Alle artikler af Thor Bjørn Andersen

Side 9 VIP´er: Caroline Grøn

Redaktionen har headhuntet Caroline Grøn, adjunkt og underviser i blandt andet National Forvaltning, til at være forårssemesterets Side 9-VIP’er. Få en unik mulighed for komme ind under huden på en af Instituttets velkendte ansigter.

 

Af Thor Bjørn Andersen

Hej Caroline. Kan du ikke fortælle, hvad du laver for tiden, rent arbejdsmæssigt?

Jeg arbejder på et par projekter, faktisk. Det ene er SPARK (Krisestyring: Forvaltningspolitik og offentlig organisation i en sparetid, red.), hvor jeg har fortaget en masse fokusgruppeinterviews om, hvorfor nogle markarbejdere bruger de værktøjer, de får fra ledelsen, og andre ikke gør. Det er et projekt i Frederiksberg Kommune med pædagoger, hvor jeg lige nu sidder og behandler alle de interviews, som jeg har lavet.

Jeg er også ansvarlig for en rigtig spændende specialisering, der hedder ”Organisation og ledelse”. Det er en specialisering for dem, der blandt andet vil arbejde med ledelse, styring, evaluering og organisationsanalyser.

Sejt! Du har din egen specialisering!? Det må kræve, at du læser en masse tykke bøger. Hvilken bog har egentlig gjort størst indtryk på dig? 

De bøger, der har gjort størst indtryk på mig, er nok Nils Brunssons bøger om organisationshykleri. Da jeg læste dem, åbnede der sig en ny verden for mig. Der var imens, at jeg skrev speciale, at jeg fik øjnene op for dem, og sjovt nok har jeg aldrig brugt dem straight out i min forskning – men de har været til stor inspiration.

Okay, Caroline, nok om bøger og forskning. Hvis jeg siger Kælemisbrillen*, hvad siger du så?

Hahaha! Ja, jeg var inde hos Jens Olaf Jersild for at blive interviewet til et meget perifært program, som nok kun min mor og mand havde set. Men efter nogle dage er der en, hvis lillesøster jeg har gået i klasse med, der skriver til mig på Facebook og siger, at han har set mig i Natholdet. Så tænker jeg: What? Og ja, så ruller det bare derefter. Jeg fik meget mere opmærksom på brillen, end på det ellers vigtige budskab jeg havde.

Det må jeg nok sige! Selvom du ikke er professor her på instituttet, så tør jeg godt sige, at du måske er den mest kendte forsker fra Statskundskab. Er brillen blevet noget, som du aktivt bruger til selvpromovering?

Nej, det er det faktisk ikke. Nogle studerende siger, at det er en stor del af mit personlige brand, og det skal man jo ikke underkende. Men jeg har også nogle gange fået af vide, at jeg skal tage brillerne af, når jeg skal filmes, fordi de forvirrer mere, end de gavner. Men jeg har dem stadigvæk!

Rygtet vil vide, at dig og Anders Wivel fandt sammen til en julefrokost. Er det sandt?

Nej, det kan man ikke rigtig sige. Vi har jo været til mange julefrokoster sammen. Men det var ikke dér, jeg lærte ham at kende. Det var et andet sted.

Okay, jeg skulle også bare lige høre. Nu hvor vi er et det hjørne, hvad er det mest sexede inden for dit metodefelt?

Det må nok være at nå mætningspunktet. Når man har brugt lang tid på interviews og endelig finder ud af, hvad det egentligt er, det hele handler om. Det er nok det mest sexede, hvis man kan sige det på den måde.

Har du haft nogle bekymringer ved at stille op til det her interview?

Ja, lidt i forhold til, om jeg rammer genren, for det kan godt være lidt svært en gang imellem. Det er jo ikke denne her slags interviews, som jeg optræder mest i. Og så er der selvfølgelig den klassiske frygt for, hvorvidt der bliver grinet med mig eller af mig.

Det skal du ikke være bekymret for, jeg synes, at det har været rigtig sjovt. Og tak fordi du ville stille op. Det er vi meget glade for på MED ANDRE ORD.

Lidt inden interviewet er ved at være slut, bankes der på døren, men Caroline Grøn åbner ikke. Vi afslutter interviewet, og jeg takker for hendes medvirken.

