Alle artikler af Sophie Amalie Weirsøe Fallesen

Fra tyskerfobi til Tysklandseufori

Fra tyskerfobi til Tysklandseufori

Merkel, Döner, fodbold og Berlin! Tyskland er ’wieder’ in, og statskundskabere kan og bør være med på moden. MED ANDRE ORD har talt med den tyske ambassadør, Claus Robert Krumrei, samt prorektor og førende tysklandsekspert Lykke Friis.

Måske har du lagt mærke til, at det netop er Angela Merkel, som Helle Thorning-Schmidt optræder med i Socialdemokratiets kampagne ’Det Danmark du kender’? Måske fulgte du som én af de 1,3 millioner danskere med i efter­året, da tyskerne søndag efter søndag gav Danmark tørt på i DR’s 1864? Ellers er det sikkert ikke gået din næse forbi, hvem der sidste sommer blev verdensmestre i fodbold. Tyskland er ’überall’!

Da Tyskland blev folkeeje
”Forholdet er i dag et forhold mellem tætte naboer, som har en lang fælles historie med op- og nedture. Siden lavpunktet i 1945 har vi skridtvis og med stor indsats fra begge sider opnået et meget venskabeligt og ­kollegialt forhold, som skinner igennem på alle ­områder – politisk, økonomisk, kulturelt og socialt.” Sådan indleder Claus Robert Krumrei beskrivelsen af forholdet mellem Danmark og Tyskland.

Selvom anden verdenskrig for langt de flestes vedkommende fylder stadigt mindre i forståelsen af nutidens Tyskland, kommer man ikke uden om, at krigen i en lang periode definerede det dansk-tyske forhold: ”Lang tid efter anden verdenskrig var tyskerne jo dem, vi ­elskede at hade,” siger Lykke Friis, ”men i dag – 25 år efter murens fald – er Tyskland jo gået hen og blevet hipt. Pludselig bruger danske teenagere udtryk som ’über cool’ og ’viel Spaß’. Vi ser også, at danskerne generelt opfatter Angela Merkel som værende et ’pair of safe hands’ – for nu trods alt at bruge et enkelt engelsk udtryk. Så det dansk-tyske forhold har aldrig været bedre, end det er i dag.”

Og ud af det gode forhold til vores store nabo er især fremvokset en kærlighed til Berlin, som danskerne valfarter til som aldrig før. ”Fremfor alt bliver de mange kulturelle tilbud, shopping-mulighederne og metro­polens afslappede atmosfære værdsat,” fremfører Claus Robert Krumrei som forklaringen på den danske fascination af den hippe tyske hovedstad. Men selvom Berlin er ’toll’, er Tyskland meget mere end Berlin, og både for Danmark og statskundskabere er der mere end bare billig alkohol at hente syd for grænsen.

BRIK – B for Bayern?
Tyskland er nemlig ikke kun vores store nabo mod syd og vores ’Autobahn’ til Europas varmere egne. Først og fremmest er Tyskland vores vigtigste handelspartner. Tyskland udgør nemlig et attraktivt marked for danske virksomheder, blandt andet fordi Tyskland bogstavelig talt ligger i vores baghave – og vel at mærke udgør en stor en af slagsen. Med det in mente efterspørger Lykke Friis, der er bogaktuel med Hund efter Tyskland, også en reel tysklandsstrategi og uddyber:

”Samhandlen mellem Danmark og Tyskland er kolos­salt afgørende for dansk vækst, men meget af samhandlen stopper faktisk helt oppe ved Hamborg. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i Sydtyskland. I min bog bør B’et i BRIK-strategien, der står for Brasilien, derfor suppleres med B for Bayern og Baden-Württemberg. Vi skal passe på, at vi med vores BRIK-strategier ikke glemmer det, der er lige i vores nærområde.”

Tyskland ligger både geografisk og mentalt i midten af Europa – Claus Robert Krumrei

Claus Robert Krumrei fremhæver ligeledes potentialet i det sydtyske og er generelt positivt stemt over for muligheden for endnu mere dansk-tysk samhandel:

”Med de for nyligt præsenterede initiativer fra den danske regering og Handelskammeret – især det, at man øger fokus på det sydtyske område – er man på rette vej. Fra begge sider af grænsen findes der i mange henseender stadig mere potentiale og ­uop­dagede ­markeder for tyske og danske virksomheder,” siger han.

”Vi taber på den indflydelses­mæssige og handelspolitiske bundlinje ved ikke at fokusere nok på Tyskland” – Lykke Friis

Netop mere handel og et tættere samarbejde mellem Danmark og Tyskland er helt essentielt for Danmark, mener Lykke Friis: ”Der er stadig en stor kløft mellem Tysklands betydning i Europa og så danskernes fokusering på landet. Vi taber på den indflydelsesmæssige og handelspolitiske bundlinje ved ikke at fokusere nok på Tyskland. Hvis man ser på, hvor stor en rolle Tyskland spiller i EU og i international politik, og laver en sammenligning med mediernes dækning, er der altså stadig en stor kløft.”

Europas hjerte
”Tyskland ligger både geografisk og mentalt i midten af Europa. Fra alle de mange naboer har Tyskland altid fået utrolig mange indtryk og er derfor en slags europæisk smeltedigel,” siger Claus Robert Krumrei om det tyske forhold til Europa. ”Tyskland er et spænd­ende og rigt, men også komplekst, land. I Tyskland er der næsten alt, hvad der er i hele Europa. Vi føler os hjemme i EU’s åbne Europa. Vi elsker mangfoldigheden – vores tankegang er meget europæisk. Der­igennem opstår et meget anderledes syn på Europa end i Danmark, hvis tænkning ikke er så europæisk præget.”

Forholdet til Europa udgør til dags dato da også en afgørende forskel mellem Danmark og Tyskland. Hvor vi efter anden verdenskrig har oplevet et Tyskland, som kun er blevet mere europæisk, holder vi danskere stadig meget fast i det danske, og det skinner igennem på store dele af vores ageren med udlandet. Dette nationale fokus kan dog vise sig at være problematisk.

”Især til løsningen af de nuværende problemer – hvad end det drejer sig Østukraine eller flygtninge, bank­unionen eller lukning af skattehuller – behøver vi mere EU og ikke mindre. Det fremtidige dansk-tyske samarbejde ligger dermed også væsentligt i Europa, da vi altid må minde os selv om, at i denne globaliserede og hurtigt voksende, forandrende verden forbliver Europa kun en væsentlig og vigtig aktør, hvis det optræder enigt og i fællesskab. EU’s økonomiske og sociale model har også kun en overlevelses­chance, hvis vi optræder samlet i den internationale konkurrence,” siger Claus Robert Krumrei, som i forlængelse heraf peger på, at en afskaffelse af de danske rets- og forsvarsforbehold ville være fordelagtigt for det dansk-tyske samarbejde.

