Alle artikler af Lars Bo Kaspersen

Hvad vil Institut for Statskundskab med sine kandidater? Hvad vil en cand.scient.pol. med sin kandidateksamen?

Udfylder vi vores potentiale?

Hvad vil Institut for Statskundskab med sine kandidater? Hvad vil en cand.scient.pol. med sin kandidateksamen?

I sidste udgave af MED ANDRE ORD drøftede jeg kvaliteten af vores kandidater, og jeg påpegede et stort uudnyttet potentiale. Der er plads til et yderligere kvalitetsløft af vores kandidater, især hvis der arbejdes hårdere på kandidatdelen. Det næste spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, hvad er en god kandidat? Hvad er en attraktiv kandidat af høj kvalitet? Svaret på dette spørgsmål er jo ikke entydigt, og det er helt afhængig af, hvem der spørger. I øjeblikket findes en kraftig tendens til at betegne en god kandidat som én, der kan afsættes på arbejdsmarkedet, og som har en høj livsindkomst. Denne tendens vil utvivlsomt forsætte som følge af Kvalitetsudvalget og Produktivitetskommissionens arbejde med den såkaldte ’dimensionering’ af uddannelserne. Det helt centrale mål for uddannelse på universitetsniveau bliver derfor beskæftigelse. Beskæftigelse kræver en række kompetencer, og hvis disse kompetencer udvikles hos kandidaterne, så er alle glade. Det klassiske problem er selvfølgelig, hvordan vi som universitet dels sikrer, at kandidaterne uddannes med kompetencer, der efterspørges på det nuværende arbejdsmarked, og dels sikrer, at de har de kompetencer, som vil blive efterspurgt om ti år.

Kvalitet på en anden måde…
Beskæftigelse er vigtigt, og alle vores kandidater skal helst have job, men kandidaterne skal også gøre en markant forskel. De skal helst kunne se problemer på nye måder, tænke nye og anderledes løsninger, hvilket selvfølgelig kræver viden og metode (i meget bred forstand). Samtidig skal kritik og nye løsningsmåder være forankret i en demokratisk etik – kandidaterne bør bidrage til udviklingen af et pluralistisk demokratisk samfund!

”På et masseuniversitet kan alle ikke være lige dygtige og lige kreative, men er vi i stand til at motivere og udfordre vores studerende tilstrækkeligt til, at en større andel bliver endnu dygtigere og frem for alt mere selvstændigt tænkende? Det er vi næppe.” – Lars Bo Kaspersen

Gør vi det i dag? Er vi gode til at tænke ud af boksen? Tænker vi på demokratiets udvikling? Ikke nødvendigvis. Uddanner vi jer til at angribe problemerne? Nogle studerende mener ikke, det er tilfældet. Jeg citerer en stud.scient.pol.:

”Sagen er den, at der på universitetsgangene åbenbarer sig en knivskarp og struktureret forventning til de studerendes slutmål og konklusioner – allerede før vi har formuleret en tanke. I bedste fald oplever jeg det som konservativt, i værste fald snæversynet og ukreativt (…) Knap er semestret begyndt, før undervisere (og sågar os selv) italesætter målet mere end processen. Fokus er i høj grad på eksamen, og vi lurer trick af fra gangen over os til at besvare opgaverne, så de rammer vores undervisere og retteres ’stil’, og vi blotlægger (egne) refleksioner, som frygtes uegnede, hvis vores undervisere ikke er tilstrækkelig enige deri (…) Mit hold bliver strømlignet og ensliggørelsen af os er udmattende at se på (…) vingerne stækkes, og min frygt er, at alle de anderledestænkende hjerner forsvinder for tidligt i den udskillelsesproces, som begynder ved indmeldelsesblanketten og eksekveres ved undervisernes karakteruddeling ved semestret.” (Læserbrev i Weekendavisen d. 29/8-2014).

