Alle artikler af Signe Illum Lindegren Pedersen

ER FRIVILLIGT ARBEJDE ALTID TIL GAVN?

ER FRIVILLIGT ARBEJDE ALTID TIL GAVN?

Tusindvis af danskere rejser hvert år ud i verden for at kombinere turisme med frivilligt arbejde i udsatte områder. Volonturisme, som det kaldes, er nu en stor del af oplevelsesøkonomien, og mange statskundskabere har i deres sabbatår prøvet kræfter med fænomenet. Men får vi egentlig talt om, hvad vi har bidraget til?

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Statskundskabsrevyen præsenterede for et par år siden sangen Unik ungdom med en tekst, der kunne karakteriseres som en lyrisk lussing til de statskundskabere, der havde forsøgt at redde verden på den obligatoriske rejse i sabbatåret. Vi grinte af det,  men så lagde vi også pænt låg på diskussionen bag efter.

Efter min mening er der flere problemstillinger knyttet til dette fænomen, som vi godt kunne lukke lidt mere op for. For eksempel spørgsmål som: Hvad motiveres volonturisterne af? Kan vi overhovedet sætte os i andres sted? Og hvad er konsekvenserne af volonturismen?

Altruisme og CV-rytteri?

Hvad motiverer unge mennesker til at kombinere afslapning på deres ferie med frivilligt arbejde?

Motivationsfaktorerne kan jo principielt spænde fra altruisme til egeninteresser. Der findes en hel del motivationsteori anvendt på feltet inden for frivilligt arbejde, men i min research fandt jeg kun nogle få udenlandske casestudier, der relaterer sig direkte til volonturismefænomenet.

I overvejelserne om motivationsfaktorer må man medregne, at det frivillige arbejde i udlandet som regel vil adskille sig fra det frivillige arbejde herhjemme på mindst ét væsentligt punkt. Modsat det frivillige arbejde, der kan udføres gratis i Danmark, betaler man nemlig for at få lov til at udføre arbejdet i udlandet. Priserne svinger blandt andet efter, hvor mange dage du vil arbejde. Hos Mellemfolkeligt Samvirke ligger priserne i omegnen af 22.000 kr. for ophold af mellem 12 og 16 ugers varighed. Andre udbydere som Kilroy Travels, et nordisk rejsebureau, tilbyder ophold på helt ned til 14 dages varighed for priser fra omkring 3000 kr. De store pengebeløb, som de unge betaler for at arbejde, er måske også den største årsag til, at kritikere af volunturisme kategoriserer det som en del af oplevelsesøkonomien.

Jeg tror personligt, at mange rejser af sted med idéen om, at de vil gøre en forskel. Der kan samtidigt være mange egeninteresser bag. Lidt godt til CV’et, kvote-2-ansøgningen eller måske bare den dårlige samvittighed over, at man er en hvid, privilegeret type fra Danmark. Det har trods alt en stor betydning for ens identitet, om man kommer ind på det ønskede studie eller får det rigtige job. Derfor vil mange gå langt for at kunne skrive noget godt på CV’et.

Et bredere perspektiv og en økonomisk indsprøjtning

Der findes mange forskellige typer af frivilligt arbejde, man kan udføre kombineret med sin rejse. Projects Abroad, en britisk, kommerciel rejseorganisation for frivillige, opererer for eksempel med følgende projektkategorier: Humanitært arbejde, Natur & Miljø, Undervisning, Sport, Medicin & Sundhed samt Veterinærmedicin.

De forskellige typer af frivilligt arbejde rummer sikkert hver deres problematikker. For mig er problematikkerne klarest ved arbejdet med undervisning og sundhed. Især når det drejer sig om arbejde med børn, der snarere har behov for stabile og trygge rammer end halvårlig udskiftning af omsorgspersoner.

På kort sigt vil man nok kunne give børnene nogle gode oplevelser og måske nå at skabe en god relation. Man kan også få noget kulturudveksling ud af det, og forhåbentligt kan rejsen starte en masse refleksioner for den udrejsende.

