Skip to content

Det Sker: uge 15

Så skete det! Vi er nået til det punkt i årets forløb, hvor solen rent faktisk skinner lidt af og til, og snevejr kun indtræffer sporadisk med længere og længere tids mellemrum. Uanset hvor presset du er af Metode 2, bachelorskrivningen eller dit speciale, er der derfor ingen undskyldning for ikke at komme ud og få en på opleveren. MED ANDRE ORD leverer som altid ugens guide til de sjoveste, hippeste og mest lærerige begivenheder i ugens løb.

Mandag

Er du som en god scient.pol. dybt engageret i en håndfuld forskellige foreninger og organisationer? Så har du sikkert også oplevet, hvordan den hastigt forandrende verden udfordrer organisationernes arbejde for indflydelse. Det er i hvert fald den grundlæggende tanke i Mellemfolkeligt Samvirkes arrangement ’Power Talks’. ’Power talks’ er en debatrække med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvordan skaber vi en fremtid, som sætter mennesker og lighed i centrum?”. I denne uge består panelet af Rasmus Kjeldahl, Tim Whyte og Henrik Larsen, der skal diskutere, hvordan en organisation kan holde trit med en verden i forandring uden af give køb på sine værdier. Det foregår i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Fælledvej. Og så er ugen vist sparket i gang på bedste vis.

Powertalk: Organisationers forandring og fastholdelse af værdier. Fælledvej 12, 2200 KBH N. Kl. 16.30 – 18.00

Tirsdag

Har du også hørt en masse bekymrede mennesker føre ophidsede samtaler om ’lockout’ og ’overenskomstforhandlinger’? Den er god nok – under navnet #OK18 foregår der for tiden en omgang meget vigtige forhandlinger, der potentielt kan have afgørende betydning for den danske models fremtid. I den forbindelse inviterer en sammenslutning af københavnske fagforeninger tirsdag til en kæmpe demonstration på Bertel Thorvaldsens Plads. Der vil være musik og en hel masse forskellige taler. Så uanset om du tilhører gruppen af indignerede borgere, der råber på solidaritet med arbejderne, eller du synes, de bare skulle tage sig sammen og lade være med at protestere så meget, kan du dukke op og om ikke andet høre lidt mere om det hele. Det begynder kl. 16.45.

Skulder ved skulder – En løsning for alle. Bertel Thorvaldsens Plads. Kl. 17.00 – 18.30

Onsdag

Det er blevet onsdag, det er snart weekend og tid til ugens anden paneldebat. Læser du denne guide, er du nok en ung, københavnsk universitetsstuderende – og sandsynligvis venstreorienteret. Ikke desto mindre bør du denne aften finde din indre kapitalist frem og tage til Ræsons debat om det borgerlige Danmarks fremtid. Her kommer selveste Asger Aamund, Anders Krab-Johansen, Rasmus Jarlov, Alex Vanopslagh og Amalie Lyhne. Det er en del af serien af arrangementer RÆSON AFTEN, hvor der sættes fokus på tidens store politiske spørgsmål. Og når man nu som statskundskabsstuderende bør tage til mindst et par paneldebatter om ugen, findes der vel ikke mange bedre måder at bruge sådan en onsdag på.

RÆSON Aften: Det borgerlige Danmarks fremtid. Farvergade 25 KBH K. Kl. 17.00 – 18.30

Torsdag

Så blev det sgu lige lille fredag, og det må være slut med alle de debatter og demonstrationer. Denne aften kan du i stedet bruge i Musikcaféen, når Uniradioens tilbagevendende koncertrække ’Uniradioen præsenterer…’, præsenterer to koncerter med henholdsvis St. Augustin og Aureola, der efter sigende begge er højaktuelle kunstnere. Ifølge beskrivelsen bærer St. Augustins musik præg af ”aggressiv sårbarhed, og udfordrer kløfter mellem det raske og syge, normale og unormale, gode og onde”. Det er jo nærmest ren Foucault, så det kan jo kun være spændende. Aureola ”synger og producerer poetisk r&b, der med himmelråbende korklange og underjordiske hjerteslag fortæller om at elske og være til, og den svære kunst at gøre det på samme tid”. Der er lagt i kakkelovnen til en aften med store musikalske oplevelser.

Uniradioen præsenterer St. Augustin + Aureola. Musikcafeén. Kl. 20.00 – 23.59

Fredag

John Mearsheimer kommer til CSS. Han er faderen til offensiv realisme og nok den største nulevende teoretiker indenfor International Politik. Det skal du da opleve! Emnet er forholdet mellem teori og praksis, og debatten modereres af vores egen Ole Wæver. Arrangementet afholdes af Det Udenrigspolitiske Selskab og kræver ingen tilmelding, men du bør nok dukke op i god tid, hvis du skal være sikker på, at nuppe en af de velpolstrede stole.

Professor John J. Mearsheimer: American IR Theory. CSS. Kl. 15.15 – 17.00