i International Politik på 5. semester. Så hvorfor er det ikke en mulighed for de studerende at inkorporere kønsstudier på Statskundskab, når de i den virkelige verden vil møde et behov for at kunne arbejde med og forstå køn og ligestilling?

Offentlige myndigheder skal inden for deres område ar­ bejde for ligestilling og indar­ bejde ligestilling i al planlæg­ ning og forvaltning

– Ligestillingsloven, kapitel 3, §4.

NYBORG KOMMUNE SOM FORGÆNGER

Et eksempel på, hvorfor kombinationen af statskund­ skab og kønsforskning og ­undervisning er særlig nødvendig, kan netop findes i den offentlige forvalt­ ning. Ifølge Ligestillingsredegørelsen fra 2013, der er udarbejdet af Ligestillingsministeriet med data fra samtlige 98 danske kommuner, halter det med imple­menteringen af Ligestillingslovens kapitel 3, § 4.

Det fremgår af rapporten, at 75 % af samtlige danske kom­muner ikke arbejder med ligestillingspolitikker eller ­målsætninger i deres borgernære kerneydelser. Kun fem kommuner har nedsat et decideret ligestillings­udvalg, herunder København, Aarhus og Aalborg. Det kan selvfølgelig være, at de fleste kommuner ikke behøver et sådant udvalg, fordi de allerede har indar­bejdet kapitel 3, § 4 i deres drift. Men samtidig viser et eksempel fra Nyborg Kommune, at et gennemgående kønsperspektiv kan føre til flere initiativer, der kanvære med til at nedbryde tabuer og dogmer om køn.

I 2007 oprettede Nyborg Kommune et ligestillings­udvalg, der havde til formål at sætte ligestilling på dagsordenen i hele organisationen. Vibeke Ejlertsen, forkvinde for Ligestillingsudvalget i Nyborg Kom­mune, fortæller i en mailkorrespondance med MED ANDRE ORD, at ligestilling er blevet en integreret del af andre udvalg i kommunen, hvilket har påvir­ ket Nyborg Kommunes fortolkninger af den almene lovgivning.

Dette ses eksempelvis i forbindelse med de danske kommuners forpligtelse til at gøre en indsats for at fremme sundheden blandt borgerne. Hertil lan­ cerede Nyborg Kommune i januar 2015 kampagnen Men’s Health Week, der havde til formål at sætte fokus specifikt på mænds sundhed, da nogle mænd anser sundhedsfokus og helsekost for feminint og i konflikt med deres maskuline identitetsforståelse. Yderligere arbejder Nyborg kommune med et så­ kaldt ’charter’ for kvinder i ledelse, mens de samtidig har kørt kampagner for at tiltrække flere mænd til omsorgssektoren og modvirke idéen om såkaldte mande­ og kvindejobs. I 2010 var der fem gange så mange mandlige dagplej­ ere som i 2007, mens der i 2010 var 50 mandlige SOSU­assistenter mod de 37 i 2008. Selvom kau­saliteten mellem kampagner og jobvalg kan være svær at påvise, kan det samtidig heller ikke afvises, at ligestillingsinitiativer kan medføre mærkbare re­sultater. Selvom Nyborg Kommune er ’best in test’, når det kommer til ligestilling, er Vibeke Ejlertsen ikke i tvivl om, at en cand.scient.pol., der er blevet undervist i køn og ligestilling, ville være en gevinst for arbejdet. ”Det ville være rart med nogen, som kan tænke køn på embedsmandsniveau, hvilket jeg som ’fritidspolitiker’ ikke altid kan,” afslutter hun.

FORTIDENS FORSKNING

Hvis Nyborg Kommune leder efter statskundskabere med kvalifikationer inden for køn, burde de måske lede efter en noget ældre kandidat. Der har nemlig tidligere været udbudt kønsfag på Institut for Stats­ kundskab. Den nu pensionerede lektor Lis Højgaard har arbejdet indgående med køn, mens lektor Hanne Nexø Jensen tidligere har udbudt fag som Kvinder i Organisationer, hvori hendes egen kønsforskning indgik. Sidste gang, hun udbød de fag, var dog i 1989 og det på trods af, at hun endnu er underviser og for­ sker ved IfS. Men hvorfor er køn så ikke længere en del af pensum, når der stadig er behov for kønskom­ petencer?

Hanne Nexø Jensen fortæller til MED ANDRE ORD, at årsagerne til det manglende kønsperspektiv er mange. Dog pointerer hun, at kønsforskningen sta­dig er eksisterende, men blot lever et stille liv. For hendes vedkommende har der været andre arbejds-­ og undervisningsopgaver, som har trukket hendes opmærksomhed et andet sted hen og væk fra den kønnede undervisning.

