Alle artikler af Sari Saadi

I sensommeren tog jeg til Skotland. Folkeafstemningen om uafhængighed var lige om hjørnet, og jeg så derfor nærmere på holdningerne i debatten og skotternes tradition for offentlig debat.

Det offentlige hus og den skotske (u)afhængighed

I sensommeren tog jeg til Skotland. Folkeafstemningen om uafhængighed var lige om hjørnet, og jeg så derfor nærmere på holdningerne i debatten og skotternes tradition for offentlig debat.

Den vigtigste demokratiske begivenhed i Skotlands historie
At skotterne skal til at træffe en afgørende beslutning, fornemmer man med det samme. Allerede ved ankomsten kan den helt særlige stemning mærkes. Ét spørgsmål ligger tæt som et stykke film hen over landet. I mange husstandes vinduer er der sat plakater op med det simple budskab ”Yes!” eller ”No, thanks.” Det er et kort og godt svar på, om Skotland skal være uafhængigt. På gaderne deles der pjecer ud, og ved boder kommer forskellige holdninger til udtryk. I boghandlen fylder bøger om Skotlands og Storbritanniens historie og politik, eksempelvis tidligere premierminister (og skotte!) Gordon Browns bog My Scotland, our Britain.

Alt sammen ude i det offentlige rum – en offentlig debat. Her ligner Skotland et typisk demokratisk land: Mange holdninger kommer til udtryk, og alle medier bruges i det, de fleste skotter betegner som den vigtigste demokratiske begivenhed i landets historie. Der er plads til alt. Fra kommunisterne til den yderligtgående højrebevægelse med Scottish Defence League i spidsen.

Yae eller nae?
Blandt skotterne finder man forskellige argumenter for henholdsvis et ja eller et nej: Nogle begrunder et ja med, at skotterne selv kan klare sig. De har universiteter i verdensklasse, og olieressourcerne vil sørge for en solid indtjeningskilde. Andre lægger vægt på, at Skotland ikke bør presses med i en britisk udenrigspolitik, som de ikke er enige i. Som det er nu, bestemmer Skotland selv over deres egen uddannelses-, miljø-, sundheds-, og kulturpolitik, mens eksempelvis finans- og forsvarspolitik er et fællesbritisk anliggende, som London tager sig af. Fortalerne for et nej nævner blandt andet, at det ikke kan vides sikkert, om Skotland stadig vil kunne benytte det britiske pund som valuta. Denne usikkerhed har da også allerede fået flere virksomheder med base i Skotland til at flytte til England og Wales.

Det offentlige hus
Et andet sted, der fortjener lidt opmærksomhed, er pubben, som er central i hele Storbritannien. Ordet pub er en forkortelse for public house, et sted som altid har spillet en rolle for debatten. Flere irske revolutioner siges at være begyndt i pubs, og også store forfattere har villigt diskuteret deres litteratur her. Det offentlige hus er af en mere holdningsdannende karakter end de vante bodegaer herhjemme. Det er meget almindeligt at tage avisen med på en pub, og sætter man sig i baren, går der ikke længe, før andre deroppe vender sig om og spørger: ”And what do you think?” Pubben er et sted, der fremmer en særlig debat.

Selv om svaret på spørgsmålet om uafhængighed også er partipolitisk repræsenteret – det stærke Scottish National Party er for, mens det mere britisksindede Scottish Labour Party er imod – så spiller den almene skotske borger altså en vigtig rolle i debatten.

Betydningen for Europa
Men ikke kun i Skotland er debatten af betydning, for valget har også et perspektiv i forhold til Nordirland og Europa generelt. Afstemningen viser, at det kan lade sig gøre at løsrive sig fra det stærke Storbritannien. Dette har også påvirket følelserne hos de mere irsksindede i Nordirland. Her blev der tilbage i 1973 afholdt en afstemning om selvsamme spørgsmål, og skotternes valg gør spørgsmålet relevant igen. Derudover er det interessant at opleve uafhængighedsentusiastiske skotter på både venstre- og højrefløjen. I kølvandet på den generelle fremgang for nationalistiske partier ved Europa-Parlamentsvalget tilbage i maj måned er det vigtigt at følge udviklingen i Skotland specifikt og Storbritannien generelt. Med dette kan jeg kun opfordre til en større interesse herhjemme.

Og så er nationalretten haggis – kogte fåreindvolde med kartoffelmos og whiskysovs – en sand fornøjelse!

Hvorfor er vi ofte så forbeholdne, når vi skal definere begrebet politik? Med udgangspunkt i egne erfaringer fra religionsvidenskab sætter tilvalgsstuderende Sari Saadi andre ord på definitionen af politik

En definition på politik? Sagt med andre ord

Hvorfor er vi ofte så forbeholdne, når vi skal definere begrebet politik? Med udgangspunkt i egne erfaringer fra religionsvidenskab sætter tilvalgsstuderende Sari Saadi andre ord på definitionen af politik

Min idé til denne kommentar opstod, da nogle bekendte stud.scient.pol.’ere lod mig kende, at få studerende ønsker at give et bud på, hvad politik er. Altså, en definition. Jeg forstår, at man ikke vil give et endegyldigt bud på noget, der er så kompliceret. Men diskussionen er vigtig, for dér udvikler den enkelte studerende sin grundholdning til faget. Det er netop min erfaring fra religionsvidenskab, hvor vi ofte stopper op og må overveje, om det, vi nu diskuterer, overhovedet kan kaldes religion.