Da vi åbner døren til gangen, står der en ung fyr og venter. Han havde fundet et par briller i frokoststuen og ville lige aflevere dem til Caroline Grøn. Det var Kælemisbrillen, selvfølgelig. Jeg kunne derfor gå hjem med et godt interview samt med et glimt af den danmarkskendte brille.

 

*I en udsendelse af TV-2 programmet Natholdet, blev der vist et klip med Caroline Howard Grøn fra et DR2-program. Programmets vært, Anders Breinholt, døbte i den forbindelse Caroline Howard Grøns briller for ’kælemisbrillen’.

Side 9-VIP’eren

Side 9-VIP’eren

Redaktionen har headhuntet Martin Vinæs Larsen, ph.d.-studerende og metodeunderviser, til at være forårssemesterets Side 9-VIP’er. Her får du en unik mulighed for komme ind under huden på et af Instituttets velkendte ansigter.

– Hej Martin! Tak, fordi jeg måtte kigge forbi og snakke med dig. Hvad laver du for tiden?

Jeg forbereder undervisning, da jeg skal til at udbyde et fag i politisk adfærd med Jens Olav Dahlgaard. Derudover er jeg i gang med at skrive ph.d. om, hvordan økonomien er et signal, som vælgerne bruger til at vurdere politikerne.

– Puha, det lyder svært. Når du så sidder og nusser med statistikken i Stata, hvilken kommando, synes du så, er frækkest?

Den er svær. Stata er jo generelt meget frækt, men det må være kommandoen ’tsset’. Det er en indledende kommando, der er nødvendig for at kunne lave det sjoveste i Stata – nemlig tidsserieanalyse.

– Wauw, det kan jeg godt se. Hvad er din største drøm?

At vippe Peter Thisted Dinesen af pinden og overtage hans rolle som fagkoordinator i Metode. Det er her, man har indflydelse på de studerende og fremtidens forskning.

– En sand Francis Underwood! Mange af læserne vil forresten gerne vide, om du er single?

Nej, desværre piger (og drenge, red.). Jeg blev gift i august.

– Ærgerligt, men du er også en flot og veltalende mand, så det er ikke så underligt. Læser du egentlig bøger, der ikke indeholder tal?

Jeg er i gang med Revolutionary Road af Richard Yates, der handler om det unge par Frank og April og deres problemer i 1950´ernes USA.

– Hold da op, det lyder sandeligt som en sød fortælling. Hvis du havde fået penge for at være Side 9-VIP´er, hvad skulle de så bruges på?

Jeg ville købe en iPad. Når man er til kedelige konferencer, kan man ikke sidde og kigge ned i sin telefon, fordi folk så tror, at man ikke følger med. Har man derimod en iPad, er det som om, at det er mere legitimt at være optaget af skærmen. Men egentligt sidder man bare og gamer.

– Smart! Hvis man skal købe en drink eller fem til en gamer som dig, hvad skal man så byde på?

Jeg elsker cocktails! Jeg kan godt lide Old Fashioned, men er også vild med girly cocktails som Pina Colada og Strawberry Daiquiri.

– Wauw, mandigt. Hvad er den bedste scorereplik, du har brugt?

”Vil du med hjem og se en Jim Carrey-film?”. Og ja, det virkede.

-High five! Hvad er den bedste ferie, du har været på?

I sommer var jeg i Michigan for at lære om spilteori i fire uger. Det er et årligt seminar, der lidt er som ph.d.´ernes Sunny Beach, bare uden en strand. Egentlig er det bare et universitet, men det er rigtig sjovt. Der er varmt, der er mange mennesker, og der er mange kolde øl.

– Det lyder godt nok vildt! Det kunne jo være, at man skulle overveje at blive ph.d. Hvorfor har du sagt ja til at blive Side 9-VIP´er?

Fordi det lød sjovt! Der skal være kortere mellem ansatte og studerende, og jeg vil gøre meget for at mindske denne afstand. Rigtig meget!

– Vi er også rigtig glade for, at du vil stille op. Hvad siger din familie og venner til det – måske især din kone?

De er meget bekymrede, for det kan jo skabe problemer for mig fremadrettet. Professor Kasper Møller Hansen, min vejleder, ved det ikke endnu, men jeg håber ikke, at han bliver sur. Men jeg må ærlig talt sige, at jeg er en smule nervøs.

Tak, fordi du er så modig og vil hjælpe os med at mindske afstanden mellem ansatte og studerende. Det har været en fornøjelse at snakke med dig!  

