Skip to content

DET HANDLER OM ANSTÆNDIGHED

 

Studiefremdriftsreformen sætter instruktorordningen under yderligere pres og synliggør, at Instituttet alt for længe har negligeret instruktorernes ringe arbejdsvilkår. Anerkendelse og dispensation er den eneste vej til et bedre undervisningsmiljø og højere kvalitet.

Af Anders Bencke Nielsen

I efterårssemesteret 2015 havde jeg æren og fornøjelsen af at være instruktor i International Politik. Det var en stor oplevelse at få lov til at undervise, og det vil utvivlsomt stå tilbage som en af de mest lærerige perioder i min studietid.

Jeg er stor tilhænger af instruktorordningen, der byder på en række indlysende fordele for alle parter: De studerende modtager undervisning i øjenhøjde af en – tilnærmelsesvis – medstuderende, der forstår, hvordan de studerende tilgår stoffet. Instituttet får en række enormt engagerede medarbejdere, som tilmed er billig arbejdskraft. Sidst, men ikke mindst, giver instruktorgerningen den enkelte instruktor helt unikke erfaringer, som kan vise sig brugbare senere i uddannelsen eller karrieren.

Desværre bliver instruktorordningen i disse dage udfordret af syndebukken over dem alle: Studiefremdriftsreformen. Heldigvis har Institut for Statskundskab muligheden for at løse problemet, hvis man fra ledelsens side ellers er villig til at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og handle i overensstemmelse hermed.

Udfordringen: Arbejdsbyrden

For at være mere præcis er studiefremdriftsreformen blot den udløsende faktor, der bringer den sande udfordring frem i lyset. Den sande udfordring er, at den arbejdsbyrde, der er forbundet med at være instruktor, for de flestes vedkommende er langt større end arbejdsbyrden ved et almindeligt studiejob, eksempelvis i et ministerium. Det erfarer man hurtigt som instruktor, og fagkoordinatorerne ved det også.

Trods den større arbejdsbyrde har Instituttet traditionelt i jobopslag og ansættelseskontrakter sidestillet instruktorgerningen med andet erhvervsarbejde, hvilket som regel svarer til 10-15 timer ugentligt. Hidtil har det ikke skabt problemer for Instituttet, fordi mange instruktorer har valgt at læse på nedsat tid. Det har frigivet tid og gjort dem i stand til at kunne tilføre undervisningen den kvalitet, som man må forvente at kunne finde på Institut for Statskundskab.

Fra Instituttets side fortsætter man med at sidestille instruktorernes arbejdsbyrde med belastningen ved et studiejob. Men når undervisningen begynder i september, har de nye instruktorer selvsagt ikke mulighed for at læse på nedsat tid: Når man ikke kan få dispensation i Studienævnet for studiejob, kan man selvfølgelig heller ikke få dispensation til at undervise.

Samtidig er det efter min bedste overbevisning de færreste instruktorer, der kan levere undervisning af høj faglig kvalitet, mens de læser 30 ECTS-point ved siden af. Og heri finder man udfordringens kerne.

Konsekvenserne

Studiefremdriftsreformen har altså synliggjort udfordringen med instruktorernes arbejdsbyrde. I lyset af ovenstående udfordringer for instruktorgerningen ser jeg fire potentielle (skræk)scenarier udspille sig for fremtidens instruktorer:

  1. Den enkelte instruktor har ikke den nødvendige tid til at forberede sig, hvorfor undervisningen ikke får den kvalitet, som Instituttet tilstræber.
  2. Den enkelte instruktor forsøger at overkomme opgaven som både fuldtidsstuderende og underviser med risiko for stress.
  3. Den enkelte instruktor nedprioriterer sine egne studier for at løfte opgaven som underviser.
  4. Der er meget få eller langt færre studerende, der søger instruktorstillinger fremover.

Der er her tale om scenarier, som ifølge min vurdering ikke forekommer helt usandsynlige. Man ser da også, at studerende allerede fravælger studiejobs på grund af tidspres. Dette må forventes at gøre sig særligt gældende for instruktortjansen. Uanset om ovenstående scenarier ikke vil udspille sig på samme måde for alle kommende instruktorer, er samtlige scenarier åbenlyst suboptimale – for de studerende, for instruktorerne og for Instituttet.

En holdbar løsning: Anerkendelse og dispensation

For mig at se er der kun én langtidsholdbar og optimal løsning på den udfordring, jeg har skitseret:

Ledelsen på Institut for Statskundskab bør anerkende vægten af den arbejdsbyrde, som er forbundet med instruktorgerningen samt anerkende værdien af den store arbejdsindsats, der lægges for dagen. Denne anerkendelse bør udmønte sig i, at man gør instruktorgerningen dispensationsberettiget i Studienævnet. Herved får instruktoren tid til at forberede sig ordentligt.

Man bør som instruktor kunne få dispensation fra sine egne studier i et forhold, som står mål med den arbejdsbyrde, der reelt er forbundet med at undervise. Eksempelvis kunne man give dispensation til at læse halv tid i det semester, hvor man underviser. Alternativt kunne man give instruktoren dispensation til at læse 10 ECTS-point mindre, hvis man selv underviser i et fag på 10 ECTS-point. På den måde kan man tilbyde instruktorerne de optimale arbejdsbetingelser, som fremmer den højeste undervisningskvalitet. Derudover bør Instituttet også revidere det afsatte antal forberedelsestimer, men det er en diskussion, som jeg ikke vil gå ind i her.

Det handler om anstændighed

Jeg er klar over, at Instituttet er begrænset i sine handlemuligheder fra et højere niveau i fødekæden. I sidste ende er det dog Instituttets ansvar at sikre høj kvalitet i de studerendes uddannelse såvel som et tåleligt arbejdsmiljø for de ansatte instruktorer og undervisere i almindelighed. Da de to forhold er gensidigt afhængige, er der for Instituttets ledelse ikke nogen anden udvej end at tage tyren ved hornene og adressere den langt fra nye problematik. Problematikkens alder taget i betragtning er det også efter min mening skuffende, at der skal en studiefremdriftsreform til, for at vilkårene for instruktorordningen forringes i en sådan grad, at Instituttet forhåbentligt føler sig nødtvunget til at handle.

Konkret må Instituttets ledelse undersøge, hvordan instruktorordningen med sine mange fordele – og som den økonomisk mest rentable undervisningsform – kan bevares, samtidig med at man undgår de tidligere nævnte scenarier. At gøre instruktorgerningen dispensationsberettiget er for mig at se den optimale løsning.

Det er mit håb, at ledelsen på Institut for Statskundskab vil tage de nødvendige skridt for at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og sikre ordentlige arbejdsvilkår i fremtiden. Det vil komme alle til gavn – Instituttet, de studerende og instruktorerne. Når alt kommer til alt handler det om at behandle folk ordentligt. Det handler om anstændighed.

Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens personlige holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis andre instruktorers holdning.

NB! Deadline for denne artikel faldt før at ledelsen på KU og Studenterrådet indgik en aftale om justering af fremdriftsreformen pr. 1 september 2016.