Tag Archives: statsmænd

POESI – EN MODSTANDSSTRATEGI I SPROGET

Poesi er ikke skabt til at blive spændt for magtmenneskers vogn, siger litteraturforsker Erik Skyum-Nielsen til MED ANDRE ORD. Men poesien og det politiske sprog kan stadig mødes. Visse steder.

Der er en rytme i sproget. Kasper, Jesper og Jonatan. Vi kommer ikke uden om den. Den er der. Rina Ronja Kari. Og den var der, da Svend Auken tilbage i starten af 90’erne stod på Folketingets talerstol og messende sagde, at Schlütter-regeringen ville være faldet, hvis det ikke havde været for hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Fremskridtspartiets daværende overløbere og frontfigurer.

Jeg sidder på et kontor på Amager. Over for mig sidder Erik Skyum-Nielsen. Han er litteraturforsker og -underviser på Københavns Universitet. Det er ham, der er i gang med at fortælle om rytmen i sproget, og det er ham, der nævner de retoriske klangfigurer i Svend Aukens tale. Vi er mødtes for at tale om poesi og politik – og for at se lidt nærmere på noget af den poesi, der udgår fra politikkens verden: statsmandspoesien.

Det er ikke nogen nyhed, at store statsmænd gennem tiden har forsøgt sig udi digterkunsten. Cicero var der. Goethe var der selvfølgelig også. Og formand Mao holdt sig heller ikke fra pennen og papiret. Men også i vores samtid har personer på store politiske poster givet sig i kast med poesien. Nogle gange endda på ganske alvorstunge baggrunde. Det er disse digte, det skal handle om. Hvad fortæller de os, og kan poesiens sprog føje noget til politikkens ditto?

Intet særligt sprog
Forud for vores møde har jeg sendt Erik Skyum-Nielsen en lille stak af statsmændenes digte. Dem vender vi tilbage til. For der er behov for at få et fastere greb om poesiens sprog, før vi går til de konkrete digte. Jeg har derfor lagt ud med at spørge litteraturforskeren, hvad der er det særegne ved poesiens sprog.

”Poesien har ikke noget særligt sprog,” svarer han prompte. ”Den har det sprog, som vi alle har. I den forstand er poesien – og litteraturen i det hele taget – den kunstart, som man ville kalde mest demokratisk. Den er hamrende billig at producere. Alt, man behøver at have, er et sprog,” fortsætter han, inden han tager fat på det med rytmen i sproget.

”Selvfølgelig har poesien også nogle definitioner. Jeg vil pege på tre grundlæggende kendetegn. Poesien rummer for det første et sammenstød mellem mening og musik. Den har en rytme i sig, som udfordrer meningen. Vi kan sige, at poesien er en kamp eller en kampplads, hvor musikken slås med sætningen om herredømmet.”

”For det andet er poesien en tale, der henvender sig til nogen eller noget, som ikke er der. Det kunne eksempelvis være døden eller den elskede. Poesien er ikke underlagt de samme rammer som almindelig kommunikation, hvor vi har en afsender, en modtager og et medie.”

”Den tredje egenskab går på, at poesien siger ting, der strengt taget ikke kan siges. Den opererer med modsætninger, selvmodsigelser og paradokser. Man kan sige, at morgenen kommer dig i møde i dugvåde sko, men det er i grunden noget sludder, for morgenen er ikke en besjælet figur.”

Rytmiske effekter og klangfigurer
Sammenstød af mening og musik. Påkaldelse af det, der ikke er til stede. Og masser af selvmodsigelser. Litteraturforskerens tre poesidefinitioner kunne snildt være en frisk antitese til en bog om den gode opgave. Eller de kunne tjene som lysende advarsler for en politiker, der gerne vil slå igennem. For de ligger milevidt fra medieverdenens påbud om at kunne formulere sig klarest muligt på kortest tid – og helst med en veldefineret vælgergruppe for øje. Men kan poesiens sprog alligevel ikke føje noget til politikkens, spørger jeg Erik Skyum-Nielsen.

”Hvis det politiske sprog helst skal være entydigt, udelukker det den paradoksale tale, og hvis det politiske sprog skal være henvendelse fra nogen til nogen i den hensigt at blive forstået, kan vi ligeledes udelukke den tomme henvendelse. Og så har vi kun sammenrendet af mening og musik tilbage,” svarer han og bringer Svend Auken på banen:

”En politiker kan sagtens benytte sig af retoriske forstærkere, rytmiske effekter og klangfigurer. I så fald står poesiens grundelementer også til disposition i den politiske sprogbrug. Vi så det eksempelvis hos Svend Auken,” siger han.

Rip, Rap, Rup. Eller: Hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Princippet er overordnet set det samme. Taleren bruger sproget til at skabe rytmiske effekter og klangfigurer. Pointer understreges med sproglig slagkraft. Det var det, Svend Auken gjorde, da han – som indledningsvist beskrevet – stod på Folketingets talerstol i starten af 90’erne og gav udtryk for sin utilfredshed med Fremskridtspartiet opførsel. Med hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaards opførsel.