Derudover melder Hanne Nexø Jensen om en mindre interesse blandt de nuværende studerende end tidligere. Der er dog stadig nogle studerende, der vælger at skrive deres bachelor og speciale inden for kønsfeltet. Af den grund mener Nexø Jensen, at stu­derende trods alt stadig er i stand til at sammenkoble køn og politik.

Ifølge Hanne Nexø Jensen var den tidlige køns­forskning på Statskundskab et resultat af en studenter­ og kønspolitisk kamp for at sætte fokus på emnet på studiet. Hun opfordrer selv til, at interesserede stu­ derende gør en indsats for at indlede den akademiske kønskamp 2.0.

Feminisme handler om samfunds­ strukturer og forestillinger om, at køn går forud for den måde, poli­ tikudvikles på

– Rebekka Blomqvist, studerende

KØNSSTUDIER FOR EGNE EUROS

Der findes dog allerede studerende, som efter­ spørger et større fokus på køn og ligestilling. En af dem er den 25­-årige kandidatstuderende Rebekka Blomqvist. ”Jeg mener, at køn er et vigtigt perspektiv for politologien, både teoretisk og metodisk,” for­ tæller hun, da MED ANDRE ORD møder hende på CSS. ”Feminisme handler om samfundsstrukturer og forestillinger om, at køn går forud for den måde, politik udvikles på.” Da hun for nogle måneder siden holdt sommerferie fra livet på Kommunehospitalet,var det derfor ikke kun lyse nætter, kroatiske kyster og den midlertidige følelse af uendelig frihed, der optog hendes sommer. I august rev hun en uge ud af kalenderen for at tage af sted på et sommerskole­kursus, der netop havde fokus på køn. Kurset fandt sted på det hollandske Radboud University. Sammen med de andre studerende fulgte hun kurset’ Gender: A Core Concept in Society and Science’, hvor hun blev introduceret til køn som et teoretisk og meto­dologisk fænomen i socialvidenskaben, herunder politologien.

Det kan naturligvis være, at Rebekka Blomqvist til­ hører en minoritet af køns­- og ligestillingsentusiaster på Statskundskab, som aldrig vil kunne trække et helt fagudbud selv. Men måske kan det også tænkes, at der rundt omkring på Kommunehospitalets gange findes flere studerende med interesse for køn og ligestilling, end man umiddelbart lige tror.

KVINFO: ”DET ER VILDT UHELDIGT”

Hvis politologer ikke har en be­vidsthed om ligestillingsproblemer, er der ikke stor sandsynlighed for, at de vil udvikle politik, der kan ændre på disse problemstillinger

– Jette Sandager, Kvinfo

Hvilke konsekvenser har det så, at statskundskabs­ studerende ikke trænes i at tænke i køn? Ville det stå bedre til med ligestillingen i lovplanlægningen og forvaltningen, hvis politologer lærte mere om emnet, eller er statskundskabsstuderende fint i stand til at forbinde køn og politik? Spørger man Kvinfo, det nationale forskningscenter og ­bibliotek om køn, falder svaret prompte: Det er en seriøs problem­ stilling, at politologer ikke trænes i kønskompetencer.

”Hvis politologer ikke har en bevidsthed om lige­ stillingsproblemer, er der ikke stor sandsynlighedfor, at de vil udvikle politik, der kan ændre på disse problemstillinger,” fortæller Jette Sandager fra Viden og Udviklingsafdelingen i Kvinfo, da MED ANDRE ORD møder hende på Kvinfos kontorer ved Knip­pelsbro. At ’køns­mainstreame’ politikområder, så­dan som Ligestillingsloven lægger op til, er ifølge Jette Sandager et vigtigt element i at opnå ligestilling. ”Det er derfor uheldigt, at der ikke udbydes kønsfag, eftersom der stadig eksisterer ligestillingsproble­mer,” afslutter hun.

Uanset om man erklærer sig enig i Kvinfos syn eller ej, er det svært at se bort fra Ligestillingsministeriets rapport, der understreger, at der i forvaltningen er behov for et større fokus på køn og ligestilling. Hvis flere kommuner og andre offentlige organisationer skal følge i Nyborg Kommunes fodspor, og hvis andre ligestillingsmæssige problemstillinger anno 2015 skal kunne løses, synes de rette kompetencer på feltet nødvendige. Kompetencer, som meget vel kunne udvikles på Statskundskab på Københavns Universitet. For når der findes komplekse, politiske problemstillinger uden for universitetsmurene, er det så ikke universitetets, forskningens og de studerendes opgave at medvirke til at finde en løsning?

NB! Redaktionen er efter deadline blevet bekendt med, at faget Gender and Politics for første gang udbydes til foråret 2016. Redaktionen mener dog stadigvæk, at denne artikel er af relevans som en del af en større kri- tik af den generelle mangel på kønsfag på Institut på Statskundskab.

Politikerfabrikken: Kend din cand.scient.pol.