Det er da heller ikke utænkeligt, at de danske for­behold i fremtiden vil være en (endnu større) hæmsko for et tættere samarbejde mellem Danmark og Tyskland, pointerer Claus Robert Krumrei. Et tættere samarbejde som vel at mærke både økonomisk og indflydelsesmæssigt vil være i Danmarks interesse. Så længe de danske forbehold består, vil det dog ikke være interessant for de øvrige EU-medlemsstater, herunder naturligvis også Tyskland, at høre eller tage hensyn til danske interesser på en lang række områder.

Hvis vikingerne står sammen
Men måske er alt håb ikke ude. Claus Robert Krumrei fremhæver selv mødet tilbage i december 2014 mellem den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og de nordiske udenrigsministre som et klart eksempel på, at Danmark fortsat vil være en vigtig partner for Tyskland. Lykke Friis mener også, at det kan vække den tyske interesse, hvis de nordiske lande går sammen:

”Så er det pludselig ikke kun lille Danmark og de få stemmer, vi har i EU – nej, så er det pludseligt hele regionen, og så er der noget at hente for Tyskland. Vi må jo nok også vænne os til, at det i stigende grad er den måde, man får indflydelse på i EU-sammenhæng. Især fordi der er kommet så mange lande med.”

På tysk hedder politik ’politik’  
For Danmark er der både indflydelse og vækst at hente ved at fokusere på det tyske, og derigennem bliver Tyskland også interessant for statskundskabere. Helt konkret venter der et forspring ved at have fokus på Tyskland, siger Lykke Friis:

”Se bare på væksten og den politiske indflydelse, som Tyskland har. Ved at få en forståelse for Tyskland får man en viden at trække på, som simpelthen er en fordel, uanset hvor man skal arbejde henne. Man vil have et forspring i forhold til både medstuderende og kolleger på en arbejdsplads, da der desværre ikke er så mange, der har den viden. Mange vil jo have læst i eksempelvis Storbritannien og Frankrig, men hvem er det i sidste ende, der svinger taktstokken? På mange ­områder er det jo Tyskland.”

Lykke Friis opfordrer desuden til at styrke de tyske sprogkompetencer, for som bekendt: ’Mit Englisch kommt man durch – mit Deutsch kommt man weiter’. Opfordringen er hermed givet videre.

mao6_s14

Boganmeldelse: Frihed på farten

Boganmeldelse: Frihed på farten

En lille bog om et stort begreb. Så enkelt kan bogen Frihed af Hans-Jørgen Schanz beskrives. Med Wittgenstein i hånden forsøger Schanz på de knap 52 sider at rense ordet ’frihed’ fra de mange nutidige associationer og nå ind til begrebets kerne. For i en verden, hvor det at være fri forbindes med friheden til at ytre sig såvel som med fritgående høns, er en tur igennem Schanz’ sproglige vaskemaskine i høj grad tiltrængt.

mao5_s38

I forsøget på at gøre det uhåndgribelige begreb til en størrelse, vi kan forholde os til, tages læseren med på en sand tidsrejse. Den spæde start findes helt tilbage i antikken med flot selskab af filosoffen Platon og ender i vor egen tid med den tidligere selvudnævnte frihedsminister Søren Pind. På denne tidsrejse trækkes der ikke blot ihærdigt på filosofi, men også elementer fra økonomi og religion står i centrum, og den skarpe læser vil hurtigt blive bevidst om, at uanset hvor meget Schanz skurer og skrubber, vil en endegyldig definition af frihed nok forblive et uopnåeligt mål. Men hvorfor overhovedet så læse bogen? Det simple svar er, at bogen kan bibringe nye perspektiver på, hvad frihed er. Frihed er ikke blot liberalisme, ytringsfrihed eller demokrati. Frihed er ufattelig meget andet, og det formår Schanz på strålende vis at præsentere på en let tilgængelig måde med Vesten som omdrejningspunkt.

Selvom bogens længde gør, at den rent praktisk er perfekt at have med på farten, betyder det ikke, at den fordøjes lige så hurtigt, som den læses. Der rejses en del tankevækkende spørgsmål i bogen, som man nemt kan filosofere videre over i tiden efter, at sidste side er vendt. Hvad har mennesket egentligt at gøre med friheden? Er vi i det hele taget frie? Er frihed et luksusgode for de privilegerede? Måske skal friheden hænge til tørre lidt længere, inden spørgsmål som disse kan besvares, men det ændrer ikke på, at Frihed klart anbefales herfra.

Titel: Frihed
Forfatter: Hans-Jørgen Schanz
Forlag: Århus Universitetsforlag
Udgivelsesår: 2012
Sideantal: 52

Vi skal blive bedre til at bryde tabuet. Det er i orden at tvivle på sit studievalg.

Refleksion: Den tvivlende statskundskaber

Vi skal blive bedre til at bryde tabuet. Det er i orden at tvivle på sit studievalg.

Med samfundsfag på A-niveau i bagagen og en stor interesse for politik virkede statskundskab som et naturligt studievalg for mig. Samtidig kunne det fungere som et springbræt til Christiansborg, hvor jeg skulle have min faste gang – ikke som politiker, men som journalist. For som jeg dengang tænkte, er en solid viden om politik vel nødvendig, hvis man skal være kritisk journalist. Det troede jeg jo dengang, at jeg skulle være.

Da tvivlen kom
Efter det obligatorisk afholdte sabbatår satte jeg derfor fuld af forventning mine ben på CSS i efteråret 2012. Introdagene var bogstaveligt talt en fest, de faglige oplæg var spændende, og mine nye medstuderende var imødekommende. Alligevel skulle tvivlen om, hvorvidt jeg var havnet på det rigtige studie, snart melde sin ankomst.

Langsomt kom den snigende og blev til en klump i maven, som jeg bar med mig rundt på Instituttet. Til forelæsninger, til undervisning og sågar til de ellers fremragende sociale arrangementer, som Statskundskab nu engang lægger hus til.

Som Palle fra den kendte børnebog troede jeg, at jeg var aldeles alene i denne verden om at tvivle på studievalget. Det føltes nemlig utaknemmeligt at udtrykke tvivl om et studie, som på grund af sin popularitet og sit høje adgangssnit ikke er en mulighed for mange. Tvivlede man, havde man jo reelt ’stjålet’ pladsen fra én, som ville studiet mere, end man selv ville. Derfor holdt jeg tvivlen for mig selv.

