Skip to content

DET SKER: UGE 43

MANDAG

Det prisbelønnede podcastfænomen Third Ear besøger Uniradion på Studenterhuset. Det digitale magasin står bag ’Kvinden med den store kuffert’ og har lavet dokumentariske serier om alt fra Scientology til Jakob Sheikh. Fælles for alle deres podcasts er, at de dyrker den gode historie helt ned i detaljen. Én af skaberne bag Third Ear – Tim Hinman – fortæller om podcastens delelementer, og Uniradion byder både på snacks og kaffe. Arrangementet er først og fremmest for medlemmer af Uniradioen, men hvis du skriver dig på ventelisten i en ruf, kan det være, at du kan få lov til at komme med alligevel.

Bag om podcasten med Tim Hinman fra Third Ear. Studenterhuset. Kl. 18.00-21.00

TIRSDAG

Kritisk Politologisk Studiekreds går ind i sin anden sæson og lægger hårdt ud med at læse uddrag af David Harveys ’Seventeen Contradictions and the End of Capitalism’. Som titlen antyder, er Harvey rødglødende marxist og sætter i værket fokus på ulighed, klimakrise og samfundets interne konflikter. Du kan stadig lige nå at melde dig ind i deres Facebook-gruppe og opdage, hvorfor det er værd at være kritisk politolog. Hvis du er mere interesseret i at kritisere Trump og Brexit, så holder Professor Stuart Ward oplæg om Storbritanniens relation til USA som en del af EURECOs forelæsningsrække.

KPS læser: David Harveys Seventeen Contradictions. CSS. Kl. 17.15
#4: Theresa, Trump & the transition to Global Britain. CSS 35.3.12. Kl. 16.15-18.00.

ONSDAG

Denne måned markerer 100-året for Oktoberrevolutionen, der virkeliggjorde kommunismen og dens – i bogstaveligste forstand – revolutionerende ideologi. Arbejdermuseet har selvfølgelig begået en udstilling om emnet, og onsdag er der fernisering med gratis entré, diverse taler og forfriskninger (læs: gratis vin). Derefter kan du slentre hen til Cinemateket, der som led i en længere USSR-serie sætter spot på propagandakunst. Her kan du blandt andet nyde én af Stalins yndlingsfilm ’Chapaev’ (1934), der, selv 83 år senere, scorer 71% på filmanmeldersiden Rotten Tomatoes.

Udstillingsåbning: Revolution. Октября 1917. Arbejdermuseet. Kl. 16.00-18.00
Film & foredrag: Sovjetisk propagandakunst + Chapaev (1934). Cinemateket. Kl. 19.00-21.00

TORSDAG

Ender du tit med at øve riffs i stedet for at læse Weber? Drømmer du om at slappe din bas i et muse-coverband ved siden af ministeriejobbet? Så er der formidable nyheder til dig! Torsdag fyrer Café Kommunen op for jam-aften. Grib trompeten, trianglen eller trombonen og kom ned og fejr lillefredag med den berygtede kombination af disko, folkekøkken og irsk kaffe. Hvis du springer happy hour over, kan du lige nå Centre for European Politics’ talk om sociale medier og politisk ekstremisme. Forskere fra New York University og University of Vienna er inviteret til at tale om sammenhængen mellem de to begreber og hvordan de kan påvirke Europas fremtid. Så er der lagt i ovnen til en festlig aften!

Jam i kommunen feat. DISKOdrengene. Kommunen. Kl. 17.00-22.00
Public Talk about Social Media and Political Extremism. CSS 1.1.18. Kl. 16.15-18.00

FREDAG

Et år er gået siden sidst og en ny JD-bestyrelse skal vælges ind. Den kommende bestyrelse er allerede sikret statskundskabs første formandskab bestående af intet mindre end 100% kvinder. I lyset af fredsvalget til forkvinde og næstforkvinde, stiller Astrid Brink Knudsen sig i spidsen for JD, mens Matilde Frederikke Nilsson stiller sig på taburetten som næstforkvinde. Hurra for dem og hurra for alle damer på statskundskab! Der er dog stadig kampvalg om både posten til kasserer og de menige bestyrelsespladser, så der vil være masser af mulighed for at høre en brandgod brandtale eller ni! Generalforsamlingen rykker ud af JD og over til bygning 35, så for en gangs skyld skulle der være mere end bare hjerterum (og halvlunkne øl) til alle interesserede. Duk op og se et guldølsfikseret deltagerdemokrati udspille sig for fuld udblæsning. Det er fabelagtigt.

Generalforsamling i JD. CSS 35.01.44. Kl. 17.00

LØRDAG

I stedet for at overgive dig til storfænomenet Halloween kan du lørdag eftermiddag ride på den nyfundne anti-amerikaniseringsbølge og hengive dig til kunsten istedet. Teaterforeningen Det Dramatiske Udgangspunkt laver såkaldt teatersatire over den skandinaviske konsensuskultur, der er gennemsyret af neoliberal markedsfilosofi. I teaterstykket ’The Cocka Hola Company’ sponsorer hovedpersonernes pornoproduktioner deres politiske aktioner. Det er moderne systemkritik på et helt nyt plan. Kan du finde seks venner, der også boykotter udklædningsfesten, så koster billetten kun 40 kroner.

The Cocka Hola Company. 21. okt.-14. nov. Teater Sort/Hvid. Lørdag kl. 17.00

SØNDAG

Allerede fredag starter MIX COPENHAGEN 2017 – Københavns LGBTQ-filmfestival – og ti dage frem er der dømt film, debat, talks og fest i hhv. Cinemateket, Empire Bio og Warehouse9. Søndag kan du leve dig ind i historier om LGBTQ-personer fra Costa Rica til Arktis, og se hvilke konsekvenser det har at være lesbisk, transseksuel eller queer i sådanne samfund. Cinemateket viser en dokumentarfilm om LGBTQ-rettighedernes svar på Rosa Parks – Marsha P. Johnson – der som afroamerikansk aktivist og transseksuel kvinde førte an i kampen imod diskrimination af miljøet fra slutningen af tresserne. Dokumentaren forsøger på bedste true-crime-manér at opklare Marsha P. Johnsons pludselige død i 1994 og kombinerer det med fantastiske fortællinger om borgerrettighedsheltinden.

MIX Copenhagen: The Death and Life of Marsha P. Johnson. Cinemateket. Kl. 19.00