Alle artikler af Randi Emilie Dahlen

Anmeldelse: Kunsten at rette op på et beskadiget rygte

Den skandaleramte, tidligere embedsmand Peter Loft har sammen med den tidligere departementschef, Jørgen Rosted, skrevet en bog om embedsværket. Ironisk? Måske, men ikke desto mindre er bogen af relevans for alle statskundskabsstuderende.

Det er svært at åbne Peter Loft og Jørgen Rosteds bog, ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” uden at tænke på førstenævntes famøse indblanding i skattesagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock tilbage i 2010. Dette resulterede som bekendt i en meget offentlig fyring af Peter Loft.

Men han nåede trods alt at være departementschef i Skatteministeriet i små 18 år, så det kan dårligt benægtes, at han har en bred og unik viden om det danske embedsværk. Dette samme er tilfældet med medforfatteren Jørgen Rosted, der havde titlen som departementschef i Erhvervsministeriet fra 1993-2001. På papiret er ”Hvem har ansvaret?” derfor ikke en helt forkert bog at åbne, hvis man gerne vil vide, hvordan toppen af den offentlige forvaltning rent faktisk fungerer.

Fra svært til sværere
Men at være departementschef er desværre ikke helt, hvad det har været, hvis man skal tro Loft og Rosted: Det er blevet langt svære at håndtere denne toppost.

Bogen hævder, at ministeriets top står over for en stigende og mere kompleks arbejdsbyrde, som det danske embedsmandsværk ikke er designet til at håndtere. Årsagerne er mange, men det er især den større papirstrøm fra EU og et mere fragmenteret politisk landskab, som er en del af forklaringen. Og her hjælper det samtidigt ikke, at mediernes evige BREAKING-jagt, der nu foregår i døgndrift, tærer på både departementschefen og ministerens ressourcer.

Disse faktorer, blandet med det særlige danske kendetegn, at kun ministeren er politisk valgt, gør det noget nær umuligt for departementschefen ikke at agere politisk for at kunne være ministerens højrehånd. Nu forventes det, at departementschefen er en art omnipotent orakel, der har fuldstændigt styr på ministeriet, ministeren og styrelserne. Og udover at jonglere med samtlige offentlige enheder inden for det gældende ressortområde, skal han eller hun også have en særligt veludviklet evne til at håndtere alle de sager, der, som forfatterne udtrykker det, ”bare opstår”.

”Skattesagen”, som Loft var involveret i, er således ikke bare et eksempel på en departementschef, som er for politisk involveret, men den er ifølge Loft og Rosted en uundgåelighed med det nuværende system. Andre skandalesager, som Eritreasagen i Udlændingestyrelsen i 2015 og rodet med Landbrugspakken i 2016, er ifølge forfatterene ikke et resultat af menneskelige fejl, men symptomer på systematiske problemer i embedsmandsværket.

Forfatterne argumenterer derfor for en nytænkning, hvor nogle særlige miniserielle rådgivere, en slags juniorministre, kommer og går med ministeren. Dette kan ifølge Loft og Rosted lette departementschefen for hans arbejdsbyrde og dermed gøre det muligt for vedkommende at udelukkende fokusere på de tekniske og praktiske sider ved at drive et ministerium. Så selvom det er blevet mere normalt for ministrene at have en særlig rådgiver ved sin side, er det altså ikke nok. Ministrene har brug for nogle rådgivere, som ikke kun håndterer pressemæssige spørgsmål, som traditionelt har været de særlige rådgiveres rolle, men også hjælper til med det politiske.

Please, DR, lav en dokumentarserie
”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” er således et vigtigt indspark i debatten om fremtidens embedsværk. Bogen har nogle velfunderede og relevante pointer, og tilbringer man som statskundskaber nogle timer i selskab med de to herres skriverier, kommer man helt sikkert ikke til at føle, at man har spildt sin tid.

Selve formidlingen af bogens budskaber kunne dog godt have brugt lidt ekstra hjælp fra en kreativ pen. Både Peter Loft og Jørgen Rosted har uden tvivl uendelige kompetencer inden for den offentlige administration, men desværre halter det lidt med den skriftelige fremstilling. Det skyldes nok en erhvervsskade efter så mange år i rollen departementschef. Bogen er slet og ret kedeligt skrevet, idet den mest af alt minder om en rapport, som kunne ligge på en departementschefs bord.

Derfor kan det undre én som læser, hvorfor de to forfattere ikke har valgt at alliere sig med en journalist eller lignede til at agere ghost writer. Har det rent faktisk været tilfældet, så burde vedkommende nok aflevere sit honorar tilbage. Det er dog ærgerligt at en bog, der har relevans for alle politisk interesserede dansker, er som en ørkenvandring uden vand i sigte.

Man kan derfor håbe på, at DR bruger bogen til at lave en dokumentarserie med nogle fede effekter og grafer. Bogens pointer fortjener nemlig at komme frem.