Enden er altid god
Måske er det derfor først på tredje og sidste år af min bachelor, at jeg har opdaget, at jeg langt fra er den eneste, som har været i tvivl om studievalget. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange af mine medstuderende, der også har levet med samme tvivl, men som – ligesom jeg – er gået stille med dørene. Først på femte-sjette semester er der faldet henkastede hentydninger til, at de endelig har fundet sig ordentligt til rette på studiet.

Det er ikke Institut for Statskundskabs opgave at overbevise os studerende om, at vi alle er endt på det rigtige studie. Det er vores eget ansvar. Os, der til daglig sidder side om side til forelæsning og holdundervisning. Vi skal blive bedre til at bryde det tabu, som til en vis grad hersker om at være en tvivlende statskundskaber.

Personligt er den tvivlende knude i min mave blevet afløst af en befriende følelse. Jeg er glad for at læse statskundskab, selvom endestationen ikke bliver
Christiansborg alligevel. Jeg er også glad for, at jeg bed tænderne sammen og ikke lod tvivlen sejre. Men for mig, og sikkert også for andre tvivlere, havde vejen hertil været nemmere, hvis vi ganske enkelt var bedre til at råbe op om det simple faktum, at tvivlen kan ramme os alle.

Lad os derfor prøve at bryde det tabu én gang for alle.

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

Foto: Thor Bjørn Andersen

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

MED ANDRE ORD var med, da Stats-lit i foråret fik hevet et fornemt besøg hjem til Københavns Universitet: Connie Hedegaard indtog talerstolen med en dagsorden, som hverken stod på klima- eller EU-politik. Tværtimod skulle det handle om litteratur.

For få timer siden var forelæsningssalen fyldt af mere eller mindre flittige studerende. De gav kun lyd fra sig i form af tastning på computernes slidte tastaturer som baggrundsmusik for forelæserens monotome røst. De er væk nu – afløst af en gruppe litteraturinteresserede statskundskabere, hvis småsnak forstummer og bliver til en forventningsfuld tavshed, da klimakommissæren, Connie Hedegaard, træder ind. Hun indleder sin talestrøm med at takke for invitationen og for foreningens overordnede initiativ. ”For det er,” som hun med et glimt i øjet bemærker, ”skønt med nogle fremtidige bureaukrater, som interesserer sig for skønlitteratur.”

Litteraturen
”Jeg har haft bøgerne med mig i alt, hvad jeg har lavet,” fortæller hun og stopper op – men kun et øjeblik. Så trækker hun på smilebåndet og forsætter: ”Efter jeg blev valgt ind i Folketinget, kom jeg endda til at sige i et interview, at jeg mente at kunne høre, hvilke folketingsmedlemmer som læste bøger, og hvilke der ikke gjorde. Dét, jeg mente, var jo, at man typisk kan høre på folks sprog, deres univers og deres referencer, om de læser bøger eller ej.”

Med en kandidat i litteraturvidenskab bag sig er det måske ikke overraskende, at litteraturen har en særlig plads hos Connie Hedegaard. Den første del af hendes oplæg handler da også om, hvilken gavn litteraturen kan gøre:

”Igennem litteraturen kan man finde en ro. Men man kan i virkeligheden også få et nyt perspektiv på mennesket,” lyder hendes klare budskab, som giver et let ekko i den store forelæsningssal.

Udødeligheden
Bogen, som er dagens omdrejningspunkt, er Udødeligheden af Milan Kundera fra 1990. Connie Hedegaard erkender, at hun knap nok kan huske bogens handling, men at den heller ikke er så væsentlig som de tematikker, den rejser.

”Det centrale i bogen er en ekstrem mediekritik. En ekstrem stærk kritik af politik og medier nu om stunder,” siger hun. Bogen har under hele oplægget været solidt placeret i hendes højre hånd. Den har ikke været til pynt, lader man sig forstå, idet hun siger: ”Jeg vil godt læse lidt højt for jer for at vise, hvad den her bog sætter i gang hos mig.”

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar” – Connie Hedegaard læser op fra Milan Kunderas bog ’Udødeligheden’

Hun træder et par skridt tilbage, finder brillerne, som har ligget og ventet på bordet, slår op i bogen og begynder:

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar,” læser hun højt og tydeligt. Enkelte gange kigger hun op fra bogens sider, men blikket er mest at finde i bogen – fæstnet ved ordene, sætningerne og deres mening. Opslugt af Milan Kunderas univers.

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

”Hvem ville i dag have lyst til at gøre karriere som politiker? Hvem ville have lyst til hele livet igennem at lade sige eksaminere?” læser hun videre på en anden side. Hun lader bogen falde og fortæller, at netop dette stykke tekst er af stor betydning.

”Det her er en utrolig præcis beskrivelse af nogle af de problemstillinger, der er i dag i forholdet mellem demokrati, politik, politikere og journalistik – og journalistikkens ansvar. Dilemmaet i, at vi lever i en verden, hvor de politiske udfordringer er stadigt mere komplekse, samtidig med, at vi har nogle medier, hvor der kræves mere og mere forsimplede, hurtige budskaber. Her sætter Milan Kundera fokus på journalistens ret – det med, at ud af 50.000 sætninger, kan journalisten vælge præcis den sætning, han kan gøre til en stor sag. Det lægger op til refleksion – for kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?”

”Kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?” – Connie Hedegaard

Hun stopper endnu en gang op, som smager hun selv på det store spørgsmål, der især må være interessant for en person som Connie Hedegaard, der både har været journalist og politiker. Hun kigger ned på bog-en, som stadig er at finde i hendes hænder, inden hun fortsætter med at tale om pressens ansvar over for demokratiet. Tiden iler, og Connie Hedegaard runder så småt af:

”Jeg håber, at de smagsprøver, jeg har læst op, kan give nogle flere appetit på at læse den. Jeg ville mene, at hvis man er statskundskabsstuderende og ønsker at forstå nogle meget grundlæggende ting i vores samfund, er der guldkorn at hente. Ikke kun i den her bog, men i Kunderas forfatterskab generelt.”

Oplægget er færdigt. Smilende tager Connie Hedegaard brillerne af og placerer dem på bordet ved siden af bogen. Er der nogen spørgsmål? Et hav af hænder skyder i vejret. Det er trods alt ikke hver dag, at klimakommissæren taler om litteratur.

Faktaboks
Stats-lit blev grundlagt i 2013 og er en skønlitterær forening for studerende ved Institut for Statskundskab. Næste arrangement er den 31. oktober, hvor Morten Messerschmidt (DF) vil fortælle om et selvvalgt værk.
Udvekslingsstuderende er det nye sort!

