Alle artikler af Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

GENERATION ARTIG MED STRESS

Folkesygdommen stress har også spredt sig til Institut for Statskundskab, men det er ikke noget, vi råber højt om. Er det vores egen eller fremdriftsreformens skyld? Og er drømmen om fritid blevet til fortid?

Af Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

Stress er et ord, der bruges i flæng. Enten bruges ordet samfundskritisk til at beskrive markedets og statens krav om, at vi skal være effektive, omstillingsparate, fleksible og tænke fremadrettet. Ellers bruges ordet som en reference til det forkælede moderne menneske, der ikke længere kan skelne mellem travlhed og stress. Især vores generation er blevet et omdrejningspunkt i stressdebatten: Giver fremdriftsreformen os stress? Er det synd for 12-talspigerne, at de får stress af at (over)præstere i gymnasiet? Er vi i virkeligheden bare nogle møgforkælede kværulanter, der er blevet curlet gennem barndommen af overskudsforældre, der glemte at lære os, at voksenlivet ikke er en flinkeskole, hvor man praktiserer samtalekøkkenpædagogik?

Slider som topchefer

Der er naturligvis ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål. En generation vil altid være mere fragmenteret, end den bliver fremstillet i medierne, af politikerne eller af generationen selv. Der er ligeledes kulturelle forskelle mellem studierne i forhold til, hvordan de studerende forholder sig til stress. Efter et par år på Statskundskab har næsten samtlige af mine studiekammerater erhvervet sig studiejobs på 15-20 timer om ugen. Med fremdriftsreformens krav om at vi skal være fuldtidsstuderende, har mange potentielt en arbejdsuge på 55-60 timer om ugen, og det kan blive for meget for nogen. Sofie, der læser statskundskab på Københavns Universitetet, er psykisk sårbar og særligt sensitiv over for stress. Derfor har hun fået en dispensation, så hun dette semester kun har 20 ECTS point. Hun pointerer, at en typisk statskundskaber arbejder, som om vedkommende vil være topchef eller allerede er det.

”Det er sjældent, man hører folk på Statskundskab sige, at de gerne vil være menige embedsmænd i et ministerium og have en arbejdsuge på 37 timer om ugen, så de kan have tid til deres kæreste og familie.”

Sofie har trods sin psykiske sårbarhed et studierelevant arbejde. Hun har derfor nu en normal arbejdsuge på ca. 37 timer. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke har sagt sit arbejde op frem for at skære i studieaktiviteten. Studiet må vel trods alt have den højeste prioritet. Men for Sofie giver arbejdet et afbræk fra studiemiljøets pres:

”På en arbejdsplads bliver man ikke bedømt hele tiden. Det er rart at lave noget praktisk ved siden af studiet, hvor ens hjerne bliver udfordret på andre måder. Det er sværere at sætte sig ned og læse, hvis man har det skidt, end det er at komme ind på en arbejdsplads og blive sat i gang med noget.”

Man har ikke stress på Statskundskab

Når jeg selv hører folk tale om, at de er stressede på Statskundskab, er det oftest med et islæt af pral. Man siger ikke, at man har stress. Dette indikerer nemlig, at man ikke kan holde til den massive arbejdsbyrde, som man selv har medvirket til at skabe med studiejob, foreningsliv og et socialt krav om, at man skal se Deadline hver aften. Der er status i at fylde glasset til randen uden at lade det flyde over. Man er stresset, hvilket blot betyder, at man har travlt, at man drikker tre liter kaffe om dagen for at holde sig kørende. Hvis man siger, at man har stress, indikerer man, at man har mistet gejsten for statskundskaben, og at man måske ikke er helt så engageret alligevel. Jeg spurgte Sofie, om hun oplever, at fremdriftsreformen er hovedkilden til stress:

”Fremdriftsreformen medvirker til at stigmatisere dem, der ikke kan holde til det, fordi de nu bliver nødt til at gøre rede for, hvorfor de skal have færre fag. At det er fordi, de ikke kan holde til det sociale pres.”

Hvor blev fritiden af?

