Alle artikler af Søren Damsbo-Svendsen

Kommentar: Kampen i orkestergraven

Kommentar: Kampen i orkestergraven

Undergraver Danmarks Radio ikke public service, når de sparer kulturinstitutioner væk?

Gennem sidste sensommer og efterår rasede debatten om DR’s annoncerede lukning af DR UnderholdningsOrkestret (DRUO). Hvad der for DR’s ledelse var en budgetmæssig prioritering, opfattedes for mange mennesker som tabet af en unik dansk kulturinstitution. Over 40.000 mennesker medgav deres underskrift i en aktion for at presse kulturminister Marianne Jelved. På forunderlig vis opnåede sagen stor mediedækning og befandt sig højt på den politiske dagsorden. I efteråret samledes et politisk flertal udenom regeringen. Flertallet bestående af V, K, DF, Enhedslisten og en færing krævede, at man greb ind politisk for at redde orkestret fra sparekniven. Kulturministeren insisterede på at fastholde armslængdeprincippet, hvorfor sagen blev endnu mere kompliceret, da det viste sig, at ministeren kendte til lukningsplanen, før den var vedtaget af DR’s bestyrelse. Det fik DF til at give ministeren skylden for lukningen, samtidig med at det lidt utraditionelle politiske flertal gik i opløsning.

HVAD VAR DRUO?
DR UnderholdningsOrkestret eksisterede i 75 år og var et internationalt anerkendt ensemble. Det startede som et danseorkester, men har siden spillet såvel anmelderroste klassiske symfonier som et væld af temakoncerter inden for en enormt bred genrevifte. Orkestret har ligeledes akkompagneret rock- og popgrupper som Efterklang, Den Sorte Skole og TV•2 – de sidste 15 år under ledelse af den ungarske stjernedirigent, Adam Fischer.

DR og regeringen indgår en public service-kontrakt med omtrent to års mellemrum. Kontrakten specificerer målene for DR’s public service. I 2013/2014 var disse at ”styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund”, at ”samle og spejle Danmark”, at ”stimulere kultur og sprog” og at ”fremme viden og forståelse”. DR forpligtedes desuden eksplicit til at drive en række ensembler, herunder DRUO.

Imidlertid stod det klart, at DR’s ledelse og kulturministeren uden større forhindringer kunne skrive DRUO ud af den nye public service-kontrakt, der blev forhandlet, da debatten var på sit højeste. Så var geden barberet og besparelsen hjemme. Efterdønningerne fra denne manøvre rejser dog spørgsmålet om, hvordan en sådan beslutning skal bedømmes i et public service-perspektiv. Hvordan ser public service-niveauet eksempelvis ud, hvis man sammenligner DRUO med tv-programmet Versus – DR’s store underholdningssatsning fra samme efterår?

OPPRIORITERING AF UNDERHOLDNING
Man siger, at konkurrencen mellem tv-stationer medfører opprioritering af underholdning og nedprioritering af mere oplysende programmer. Noget tyder på, at DR har taget konkurrencen op og i stigende grad orienterer sig mod marked og seertal. Dette har åbnet et rum, hvor mere poppede programmer straks har gjort deres indtog.

Familieunderholdningsprogrammet Versus rummer reminiscenser fra antikkens gladiatorkampe. Dysten mellem gladiatorer og vilde dyr er blot erstattet af dysten mellem eksempelvis tre kvindelige bodybuildere og en gaffeltruck. Tilskuerne er åndeløse af spænding, og undervejs får de endda mulighed for at spille på, hvem der vinder den nervepirrende duel. Dette er ifølge DR ensbetydende med et højt public service-niveauet. DR påstår desuden, at Versus samler danskerne og fremviser fakta og videnskab, hvilket er en klokkeklar indikation på god public service. Men er det videnskab og public service at lære, om en SMS eller en rulleskøjteløber er hurtigst?

SEERTAL MOD KULTURKYNDIGE
Versus samler givetvis Danmark i højere grad end DRUO, især hvis man, som DR, ser ensidigt på seertallene. Versus blev set af over en halv million mennesker per uge, mens DRUO sandsynligvis højst sælger et par hundrede tusinde billetter per år. Ligeledes kan man med god ret mene, at Versus bidrager til alsidigheden i medieudbuddet og udgør et friskt pust, men mon ikke TV3 eller tilsvarende aktører ville lave et program à la Versus, hvis DR sparede på dette område i stedet? Det er omvendt sværere at forestille sig, at TV3 stabler et internationalt anerkendt ensemble på benene. Konklusionen må være, at alsidigheden i det samlede medieudbud muligvis ville være større, hvis DR holdt fast i at formidle kultur, viden og andre dele af public service-viften, som ikke er seertalsmaksimerende, og overlod gladiatorunderholdningen til markedsmedierne.