Udvekslingsstuderende er det nye sort!

Måske har du allerede set eller hørt dem, når de i små flokke bevæger sig rundt på CSS? For de er her, og Københavns Universitet huser mange af dem. De udvekslingsstuderende altså.

De kommer – de lærer – de går. En forenklet, men alligevel rammende, beskrivelse af en udvekslingsstuderendes semester på Københavns Universitet. De kommer – fra hele verden af – de lærer – side om side med danske såvel som andre udenlandske studerende – og de går – måske uden at have knyttet nogle bånd af betydning til deres danske medstuderende.

Sidstnævnte fænomen oplevede jeg fra første række af, da jeg sidste semester havde fornøjelsen af et engelsksproget valgfag. Faget var interessant og tiltrak både danske og udenlandske studerende, men desværre viste en tendens sig hurtigt: De danske studerende optog pladserne i den ene side af lokalet, de udvekslingsstuderende pladserne i den anden. Selvom der blev arbejdet på kryds og tværs af nationaliteter, når undervisningen fordrede gruppearbejde, endte lektionen altid som den startede: Adskilt. De danske studerende forlod lokalet sammen, ligesom de udenlandske studerende også fulgtes ad. Uden for klasselokalets tykke vægge havde vi danske studerende altså ringe kontakt med de udvekslingsstuderende.

Jeg har ladet mig fortælle, at dette på ingen måde er et enestående eksempel. Tværtimod oplever en del udvekslingsstuderende at gennemføre et eller flere semestre på Københavns Universitet uden at have nogen synderlig kontakt med danske studerende. Det er rigtig ærgerligt – ikke kun fordi, at vi misser en fremragende mulighed for at få hevet de ellers så hurtigt glemte sprog fra gymnasietiden frem igen. Men også fordi vores viden om politik ligeledes kan blive styrket i mødet med andre politikstuderende fra hele verden. Er House of Cards et retvisende billede af, hvordan amerikansk politik fungerer? Hvorfor kalder tyskerne Angela Merkel for ”Mutti”? Sådanne og måske mere alvorlige spørgsmål kan man blive klogere på i mødet med udvekslingsstuderende. Omvendt kan vi også bibringe dem viden og funfacts om dansk politik og Danmark.

mao4_s24

De danske og udenlandske studerende kan dermed gensidigt profitere af hinandens selskab, hvorfor det kan undre, at begge grupper af studerende kan siges at være en smule tilbageholdende over for hinanden. Måske skyldes det, at det kun er de få, som kan overskue at investere tid og kræfter i venskaber, som kan siges at have en udløbsdato. Men i denne teknologiens vidunderalder, hvor dét at holde kontakten ikke er længere end et Facebook-like væk, er hjemrejsen ikke nødvendigvis lig med et farvel, men måske snarere et ”på gensyn”.

Hav det i tankerne næste gang, du støder ind i en af vores udenlandske medstuderende. For ja, det er givende og lærerigt at være i et multikulturelt studiemiljø. Og nej, venskabet behøver ikke ende ved hjemrejsen. Men først og fremmest er det sjovt og spændende at være i selskab med studerende fra alverdens afkroge!

Vores bedsteforældre voksede op i et Europa, hvor oprettelsen af EU’s forløber i 1952 udgjorde et fredens projekt. Etableringen af det indre marked i slutfirserne gjorde EU til et økonomisk foretagende for vores forældre. Men hvilken rolle spiller Unionen for vores generation af unge europæere? Vi mødte Lykke Friis, prorektor på KU og EU-ekspert.

Hvad er den europæiske fortælling?

Vores bedsteforældre voksede op i et Europa, hvor oprettelsen af EU’s forløber i 1952 udgjorde et fredens projekt. Etableringen af det indre marked i slutfirserne gjorde EU til et økonomisk foretagende for vores forældre. Men hvilken rolle spiller Unionen for vores generation af unge europæere? Vi mødte Lykke Friis, prorektor på KU og EU-ekspert.

I 1997 skabte den daværende danske EU-kommissær, Ritt Bjerregaard, røre i vandene, da hun hævede, at EU først og fremmest var et socialdemokratisk projekt. I 2009 var det Venstre-politikeren, Jens Rohde, som i Politikens debatsektion kaldte EU for frihedens projekt. Sidste år tilkendegjorde Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard
så i kronikken ’Vejen til helvede…’, at EU er blevet til ideologiens projekt. Forvirret? Med rette! 17 år efter Ritt Bjerregaards kontroversielle udtalelse er vi nemlig ikke kommet tættere på en konsensus om, hvad EU egentlig er. Det kan skabe problemer for den fremtidige opbakning til EU – især hos de unge.

”Den unge generation opfatter det som normalt, at man for eksempel bare kan krydse grænser, som man ønsker det” – Lykke Friis

”Den unge generation opfatter det som normalt, at man for eksempel bare kan krydse grænser, som man ønsker det. Det er en del af EU’s større identitetskrise, at meget af det, som EU har leveret, opfattes som en selvfølge blandt de unge europæere. EU har behov for et nyt narrativ – en ny fortælling,” siger Lykke Friis, da MED ANDRE ORD møder hende på kontoret ved Vor Frue Plads.

Flere fortællinger
”De enkelte lande skal kunne se sig selv i EU-projektet. Der har dog aldrig været en samlet EU-fortælling. Tyskerne har haft en anden fortælling end franskmændene. Men der har også været overlappende cirkler eller noget fælles gods, om man vil. Når vi lever i en tid, hvor så mange mennesker spørger, hvorfor de skal stemme til Europa-Parlamentsvalget, er der klart behov for at få skærpet fortællingen. Hvorfor er det vigtigt, at Danmark er med i EU? Hvad betyder det for os? Der skal kunne svares bedre på disse spørgsmål, end man gør det i dag, hvis man skal kunne bevare opbakningen til projektet,” siger hun.

