Skip to content

Det sker: Uge 49

MANDAG

Diverse valg er nu overståede, og vi er trådt ind i den sagnomspundne december måned. Jovist, det er både koldt og mørkt, og eksamensopgaver koloniserer igen i år din julede livsverden, men heldigvis står julemåneden også på pebernødder, julebryg og gløggholdige begivenheder i massevis. Hvis du allerede er træt af julebryg (bare rolig, vi er flere), kan du jo passende skifte tilbage til en ganske almindelig Tuborg på fad. Det kan du for eksempel gøre, når det politiske kandestøberi, Toga Vinstue, holder 25 års jubilæumsreception. Toga er et samlingssted for politikere og politikere-in-spe, og gennem årene er meget øl løbet gennem åen, mange politiske viser er sunget, og mangt en diskussion er forsvundet ind i Togas tobakståger. Og det skal naturligvis fejres! Under receptionen vil både folketingets formand og oppositionslederen indfinde sig bag baren, og når tiden er til det, kan du jo tage Mette og Pia under armen og med videre ud i den københavnske nat. Hvis I lander på Studenterhuset, er I garanteret højt humør, billige øl og store præmier. Denne mandag aften holdes der nemlig quiz, hvor du og dine venner kan dyste i mere eller mindre ubrugelig viden.

25-års-jubilæumsreception for “Det Politiske Kandestøberi”. Toga Vinstue. Kl. 16.00 – 19.00

Studenterhusets Quiz Night. Studenterhuset. Kl. 19.00 – 21.00

TIRSDAG

I 1990 fremsatte Fremskridtspartiet et forslag om at indføre maskeringsforbud. I dag, 27 år senere, raser debatten igen og folkene bag kampagnen ´Stop Rettighedsrøverne´ inviterer i denne anledning til debat på Studenterhuset. De har samlet et panel der både består af Chris Bjerknæs fra DFU, Sigrid Friis fra RU, Søren Nielsen fra LAU og folketingsmedlem Mads Fuglede fra V, så der skulle være lagt i ovnen til en højstemt og spændende debat. Blot et stenkast fra Studenterhuset sker der andre og mindst lige så spændende, ting. Københavns Hovedbibliotek inviterer til sort jul i Krampus´ ære. Hvis du ikke kender Krampus, så er han en mytisk figur meget lig julemanden, men i stedet for at give de gode børn gaver, så bortfører og spiser han dem, der ikke har opført sig pænt. Arrangementet kommer med opfordringer om at iklæde sig en eller anden form for djævelsk udklædning, at drikke rigeligt med øl og at ryste både pebernødder og julekugler. Der er også oplæsning og fortællinger om juledjævle og -monstre, og hvis man dukker op i “en hedensk mundering”, kvitteres der med iskold øl. Det er jul på ægte bestialsk vis.

Maskeringsforbuddet: Hvor går grænsen for frihed? Studenterhuset. Kl. 18.30 – 20.00

Sort jul: Krampus i Krystalgade. Københavns Hovedbibliotek. Kl. 18.30 – 20.30

ONSDAG

Onsdag morgen gnider det kulturelle København for alvor søvnen ud af øjnene og byder på et eventyrligt tapasbord af begivenheder, der lover at efterlade forvaltningstermonologien som blot et støvet minde. Rul onsdagen i gang hos Gyldendal til forfattermorgen. Jens Andersen vil fortælle om UNDER BJÆLKEN, hans nye biografi om Danmarks kommende konge, og forskeren Anette Sams slår sig sammen med journalist Anja Bertelsen i en introduktion til SANDHEDEN OM SUKKER, en tidstypisk livsstilsbog om at forebygge diabetes og få styr på blodsukkeret. Der kvitteres som sædvanlig med kaffe, croissant og rabat på bøgerne. Der er også gratis morgenbrød og -tjære at finde andre steder i København. Hip Hop Hub og RAPOLITICS sparker onsdagen i gang, når Hovedbiblioteket indtages af MorgenBeats. DJ MorUgle spiller omfavnende hiphop, Fabeldyret leger ordsmed, og du kan danse dig varm og klar til dagens strabadser med en kop skoldhed kaffe i hånden. Når dagen lakker mod enden, åbner dørene hos Huset KBH. Musikparlamentet inviterer til ‘Genklang’ – et event hvor to bands, fra hver deres genre, fortolker hinandens musik. Denne gang er det det elektrofoniske folk orkester Mallebrok og lo-fi folk bandet Death Machine, der tørner sammen, og vi er high-key opstemte. Men hvad er en onsdag uden art? Absalon inviterer indenfor til midnats-croquis. Denne aften byder på en særlig udgave af den faste onsdags-croquis, og du kan tegne til klassisk livemusik, leveret af pianisten Phillip Skjærup Bach og violinisten Kaya Møller fra det Kgl. Dansk musikkonservatorium.

