Alle artikler af Sissel Steinholm

Side 9-VIP´er: Asmus Leth Olsen

Foto: Liv Rossander

Side 9-VIP´er: Asmus Leth Olsen

Mød efterårssemestrets side 9-VIP´er Asmus Leth Olsen. Vi tog en snak med Asmus om projekter i pipeline, foragten for Aarhus og domænet asmusolsen.com. En unik mulighed for at lære et af instituttets velkendte ansigter lidt bedre at kende.

Nå Asmus, tak fordi vi måtte kigge forbi. Vil du ikke fortælle lidt om, hvad du går rundt og laver for tiden?

Forskningsverdenen er sådan en pipeline. Man sidder og skriver ansøgninger for at få penge til at forske. Når man så har foretaget en undersøgelse, skriver man papirer, som man gør klar til at sende ind til tidsskrifter. Så får man måske noget igen fra tidsskrifterne, fordi de publicerer papiret, gerne vil publicere, eller fordi de gerne vil publicere om noget andet, man har lavet. Jeg er lidt overalt i den mølle lige nu.

Jeg ved, at du har travlt med implementeringen af den nye studieordning lige nu. Vil du ikke knytte nogle ord til det?

Det med implementeringen er faktisk ikke bare en dårlig undskyldning for ikke at vejlede specialer. På den nye studieordning får vi to forvaltningsfag, Offentlig Forvaltning 1 og 2, og jeg vil gerne lave faget fuldstændig om. Populært sagt sprænger jeg hele lortet i luften og starter forfra. Det er man simpelthen nødt til, fordi rammerne har ændret sig så meget. Vi har valgt det, som jeg kalder en Aarhus-model. Det må man ikke kalde det, men det betyder, at Offentlig Forvaltning og Offentlig Politik er to forskellige kurser.

Apropos Aarhus, så er du før kommet med nogle lidt spydige kommentarer om Aarhus Universitet. Hvad sker der lige med dig og Aarhus?

Jeg hader ikke Aarhus Universitet, men det er rigtigt, at der nok er faldet en kommentar eller to. Der var faktisk også en studerende, der var meget træt af al min snak om Aarhus i en evaluering. Jeg har ikke noget imod Aarhus. Men dansk statskundskab er jo bygget op af institutterne i Aarhus og København, og der er sådan en lidt hyggelig drilleri-rivalisering. Her i København har vi lidt mindreværdskomplekser over, at de i Aarhus er det ældste statskundskabsstudie. Men vi er stadig hovedstaden, så vi synes jo, vi er lidt bedre. Jeg elsker Aarhus.

Du og Frederik Hjorth har skrevet bogen POLIGAK for et par år siden. Vil du ikke fortælle lidt om den, og hvordan Frederik Hjorth er at skrive en bog med?

Nu troede jeg, at det handlede om mig det her, men ja, vi skrev Poligak – som I gerne må lave lidt product placement for (hermed gjort) – og der tilbragte vi ret meget tid sammen. Vi tog til Berlin, hvor jeg har en lejlighed, og sad og skrev dernede. Man kan komme væk fra hverdagen, skrive meget koncentreret og få maden bragt ud.

Så i virkeligheden slap I bare for madlavningen?

Ja, præcis, det var virkelig rart. Da Frederik og jeg var i Berlin, brugte vi ret meget tid sammen, og han er meget perfektionistisk. Han kan godt lide at få det sidste ord, og når man sidder og skriver en bog, nærmest på skødet af hinanden, kan det godt blive lidt irriterende. Vi synes jo begge to, at vi er den klogeste, men jeg ved, at Frederik fik flere 13-taller i gymnasiet, end jeg gjorde. Det var lidt anti-ros, når nu du spørger efter det. Og så er det vildt irriterende, at han ikke drikker rødvin!

Da jeg lige skulle tjekke dig ud på Google, fandt jeg domænet AsmusOlsen.com. Hvorfor har du en hjemmeside opkaldt efter dig selv?

Det er sådan noget, de store stjerner har. Nu kan det godt være, at jeg ikke er en helt stor nok stjerne til at have min egen hjemmeside endnu, men … Ej, forskere flytter jo oftere og oftere rundt til forskellige jobs og institutioner, og derfor er det meget rart at have noget andet end bare sin institut-side, som jo fjernes, når man ikke længere arbejder her. KU har også en masse mærkelige regler for, hvad man må skrive på sin side, hvad man må linke til, og hvordan billeder skal se ud, så det er egentlig bare rart at have sin egen side uden alle de regler.

På et tidspunkt havde du Larry Bartels og på et andet tidspunkt en SunLolly som profilbillede på Facebook. Hvaee´?

Det var jeg slet ikke klar over, at man kunne se! Det bekymrer mig, at folk kan se det her. Jeg troede, at min profil var meget privat, men det er den åbenbart ikke. Jeg havde Bartels, fordi han er en klassiker inden for politisk adfærd, og noget af hans forskning kom under kritik. Det var sådan en solidaritetsting, ligesom at man ser andre skifte deres profilbillede, når de vil støtte op om noget. Det var nu mest for sjov, og jeg kender ham ikke personligt. Og pointen med SunLolly? Det var ikke en solidaritetserklæring. Altså, jeg er utrolig glad for at spise SunLolly, men jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg har haft det.

Og så lidt til noget andet. Hvilken karakter fra Game of Thrones identificerer du dig med?

Ja, det er godt, du spørger. Jeg ser serien, så jeg burde kunne svare på det. De fleste vil jo gerne være seje og sige Jon Snow. Jeg tror, jeg er en lidt mere teknokratisk person. Jeg tror, jeg er ham den lidt ældre mand med skægget, som lærte at læse af hende pigen, der blev brændt på bålet. Hvad er det, han hedder?

Og helt afslutningsvist, Asmus. Hvordan har det været at være side 9-VIP’er? Hvad håber du, artiklen kan bidrage med?

Jeg synes, det vigtigste er, at folk finder ud af, at jeg virkelig ikke har noget imod Aarhus. Og alle, der kommer fra Aarhus, er velkomne! Sidst jeg var i Aarhus, havde de fået en Mikkeller, så vi Københavnere behøver ikke længere drikke deres skrækkelige Ceres øl, når vi bevæger os derover. Hvis det her interview har gjort noget godt for min offentlige profil eller aflivet Asmus som den store anti-Aarhus-professor, så har jeg opnået alt, jeg kan.