 

Fakta:

  • ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”
  • Peter Loft og Jørgen Rosted
  • Gyldendal, 2016

ANMELDELSE: KØD, KØER OG KLIMAFORANDRING

Dokumentaren Cowspiracy bredte sig som en steppebrand blandt klimaaktivister såvel som dyrevenner, da den rettede søgelyset mod kødindustriens rolle i klimaforandringer. Men har den kun ren amerikansk moraliseren på menuen, eller giver den faktisk noget (grønt) at tygge på?

Af Randi Emilie Dahlen

Der er noget særligt over amerikanske dokumentarer – masser af patos, storytelling og en forsimplet, pædagogisk tone. Dokumentaren Cowspiracy følger i høj grad denne opskrift.

Vi følger dokumentaristen Kip Andersen, som har været miljøaktivist lige siden han så Al Gores dokumentar om klimaforandringer. Kip har lagt sin livsstil om ud fra ren og skær skyldfølelse over alt det pres, vi som forbrugere lægger på planeten. Men en dag opdager han, at en industri hidtil har undsluppet kritikken, og det er kødindustrien.

På skønlitterær vis følger dokumentaren denne ene mands kamp mod systemet og hans søgen efter sandheden. Det er simplificeret, det er glossy og slutningen drypper af sentimentalitet og moralisme.

Finpudset af DiCaprio

Dokumentaren blev udgivet allerede i 2014, men blev derefter fanget af Leonardo DiCaprio, selverklæret miljøaktivist og nylig Oscar-vinder, som finpudsede formatet og fik dokumentaren listet ind på Netflix.

Eksponeringen blev dermed langt større og dokumentaren fik en del opmærksomhed, måske især fra dem der betvivlede de undersøgelser og data, som bliver præsenteret i løbet af dokumentarens halvanden time. På dokumentarens hjemmeside kan man for eksempel læse, at husdyr og står for 51 % af alle udslip af drivhusgasser.

Undersøgelsen, som er kommet frem til disse resultater, er dog blevet stærkt kritiseret, både fordi dens tal er langt højere end lignende studiers tal, men også fordi der ikke er nogen retningslinjer for, hvordan udslip skal måles. Men selv mere moderate rapporter konkluderer, at husdyr gør mere skade, end hvad transport gør. Den gode nyhed er dermed, at vi kan bidrage til miljøet ved at reducere vores kødforbrug i stedet for at fravælge flyturen i ferien. Den dårlige nyhed er, at folk ikke bliver glade for at få deres madvaner kritiseret, hvilket enhver vegetar har oplevet.

Offentligt opdragelse?

Folk vil nemlig ikke vide, hvad de bør og ikke bør gøre – eller spise for den sags skyld. Spisevaner og diæt er for mange mennesker tæt knyttet til kultur og identitet og er dermed noget, som man tager personligt.

En holdningskampagne, der opfordrer til mindre kød i Danmark, er nok urealistisk. Både fordi industrien nok ville sætte alle lobbykræfter imod det, men også fordi den i lighed med ”Har du talt dine æg i dag?”-frugtbarhedskampagnen, ville blive opfattet som smagsdommeri og indblanding i den private sfære.

Men hvordan kan det så forklare magasinernes glade og skiftende budskab om gluten, grønkål, sukker fedt og andre madvarer, som enten omtales som det reneste gift eller selveste ungdomskilden? Hvorimod en bøn om mindre bacon bliver umiddelbart tolket som snobberi eller skinhellighed.

Én forklaring kan være, at det ikke opfattes som moraliserende, når man kan appellere til egeninteressen.

Åbent sind er påkrævet

Med andre ord er det okay at fortælle en ven, at smøger er noget lort og desuden irrationelt, fordi vedkommende gør livet hårdere for sig selv og sin egen krop. Derimod vil en samtale om kødets oprindelse og de ressourcer, der kræves for at få sat en burger på bordet, hurtigt kunne eskalere og føre til dårlig stemning.

Man kan altså moralisere, men kun når egeninteressen er det bærende argument. Hvis dette er præmissen, falder dokumentarens hovedbudskab til jorden. Måske burde missionerende vegetarer hellere hoppe på panikbølger som den, der fulgte World Health Organisations (WHO) rapport om, at behandlet kød som bacon og pølser kan øge risikoen for kræft.

Men hvis man har et nogenlunde åbent sind og desuden er nysgerrig på klimaproblemet, kan jeg altså anbefale Cowspiracy, som til trods for milde overdrivelser og en moraliserende tone bygger på gode kilder og præsenteres på en simpel og underholdende måde – med andre ord et godt afbræk fra eksamenslæsningen en forårsaften i maj.

Nydes bedst med en kold øl og en dejlig vegetarburger.

Fakta

  • Titel: Cowspiracy
  • Instruktører: Kip Andersen og Keegan Kuhn
  • Producent: Leonardo DiCaprio
  • Udgivelsesår: 2014
  • Crowdfunded af IndieGoGo og produceret af Leonardo DiCaprio
  • Spilletid: 1.25
  • Kan ses på Netflix

ESSAY: “FAN, VAD SEXISTISK!”