Politikerfabrikken: Kend din cand.scient.pol.

Nogle tæller får. Andre tæller statskundskabere i Folketinget. I skrivende stund har 40 af Folketingets 179 medlemmer på et eller andet tidspunkt i deres liv lagt vejen forbi et af landets statskundskabsstudier. Statskundskab på Københavns Universitet er politikerfabrik nummer 1.

Hvorvidt det er et demokratisk problem, at en stor del af kongerigets politiske elite har drukket for gamle guldøl i Jacques D, mens Thomas Helmig bragede ud af de forpinte højtalere, er et alt for stort og vigtigt spørgsmål at behandle i en krydsogtværs. Det lader vi derfor ligge til en anden gang.

Vi tager i stedet fat i kraven på de politikere, der har været en tur forbi vort eget institut. Din opgave som læser er nu at gætte navnene på de seksten personager, der gemmer sig bag tallene. I ligestillingens hellige navn kan vi allerede nu afsløre, at de elleve er kvinder.

Noget, der måske vil falde dig i øjnene, er de (ud fra nutidens standarder) forholdsvis mange år, som vores 16 politikere har tilbragt med læsningen. Hvis det er et adgangskrav til Folketinget, at man har været ligeså længe om studierne som flere af disse folkevalgte, løser det potentielt demokratiske problem langsomt sig selv, når studiefremdriftsreformen har første skoledag til september.

God fornøjelse!

lodret
2. (EL). Stud.scient.pol fra 2009. Hendes fornavn og hårfarve passer usandsynligt godt sammen. Skabte overskrifter i 2011, da det kom frem, at hun er erklæret støtter af PFLP og FARC.
3. (RV). Cand.scient.pol. 2000-2009. Hun er kendt som et af sit partis mest højtråbende debattører og har blandt andet skabt overskrifter med sine stærke holdninger om kongehuset, kvinder og humanisme.
4. (S). Cand.scient.pol. 2004-2009. Denne nordjyde tager indspistheden til nye højder, da hun privat danner par med Henrik Sass-Larsens spindoktor, som ligeledes har læst statskundskab på Københavns Universitet.
5. (S). Cand.scient.pol. 1987-1994. Hendes partner har flair for skuespil, og så har parret for nyligt fået en lektion i privatøkonomi, så skatten nu bliver betalt til tiden.
7. (S). Cand.scient.pol. 2006-2011. Stammer fra det danske mindretal i Tyskland, hvilket er et gennemgående tema på hendes Facebook-side. Hendes speciale handlede om, hvorvidt kvindelige folketingskandidater har lettere ved at blive valgt end mandelige.
8. (S). Cand.scient.pol. 1999-2007. Tidligere kommunikationschef i LO. Han hævdede under en P1-debat, at whistlebloweren Edward Snowden skulle have solgt hemmelige dokumenter til højestbydende.
9. (K). BA scient.pol. 1997-2000. Cand.scient.pol. 2004. Farmand er tidligere arbejds- og finansminister. Kom i fedtefadet i 2006, fordi hun havde købt et falskt Gucci-ur i Kina. Udpræget hestepige.
10. (S). Cand.scient.pol. 2006-2011. Født samme år, som Danmark brillerede ved VM i Mexico. Kom i modvind i februar i år, fordi han tilsyneladende ikke helt kunne holde styr på alle sine boliger.
11. (V). Cand.scient.pol. 2008. Stiftede i 2011 netværket med det mundrette navn, Anti Forbud Danmark. Han udgav som sit partis integrationsordfører i 2014 sin egen værdikanon om danske værdier, hvilket ikke blev modtaget med klapsavler fra offentligheden.
12. (SF). Cand.scient.pol. 1992-2010 (orlov fra 2000-2010). Blev kendt som hende, der i 2014 overtog roret for et særdeles udfordret parti. Danner privat par med en Villy, som også er navnet på hendes forgænger.
13. (K). Cand.scient.pol. 1986-1994. Han hedder Arthur til mellemnavn og har udtalt, at flere Bugatti’er i gaden ville være win-win for samfundet.
14. (RV). Cand.scient.pol. 1981-1992. Han har både arbejdet som opvasker og som økonomichef i Københavns Kommune. Oprindeligt fra Vestegnen, men trives nu bedst i Nordsjælland.

vandret
1. (RV). Cand.scient.pol. 2007-2012. Taler tysk som følge af opvækst i Sønderjylland og mestrer også fransk efter et længere ophold i landet. Fortæller på sin hjemmeside, at hun elsker hygge med vennerne, rødvin, vandring og bøger.
6. (RV). Cand.scient.pol. 1992-1999. Tidligere ekstern lektor i Offentlig forvaltning her på Instituttet. Meldte sig ind i Radikal Ungdom i 1992, fordi hun blev stiktosset over det danske nej til Maastrichttraktaten.
15. (S). BA scient.pol. 1998-2003. Cand.scient.pol. 2010. Blev i 1994 dømt efter straffelovens § 137 for at kaste levende dværghøns ned i folketingssalen fra tilhørerpladserne. Hun skabte også ravage i 2003 ved at have lidt for tætte forbindelser med nogle malingskastende aktivister.
16. (S). BA scient.pol. 2003-2007. Partneren udgav i 2008 albummet Nærmest Perfekt. Selvom hun startede som folkesocialist, var hendes mest folkelige moment, da hun i 2014 svingede hofter for Familien Danmark i tv-programmet ’Vild med dans’.