Forfattermorgen: Jens Andersen & Anette Sams. Gyldendal. Kl. 8.30 – 9.00

MorgenBeats på Hovedbiblioteket. Københavns Hovedbibliotek. Kl. 7.00 – 9.30

Genklang: Death Machine+ Mallebrok – Musikcaféen. Huset-KBH. Kl. 20.00 – 23.00

Midnats Croquis – til klassiske toner. Absalon. Kl. 22.00 – 00.00

TORSDAG

Efter en travl onsdag i det kulturelle København, vender vi hjem til CSS. International Debat har samlet et stærkt panel til at diskutere konflikterne omkring Arktis, og hvordan Danmark skal navigere i farligt farvand.  Steffen Gram, der er international korrespondent for DR, er ordstyrer, og der serveres både kaffe og aftensmad til arrangementet. I Etnografisk Exploratorium foregår der også spændende ting. Antropologiforeningen har inviteret Matthew Carey forbi til en snak om hans nye bog ´Mistrust – An Ethnographic Theory´. Matthey Carey fremlægger en etnografisk og konceptuel undersøgelse af mistillid som samfundsopbyggende eller -formende element. Han undersøger hvordan mistillid påvirker samtale- og kommunikationspraksisser, venskaber og samfund samt politik og samarbejde og demonstrerer, at tillid ikke er den eneste base, der organiserer samfund og menneskeligt samarbejde. Denne konceptuelle diskussion om, hvordan negativer også har deres egen distinkte påvirkning krydres med både vin, øl og snacks.

Kampen om Arktis. CSS lokale 35.01.44. Kl. 17.15 – 19.00

Monographic Happy Hour with Matthew Carey. CSS lokale 4.1.12. Kl. 16.00 – 18.00

FREDAG

Denne fredag aften byder på et forunderligt hul i CSS´ fest-kalender. Det er ikke til at opdrive festinvitationer fra hverken politter, sociologer eller folkesundhedsvidenskabere, så måske får Kommunens floor sig et veltrængt hvil inden julens trængsel og alarm? Dog regner vi med, at KØS som altid er på pletten og opfylder alle dine våde specialølsdrømme. Men bare rolig, det betyder ikke, at du må se dig nødsaget til at (gud forbyde det) betale for at tage til fest eller må ofre mormors julegave for at få råd til en bajer. Støberiet byder indenfor til fredagshiphop af den dansable slags og lover, at baren også er SU-venlig. Mellemrummet er også  en studenterdarling og netop denne fredag sparker de gang i et nyt koncept, der byder på rebelsk livemusik. De lover at servere cocktails, der passer til det rebelske humør.

Rimfrost: Fredagshiphop på støberiet. Støberiet. Kl. 19.00 – 01.00

Launch af Club Rebel Music. Mellemrummet. Kl. 20.00 – 02.00

LØRDAG OG SØNDAG

Weekend i december er lig julemarkeder på hvert et gadehjørne. I øjeblikket bugner byen af hæklede nisser, hjemmelavet kunsthåndværk, og boder med sønderjyske specialiteter – alt sammen naturligvis både fairtrade og økologisk. Vi ved godt, at du tænker ‘når man har set én kravlenisse, så har man set dem alle’, men nej! Weekenden byder heldigvis også på julehygge af den lidt mere alternative karakter. Dansk Forfatterforening holder julebogmarked på Hovedbiblioteket. Her er varmt, rummeligt og ikke en nisse i syne. Du kan høre oplæsninger fra nogle af årets bedste bøger, få signeret dine boggaver og møde både skøn(litterær)e forfattere, lyrikere, fagbogsforfattere og illustratorer. Hvis lørdagen skal sluttes af med et brag har du to valg. Det første hedder ‘Jul på Märkbar’, og indebærer at du, sammen med alle Københavns rockhoveder, valfarter til den lille tilrøgede bar på Vesterbrogade, og drikker dig i hegnet i Fernet Branca. Aftenen byder på: “…klippe-klistre helvede, Gustavs döds glögg … og sidst men ikke mindst Vesterbros helt egen narko-julemand.”. I en lidt anden, men mindst lige så festlig genre, er der julefrokost med Drag Extravaganza i Absalon, og det lyder til, at det ikke er nisserne, men dig, der kommer til at hænge i lysekronen inden aftenen er omme. Men skynd dig! Drag-events i Absalon bliver som regel udsolgt hurtigere end, du kan nå at sige ‘No T, no shade’. Søndag kan du, og dine galoperende snapse-tømmermænd tage et smut forbi Onkel Dannys Jule Loppemarked. Konceptet er enkelt: Det er genbrug, der er meget, og det er billigt.

Dansk Forfatterforenings Julebogmarked. Københavns Hovedbibliotek. Kl. 11.00 – 14.00

Julefrokost Drag Extravaganza. Absalon. Kl. 18.00 – 02.00

Jul på Märkbar. Märkbar. Kl. 17.00 – 05.00

Onkel Dannys Jule Loppemarked. DGI-byen. Kl. 10.00 – 15.00