Ufaglærtes børn skal sikre kvaliteten på universiteter i fremtiden

Foto: Thor Bjørn Andersen

Ufaglærtes børn skal sikre kvaliteten på universiteter i fremtiden

I debatten om universiteternes fremtid fokuseres der på selve uddannelsesniveauet, men ikke på at gøre det attraktivt for ikke-akademikerbørn at tage en lang videregående uddannelse. Konsekvensen bliver, at den akademiske verden går glip af en intelligensreserve af unge, som fravælger universitetet af kulturelle årsager

I debatten om universitetets fremtid er det store spørgsmål, hvordan vi sikrer, at dem, der dimitterer, er dygtige nok. Hvis Danmark i fremtiden også skal være et rigt samfund med velfungerende virksomheder, veludviklet velfærd og veltilfredse borgere, bliver vi nødt til at finde et svar på netop dette spørgsmål, således at færdiguddannede kan blive de mest kvalificerede i verden.

De mange forslag til bedre universiteter, hvad enten de kommer fra regeringen eller diverse studenterorganisationer, har alle den samme slagside. Forslagene omhandler, hvordan man gør selve universitet bedre isoleret set. Forslagene går ud på at gøre selve uddannelsen bedre for dem, der allerede går på et universitet. Det er en udmærket tilgang, men der mangler en mere fundamental diskussion om, hvem der vælger at lade sig indskrive på universiteterne, og hvorfor det netop er dem, der gør det.
Lad mig komme med et karikeret eksempel på, hvorfor det er et problem, at kun uddannelseskvaliteten diskuteres. På et savværk opstår der et problem, når man har skåret træet over: Det flosser i enderne. Savværket kan gøre to ting: Det kan købe nye, større og skarpere klinger til at skære træet med. Eller det kan vælge noget andet træ, som ikke flosser lige så meget. De fleste forslag, som er blevet fremført i forbindelse med universitetets fremtid, handler om at gøre det første, altså ændre på maskinens klinger og dermed gøre undervisningen bedre. Det er der som sådan ikke noget galt med, men hvad nu, hvis vi også i debatten fokuserede på at få andre til at søge om optagelse end dem, der normalt gør det? Det kunne jo være, at nogle af dem, som ikke har en universitetsuddannelse, ellers ville være gode til det, men fravalgte en universitetsuddannelse netop på grund af en række kulturelle barrierer.

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

I Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange – opskriften på en kulturrevolution” fra 2011 beskrives sammenhængen mellem forældres uddannelse og deres børns ditto. Overordnet set viser undersøgelsen, at jo højere uddannelse forældrene har, jo større sandsynlighed er der for, at børnene også får en høj uddannelse. Hos børn, hvis forældre er ufaglærte, er det kun 2% af drengene og 4% af pigerne, der er i gang med en lang videregående uddannelse, hvorimod det for børn af forældre med en lang videregående uddannelse er henholdsvis 36% for drenge og 42% for piger.

Et muligt svar på denne skæve fordeling kunne være, at børn med ufaglærte forældre ikke har kompetencerne til at komme ind på en akademiske uddannelse. Mange undersøgelser viser da også, at der er en sammenhæng mellem forældrenes høje uddannelsesniveau og børnenes karakterpræstationer. Et modsvar på dette argument kommer Trond Beldo Klausen med i Politiken, d. 9.7.2005. Beldo viser, at ud af de elever, der har akademikerforældre og kommer ud med et snit på mellem 9 og 10, vælger 75% en akademisk uddannelse. Men blandt de elever, der har forældre, som er faglærte eller ufaglærte og ligeledes har et flot snit mellem 9 og 10, er tallet kun 40%. Tallene viser altså klart, at der er en social arv i Danmark, hvad uddannelser angår. En så stærk arv, at selvom nogle unge har kompetencerne til en akademisk uddannelse, vælger de ikke at tage en.
Min pointe er ikke, at bare fordi man har fået høje karakterer i gymnasiet, er det spild af talent, hvis man ikke læser på universitetet. Min pointe er heller ikke, at det er socialt uretfærdigt eller udemokratisk, at unge med faglærte forældre ikke i lige så høj grad tager en universitetsuddannelse.

”Jeg er overbevist om, at der er mange faglærte, som ville være bedre til at læse på et universitet og mange, som læser på et universitet, der ville være bedre i faglærte job”

Min pointe er derimod, at den akademiske verden går glip af en intelligensreserve af unge, der kunne være et aktiv for universiteterne til fordel for andre unge, som tager en universitetsuddannelse, fordi det gjorde deres forældre også. Disse akademikerbørn kan sagtens være dygtige og er det absolut også, men der er helt sikkert børn af ufaglærte, som ville være mindst lige så dygtige. Men de søger ikke om optagelse på universiteterne, fordi deres forældre heller ikke gjorde. Børn af faglærte kunne ellers tilføre nyt blod på universiteterne og dermed nye måder at tænke på.

Mit argument er, at de, som er bedst til at læse på et universitet, også bør gøre det, og de, der er bedst til et faglært job, ligeledes bør udføre et sådant. Sådan er det bare ikke i dag. Det ville i hvert fald være noget af et sammentræf hvis de, som er bedst til at læse på et universitet, alle er født af universitetsforældre. Jeg er overbevist om, at der er mange faglærte, som ville være bedre til at læse på et universitet og mange, som læser på et universitet, der ville være bedre i faglærte jobs. Men på grund af den stærke sociale arv er det forældrenes uddannelse, der afgør, hvilken uddannelse børnene vælger og ikke børnenes egne kompetencer. Med denne afsluttende replik har jeg altså ikke svaret på det første spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at de, der dimitterer, er gode nok. Jeg har i stedet stillet et nyt, der lyder: Hvordan motiverer vi de unge, der egner sig bedst til universiteterne, til også at studere på et?

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

Næste artikel

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

MED ANDRE ORD har mødt forskningsleder på Center for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, til en snak om, hvad der motiverer ham til at forske – og hvad forskning overhovedet er for en størrelse på et moderne universitet.