mao5_s52

Umiddelbart efter, at DR annoncerede lukningen af DRUO, skrev en række af de største danske komponister et åbent brev til DR og politikerne om DR’s ansvar som den ubetinget største enkeltaktør i dansk musikliv. De fremhævede, at DRUO bygger bro og appellerer til både bredden og eliten, og at orkestret er i sin bedste form nogensinde. Denne portrættering går igen blandt kulturkyndige overalt, og lukningen fremkaldte protester fra et hav af kulturpersoner som Tim Christensen, Mads Langer, fløjtenisten Michala Petri foruden orkestrets verdensberømte dirigent gennem 15 år, Adam Fischer. DR skrev endda selv om orkestret i public service-redegørelsen fra 2013, at ”DRUO indtager med sin musikalske spændvidde og innovative kraft en unik position i det danske kulturliv”.

ER DET PUBLIC SERVICE?
Både Versus og Underholdningsorkestret kan tydeligvis uden problemer fortolkes som public service, men skyldes det ikke de relativt vage målsætninger for public service? De er formuleret, så enhver kan stå inde for dem, hvilket giver enormt rum til fortolkning fra DR’s side. Det ville selvfølgelig medføre en uløselig politisk strid at præcisere public service-begrebet. Netop derfor må man i stedet, som komponisterne, tale til DR’s følelse af samfundsansvar og få dem til at opgive seertalskampen med markedsmediernes populærprogrammer. Hvad er ellers meningen med et delvist statsstyret og licensfinansieret mediehus som DR?

Kampen for DR UnderholdningsOrkestret er tabt. Det politiske flertal smuldrede, og det vil koste 15 millioner kroner i engangsbetaling at genetablere orkestret. DR har dermed skabt en kulturel-økonomisk lose-lose-situation, men forhåbentlig har politikerne og DR lært af sagen, så fremtidens public service bliver lidt mere gennemtænkt – og gerne så den tilgodeser højt elskede kulturinstitutioner frem for tossede Colosseum-parodier.

FAKTA: PUBLIC SERVICE
Public service-lovens § 10: ”Den samlede public service-virksomhed skal […] sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed”.
Billedet som sikkerhedspolitisk udfordring

Foto: Johan Spanner

Billedet som sikkerhedspolitisk udfordring

Images and International Security er et nyt forskningsprojekt med base på Institut for Statskundskab. Professor Lene Hansen har fået tildelt knap 7.5 millioner kroner af Det Frie Forskningsråd til at undersøge billeders rolle i international politik. Vi mødte Lene Hansen og lektor Rebecca Adler-Nissen, som også deltager i projektet, til en snak.

”Vi hører ofte vendingen ’et billede siger mere end tusind ord’. Det understreger, at der er en alment udbredt forestilling om, at visuelle afbildninger kommunikerer på en anden måde end tekst og tale. Men hvordan kædes billeder sammen med ført eller anbefalet udenrigspolitik? Det spørgsmål står centralt for Images and International Security,” fortæller Lene Hansen.

Baggrunden for projektet er også knyttet til de øgede muligheder for at producere og cirkulere billeder, som er opstået gennem de seneste 10-15 år.

”Et af de spørgsmål, som bliver diskuteret inden for studiet af international politik (IP), er, om vi lever i en mere visuel kultur. Er det sådan, at billeder fylder mere, når stats- og regeringschefer træffer beslutninger? Er billeder blevet mere centrale for, hvordan udenrigspolitik ser ud i dag? Betyder sociale medier, at sikkerhedspolitik bliver kommunikeret mere visuelt end tekstligt?” fortsætter Rebecca Adler-Nissen.

Teori og virkelighed
Images and International Security er på den ene side drevet af empiriske spørgsmål om konkrete billeders betydning for militære konflikter, diplomati og ikke-militære trusler.

”Jeg har næsten altid kombineret teoriudvikling med konkrete cases, og Muhammedsagen blev det skub, som fik mig til at gå fra analyser baseret på det tekstlige til at tage det visuelle ind,” siger Lene Hansen.

På den anden side er projektets centrale formål ifølge Lene Hansen at udvikle teori og metode:

”Der er ikke lavet særlig meget forskning omkring billeders betydning for sikkerhedspolitik, så projektet er det, man vil kalde grundforskning. Og når et område er nyt, er behovet for teori og metode stort.
Vores primære succeskriterium er derfor, at vi får skabt et projekt, der kan levere på de fronter.”

