Alle artikler af Lasse Raagaard Jønsson

MED ANDRE ORD har mødt Tim Knudsen til en samtale om de store linjer i statskundskaben. Vi har i den forbindelse bedt ham kommentere på den kritik, Lars Bo Kaspersen fremsatte i sidste udgave af bladet.

Interview med Tim Knudsen: Kritisk sans og demokratisk sindelag

MED ANDRE ORD har mødt Tim Knudsen til en samtale om de store linjer i statskundskaben. Vi har i den forbindelse bedt ham kommentere på den kritik, Lars Bo Kaspersen fremsatte i sidste udgave af bladet.

– Mener du, at der er hold i Lars Bo Kaspersens kritik? Er de studerende ikke kritiske og innovative nok?

”Jeg kan godt følge Lars Bo Kaspersen i, at der måske er mange studerende, som er meget optaget af deres egen karriere. Men det skyldes jo også, at vi har et system, der i høj grad animerer de studerende til at blive hurtigt færdige.

Desuden mindes jeg i mine sidste år som underviser, at der var en stigende interesse for det, jeg vil kalde manipulationsvidenskab. Det vil sige valgforskning og politisk marketing. Mange studerende ville simpelthen have fidusen til at vinde det næste valg. Og det har altså ikke meget at gøre med at være kritisk og tænke ud af boksen.”

– Hvordan sikrer vi os, at statskundskabskandidater besidder evnen til kritisk stillingtagen?

”For det første skal der være plads til det. Hvis vi nu skal lade de studerende slippe af krogen, så kan der også fremhæves vigtige forsømmelser hos underviserne. Det handler om, at dansk statskundskab bæres af forskere, der har svært ved at se begivenhederne og de forhold, vi beskæftiger os med, i et historisk perspektiv. De fleste forskere mangler simpelthen historisk viden, og derfor er der stort set ingen i dansk statskundskab, der kan overskue de store linjer.

I stedet lægges der utroligt meget vægt på det teoretiske, da det er nemmere. Det har smittet af på de studerende og har resulteret i – lidt karikeret – at de studerende knapt kan kende forskel på Schlüter og Gravballemanden.”

– Hvilke specifikke problemstillinger mener du, at færdiguddannede bør kunne forholde sig kritisk til?

”I dag har man overlæsset embedsmændene med krav. De skal være lydige, loyale og sandhedskærlige, men samtidig skal de også have ’politisk tæft’. Nogen forskere mener, at det er helt fint, at embedsmænd presser grænserne til det yderste. Denne opfattelse deler jeg ikke. Jeg mener, at embedsværket skal holde sig inden for love og regler, og jeg håber, at man som studerende vil forholde sig kritisk til denne problemstilling.

Noget andet er de store spørgsmål som eksempelvis demokratipolitik. De færreste politiske partier har en  demokratipolitik og slet ikke en forvaltningspolitik. Her er det min forhåbning, at scient.pol’er kan bidrage til at stimulere disse diskussioner i stedet for at fokusere på, hvordan man ved hjælp af manipulationsvidenskab sikrer, at et bestemt parti vinder næste folketingsvalg.”

– Men skal Instituttet så uddanne kandidater til at have et særligt demokratisk sindelag?

”Til det vil jeg sige, at jeg med årene er blevet ret illusionsløs. Man kan sagtens hylde demokratiet i ord og ved skåltaler. Men når man først kommer ind i forvaltningen, bliver man rettet af i løbet af de første par år. I forvaltningen handler det om magt, og når magten er i centrum, laves der sjældent en kobling til normative demokratiidealer.

Men som studerende har man netop et frirum til at tænke frit og kritisk. Og når man har den mulighed, må man jo gøre sig nogle overvejelser omkring demokratiets tilstand. Så kunne de studerende som gruppe igen bidrage til en debat om demokratiet, som de har kunnet tidligere.