Kan religion defineres klart og entydigt?
Med definitioner af religion – lige så vel som med andre emner – vil man altid løbe nogle risici: Definerer man religion meget ”stramt”, kan man betjene sig af nogle klare linjer for, hvornår man er ”inden for” feltet, og hvornår man er ”uden for” selv samme. Men netop i dette ”udenfor” risikerer man, at der befinder sig en masse religion, som bare ikke ”lever op til” de strenge krav, definitionen har fastlagt.

Derfor er der også dem, der helt frabeder sig at tage afsæt i en definition. Her kan man f.eks. arbejde med det enkelte eksempel og derudfra argumentere for, at der er tale om et religiøst fænomen. Man arbejder altså mere induktivt og vil ud fra det enkelte eksempel samt den historiske og kulturelle kontekst vurdere, om man nu også kan studere det som et religiøst fænomen.

Religion, en fast eller dynamisk størrelse?
Jeg vil lade to antropologer repræsentere hver deres standpunkt: Den ene er Clifford Geertz (1926-2006), den anden er Talal Asad (1933-). Geertz har givet et af de mest kendte bud på en religionsdefinition. Ifølge Geertz er religion givet ved (1) a system of symbols which acts to (2) establish powerful, pervasive, and long-lasting moods and motivations in men by (3) formulating conceptions of a general order of existence and (4) clothing these conceptions with such an aura of factuality that (5) the moods and motivations seem uniquely realistic.”

Dette er en skarpt skåret definition. Rammen er sat, og når man vil undersøge, om noget kan kaldes ”religion”, skal man blot holde det op imod denne definition. Som nævnt tidligere er der både fordele og ulemper herved.

Asad, derimod, vil ikke give et bud på en religions-definition, og han kritiserer behovet for at definere religion som et ”transhistorical and transcultural phenomenon”. Asad henvender sig ikke blot til Geertz, men til en lang række religionsforskere, der har gjort forsøget. Hans sigte er altså et opgør med idéen om, at religion kan defineres ’en gang for alle’ (transhistorisk) og på tværs af alle religioner (transkulturelt). En religion er aldrig den samme på to forskellige tidspunkter, da religion som et kulturelt fænomen er under konstant forandring og påvirkning. Det er en dynamisk størrelse, der formes af mennesker i bestemte kontekster.

Styrken ved forsøg som Geertz’ er, at de gør os i stand til overhovedet at begribe og tale om religion. Idet vi får sat en ramme, kan vi tage en diskussion om emnet. Problemet er til gengæld, som Asad er inde på, at vi uundgåeligt vil komme til at ignorere andre væsent-lige tilfælde, så at diskussionen bliver uden udsigt til udvikling, fornyelse og revurdering.

Hvad med politik? Hvor skal vi starte?
Hvad angår politik, så er jeg ikke den store kender på dette område. Men noget kan jeg dog sige, for én ting er sikkert: Politik er – lige så vel som andre menneskelige opfindelser – et kulturelt produkt af menneskets kreativitet. Derfor er politik noget, som er til, fordi mennesker er politiske. Ganske enkelt. Skulle mennesker pludseligt opføre sig som bakterier, er der ikke længere nogen kategori, der kan kaldes politik. For overskuelighedens skyld vil jeg tillade mig at sammenligne med sprog.

Tag nu f.eks. dansk. Hvorfor findes det? Fordi der findes mennesker, der udtrykker sig på det danske sprog. Forestil dig, at alt, hvad der er nedskrevet på dansk og om dansk sprog, forsvinder. Puf. Alle mennesker, der behersker det danske sprog, forsvinder. Puf. Then there would be no such thing as Danish. No Danish language, no Danish grammar. Danish would no longer exist.

Men, hvor der er mennesker, som benytter sig af og producerer et bestemt kulturelt fænomen, dér findes det kulturelle fænomen. Jeg mener, det er fornuftigt at starte dér, hvor politik ”skabes”: hos de mennesker, der lever i en politisk virkelighed.

Måske er jeg demokratisk biased, når jeg uden videre antager, at alle mennesker har betydning for politik. Måske glemmer jeg fuldstændig, at der er et system, en struktur, som i nogle henseender kommer før individet, aktøren. Jeg ved bare, at uanset om politik handler om magt, interesser eller ressourcefordeling, så findes politik ikke uden de mennesker, der på den ene eller anden måde agerer politisk. ♦

Litteratur
Asad, Talal: The construction of ‘religion’ as an anthropological category i: Asad, T. Genealogies of Religion. Discipline and Reasons of Power in Christianity and Islam, The Johns Hopkins University Press, Baltimore and London, 1993.
Geertz, Clifford: Religion as a Cultural System i: Geertz, C. The Interpretation of Cultures. Basic Books, New York, 1973.