Netop det synspunkt fremlagde den administrerende direktør for Projects Abroad, Peter Slowe, da han i 2015 forsvarede organisationens foretagender i publikationen New African. Her skriver han, at selv relativt korte ophold i andre lande giver fordele på lang sigt, fordi det kan ændre de unges syn på verden. Desuden peger han på, at volonturisterne bruger mange penge i de områder, hvor de arbejder, der modsat almindeligt turistforbrug, går til værtsfamilier, lokale butikker eller projekter.

grafik2016apr-27

Kommercialisering af frivillighed

Det lyder meget godt, men kan der ikke være uoverskueligt mange utilsigtede konsekvenser på længere sigt? Har de frivillige de nødvendige kompetencer? Her tænker jeg både personligt og fagligt. Skal man for eksempel være frivillig på en fødeklinik, så håber jeg, at man har lidt mere erfaring end en gymnasial eksamen.

Derudover skal man virkelig have tjek på den organisation, man rejser med. Der findes desværre nogle rigtig ærgerlige eksempler på organisationer, der bruger pengene på helt andre områder, end de selv påstår.

Især organisationens hensyn til lokalsamfundet er af stor betydning. Selvom Peter Slowe mener, at Projects Abroad går langt for ikke at tage arbejdspladser fra de lokale, kan dette nok ikke undgås alle steder. Og det er jo ikke kun arbejdspladser, men også lokale initiativer, som man risikerer at hindre, medmindre organisationen har en meget god forankring i lokalsamfundet. Og er der ikke også en risiko for, at kommercialiseringen af frivillighed fører til, at organisationerne bag tilpasser det frivillige arbejde mere til de unge udrejsende end til de mennesker, der har brug for hjælp?

At sætte sig i andres sted

For folk, der har været afsted, bliver fortiden som volonturist måske især udfordret, når man på statskundskab kastes ud i teorier om postkolonialisme i faget International Politik. Det må blandt andet føre til nogle refleksioner over, om det overhovedet er muligt at sætte sig i andre folks sted på så kort tid. Kan vi forstå deres position, når vi bare kan tage næste fly hjem til mor og far?

New York Times bragte sidste år en kort dokumentar kaldet An African’s Message for America, hvor den kenyanske aktivist og fotojournalist, Boniface Mwangi, udtaler, at amerikanerne skulle tage at hjælpe sig selv og deres egne først. Til en ung amerikansk pige med intentionen om at tage til Afrika eller Mellemøsten for at blive en fortaler for kvinders rettigheder, siger Mwangi: ”You don’t know them. They don’t know you. They won’t listen to you”. Mwangi understreger vigtigheden af lokale initiativer, og siger til de amerikanske studerende, at hvis de vil hjælpe nogen, må de i det mindste starte med at spørge dem, hvad de ønsker hjælp til.

Følelser i klemme

Jeg har kun opstillet en brøkdel af de overvejelser, som man kan gøre sig om volonturisme. At jeg ikke selv har været volonturist betyder nok, at det er lettere for at mig at være kritisk, selvom min intention var at se lidt mere nuanceret på sagen. Jeg har ikke nogen følelser i klemme. Men det har jeg oplevet andre have.

Hvis man efter sin tid som volonturist føler, at man har gjort en forskel og har fået en tæt relation til en række mennesker, kan jeg sagtens forstå, at det er svært at se det store billede. Jeg kan sætte mig ind i, at det ikke er rart at komme hjem til beskyldninger om, at man er en ’medlidenhedskolonist’.

Når man vender og drejer det, kommer man bare hurtigt frem til, at Vestens udrejsende kan få meget ud af det, mens dem, man egentlig søger at hjælpe, ikke altid bliver hjulpet på sigt. Skal man så bare sende pengene direkte til en velgørende organisation og blive hjemme i Danmark? Det skal jeg ikke bestemme, men jeg synes, at man skal tænke sig godt om, og at det er vigtigt at tale om problematikkerne ved volonturisme.