Vigtigt!
Hvis en politiker staves med bindestreg, er det også tilfældet i dette krydsord. De skraverede felter angiver et mellemrum i navnet og skal derfor ikke udfyldes.

Eksempel:

mao6_s47_a

Svarene findes på nedenfor

mao6_s47_b

 

Klik for svar på krydsord
LODRET
2. (EL) Rosa Lund
3. (RV) Zenia Stampe Lyngbo
4. (S) Ane Halsboe-Jørgensen
5. (S) Helle Thorning-Schmidt
7. (S) Anne Fuglsang-Damgaard
8. (S) Jeppe Bruus
9. (K) Charlotte Dyremose
10. (S) Simon Kollerup
11. (V) Martin Geertsen
12. (SF) Pia Olsen Dyhr
13. (V) Brian Mikkelsen
14. (RV) Helge Jacobsen
VANDRET
1. (RV) Lotte Rod
6. (RV) Camilla Hersom
15. (S) Pernille Rosenkrantz-Theil
16. (S) Astrid Krag

Kunsten at sælge sig selv

Kunsten at sælge sig selv

Lær at være autentisk, kend dit produkt og nedlæg arbejdsmarkedet med stil. MED ANDRE ORD har været til personlig branding i Bygning 35.

Ricki Nielsen kigger ud over forsamlingen. Han har været selvstændig coach, foredragsholder og personlig branding-ekspert i næsten fem år, så han kender rutinen. Iført et par lakse­farvede jeans og en tætsiddende lyseblå t-shirt med en V-udskæring, der sladrer om hans fortid som idrætsstuderende, bevæger han sig hjemmevant rundt i lokalet.

Publikum udgøres denne eftermiddag af godt 70 studerende, der er valfartet til Bygning 35 for at deltage i kurset ’Personlig branding’. Et kursus, som ganske gratis er blevet udbudt af Københavns Universitet. På tavlen lyser et powerpoint-slide op, der, udover at afsløre dagens agenda, også viser foredragsholderens kontaktinfo på Facebook og LinkedIn akkompagneret af et diskret #RickiNielsen.

Gennemsnitsalderen blandt de fremmødte er væsentligt højere end til den gængse fest i Kommunen, og der kan endda spottes enkelte hårpragter med grålige nuancer. Mange af de studerende i lokalet flyver formentligt snart fra den akademiske rede og ud på arbejdsmarkedet. Her kan færdigheder inden for person­lig branding måske være den x-factor, der gør, at kursisterne kan snige sig uden om konkurrencestatens skærsild: arbejdsløsheden. Men hvor bogstavligt skal personlig branding-fænomenet egentligt forstås? Og hvis det personlige skal være et brand, hvor går så grænsen mellem det private og det professionelle?

Dig, et produkt
”Skab fokus! Slå igennem!” Der er kraft og styrke i Ricki Nielsens oplæg. Kurset veksler mellem hans personlige fortælling om at springe ud som selvstændig coach og små summeøvelser (”Hvad ønsker DU dig mest af 2015?”). ”Personlig branding handler om personlig gennemslagskraft,” fortæller han, mens hans hænder gestikulerer på en perfekt timet måde.

Om inspirationen er hentet fra oraklet i Delfi vides ikke, men Ricki Nielsen anser selvindsigt og autenticitet som grundpillen i skabelsen af et stærkt person­ligt brand. Hertil nævner han den tilsyneladende selvmodsigende pointe i, at man skal lære at være autentisk. Ifølge Ricki Nielsen kan man dog styrke sin autenticitet ved at lave små tankeøvelser, som dem han bruger på sit kursus. Kursisterne bliver eksempel­vis stillet den opgave, at de på fem minutter skal finde ud af, hvad deres personlige produkt er. Hvilke kompetencer har DU, som kan omsættes til et salgbart produkt?