Når man som statskundskaber tager på ferie, skal man helst have interviewet en ambassadør, deltaget i diverse debatarrangementer og FN-simulationer for at understrege sin entusiasme for studiet og samfundet generelt. Da jeg for et par somre siden tog til Frankrig i to måneder, blev jeg mødt af et væld af entusiastiske forslag til studierelevante aktiviteter, som jeg kunne foretage mig dernede. Men jeg tog netop derned, fordi jeg følte mig som en udbrændt midaldrende workaholic i en alder af 22 og derfor tænkte, at løsningen måtte være at holde lidt fri fra statskundskaben og den ophøjede arbejdsmoral.

Det er en kultur, der er svær at ændre. Samfundet stiller krav, der forstærker præstationskulturen, men der er også tale om et kollektivt handlingsdilemma: Hvis alle andre har et studiearbejde og bruger alle deres vågne timer på studierelaterede aktiviteter, har de lettere ved at få job i fremtiden. Derfor er det svært at melde sig ud af karriereræset. Sofie mener, at det er et særkende ved vores generation, dels fordi vi er opvokset under finanskrisen med angsten for at blive arbejdsløse, og dels fordi vi er opvokset med, at vi kan, hvad vi vil, hvis bare vi gør det godt nok. Dette er en neoliberal tankegang, der bryder med de førhen dominerende socialdemokratiske værdier, hvor det var en mærkesag at skulle have tid og råd til fritid.

Den tabte dannelse

Man hører mange undervisere kritisere fremdriftsreformen og tale om tabet af dannelse hos vores generation som følge af konkurrencementaliteten og politikernes fokus på målbare kvalifikationer. Men Sofie pointerer, at man ikke kan åbne Facebook eller Absalon uden at det vælter ind med jobopslag og arrangementer, som underviserne opfordrer én til at deltage i. Samtidig opfordres vi til at tage studiet seriøst og ikke arbejde mere end højest nødvendigt, men en stor del af jobopslagene fra universitetet er også på 15-20 timer om ugen. Der er selvfølgelig et aspekt af dannelse i at have et studiejob og i at gå til statskundskabsrelaterede arrangementer. Det kan dog diskuteres, om en generation af fremtidige embedsmænd og politikere, der ikke har haft tid til andre interesser end statskundskaben, bidrager positivt til demokratiet. Sofie mener, at det er vigtigt at have tid til andet end studiet:

”Jeg synes, det er vigtigt, at man også har tid til at gå op i andre ting, til at lave noget kreativt og dyrke en hobby. Det er en mere holistisk måde at se dannelse på, og det medvirker også til, at jeg har det bedre. Hvis jeg både skulle arbejde og studere på fuld tid igen, ville jeg føle mig begrænset”.

Sofie tror samtidig, at antallet af lægeerklæringer og ansøgninger om dispensation til at studere færre fag vil stige i fremtiden. Men den udvikling er ikke holdbar.

”Lægeerklæringerne er en midlertidig løsning. Det handler om, at vi også skal ændre vores sociale krav. Vi er meget selvbevidste og bange for at virke dovne.”

Sofies pointe kan bl.a. ses i, at kritikken af fremdriftsreformen ofte går på, at vi bliver dårligere studerende, og at vi ikke har ligeså meget tid til at arbejde. Der er ikke mange, der tør sige højt, at de også trænger til at holde fri engang i mellem, drikke sig fulde, mens de er unge, have tid til familien og bruge den resterende tankevirksomhed på at læse en god bog.

”Vi er en meget artig generation,” fastslår Sofie afslutningsvis. Det er måske den artighed, som giver de studerende stress. Og det er en artighed, der skaber svære vilkår for samfundsforandringer og visioner om, hvor vi er på vej hen.

Sofie er et opdigtet navn, da personen ønsker at være anonym

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Jeg ankommer til Montreuil, en forstad til Paris, klokken elleve om aftenen. Jeg skal bo her i et par måneder, mens jeg skriver tekster for en kunstner og arbejder på min bachelor­opgave i statskundskab. Jeg skal bo hos kunstnerens søster, en dame, der er opvokset i Paris. Hendes danske lyder som en radiotransmission fra 1960’erne, og jeg opfatter hurtigt, at hun oversætter mange vendinger og ord direkte fra fransk.

