Det skete!

DKP eller DAK

Et friskt kuld stud.scient.pol´ere og en ny studieordning er rullet ind over Institut for Statskundskab. De nye studerende er nu kommet (nogenlunde) helskindede gennem introforløbet og er blevet introduceret til de fem (!) fag, de skal jonglere. Et af fagene hedder noget så uinspirerende som ´Dansk og Komparativ Politik´, men gemmer på den absolut pragtfulde forkortelse ´DKP´. Men ak, DKP var åbenbart lidt for prekært, så derfor må alle nu mindes rustur og Randersbar, når de i stedet tager til undervisning i DAK 1, 2 og 3. #dakkedak

You´ve got mail

Eureka! Mangt en studerende havde nok aldrig troet, at dagen skulle komme! Men nu er den her – den dag, I alle sammen har ventet på (og ikke vidste allerede har været her, fordi I ikke tjekker jeres KUmail). Uniavisen sender ikke længere nyhedsbreve via KUnet! Hermed har Uniavisen sparet sig selv for flere tragikomiske mail-kæder og optrædener i diverse studenterrevy´er. Det er vi vist flere, der er glade for.

Urbant planteliv

Pludselig en morgen dukkede et mindre gartneri op på CSS og ikke mange timer senere, var atrium iklædt blomsterkasser fra top til tå. Ingen er helt klar over hvorfor, men når nu der stod “Jydsk Planteservice” på siden af lastbilen, er der nok nogle, der er drejet forkert ved Fredericia. Konklusion: Der er altid penge til pæne planter.

“Festskrift” substantiv, intetkøn

Kvinden, legenden, professoren. Instituttets egen Hanne Foss Hansen fyldte for nyligt 60 år – og det gik bestemt ikke stille for sig. Dagen blev selvfølgelig fejret i frokoststuen på CSS, og der blev i anledningen udgivet et regulært festskrift med titlen “Styring og Evaluering i den Offentlige Sektor”. Lige hvad man ønsker sig.

Den store brand på polit

Kommentarfeltet var glødende og bølgerne gik højt. Vi skal ikke grave (alt for meget) i det, men bare lige komme med en kort kommentar til de kære økonomer: Humor eksisterer ikke i et vakuum løsrevet fra den virkelige verden. Skulle nogle af jer i fremtiden få en ustyrlig lyst til at smide en medstuderende over skulderen, arrangerer vi gerne et seminar i samtykke. Og hvis I, igen i år, har underskud i kassen, skal vi nok klare regningen.

NPM-paradigmet

Institut for Statskundskab har fået ny strategi. Desværre er den skrevet på DJØFsk og i mylderet af lidt vage budskaber om synergi, problem-solving og empowerment fremstår det relativt uklart, hvad meningen egentlig er. Man kommer hurtigt til at tænke på New Public Management. Selvom instituttet bruger megen tid på at undervise i styringsparadigmer og effekterne af NPM, formår man altså ikke at se ud over dem.

Litteraturen gør fucking, hvad den vil

Næste artikel

Litteraturen gør fucking, hvad den vil

Langt ude på Søndre Campus (tidligere kendt som KUA) kan litteraturstuderende tage kurset ’Den politiske roman i dag’, hvor pensum blandt andet består af Foucault, Fukuyama og ’I Love Dick’. MED ANDRE ORD har interviewet kandidatstuderende Anton Juul om, hvad der gør en roman politisk, og hvorfor vi overhovedet skal bekymre os om litteratur, når vi taler politik.