”Vores kandidater skal vi helst være stolte af, og det er vi som regel, men man løber oftere og oftere ind i eksempler, hvor man tænker: Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre…” – Lars Bo Kaspersen

Nogle borgere er af samme opfattelse. Vi uddanner mange dygtige kandidater, som er arbejdsomme og samvittighedsfulde, men er de kritiske, innovative og forandringsagenter? På et masseuniversitet kan alle ikke være lige dygtige og lige kreative, men er vi i stand til at motivere og udfordre vores studerende tilstrækkeligt til, at en større andel bliver endnu dygtigere og frem for alt mere selvstændigt tænkende? Det er vi næppe.

Vores studerende har et langt større potentiale, og ligeledes har vores forskere og undervisere et uudnyttet potentiale, som bør aktiveres. Vores fornemmeste opgave er at producere idéer, og vi er forpligtede på at udvikle nye idéer, hvor nogle kan sætte sine spor i den virkelige verden. Ligeledes er vi forpligtede på at opøve den samme færdighed hos de studerende. Samtidig må vi huske på, at de studerende er flere, yngre og måske med en relativ ens baggrund. Der skal tænkes, arbejdes og eksperimenteres for at udvikle undervisningsudbud og undervisningsmetoder, der kan bidrage til udviklingen af de studerende endnu mere.

”Lad os starte en diskussion om kvalitet i vores uddannelse og hos vores kandidater. Jeg har givet bolden op, så nu må I – kære læsere – på banen.” – Lars Bo Kaspersen

Studerende, undervisere og ledelse har et fælles ansvar for, at de studerende bliver dygtigere, og frem for alt må vi undgå for meget ensliggørelse og konformitet. Jeg tror, det vil skabe højere kvalitet. Midlerne hertil er større diversitet blandt studerende og lærere (herunder national, religiøs, etnisk og uddannelsesmæssig baggrund), nye læringsformer, skarpere udvælgelse af undervisere til bestemte typer af undervisning, bedre evalueringsformer (traditionelle studentervejledninger er ikke fremadrettede nok) med videre. Vores kandidater skal vi helst være stolte af, og det er vi som regel, men man løber oftere og oftere ind i eksempler, hvor man tænker: Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre…

Lad os starte en diskussion om kvalitet i vores uddannelse og hos vores kandidater. Jeg har givet bolden op, så nu må I – kære læsere – på banen.

Vi kan gøre mere ud af vores kandidatuddannelse, skriver institutleder og professor Lars Bo Kaspersen. Vores kandidater er dygtige, men kan blive endnu bedre, lyder det. Studiearbejdstiden for de studerende på overbygningen er generelt for lav, og deri ligger et uudnyttet potentiale, som Instituttet bør gøre brug af

Statskundskab og kvalitet

Vi kan gøre mere ud af vores kandidatuddannelse, skriver institutleder og professor Lars Bo Kaspersen. Vores kandidater er dygtige, men kan blive endnu bedre, lyder det. Studiearbejdstiden for de studerende på overbygningen er generelt for lav, og deri ligger et uudnyttet potentiale, som Instituttet bør gøre brug af

Forskere og studerende på et politologisk institut ved bedre end de fleste, at politik er et underligt fænomen. Det afspejler sig ikke mindst i de igangværende politiske diskussioner om de højere uddannelser. Således besidder en stor del af det politiske etablissement den forestilling, at vi lever i et videnssamfund, hvor landene konkurrerer om at udvikle eller tiltrække de bedste hoveder, som kan producere vækst. Derfor skal vi blive dygtigere, og universiteterne skal uddanne flere kandidater. Det koster penge – mange penge. Det gik op for den siddende regering for et par år siden, at der var tale om en betydelig udgift, og derfor er de højere uddannelser pludselig blevet ’high politics’.

I takt med at udgifterne til uddannelse af kandidaterne vokser, skifter debatten karakter, og fokus bliver nu effektivisering og højere produktivitet, og disse størrelser kobles til højere kvalitet. Og debatten flyder videre til at indbefatte et relevanskriterium. Uddannelserne skal i højere grad være relevante og beskæftigelsesorienteret. I den sovs af modstridende politiske målsætninger og teknokratiske løsningsmodeller – formodentligt udarbejdet af dygtige, innovative cand.scient.p..’er? – finder vi et utal af reformer, konkrete forslag og løse ideer.