Bygning 35 vandt i 2014 prisen for bedste nybyggeri i Københavns Kommune. Men hvilke tanker ligger der bag bygningen, og hvorfor er den trappe så voldsomt besværlig at gå på? MED ANDRE ORD har mødt bygherren og arkitekten bag CSS’ nyeste bygning.

Bygningen med de brudte mønstre

Bygning 35 vandt i 2014 prisen for bedste nybyggeri i Københavns Kommune. Men hvilke tanker ligger der bag bygningen, og hvorfor er den trappe så voldsomt besværlig at gå på? MED ANDRE ORD har mødt bygherren og arkitekten bag CSS’ nyeste bygning.

Ejendomsselskabet Jeudan ejer Kommunehospitalet, men selskabet er dog ikke frit stillet til at bygge hvad som helst på grunden, da området er fredet. Da CSS skulle udvides med Bygning 35, blev der derfor stillet tre krav fra Center for Bydesign til opførelsen: (1) Bygningen skulle være et rektangel med nogle på forhånd fastlagte dimensioner, (2) taget skulle være i sort skiffer, og (3) facaden skulle mures med gule og røde sten.

MED ANDRE ORD har mødt en af hovedarkitekterne bag den nye bygning. Han hedder Steen Gissel, og vi lægger ud med et spørgsmål om, hvilke overordnede tanker der ligger bag udformningen.

”Vi har gerne villet bygge noget nyt, der ikke bare skulle ligne Kommunehospitalet, men som samtidig også skulle passe ind i de arkitektoniske omgivelser,” lyder svaret. Gissel fortæller videre, at man gerne ville bryde med de eksisterende mønstre på matriklen og derved adskille den nye bygning fra den gamle.

35 skal være nyt – men ikke fimset
Det nye skal bryde med det gamle, men er det ikke bare et udtryk for arkitektsnobberi, at man gerne vil skille sig ud bare for at gøre det? Gissel er ikke enig:

”For mig handler det om ærlighed. Når man kommer ind i den nye bygning, skal den også fremstå som en ny bygning. Det ville være kunstigt, hvis vi blot havde kopieret den gamle byggestil.”

Da en stor del af Bygning 35 ligger under jorden, kan man nemt miste orienteringen, når man opholder sig i den. Det har derfor været vigtigt for arkitekterne at være ærlige omkring, hvor i bygningen man befinder sig. Det har de gjort ved at bruge forskellige materialer og former. Som et eksempel forklarer Steen Gissel, at alle pillerne under jorden, som står uden for selve bygningen, er runde, mens dem, der står under, er firkantede. Ydermere har arkitekterne også fremhævet forskellen ved, at stolene i den største af forelæsningssalene er malet sorte i modsætning til stolene i de to andre forelæsningssale, som ikke er malet, og hvor træet stadig er synligt.

Om materialerne forklarer Steen Gissel yderligere:
”Da en stor del af bygningen er under jorden, skal materialerne ikke være så fimsede. Der må gerne være synligt beton og træ og ikke så mange af alle de gipsplader, man ellers ser over det hele.”

Et andet ikke-feminint materiale, hvis man ellers tør bruge denne betegnelse, er stenene. I modsætning til facaden på det oprindelige Kommunehospital er stenene her vendt på højkant, og de er ikke lagt efter et fast mønster. Man kan næsten sige, at facademønstret er fremkommet efter et princip om tilfældig udvælgelse. Dette skal forstås på den måde, at Steen Gissel har lavet nogle fire meter lange stokke med fire sider. På hver af de fire sider var der et unikt mønster, og da stenene skulle lægges, tog mureren stokken, drejede den tilfældigt rundt og murede efter det mønster, som siden viste. Et andet gennemgående materiale er glas. Det har arkitekterne valgt for at sikre, at der altid er naturligt lys, så man undgår for megen kælderstemning – og det til trods for, at forelæsningssalene egentlig ligger i bygningens kælder.

Trapper og stikkontakter
Siden Bygning 35 blev indviet, har der især været to spørgsmål på de studerendes læber: Hvad sker der lige for de akavede små trin på hovedtrappen til bygningen, og hvorfor er bygningen ikke udstyret med nok stikkontakter?