BLÅ BOG
Tim Knudsen, professor emeritus, Institut for Statskundskab, Købehavns Universitet. Født 1945.
Aktuel med ‘Ansvaret der forsvandt’ sammen med Pernille Boye Koch.

Ugunstige lejekontrakter med både staten og private ejendomsfirmaer betyder stigende udgifter for Københavns Universitet. Nu tager universitetet kampen op for selveje af dets bygninger – herunder Kommunehospitalet.

Mursten til overpris

Ugunstige lejekontrakter med både staten og private ejendomsfirmaer betyder stigende udgifter for Københavns Universitet. Nu tager universitetet kampen op for selveje af dets bygninger – herunder Kommunehospitalet.

I 2012 påviste et eksternt ejendomsrådgivningsfirma, at Københavns Universitet lejer sine bygninger af staten til en leje, der overstiger markedsprisen med op til 20 %. Som følge af redegørelsen anmodede KU i februar 2013 om at købe de statsejede bygninger, da dette ville være en økonomisk gunstigere løsning.

Fra politisk hold er processen dog blevet udskudt flere gange. Dette skyldes formentlig den begrænsede politiske bevågenhed, der har været om problematikken, da fremdriftsreformen alt andet lige har været den store uddannelsespolitiske medie-darling. Der er dog god grund til at være bekymret over denne politiske nedprioritering. Omkostningerne ved lejeordningen mellem KU og staten – også kendt som SEA-ordningen – vil nemlig kun stige for KU. De stigende omkostninger betyder, at KU fra 2018 skal skære cirka 35 millioner kroner fra det årlige budget for at dække hullet på bygningsområdet. Penge, der ellers kunne være gået til forskning og uddannelse.

KU lejer dog ikke kun bygninger af staten. Kommunehospitalet udlejes af det private ejendomsfirma, Jeudan, men også denne aftale skulle eftersigende indebære problematiske elementer.

Medarbejder: Jeudan er svære at holde til ansvar
MED ANDRE ORD mødte en medarbejder fra vedlige­holdelsesafdelingen på CSS. I sit daglige virke på CSS oplever medarbejderen ansvarsfordelingen mellem KU og Jeudan i vedlige­holdelsen af Kommunehospitalet. Vedkommende mener, at KU begik en fejl, dengang lejekontrakten blev indgået i 2004.

”Der bliver lagt arm på højeste ledelsesniveau mellem KU og Jeudan over kontraktlige forpligtelser i forhold til vedligeholdelsen af Kommunehospitalet,” fortæller med­arbejderen. Der har især været uenighed, når bygningernes tage har lækket vand. Her har KU stået med en lang næse, når ansvaret for reparationer skulle placeres. ”KU skal glæde sig til, at lejekontrakten for CSS kan genforhandles,” mener medarbejderen. Det varer dog ni år, før den 20-årige lejeaftale mellem Jeudan og KU udløber.

”KU skal glæde sig til, at lejekontrakten for CSS kan genforhandles”  – CSS-medarbejder

Ny bevågenhed
Lejeaftalen kommer til at udgøre en afgørende del af KU’s budget i fremtiden. Man kan spørge, om KU simpelthen har sovet i timen og alt for sent har opdaget de økonomiske fordele ved at eje egne bygninger. Med de stigende kvadratmeterpriser i København bliver det stadig dyrere for byens universitet at blive egentlig ejer af blandt andet Kommunehospitalet. Derudover blev anmodningen først indleveret i 2013, hvilket faldt på et særdeles uheldigt tidspunkt, fordi opmærksomheden var stift rettet mod fremdriftsreformen. Det har derfor været svært at få selveje på den politiske dagsorden.