Hvornår er Finansministeriet blevet en vidensbank for kvalitet i uddannelserne?

De handler bl.a. om SU-besparelser, studietidsafkortende tiltag, øget timetal samt forslag om 4-årige bacheloruddannelser med tilhørende reduceret optag på kandidatuddannelserne. Debatterne er hjulpet godt på vej af Produktivitetskommission og Kvalitetsudvalget, hvor sekretariatet, der understøtter sidstnævnte, har hele tre embedsmænd udlånt fra Finansministeriet. Hvornår er Finansministeriet blevet en vidensbank for kvalitet i uddannelserne?
Det er mig en gåde at forstå, hvorledes disse mange tiltag fører til kvalitet, og hvad mener man egentligt med kvalitet? Og hvad skal vi bruge kvaliteten til? Disse svar blæser i vinden, og jeg forventer ikke at få svar herpå foreløbigt.

Kvalitet på IFS
Rasmus Fonnesbech Andersen rejste i første nummer af dette herlige blad en helt nødvendig debat om vores forskningsmæssige målsætning. Og trods vores uenighed på nogle punkter tror jeg, at vi er enige om, at få nyskabende forskningsresultater og innovative ideer er bedre end mange uoriginale resultater og gentagelser af allerede eksisterende pointer. Det er sådant et forskningsmiljø, vi arbejder på at skabe.

Den store udfordring er vores kandidatuddannelse. Her er min oplevelse, som jeg deler med andre, at arbejdsindsatsen gennemsnitligt er for lav. Studiearbejdet tager 20 timer om ugen og ikke 10, som det rettelig burde, og fremmødet til undervisningen er svingende.

Men hvad med kvaliteten i undervisningen og kvaliteten af vores kandidater? Kvaliteten af undervisningen vil jeg gemme til en anden gang, men det er ikke et udtryk for, at jeg ikke finder det vigtigt. Det fortjener blot mere plads, end jeg har her. Lad os i stedet for en gangs skyld kaste et blik på vores kandidater. Har de høj kvalitet? Svaret er ja, hvis man ser på karakterniveauet for at komme ind på studiet. Ligeledes hvis man ser på karakterniveauet på Statskundskab, så ligger det flot. Hvis man samlet vurderer uddannelsens høje faglige niveau og de studerendes engagement i faglige foreninger på IFS, så tyder det på kvalitet. Tillægges vores aftageres tilfredshed med kandidaterne, så har de høj kvalitet! Jamen, det er jo herligt!

Men snyder vi os selv lidt med denne ellers glædelige konklusion? Jeg tror det. Er vores studerende så alligevel ikke så dygtige? Jo, de er dygtige, men min fornemmelse er, at de kunne blive meget dygtigere. De kommer for de flestes vedkommende med høj kulturel kapital, og på bacheloruddannelsen arbejder de fleste hårdt og målrettet og mærker selv, at deres niveau løftes de første tre år. Selv her er der plads til forbedring, men den store udfordring er vores kandidatuddannelse. Her er min oplevelse, som jeg deler med andre, at arbejdsindsatsen gennemsnitligt er for lav. Studiearbejdet tager 20 timer om ugen og ikke 10, som det rettelig burde, og fremmødet til undervisningen er svingende. Dette skal sammenholdes med, at mange studerende færdiggør studiet med et relativt højt karaktergennemsnit. Der er noget, der ikke stemmer. Hvis ikke man studerer intenst mere end 40 timer om ugen, så skal man heller kunne forlade statskundskabsstudiet med høje karakterer. Med andre ord har vi et uudnyttet potentiale, og Instituttet er forpligtet på at udfordre de studerende, stille de rette krav, men selvfølgelig også tilvejebringe interessante fag, kompetent forskningsbaseret undervisning og god pædagogik for at hjælpe de studerende fremad i deres udvikling. De studerende er forpligtede til at yde en indsats på kandidatuddannelsen, der ligger over den, der leveres på bacheloruddannelsen. I forlængelse heraf skal bemærkes, at et stigende antal tidligere uddannede cand.scient.pol’er (inkl. finansministeren) indrømmer, at de burde have været presset mere især på kandidatuddannelsen. Fra næste år er de studerende heldigvis heldige, for da indebærer de ovenfor omtalte reformer 4 i stedet for 3 kurser per semester på kandidatuddannelsen. Sammenholdt med vores nye linjespecialisering giver det nye muligheder.
Men er det nok?