Ingen af delene var arkitektens ansvar, forklarer Steen Gissel, som henviser os til bygherren Jeudan. Vi sender derfor spørgsmålene videre til Jeudans direktør, Peter Spøer, som fortæller, at trappen er udformet, så den (kun) ét enkelt sted opfylder den såkaldte trappeformel. Det er en formel, der bruges til at udregne længde og højde på trinnene, så de bliver behagelige at gå på. Problemet er bare, at trappen krummer. Det medfører så, at forholdet mellem hvert trin ændres, og at en tur op og ned ad trappen let bliver mindre optimal.

Adspurgt om de fraværende stikkontakter svarer Peter Spøer: ”Da jeg så tegningerne til forelæsningssalene, kunne jeg godt se, at der ikke var nok stikkontakter, og vi fordoblede derfor antallet. Men selv efter udvidelsen er vi klar over, at der er for få stikkontakter.”

Peter Spøer peger dog på, at det ikke er Jeudan alene, der har bestemt alt, men at det har også været et samarbejde med universitetet og en gruppe studerende.

Hvis man mener, at manglen på strømforsyning i Bygning 35 er udtryk for en forhistorisk byggetilgang, kan det hertil pointeres, at ønsket om at kombinere nutiden med fortiden ironisk nok var noget, som arkitekterne havde for øje. Under udgravningerne af Bygning 35 fandt man en ganske gammel rende – den såkaldte Peymanns Rende fra 1618. Nogle af stenene herfra er blevet brugt som grundsten i det nye byggeri, og man kan spotte disse fortidslevn til højre for caféen.

Derved har Bygning 35 og det resterende Kommunehospital alligevel mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro: Begge steder har man søgt at skabe de bedst mulige studierammer oven på det fundament, som allerede var givet. Så selvom byggeherrer og arkitekt umiddelbart havde et ønske om at skabe noget nyt, falder Bygning 35 trods alt ikke helt uden for de bygningsmæssige mønstre på CSS.

mao5_s17

 

Ekspertudsagn i medierne er efterhånden blevet en selvfølge. Nærmest uanset, hvilke historier journalisterne skriver, bliver der inddraget eksperter. For at komme et spadestik dybere om eksperters rolle i medierne i dag, har jeg bedt nogle eksperter udtale sig (s)om netop eksperter.

Har eksperter overtaget medierne?

Ekspertudsagn i medierne er efterhånden blevet en selvfølge. Nærmest uanset, hvilke historier journalisterne skriver, bliver der inddraget eksperter. For at komme et spadestik dybere om eksperters rolle i medierne i dag, har jeg bedt nogle eksperter udtale sig (s)om netop eksperter.

Ifølge Magtudredningen er brugen af eksperter i medierne mere end tredoblet fra 1961 til 2001. Det er især de samfundsvidenskabelige eksperter, som i stigende grad bliver brugt af medierne til at udtale sig om forskellige hændelser i samfundet. I 2001 var 45 % af alle eksperter i medierne samfundsvidenskabelige. Men hvilke konsekvenser har udviklingen for vores nyhedsformidling, og hvorfor vælger journalister i stigene grad at bruge eksperter?

Eksperter kan bruges til at sikre en grad af journalistisk objektivitet i nyhedsartiklen, således at det er ekspertens holdning, der kommer til udtryk og ikke journalistens. På den måde kompromitteres journalistens troværdighed ikke, da han eller hun blot bliver formidler af de fakta, som eksperten kommer med. Omvendt peger andre også på, at det nærmest er blevet et ritual at lade eksperter udtale sig i nyhedshistorier nu til dags: Uanet, hvad der er hændt, skal en ekspert udtale sig om det.

Eksperterne
Hvad er mere oplagt, når man vil blive klogere på eksperter, end at spørge to af slagsen. Jeg har derfor henvendt mig til Rasmus Tue Pedersen, der er er post.doc. her på Instituttet, og lektor ved Journalisthøjskolen, Lars Bjerg. Ud over at de begge har en faglig viden om brugen af eksperter i journalistikken, bliver de også selv brugt i medierne netop som eksperter.

Jeg lægger derfor ud med at spørge dem begge, hvorfor de vælger at optræde i medierne. Lars Bjerg peger på, at i et deliberativt demokrati er det nødvendigt, at eksperter blander sig offentligt og gør deres viden tilgængelig for borgerne.

”Offentligt ansatte eksperter har pligt til at kvalificere debatten, hvis de altså kan,” siger han.

