Skip to content

Det sker: Uge 6

Mandag

Hvis nogen på CSS skal gøre sig forhåbninger om at komme levende igennem denne første kolde undervisningsuge, skal der være noget helt særligt på programmet. Og heldigvis kommer Copenhagen Winter Pride Week til undsætning! Når ugen starter med en ligestillingsminister fra Venstre og slutter med ´analsex 101´, burde der være noget for enhver smag. Mandagen byder også på et besøg fra udenrigsminister Anders Samuelsen der vil gøre status over den internationale udvikling og dens påvirkning på dansk politik. Ministeren vil blandt andet komme ind på hvad det betyder for Danmark og vores udenrigspolitiske alliancer, at den globale magtbalance forskydes, hvordan vi håndterer den stigende usikkerhed i vores nærområde, og hvor EU er på vej hen. Men der er også sat tid af til spørgsmål, så hvis du går og ruger over noget, som kun Samuelsen kan svare på, så er det nu, du skal afsted!

Winter Pride Week. Studenterhuset. Den 5/2 Kl. 16.00 – den 10/2 kl.  15.00

Mød udenrigsminister Anders Samuelsen. Chr. Hansen Auditoriet. Kl. 15.30 – 17.00

Tirsdag

Hvis du troede, at det kun var sommeren der bød på festivaler en masse, tager du grueligt fejl. Lige nu huserer både Frost Festival og Copenhagen Light Festival, og derfor skorter det ikke på hverken musikalske eller lysende indslag i det københavnske kulturliv – blandt andet er Instagram-sensationen og lysinstallationen ´The Wave´ tilbage på Ofelia Plads! Hvis det bliver lidt for normcore for den kulturradikale scient. pol´er, behøver du ikke at fortvivle. Glyptoteket svøber deres facade i rødt lys og omdanner, med lys- og lydinstallationer, Vinterhaven til en egyptisk oase i den Københavnske storbyørken. Aftenens insta-post er hermed reddet.

Nat i oasen. Glyptoteket. Kl.16.30 – 18.00

The Wave. Ofelia Plads. Kl. 06.00 – 00.00

Onsdag

Denne onsdag vender vi hjem til sikkerheden hos den kommunale administration. Københavns Kommune siger ´tak´ til byens vinter-cyklister og tilbyder gratis cykeltjek og varm kakao på Toftegårds Plads. Hvis du ikke kan nå forbi selve arrangementet skal der også lyde en anbefaling af Facebook-begivenhedens kommentarsektion, hvor brugen af skattefinanserne flittigt og passioneret diskuteres. Denne aften er der også debatarrangement på Statens Naturhistoriske Museum med overskriften ´Cirkulær økonomi i øjenhøjde´. Så hvis du trænger til en god omgang forbrugskritik er her en gylden mulighed for at få eksperter og fagpersoners bud på en bæredygtig fremtid.

Cykeltjek og varm kakao til vinterens cyklister! Toftegårds Plads. Kl. 15.00 – 17.00

Cirkulær økonomi i øjenhøjde. Øster Voldgade 5, Statens Naturhistoriske Museum. Kl. 19.30 – 21.00

Torsdag

Hvis cirkulær økonomi og bæredygtighed er en af dine store passioner, er der ingen grund til at stoppe begivenhedsrækken her. Café Nutid slår dørene op for det første af 17 events med udgangspunkt i de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Denne aften er der fokus på afskaffelse af fattigdom og Adam Moe Fejerskov, der er forsker fra DIIS (Danish Institute for International Studies), vil gøre de fremmødte klogere på, hvordan Danmark generelt arbejder med fattigdomsbekæmpelse i det globale syd, mens Ole Kjærgaard fra Rådet for Socialt Udsatte vil fortælle om, hvordan EU´s 2020-planer kan medtænkes i fattigdomsbekæmpelse i Danmark. I den mere CBS´ede ende af skalaen kan du, i samme tidsrum, tage til pitch med 50 startup-virksomheder der udbyder i alt 200 studenterstillinger i det private erhvervsliv.

Historier om verdensmål #1. Cafe Nutid Kl. 17.00 – 19.00

50 startups pitch 200 student-jobs. Porcelænshaven – CBS. Kl. 15.00 – 18.00

Fredag

Du gjorde det! Du klarede den første uge af semestret! Og det skal fejres! Du er nu en uge inde i Copenhagen Winter Jazz (Ja, endnu en festival), og det betyder også, at du kan skeje helt ud på art-skalaen. En ukendt mand ved navn ´Frederik´ åbner sit hjem i den hippe ende af Nørrebro og agererer vært for Alex Jönsson, en af skandinaviens førende jazz-guitarister – og du er selvfølgelig også inviteret. Det bliver både intenst og intimt, når den står på en aften fuld af akustisk guitar. Og apropos intenst og (hvis du er heldig) intimt, så slår vores alle sammens Kommune dørene op for semestrets første festivitas og inviterer til semesterstartsfest. Hvis hverken jazzy-og-følern-art eller shots-til-lyden-af-helmig frister, har vi et sidste foreslag til, hvor du kan slå dine folder denne frostklare fredag nat. Destination: Charlottenlund Travbane! På med den store hat og den henslængte cremefarvede sweater og så afsted med dig. Invitationen er åben for både veteraner og amatører, unge og gamle og i anledningen af fredag lokker man den unge generation med fri bar og studentervenlige priser. Om det virker? Ja, det er op til dig.

Vinterjazz X Alex Jöhnsson. Et (næsten hemmeligt) sted på Peter Fabers Gade. Kl. 21.00 – 22.30

Semesterstatsfest F2018. Kommunen. Kl. 20.00 – 02.45

Fredagstrav. Charlottenlund Travbane. Kl. 15.00 – 18.30