Københavns Universitet har dog siden søgt at tage sagen i egen hånd og lancerede i starten af 2015 en mediekampagne for selveje. Dette inkluderede en såkaldt Twitter-storm, hvor hashtagget #selveje begyndte at florere på Twitter blandt KU’s medarbejdere, mens der samtidig blev indrykket indlæg i Politiken og Weekendavisen. Man kan tolke selvejekampagnen som udtryk for, at Københavns Universitet udviser et øget fokus på lejeaftalerne og samtidigt erkender, at lejeforholdene vil spille en afgørende rolle for universitetets budget fremover. I september 2015 forventes det endelige svar på anmodningen om selveje at falde.

 

Statskundskabsstuderende melder sig i hobetal til Politikens debattør- og kritikerskole. Vi mødtes med opinionsredaktør Per Michael Jespersen til en snak om kritikerskolen og den danske debatkultur.

Debatten til debat: Politikens debattør- og kritikerskole

Statskundskabsstuderende melder sig i hobetal til Politikens debattør- og kritikerskole. Vi mødtes med opinionsredaktør Per Michael Jespersen til en snak om kritikerskolen og den danske debatkultur.

I 2013 blev de optagede på Politikens debattør- og kritikerskole undervist af Bjarne Corydon, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Kritikerskolen kan ses som endnu et skud på stammen af meningsdanner- og debattørskoler. På Ceveas meningsdanneruddannelse, Informations medieundervisning og Cepos Akademiet undervises unge i at begå sig i den offentlige debat. I 2014 er der optaget 150 nye debattører hos Politiken. Er det et tegn på, at den offentlige debat bliver professionaliseret?

I foråret skrev statskundskabsstuderende Eric Carter, at ”kritikerskoler risikerer at skade demokratiet” – frygten er en debat, hvor kun de trænede sidder på dagsordenen. Dette så vi også ved en række velbesøgte debatarrangementer i foråret, ’Djøfokrati – folkestyre eller folkestyring’, hvor polariseringen af den offentlige debat, professionaliseringen og elitestyringen blev sat i perspektiv.

Den mangfoldige debatkultur
Den danske debatkultur er en af de bedste i verden, mener opinionsredaktør og initiativtager til Politikens debattør- og kritikerskole Per Michael Jespersen. Det begrunder redaktøren i, at eksponeringen af debatindlæg i Danmark er stor, mens vejen fra civilsamfund til nationale dagsordener er kort. Hvad der starter som et kort debatindlæg, bliver hurtigt til et tema i Deadline. Danmark er med andre ord langt i forhold til Habermas’ ideal om den borgerlige offentlighed.

Styrken ved den danske debat er dens mangfoldighed; mange forsøger at komme til orde, og det er relativt nemt at brænde igennem. Som eksempel herpå fremhæver Per Michael Jespersen, at Politiken modtager cirka 20.000 læserbreve om året. Til sammenligning modtager The Guardian ikke engang halvt så mange. Hvor nogle ser en elitestyret debat, betoner Per Michael Jespersen dens mangfoldig.

Meningsdannerne?
Per Michael Jespersen har svært ved at genkende kritikken af, at Politikens debattør- og kritikerskole er en ’eliteskole’ for de højtuddannede. Han pointerer, at det er vigtigt at skelne mellem meningsdanner- og debatskoler: ”Meningsdannerskoler som Cevea og Cepos forsøger at lære en menighed at sætte en socialdemokratisk eller en borgerlig dagsorden. Vores udgangspunkt er et helt andet.” Politikens debattør- og kritikerskole fokuserer på debatten i stedet for på én bestemt dagsorden. Samtidig rekrutterer skolen debattører på tværs af politiske og sociale skel, både røde og blå, studerende og håndværkere.

Konfrontation og nyhedskriterier
Ifølge Per Michael Jespersen er det ikke retoriske virkemidler og elitedebattører, der dominerer den offentlige debat, men derimod mennesker, som evner at rykke den etablerede dagsorden ved at formidle sin egen sociale virkelighed. Han fremhæver Lisbeth Zornig, Yahya Hassan og Mattias Tesfaye som eksempler herpå, og det er netop sådanne debattører, Politiken gerne vil kultivere.