”Et par af kursisterne kigger opgivende rundt. Til et kursus, der handler om at brande sig selv, er det ikke rart at mangle et produkt at brande”  – Katrine Bundgaard Schow Madsen

Rundt omkring bordene bliver der skriblet på livet løs. Et par af kursisterne kigger opgivende rundt. Til et
kursus, der handler om at brande sig selv, er det ikke rart at mangle et produkt at brande. Nogle modige studerende deler efterfølgende ud af deres personlige produkter, som inkluderer alt fra nytænkning af
folkeskoleundervisningen af tosprogede ordblinde børn til terapisessioner, der trækker på poststrukturalistisk narrativ metode. Ifølge Ricki Nielsen er bevidstheden om eget produkt dog kun det første babyskridt på rejsen. Andre skal også lære DIT produkt at kende.

”I skal vise folk, hvad I kan,” fortæller han, mens han kommer med kursets vigtigste,omend ikke overraskende, pointe: Overlevelse på arbejdsmarkedet handler om netværk, netværk, netværk.

Hvis man vil være god til at networke Ricki Nielsen-style, skal man være opsøgende, lyttende, spørgende, interesseret, og – selvfølgelig – autentisk i mødet med den person, som kan hjælpe én med både at sælge og udvikle ens personlige produkt. At menneskelige relationer bruges til indirekte markedsføring, ser Ricki Nielsen umiddelbart ikke noget problem i, så længe man selvfølgelig er ærlig omkring sin mission. En klar skelnen mellem det personlige brand og personligheden er alligevel ikke mulig, mener han.

mao6_s31

Det salgbare budskab
Ordet ’branding’ i kommerciel forstand stammer fra industrialiseringens England, hvor den øgede vareproduktion skabte et nyt behov for en markedsføring, der gjorde det muligt for forbrugerne at skelne konkurrenternes produkter fra hinanden.

Bygning 35 er både geografisk og tidsmæssigt langt fra industrialiseringen, men hvor meget af ordets oprindelige betydning er stadig intakt? Selvom Ricki Nielsen i alle sine friske farver og motiverende peptalks forsøger at hjælpe de studerende til succes på arbejdsmarkedet, er det så ikke varens fetichkarakter, han står og prædiker? En tilstand, hvor mennesket er et produkt, og alle relationer er instrumenter, som bliver afvejet efter, om de bidrager til den personlige profitmaksimering anno 2015?

”Titlen på kurset er slet og ret et velovervejet salgstrick, der bejler til de studerendes autentiske ønsker” – Ricki Nielsen

Ricki Nielsen genkender bekymringen for, at branding-fænomenet fører til en salgsmentalitet. Han føler selv, at ordet ’branding’ er misvisende for det budskab, som han egentligt vil ud med: Den bedste måde at slå igennem på arbejdsmarkedet er ved at være autentisk. Men salg er, paradoksalt nok, hvad de studerende
efterspørger.

”Da vi først udbød kurset her på Københavns Universitet, kaldte vi det ’Styrk dine menneskelige relationer’. Det måtte vi aflyse, da der var for få tilmeldte. Da vi ændrede navnet til ’Personlig branding’ var der godt 60 stu­derende tilmeldt,” fortæller Ricki Nielsen. De studerende var altså ikke lige så interesserede i at forbedre deres medmenneskelige evner, som de var i at lære, hvordan man gør sit personlige produkt mere eftertragtet. Titlen på kurset er slet og ret et velovervejet salgstrick, der bejler til de studerendes autentiske ønsker.

mao6_s32

Udbud og efterspørgsel
Kurset er ved at have nået sin ende, og de sidste tips er givet videre. Da Ricki Nielsen afslutter sin talestrøm, modtager han et overbevisende bifald. De fleste fremmødte ser ud til at have fået det produkt, de kom efter. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor kursisterne overhovedet ønsker dette produkt. Man kan ligeledes spørge, hvorfor Københavns Universitet vælger at udbyde et sådant kursus med en oplægsholder, hvis dagsløn formentlig kunne sponsere adskillige fagcaféer i makroøkonomi.

Det kan tænkes, at svarene på ovenstående spørgsmål kan findes uden at opsøge oraklet i Delfi. Måske findes svarene i den lige så hellige udbud- og efterspørgselsmodel. Man kunne forestille sig, at ren og skær faglig finesse ikke længere er nok, hvis man skal imødekomme de mange krav, der efterspøges fra et stadigt mere komplekst arbejdsmarked. Og ligesom i industrialiseringens spæde år er gennemslagskraft måske en nødvendighed for at kunne adskille sig fra det store udbud af kandidater. Det synes både Ricki Nielsen, Københavns Universitet og mange studerende i al fald at mene.

Den vigtige undren

Den vigtige undren

Som statskundskabsstuderende er ens fremmeste dyd at undre sig. Undren opfører sig retningsløst. Den fører den tænkende på omveje og leder ud i det uvisse. På Institut for Statskundskab er vi ikke altid lige begejstrede for det uvisse, som vi angriber med teorier, hypoteser og metodisk stringens. Vi reducerer det komplekse og gør det ubegribelige håndgribeligt i jagten på vished.

