Alle artikler af Rasmus Hjort

Statskundskab har fået sin egen kritiske studenterforening. MED ANDRE ORD har mødt to af stifterne bag Kritisk Politologisk Studiekreds

»Vi skal aldrig nogensinde stille os tilfreds med status quo«

Statskundskab har fået sin egen kritiske studenterforening. MED ANDRE ORD har mødt to af stifterne bag Kritisk Politologisk Studiekreds

Et spøgelse går gennem kommunehospitalets gange: de kritiske studerendes spøgelse. Som en del af en international bevægelse, der ønsker at ændre økonomistudiet, blev foreningen Kritiske Politter grundlagt for cirka fem år siden. Nu er der begyndt at dukke arrangementer arrangeret af Fællesskab for Kritiske Antropologer op i mit Facebook-feed, og på Statskundskab har Kritisk Politologisk Studiekreds taget sine første spæde skridt. Men er der noget at komme efter – eller er der gået inflation i brokkeriet?

For at få svar på dette har jeg sat de to medstiftere af studiekredsen, Nicholas Buhmann-Holmes og Kasper Arabi i stævne. De har en MacBook klar med lange noter om pensums mangler og taler i lange sætninger, der ofte ender i agiterende retoriske spørgsmål. Det er tydeligt, at jeg har fået fat i kernen af studiets kritiske intelligentsia. Studiekredsen kastede sig over Naomi Kleins Chokdoktrinen som deres første værk.

»Den handler om, hvordan kriser bliver udnyttet til at fremme bestemte økonomiske frimarkedsreformer,« forklarer Nicholas.

Siden har de kritiske politologer også kastet sig over Noam Chomsky, mens den næste tænker bliver anarkisten David Graeber. De er enige om, at studiekredsen ikke har et konkret  mål lige nu. Det handler derimod om at blive klogere på og udfordre den vej, verden går politisk – og her er pensum i sig selv ikke udtømmende.

The elephant in the room: klimaet

Mangt en statskundskaber har hørt en spydig bemærkning fra en udenforstående samfundsvidenskabelig studerende om, at vi går på et ubrugeligt bredt generaliststudie. Man skulle derfor tro, at pensum på statskundskab var enormt bredt og indfangede forskellige kritiske perspektiver.

»Ikke i tilstrækkelig grad« mener Kritisk Politologisk Studiekreds, der allerede har fundet frem til en række punkter, hvor de ikke finder pensum udtømmende kritisk. Først og fremmest er der klimaet, de fremhæver som elefanten i lokalet. Krisen har indtil videre kun været oppe at vende enkelte gange i fagene International Forvaltning og Mikroøkonomi.

»Vi har snakket om, at de her klimaproblematikker er politisk skabte og handler om den måde, vi organiserer vores samfund på. De kommer til at være der mange år ud i fremtiden og kommer til at få enormt store konsekvenser. Hvorfor er det så ikke en større del af vores pensum? «, spørger Nicholas.

»Vi har jo to økonomifag på bacheloren. Men vi har ingenting om økologi, selvom det har været en politisk sag i hvert fald i 20 år«, supplerer Kasper og fortsætter:

»Man kan jo godt spørge sig selv: Økonomien går op og ned og er brudt sammen før. Det har vi ligesom overkommet. Hvad sker der, hvis økologien bryder sammen? «

Studiekredsen har diskuteret sig frem til, at klimaet er storpolitik og ikke bare et fag eller et emne og mener derfor, at der er der basis for, at det bør spille en større rolle i International Politik, økonomifagene og en række andre fag.

Behov for kritik på statskundskab

De to kritikere har flere punkter på listen over pensums mangler – specielt omkring økonomiundervisningen, som i for høj grad bliver behandlet som en naturvidenskab.

Kritiske Politter opstod som en international bevægelse mod mainstream-undervisning i økonomi. Har det ikke slået jer, at der måske er en grund til, at vi ikke har set det samme i statskundskaben? At der ikke er så store uoverensstemmelser mellem undervisningen og den empiriske virkelighed?