En modstandsstrategi i sproget
Selvom to af poesiens hovedelementer flugter dårligt med det politiske sprog, har det imidlertid ikke skortet på magthavere, som gennem tiden har forsøgt at slå plat på poesien. Tag bare det utal af konger og kejsere, der har hyret hofdigtere for at lade sig hylde af dem.

Poesien er imidlertid ikke til for at blive spundet for magtmenneskers vogn, siger Erik Skyum-Nielsen:

”En digter må selvfølgelig selv bestemme, hvad han vil lade sig bruge til, og hos hvem han vil sætte sine ord i tjeneste. Men erfaringen viser, at propaganda og agitation kun forløser en lille del af poesiens samlede potentiale.”

”Det er vigtigt at huske på, at poesien også gerne definerer sig ved en bortvendthed fra samfundet. Den bruger det almindelige sprog til at vende sig væk og yde modstand. Poesien er en modstandsstrategi i sproget.”

– Og hvad kan vi bruge den modstand til?

”Jeg forestiller mig, at poesien kan indføre en slags sproglige opmærksomheder hos den, som læser og lytter. Den kan gøre en i stand til at formulere sig mere åbent og kreativt, udstyre os med en sans for paradokser og for nye muligheder. Man kan lære at tænke sig bedre om ved at lade digtet tænke i ens hjerne,” svarer Skyum-Nielsen.

Digte og diplomatiske kriser
Vi skal til det med digtene. De konkrete digte, dem, jeg har sendt litteraturforskeren forud for vores møde. De ligger foran mig i en lille bunke ved siden af papiret med interviewspørgsmål. Og jeg kan se, at også han har printet dem ud. Jeg tapper på dem med fingeren. ”Skal vi starte med Johnson?” spørger jeg og får et bekræftende nik igen.

Johnson. Boris hedder han til fornavn. Den kluntede brexitfortaler og nuværende britiske udenrigsminister. Det er hans verselinjer i form af en såkaldt limerick, der ligger øverst i bunken. Johnsons limerick indbragte ham en præmie på 1000 pund og titlen som vinder af The Spectators poesikonkurrence tidligere på året. Det var ikke en hvilken som helst konkurrence. Den handlede nemlig om at svine den tyrkiske præsident Erdogan mest muligt til. Og ikke bare fordi man kan. Men fordi redaktionen på The Spectator ligesom resten af verden havde været vidne til, at Tysklands kansler Merkel ville slæbe en komiker i retten for at have fornærmet Erdogan i et smædedigt nogle uger forinden. Gedeknepper havde komikeren kaldt Erdogan, og det var faldet den tyrkiske præsident for brystet. For den slags siger man ikke om store mænd – og vupti, et styks diplomatisk krise mellem Tyrkiet og et Tyskland, der havde brug for tyrkernes samarbejdsvilje i håndteringen af flygtningekrisen. Resultatet? Et forsøg på at hive en komiker i retten og dermed et knæfald for en autoritær leder og en knægtelse af ytringsfriheden, mente The Spectator.

Digte kan altså udløse diplomatiske kriser, og forsvaret for ytringsfriheden kan få større statsskikkelser til tasterne. Det er dog ikke kun Boris Johnson, der har grebet til poesien i kampen for grundlæggende frihedsrettigheder. Også den tjekkiske landsfader, Václav Havel, brugte poesiens krøllede sprog til at råbe op i det gennemcensurerede Tjekkoslovakiet. Digt nummer to i bunken stammer således fra Havels hånd og er fra tiden kort efter, han var med til at stifte Charta 77 og underskrive en erklæring om grove menneskerettighedskrænkelser i landet. En modstandskamp, der kostede ham flere år bag tremmer.

Grænser for EU-spill-over
Med det tredje og sidste digt i bunken vender vi blikket mod Belgien og Bruxelles. EU breder sig, siger man. I fagjargonen kalder man det som bekendt spill-over. Bægeret flyder over og spreder sit indhold ud over andre områder. Det gælder bestemt også bægeret med blæk i Bruxelles. Først var der de tørre samarbejdserklæringer. Så kom de kryptiske direktiver og de tusinde hyldemeter af paragraffer og domsafsigelser. Og på et tidspunkt var der så en, der tænkte, at han da også kunne bruge blækket til at skrive et par haikudigte. Han skulle siden hen vise sig at blive EU’s første præsident, også selvom det vist nok ikke var noget, han havde specielt meget lyst til. Herman van Rompuy er navnet på denne skikkelse, og hvis vi kort skal foregribe Erik Skyum-Nielsens haikuanalyse, kan det siges meget klart: Her er vi stødt på en meget klar grænse for, hvor langt vi bør tillade EU at udbrede sig.

Det er nu på høje tid at tage fat om digtene. Dem har vi trykt på de næste tre sider, og under dem kan man selvfølgelig læse Erik Skyum-Nielsens fagkyndige kommentarer. Der er en rytme i sproget, det ved vi, det har vi slået fast. Spørgsmålet er nu, om statsmændene kan holde takten? Bedøm selv – eller lad litteraturforskeren hjælpe dig lidt på vej. God fornøjelse, kære læser!