To studerende: Hvad udgør en god underviser?

Som tre undervisere påpegede i sidste udgave af MED ANDRE ORD, er undervisning et fælles projekt. Derfor tager vi deres krav til efterretning og supplerer med vores opfattelse af, hvad underviserne selv kan gøre for at forbedre undervisningen.

Blandt vores medstuderende florerer masser af idéer til, hvordan undervisningen kan forbedres. Her kan blandt andet nævnes ligestilling mellem forskning og undervisning, feedback-ordninger samt krav om mindst to holdtimer per forelæsning. Men hvordan kan vi forbedre undervisningen, uden at ledelsen skal ind over?

Forventninger og forudsætninger
I femte udgave af MED ANDRE ORD skriver de tre undervisere Caroline Howard Grøn, Asmus Leth Olsen og Peter Thisted Dinesen, at de studerende skal dukke op til timerne, være velforberedte og deltage aktivt. Det synes at være rimelige krav, og en stor del af ansvaret ligger selvfølgelig hos os studerende. Det er vigtigt, at vi studerende holder os selv og hinanden oppe på, at vi får mest muligt ud af uddannelsen ved at forberede os grundigt og dukke op til timerne. Samtidig skal vi også være bedre til at skabe en kultur, hvor aktiv deltagelse er en selvfølge. Underviserne fremhævede dog også selv, at god undervisning skabes i samspillet mellem studerende og den enkelte underviser. Vi vil derfor komme med vores bud på, hvad underviserne kan gøre for at motivere de studerende til at møde velforberedte op og deltage aktivt.

1. Struktur. Det er fordelagtigt, når pensumlister og under­visningsplaner offentliggøres i god tid, og når der gennem undervisningsforløbet er en klar struktur. Hvis man fra start får et godt billede af, hvad meningen med faget er, vil man også være mere motiveret til at for­berede sig. En fremhævelse af, hvad lærte vi sidst, og hvad vi skal lære i dag, fungerer desuden godt til at skabe en rød tråd gennem forløbet.

”Det er vigtigt, at vi studerende holder os selv og hinanden oppe på, at vi får mest muligt ud af uddannelsen ved at forberede os grundigt og dukke op til timerne” – Signe Illum Lindegren Pedersen & Maja Lundgaard

Struktur i undervisningen handler også om den ­enkelte undervisningsgang, hvor der gerne skal være en vis systematik i forløbet. Vælger underviseren at bruge Pow­erPoint-præsentationer, værdsætter vi et over­skueligt design. Et sidste bud, der måske både vil kunne bidrage til mere forberedelse og mere aktiv deltagelse fra de studerende, er anvendelsen af læsespørgsmål ­eller fokuspunkter. Det handler om at forberede de stu­derende på, hvad det er for en debat, de skal deltage i.

2. Pædagogisk kompetence. På statskundskab er den herskende opfattelse, at vi alle kommer fra nogenlunde ens kår, og at vi derfor minder meget om hinanden. Spørgsmålet er bare, om vi også minder om hinanden, når det kommer til læringsstile? Vi kan ikke personligt bryste os af at vide en masse om indlæring, men vores subjektive opfattelse er, at selvom vi på Statskundskab minder om hinanden på rigtig mange områder, så lærer vi på vidt forskellige måder. Derfor kunne mere under­visningsdifferentiering og mere vekslende under­visningsformer måske være et middel til at motivere flere til at forberede sig og deltage aktivt. Den aktive deltagelse blomstrer sjældent op fra et enkelt spørgsmål ud til forsamlingen eller en kort summeøvelse. Underviserne kan skabe mere aktiv deltagelse ved at lade os deltage på flere forskellige måder end i dag – i hvert fald til holdtimerne.

Nogle undervisere vil mene, at deres dør altid står åben, men ved de studerende overhovedet, hvor døren er? Og tør man banke på? – Signe Illum Lindegren Pedersen & Maja Lundgaard

3. Personligt engagement. Der er ikke noget federe end at komme til undervisning hos en engageret under­viser. Jo mere ellevild en underviser er over netop dét lille hjørne af politologien, personen forsker i, jo mere nysgerrige bliver vi som studerende. Personligt engage­ment kan stort set kun kamme over i de sjældne tilfælde, hvor underviseren forfalder til at bruge en hel forelæsning på at lire eksempler af fra egen forskning uden at relatere det til pensum.

4. Øjenhøjde. Set fra vores perspektiv er det en nødvendig forudsætning for de forudgående forslag, at underviserne møder de studerende i øjenhøjde. Den største forhindring mod dette er den store afstand, der er mellem undervisere og studerende. Skal dette ­ændres, bør de studerende tage mere initiativ til at kontakte underviserne, men samtidigt skal underviserne også være mere åbne og imødekommende. Nogle undervisere vil mene, at deres dør altid står åben, men ved de studerende overhovedet, hvor døren er? Og tør man banke på?

Det er ikke kutyme at spørge sine undervisere til råds uden for selve undervisningen. Gennem en
tættere og mere uformel kontakt ville det være lettere og mere naturligt for både undervisere og studerende at forbedre undervisningen sammen. Herved ville vi studerende bedre kunne forklare, hvad vi præcis mener, der kan forbedres ved en tydelig struktur, personligt engagement og mere vekslende
undervisningsformer. På samme måde kunne studerende og undervisere sammen forsøge at sætte Grøn, Leth og Dinesens ’undervisningens x-faktor’ på formel.

Ledelsens rolle
Indtil nu har vi kun set på samspillet mellem undervisere og studerende. For at opnå de ovenstående forslag kræver det også ledelsens indspark. Hvis studerende skal kunne stille ovenstående krav til
underviserne, er det nødvendigt, at der er afsat ressourcer til det. Vi håber, at underviserne vil tage forslagene op til grundig overvejelse og sammen med ledelsen vurdere, om forslagene er realistiske inden for de nuværende rammer. Hvis det ikke er tilfældet, bør man måske omprioritere ressourcerne. Til slut vil vi påpege, at vores forslag til undervisningen ikke nødvendigvis er repræsentative for vores medstuderende. Derfor vil vi som så mange andre opfordre folk til at bidrage til debatten om, hvordan både undervisere og studerende i samspil kan forbedre under­visningen. Forhåbentligt kan vores idéer, engagement og ambitioner inspirere ledelsen til at prioritere under­visningen endnu højere.