Hun skal på ferie allerede næste dag, så vi deler en fla­ske vin, mens hun forklarer mig, hvordan jeg bør ge­bærde mig i Paris. ”Det er ikke som i Danmark,” siger hun. ”Her kigger man ikke fremmede mænd i øjnene eller smiler til dem i metroen. Du kan eventuelt tage en hætte på, så man ikke kan se, at du er lyshåret, når du går hjem om natten.”

Jeg må have set vældig for­ skrækket ud, for hun skifter toneleje i et lidt misforstået forsøg på at berolige mig: ”Det er på grund af pornoen. Da jeg var ung og billedpornografien blev frigivet i Danmark, kunne man købe porno på det sorte mar­ ked med skandinaviske, lyshårede piger. Det hænger stadigvæk ved. De forbinder blonde piger med porno­ grafi og Brigitte Bardot.”

Kvarteret er et immigrant­ kvarter, hvor der primært bor afrikanere. Det bliver kaldt for Malis anden hovedstad, da det er det om­ råde i verden, hvor der bor flest malisere, hvis man ser bort fra den faktiske hovedstad i Mali. Vi bor lige ved siden af et højhus, hvor der kun bor malisiske mænd, der klæder sig i traditionelle folkedragter, og hvor man kan overvære halalslagtninger i gården om lørdagen. Dem skal jeg ikke være bange for, får jeg at vide. ”De er meget muslimske og går frem og tilbage mellem metrostationen og huset,” siger hun uden at være sig be­vidst om sætningens ordlyd på dansk. Jeg finder hurtigt ud af, hvad hun mener. De er altid i gadebilledet i deres lange rober, og det er dem, man skal søge hjælp hos, når man bliver utryg om natten.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.18.07

EN HÅND UNDER NEDERDELEN

I starten gør jeg, som hun siger. Jeg ignorerer alle tilråb i gaden ved metrostationen, og jeg smiler aldrig til nogen. I metroen gør jeg som de andre piger; gemmer mig bag store høretelefoner og strammer mit ansigt op i en sur grimasse, mens jeg læser i en bog. Det virker ikke. Jeg kan ikke skjule frygten og forvirringen bag mine solbriller, når jeg bliver råbt af på gaden: Fille blonde, noget med mademoiselle, spørgsmål om, jeg er alene. På Gare du Nord – en banegård, hvor man kan finde alt fra halvdøde narkomaner med nåle i halsen til forretningsmænd og buttede kinesiske ludere, stikker en mand sin hånd op under min nederdel bagfra, mens jeg er på vej op ad trappen. Jeg hopper forskrækket og løber resten af vejen hen til min destination.

Det går op for mig, at jeg griber tilnærmelserne helt forkert an. Jeg er vokset op med sexismens erklærede død. Den viser sig allerhøjest som et spøgelse, når jeg har drukket for meget, mens sexisme i hverdagen er en alvorlig anklage på linje med voldtægt, som man
skal tænke grundigt igennem, inden man ytrer i offentligheden og gør sig selv til offer.

I Frankrig er det blevet forbudt at sige mademoiselle i butikker og på barer, får jeg at vide. Man må melde folk til politiet, hvis de tiltaler én mademoiselle. Min ven ser alvorligt på mig, da jeg griner. ”Hvis man siger mademoiselle, antager man, at du er ugift, og dermed har man ret til at lægge an på dig. Du bliver ikke taget alvorligt som mademoiselle. ”Jeg opdager, at de franske piger råber af mænd, der antaster dem på gaden, mens de ser dem direkte i øjnene som en magtdemonstration.

Jeg lærer selv at råbe af de værste don juan’er, at jeg skal tiltales madame, at jeg ringer til politiet, og at vi ikke er dus (det er man ikke i Frankrig, med mindre man kender folk). Hvor grænseoverskridende denne strategi end er, så virker den, og jeg behøver ikke længere klæbe mig op ad de malisiske mænd, når jeg går hjem om aftenen.