Yahya Hassan kom uden medietræning på debatscenen i oktober 2013, og i slutningen af året blev han af Politiken kåret som årets mest indflydelsesrige debattør. Yahya Hassan spillede dog med på mediernes præmisser: ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation” rummer den konfrontation og nyhedsværdi, medierne søger. Men jagten efter konfrontation er ikke nødvendigvis et onde. Som medie søger Politiken netop efter perspektiver, der aggressivt konfronterer den etablerede konsensus. Mediernes søgen efter konfrontation og debattens folkelige forankring er altså ikke modsætninger, mener Per Michael Jespersen.

Man må spørge: Er en bred mangfoldig debat et mål i sig selv? Professor ved CBS Ove Kaj Pedersen udtalte sig i august kritisk om det offentlige rums tilstand. Udtalelsen faldt, efter at finansminister Bjarne Corydon havde gjort brug af Ove Kaj Pedersens begreb ’konkurrencestat’, hvilket affødte tonsvis af debatindlæg med diverse holdninger til begrebet.

”Der er for mange meningsdannere i dette land og for få vidensdannere. […] Her i landet tiltager man sig retten til at have en mening uden at have undersøgt, hvad man taler om,” udtalte Ove Kaj Pedersen. Han syntes, at det føltes som en spand kold vand i hovedet at komme hjem til den danske debat efter en tur i USA, hvor debatten foregår på et helt andet niveau. Når man i Danmark skal mene noget om alting, mistes nuancerne i debatten. Per Michael Jespersens mangfoldige debat har dermed sine ofrer – et af dem er Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsbegreb.

En folkelig debatkultur?
Målet i mange debatsektioner er modsætningsforhold, og derfor bliver medie- og debattræningen på diverse skoler hurtigt en øvelse i konfrontation. Konfrontationslogikken skader dog ikke nødvendigvis debattens folkelighed. Når målet er opgør med etablerer konsensusser, vil nye perspektiver fra borgere med alternative sociale virkeligheder altid være kærkomne. I konfrontation og overskrifter med gennemslagskraft er det måske nuancerne, og ikke folkeligheden, som tabes.

Kvalitetsstormøde: Da Ralf Hemmingsen dukkede op

Foto: Thor Bjørn Andersen

Kvalitetsstormøde: Da Ralf Hemmingsen dukkede op

Universiteterne nedprioriterer erhvervsrelevansen, mener Produktivitetskommissionen, Akkrediteringsinstituttet og Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen. Som modsvar arrangerede Studenterrådet ved Københavns Universitet i det tidlige forår et kvalitetsstormøde, som forsøgte at bringe kvalitets- og erhvervsrelevansdiskussionen tilbage på universitetet

Peblinge Sø satte rammerne for de sidste timer af kvalitetsstormødet. De studerende havde medbragt forslag til forbedringer af kvaliteten på universitetet, som blev skrevet på siden af lanterner. Lanternerne blev siden sat på flydende træplader med fyrfadslys i midten og søsat i Peblinge Sø som et symbol på de budskaber, Studenterrådet havde frigivet. Kvalitetsstormødet skabte dog kun små bølger i et ellers oprørt hav: Der er ingen forestilling om, at lanterner med påskrevne forslag om flere holdtimer, mere forskerkontakt og opgavefeedback samt tid til faglig fordybelse, bliver gennemført. KU har ikke pengene.

Fokus på erhvervsrelevans i Chr. Hansen Auditoriet
Kvalitetsmødet startede dog et helt andet sted – nemlig bag de tykke mure i Chr. Hansen Auditoriet. Her var erhvervsrelevans diskussionens nøgleord, da DSF-formand Jacob Ruggard og rektor Ralf Hemmingsen debatterede.

”Der har været en spin-lignende sammenblanding af kvalitet og erhvervsrelevans,” udtalte Ralf Hemmingsen. Han fastslog, at kvalitet og erhvervsrelevans er to forskellige størrelser, og at ordet ”kvalitet” fra politisk hold misbruges i debatten om den høje dimittendledighed. Herigennem øges presset for yderligere tilpasning til erhvervslivet.

