Skip to content

Min dag som utjekket turist – en scene i Ramallah

Catarina Dybdahl tog i sommer familien med til Israel/Palæstina. Hun har sendt MED ANDRE ORD en beretning om mødet med påklædningen i Ramallah

I sommer var jeg en tur i Israel. Jeg havde besluttet, at familien skulle hives med til en alternativ feriedestination, hvor vi kunne opleve noget nyt, spændende og eksotisk. Efter flere dage i Tel Aviv, hvis centrum næppe kan siges at adskille sig væsentligt fra enhver anden vestlig storbys, skulle dette ønske vise sig at gå i opfyldelse. Guidebogen var konsulteret, og vi besluttede at køre en tur til Ramallah. Ramallah fungerer som administrativ hovedstad for de palæstinensiske territorier, og beskrives i Lonely Planet som en by ”(that) is known for it’s religiously relaxed atmosphere (…) with a highly educated and fashionable population”.

Med guidebogens ord i hovedet og en momentan forglemmelse af Ramadanen, tog vi uden megen overvejelse om påklædning af sted i udlejningsbilen. Efter møje og besvær fandt vi ind til Ramallah centrum, hvor steg vi ud af den aircondition-kolde bil, ud i årstidens mur af varme, hvis ubehag kun forværres af byens biler, busser, smalle gader og utrolig mange mennesker. Gaderne var fyldt med boder, der solgte alt fra plastikklipklappere til elektronik, og hvert et ledigt hjørne var indtaget af grupper af børn og unge drenge, der legede, snakkede og løb ærinder for de omkringliggende boder. Overalt, hvor vi så, var der en hektisk aktivitet, der ville have været enhver myretue værdig.

Vi udgjorde i dette inferno af et bybillede en fremmed flok; en distinkt art, vi fire. Min søster og jeg i shorts og sommertoppe, det blonde hår i hestehale og min far og bror ligeledes i shorts og T-shirt. Det var som en scene i en film, hvor alt er i slowmotion, eller en ond drøm, du ikke kan vågne fra. Det var, som om gaden stoppede og alle holdt vejret, mens de synkront drejede blikket mod os. Flere mænd, der gik forbi, holdt sig for øjnene og vendte sig om for at kigge ind i væggen, til vi var gået forbi. Yngre drenge grinede og pegede og kvinderne snakkede og skyndede på deres børn på vej forbi os.

Efter 20 meters skamfuld bevidsthed og pinagtig gang på det overfyldte fortov skyndte vi os ind i en butik for at købe et hvilket som helst stykke stof, der kunne dække enten skuldre eller ben. Desværre var der ingen, der tog vores Visa-kort, og vi havde endnu ikke hævet kontanter.
Efter en desperat søgen efter en hæveautomat, der fungerede, under hvilken min søster og jeg havde forsøgt at gemme os lidt i et hjørne i et indkøbscenter, fandt vi endelig frem til en åben bank. I køen til hæveautomaten blev vi kontaktet af en mand, der med en meget truende adfærd fortalte os, hvordan vi krænkede alle, der befandt sig på gaden midt i den helligste måned på året. At vi burde tildække vores kroppe og få respekt for os selv og andre. Med bævende læbe forsøgte jeg at undskylde og forklare, at vi, så hurtigt vi kunne, ville gøre noget ved situationen.

Da hæveautomaten endelig spyttede penge ud, løb vi ind i butikken på det nærmeste hjørne. Her fik vi, for den nette sum af 75 danske kroner, to sæt af  den foreskrevne religiøse mode. En gulvlang nederdel blev toppet med en slags lukket kappe med hætte i moderigtigt blomstermønster. Med disse ganske få meter stof skulle det vise sig, at vi kunne gå fra at være skamfulde og respektløse til at blive ganske eftertragtede. Opmærksomheden aftog kun minimalt, men ændrede drastisk karakter. Flere gange blev min far stoppet og spurgt, hvad han arbejdede med, hvor gamle hans døtre var, og om de talte arabisk. Mavefornemmelsen var dog uændret. Jeg har aldrig følt mig så forkert. Så udenfor. Aldrig har jeg skammet mig så meget over mig selv, min fremtoning, min krop og mit hår. Jeg havde aldrig troet, at der i mit liv skulle komme til at føle lettelse over at dække mig til, en lettelse over at gemme mig væk.

Efter en gåtur rundt i centrum, hvor min 17-årige lillebror var ved at omkomme af røde kinder over al den uønskede opmærksomhed, hastede vi tilbage til bilen. Der var ingen af os, der havde lyst til at bruge bare ét minut til i Ramallah. Familien Danmark havde fået rejseoplevelse nok for en enkelt dag. ♦