»Det er jo den samme virkelighed, vi skulle snakke om. Meget af den økonomi, vi diskuterer på Statskundskab, kommer jo direkte fra det, som bliver diskuteret på ’polit’ og burde derfor også være relevant for os,« siger Nicholas

Men en stor bias i tilgangen til økonomi kommer også til at påvirke de politologiske fag, mener de. For eksempel når markedet påvirker demokratiet, hvilket overses i fag som Almen Statskundskab.

»Vi har diskuteret en række sager, hvor markedet har været inde og påvirke demokratiet. De har fået masser af medieopmærksomhed og har formentlig været med til at bidrage til den politikerlede, som er højere end nogensinde før. Det er sager, som når Mærsk får forhandlet sig til særligt fordelagtige skatteformer eller den nylige sag med arveskatten, hvor en række store familieejede virksomheder har lobbyet for at få netop den skat nedsat«, siger Kasper.

Et andet kritikpunkt, som også Aktive Statskundskabere har været inde over, er pensums overvægt af visse befolkningsgrupper. Nicholas uddyber:

»Der er ikke på forhånd noget forkert i  pensum på grund af forfatterens hudfarve eller køn. Men det er alligevel svært ikke at se et sammenfald mellem det faktum, at vores pensum i så høj grad er skrevet af ældre hvide mænd, og at der ikke bliver sat flere spørgsmålstegn ved den ulige fordeling i verden i forhold til køn og race. Det er i hvert fald også en problemstilling, der skal diskuteres: Er der måske nogen befolkningsgruppers problemstillinger, vi fokuserer mere på end andres?«

Next stop: Kapitalen?

Det kunne meget vel lyde som om, vi har fået en smårevolutionær socialistisk celle på Statskundskab. Måske vil det ikke være med det samme glimt i øjet, man vil synge ‘Flyversangen’ og ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ til næste semesters introforløb. Studiekredsen er dog ikke bare en langsom optakt til en større gennempløjning af Das Kapital, forsikrer Nicholas:

»Det ligger ikke fast, at vi nødvendigvis skal læse venstreorienterede tekster. Man kunne sagtens forestille sig, at man også læste meget højreorienterede tekster. Det springende punkt er, at det bliver brugt til at se mere kritisk på det eksisterende. «

De forklarer, at alle kan tilmelde sig studiekredsens Facebook-gruppe og foreslå en tekst, hvorefter der stemmes om, hvad der skal læses.

Men som meget aktive i studiekredsen, burde I så ikke gøre mere for, at en bred palet af tekster er repræsenteret, så pensum ikke kun belyses kritisk fra den ene side?

Kasper: »Altså ideen med kredsen er ikke, at vi skal køre den – at vi to skal sidde og vælge. Ideen er at få en gruppe op at stå, der i fællesskab siger ‘vi synes, det her kunne være nice at læse’. Hvis folk sidder derude og tænker: ‘Jeg kender den her tekst, som er interessant, og den er ikke venstreorienteret’ – så tag og foreslå den.«

Forandrer det noget?

Karl Marx sagde, at man ikke skal nøjes med at beskrive verden, men også forandre den. Det kan derfor undre, at den ellers så engagerede studiekreds blot vil samles i en lille klub og læse tekster uden for pensum. Det er vigtigt for de to stiftere at understrege, at studiekredsen ikke har en samlet, fokuseret kritik af pensum endnu. En del af projektet er nemlig, at studiekredsen skal være med til at udvikle en sådan, forklarer Nicholas:

»Vi har snakket om nogle punkter, hvor vi ikke synes, at pensum er udtømmende til at beskrive, hvad der sker i verden. Så nu samler  vi nogle mennesker, som også har den her holdning, så vi kan gøre hinanden klogere. Og så kan det være, at vi med tiden kan lave en mere samlet kritik, eller noget, der kan gå gennem Aktive Statskundskabere. Men det ville jo ikke give mening at starte med at råbe, før man er nået til bunds i, hvad vi mener, bør ændres.«

Aktive Statskundskabere har også arbejdet med at få ændringer af pensum igennem, men har ofte haft svært ved at lykkes med det. Kasper og Nicholas håber derfor, at studiekredsen kan blive en ekstra måde at sætte fokus på behovet for ændringer. For netop på uddannelsen i statskundskab er der et særligt behov for det kritiske perspektiv:

»Når vi går på den uddannelse, vi gør, og får de jobs, vi får, er det super relevant at udfordre det eksisterende for at kunne forbedre det«, fortæller Nicholas, hvorefter Kasper slutter af:

»Som udgangspunkt lærer vi at studere systemet, som det er nu, og at opretholde det. Vi skal aldrig nogensinde stille os tilfreds med status quo. Vi skal vel altid forsøge at udvikle og komme videre til et bedre punkt. Og er måden at gøre det på ikke netop ved at udfordre det eksisterende? «

Forskerstafetten: GIVER BROK MERE DEMOKRATI?