Interview: Drømmen om forskerlivet

Interview: Drømmen om forskerlivet

Mens mange studerende glæder sig til at flyve fra den akademiske rede, findes der de studerende, der drømmer om et liv inden for universitetets mure. MED ANDRE ORD har mødt en potentiel forskerspire.

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Tanken om at blive forsker kan virke fjern, når man læser på bachelordelen og stadig bøvler lidt med Augustin, Agresti og alle de andre rødder. For at spore mig ind på forskerdrøm­

men har jeg sat nystartede ph.d.­studerende Benjamin Egerod stævne til en snak om drivkraften bag hans forskning og det at være ny i forskningsmiljøet.

FORSKERUDDANNELSEN

Jeg møder Benjamin Egerod på CSS – et sted, hvor han efterhånden har haft sin gang i nogle år. Imens han færdiggør sin kandidat, er han gået i gang med forsker­ uddannelsen på Statskundskab. Engagementet er ikke til at tage fejl af; han brænder virkelig for sit projekt. Han har fået en idé til et forskningsprojekt, der skal undersøge et ellers underbelyst felt:

”Min forskning handler om virksomheder som politiske aktører. Det handler om, hvad der gør, at nogle virksomheder bliver politisk indflydelsesrige, og derefter hvilke konsekvenser det har, at de bliver indflydelsesrige,” fortæller han.

GRADVIS DRØM

Da jeg selv startede på Statskundskab, blev vi til første holdtime spurgt, hvad vi kunne tænke os at lave efter studiet. Så vidt jeg husker, var der kun én ud af om­trent 40, der allerede dengang drømte om at forske.

Benjamin Egerod var ikke den ene person ud af 40, der allerede fra starten vidste, at han ville forske. Hans drøm om at forske er først opstået undervejs på studiet. Faktisk var han i lang tid i tvivl, om det overhovedet var statskundskab, han ville studere. Jeg må derfor skrotte min klichéfyldte idé om forskerdrømmen som en mål­ rettet barnedrøm om at blive videnskabsmand.

DRIVKRAFT I IDÉER

En anden fordom, jeg må kassere efter mødet med Benjamin Egerod, er den naive forestilling om, at forskerdrømmen handler om det at forske per se. For Benjamin Egerod består drivkraften nemlig både af interessen for metodiske problemstillinger, men især også den specifikke idé bag hans ph.d.­projekt:

”Jeg synes, mit projekt er sindssygt spændende, og så kan jeg godt lide at underbygge en normativ diskus­sion med en eller anden form for empirisk problem eller sammenhæng, som man kan gå ud og observere i virkeligheden. Jeg tror, at det, der driver mig, er at etab­lere nogle interessante sammenhænge,” siger han.

Hvorvidt han skal forske videre efter sin ph.d. afhænger også af, om han får endnu en god idé, eller om han kan arbejde videre på sin første idé. Den gode idé er faktisk det, der skal til for at blive forsker, mener han og ud­ dyber:

”Det er da en fordel, hvis man kan sin metode og teori, men i virkeligheden er det vigtigste, at man har en god idé. Så kan det andet komme efterfølgende.”

Jeg vil gerne have, at det, jeg for­ sker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget

– Benjamin Carl Krag Egerod, ph.d.-studerende

ESSENSEN AF EN GOD IDÉ

Benjamin Egerod har gjort sig klare tanker om, hvorfor netop hans ph.d.­projekt er en god idé. Der er både et normativt og et økonomisk aspekt i hans forskning. I forskningsfrihedens navn nægter han dog at opstille kriterier for, hvad der gør forskning vigtig og berettiget. Det handler både om et ønske om forskningsfrihed, men også det umulige i at blive enige om, at al forsk­ ning skal have en normativ eller materiel pointe. For sit eget vedkommende kan han dog sige:

”Jeg vil gerne have, at det, jeg forsker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget.”

AT FÅ FODEN INDENFOR

Forskningsmiljøet er meget konkurrencepræget – især på den anden side af forskeruddannelsen, når ph.d.­af­ handlingen er afleveret og godkendt. De spidse albuer er dog ikke noget, Benjamin Egerod har mærket tilendnu. Han synes selv, at han har haft en rigtig god start på trods af lidt nervøsitet over at omgås nogle af de personer, han er blevet undervist af, og som han ser op til.