Spørgsmålet står stadigt tilbage: Hvad er det for en kvalitet, man løfter, og hvad bidrager cand.scient.pol’erne med i forhold til de samfundsforandringer, der foregår? Hvis vores kandidater har høj kvalitet, burde de så ikke bringe reelt nye innovative ideer i spil i forhold til de udfordringer, vi står med? Hvor er de idéer, der skal transformere den offentlige sektor og relationen mellem den offentlige og private? Og der kunne nævnes et utal af eksempler. Hvad er det for kvaliteter vores kandidater skal have?

Jeg vover pelsen og giver nogle bud i næste nummer
af MED ANDRE ORD.

Hvad er god politolgi? Hvad er den rigtige Politologi?

Hvad er god politolgi? Hvad er den rigtige Politologi?

Politologi af højeste kvalitet spirer bedst på et stærkt pluralistisk institut, hvor positioner støder sammen i faglige debatter, skriver institutleder Lars Bo Kaspersen. Han følg- er her op på Rasmus Fonnesbæk Andersens debatindlæg om politologiens rolle i sidste udgave af MED ANDRE ORD

I sidste udgave af dette fremragende blad bidrog Rasmus Fonnesbæk Andersen (RFA) med en række syns- punkter om, hvad den forskningsmæssige målsætning bør være for Institut for Statskundskab. Lad mig starte med at takke Rasmus for bidraget. Det er særdeles vel- komment, at de ansatte engagerer sig i fagets udvikling samt instituttets målsætning. Gid at flere gjorde det.

RFA sætter to forhold til diskussion: 1) publicerings- steder og 2) karakteren af den forskning, der bør tilstræbes. Vedr. publicering henviser RFA til at ph.d.-studerende ved Harvard ”uddannes til at søge at publicere i feltets mest læste og højest anerkendte akademiske tidsskrifter eller forlag”. Det bør vi også gøre – og faktisk er det jo det, vi i stigende grad gør, selvom der nok stadig er en tendens til at publicere for meget i stedetfor at fokusere på absolut højeste kvalitet. Faktisk er vores ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter de bedst publicerende grupper overhovedet på instituttet, og således har vi bl.a. set publikationer i det seneste år i American Political Science Review, Theory & Society, International Organizations og British Journal of Political Science – for at nævne nogle prestigefyldte mainstream-tidsskrifter. Spørgsmålet er dels, om vi kan gøre det bedre og dels om, hvilke tidsskrifter (og forlag) der er de ’rigtige’ og bedste publiceringskanaler.

Det første spørgsmål kan besvares med et ja; selvfølgelig kan vi gøre det bedre, og det er min klare overbevisning at instituttets forskere arbejder meget målrettet for at øge kvaliteten. Vi har styrket peer-review-processerne, vi styrker løbende forsker- interaktionen i centre og forskningsgrupper, tilbyder skrivekonsulentbistand, tilbyder ’personal research review’, udvider vores internationale samarbejde og styrker det internationale islæt på instituttet – alt sammen med sigte på at øge kvaliteten.