Giver demokrati en mere veludviklet politisk kultur, eller er det politisk kul- tur, som sikrer demokratiet? Et forskningsprojekt søger at finde svaret.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En af mine store kæpheste som forsker er at introdu­ cere de studerende til faget Sammenlignende Stats­kundskab.

Mange statskundskabsstuderende starter på studiet, fordi de interesserer sig for andre lande og resten af verden. Måske har de boet i udlandet. Måske har de rejst verden rundt som backpackere efter gymna­siet. Eller måske har de bare altid været fascinerede af Mellemøsten, Japan eller Sydafrika.

Grundet denne interesse for resten af verden glæder mange sig til, at de skal have faget International Poli­tik på femte semester. Det eneste problem er, at Inter­national Politik som sådan ikke handler om resten af verdens politiske systemer og samfund. Det handler derimod om forholdet mellem nationer – hvorfor går lande i krig eller danner alliancer med hinanden? Hvorfor handler de med hinanden eller ej? Hvorfor bidrager nogle lande økonomisk med midler til andre landes finansielle kriser? Hvordan søger de at påvirke andre landes politik?

SAMMENLIGNENDE STATSKUNDSKAB: HVORFOR ER SYRIEN IKKE TUNESIEN?

International Politik som forskningsfelt handler der­ imod ikke om, hvordan det kan være, at Sydkorea er et dynamisk, højteknologisk samfund med et vel­ fungerende demokrati, hvorimod Nordkorea er et totalitært, stagnerende samfund, der bruger mange ressourcer på at udvikle atomvåben, mens 7­årige nordkoreanske drenge og piger i 2002 grundet under­ ernæring var 11­12 cm lavere end jævnaldrende syd­ koreanske børn.

Det handler heller ikke om, hvorfor Bashar al­Assad og det syriske Baath­parti stadig er ved magten i store dele af Syrien efter over fire års borger­ krig, mens Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i Tu­nesien efter 28 dages demonstrationer, hvor militæret afviste at skyde mod demonstranterne.

Det gør derimod den gren af politologien, som vi kalder sammenlignende statskundskab. Som der står bag på en lærebog fra faget Sammenlignende Statskundskab, er det studiet af ’why countries are ruled and governed so differently’. Hvordan kan vi forklare forskelle i korrup­tion, partisystemer, socialpolitik, terrorisme, interesse­ grupper, sociale bevægelser (og meget andet) på tværs af verdens lande eller tilmed inden for det samme land?

Sammenlignende statskundskab regnes i store dele af resten af verden for kernen af statskundskaben. På Stanford, Yale, Harvard og Princeton identificerer henholdsvis 53, 40, 30 og 25 procent af det fastansatte videnskabelige personale på deres statskundskabsinsti­ tutter sig som såkaldte ’komparativister’. På Stanford, Yale og Harvard er sammenlignende statskundskab også den største ’undergruppe’ på institutterne (i kon­kurrence med International Politik, amerikansk poli­tik/politisk adfærd, politisk teori og metode). Derimod fylder sammenlignende statskundskab forholdsvist lidt blandt de ansatte her på Instituttet.

POLITISK KULTUR OG DEMOKRATI – ELLER HVORFOR DET MÅSKE ER GODT, AT DIN TANTE ER ET BROKKEHOVED

Hvorfor denne lange, indledende smøre om sammen­lignende statskundskab? Fordi det er det felt af polito­logien, som jeg forsker i. Mit ph.d.­projekt beskæftiger sig med et af de store spørgsmål inden for demokrati­seringsforskningen: forholdet mellem politisk kultur og graden af demokrati i et samfund. Er det primært udemokratiske stater og regeringer, der gør deres be­ folkninger mindre ’krævende’, eller er det snarere til­ fældet, at befolkninger, der kræver demokratisk valgte og ukorrupte ledere, faktisk også får dem? Hidtidig forskning har afdækket meget stærke korrelationer mellem landes demokratiniveau, og hvor stærkt deres befolkninger efterspørger demokrati. Det ses eksempel­ vis, når man spørger befolkningen, hvorvidt mere de­ mokrati, økonomisk vækst eller lov og orden bør prio­riteres højest for deres land i de kommende år.

