Skip to content

Det Sker: uge 12

Hold da kegle, hvor er det blevet koldt. Igen. Solen nåede knap at varme vores forfrosne tæer (og hjerter) inden vejrappen igen meldte ´føles som -10´. Nå. Men altså, i et forsøg på at motivere os selv til at komme ud af sengen, har vi samlet 17 gode grunde til at kravle ud fra under dynen, tage bukser på og tage ud i verden.

Mandag

Vi starter i det velkendte, et sted hvor du, medmindre du har hacket uddannelsessystemet, nok alligevel kommer ret ofte – på CSS. Dr. Mark Levene fra University of Southampton besøger IfS til et seminar om politisk teori. Mark Levene vil tale den spænding, der eksisterer mellem akademia og aktivisme på baggrund af den britiske historiker, forfatter og socialist E.P. Thompsons arbejde. Derudover vil ph.d.-studerende Mads Ejsing også præsentere et paper om behovet for mere aktivisme og praktisk orienteret politisk teori. Og hvis du, efter dette fremragende arrangement, skulle have lyst til at stikke næsen op fra teori-bogen og bevæge dig ud i verden, er der masser af ting at tage sig til. CPH:DOX, den danske dokumentarfilmfestival løber fra den 15.-25. marts og viser i disse dage over 200 film. Nedenunder finder du et lille potpourri af nogle af de film, der vises netop denne mandag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mark Levene seminar. CSS, lokale 5.1.46. Kl. 13.00 – 15.00

Tirsdag

Hvis du lige har brug for en god dyb vejrtrækning ovenpå mandagens strabadser, leverer KBH+ gratis yoga til dig under 30 år. Begivenheden siger noget om at finde redskaberne til bedre at håndtere en travl hverdag, styrke din krop og lære dig selv bedre at kende, og det lyder jo alt sammen herligt. Derudover er yogalæreren Anne Weissenborn uddannet et sted i det nordlige Indien, og det tager vi som et kvalitetsstempel i sig selv.

Og apropos yoga … arh … vi burde have skrevet en smooth transition her. Noget med selvindsigt og yoga og natur og grøn – Niko Grünfeld fra Alternativet!

Kultur- og fritidsborgmesteren inviterer nemlig i forbindelse med CPH:DOX indenfor på sit kontor til visning af dokumentarfilmen ´A Good Week for Democracy´. Før filmvisningen stiller Alternativets politiske leder Uffe Elbæk og demokratientreprenør Zakia Elvang op til spørgsmål fra Niko Grünfeld, og der er lagt op til en snak om hvor vores demokrati bevæger sig hen, og hvordan vi i fremtiden udvikler det moderne demokrati. ´A Good Week for Democracy´ er en dokumentarfilm, der omhandler svenskernes svar på Folkemødet. Siden 1968 har svenskerne hvert år mødtes i Almedalen på Gotland og diskuteret diverse politiske problemstillinger. I filmen følger man politikere, journalister og lobbyister og ser, hvordan de navigerer i det moderne demokrati.

Gratis Yoga u/30. Emblasgade 175, 2100 KBH Ø. Kl. 10.00 – 11.30

Demokratifilm på Borgmesterens kontor // CPH:DOX 2018. Københavns Rådhus. Kl. 18.00 – 20.00

Onsdag

Onsdag er det med at lægge berøringsangsten væk og slå lyttelapperne ud – det skal nemlig handle om mænd i #metoo og intersektionalitet. Roger Matthisen, der er MF´er for Alternativet, og kønsdebattør Henrik Marstal arrangerer i samarbejde med NGO’en DareGender og Everyday Sexism Project Denmark seks samtalesaloner, der skal starte en åben samtale om, hvordan mænd kan komme på banen i ligestillingsdebatten og forholde sig til bevægelsens krav om selvreflektion hos mænd. En række mandlige folketingspolitikere og kønseksperter får mulighed for at bringe deres egne synspunkter, perspektiver og erfaringer med ind i debatten – og i aften er turen kommet til Mads Fuglede fra partiet Venstre. På det gode Studenterhus diskuterer BLUS samme aften intersektionalitet i det københavnske LGBT+ miljø. Et lille panel deler deres egne historier om at stå i skæringspunktet mellem undertrykkelses- eller diskriminationssystemer. Bagefter er der lagt op til en større debat mellem alle deltagere.

MændTaler – en vej frem efter #MeToo? Samtale 2. MellemRummet. Kl. 19.00 – 20.30

Intersectionality – differences within communities. Studenterhuset. Kl. 20.00 – 23.00

Torsdag

Torsdagen er en blandet pose slik. Blandt andet løber fjerde omgang af ´historier om verdensmålene´ af stablen. ´Historier om verdensmålene´er 17 events med udgangspunkt i de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling – ét event for hvert af målene. I aften er turen kommet til verdensmålet om lige adgang til kvalitetsuddannelse og livslang læring. Formatet er TED-talk-ish og gennem oplæg af fagpersoner og eksperter belyses problemstillingerne omkring det enkelte mål fra hhv. et globalt og et europæisk perspektiv. Bagefter er der debat eller samtale, hvor lige præcis du har muligheden for at give dit bud på udfordringer og løsninger ift. det specifikke verdensmål.