Hen, kønsneutrale børnehaver og en feministisk udenrigspolitik. Svensk ligestillingsdebat giver jævnligt anledning til dansk rullen med øjnene, men hvor står statskundskaberne i debatten? Er det i virkeligheden manglende feministisk pensum og en deraf afledt segregeret kønskultur på studiet, der gør os blinde for den svenske debat?

Af Randi Emilie Dahlen

I påskeferien mødte jeg en bekendt, der spiller folkemusik, og som har gået et år på en højskole i Sverige. Da jeg spurgte ham om hyppigheden af ligestillingsdebatter på svenske højskoler, havde han følgende anekdote at fortælle: Sammen med en anden dansk elev skulle han lære de andre en dansk rundkredsdans. På skolen havde lærerne til pardans konsekvent omtalt danserne som fører og følger i stedet for mand og kvinde. Men en af danskerne kom midt i instruktionen til at fortale sig og sagde, at det var bedst at stå skiftevis mand og kvinde. Det fik en svensker til at udbryde: ”Fan, vad sexistisk”, hvorpå en tredjedel af klassen prompte forlod gymnastiksalen i ren protest. Danskerne stod målløse tilbage.

En nødvendig samtale

Denne og utallige lignende historier fra nabolandet får de fleste danskere til at trække på smilebåndet eller rulle med øjnene, idet de blot opfattes som eksempler på det freakshow, vi kalder svensk politisk korrekthed. Jeg grinte også selv, da jeg hørte historien.

Men burde en stud.scient.pol ikke tage disse emner mere seriøst?

Jo, især fordi der allerede i vores studiekultur er tegn på større kønsopdeling, end hvad nødvendigt er. Og nej, jeg taler ikke kun om introforløbet og rusturen. Jeg henviser til det fænomen, hvor man uopfordret sorterer sig efter sit køn i undervisningslokalet. At man danner Facebook-grupper for henholdsvis piger og drenge, både som tutor og som nystartet russer.

Schein in action

For de af os som har haft National Forvaltning, kan man sende en kærlig tanke til Edgar Schein, som skrev om organisationskultur. Den består af tre lag: Artefakter, fremviste overbevisninger og grundlæggende antagelser. Et eksempel på en artefakt på Statskundskab kunne være kønsopdelingen i introforløbet, mens en fremvist overbevisning blandt andet udgøres af prioriteringen af introforløbet. Herunder ligger en grundlæggende antagelse om, at kønsopdelte grupper skaber et stærkt socialt sammenhold ved at gennemgå et introforløb.

Men er jeg den eneste, der mener, at den låste kønsopfattelse rækker videre end introdagene på statskundskab? Ikke hvis man spørger Emma Sandhaug Nitz, der udover at være statskundskaber også agerer forperson for LGBT Ungdom.

”Jeg har gjort mig mange tanker om kønsrollemønsteret på Statskundskab. Man kan virkelig komme i modvind for at sige det, bare se på reaktionerne på kritikken af introforløbet og rusturen. Men mange af traditionerne her hviler på den antagelse om, at vi har to køn, som er forskellige og bedst kan lide at være med hinanden, fordi det kun er der, at man kan være sig selv.”

Disse tendenser kan dog ikke kun observeres i studiemiljøet, men også på pensumlisten, mener hun.

”Størstedelen af vores pensum er skrevet af nogle hvide, halvkonservative, gamle mænd. Når vi endelig læser noget, der er socialkonstruktivistisk, så er det gerne i en fodnote eller omtalt som noget mærkeligt.”

Sexismen ligger i detaljen

Men det er også besværligt at bringe kønskampen ind på det lavpraktiske niveau, for det betyder jo også, at man hele tiden skal holde sig selv og sine omgivelser i ørerne. Hver gang nogen fortæller en upassende joke, skal man være den, der protesterer. Findes der en grænse for, hvor bevidst man kan være, så man ikke bliver oversensitiv?

”Helt klart. Det kan også være rigtig hårdt for én selv, for når man først har bidt mærke i disse problemstillinger, kan det være svært at stoppe med at tænke på dem. Det er jo sjældent noget ondt i mennesker, der får dem til at bruge udtryksmåder, som grundlæggende er sexistiske. Men gode intentioner kan ikke retfærdiggøre, det man siger,” slår Emma fast.

Til (køns)kamp mod antagelserne

I stedet for at marchere demonstrativt ud fra nogens dansetime, bør man hellere begynde på det overordnede plan og diskutere, hvorvidt det er problematisk altid at antage, at der med ”mand” menes fører og med ”kvinde” følger.

Eller, måske mere aktuelt for os, hvorfor det er problematisk, at vi socialiserer os efter køn på studiet. Når kritik mod disse traditioner og tendenser bliver gjort til tabu, går det ud over den rolle, som statskundskabere bør spille i samfundet. For måske har vi som statskundskabsstuderende en særlig rolle i forhold til at koble den feministiske teori med de traditioner og ritualer, som vores rundkredsdans er en del af.