Universiteterne svarer igen på det politiske pres for øget erhvervsretning ved at forsøge selv at tage kontrollen med dimittendledigheden. For at komme politisk styring i forkøbet har rektorerne på de otte danske universiteter indgået en fælles aftale, hvor de koordinerer reduktionen i antallet af studiepladser på uddannelser med høj dimittendledighed. Beslutningens konsekvenser for optaget på de berørte uddannelser er stadig uvist. Aftalen mellem de otte rektorer er, ifølge Ralf Hemmingsen, affødt af frygten for et beskæftigelsestaxameter, hvor betalingen til universiteterne relateres til de konkrete uddannelsers afsætningen på arbejdsmarkedet.

Ifølge Ralf Hemmingsen er kvalitet og erhvervsrelevans forskellige størrelser. Hemmingsen mener, at ordet ”kvalitet” fra politisk hold misbruges i debatten om den høje dimittendledighed

Et sådant beskæftigelsestaxameter vil gøre uddannelsers optag direkte dikteret af arbejdsmarkedets efterspørgsel. Samtidig kan det frygtes, at universiteterne vil nedprioritere kvaliteten på uddannelsesretninger med relativ høj dimittend ledighed, da disse giver færre taxameterpenge. Et beskæftigelsestaxameter, som skal øge erhvervsretningen på universiteterne, kan have store følger for både kvalitet og optag på visse uddannelser. Nødvendigheden af en tilpasning for at afbøde politisk styring og undgå fundamentale ændringer i taxameter systemet, blev formuleret overbevisende af Ralf Hemmingsen i det halvtomme Chr. Hansen Auditorium.

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

Universiteternes tilpasning er nytteløs
Men kunne man måske forestille sig, at rektorernes netop indgåede aftale om koordineret reguleret optag på bestemte uddannelser ikke begrænser kommende politiske stramninger? Måske legitimerer rektorernes initiativ blot den nuværende politiske diskurs, hvor erhvervsretningen er i fokus?

Jacob Ruggard såede på mødet tvivl om, hvorvidt universiteternes tilpasningsstrategi vil forhindre ændringer i det nuværende taxameter system:

”Jeg synes, at der har været en ensartet måde at kommunikere på mellem Produktivitetskommissionen og tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard, og nu Sofie Carsten Nielsen, som er bekymrende. Denne handler muligvis om, at man mister viljen og lysten til at finansiere SU og taxametrekroner langsigtet. Den nuværende konjunkturbestemte ledighed bliver således brugt i en sådan nedskæringslogik.”

Kun fremtiden vil vise, om Ralf Hemmingsens tilpasning vil forhindre større omstrukturering af taxametersystemet, eller om Jacob Ruggaard har ret i, at det politiske pres er et tegn på kommende nedskæringer.

Kampen for kvalitet som parameter
Jacob Ruggaard og Ralf Hemmingsen synes at være enige om, at universiteterne ikke skal være fuldstændig uafhængige af arbejdsmarkedet. Men en uddannelse skal ikke vurderes udelukkende på den efterfølgende beskæftigelse. Et beskæftigelsestaxameter vil redefinere universiteternes funktion i samfundet ved at gøre erhvervsrelevans et altdominerende parameter for en uddannelses kvalitet for samfundet.

Tilbage ved Peblinge Sø fik lanterne med fyrfadslysene og kvalitetsbudsaberne en hård medfart i den dunkle forårsaften.

Med hjælp fra redaktionsmedlem Thor Bjørn, hans excentriske entusiasme og Søpavillonens robåd fandt lanternerne alligevel vej ind til Peblinge Søs midte. Desperat, ja. Men for Studenterrådet og studerende er kampen for, at kvalitet og erhvervsrelevans ikke forveksles, en kamp, der er værd at kæmpe.