At få foden inden for i forskningsverdenen betyder også, at man skal undervise. Min fordom er, at universi­tetet gør det svært for forskere at finde tid og interesse for undervisning. Benjamin Egerod har dog endnu ikke haft svært ved at finde engagementet for undervisningen:

”Det er virkelig fedt. Jeg synes, det er vigtigt, at man underviser. Det er et særligt ansvar, der ligger på én som forsker, at man får videreformidlet resultater. De fedeste undervisere, jeg selv har haft, er jo inspirerende og engagerede, og det tror jeg lettest, man bliver, hvis det er noget, man laver i sin hverdag,” udtaler han.

IMG_8797

FORSKERDRØMMEN I ØJENHØJDE

Drømmen om at blive forsker vil for fremtiden nok stadig virke fjern for mange bachelorstuderende. Der er mange fordomme og forventninger forbundet med forskningen. Alligevel synes jeg, at Benjamin Egerod gør sit for at hive forskningen lidt ned på jor­ den. Forskningsmiljøet lyder ikke så skræmmende endda, og måske behøver man ikke have tjek på det hele på første semester. Måske skal man i stedet lade idéerne drive værket.

Som tre undervisere påpegede i sidste udgave af MED ANDRE ORD, er undervisning et fælles projekt. Derfor tager vi deres krav til efterretning og supplerer med vores opfattelse af, hvad underviserne selv kan gøre for at forbedre undervisningen.

To studerende: Hvad udgør en god underviser?

Som tre undervisere påpegede i sidste udgave af MED ANDRE ORD, er undervisning et fælles projekt. Derfor tager vi deres krav til efterretning og supplerer med vores opfattelse af, hvad underviserne selv kan gøre for at forbedre undervisningen.

Blandt vores medstuderende florerer masser af idéer til, hvordan undervisningen kan forbedres. Her kan blandt andet nævnes ligestilling mellem forskning og undervisning, feedback-ordninger samt krav om mindst to holdtimer per forelæsning. Men hvordan kan vi forbedre undervisningen, uden at ledelsen skal ind over?

Forventninger og forudsætninger
I femte udgave af MED ANDRE ORD skriver de tre undervisere Caroline Howard Grøn, Asmus Leth Olsen og Peter Thisted Dinesen, at de studerende skal dukke op til timerne, være velforberedte og deltage aktivt. Det synes at være rimelige krav, og en stor del af ansvaret ligger selvfølgelig hos os studerende. Det er vigtigt, at vi studerende holder os selv og hinanden oppe på, at vi får mest muligt ud af uddannelsen ved at forberede os grundigt og dukke op til timerne. Samtidig skal vi også være bedre til at skabe en kultur, hvor aktiv deltagelse er en selvfølge. Underviserne fremhævede dog også selv, at god undervisning skabes i samspillet mellem studerende og den enkelte underviser. Vi vil derfor komme med vores bud på, hvad underviserne kan gøre for at motivere de studerende til at møde velforberedte op og deltage aktivt.

1. Struktur. Det er fordelagtigt, når pensumlister og under­visningsplaner offentliggøres i god tid, og når der gennem undervisningsforløbet er en klar struktur. Hvis man fra start får et godt billede af, hvad meningen med faget er, vil man også være mere motiveret til at for­berede sig. En fremhævelse af, hvad lærte vi sidst, og hvad vi skal lære i dag, fungerer desuden godt til at skabe en rød tråd gennem forløbet.

