Tag Archives: Peter Loft

Anmeldelse: Kunsten at rette op på et beskadiget rygte

Den skandaleramte, tidligere embedsmand Peter Loft har sammen med den tidligere departementschef, Jørgen Rosted, skrevet en bog om embedsværket. Ironisk? Måske, men ikke desto mindre er bogen af relevans for alle statskundskabsstuderende.

Det er svært at åbne Peter Loft og Jørgen Rosteds bog, ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” uden at tænke på førstenævntes famøse indblanding i skattesagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock tilbage i 2010. Dette resulterede som bekendt i en meget offentlig fyring af Peter Loft.

Men han nåede trods alt at være departementschef i Skatteministeriet i små 18 år, så det kan dårligt benægtes, at han har en bred og unik viden om det danske embedsværk. Dette samme er tilfældet med medforfatteren Jørgen Rosted, der havde titlen som departementschef i Erhvervsministeriet fra 1993-2001. På papiret er ”Hvem har ansvaret?” derfor ikke en helt forkert bog at åbne, hvis man gerne vil vide, hvordan toppen af den offentlige forvaltning rent faktisk fungerer.

Fra svært til sværere
Men at være departementschef er desværre ikke helt, hvad det har været, hvis man skal tro Loft og Rosted: Det er blevet langt svære at håndtere denne toppost.

Bogen hævder, at ministeriets top står over for en stigende og mere kompleks arbejdsbyrde, som det danske embedsmandsværk ikke er designet til at håndtere. Årsagerne er mange, men det er især den større papirstrøm fra EU og et mere fragmenteret politisk landskab, som er en del af forklaringen. Og her hjælper det samtidigt ikke, at mediernes evige BREAKING-jagt, der nu foregår i døgndrift, tærer på både departementschefen og ministerens ressourcer.

Disse faktorer, blandet med det særlige danske kendetegn, at kun ministeren er politisk valgt, gør det noget nær umuligt for departementschefen ikke at agere politisk for at kunne være ministerens højrehånd. Nu forventes det, at departementschefen er en art omnipotent orakel, der har fuldstændigt styr på ministeriet, ministeren og styrelserne. Og udover at jonglere med samtlige offentlige enheder inden for det gældende ressortområde, skal han eller hun også have en særligt veludviklet evne til at håndtere alle de sager, der, som forfatterne udtrykker det, ”bare opstår”.

”Skattesagen”, som Loft var involveret i, er således ikke bare et eksempel på en departementschef, som er for politisk involveret, men den er ifølge Loft og Rosted en uundgåelighed med det nuværende system. Andre skandalesager, som Eritreasagen i Udlændingestyrelsen i 2015 og rodet med Landbrugspakken i 2016, er ifølge forfatterene ikke et resultat af menneskelige fejl, men symptomer på systematiske problemer i embedsmandsværket.

Forfatterne argumenterer derfor for en nytænkning, hvor nogle særlige miniserielle rådgivere, en slags juniorministre, kommer og går med ministeren. Dette kan ifølge Loft og Rosted lette departementschefen for hans arbejdsbyrde og dermed gøre det muligt for vedkommende at udelukkende fokusere på de tekniske og praktiske sider ved at drive et ministerium. Så selvom det er blevet mere normalt for ministrene at have en særlig rådgiver ved sin side, er det altså ikke nok. Ministrene har brug for nogle rådgivere, som ikke kun håndterer pressemæssige spørgsmål, som traditionelt har været de særlige rådgiveres rolle, men også hjælper til med det politiske.

Please, DR, lav en dokumentarserie
”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” er således et vigtigt indspark i debatten om fremtidens embedsværk. Bogen har nogle velfunderede og relevante pointer, og tilbringer man som statskundskaber nogle timer i selskab med de to herres skriverier, kommer man helt sikkert ikke til at føle, at man har spildt sin tid.

Selve formidlingen af bogens budskaber kunne dog godt have brugt lidt ekstra hjælp fra en kreativ pen. Både Peter Loft og Jørgen Rosted har uden tvivl uendelige kompetencer inden for den offentlige administration, men desværre halter det lidt med den skriftelige fremstilling. Det skyldes nok en erhvervsskade efter så mange år i rollen departementschef. Bogen er slet og ret kedeligt skrevet, idet den mest af alt minder om en rapport, som kunne ligge på en departementschefs bord.

Derfor kan det undre én som læser, hvorfor de to forfattere ikke har valgt at alliere sig med en journalist eller lignede til at agere ghost writer. Har det rent faktisk været tilfældet, så burde vedkommende nok aflevere sit honorar tilbage. Det er dog ærgerligt at en bog, der har relevans for alle politisk interesserede dansker, er som en ørkenvandring uden vand i sigte.

Man kan derfor håbe på, at DR bruger bogen til at lave en dokumentarserie med nogle fede effekter og grafer. Bogens pointer fortjener nemlig at komme frem.

 

Fakta:

  • ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”
  • Peter Loft og Jørgen Rosted
  • Gyldendal, 2016