DET ER MIN RET

Da jeg tager et smut til København på ferie, glæder jeg mig over friheden på gaden og i nattelivet. Nogle ven­inder og jeg tager i Kødbyen, og jeg danser med en fyr. Han tager mig om livet, og det er jo egentligt ret usky­ digt. Han kan jo ikke vide, at jeg ikke vil knalde med ham, bare fordi vi danser og er fulde. I Frankrig havde han ventet lidt længere, måske spurgt om mit navn, måske spurgt om lov. Jeg gider ham ikke og danser dis­kret hen til min veninde, hvorefter han følger med. Vi er jo i Danmark, så jeg behøver ikke at være på vagt, og jeg går alene op i baren for at købe øl, mens han går efter.

Jeg ignorerer ham, men han stiller sig bag ved mig og lægger sine hænder på mine hofter. Jeg vender mig om og siger, han skal stoppe. Han griner og spørger, om jeg vil have en øl uden at slippe mine hofter. Jeg tager hans hænder væk, men han lægger dem om mig igen og lader dem glide nedad.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil opnå – måske er det blot et lille socialt eksperiment, men jeg går hen til dør­ manden. Han aner dog ikke sine levende råd. Måske er han ikke vant til at høre brok fra forulempede piger.

Han ender med at sige, at jeg nok skal tage det som et kompliment, men at jeg kan komme igen, hvis fyren bliver aggressiv.

Jeg møder en ven, som giver mig en smøg. Han griner lidt af historien. ”Hold nu op med det pigede følelses­ pornopis – I har jo vundet,” pakker han ind i et referat af en artikel, han har læst.

Herregud, jeg kom jo ikke til skade. En dum fyr i byen, eller en dum bemærkning fra en politiker eller en dum sang, som en medstuderende engang sang, er vel næppe nok til at true det paradis af politisk korrekthed, vi lever i, hvor sexisme er en for­tælling, vi slog ihjel, eller en slange, vi udryddede, den­ gang vi fik en kvindelig statsminister.

Tilbage i Paris er jeg nu blevet temmelig tilfreds med at tage mig friheden til at skælde ud. Ikke fordi jeg bliver bange eller ked af det. Bare fordi jeg har ret.

De studerende har sat obligatorisk feedback øverst på dagsordenen med kampagnen ’Feedback er noget, vi giver til hinanden’. Men skaber feedback dygtigere studerende, eller er det blot et middel til at opnå anerkendelse?

Fra skole til fabrik – et blik på feedback

De studerende har sat obligatorisk feedback øverst på dagsordenen med kampagnen ’Feedback er noget, vi giver til hinanden’. Men skaber feedback dygtigere studerende, eller er det blot et middel til at opnå anerkendelse?

Da jeg startede på Statskundskab, var det ikke med en vision om, at jeg skulle være poli­tiker eller departementschef i et ministerium. Jeg valgte statskundskaben, fordi jeg havde en samfundsfagslærer i gymnasiet, der ikke alene var fagligt dygtig, men som også havde en særpræget karakter, og som jeg elskede og hadede for hans nød­vendige kritik. Kritikken kom ikke altid i en pædagogisk form – eksempelvis bad han mig engang om at holde kæft i en løbsk diskussion om globaliseringen, fordi jeg ikke var teoretisk og lød hysterisk, når jeg talte om udbytning af blinde kinesiske børnearbejdere. Ikke desto mindre følte alle elever i hans klasse, at de overværede en samfundsfagsmester udfolde sig, og at de blev set og bedømt retfærdigt.

Jeg forventede ikke denne form for mesterlære på universitetet. Jeg forventede dog heller ikke at blive reduceret til et læringsparat halvfabrikata, der nu er i stand til at producere standardiserede femdagsopgaver uden yderligere begrundelse for den talmæssige brugsværdi, mine undervisere tildeler mig – karaktererne. Jeg får imidlertid hver eneste gang, jeg skal skrive en sådan opgave, en forelæsning om den gode opgave og dens opbygning, som, jeg har lært, omfatter en indledning, redegørelse, analyse, diskussion, konklusion og litteratur­liste. Efter de første otte af denne type forelæsninger fandt jeg det klogest at undgå dem, da den gode opgaves opbygning ikke synes at være i forandring.