Så måske er alt det brok, du ser på din Facebook­feed og hører i Deadline eller fra din tante til familiefester i virkeligheden meget godt? Måske holder det poli­tikerne i ørerne og gør, at de er mere lydhøre over for, hvad befolkningen gerne vil have? Men som forskere er vi interesserede i at få styr på kausalretningen: Det kunne også være, at oplevelsen af demokrati har gjort din tante mere tilbøjelig til at vrisse af kommunal­bestyrelsen i Morsø Kommune.

HØNEN ELLER ÆGGET?

En af de måder, hvorpå man kan undersøge spørgs­ målet om kausalretningen, er ved at undersøge, hvad der sker, når stater får nye befolkninger, og når befolk­ninger får nye stater.

Ved hjælp af survey­data og historiske data har jeg for eksempel undersøgt social kapi­tal og tillid i det dansk-­tyske grænseområde historisk og i dag for at se, om det fortæller os noget om, hvorfor de nordiske samfund har så høj tillid. Sammen med lektor Peter Thisted Dinesen har jeg også undersøgt kulturel påvirkning af indvandrere og efterkommere i Europa ved at se på, hvordan niveauet af politisk del­tagelse i deres hjemlande, samt de steder de ankommer til, påvirker deres politiske deltagelse i en ny kontekst.

En anden måde, hvorpå vi kan undersøge, hvordan vi skal fortolke disse tværnationale korrelationer mellem politisk kultur og demokrati, er ved at kigge på sub­ nationale forskelle i politisk kultur og demokrati, det vil sige mellem forskellige dele af det samme land.

Et eksempel på et land med udprægede forskelle i demo­krati kunne være USA inden borgerrettighedsbevægel­ sen: Delstaten Mississippi mindede om Sydafrika under Apartheid, mens delstaten Massachusetts mindede mere om Storbritannien. Det samme gælder i dag for forskel­ lige dele af kæmpestore og heterogene lande som Kina, Rusland og Indonesien, særligt hvis de er føderale og de­ centraliserede som Indien, Nigeria, Brasilien og Mexico er det. Her har jeg lavet feltarbejde i Brasilien for at finde ud af, om efterspørgsel på demokrati og mere demokrati på delstatsniveau også følges ad her, og om vi kan sige noget om, hvorvidt den politiske kultur kommer først eller følger efter politiske forandringer.

HVAD SKAL DET HELE NYTTE?

Inden jeg blev ph.d.­studerende, arbejdede jeg som po­litisk sekretær på Christiansborg, hvor mit arbejde til dagligt ændrede noget, selvom det selvfølgelig mest var i det små. Som forsker tænker jeg undertiden på, hvor mange der egentlig kommer til at læse de artikler, jeg skriver til videnskabelige tidsskrifter.

Jeg nærer et måske overoptimistisk håb om, at min forskning i sidste ende resulterer i, at politiske beslutningstagere vil være bedre informerede om, hvad de kan gøre eller ikke bør gøre for at fremme demo­ krati. Det kunne for eksempel være i forhold til at ud­ forme initiativer, der søger at fremme en demokratisk politisk kultur i mindre demokratiske lande. Det kan jeg gøre dels ved at undervise jer – begavede, ambitiøse studerende, hvoraf nogle kommer til arbejde i Udenrigs­ ministeriet og internationale organisationer og andre til at være politikere – og dels igennem formidling.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

– Rasmus Fonnesbæk Andersen

Derfor har det været vigtigt for mig også at deltage i samfundet uden for universitet: Jeg har skrevet kro­nikker til Weekendavisen, og jeg skal undervise på Folkeuniversitetet til foråret. Jeg har været valg­observatør i Ukraine og Bolivia samt valgtilforordnet i Danmark, og jeg er næstformand for Dansk Udenrigs­ politisk Selskabs ungdomsorganisation.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.