Alle artikler af Torben Beck Jørgensen, professor emeritus – Institut for Statskundskab

Der er meget at hente i skønlitteraturen. Også for en videnskabsmand. For litteraturen kredser om den samme virkelighed, som forskeren beskæftiger sig med. Mens forskningen skaber abstrakte billeder, virker skønlitteraturen levendegørende og horisontudvidende.

Forvaltningens normalitet – eller hvordan skal dyrene slagtes?

Der er meget at hente i skønlitteraturen. Også for en videnskabsmand. For litteraturen kredser om den samme virkelighed, som forskeren beskæftiger sig med. Mens forskningen skaber abstrakte billeder, virker skønlitteraturen levendegørende og horisontudvidende.

”Hvor skal jeg sætte mig? I en lænestol eller ved skrivebordet?” spurgte en studerende, som fulgte mit udbud om forvaltningen i skønlitteraturen. Hun satte fingeren på et ømt punkt. Hvis man skal læse en roman som forberedelse til undervisningen, hvilken kontekst er så den rette? Litteraturens eller videnskabens? Lænestolens eller skrivebordets? Jeg har mødt det tvesind mange gange. En retspsykiater, der hørte et foredrag, jeg holdt om retsvæsenet i skønlitteraturen, meddelte kategorisk, at han aldrig læste skønlitteratur i forbindelse med sit arbejde, kun i privaten. Dostojevskijs Dobbeltgængeren var ganske vist interessant for en psykiater, men den skulle ikke blandes sammen med Videnskaben. Litteratur og videnskab skal med andre ord adskilles. Denne adskillelse er en mærkelig realitet, som den amerikanske sociolog Nisbeth har berettet glimrende om i Sociologi som kunstform. Det er en adskillelse, der opstod i løbet af 1800-tallet, og som siden har været en del af vores (mis)forståelse af erkendelsens veje.

Det er en fordummende adskillelse, for der er meget at hente i litteraturen. En af grundene – som blandt andet bliver påpeget af Aldous Huxley i Literature and Science – er forskellene i det anvendte sprog. Videnskaben tilstræber konsistente teorier, klare begreber, logisk sammenhæng og kausalitet, og dens afbildning af virkeligheden bliver derfor en abstraktion. Skønlitteraturen kan derimod – med en vis opofrelse af dokumentation og efterprøvbarhed! – arbejde med dobbelttydigheder, paradokser og et associationsrigt sprog, som gør skildringen af virkeligheden ikke bare farverig og levende, men også mere gennemtrængende og horisontudvidende.

En af de bøger, der demonstrerer skønlitteraturens stærke sider, og som har rykket rundt på mig som forvaltningsforsker, er P.C. Jersilds roman Grisejagten fra 1968. Bogens meget lavpraktiske udgangspunkt er vedtagelsen af en ny lov, der har til sigte at forbedre svineavl. Det betyder, at en bestemt svinerace af ringe kvalitet skal udryddes. Jersild skildrer, hvorledes en ny myndighed opbygges til dette formål. Der skal først og fremmest findes en leder, der kan stå for opbygningen, både alle de praktiske ting og balanceringen mellem forskellige interesser. Der skal findes lokaler, ansættes personale, forhandles budget på plads og afklares kompetenceforhold. Og der skal pisses territorier af i forhold til eksisterende myndigheder samt sikres opbakning fra videnscentre og eksperter, alt imens man lytter til diverse mere eller mindre dunkle politiske signaler. Endelig skal der findes på et navn, der ikke fortæller, at formålet er komplet udryddelse af en svinerace – det ville være for skræmmende – men snarere noget, der signalerer service. Det sidste lykkes ikke, men man kan enes om Statens Husdyrinspektion, som signalerer en passende klassisk, neutral autoritet.