Som sjettesemesterstuderende har man vænnet sig til at være modtager af en universitetspakke. Herregud, voksenlivet byder jo på adskillige pakker: vækstpakker, bankpakker, jobpakker og kræftpakker til de ­uheldige. Dog tænker jeg at vide mere om nytteværdien af disse pakker end om min egen værdi som studerende og fremtidig arbejdskraft. Årsagen kunne være, at de fleste kommentarer, jeg får fra underviserne om min værdi, fremkommer som kollektive skideballer til fore­læs­ningerne eller i medierne.

Feedback som løsning
Nogle studerende har igangsat kampagnen ’Feedback er noget vi giver til hinanden’, som skal sikre mere og bedre skriftlig feedback på Statskundskab. Kam­pagnen har modtaget blandede reaktioner – dels på grund af en offensiv e-mailaktion, hvor studerende kunne sende en færdigfabrikeret e-mail til deres under­visere med krav om skriftlig feedback, og dels på grund af administrative overvejelser omkring ressource­forbruget ved at give individuel feedback. Dertil kommer det vedkommende spørgsmål, om feedback blot bliver et klap på skulderen til de ­dygtige. Denne pointe kom Anders Wivel med på et dialogmøde med feedbackgruppen, hvor han i en panel­debat sagde:

”Det skal ikke være meningen, at feedback blot er til for, at eleverne føler sig set.”

En lærerig pointe med tanke på det pakkesamfund, vi skal vænne os til at leve i, hvor der ikke er ressourcer til at blive set, medmindre man melder sig som deltager i Paradise Hotel. Feedbackgruppens modargument er, at den nuværende ordning, hvor man selv kan bede sine undervisere om feedback og måske være heldig at få den, i forvejen tilgodeser de stærke og de højtråbende.

Min frygt ved at få obligatorisk skriftlig feedback er, at jeg får tildelt endnu en pakke – en feedbackpakke. Allerværst i form af et evalueringsskema, som underviseren skal udfylde efter hver opgave. Det ville ikke alene være en yderligere degradering af min arbejdsindsats, det ville være en ydmygelse – en ordmæssig formidling af et tal og ydermere et tidsspild – Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

Gruppen ønsker i stedet obligatorisk individuel feedback på samtlige skriftlige opgaver. De har forsigtigt skønnet, at 22 minutters feedback per elev vil koste én procent af taxameterpengene på Instituttet. Jeg spurgte en repræsentant fra gruppen, om en eksamensopgave ikke netop skal vise, hvad man kan i det pågældende fag, hvorfor feedback må siges at være en forsinket og ligegyldig vejledningsressource. Gruppens synspunkt er dog, at studiet er sådan opbygget, at fagene ofte ligger i forlængelse af hinanden. Derfor kan man medtage feedbacken til de efterfølgende fag. Som et eksempel på konsekvenserne af den manglende feedback berettede en medicinstuderende til dialogmødet, at hans karakterer på medicinstudiet har været meget svingende frem for at været steget gradvist.

Pointen blev dog en anelse mudret, da mødet præsenterede forskeren Jens Dolin, institutleder ved Naturfagenes Didaktik, der med en rygdækkende undersøgelse fortalte, at feedback kun virker for­bedrende, når eleverne ikke får karakterer, idet tallene overskygger ordlyden af bedømmelsen. Dette indikerer, at taldogmatisme og pakkeløsninger ophæver de gavnlige effekter ved at få individuel vejledning og oplysning om egne styrker og svagheder. At ønske feedback for at opnå en kumulativ karakterstigning synes ud fra det synspunkt at være en selvmodsigelse. Omvendt forekommer det heller ikke som en lærerig proces at besvare undervisernes problemformuleringer i blinde ud fra diverse formalistiske forelæsninger.

