Tag Archives: kostvaner

ANMELDELSE: KØD, KØER OG KLIMAFORANDRING

Dokumentaren Cowspiracy bredte sig som en steppebrand blandt klimaaktivister såvel som dyrevenner, da den rettede søgelyset mod kødindustriens rolle i klimaforandringer. Men har den kun ren amerikansk moraliseren på menuen, eller giver den faktisk noget (grønt) at tygge på?

Af Randi Emilie Dahlen

Der er noget særligt over amerikanske dokumentarer – masser af patos, storytelling og en forsimplet, pædagogisk tone. Dokumentaren Cowspiracy følger i høj grad denne opskrift.

Vi følger dokumentaristen Kip Andersen, som har været miljøaktivist lige siden han så Al Gores dokumentar om klimaforandringer. Kip har lagt sin livsstil om ud fra ren og skær skyldfølelse over alt det pres, vi som forbrugere lægger på planeten. Men en dag opdager han, at en industri hidtil har undsluppet kritikken, og det er kødindustrien.

På skønlitterær vis følger dokumentaren denne ene mands kamp mod systemet og hans søgen efter sandheden. Det er simplificeret, det er glossy og slutningen drypper af sentimentalitet og moralisme.

Finpudset af DiCaprio

Dokumentaren blev udgivet allerede i 2014, men blev derefter fanget af Leonardo DiCaprio, selverklæret miljøaktivist og nylig Oscar-vinder, som finpudsede formatet og fik dokumentaren listet ind på Netflix.

Eksponeringen blev dermed langt større og dokumentaren fik en del opmærksomhed, måske især fra dem der betvivlede de undersøgelser og data, som bliver præsenteret i løbet af dokumentarens halvanden time. På dokumentarens hjemmeside kan man for eksempel læse, at husdyr og står for 51 % af alle udslip af drivhusgasser.

Undersøgelsen, som er kommet frem til disse resultater, er dog blevet stærkt kritiseret, både fordi dens tal er langt højere end lignende studiers tal, men også fordi der ikke er nogen retningslinjer for, hvordan udslip skal måles. Men selv mere moderate rapporter konkluderer, at husdyr gør mere skade, end hvad transport gør. Den gode nyhed er dermed, at vi kan bidrage til miljøet ved at reducere vores kødforbrug i stedet for at fravælge flyturen i ferien. Den dårlige nyhed er, at folk ikke bliver glade for at få deres madvaner kritiseret, hvilket enhver vegetar har oplevet.

Offentligt opdragelse?

Folk vil nemlig ikke vide, hvad de bør og ikke bør gøre – eller spise for den sags skyld. Spisevaner og diæt er for mange mennesker tæt knyttet til kultur og identitet og er dermed noget, som man tager personligt.

En holdningskampagne, der opfordrer til mindre kød i Danmark, er nok urealistisk. Både fordi industrien nok ville sætte alle lobbykræfter imod det, men også fordi den i lighed med ”Har du talt dine æg i dag?”-frugtbarhedskampagnen, ville blive opfattet som smagsdommeri og indblanding i den private sfære.

Men hvordan kan det så forklare magasinernes glade og skiftende budskab om gluten, grønkål, sukker fedt og andre madvarer, som enten omtales som det reneste gift eller selveste ungdomskilden? Hvorimod en bøn om mindre bacon bliver umiddelbart tolket som snobberi eller skinhellighed.

Én forklaring kan være, at det ikke opfattes som moraliserende, når man kan appellere til egeninteressen.

Åbent sind er påkrævet

Med andre ord er det okay at fortælle en ven, at smøger er noget lort og desuden irrationelt, fordi vedkommende gør livet hårdere for sig selv og sin egen krop. Derimod vil en samtale om kødets oprindelse og de ressourcer, der kræves for at få sat en burger på bordet, hurtigt kunne eskalere og føre til dårlig stemning.

Man kan altså moralisere, men kun når egeninteressen er det bærende argument. Hvis dette er præmissen, falder dokumentarens hovedbudskab til jorden. Måske burde missionerende vegetarer hellere hoppe på panikbølger som den, der fulgte World Health Organisations (WHO) rapport om, at behandlet kød som bacon og pølser kan øge risikoen for kræft.

Men hvis man har et nogenlunde åbent sind og desuden er nysgerrig på klimaproblemet, kan jeg altså anbefale Cowspiracy, som til trods for milde overdrivelser og en moraliserende tone bygger på gode kilder og præsenteres på en simpel og underholdende måde – med andre ord et godt afbræk fra eksamenslæsningen en forårsaften i maj.

Nydes bedst med en kold øl og en dejlig vegetarburger.

Fakta

  • Titel: Cowspiracy
  • Instruktører: Kip Andersen og Keegan Kuhn
  • Producent: Leonardo DiCaprio
  • Udgivelsesår: 2014
  • Crowdfunded af IndieGoGo og produceret af Leonardo DiCaprio
  • Spilletid: 1.25
  • Kan ses på Netflix