Rasmus Tue Pedersen fremhæver to forhold. For det første er det at udtale sig som ekspert en del af jobbet som universitetsansat. Ved ansættelser, forfremmelser og løntillæg bliver man blandt andet vurderet på ens bidrag til formidlingen af forskning. Men det er ikke det eneste, der tæller:

”Mindst lige så væsentligt er det dog, at jeg simpelthen gerne vil formidle den viden, jeg har. Det irriterer mig grænseløst, når jeg i medierne kan læse fejlagtige historier, hvor jeg kunne have bidraget med min viden,” siger Rasmus Tue Pedersen.

Eksperter kan bryde journalisters dominans
Et nærliggende spørgsmål er imidlertid, om eksperten egentlig har noget at sige, når det kommer til stykket. Charlotte Wien, som er lektor ved SDU, har i en tidligere undersøgelse af danske avismedier vist, at eksperter i den offentlige debat kun udtalte sig i modstrid med artiklens vinkel i fire procent af tilfældene. Man kunne derfor hurtigt forfalde til den tanke, at journalister først finder en vinkel på en historie, der kan sælge aviser eller give seere, hvorefter de ellers går i gang med at opstøve en ekspert, der kan bekræfte vinklen.

En så stor skepsis over for journalisternes arbejdsmetoder finder vi ikke hos Lars Bjerg.

”Vinklen er jo som regel først lagt fast, efter at alle relevante kilder har udtalt sig,” udtaler han og fortsætter: ”Journalistik er ikke at sidde ved sit skrivebord og tænke sig til, hvordan en sag hænger sammen. Journalistik er at undre sig og på den baggrund gå ud og undersøge, blandt andet ved hjælp af eksperter.”

Rasmus Tue Pedersen forklarer, at han selv har oplevet journalister, der blot har ringet for at få bekræftet en vinkel, som var givet på for hånd. De kedelige oplevelser stopper dog ikke her.
”Jeg har oplevet, at en avisjournalist ’klippede’ så meget i mine udtalelser, at jeg reelt blev taget til indtægt for næsten det modsatte synspunkt af, hvad jeg havde sagt.” Samtidig understreger han kraftigt, at han har oplevet mange dygtige journalister, som efter at have talt med ham enten har ændret eller helt droppet deres historie.

Vidensformidling eller spåkoneri?
Ifølge Magtudredningen udtaler eksperter sig inden for samfundsvidenskab kun 21 % af tiden om egen eller andres forskning. Resten at tiden taler de om politiske beslutninger og andre begivenheder i samfundet. Og dette er et fald i forhold til 1961, hvor eksperterne i over 50 % af tilfældene udtalte sig om egen eller andres forskning. Eksperter bliver altså i stigende grad brugt til at udtale sig om emner, de ikke nødvendigvis har forstand på.

Om det er et problem, spørger jeg Rasmus Tue Pedersen om, da han selv er samfundsvidenskabelig forsker. Han mener ikke, at eksperter skal udtale sig om emner, de ikke har forstand på, men fremhæver samtidig, at man sagtens kan bruge egen forskning uden eksplicit at nævne det:

”Når man kommenterer på aktuelle hændelser i samfundet, kan man jo sagtens trække på viden fra egen forskning, uden at det fremgår klart af historien.”

Både Lars Bjerg og Rasmus Tue Pedersen er enige i, at eksperter kan kvalificere debatten. Rasmus Tue Pedersen siger: ”Det er problematisk, når eksperter udtaler sig om sager, de reelt ikke ved noget om – eller endnu værre, at de kommer med rent normative domme forklædt som objektiv viden.”

Men også journalisten har et ansvar. Som Lars Bjerg siger: ”Journalisters ansvar er altid at undersøge, om det her er noget, eksperten tror eller ved.”

Så måske er svaret på spørgsmålet, om eksperterne har overtaget medierne, mere nuanceret end som så. I hvert fald peger begge eksperter på, at historiernes vinkler altid bliver til i et samspil mellem journalister og eksperter.

Fredag eftermiddag er Kommunal Ølservice (KØS) stedet, hvor alle tager hen efter en lang uge. Menuen står på socialt samvær og specialøl. Vi giver dig her en eksprestur gennem humlens veltempererede verden.