Med et Europa-Parlamentsvalg bag os, hvor hver fjerde dansker satte kryds ved det EU-skeptiske parti, Dansk Folkeparti, har det sjældent været mere relevant at klarlægge, hvordan EU-medlemskabet netop gavner Danmark. Lykke Friis ser to hovedargumenter for, at medlemskabet er gavnende:

”Det ene argument er naturligvis samhandlen. Vi har jo adskillige hundredetusinde arbejdspladser, som er afhængige af det indre marked,” fortæller hun og holder en kort tænkepause, inden hun fortsætter: ”Det andet er, at i dag er selv de europæiske stormagter blevet små. Tyskland udgør for eksempel snart under 1 % af verdens befolkning! Man må erkende, at magten på mange måder har haft store-flytte-dag, og jeg ønsker ikke at overlade indretningen af den kommende verdensorden udelukkende til de nye stærke økonomier.”
At magten på den internationale scene i stigende grad har forladt det europæiske kontinent, oplevede Lykke Friis under COP15. På det tidspunkt var hun klima- og energiminister, og hun fortæller, hvordan de europæiske lande ikke kom til orde under vigtige forhandlinger. De var overladt til deres eget ’børnebord’, mens lande som USA, Indien, Sydafrika og Kina forhandlede aftaler på plads.

De kritiske punkter
De unge europæere vokser i dag ikke kun op i et Europa, som globalt set mister indflydelse. Nej, de vokser også op i et Europa, som stadig slikker sårene efter finanskrisen, der bragte kontinentet i knæ. Et Europa, hvor gloser som ’demokratisk underskud’ og ’velfærdsturisme’ ikke ligefrem bidrager til at tegne et flatterende billede af EU. I maj måned kunne Berlingske således konstatere, at forårets heftige debat om velfærdsturisme – eller rettere balancegangen mellem den frie bevægelighed og retten til sociale ydelser – havde efterladt hver anden dansker med et mere negativt syn på EU. Lykke Friis medgiver, at der stadig er plads til forbedring i forhold til EU:

”EU er desuden det eneste eksempel på, at man forsøger at have et overnationalt demokrati” – Lykke Friis

”Efter at have siddet to år i Folketingets Europaudvalg er det min erkendelse, at EU lovgiver for meget. Også på områder, hvor jeg ikke er sikker på, om der virkelig skabes merværdi ved at lovgive på europæisk niveau. Men med det sagt mener jeg ikke, at EU hverken er mere bureaukratisk eller teknokratisk end så meget andet. EU er desuden det eneste eksempel på, at man forsøger at have et overnationalt demokrati. Selvfølgelig kan man være kritisk over for det, men hvis ikke vi havde det, jamen hvad så? Der er jo ikke noget demokratisk i, at stormagterne regulerer tingene imellem sig.”

De unge europæeres projekt
Lykke Friis mener grundlæggende, at EU er et fredsprojekt, for, som hun bemærker, ”det var jo derfor, det blev oprettet.”

Man kan dog også argumentere for, at EU’s hovedfortælling i dag har med globaliseringen at gøre: ”Der er ikke nogen af de europæiske lande, som på egen hånd vil kunne klare sig konkurrencemæssigt, uden at man er med i det europæiske marked. Eller ville kunne spille en rolle på den globale scene, uden at det foregår via EU,” siger hun. Lykke Friis mener dog, at den igangværende konflikt med Ukraine og Rusland i hovedrollerne kan være af afgørende betydning for de unge europæeres forhold til EU. Pludselig har sikkerhedspolitikken nemlig fået et sandt comeback.

”Jeg vil håbe, at der kan komme noget godt ud af Putin-krisen. Altså, at jeres generation kan få et wake-up-call svarende til det, min generation fik i 1989, da muren faldt. Forhåbentlig vil jeres generation komme frem til, at dét at gå ind i et andet land og fuldstændig bryde alle spilleregler er noget, vi er nødt til at gå op imod! Godt nok har den europæiske stemme ikke været stærk, men den har stadig været mere effektiv, end hvis et enkelt land havde lavet sine egne sanktioner mod Rusland,” slutter Lykke Friis af.

Og hvad sidder vi så tilbage med? Hvilket projekt er EU så for os unge europæere, som i fremtiden skal være drivkræfterne bag det? Lykke Friis ser tydeligvis ikke én endegyldig EU-fortælling for os, men måske er vores verden også for kompleks til, at EU kun kan rumme én fortælling. Til at EU blot er ét projekt. Måske er det et freds-, et økonomisk- eller et globaliseringsprojekt. Måske er det alle tre dele. Men først og fremmest bør vi unge se EU som et fælles europæisk projekt, som – på trods af mangler og rigelig plads til forbedringer – er værd at kæmpe for.

”Man kan ikke sige Danmark uden at sige EU”

”Man kan ikke sige Danmark uden at sige EU”

Tilbage i oktober 2007 så Center for Europæisk Politik (CEP)  dagens lys. Men hvad bidrager CEP med? Og hvorfor skal statskundskabere overhovedet rette blikket mod EU-kontorene i Bruxelles? Vi har mødt centerleder og professor Marlene Wind

”CEP er stedet, hvor man gerne vil være, hvis man laver europaforskning i Danmark,” fastslår centerets leder, Marlene Wind. Med hende og andre gode kræfter ved roret er CEP blevet Danmarks førende center inden for forskning om EU og europæisk politik og lever dermed flot op til sine oprindelige målsætninger.

CEP’s forskningsområder spænder bredt. Ud over europæisk politik i al almindelighed beskæftiger de sig med samspillet mellem EU-ret og national og europæisk politik; EU’s diplomati og udenrigspolitik; EU’s politiske økonomi og EU-koordinering. EU’s institutioner er selvsagt centrale, men også den lidt mere statskundskabsagtige debat om, hvilke typer af demokrati, der spiller bedst sammen med det europæiske projekt, er i fokus. Der lægges endvidere stor vægt på forskning af tværdisciplinær art, og Marlene Wind understreger, at ingen forskere i CEP påtvinges hverken bestemte metoder eller perspektiver på deres forskning. Alle, som forsker i EU, er velkomne:

”Det er et meget åbent center, hvilket nok skyldes, at CEP netop ikke er udsprunget af et bestemt forskningsprojekt, men via en generøs bevilling fra KU i 2009: EURECO-satsningen, der dækker over navnet Copenhagen Research on European Integration. Bevillingen er også uddelt til projektets forskningscentre på jura og humaniora.”

Marlene Wind fortæller, at EURECO-satsningen virkelig har givet et boost til EU forskningen på KU generelt og bevirket, at de i dag står som et af de stærkeste europaforsknings-hubs i Europa.

Hvorfor CEP?
Københavns Universitet er indehaver af mange forskellige centre, som forsker i stort og småt – så er CEP ikke blot et af mange centre? Hertil er meldingen fra Marlene Wind krystalklar:

”Der er en stor efterspørgsel efter europaforskning på alle leder og kanter, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi har et center for Europæisk Politik – især, når det ikke findes andre steder.”