Feedback som motivation
Måske man burde diskutere, hvilken værdi feedback har i sig selv frem for at være et præstationsfremmende medikament i udarbejdelsen af det enkelte produkt. Min frygt ved at få obligatorisk skriftlig feedback er, at jeg får tildelt endnu en pakke – en feedbackpakke. Allerværst i form af et evalueringsskema, som underviseren skal udfylde efter hver opgave. Det ville ikke alene være en yderligere degradering af min arbejdsindsats, det ville være en ydmygelse – en ordmæssig formidling af et tal og ydermere et tidsspild. Til gengæld ville jeg have motivationen til at læse globaliseringsteori i min fritid, hvilket jeg gjorde efter min gymnasielærers ud­bryderske kritik, hvis der var mere end et tal på spil, og hvis jeg følte, at det gjorde en forskel – ikke for mine karakterer, men for min dannelse og evner ­inden for samfundsvidenskaben. Dette er vel trods alt det produkt, som universitetet tilstræber at udvikle, frem for en række af tal, som om et par år er gået i glemmebogen. En sådan motivation kræver en anerkendelse, som pakketænkningen ikke er i stand til at levere. I stedet skaber pakketænkningen indstillingen: Hvorfor dog bestræbe sig på at få et stort syvtal, når man med en betydeligt mindre arbejdsindsats kan få et lille syvtal? Oftest kender man alligevel ikke syvtallets størrelse.

Interview med Bjørn Nørgaard: Kritikken der forsvandt

Interview med Bjørn Nørgaard: Kritikken der forsvandt

Politikerne har glemt kunsten, og kulturen har glemt kritikken. MED ANDRE ORD har mødt Bjørn Nørgaard for at diskutere kunstens røst i den politiske sfære.

”I det gamle Kina blev embedsmændene valgt ud fra, hvem der skrev de bedste digte,” siger Bjørn Nørgaard, mens han låser døren op til sit atelier på Frederikholms Kanal. Jeg besøger ham for at undersøge, hvad vi på tankefabrikken Statskundskab kan lære af kunstneren i en krisetid, hvor de humanistiske værdier ikke er øverst på dagsordenen. Bjørn Nørgaard er især kendt for sin opsigtsvækkende aktion Hesteofringen fra 1970. Derudover har han medvirket til skabelsen af de kongelige gobeliner, og på Folkemødet 2013 fremførte han en kritisk kabaret om nødvendighedens politik sammen med filosoffen Arno Victor og økonomen Christen Sørensen. Den vakte så stor forargelse hos Margrethe Vestager og andre regeringsmedlemmer, at de ganske enkelt udvandrede under forestillingen. Da jeg kommer ind, bliver jeg placeret på en stol, mens Bjørn Nørgaard hælder te op i små tekopper, han har medbragt fra en af sine mange rejser til Kina.

”I Kina udvider de humaniora, for de ved godt, at det ikke er de samme mennesker, der producerer og udvikler nye produkter.” Bjørn Nørgaard snakker videre om kunsten i en bred forstand:

”Kunst er de discipliner, der primært tænker værdier i samfundet intuitivt og sekundært tænker evidensbaseret. Kunsten har spillet en stor rolle i det moderne samfund blandt andet i kraft af oplysningsfilosofien, der præger hele vores måde at tænke demokrati på. Velfærdssamfundet i Danmark er også opstået med rødder i kunsten, hvor andelsbevægelsen havde en åndelig ballast i Grundtvig og arbejderbevægelsen i Bomholt.”

Ifølge Bjørn Nørgaard ser vi i nutidens politik, at kunsten afkobles fra det politiske.

”Hele den kulturelle dimension, der var en ligeværdig del i vores måde at tænke samfundet på, er langsomt forsvundet. Jeg sidder i bestyrelsen på Thorvaldsens Museum, hvor politikerne nu trækker sig. De trækker sig væk fra det direkte møde med kunsten og lægger dermed kunsten væk fra det politiske niveau. Kunstfondens Repræsentantfællesskab er nedlagt. Der sad repræsentanter fra de partier, der sad i Finansudvalget, og diskuterede med kunstnerne, hvordan kunst og samfund skulle møde hinanden. Magthaverne mener nu, at politik kun handler om at kontrollere statens udgifter og om at maksimere udbyttet. Derfor er Finansministeriet det eneste ministerium i dag. Man kan ikke gennemføre noget politisk, uden det er beregnet i Finansministeriet. Jeg mener ikke, man skal kunne vedtage noget, uden at det er beregnet i Kulturministeriet. Vi skal kende de kulturelle konsekvenser af de beslutninger, der træffes. Hvis man udelukkende træffer beslutninger ud fra økonomiske parametre, kan det få katastrofale følger for, hvordan samfundet udvikler sig. Det er det, man gør i dag. Kulturen er blevet en unødig omkostning, vi skal skære væk.”