God weekend – og KØS godt

Fredag eftermiddag er Kommunal Ølservice (KØS) stedet, hvor alle tager hen efter en lang uge. Menuen står på socialt samvær og specialøl. Vi giver dig her en eksprestur gennem humlens veltempererede verden.

Nede i jordens undergrund, langt nede, helt nede, hvor ingen mennesker nogensinde har været, flyder der magma rundt med temperaturer på op mod 1200 grader. Engang imellem bliver al varmen og den trænge plads for meget, og magmaen må derfor ud. Dette sker ved kæmpe eksplosioner, hvor vulkaner sprøjter den varme lava op og skaber svovldampe, der er så giftige, at det er umuligt at overleve, hvis man er i nærheden.

Den samme beskrivelse kan passe på CSS, når det bliver fredag eftermiddag, og KØS skal til at slå dørene op. Vi har alle gået rundt på CSS´ lange, mørke gange hele ugen og ikke set andet end dem og bogstaverne i vores bøger. Alle studerende har gået rundt mellem hinanden og måske ikke ligefrem skabt en temperatur på 1200 grader, men i hvert fald en intensitet, der kunne minde om det. Der kan være skabt gnidninger studerende imellem, eller man har klaret en opgave godt eller dårligt. Alt sammen intensiteter, der kun kan forløses ved en eksplosion, og denne eksplosion finder sted, når adskillige kapsler slipper deres greb om flaskernes halse til fredagens KØS.

Alkoholens forførende kraft
Her bliver de velsmagende øl til KØS, den moderne materialismes svar på de fleste frustrationsproblemer. Eller også har alkohol i virkeligheden altid været løsningen. Men uanset hvad, så vil en solskindsdag betyde, at hele gården til KØS fyldes af studerende, ph.d.’er og undervisere, som alle nyder kolde specialøl. Hvis det derimod er dårligt vejr, vil Kommunen være fyldt til bristepunktet. Og det er ikke kun fra Statskundskab, at folk valfarter til, som var det et vandhul på en knastør savanne – også studerende fra andre studier på CSS samles til KØS.

Udvalget af øl er meget varieret og skifter fra gang til gang. Man kan købe øl i forskellige størrelser og farver, men alle til gode priser. En af mine favoritter har været Milk Stout fra Mikkeller, der er mørk som natten er sort, men rundet af en nok så yndefuld sødme og blødhed. Der er også altid mange slags Indian Pale Ale, som kan være med toner af frugt og en let bitterhed. Der sjældent, at øllene til KØS fås med en almindelig alkoholprocent på 4,6. Oftest fås øllene med meget høje alkohol procenter på langt over 10 %. Men som alle ved, er det altid bedst at befinde sig i den høje ende af skalaen.

Alt i alt så er KØS bare et hyggeligt sted at mødes og snakke med sine venner over en velsmagende bryg. Og når KØS er ved at være slut, og lixtallet er steget til det dobbelte i takt med, at alle verdens problemer er blevet løst, og forløsningen har fundet sted, kan det jo være, at der stadigvæk er enkelte spændinger tilbage. Hvis dette er tilfældet, skal man ej blive frustreret, for hvis man blive hængende et par timer, så åbner fredagsbaren, og et helt nyt kapitel starter.

Hermeneutiske billeder

Målet med denne fotoserie er at konfrontere alle på CSS med steder eller ting, som vi ikke lægger mærke til i dagligdagen. Når vi betragter CSS som en helhed, virker alt til at passe sammen, men tager man noget ud af helheden, kan det fremtræde på en ny måde. Når vi anerkender delene på nye måder, vil også helheden uundgåeligt ændre form.

 

Ufaglærtes børn skal sikre kvaliteten på universiteter i fremtiden

Foto: Thor Bjørn Andersen

Ufaglærtes børn skal sikre kvaliteten på universiteter i fremtiden

I debatten om universiteternes fremtid fokuseres der på selve uddannelsesniveauet, men ikke på at gøre det attraktivt for ikke-akademikerbørn at tage en lang videregående uddannelse. Konsekvensen bliver, at den akademiske verden går glip af en intelligensreserve af unge, som fravælger universitetet af kulturelle årsager

I debatten om universitetets fremtid er det store spørgsmål, hvordan vi sikrer, at dem, der dimitterer, er dygtige nok. Hvis Danmark i fremtiden også skal være et rigt samfund med velfungerende virksomheder, veludviklet velfærd og veltilfredse borgere, bliver vi nødt til at finde et svar på netop dette spørgsmål, således at færdiguddannede kan blive de mest kvalificerede i verden.