Og så er der Sociologisk Revy! (Vi lover at arbejde på vores overgange.)

Sociologisk Revy løber af stablen for kun anden gang og inviterer indenfor til det, de beskriver som ´spas, løjer og fede tider´. Arrangørerne gør selv opmærksomme på, at det godt nok ikke er Bremen Teater, men mon ikke også at Katedralen på CSS kan skabe rammerne for en festlig og underholdende aften. Sociologisk Revy spiller to forestillinger torsdag og en enkelt fredag.

Sociologisk revy 2018. Katedralen. Kl. 16.30 – 19.00

Historier om verdensmålene. NytEuropa, Svanevej 22 KBH NV. Kl. 17.00 – 19.00

Fredag

Du er der næsten! For enden af ugen ligger en weekend fyldt med dårlig samvittighed over alt det, du ikke har fået læst og de 100 øl, du drikker for at glemme din dårlige samvittighed. Men først er der lige nogle vigtige ting, du skal!

Vigtig ting nr. 1: Danmarks første borgerforslag ryger til førstebehandling i Folketinget – og du skal møde op og supporte. Det synes bevægelsen mod begrænsningen af dobbeltuddannelse i hvert fald. På baggrund af borgerforslaget om afskaffelsen af begrænsningen på dobbeltuddannelse (altså det der med uddannelsesloftet) er der fremsat et lovforslag om at afskaffe begrænsningen af dobbeltuddannelse. Og det behandles så denne fredag formiddag, hvor bevægelsen mod loven opfordrer dig til at tage din ven, klassekammerat, medstuderende, mor, far eller morfar med under armen.

BREAKING: De studerende på IfS har fundet på noget, som Mikkel Vedby vil støtte økonomisk. Foreningslivet er i chok!

Vigtig ting nr. 2: Statskundskabs Debatturnering er tilbage – og vi synes, at du skal tage med. Otte studerende debatterer mod hinanden i en knock-out-turnering, der bedømmes af et dommerpanel med erfarne debattører, der har dansk politik tæt på og er uddannede cand.scient.pol´er. Årets panel består af Amalie Lyhne, som er lederskribent for Børsenog tidligere seniorrådgiver i LA, Noa Redington, der er politisk kommentator hos Politiken og TV2 News og tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning og endelig Martin Krasnik, der er tidligere vært på Deadline og redaktør på Weekendavisen.

Vinderen af den statskundskabslige debatturnering modtager en opstemmende præmie på 1.000 kr. og et års abonnement til en valgfri avis efter smag. Arrangørerne foreslår selv Politiken eller Berlingske som oplagte (og velansete) valg.

Fællesudflugt til 1. behandling af udd. loftet!. Folketinget. Kl. 10.15 – 13.00

Statskunskabs Debatturnering 18´. 35.01.05 CSS. Kl. 17.30 – 20.00

Weekend

I weekenden skruer vi ned for fagligheden og op for indtagelsen af alkohol (ikke at du behøver gøre det samme selvfølgelig, og det er helt legit og socialt acceptabelt at lade være).

Heidegger skrev Væren & Tid. Sartre skrev Væren & Intet. Nu kommer Væren & Vin. Absalon slår dørene op for arrangementet, der i bund og grund handler om at hygge og vine, mens man deler historier fra sin egen hverdag og kobler af i godt selskab. Denne gang er fortællerammen vores arbejdskultur, og om det er arbejdet i sig selv, der er skidt for os, eller om det er måden, vi arbejder på. Uanset hvad svaret bliver, er det nok lettere at fordøje med et glas god vin i hånden.

´Hold on to your Henry hats,´ skriver Mikkeller & Friends på Facebookbegivenheden. Og hvorfor skal du så holde fast på hatten (og brillerne)? Jo! Mikkeller & Friends fejrer femårs fødselsdag og det betyder special edition øl i lange baner, fest fra klokken 11 om formiddagen og masser af gratis bajselademadder. Oh yes, allerede klokken 11 er der en form for løb, hvor løberne bagefter får gratis øl, og fra frokosttid løber der specialøl gennem hanerne, og der serveres både mad og drikke hele dagen + aftenen. Engang midt på eftermiddagen er der ølsmagning, og når klokken slår 17.00 står der noget med 200 gratis øl. Det lyder sindssygt. Særligt det der med de gratis øl.

Søndag kan du nå nogle af de sidste film til CPH:DOX, tage ned og gøre din cykel forårsklar hos Prismen eller tage til Onkel Reje Show i Rødovre. Du kan også bare blive i sengen, se Netflix og kigge ondt på din metode-bog.

Væren & Vin #5 – Arbejde. Tårnværelset, Absalon. Kl. 19.30 – 21.30

Mikeller & Friends 5th Birthday!. Mikkeller & Friends, Stefansgade 35 KBH N. Kl. 11.00 – 02.00

 

Har du en begivenhed du gerne vil have delt i en udgave af DET SKER eller dækket på medandreord.dk? Så skriv til vores facebookside eller kontakt os på mail: medandreord.ifs@gmail.com