I tider som disse, hvor vi er omgivet af politiske og demokratiske kriser, bør vi stille spørgsmålstegn ved dueligheden af vores politiske system. Men på selve studiet af politik, Statskundskab, forsøger vi hverken at kritisere eller udvikle systemet – vi opretholder det bare. Bør det virkelig være formålet med statskundskab anno 2016?
Hvordan bliver statskundskabere mest konkurrencedygtige til fremtidens arbejdsmarked i forhold til kandidater fra CBS? Det var hovedfokus, da en række nyudnævnte professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet tilbage i foråret diskuterede studiets fremtid. Ligeledes var introforelæsningen i faget International Politik for nylig et eksempel på, hvordan vejledning til det berygtede 12-tal samt spørgsmål som ”kan vi blive hørt i det til eksamen?” fylder mere og mere i undervisningen. Dermed lader vi ofte karakterer determinere vores læring fremfor vigtigheden af og det interessante ved de forskellige fag. Men er det virkelig karakterer og fremtidige jobmuligheder, der bør være definerende for studiet af politik anno 2016? Nej, jeg mener derimod, at det, i en tid med enorme politiske og demokratiske kriser, er vores ypperste opgave på Statskundskab at gå forrest i udviklingen af det politiske system.
Verden skriger på nye politiske tanker. Vi har historisk mange humanitære katastrofer, hvoraf fire af FN kategoriseres som værende på det alvorligste katestrofe-niveau. 65 millioner mennesker er på flugt, hvilket er det højeste antal siden 2. verdenskrig. Siden 1980’erne har uligheden været stigende i både u- og ilande verden over. Politikerleden er voksende verden over, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved Brexit, Trumps popularitet i USA og nationalismens sejrsgang over Europa. I Danmark har vi sågar nået det laveste niveau af tillid til politikere i 25 år. Det er helt tydeligt, at vi har store politiske udfordringer, hvorfor jeg mener, at vi på studiet af politik bør gøre mere for at stille spørgsmålstegn ved vores system og udfordre det.
Størstedelen af færdiguddannede statskundskabere havner i embedsværket, og en del ender i interesseorganisationer eller som folkevalgte politikere. Faktisk har 22 % af vores politikere studeret statskundskab. Ergo udgør vi en relativt stor del af vores politiske system. Jeg tror, det er meget usundt for systemet, at vi har så mange siddende, der er opdraget til at tænke fuldstændig ens og opretholde systemet, fremfor at udfordre det. Flere fremtidige cand.scient.pol’ere kommer til at sidde i positioner, hvor de kan forhindre en eventuel ny finanskrise eller påvirke internationale konflikter. Derfor er nytænkning vigtigt. Jeg vil derfor gerne starte debatten om, hvordan fremtidens Statskundskab bør se ud med disse bud.
Mere alternativ, kritisk økonomi
”I skal være langt mere kritiske [overfor økonomer]. Problemet er, at de fleste tror, at økonomi er en eksakt videnskab som fysik eller kemi. Men mennesket har sin fri vilje, og ingen kan regne ud, hvad der sker i morgen.” Sådan lød opfordringen fra den sydkoreanske Cambridge-professor, Ha Joon-Chang, for nylig i et interview til Politiken. Lad os på Statskundskab tage den opfodring til os. Eksempelvis ved at stille spørgsmålstegn ved vores økonomiske regnemodeller, som ligger til grund for udformningen af politik, stille spørgsmålstegn ved den økonomiske politik, der førte til finanskrisen eller den økonomiske politik, der er årsag til den stigende ulighed.
Stil spørgsmålstegn ved demokratiet
Tilbage i 1947 konstaterede den tidligere britiske premierminister, Winston Churchill, at ”Democracy is the worst form of government – except of all the others”. Godt 70 år senere fylder demokratikritikken ikke meget på Statskundskabsbacheloren – måske med undtagelse af et overfladisk politisk filosofikursus, PTI, på 1. semester. Vi har derimod flere demokrati-lovprisende kurser som Politologisk Grundkursus og Almen Statskundskab. Lad os turde udpege og diskutere demokratiets udfordringer og ulemper i tider, hvor disse er så synlige med hændelser som Brexit, Donald Trumps popularitet i USA og den voksende politikerlede.
Flere og bedre muligheder for ophold udenfor instituttet
På pendanter til den danske statskundskabsuddannelse verden over er det obligatorisk at tage et semester – sommetider et helt år – af bacheloren i udlandet. Statskundskab på KU er derimod et af de studier i Danmark, hvor det er allersværest at komme på udveksling på bacheloren. F.eks. er vi kun 8 ud af ca. 270 på min årgang, der er taget på udveksling. Det skyldes, at man har så specifikke krav til, hvad bacheloruddannelsen skal indeholde, at kun få europæiske universiteter lever op til dette. Vi burde i stedet gøre en dyd ud af at have studerende, der kommer ud og har fået forskellig erfaring – eksempelvis gennem udvekslingsophold.
Ikke-vestlige tænkere skal på pensum
Der er tænkt så mange politiske tanker verden over, så hvorfor skal vi holde os inden for et vestligt paradigme? Hvis vi nogensinde skal begå og forstå os politisk i en global verden, er vi også nødt til at studere den. Det vil jeg vove påstå, vi bedre gør ved at læse tænkere fra hele verden. Lad os derfor få ikke-vestlige tænkere på pensum.
Vores udgangspunkt er forkert
De ovenstående kritikpunkter er nogle, som man mere eller mindre kan vælge at få opfyldt på kandidaten i Statskundskab. Så hvorfor bruger jeg overhovedet tid på at rejse denne kritik? Er det, vi lærer på bacheloren ikke bare vores politiske udgangspunkt, som vi så senere hen kan stille spørgsmålstegn ved og kritisere på kandidaten? Jo, og det er netop heri problemet ligger. For når vi vælger, at neoliberal økonomisk tænkning er udgangspunktet for økonomiundervisningen, når vi lettere ukritisk lærer om vores nuværende demokratiform som den bedste eller vælger at se alting fra et vestligt synspunkt, så er vi med til at fastlåse hinanden i den tankegang. Dermed begrænser vi også vores kritik af diverse teoriretninger til at være inden for samme paradigme. Derfor mener jeg, at hele statskundskabsuddannelsen bør være domineret af en langt mere kritisk kultur fra begyndelsen, i stedet for at vi lader det være op til de studerende selv, hvorvidt de ønsker dette på deres kandidat eller ej.
For når vi begynder at være kritiske ved at stille fundamentalt spørgsmålstegn ved det politiske system, er det også her, vi kan begynde og udvikle og forbedre vores samfund. Og det er nu engang det, studiet af politik bør handle om, fremfor kampen om topkarakterer og de mest prestigefyldte job.