De mange forslag til bedre universiteter, hvad enten de kommer fra regeringen eller diverse studenterorganisationer, har alle den samme slagside. Forslagene omhandler, hvordan man gør selve universitet bedre isoleret set. Forslagene går ud på at gøre selve uddannelsen bedre for dem, der allerede går på et universitet. Det er en udmærket tilgang, men der mangler en mere fundamental diskussion om, hvem der vælger at lade sig indskrive på universiteterne, og hvorfor det netop er dem, der gør det.
Lad mig komme med et karikeret eksempel på, hvorfor det er et problem, at kun uddannelseskvaliteten diskuteres. På et savværk opstår der et problem, når man har skåret træet over: Det flosser i enderne. Savværket kan gøre to ting: Det kan købe nye, større og skarpere klinger til at skære træet med. Eller det kan vælge noget andet træ, som ikke flosser lige så meget. De fleste forslag, som er blevet fremført i forbindelse med universitetets fremtid, handler om at gøre det første, altså ændre på maskinens klinger og dermed gøre undervisningen bedre. Det er der som sådan ikke noget galt med, men hvad nu, hvis vi også i debatten fokuserede på at få andre til at søge om optagelse end dem, der normalt gør det? Det kunne jo være, at nogle af dem, som ikke har en universitetsuddannelse, ellers ville være gode til det, men fravalgte en universitetsuddannelse netop på grund af en række kulturelle barrierer.

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

I Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange – opskriften på en kulturrevolution” fra 2011 beskrives sammenhængen mellem forældres uddannelse og deres børns ditto. Overordnet set viser undersøgelsen, at jo højere uddannelse forældrene har, jo større sandsynlighed er der for, at børnene også får en høj uddannelse. Hos børn, hvis forældre er ufaglærte, er det kun 2% af drengene og 4% af pigerne, der er i gang med en lang videregående uddannelse, hvorimod det for børn af forældre med en lang videregående uddannelse er henholdsvis 36% for drenge og 42% for piger.

Et muligt svar på denne skæve fordeling kunne være, at børn med ufaglærte forældre ikke har kompetencerne til at komme ind på en akademiske uddannelse. Mange undersøgelser viser da også, at der er en sammenhæng mellem forældrenes høje uddannelsesniveau og børnenes karakterpræstationer. Et modsvar på dette argument kommer Trond Beldo Klausen med i Politiken, d. 9.7.2005. Beldo viser, at ud af de elever, der har akademikerforældre og kommer ud med et snit på mellem 9 og 10, vælger 75% en akademisk uddannelse. Men blandt de elever, der har forældre, som er faglærte eller ufaglærte og ligeledes har et flot snit mellem 9 og 10, er tallet kun 40%. Tallene viser altså klart, at der er en social arv i Danmark, hvad uddannelser angår. En så stærk arv, at selvom nogle unge har kompetencerne til en akademisk uddannelse, vælger de ikke at tage en.
Min pointe er ikke, at bare fordi man har fået høje karakterer i gymnasiet, er det spild af talent, hvis man ikke læser på universitetet. Min pointe er heller ikke, at det er socialt uretfærdigt eller udemokratisk, at unge med faglærte forældre ikke i lige så høj grad tager en universitetsuddannelse.

”Jeg er overbevist om, at der er mange faglærte, som ville være bedre til at læse på et universitet og mange, som læser på et universitet, der ville være bedre i faglærte job”

Min pointe er derimod, at den akademiske verden går glip af en intelligensreserve af unge, der kunne være et aktiv for universiteterne til fordel for andre unge, som tager en universitetsuddannelse, fordi det gjorde deres forældre også. Disse akademikerbørn kan sagtens være dygtige og er det absolut også, men der er helt sikkert børn af ufaglærte, som ville være mindst lige så dygtige. Men de søger ikke om optagelse på universiteterne, fordi deres forældre heller ikke gjorde. Børn af faglærte kunne ellers tilføre nyt blod på universiteterne og dermed nye måder at tænke på.