Alligevel står institut såvel som studerende over for den uvished, der materialiserer sig i studie­fremdriftsreformen. Når de dugfriske stu­derende vælter ind ad portene til tutorflokkens velkommende kram og KØS, følger reformen og ­forandringerne med. Det er ikke sikkert, at vi kan anvende de vanlige redskaber til at gøre ­reformen lettere forståelig og spiselig. Netop ­derfor medfører reformen også, at en vis tvivl melder sig på banen. For hvordan håndterer man det uvisse?

I denne udgivelse af MED ANDRE ORD har redaktionen ladet tvivlen råde. Det betyder, at vi har taget mange afstikkere. Vi har ladet os føre vidt omkring uden at have ét bestemt sigte for øje. Som læser vil man derfor hurtigt bemærke, at udgivelsen ikke er struktureret omkring et ­bestemt tema, som vi ellers har for vane.

Vi kaster os over vidt forskellige emner ­spændende fra humor i politologien over forårets feedback-debat til Tysklands (oversete) be­tydning. Vi retter også opmærksomheden mod efterårets frafald på faget Sammenlignende Statskundskab, der i den grad vakte forundring blandt stu­derende og ansatte. I samme boldgade tager to studerende til genmæle over for de tre undervisere, der i sidste nummer af MED ­ANDRE ORD udtrykte deres forventninger til os studerende.

Udgivelsen fortsætter i en helt anden retning. Bladets afgående redaktør, Philip Larsen, har med afsæt i to forvaltningsetiske bestsellere ­taget statskundskaberens etos under kærlig be­handling. Lyset rettes indad, udad og opad. Hvordan skabes de rette betingelser for, at et stats­kundskabsligt etos kan udfolde sig? Og hvad indebærer et sådant etos i første omgang?

Før vi byder velkommen indenfor, vil vi gerne knytte en kommentar til proteinbaren på for­siden. Hvad laver den der? Er den et kækt billede på, at bodybuilderens evige jagt på at optimere egen præstation også udfolder sig på Institut for Statskundskab? Eller er den derimod en stille, grafisk protest imod det akademiske maraton, der løber af stablen i september?

En klog mand sagde engang, at det er af tvivlens veje, man kommer til indsigten. Tvivlen og forundringen kan have mange udspring. En studiefremdriftsreform, en proteinbar. Det er redaktionens forhåbning, at bladets mange forskelligartede artikler kan vække den indre undren og give anledning til refleksioner. Refleksioner, der kan være nyttige i mødet med det uvisse, der banker på CSS’ porte efter sommerferien.

Velkommen indenfor!

– Katrine Bundgaard Schow Madsen & Anders Bencke Nielsen, på vegne af redaktionen

På Statskundskab er der fællesskaber omkring alt mellem himmel og jord. Også et for dem, der vil samles om kærligheden til Herren med stort H. MED ANDRE ORD fik kigget både opad og indad, da vi var til æbleskiver og fællesbøn hos Kristeligt Forbund for Studerende.

Elsk ledelsen og dine medstuderende, som du elsker dig selv: Mellem Jesus & Jacques D

På Statskundskab er der fællesskaber omkring alt mellem himmel og jord. Også et for dem, der vil samles om kærligheden til Herren med stort H. MED ANDRE ORD fik kigget både opad og indad, da vi var til æbleskiver og fællesbøn hos Kristeligt Forbund for Studerende.

Det er en torsdag formiddag i december. Vejret er gråt, eksaminerne står for døren, og der er kun riskiks tilbage i Kommunen. På det, der umiddelbart kunne virke som endnu en triviel torsdag, indtræffer der dog en begivenhed af en anden (himmelsk) dimension: I dag afholdes det månedlige møde i CSS-afdelingen for Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) – en forening for kristne studerende over hele lande.

Umiddelbart kunne man mene, at et kristent fællesskab på det samfundsvidenskabelige fakultet ikke ligefrem skriger sin åbenlyshed til himlen. Et sted, hvor det indgår i pensum, at menneskets handlinger enten er egennyttemaksimerende eller socialt betingede, udgør KFS måske den mest alternative forening. Af den grund har jeg sat mig for at undersøge, hvordan man på en enkelt time forener kirke med kommunehospital.

Den salige stilhed
I dagens anledning er lokale 2.0.40 blevet omdannet fra indelukket grupperum til et åndeligt åndehul for medlemmerne af foreningen. På tavlen kan der endnu øjnes kridt efter den forrige gruppe af studerende, og selvom den lukkede dør ikke helt formår at holde den højlydte summen fra gangen ude, er der en ro i lokalet, som er ulig nogen anden på fakultetet. Hvor der normalvis plejer at ligge et virvar af computere, kompendier og kaffe, er det nu en læderindbunden Bibel og nogle lune æbleskiver, som optager bordet.