At efterspørgslen efter europaforskning er stor, mærker CEP dagligt, når de modtager utallige henvendelser fra journalister samt organisationer, som ønsker at lave arrangementer med dem. Desuden har CEP en meget stor berøringsflade med udenlandske ambassader, og Marlene Wind skønner, at hun mindst hver anden uge er i kontakt med ambassader, diplomater og organisationer – både i officielle og uofficielle sammenhænge. Senest er CEP endda blevet bedt om at danne rammen om en særudgave af tv-programmet ’Ellemann & Lykketoft’, som kører på TV2 NEWS.

”CEP er stedet, hvor man gerne vil være, hvis man laver europaforskning i Danmark”

For Marlene Wind handler europaforskningen ikke om at være for eller imod EU, men helt grundlæggende om at forstå, hvordan og hvorfor EU fungerer, som EU gør.

”Helt ned til mindste detalje i vores velfærdssamfund spiller EU i dag en rolle. Det er derfor også meget svært at sige Danmark uden også at sige EU. Det er de vilkår, som vi nu en gang lever under som en lille åben økonomi.”

Marlene Wind lægger ikke skjul på, at hun gerne så et øget fokus på EU på statskundskabsstudiet. Hun mener, at statskundskabere har meget at bidrage med – særligt i samspillet mellem det juridiske og det politiske.

”Det handler absolut ikke om, at vi alle skal være jurister. Jurister og politologer studerer nemlig ofte EU helt forskelligt. For eksempel har de færreste jurister blik for det politiske i EU-reguleringen. Et godt eksempel er den proces, der starter på nationalt niveau, når et direktiv, forordning eller dom først er vedtaget. For de fleste jurister, som jeg har mødt, slutter interessen for EU-lovgivningen ved vedtagelsen. Men sådan vil en politolog aldrig se på det. For os starter der tværtimod en interessant politisk proces med den nationale implementering. Det er der utrolig meget politik i, hvilket de senere års debat i Danmark også har vist.”

De studerendes center
Når de ansatte hos CEP ikke har travlt med at komme til bunds i europæiske problematikker, prøver de at nå ud til de studerende ved Københavns Universitet. Igennem debatarrangementer, foredrag, studieture og undervisning forsøger de at øge opmærksomheden og vække nysgerrigheden omkring EU hos de studerende.

”I det hele taget går vi rigtig meget op i – også når vi laver arrangementer – at vi laver det sammen med de studerende,” fortæller Marlene Wind, som betegner CEP som værende banebrydende i forhold til at have et studenternetværk. CEP’s Studenternetværk har til formål at sætte studerende med interesse for EU i forbindelse med hinanden til fælles debat og sparring om opgaver. CEP støtter studenternetværket økonomisk, hvis de eksempelvis vil lave et EU-arrangement, og netværket har også været med til at planlægge studieture til Bruxelles flere år i træk. Studieture, hvor CEP-forskere vel at mærke selv deltager.

”Inden man stemmer, skal man derfor stille sig selv spørgsmålet: Hvor skal Europa bevæge sig hen i de kommende år?”

Undervisningen spiller dog også en stor rolle hos CEP, og Marlene Wind synes at kunne mærke en stigende interesse for EU hos de studerende. CEP har også været de første til at introducere en pris for bedste speciale, som overrækkes ved den årlige kandidatfest.

EU’s og CEP’s fremtid
Det kunne næppe være mere aktuelt at skrive en artikel om CEP end netop nu, for 2014 er nemlig på mange måder et år i den Europæiske Unions tegn. Mellem den 22. og 25. maj går europæerne til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal repræsentere deres interesser i Europa-Parlamentet de næste fem år. Marlene Wind forudser, at valget vil være præget af proteststemmer – primært på grund af utilfredsheden med den økonomiske krises konsekvenser.

”Det er vigtigt at bruge sin stemme. Med Lissabontraktaten blev Parlamentet styrket betydeligt, og stort set ingenting kan i dag vedtages uden Europa-Parlamentet som medlovgiver. Inden man stemmer, skal man derfor stille sig selv spørgsmålet: Hvor skal Europa bevæge sig hen i de kommende år?” siger Marlene Wind.

mao3_s39

Man kan passende føre dette hen på CEP’s egen fremtid. Hvilken retning så Marlene Wind gerne selv, at CEP skal arbejde sig hen imod?

”Jeg håber, at centeret kan få tilført nogle flere ressourcer, fordi efterspørgslen efter vores ekspertise kun er stigende, og fordi vi så gerne vil kunne understøtte vores unge forskere noget bedre rent økonomisk.”

KU’s EURECO-bevilling er netop udløbet, men Wind har ikke opgivet at forsøge at skaffe nye midler.

Om CEP vil få de ekstra ressourcer, vil tiden vise. I mellemtiden vil MED ANDRE ORD se frem til at dække CEP’s fremtidige arrangementer på området med det fælles blå flag med de karakteristiske gule stjerner.

Man kan følge med i CEP’s aktiviteter på http://www.cep.polsci.ku.dk/

Er man interesseret i at deltage i CEP’s studenternetværk, kan man kontakte Majka Holm på mho@ifs.ku.dk eller student.cep@gmail.com

”De fleste politikere er faktisk blevet politikere for at ændre verden”

Foto: Nanna Honoré

”De fleste politikere er faktisk blevet politikere for at ændre verden”

MED ANDRE ORD har mødt Dan Jørgensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, til en snak om livet der følger, når en ”stud.scient.pol” bliver til ”cand.scient.pol.”

”Egentligt ville jeg helst have været dyrlæge.” Ordene er – måske overraskende – Dan Jørgensens, som denne tidlige formiddag har budt os velkommen på sit kontor. Han endte dog som bekendt med at lave en sand karriere-uvending.

”Jeg fandt ud af, at det at blive dyrelæge kunne være meget spændende, men så skulle jeg jo sidde med næsen dybt begravet i tykke kemi- og biologibøger i mange år på universitetet. Hvorimod det her med at læse statskundskab meget mere var noget, jeg gjorde af lyst.”

Jørgensen beskriver det som den klassiske historie, hvor en dygtig og engageret samfundsfagslærer fik åbnet hans øjne for en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse. Hans endelig valg faldt på Statskundskab i Århus.

”Jeg elskede faktisk at læse, og vi lavede – på bedste duksemanér – selvstændige studiegrupper, hvor vi talte om ting, som vi ikke nødvendigvis skulle til eksamen i,” fortsætter Dan Jørgensen, der beskriver sin studietid som værende god, men også travl. Ud over at være studievejleder fyldte foreningsarbejdet også meget.

”Jeg stod tidligt op om morgen, tog op på universitetet og var der sådan set hele dagen.”