Det var den politisk-administrative overbygning. Så er der den praktisk-tekniske side af sagen. Gotland udvælges som forsøgsområde. Det er et område, der er fysisk isoleret, og det er derfor bedst at gennemføre det første forsøg på udryddelsen af den tvivlsomme svinerace på dette sted. Dernæst er der mange andre praktiske spørgsmål, der skal afklares. Den administrative overbygning sidder i Stockholm. Der skal derfor også etableres en lokalafdeling i Visby med distriktsafdelinger rundt om på Gotland. Her skal ansættes folk, der er lokalkendte, men ikke sammenspiste. Dernæst: Hvilken slagtningsmetode skal anvendes, når der er tale om masseslagtninger? Hvordan tilrettelægges slagtningerne på en passende diskret måde? Hvilken afregningspris skal der anvendes over for landmændene? Mange andre spørgsmål hober sig op. Spørgsmål, som den juridisk uddannede direktør må tage sig af.

Hvorfor er denne bog nu så interessant for en forvaltningsforsker og en statskundskabsstuderende? Som tidligere fuldmægtig i Finansministeriet og forsker
i offentlig forvaltning kan jeg skrive under på, at fremstillingen er særdeles realistisk. Der er altid et mylder af praktiske spørgsmål, samtidig med at det gøres klart, at forvaltning ikke bare er teknik, det er også politikkens fortsættelse med andre midler. Bogen er et godt dækkende studie i implementering.

Jersild er faktisk forud for samfundsforskningen. Bogen udkommer 5-6 år, før den første bog inden for implementeringsforskningen ser dagens lys, og den foruddiskonterer de problemstillinger, som Pressman & Wildavsky og senere Bardach udviklede i henholdsvis Implementation og Implementation Games. Jersild har tillige et skarpt blik for mulige – for ikke at sige absurde – afsporinger af processen. Hos ham er politik ikke bare i spørgsmålet, om man skal bruge nedfrysning eller gasning som slagtningsmetode, men også i spørgsmålet om, hvilken leverandør af slagtningsanlæg, det er politisk opportunt at vælge. Der er også (følsom) politik i, hvorledes man håndterer de landmænd, som nægter at aflevere deres svin til aflivning. Der er jo nogen, der holder af deres husdyr!

Som bogen skrider frem, udvikler implementeringsprocessen sig i ejendommelige bugtninger for den rationelt planlæggende myndighed. Tekniske og administrative særinteresser folder sig ud i al deres pragt, og teknisk effektivitet (produktionslogik) står over for regler og private karrieredrømme. Civil ulydighed blandt landmænd fører til, at svin slippes løs, eller de stikker af, gemmer sig i skovene. Nogle forsøger at borttransportere deres svin i både. Der afpatruljeres med skibe, lægges oliespærringer ud på mistænkelige steder, sættes ind med særlige skytter, og fra helikoptere nedskydes svin ude i uvejsomt terræn.

Hvordan er det så at være øverste chef i dette kludetæppe? Jersild bygger romanen op som direktørens dagbogsfortegnelser. Herved får vi det med, som skønlitteraturen bedre og mere frit kan tumle med end forskningen, nemlig det personligt oplevede. Vi ser ind i lederens virkelighed, hvor alverdens hensyn og interesser skal balanceres i en verden bestående af deadlines, irriterende medieinteresse, bagtalelser, drikfældighed og ind imellem vanskelige personlige, private problemer. Det personlige og det arbejdsmæssige flettes til sidst sammen. Den stadige konfrontation med selve opgaven – den fysiske udryddelse af en svinerace – nedbryder den nødvendige distance til ”objektet”. Direktøren ender alene ude i den barske natur sammen med en syg gris, som han tager sig kærligt af.

Hvis det så var det, vi fik ud af den bog, har vi ikke fanget Jersilds dybereliggende budskab. Jeg var glad for at læse en spændende beskrivelse af helt normale forvaltningsfænomener. Men Jersild vil noget mere. Han skrev Grisejagten efter at have læst Rudolf Höss: Kommandant in Auschwitz. Kør derfor ”søg gris, erstat med jøde”, og bogen bliver til en uhyggelig fremstilling af normalitetens problematik: At alt kan håndteres af en normalt arbejdende forvaltning, der uanset opgavens karakter helst hengiver sig til spørgsmål om legalitet, kompetencer, territorier, effektivitet og karrieremuligheder.