Så kommer vi til spørgsmålet om, hvilke tidsskrifter og forlag der er de efterstræbelsesværdige. Politologien er en mangeartet fagdisciplin, der dels består af mange subdiscipliner og dels med mange grænseflader til andre discipliner som fx psykologi, antropologi, sociologi, økonomi, historie, geografi. Derfor er det ikke entydigt let at udpege de mest relevante og efterstræbelsesværdige tidsskrifter for en større gruppe forskere ansat på et institut som vores. Det vil nok være lettereat blive enige om, hvilke mainstream tidsskrifter der regnes for de mest prestigefyldte, men det er ikke nødvendigvis det samme som de mest relevante. Hvis man netop vil sikre en læserskare og påvirke en debat, så er det ofte mere specialiserede tidsskrifter, man skal ramme. Videnssociologiske undersøgelser viser desuden, at mange artikler pub- liceret i de store prestigefyldte mainstream tidsskrift- er har meget få citationer og få læsere. Jeg er enig i, at vi skal publicere i de bedste og mest relevante tidsskrifter, men det gør en forskel, om man forsker i implementering af EU-lov, EU’s normative magt, billeder og sikkerhed eller økonomiske incitamenter til offentlig styring. Desuden skal vi huske, at en stor del af instituttets ansatte forsker i danske politiske spørgsmål, og det er særdeles vigtigt også at publicere i danske tidsskrifter og på gode danske forlag. Mange amerikanske forskere er jo ikke særligt internationale, når det gælder publicering. De publicerer oftest i ameri- kanske tidsskrifter, hvor vi spreder publikationerne på europæiske, nordiske og amerikanske tidsskrifter – og det kan jo være en vigtig strategi, hvis vi ønsker at påvirke debatter, dér hvor de foregår.

mao2_s7

Den anden og endnu større problematik, som RFA rejser, angår karakteren af den politologi, som vi skal dyrke som forskere og uddanne vores stude- rende til at arbejde med. Ifølge RFA skal vi blotlægge ’samfundsmekanikken’ forstået som de kausale sammehænge, der får stat, samfund, styreform, institutioner mv. til at hænge sammen. RFA taler om kausalt orienteret forskning belyst ved kontrafaktiske eksperimenter osv. Lad mig sige med det samme, at jeg er glad for at den type politologi er repræsenteret på instituttet – og oven i købet på et højt niveau. Tilgengæld ville jeg være betænkelig, hvis den var enerådende. Pluralisme kan opfattes som relativisme, men når jeg i mere end én forstand er pluralist, så er det ud fra den overbevisning, at tilstedeværelsen af forskellige opfattelser af politologi, forskellige videnskabssyn og forskellige politikforståelser styrker dynamikken, kvaliteten og de forskellige positioners selvbevidsthed på instituttet og dermed også kvaliteten af de mange forskellige forskningsbidrag. Udviklingen vil være positiv, så længe der er konsensus om, at alle hver især bidrager til vores forståelse af politik. Husk at ingen position ligger inde med sandheden. Sandheden er ikke en tilstand men en proces, som vi alle kontinuerligt bidrager til at skubbe videre.

RFAs forståelse af politologi bygger i sig selv på en række antagelser og distinktioner, som det kan være svært at gøre rede for. Fx er det svært præcist at redegøre for distinktione n mellem teori og empiri. Kausalitet er jo ligeledes en problematisk størrelse. Og hvordan vi blot ontologisk kan påstå, at der findes en virkelighed bestående af kausale sammenhænge, når vi ikke først har bevist denne virkeligheds eksistens, kan jo også synes problematisk. Og forsknings- spørgsmål angående, hvad et demokrati er, eksempelvis hvorvidt Danmark er mere demokratisk i dag end for 30 år siden, er jo spørgsmål, der tvinger forskeren til at udrede, hvad der menes med et demokrati (hvilket jo er et normativt spørgsmål), og hvor- vidt der kan iagttages mere eller mindre demokrati, hvilket også er et normativt spørgsmål. Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er RFAs faglige position, der har iboende problemer– det gælder alle positionerindenforpolitologien som fx studier på Webers idealtyper eller Foucaults governmentalityanalyser. Som Popper skriver, så står videnskaben placeret i kviksand, hvilket gør at vi alle står på et usikkert fundament. Den eneste vej til at reducere usikkerheden er at gå i fagligt dialog med de øvrige positioner, som så skalsætte ind med deres kritik og påpege problemer og mangler. Der- for er mit budskab: Et stærkt pluralistisk institut, hvor positioner støder sammen i faglige debatter, er vejen frem til højerekvalitet og mere nytænkning.