Tag Archives: fremdriftsreform

HVORDAN UNDGÅR KØBENHAVNS UNIVERSITET EN MILLONBØDE?

HVORDAN UNDGÅR KØBENHAVNS UNIVERSITET EN MILLONBØDE?

Fremdriftsreformen bliver i disse dage genforhandlet, og de studerende har fået en plads ved bordet. Spørgsmålet er så, hvordan kan vi bedst få kvalitet og fleksibilitet i vores uddannelse, uden at universitetet skal betale til statens bødekasse.

Af Uma Mia Lund, studenterrepræsentant i 12-mandsudvalget

Som det eneste universitet i Danmark har Københavns Universitet valgt at invitere seks studerende med til forhandlingsbordet, når fremdriftsreformens interne regler på universitetet fastlægges i foråret. Den ene af dem er mig.

Det begyndte helt tilbage i 2013, hvor fremdriftsreformen så dagens lys. Og det havde store konsekvenser. Meget fleksibilitet forsvandt, og I kender alle sammen til tvangstilmeldingen på 30 ECTS point hvert semester. Også muligheden for at framelde sig fag og eksaminer forsvandt. Uddannelse handler nu om tid og penge, ikke om læring og dannelse.

Fremdrift til forhandling

Reformen har været en del af vores hverdag i snart tre år, men først nu er den rykket fra skiftende uddannelsesministres skrivebordsskuffer til øverst i bunken på rektors kontor. Nu er muligheden endelig opstået for at afmontere dele af reformen. Det er en kæmpe sejr for Studenterrådet ved Københavns Universitet, at vi har tilkæmpet os en plads ved bordet og rent faktisk får noget at sige.

Det var naturligvis aldrig sket uden de hundredevis af studerende, der hver dag kæmper imod reformen. Sammen har vi påpeget reformens udfordringer og stædigt stået fast på, at kvaliteten i vores uddannelser altid bør veje tungest. For selvfølgelig skal se studerende tages med på råd. Det er vores hverdag, som det handler om.

Et af de største slag handler om tvangstilmeldingen. For skal den erstattes af et studieaktivitetskrav? Forskellen på de to er, at tvangstilmelding er krav for, hvor mange point, du skal tilmeldes, mens studieaktivitetskrav er et krav for, hvor mange point, du skal bestå.

Et studieaktivitetskrav på 45 ECTS-point vil ikke være en dans på roser. Her er et eksempel:

Sidste semester havde jeg International Politik. Faget er som bekendt normeret til 20 ECTS-point. I det fag var der 8 procent, der dumpede til eksamen i januar. Med de nuværende regler vil de efter at have dumpet andet eksamensforsøg tvangstilmeldes faget igen til efteråret. Men med et studieaktivitetskrav på 45 ECTS-point om året, så har de, som dumpede International Politik, ’kun’ bestået 40 ECTS-point i løbet af det sidste akademiske år. Konsekvensen er, at de i værste fald bliver smidt ud af studiet. På baggrund af én dumpet eksamen! Frygten for at dumpe en eksamen er i forvejen et stort pres. Hvis konsekvensen af at dumpe ikke er blot er en reeksamen, men at der oveni er en risiko for at blive udskrevet, lægges der et endnu større pres på de studerende.

Jeg vil gerne af med tvangstilmeldingen – ingen tvivl om det. Den vil bringe noget af fleksibiliteten tilbage i vores uddannelser. Men jeg vil lige så gerne have muligheden for fleksibilitet gennem flere sommerskoler i obligatoriske fag som f.eks. Offentlig Ret. Det vil hjælpe mig til at planlægge min uddannelse bedre, og det vil give mig luft i nogle semestre, hvor jeg virkelig har behov for at fordybe mig i nogle få fag.

Jeg så også gerne, at vi havde et introforløb på alle kandidatuddannelser, så vi bliver ved med at have en faglig og social tilknytning til vores studier. Det er det, der får mig op af sengen hver morgen. Og jeg vil have praksiserfaring ind i min uddannelse, så jeg ikke ser mig nødsaget til at studere på deltid for at passe et studiejob. Med andre ord vil jeg have et fuldtidsstudium, der forpligter mig fagligt og socialt gennem hele uddannelsen. Det, ved jeg, vil være vores bedste våben i kampen mod millionbøden.

Pisk eller gulerod

Da jeg skulle have Mikroøkonomi, frygtede jeg det. Jeg kan huske, hvordan jeg i januar efter eksaminerne mentalt forberedte mig på at skulle differentiere ligninger, tegne grafer og tale i tal – totalt ude af min comfort zone. Jeg var bange for at dumpe. Det samme var mange af jer sikkert. Og med god grund.