”Vi håber da, at flere af vores medstuderende, som vi jo holder af, må lære Jesus at kende. Det, tror jeg, er det bedste, der kan ske for mennesket” – Anton Braüner, statskundskabsstuderende

Pladsen er trang, og der skal hentes ekstra stole ind i flere omgange. Vi er otte mennesker i lokalet. Enhver fordom, man kunne have om, at kristne unge klæder sig efter temaet kysk & konservativ, bliver hurtigt gjort til skamme: Der er både hornbriller, piercinger og fuldskæg til stede i lokalet.

Efter at der er blevet delt et par praktiske informationer omkring foreningen, bliver mødets egentlige seance indledt med, at et medlem læser et tekststykke højt fra Det Gamle Testamente. I forlængelse heraf fortæller oplæseren om sine tanker om netop dette stykke, og en sagte eftertænksomhed lægger sig over lokalet.

Vi sidder alle i stilhed og lytter. Men modsat mange andre sociale arrangementer på CSS er tavsheden ikke pinlig i dette selskab. Den synes i højere grad at være nødvendig for, at man virkelig kan tage ordene ind og for alvor tænke over dem. Og det er måske på dette punkt, at KFS synes at adskille sig mest fra andre fællesskaber på studiet: Her er der plads til at tale om og tænke over de emner, der rækker længere op i himlen end Kommunehospitalets kuppel.

En åndelig bro
Selvom den kristne samtale udgør en væsentlig drivkraft bag Kristeligt Forbund for Studerende, er et af foreningens hovedformål også at ’hjælpe de kristne på studiestederne’. Dette kan dog fremkalde en smule undren, for er de danske universiteter virkelig så religionsfjendtlige, at der er brug for reel hjælp til de kristne studerende? Er det så svært som kristen statskundskaber at forene Gud med Gadamer og Helligånden med Honneth?

Ifølge Anton Braüner, en 5. semesterstuderende og flittig KFS-gænger, kan livet som studerende og kristen sagtens forenes. Men KFS kan alligevel hjælpe med at bygge bro mellem disse to sfærer:

”Vi ønsker at være kristne i hele vores liv – også når vi er på universitetet,” fortæller han.

”Vi ønsker at være kristne i hele vores liv – også når vi er på universitetet” – Anton Braüner, statskundskabsstuderende

Det er samtidigt en hjælp til de kristne studerende, at KFS er et forum, hvor man kan tro på én sandhed, hvilket pensum på Statskundskab ikke altid lægger op. Selvom Anton understreger, at hovedparten af undervisningen fint kan forenes med troen på Gud, kan der alligevel forekomme visse brydninger. Dette var særligt præsent for ham i faget Videnskabsteori og metodologi på 1. semester, hvor meget af pensum netop forkaster idéen om sand viden.
Disse udfordringer, påpeger Anton, bliver ofte diskuteret i foreningen, og det er især herigennem, at det kristne fællesskab på CSS finder sin eksistensberettigelse.

Selvom den kristne forening udgør en lille skare, er det på ingen måde et lukket fællesskab. Tværtimod. Foreningen afholder regelmæssigt arrangementer på landets universiteter, herunder et oplæg på CSS i uge 10, som har til formål at videregive evangeliets budskab og skabe dialog om kristendommen. Det er dog ikke et ønske om direkte at konvertere studerende, der driver disse oplæg, men derimod det oprigtige ønske om at ville det bedste for andre.

”Vi håber da, at flere af vores medstuderende, som vi jo holder af, må lære Jesus at kende,” fortæller Anton.
”Det, tror jeg, er det bedste, der kan ske for mennesket.”

”Herre, tak for…”
Det er nu blevet tid til at gå videre til fællesbønnen. Der bliver spurgt ud i lokalet, om der er noget særligt, som vi skal bede for og vise taknemmelighed for i dag. Til at starte med er det meget jordnære sager, der bliver budt ind med: at en betændelse snart må gå over, og at en forestående julefrokost må forløbe godt. Hurtigt begynder bønnerne i højere grad at dreje sig om alle andre end dem, som er til stede i lokalet. Der bliver bedt for, at en tilskadekommen studiekammerat må komme sig, og at ens medstuderende må klare sig igennem den hårde eksamenstid. Der ytres håb om, at Guds kærlighed også må komme til dem, som endnu ikke kender Ham. Og så bedes der for fakultets bestyrelse, ledelse og de ansatte om, at de må få den nødvendige visdom til at træffe de rette beslutninger. Hver enkelt bøn bliver fremsagt med en sådan nænsomhed og oprigtighed, at det er svært ikke at kåre KFS som studiets mest sympatiske forening.