Vejen til Europa-Parlamentet
Drømmen om at blive politiker kom dog først senere ind i billedet, da Dan Jørgensens og Svend Aukens veje krydsede hinanden. Jørgensen stod for Aukens valgkamp, men det blev hurtigt til mere en blot et kollegialt forhold – de endte med at blive venner, og det var også Auken, som opfordrede Jørgensen til at gå ind i politik.
”Hans argument var: I stedet for at blive sådan én, som skal rådgive én som mig, er det så ikke bedre at blive sådan én som mig? Og det kunne han da egentligt have lidt ret i. Så da der kom en mulighed for at blive kandidat til Europa-Parlamentet, og han opfordrede mig til at stille op, tænkte jeg, at det kunne jeg da egentlig godt tænke mig at prøve,” fortæller Jørgensen.
At stille op til Europa-Parlamentet var på mange måder det naturlige valg for Dan Jørgensen, da både en specialisering i EU på studiet og ønsket om indflydelse på de sager, som lå ham nærmest, trak mod Bruxelles.

”De politikområder, som jeg har interesseret mig mest for, har været miljø, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og forbrugerpolitik. Det er jo ikke det eneste, jeg interesserer mig for, men det har været fokusområderne, og dér ligger rigtig meget af lovgivningen jo i Bruxelles, ikke?” siger Jørgensen, men tilføjer dog med et næsten drillende smil: ”Med mindre, at man lige er heldig nok til at få det her kontor.”

Statskundskaberen Dan Jørgensen
”Det lyder som en kliché, fordi alle siger det, men måske siger alle det, fordi det er rigtigt: Statskundskabere er bare ekstremt gode til at bearbejde og analysere store mængder information,” fortæller Jørgensen, da samtalen falder på statskundskab.

Og hvis man gerne vil kunne sætte hak ved ”blive minister” på sin to-do-liste, er statskundskab måske ikke helt hen i vejret som uddannelsesvalg. Dan Jørgensen gør i hvert fald stadig brug af værktøjskassen fra studietiden den dag i dag.

”På en typisk dag for mig kan der nemt være 8, 10, 12, 15 møder om fuldstændigt forskellige områder. Jeg skal – med hjælp fra mine rådgivere – kunne nå at sætte mig ind i det hele og kunne systematisere informationen. Jeg bruger stadig min uddannelse hver eneste dag. Faktisk bruger jeg også megen faktuel viden, om hvordan politik og de politiske systemer fungerer. Det brugte jeg i særdelshed i EU, men jeg bruger det stadig, eksempelvis i forhold til statsadministrationen.”

Som politiker er evnen til at debattere uvurderlig, og denne evne, mener Jørgensen, blev forbedret i studietiden.

”Altså, dengang man var knægt, var det jo sådan, at hvis man fik et to-minutters frikvarter, så kunne man alligevel godt nå ud og spille fodbold i tredive sekunder, selvom det tog halvandet minut at komme frem og tilbage. Sådan var det også lidt på Statskundskab. Selvom der kun var tre minutters tissepause, så kunne man godt nå at tage en diskussion om Israel og Palæstina, ikke?” griner Dan Jørgensen.

”Jeg har lært lige så meget ved at sidde ved kantinen og drikke kaffe og diskutere med mine holdkammerater, som jeg har lært inde i undervisningslokalet!”

Der er dog også områder, hvor Jørgensen mener, at studiet kunne have klædt ham bedre på til efterlivet. Især efterlyser han mere fokus på det skriftlige samt generelt at gøre studiet mere anvendelsesorienteret.

Villa Villekulla?
I en alder af blot 39 år har Dan Jørgensen fået opbygget sig et imponerende CV, og der er der da heller ingen tvivl om, at karrierens højdepunkt er det nuværende ministerjob. Men lige så anvendelsesorienteret, som han er med synet på statskundskaben, lige så resultatorienteret er han ved et tilbageblik på karrieren.

”Det, jeg er mest stolt af, er nok de konkrete resultater, jeg har været med til at lave i Bruxelles. Det er især på miljøområdet, hvor jeg i dag simpelthen ved, at der er nogle pesticider og kemikalier, som ikke længere findes, og som før gav mennesker – endda i nogle tilfældeogså børn – kræft. Det er ret motiverende at tænke på. De fleste politikere er faktisk blevet politikere for at ændre verden, og det gør vi da heldigvis næsten hver dag.” Fremtidsplanen for Dan Jørgensen er da også at blive i politikken – på den ene eller den anden måde.

”Jeg regner med at skulle sidde her – på det her kontor – i hvert fald i 25 år, og så må vi se, hvad der sker derefter,” griner han. Ud over at pønse på flere forskellige bogprojekter er Dan Jørgensen desuden også opstillet til Folketinget.

Oven på dette indblik i fremtidsplanerne rejser vi os for at få et hurtigt snapshot af Danmarks fødevare-, landbrug- og fiskeriminister. Han stiller sig foran vinduet, så vi kan få kontorets flotte udsigt med. Klik. Blikket forstyrres dog af et billede af ingen ringere end Pippi Langstrømpe, der pryder vindueskarmen. Dan Jørgensen følger vores forundrede blikke.

”De store skal jo passe på de små,” siger han med et gådefuldt smil, inden han lader sig falde ned i lænestolen og smilende kigger ind i kameraet. Klik.

Blå bog
Dan Jørgensen blev født den 12. juni 1975 i Odense og blev kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2004. Fra 2004 til 2013 sad han i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og har siden december 2013 været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stud.scient.pol på Borgen

Stud.scient.pol på Borgen

Hvordan forbliver man virkelighedsnær, når ens arbej- de er alt andet end det typiske 9-17 job? MED ANDRE ORD har mødt en medstuderende med fødderne solidt plantet på jorden på trods af hans vilde studiejob – som endda kommer med sit helt eget kontor på Borgen

På papiret kunne man anklage ham for at være et pragteksemplar på den ideelle statskundskaber – magthungrende og ambitiøs: Politiker i Folketinget fra en alder af blot 20 år og indehaver af flere ord- førerposter. Men Jeppe Mikkelsen? Han drømmer da om at arbejde på en efterskole. Da MED ANDRE ORD mødte den unge politiker, var det til en snak med fokus på mødet med virkeligheden.