Faget har en dumpeprocent på omkring de 20. Derfor tog Aktive Statskundskabere kontakt til en frivilliggruppe på økonomi, Økonomer uden Grænser, der sammen med os arrangerede tre frivillige fagcaféer i løbet af forårssemestret for to år siden, så vi alle følte os bedre klædt på til eksamen. Instituttet anerkendte vores behov og betaler i dag for fagcaféer i både mikro- og makroøkonomi.

grafikapr2016-62

Initiativer som disse er med til, at vi studerende kommer bedre – og måske også hurtigere – igennem vores studier. Og vi bliver klogere imens. Det er sådanne initiativer eller gulerødder, der er vores værktøj til at afværge forringelser af uddannelserne på Københavns Universitet.

Bøden for ikke at leve op til reformenes krav om nedsatte gennemførselstider mixet med knap 9 milliarder kroner i nedskæringer på uddannelsessektoren i Finansloven er en sprængfarlig cocktail. Frygten for en endnu værre økonomisk situation består. Besparelserne på Finansloven har kostet dyrt. Flere hundrede ansatte har mistet deres job, bevillingen til rusturen på statskundskab blev sparet væk, og på Sociologisk Institut har de sparet holdtimerne væk på hele bacheloruddannelsen. Fra efteråret vil undervisningen på bacheloruddannelsen i sociologi nærmest udelukkende bestå af forelæsninger.

Det er tydeligt, at Dekan Troels Østergaard Sørensens bekymring er reel. Men er strammere regler den bedste måde at undgå en bøde? Det tror jeg næppe.

Fremdrift for begyndere

Studiefremdriftsreformen er en del af SU reformen, der blev vedtaget i foråret 2013. Formålet med reformen er at få de studerende hurtigere igennem deres studier.

Reformen fastlagde derfor en række krav:

·         Tvangstilmelding på 30 nye ECTS point hvert semester

·         Ingen mulighed for at framelde sig fag eller eksaminer

·         Tvangsmerit ved studieskift

Sanktionen for ikke at opnå de årlige reduktionsmål er en kompliceret udregnet økonomisk bøde. Sidste år fik Århus Universitet en bøde på omkring 20 millioner kroner for ikke at nå deres reduceringsmål for gennemførselstiden.

I november blev forliget genåbnet, og det er nu op til universiteterne selv at fastlægge interne regler for de studerende. Men bøden og reduktionsmålet er uændret.

DET HANDLER OM ANSTÆNDIGHED

 

Studiefremdriftsreformen sætter instruktorordningen under yderligere pres og synliggør, at Instituttet alt for længe har negligeret instruktorernes ringe arbejdsvilkår. Anerkendelse og dispensation er den eneste vej til et bedre undervisningsmiljø og højere kvalitet.

Af Anders Bencke Nielsen

I efterårssemesteret 2015 havde jeg æren og fornøjelsen af at være instruktor i International Politik. Det var en stor oplevelse at få lov til at undervise, og det vil utvivlsomt stå tilbage som en af de mest lærerige perioder i min studietid.

Jeg er stor tilhænger af instruktorordningen, der byder på en række indlysende fordele for alle parter: De studerende modtager undervisning i øjenhøjde af en – tilnærmelsesvis – medstuderende, der forstår, hvordan de studerende tilgår stoffet. Instituttet får en række enormt engagerede medarbejdere, som tilmed er billig arbejdskraft. Sidst, men ikke mindst, giver instruktorgerningen den enkelte instruktor helt unikke erfaringer, som kan vise sig brugbare senere i uddannelsen eller karrieren.

Desværre bliver instruktorordningen i disse dage udfordret af syndebukken over dem alle: Studiefremdriftsreformen. Heldigvis har Institut for Statskundskab muligheden for at løse problemet, hvis man fra ledelsens side ellers er villig til at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og handle i overensstemmelse hermed.

Udfordringen: Arbejdsbyrden

For at være mere præcis er studiefremdriftsreformen blot den udløsende faktor, der bringer den sande udfordring frem i lyset. Den sande udfordring er, at den arbejdsbyrde, der er forbundet med at være instruktor, for de flestes vedkommende er langt større end arbejdsbyrden ved et almindeligt studiejob, eksempelvis i et ministerium. Det erfarer man hurtigt som instruktor, og fagkoordinatorerne ved det også.

Trods den større arbejdsbyrde har Instituttet traditionelt i jobopslag og ansættelseskontrakter sidestillet instruktorgerningen med andet erhvervsarbejde, hvilket som regel svarer til 10-15 timer ugentligt. Hidtil har det ikke skabt problemer for Instituttet, fordi mange instruktorer har valgt at læse på nedsat tid. Det har frigivet tid og gjort dem i stand til at kunne tilføre undervisningen den kvalitet, som man må forvente at kunne finde på Institut for Statskundskab.

