Alle artikler af Martin Vinæs Larsen, ph.d-stipendiat og metodeinstruktor

Meget mere metode

Meget mere metode

Metodefagene er nogle af de bedste fag på statskundskabsstudiet. Det har fagene måske ikke altid været, men det er de nu. Og selvom en talemåde siger, at man godt kan få for meget af det gode, så implicerer metodefagenes kvaliteter og værdier, at vi burde have meget mere metode.

Det kan virke som en udelukkende subjektiv vurdering. Det er det måske også. Jeg elskede i hvert fald selv fagene, da jeg havde dem og har de sidste tre år haft det privilegium at undervise på Metode 1 som instruktor.

Alligevel mener jeg, at flere – helt objektive faktorer – taler for, at metodeundervisningen fylder for lidt på statskundskab.

I dette debatindlæg vil jeg prøve at fremlægge dette argument. Så må det være op til andre at vurdere, om jeg har ret.

Meget mere af det hele?
Metode handler om at producere viden – eller snarere at lære, hvordan man producerer viden. En kernekompetence på enhver akademisk uddannelse, der påberåber sig en ”scient.”-titel.   Metodeundervisningen giver således en række værktøjer, der gennem resten af uddannelsen hjælper én med at sortere god viden fra dårlig og en strømpil for, hvordan man selv skal gå til at skabe viden. Uafhængigt af område. Noget man antageligvis også skal bruge i det videnssamfund, der ligger foran os, når vi er færdige med at hygge os på Kommunehospitalet.

Derfor bør vi have mere metode.

Men har vi ikke bare brug for mere af det hele? Mere statskundskab, mere forvaltning, mere international politik? Giver disse ikke også uundværlige kompetencer til resten af studietiden og arbejdslivet bagefter?

Selvfølgelig gør de det.

Det er imidlertid et spørgsmål om proportioner. Hvis man sammenligner statskundskab med andre samfundsvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet bliver det således tydeligt, at disse andre fag tilbyder de studerende væsentlig bedre metodeundervisning.

mao1_s24

Vi har med den nye studieordning på statskundskab 20 ECTS point i metode og 10 point inden for både Videnskabsteori og Metodologi. Det kan umiddelbart virke som meget – en sjettedel af bacheloruddannelsen.

På både Sociologi og Økonomistudiet fylder de obligatoriske metodefag imidlertid omkring dobbelt så meget – mellem 40 og 50 ECTS point.

Endvidere giver også samfundsvidenskabelige uddannelser på andre universiteter os statskundskabere metodisk baghjul – Business Administration og Sociology på CBS har således 32,5 ECTS point metode – og 40 point hvis man inkluderer deres fag om videnskabsteori.

Det er dog ikke kun i forhold til andre uddannelser, at metodefagenes relative plads på uddannelsen virker skæv.

Både i bachelorprojektet og de frie opgaver, der dominerer kandidatuddannelsen (inklusiv specialet), spil-ler metode en enorm rolle. Det er en konstant.  Selvom man kan skrive opgaver om forvaltning, statskundskab eller international politik, vil det altid være et krav, at man har sin metode på plads.  Alligevel fylder den kun de bemeldte 20 til 30 ECTS point.

En vej frem
Det er let at begræde tingenes tilstand. Sværere er at foreslå, hvad der skal gøres ved det. Alligevel tror jeg, at man med få justeringer kunne få meget mere metode ind på statskundskab.

1. Flere metodefag
For det første er det nødvendigt med flere metodefag.Ikke nødvendigvis flere obligatoriske fag. Flere valg-fag kan også gøre det. På et ”godt” semester udbydes to metodefag: et videregående kvantitativt metodefag og et videregående kvalitativt metodefag.

‘Det kan måske virke af meget – så kan to af dine tre fag være metodefag. Imidlertid vil næste semester ofte byde på nogenlunde de samme fag. Måske med et andet navn og en anden underviser – men ikke noget, der for alvor giver dig ny metodekunnen.

Ligesom at fagene inden for forvaltning ikke hedder ”Videregående forvaltning”, men i stedet fokuserer på forskellige vigtige delelementer af studiet af offentlig forvaltning, burde valgfagene inden for metode gå i dybden med forskellige aspekter af politologisk metode.

Forårets seminar om ”Kausal inferens” var et skridt i den rigtige retning. Men der kan tænkes langt videre. Metodefag som ”Interview og tekst-analyse”, ”Maximum Likelihood-metoder”, ”Tidsserieanalyse” eller ”Diskursteori- og analyse” virker oplagte.

Derudover er det vigtigt, at man giver bachelorstuderende mulighed for at opkvalificere deres metodiske kompetencer. Det er altså ikke nok at udbyde metodefag i seminarform, hvilket har været meget populært hidtil.  Disse er ikke er tilgængelige for bachelorstuderende.

Samtidig har seminarene den udfordring, at de er pladsbegrænsede. Metodehungrende studerende kan derfor risikere at skulle vente et eller to semestre på at få de metodiske kompetencer, de ønsker – frygteligt lang tid for en kandidatstuderende, der kun har halvandet år til at tage fag.

2. Fjern mærkatet ”Samfundsvidenskabelig” fra metodefag
Ud over at udbyde flere fag i metode er det oplagt at fjerne begrænsningen på antallet af metodefag, en kandidatstuderende må tage.

Selvom den nye studieordning for kandidatdelen fjernede det håbløse spredningskrav, der gjorde enhver form for specialisering umulig, er det stadig et krav, at maksimalt 30 ECTS point må være af samfundsvidenskabelig karakter.

mao1_s25

Kravet er i sig selv en god idé – det sikrer, at en cand.scient.pol. ikke tager en kandidatuddannelse på økonomi, sociologi eller antropologi og får den merit-overført.

Problemet er, at metodefag konsistent kategoriseres som ”samfundsvidenskab” snarere end ”politologi”. Som om metodisk opkvalificering er noget, der hører til andre dele af samfundsvidenskaben, i modsætning til kompetencer inden for international politik og forvaltning.

3. Bedre sammenhæng mellem metodefagene på bacheloruddannelsen
Endelig er det nødvendigt at udnytte de eksisterende point bedre på grunduddannelsen. Særligt det relativt nye fag Videnskabsteori og Metodologi skal integreres bedre med de eksisterende metodefag.

Ligesom det har været traditionen i Metode 1 og 2, bør der være en klar arbejdsdeling mellem de tre fag, der sikrer, at de studerende får maksimalt ud af de relativt få undervisningstimer, der er. ♦