Er det et udtryk for sexisme eller selvcensur, når kvinder 100 år efter indførelsen af den fulde valgret stadig er i undertal i den offentlige debat?

”Du har menstruation i hjernen, klamme so!”

Er det et udtryk for sexisme eller selvcensur, når kvinder 100 år efter indførelsen af den fulde valgret stadig er i undertal i den offentlige debat?

Med en kvindelig statsminister ved roret synes det demokratiske ligestillingsprojekt anno 1915 at have nået sit endemål. Kvinder kom, de så, de sejrede.

Alligevel kan der siges at være noget råddent i Danmarks rige. Meningsdanner, politiker og debattør er fortsat mandsdominerede titler, og ifølge en optælling fra Politiken i 2012 var 72 procent af deres modtagne debatindlæg, kronikker og politiske analyser skrevet af mænd.

Kigger man derimod på uddannelsesstatistikkerne, tyder det ikke ligefrem på, at moderne kvinder mangler et oplyst grundlag for at kunne deltage i debatten. Så hvorfor forholder kvinderne sig stadig tavse?

”SØDE, LILLE SKAT…”
Sexistiske under- og overtoner, nedladende tale og en generel hård debatjargon er blevet nævnt som årsag til, at kvinder i mindre grad end mænd stiller sig på ølkassen og taler deres sag. I efteråret 2014 viste DR’s programserie Ti stille, kvinde, hvordan kvindelige debattører, professorer og politikere betaler en høj pris for deres ytringer.

Hvad enten de medvirkende havde modtaget harske Facebook-kommentarer eller deciderede voldtægtstrusler, var det et generelt fællestræk, at tilsviningerne ofte var relateret til deres køn. Som seer blev man efterladt med den deprimerende konklusion, at kvindelige debattører 100 år efter, at de fik adgang til den demokratiske arena, stadig bliver vurderet på baggrund af det, som sidder mellem deres ben, frem for det, som kommer ud af deres mund.

DEN TAVSE BAGERSTE RÆKKE
Frygten for chikane og sexisme vil uden tvivl kunne forklare en del af spørgsmålet om det tavse køn, og det kræver ikke megen Hal Koch-læsning at forudse konsekvenserne for demokratiet. Men er det ligeledes frygten for chikane, der gør, at det typisk er mandlige studerende, der stiller kritiske spørgsmål til oplægsholderne ved de faglige arrangementer på CSS? At det ofte er drengene, der er aktive til forelæsninger og holdundervisningerne, mens der sidder en stribe af lige så kloge piger, der brænder inde med lige så kvalificerede svar, men som af uransagelige årsager tier stille?

”Som seer blev man efterladt med den deprimerende konklusion, at kvindelige debattører 100 år efter, at de fik adgang til den demokratiske arena, stadig bliver vurderet på baggrund af det, som sidder mellem deres ben, frem for det, som kommer ud af deres mund” – Katrine Bundgaard Schow Madsen

Måske kunne det tænkes, at den allerstørste hindring for reel ligestilling i debatten slet ikke skal findes blandt ubehagelige kommentarer på Facebook, men blandt kvinderne selv?

KVINDE, KEND DIN STEMME
Om det er den såkaldte Flinkeskole, rester af traditionelle kønsroller i børneopdragelsen eller en særlig kvindelig jantelov, der ligger til grund for kvinders offentlige tavshed, kan der være mange holdninger til. At gøre sin mening offentlig handler om at tage en chance, velvidende at der kan blive sendt rådne tomater ens vej. For 100 år siden var der en række kvinder (og mænd), der gjorde netop det, og hvis deres mission skal fuldendes, bør man måske begynde at øve sig i at gå planken ud og åbne munden. Øvelse gør som bekendt mester(inde), og hvis morgendagens debat skal udgøres af flere med dobbelte X-kromosomer, kræver det en træning af stemmebåndet. Hvad enten det sker i form af et læserbrev eller til et oplæg i Bygning 35, gavner det wwikke kun den enkelte. Det vil også være en solid, omend skjult, langefinger til de neandertalere, der mener, at en kvinde i debatten kalder på et verbalt klap bagi. Det skylder vi næsten de kvinder, der tidligere har kæmpet for vores ret til at blive hørt.

Når forskningen rammer terrænet

Næste artikel

Når forskningen rammer terrænet

Professor Peter Dahler-Larsen fortæller her, hvordan friktion mellem undersøgelsesdesign og virkelighed i et netop afsluttet forskningsprojekt giver anledning til videre refleksion over statskundskaben i en anvendelsesorienteret kontekst.