”Hvad virkeligheden er, er uhyre svært at definere. Dét, jeg synes, er det allervigtigste som folketingsm- edlem at leve efter, er det, som Sokrates engang sagde: ”Jeg er den klogeste mand i verden, for jeg ved, at jeg intet ved”. Således indleder Jeppe Mikkelsen sin tal- estrøm, da spørgsmålet falder på, hvad virkeligheden er for en størrelse. ”Det klogeste folketingsmedlem er det, der ved, at han ikke ved ret meget omkring vir- keligheden, og at han derfor skal ud og opsøge den,” fortsætter han. Og netop hvad virkeligheden er, er et interessant spørgsmål, når man har at gøre med en så ung politiker som Jeppe Mikkelsen. Grundet sin unge alder kan han nemt risikere at blive stemplet som en karrierepolitiker eller at blive sat i bås på samme måde som den tidligere ”Børnebande” fra SF (bestående Astrid Krag, Jesper Petersen, Emilie Turunen og Thor Möger Pedersen). Fælles for disse betegnelser er netop, at de dækker over en række yngre politikere, der beskyldes for ikke at have en fornemmelse for den ”virkelige verden” – den uden for Christiansborgs tykke mure, vel at mærke. ”Jeg skal vurderes på det, jeg leverer. Det er det, som alle folketingsmedlem- mer skal vurderes på – uanset hvad der står på deres dåbsattest. Alt det der snak om, at der skal være flere unge eller gamle i Folketinget, er jo i sidste ende udemokratisk, da det jo er vælgerne, der har bestemt det. Hvis folk er utilfredse, må de selv stille op. Punktum.”

Ingen ensomhed på toppen eller skolebænken
Da Jeppe Mikkelsen i 2011 blev valgt ind i Folketinget, blev hele hans tilværelse vendt op og ned. Han var dog fast besluttet på at normalisere sit liv så meget som muligt i en hverdag, der pludselig var alt andet end normal. ”Jeg havde planlagt, at jeg skulle begynde på universitetet i 2012, og det gjorde jeg så.” Efter flirten med andre studier – blandt andet økonomi – faldt det endelige valg dog på Statskundskab på Århus Univer- sitet. ”Jeg ville gerne tage en bachelor i statskundskab, fordi jeg oprigtigt er interesseret i samfundet.”

Mikkelsen er dog langt fra den eneste politiker i Folketinget, der kan skrive ”scient.pol” på CV’et, når han en gang er færdig. En lang række andre politikere, herunder Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, har nemlig også statskundskab med i bagagen. ”Der er mange, der spørger, hvorfor der er så mange scient. pol’er herinde. Jeg tror egentlig, at det hænger sammen med, at der er en sammenhæng mellem, hvem der interesserer sig for at regulere samfundet – på overordnet niveau – og dem, der vælger at blive politikere. Samme gruppe overvejer nok også nogle af de tungere samfundsvidenskabelige uddannelser såsom især statskundskab og økonomi”.

Det er jo på ingen måde os statskundskabere, som får det her samfund til at køre rundt. Overhovedet!

Velkommen til samfundets top?
De studerende på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet er før blevet fremstillet som små elitære, alvidende skabninger i det danske mediebillede. Det toppede især, da vores alle sam- mens Tim Knudsen var ude med riven i foråret 2013. En rive med nogle meget skarpe tænder. ”Jeg synes, at det er hårdt at skære alle over én kam, men der er da helt sikkert nogle, som synes, at de bliver meget kloge – det er sjovt, man kan ofte høre det på folks sprogbrug,” griner Mikkelsen smør- ret, inden han fortsætter med en mere alvorlig mine: ”Jeg oplever dog, at der er mange statskundskabere, som joker med det. Jeg tror altså, at de fleste ser det som en spøg. Hvis de ikke gør det, tror jeg også, at de har godt af at få øjnene op for noget andet. Det er jo på ingen måde os statskundskabere, som får det her samfund til at køre rundt. Overhovedet.

mao2_s21

Vi administrerer det, eller hvordan man siger det, men der er godt nok nogle andre led i samfunds- fødekæden, der får det hele til at ske.”

Man kan så overveje, om denne elitære selvopfattelse, som nogle af vores kære medstuderende kan prale af, er en uundgåelig konsekvens af det at læse statskundskab, hvortil der jo for manges vedkommende hører en drøm om magtfulde stillinger? ”Jeg ved ikke, hvorfor vi har det sådan, men det er da korrekt, at på en eller anden måde sidder man jo ovenfra og trækker i trådene som statskundskaber. Men at man så skal føle sig selvfed af den årsag, synes jeg, er helt forkert, for vi ville intet være uden et fundament at stå på”.

På den anden side
Der skal vist ikke mange blondiner (eller statskunds- kabere for den sags skyld) til at se, at Mikkelsen sidder godt i det karrieremæssigt. Så længe han har mandatet bag sig, kan han blive i sin stilling som Folketingsmedlem og efter egen overbevisning forsøge at gøre Danmark til et bedre sted for os alle sammen. Det kunne altså være nærliggende og trygt for Mikkelsen at blive karrierepolitiker. Eller kunne det? ”Karrierepolitiker? Nej. Men aktiv i forhold til at kæmpe for Radikale Venstre? Ja, absolut.”

Men hvis Mikkelsen ikke skal slide gulvene tynde på Christiansborg hele sit liv, hvordan topper man så en karriere, som er startet på så ekstravagant vis som Jeppe Mikkelsens?

”Jeg synes, at det kunne være spændende at gå ind i erhvervslivet på et tidspunkt og kæmpe for, at vi har et fremtidigt fundament for vækst, arbejdspladser og velfærd i Danmark. Der er jo nogle der skal tjene pengene hjem til Danmark. Det skal der jo til, før at vi statskundskabere har nogle at administrere over”. Selv hvis Mikkelsen tages ud af politikken, kan politik og dennes idealer vist ikke tages helt ud af ham.” Jeg har sådan en drøm om, at når jeg bliver gammel, så skal jeg rejse rundt og holde foredrag om alle mulige mærke- lige ting og sager. Der bliver politik så helt sikkert et af elementerne. Det her kommer til at mærke mig for resten af livet. Omvendt har jeg også en drøm om, at jeg en dag skal være højskole- eller efterskoleforstander. Det er jo meget langt fra hinanden. Men jeg tror, at jeg kommer til at lave mange forskellige ting i mit liv. Der er ikke nogen drejebog for hvordan, hvornår og hvorledes”.

Med disse ord slutter MED ANDRE ORD dette interview med en medstuderende for hvem elitisme er en ”by i Jylland,” som københavnerne ville udtrykke det – selvom den pågældende studerende selv er fra Århus.

BLÅ BOG JEPPPE MIKKELSEN
Født 1991. Stud.scient.pol., AU. Siden september 2011 folketings- medlem for Radikale Venstre. Ordførerskaber: Retsordfører, ordfører for efterskoler, højskoler og friskoler og IT-ordfører.