Mit argument er, at de, som er bedst til at læse på et universitet, også bør gøre det, og de, der er bedst til et faglært job, ligeledes bør udføre et sådant. Sådan er det bare ikke i dag. Det ville i hvert fald være noget af et sammentræf hvis de, som er bedst til at læse på et universitet, alle er født af universitetsforældre. Jeg er overbevist om, at der er mange faglærte, som ville være bedre til at læse på et universitet og mange, som læser på et universitet, der ville være bedre i faglærte jobs. Men på grund af den stærke sociale arv er det forældrenes uddannelse, der afgør, hvilken uddannelse børnene vælger og ikke børnenes egne kompetencer. Med denne afsluttende replik har jeg altså ikke svaret på det første spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at de, der dimitterer, er gode nok. Jeg har i stedet stillet et nyt, der lyder: Hvordan motiverer vi de unge, der egner sig bedst til universiteterne, til også at studere på et?

MED ANDRE ORD har mødt vinderen af Statskundskabs debatturnering, Eric Bonde, til en samtale om, hvad der fik ham til at deltage, og hvad en debatturnering overhovedet er for en størrelse

”En Medina- eller Nik & Jay-sang kan ikke redde en dårlig polit.-fest”

MED ANDRE ORD har mødt vinderen af Statskundskabs debatturnering, Eric Bonde, til en samtale om, hvad der fik ham til at deltage, og hvad en debatturnering overhovedet er for en størrelse

HVORFOR MELDTE DU DIG TIL DEBATTUR- NERINGEN?
Jeg har altid været engageret i forhold til at debattere og give udtryk for mine holdninger. Det giver en meget god modvægt til, at man normalt på studiet måske skal brede sig ud over 20 sider, hvor man i en debattur- nering er presset til at udtrykke sin holdning klart og præcist. Det, synes jeg, er vigtigt, at man kan.

HVORDAN FORBEREDTE DU DIG TIL DEBATTEN?
Jeg brugte meget tid på at lave research på de emner, som vi havde fået opgivet, således at jeg havde ind- hentet facts om emnet set fra både for- og imod-siden. Når man på den måde har et solidt fundament for at diskutere, er det også nemmere at improvisere og finde skarpe og kreative vinkler til ens argumenter. Verden er grundlæggende kompleks, og præmissen i den offentlige debat er ofte, at man ikke har tid til at læse en typisk statskundskabsopgave. Derfor er man nødt til at presse mest muligt indhold ind på kortest mulig tid.

ER TURNERINGEN KUN UNDERHOLDNING, ELLER ER DER OGSÅ NOGET INDHOLD I DEN?
Især fordi det er en statskundskabsdebat, kan man ikke slippe af sted med at stille sig op og alene underholde. Kunsten er, at man lægger det underholdende element i forlængelse af et sagligt og velopbygget argument. Det underholdende behøver jo ikke udelukke det substantielle.

FJERNER DEBATTUNERINGER IKKE FOKUS FRA DET LOGISK GYLDIGE ARGUMENT OVER TIL ARGUMENTET, DER ER RETORISK BEDST?
Hvis et argument skal være overbevisende, skal der være et substantielt fundament under det. Ellers virker det ikke. Jeg er uenig i, at det bare handler om at stille sig op og virke overbevisende retorisk, fordi så ryger substansen, og det er grundlaget for et godt argument. Jeg kunne godt, hvis man nu skal tage tempera- turen på den offentlige debat, savne mere viden og færre holdninger. Jeg ville godt være med til at bidrage til, at substansen kom til at fylde mere, for at skabe en bedre balance.

KUNNE MAN IKKE KOMME I EN SITUATION, HVOR DEN ENE PARTS ARGUMENT FAKTISK ER BEDST, MEN IKKE BLIVER HØRT, FORDI EN ANDEN PARTS ER BEDRE RENT RETORISK?
Jeg vil selv bruge et retorisk virkemiddel som eksem- pel: En Medina- eller Nik & Jay-sang kan ikke redde en dårlig polit.-fest. På samme måde kan retorik hel- ler ikke rede et substantielt løst argument. Retorik er en uomgængelig del af debatten, som vi må acceptere, men ikke nødvendigvis blindt gøre brug af.

VANDT DU FORDI SUBSTANSEN ER BEDRE?
Det er langt sværere at skille substansen fra retorikken, end hvad man lige gør de til. Det vil altid være en kombination af begge dele og ja, jeg vil også bruge retoriske virkemidler. Jeg synes, det er at undervurdere folk, hvis man ikke tror, at folk også kan forholde sig kritisk til retorikken – f.eks. en Nik og Jay-metafor.