Fra Instituttets side fortsætter man med at sidestille instruktorernes arbejdsbyrde med belastningen ved et studiejob. Men når undervisningen begynder i september, har de nye instruktorer selvsagt ikke mulighed for at læse på nedsat tid: Når man ikke kan få dispensation i Studienævnet for studiejob, kan man selvfølgelig heller ikke få dispensation til at undervise.

Samtidig er det efter min bedste overbevisning de færreste instruktorer, der kan levere undervisning af høj faglig kvalitet, mens de læser 30 ECTS-point ved siden af. Og heri finder man udfordringens kerne.

Konsekvenserne

Studiefremdriftsreformen har altså synliggjort udfordringen med instruktorernes arbejdsbyrde. I lyset af ovenstående udfordringer for instruktorgerningen ser jeg fire potentielle (skræk)scenarier udspille sig for fremtidens instruktorer:

  1. Den enkelte instruktor har ikke den nødvendige tid til at forberede sig, hvorfor undervisningen ikke får den kvalitet, som Instituttet tilstræber.
  2. Den enkelte instruktor forsøger at overkomme opgaven som både fuldtidsstuderende og underviser med risiko for stress.
  3. Den enkelte instruktor nedprioriterer sine egne studier for at løfte opgaven som underviser.
  4. Der er meget få eller langt færre studerende, der søger instruktorstillinger fremover.

Der er her tale om scenarier, som ifølge min vurdering ikke forekommer helt usandsynlige. Man ser da også, at studerende allerede fravælger studiejobs på grund af tidspres. Dette må forventes at gøre sig særligt gældende for instruktortjansen. Uanset om ovenstående scenarier ikke vil udspille sig på samme måde for alle kommende instruktorer, er samtlige scenarier åbenlyst suboptimale – for de studerende, for instruktorerne og for Instituttet.

En holdbar løsning: Anerkendelse og dispensation

For mig at se er der kun én langtidsholdbar og optimal løsning på den udfordring, jeg har skitseret:

Ledelsen på Institut for Statskundskab bør anerkende vægten af den arbejdsbyrde, som er forbundet med instruktorgerningen samt anerkende værdien af den store arbejdsindsats, der lægges for dagen. Denne anerkendelse bør udmønte sig i, at man gør instruktorgerningen dispensationsberettiget i Studienævnet. Herved får instruktoren tid til at forberede sig ordentligt.

Man bør som instruktor kunne få dispensation fra sine egne studier i et forhold, som står mål med den arbejdsbyrde, der reelt er forbundet med at undervise. Eksempelvis kunne man give dispensation til at læse halv tid i det semester, hvor man underviser. Alternativt kunne man give instruktoren dispensation til at læse 10 ECTS-point mindre, hvis man selv underviser i et fag på 10 ECTS-point. På den måde kan man tilbyde instruktorerne de optimale arbejdsbetingelser, som fremmer den højeste undervisningskvalitet. Derudover bør Instituttet også revidere det afsatte antal forberedelsestimer, men det er en diskussion, som jeg ikke vil gå ind i her.

Det handler om anstændighed

Jeg er klar over, at Instituttet er begrænset i sine handlemuligheder fra et højere niveau i fødekæden. I sidste ende er det dog Instituttets ansvar at sikre høj kvalitet i de studerendes uddannelse såvel som et tåleligt arbejdsmiljø for de ansatte instruktorer og undervisere i almindelighed. Da de to forhold er gensidigt afhængige, er der for Instituttets ledelse ikke nogen anden udvej end at tage tyren ved hornene og adressere den langt fra nye problematik. Problematikkens alder taget i betragtning er det også efter min mening skuffende, at der skal en studiefremdriftsreform til, for at vilkårene for instruktorordningen forringes i en sådan grad, at Instituttet forhåbentligt føler sig nødtvunget til at handle.

Konkret må Instituttets ledelse undersøge, hvordan instruktorordningen med sine mange fordele – og som den økonomisk mest rentable undervisningsform – kan bevares, samtidig med at man undgår de tidligere nævnte scenarier. At gøre instruktorgerningen dispensationsberettiget er for mig at se den optimale løsning.

Det er mit håb, at ledelsen på Institut for Statskundskab vil tage de nødvendige skridt for at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og sikre ordentlige arbejdsvilkår i fremtiden. Det vil komme alle til gavn – Instituttet, de studerende og instruktorerne. Når alt kommer til alt handler det om at behandle folk ordentligt. Det handler om anstændighed.

Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens personlige holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis andre instruktorers holdning.

NB! Deadline for denne artikel faldt før at ledelsen på KU og Studenterrådet indgik en aftale om justering af fremdriftsreformen pr. 1 september 2016.