København er i forvejen godt placeret på IP-verdenskortet som et sted, hvor ny IP-teori produceres. ’Københavnerskolen’ er et prominent eksempel, og Lene Hansen og Rebecca Adler-Nissen er allerede kendte for deres bidrag til blandt andet diskursanalytisk metode og ny diplomatisk teori.

Delprojekter
Projektet er struktureret omkring tre delprojekter.
Et af dem ser på repræsentationer af menneskelig lidelse under militære konflikter. Selv når sådan billeder bliver mødt med stærke følelsesmæssige reaktioner fra journalister og politikere, er der ikke en entydig kobling til en bestemt udenrigspolitik.

”En grundhypotese i dette projekt er, at billeders mening forhandles politisk,” siger Rebecca Adler-Nissen. Hun fortsætter:

”Vi kan sætte fingeren på den forhandlingsproces, som gør, at et billede rent faktisk bliver til et sikkerhedsproblem og kobles til nogle bestemte politiske svar. Billeder er ikke entydige. Vores fokus på den politiske forhandling adskiller vores projekt fra meget af den forskning, der finder sted inden for eksempelvis medievidenskab eller kunsthistorie.”

Et andet delprojekt undersøger, i hvilken grad ikke-militære trusler understøttes af billeder.

”Vores hypotese er, at der er forskel på, hvor ofte og hvordan nyhedsmedier bruger billeder til at illustrere dækning af ikke-militære trusler. For eksempel kan artikler om klimaforandring trække på det ikoniske billede af isbjørnen, som er strandet på en isflage. Cybersikkerhed har ikke det samme indarbejdede visuelle repertoire.

Foto: Johan Spanner

Foto: Johan Spanner

Men der er ingen, som før har undersøgt systematisk, om den hypotese faktisk holder stik,” siger Lene Hansen.

Det tredje delprojekt fokuserer på den diplomatiske håndtering af billedkriser, særligt kriser der – som Muhammedsagen – udspringer omkring billeder, der ikke på samme måde som pressefotografi og video udspringer af skildringer af ’virkeligheden derude’.

”Vi antager, at der er et andet diplomatisk forhandlingsrum, når der er tale om ikke-dokumentariske billeder. Vi vil undersøge – og teoretisere – om der sker en kumulativ ’billedproces’, hvor diplomater ændrer deres praksis efter store sager som Muhammedsagen,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Billedudvælgelse
Lene Hansen fortæller, at billederne i en del af underprojekterne udvælges, fordi de er blevet omdrejningspunkt i internationale kriser og konflikter. Det rejser metodiske udfordringer at identificere, hvordan billeder cirkulerer, og der findes ingen billeddatabaser, som giver én et systematisk datamateriale.

”Man kan godt på ind på Google Images og søge efter billeder,” fortæller Adler-Nissen. ”Men det giver ikke et fuldt overblik over et billedes distribution”.

Lene Hansen tilføjer, at teknologien formodentlig vil udvikle sig i løbet at projektets løbetid, således at billedsporing bliver nemmere. Sker det, kommer der formodentlig en række nye metodiske udfordringer til.

Projektets resultater og fremtiden
Projektet startede i januar 2014, og man har ifølge Rebecca Adler-Nissen fået samlet ”det helt rigtige team” bestående af fem internationalt anerkendte IP-forskere. Foruden Lene Hansen og Rebecca Adler-Nissen indgår Michael C. Williams (University of Ottawa), Iver B. Neumann (London School of Economics) og Megan MacKenzie (University of Sydney). Pr. 1. september er der startet to ph.d.-studerende på projektet, Simone Molin Friis og Alexei Tsinovoi.

Konkret har man lovet Forskningsrådet at publicere 10 artikler og 2 bøger i løbet af de fire år, projektet løber. Lene Hansen og Rebecca Adler-Nissen planlægger begge valgfag på Statskundskab, der direkte udspringer af Images and International Security.

”Vi er i en brydningstid, tror jeg,” afslutter Rebecca Adler-Nissen. ”Regeringer og deres udenrigsministerier er ikke gearet til det store billedflow. Selvom de har oprettet Public Diplomacy-indsatser, er de fleste diplomater mest optaget af tekst. Om 20 år vil man se egentlige udenrigspolitiske strategier, som fokuserer på billeder. Derfor er det også et interessant tidspunkt at lave det her projekt på.”

Om forudsigelsen holder stik, og om billeder kommer til at fylde mere i international politik, må tiden vise. I hvert tages nu nogle af de første spadestik mod en bedre forståelse af det visuelles indflydelse på international politik.

Læs mere på www.images.ku.dk