”Det er vigtigt, at vi studerende holder os selv og hinanden oppe på, at vi får mest muligt ud af uddannelsen ved at forberede os grundigt og dukke op til timerne” – Signe Illum Lindegren Pedersen & Maja Lundgaard

Struktur i undervisningen handler også om den ­enkelte undervisningsgang, hvor der gerne skal være en vis systematik i forløbet. Vælger underviseren at bruge Pow­erPoint-præsentationer, værdsætter vi et over­skueligt design. Et sidste bud, der måske både vil kunne bidrage til mere forberedelse og mere aktiv deltagelse fra de studerende, er anvendelsen af læsespørgsmål ­eller fokuspunkter. Det handler om at forberede de stu­derende på, hvad det er for en debat, de skal deltage i.

2. Pædagogisk kompetence. På statskundskab er den herskende opfattelse, at vi alle kommer fra nogenlunde ens kår, og at vi derfor minder meget om hinanden. Spørgsmålet er bare, om vi også minder om hinanden, når det kommer til læringsstile? Vi kan ikke personligt bryste os af at vide en masse om indlæring, men vores subjektive opfattelse er, at selvom vi på Statskundskab minder om hinanden på rigtig mange områder, så lærer vi på vidt forskellige måder. Derfor kunne mere under­visningsdifferentiering og mere vekslende under­visningsformer måske være et middel til at motivere flere til at forberede sig og deltage aktivt. Den aktive deltagelse blomstrer sjældent op fra et enkelt spørgsmål ud til forsamlingen eller en kort summeøvelse. Underviserne kan skabe mere aktiv deltagelse ved at lade os deltage på flere forskellige måder end i dag – i hvert fald til holdtimerne.

Nogle undervisere vil mene, at deres dør altid står åben, men ved de studerende overhovedet, hvor døren er? Og tør man banke på? – Signe Illum Lindegren Pedersen & Maja Lundgaard

3. Personligt engagement. Der er ikke noget federe end at komme til undervisning hos en engageret under­viser. Jo mere ellevild en underviser er over netop dét lille hjørne af politologien, personen forsker i, jo mere nysgerrige bliver vi som studerende. Personligt engage­ment kan stort set kun kamme over i de sjældne tilfælde, hvor underviseren forfalder til at bruge en hel forelæsning på at lire eksempler af fra egen forskning uden at relatere det til pensum.

4. Øjenhøjde. Set fra vores perspektiv er det en nødvendig forudsætning for de forudgående forslag, at underviserne møder de studerende i øjenhøjde. Den største forhindring mod dette er den store afstand, der er mellem undervisere og studerende. Skal dette ­ændres, bør de studerende tage mere initiativ til at kontakte underviserne, men samtidigt skal underviserne også være mere åbne og imødekommende. Nogle undervisere vil mene, at deres dør altid står åben, men ved de studerende overhovedet, hvor døren er? Og tør man banke på?

Det er ikke kutyme at spørge sine undervisere til råds uden for selve undervisningen. Gennem en
tættere og mere uformel kontakt ville det være lettere og mere naturligt for både undervisere og studerende at forbedre undervisningen sammen. Herved ville vi studerende bedre kunne forklare, hvad vi præcis mener, der kan forbedres ved en tydelig struktur, personligt engagement og mere vekslende
undervisningsformer. På samme måde kunne studerende og undervisere sammen forsøge at sætte Grøn, Leth og Dinesens ’undervisningens x-faktor’ på formel.

Ledelsens rolle
Indtil nu har vi kun set på samspillet mellem undervisere og studerende. For at opnå de ovenstående forslag kræver det også ledelsens indspark. Hvis studerende skal kunne stille ovenstående krav til
underviserne, er det nødvendigt, at der er afsat ressourcer til det. Vi håber, at underviserne vil tage forslagene op til grundig overvejelse og sammen med ledelsen vurdere, om forslagene er realistiske inden for de nuværende rammer. Hvis det ikke er tilfældet, bør man måske omprioritere ressourcerne. Til slut vil vi påpege, at vores forslag til undervisningen ikke nødvendigvis er repræsentative for vores medstuderende. Derfor vil vi som så mange andre opfordre folk til at bidrage til debatten om, hvordan både undervisere og studerende i samspil kan forbedre under­visningen. Forhåbentligt kan vores idéer, engagement og ambitioner inspirere ledelsen til at prioritere under­visningen endnu højere.