– Har det ikke altid været politikernes opgave at omfordele og styre statens udgifter, hvad enten vi kan lide det eller ej?

”Det begyndte med Anders Fogh. Han sagde ’lyt ikke til smagsdommerne, vi kan selv.’ Denne totale mangel på respekt for fagkundskab og for, at der er nogen, der ved mere end andre, betyder, at kritikken afskaffes. Politikerne sidder i dag og vedtager, at to plus to er fem, fordi der ikke længere er nogen til at kritisere dem. Kritikken er ikke længere legitim. Man anser kritikere for at være nogle bagstræberiske typer, der ikke har forstået fremskridtet. Det er en katastrofe. Kritikken er grundstenen i demokratiet, som bygger på frie og uafhængige institutioner og akademier, hvor der udvikles nye værdier, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med magthavernes. Vi har som samfund glemt at skabe disse værdier. Vi har glemt kritikken.”

– Er vi blevet for autoritetstro?

”Jeg tror ikke, at vi er blevet for autoritetstro. I 60’erne skete der en række opgør – mange af dem var mere eller mindre heldige. I 70’erne kom marxisterne, som var systemtænkere. De var i høj grad generalister. Det er  denne generalisttankegang, der har overlevet, desværre. De mennesker, der bestemmer i ministerierne, er jo ikke fagfolk, de er generalister. Generalister bryder
sig ikke om folk, der ved, hvad de taler om, for de er besværlige. Så kan generalisten ikke komme med sin struktur. En generalist tror jo, at man kan lave nogle generelle strukturer, hvor strukturen i sig selv er i stand til at svare på problemerne. Det er folk, der har gået på ledelseskurser og lært ledelsesteorier, som mener, at ledelsesteorien alene kan skabe en højere kvalitet og et bedre udbytte. Det mener de absolut, selvom de ikke aner noget om den virkelighed, de administrerer. Problemet er ikke, at vi er blevet for autoritetstro. Problemet er, at vi ikke respekterer fagkundskab og den kritik, fagkundskaben kan komme med.”

– Hvordan bliver vi bedre generalister, der er i stand til at videreføre en kulturel arv uden at ødelægge den med vores strukturer?

Bjørn Nørgaard i sit atelier på Frederikholms kanal.

Bjørn Nørgaard i sit atelier på Frederikholms kanal.

”Vi skal se på oplysningstiden og på de værdier, der gjorde Vesteuropa til en dynamisk kultur. Begrebet ’kritik’ opstår i oplysningstiden. Hvis den kritiske diskussion går i stå, fordi man politisk ikke gider høre på, hvad der bliver sagt og regner det for en overflødig omkostning, går kulturen i stå. Grunden til, at vi har det samfund, vi har i dag, er Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen og H.C. Ørsted. Hele vores prægning af, hvem vi er, har vi fået fra kunsten. Hvis man ikke tager kunsten ind igen som en del af den politiske værdiskabelse, får man ikke skabt et billede af den fremtid, vi skal have. Hvis ikke vi har en vision om, hvordan fremtiden skal se ud, kommer vi aldrig nogen steder hen.”

– Men oplysningstiden er jo udsprunget af renæssancemennesket, der havde ultimativ dannelse. Har vi måske mistet den dannelse, det kræver at komme med kritik?

”Det er klart, at den kritik, vi skal diskutere, ikke er den, vi havde i oplysningstiden. Vi er nødt til at udvikle et kritisk begreb, som udspringer af den realitet, vi har nu. Det er det, I skal på Statskundskab, og det er det, kunstneren skal. Renæssancemennesket er ikke muligt længere, for dengang kunne et kvikt hoved overskue en større mængde af den samlede viden i verden, end det er tilfældet i dag. Vi skal udvikle nogle nye fælles begreber, som kan danne baggrund for kritikken, ligesom man i oplysningstiden skabte encyklopædien for at danne en fælles referenceramme. Det kan kunsten bidrage til. Kunst og økonomi skal komplimentært give samfundet en ny vision.”