Der bliver også udtrykt taknemmelighed over undertegnedes tilstedeværelse, hvilket efterlader mig lige dele beæret og akavet. Det er samtidigt svært ikke at vende blikket indad, og pludselig har jeg ubehageligt svært ved at huske, hvornår jeg sidst har vist oprigtig taknemlighed over for noget i mit eget liv.

Mens der endnu bliver sendt himmelske tanker ud i verden, banker det på døren, og en ny gruppe gør krav på lokalet. En time er gået, der bliver pakket sammen, og efter en hurtig afsked tømmes lokalet. I takt med at KFS-medlemmerne igen forsvinder ud i mængden af studerende, bliver det tydeligt, at der alligevel er højere til loftet på CSS, end man umiddelbart tror.

Er det et udtryk for sexisme eller selvcensur, når kvinder 100 år efter indførelsen af den fulde valgret stadig er i undertal i den offentlige debat?

”Du har menstruation i hjernen, klamme so!”

Er det et udtryk for sexisme eller selvcensur, når kvinder 100 år efter indførelsen af den fulde valgret stadig er i undertal i den offentlige debat?

Med en kvindelig statsminister ved roret synes det demokratiske ligestillingsprojekt anno 1915 at have nået sit endemål. Kvinder kom, de så, de sejrede.

Alligevel kan der siges at være noget råddent i Danmarks rige. Meningsdanner, politiker og debattør er fortsat mandsdominerede titler, og ifølge en optælling fra Politiken i 2012 var 72 procent af deres modtagne debatindlæg, kronikker og politiske analyser skrevet af mænd.

Kigger man derimod på uddannelsesstatistikkerne, tyder det ikke ligefrem på, at moderne kvinder mangler et oplyst grundlag for at kunne deltage i debatten. Så hvorfor forholder kvinderne sig stadig tavse?

”SØDE, LILLE SKAT…”
Sexistiske under- og overtoner, nedladende tale og en generel hård debatjargon er blevet nævnt som årsag til, at kvinder i mindre grad end mænd stiller sig på ølkassen og taler deres sag. I efteråret 2014 viste DR’s programserie Ti stille, kvinde, hvordan kvindelige debattører, professorer og politikere betaler en høj pris for deres ytringer.

Hvad enten de medvirkende havde modtaget harske Facebook-kommentarer eller deciderede voldtægtstrusler, var det et generelt fællestræk, at tilsviningerne ofte var relateret til deres køn. Som seer blev man efterladt med den deprimerende konklusion, at kvindelige debattører 100 år efter, at de fik adgang til den demokratiske arena, stadig bliver vurderet på baggrund af det, som sidder mellem deres ben, frem for det, som kommer ud af deres mund.

DEN TAVSE BAGERSTE RÆKKE
Frygten for chikane og sexisme vil uden tvivl kunne forklare en del af spørgsmålet om det tavse køn, og det kræver ikke megen Hal Koch-læsning at forudse konsekvenserne for demokratiet. Men er det ligeledes frygten for chikane, der gør, at det typisk er mandlige studerende, der stiller kritiske spørgsmål til oplægsholderne ved de faglige arrangementer på CSS? At det ofte er drengene, der er aktive til forelæsninger og holdundervisningerne, mens der sidder en stribe af lige så kloge piger, der brænder inde med lige så kvalificerede svar, men som af uransagelige årsager tier stille?

”Som seer blev man efterladt med den deprimerende konklusion, at kvindelige debattører 100 år efter, at de fik adgang til den demokratiske arena, stadig bliver vurderet på baggrund af det, som sidder mellem deres ben, frem for det, som kommer ud af deres mund” – Katrine Bundgaard Schow Madsen

Måske kunne det tænkes, at den allerstørste hindring for reel ligestilling i debatten slet ikke skal findes blandt ubehagelige kommentarer på Facebook, men blandt kvinderne selv?

KVINDE, KEND DIN STEMME
Om det er den såkaldte Flinkeskole, rester af traditionelle kønsroller i børneopdragelsen eller en særlig kvindelig jantelov, der ligger til grund for kvinders offentlige tavshed, kan der være mange holdninger til. At gøre sin mening offentlig handler om at tage en chance, velvidende at der kan blive sendt rådne tomater ens vej. For 100 år siden var der en række kvinder (og mænd), der gjorde netop det, og hvis deres mission skal fuldendes, bør man måske begynde at øve sig i at gå planken ud og åbne munden. Øvelse gør som bekendt mester(inde), og hvis morgendagens debat skal udgøres af flere med dobbelte X-kromosomer, kræver det en træning af stemmebåndet. Hvad enten det sker i form af et læserbrev eller til et oplæg i Bygning 35, gavner det wwikke kun den enkelte. Det vil også være en solid, omend skjult, langefinger til de neandertalere, der mener, at en kvinde i debatten kalder på et verbalt klap bagi. Det skylder vi næsten de kvinder, der tidligere har kæmpet for vores ret til at blive hørt.