Bygning 35 vandt i 2014 prisen for bedste nybyggeri i Københavns Kommune. Men hvilke tanker ligger der bag bygningen, og hvorfor er den trappe så voldsomt besværlig at gå på? MED ANDRE ORD har mødt bygherren og arkitekten bag CSS’ nyeste bygning.
Ejendomsselskabet Jeudan ejer Kommunehospitalet, men selskabet er dog ikke frit stillet til at bygge hvad som helst på grunden, da området er fredet. Da CSS skulle udvides med Bygning 35, blev der derfor stillet tre krav fra Center for Bydesign til opførelsen: (1) Bygningen skulle være et rektangel med nogle på forhånd fastlagte dimensioner, (2) taget skulle være i sort skiffer, og (3) facaden skulle mures med gule og røde sten.
MED ANDRE ORD har mødt en af hovedarkitekterne bag den nye bygning. Han hedder Steen Gissel, og vi lægger ud med et spørgsmål om, hvilke overordnede tanker der ligger bag udformningen.
”Vi har gerne villet bygge noget nyt, der ikke bare skulle ligne Kommunehospitalet, men som samtidig også skulle passe ind i de arkitektoniske omgivelser,” lyder svaret. Gissel fortæller videre, at man gerne ville bryde med de eksisterende mønstre på matriklen og derved adskille den nye bygning fra den gamle.
35 skal være nyt – men ikke fimset
Det nye skal bryde med det gamle, men er det ikke bare et udtryk for arkitektsnobberi, at man gerne vil skille sig ud bare for at gøre det? Gissel er ikke enig:
”For mig handler det om ærlighed. Når man kommer ind i den nye bygning, skal den også fremstå som en ny bygning. Det ville være kunstigt, hvis vi blot havde kopieret den gamle byggestil.”
Da en stor del af Bygning 35 ligger under jorden, kan man nemt miste orienteringen, når man opholder sig i den. Det har derfor været vigtigt for arkitekterne at være ærlige omkring, hvor i bygningen man befinder sig. Det har de gjort ved at bruge forskellige materialer og former. Som et eksempel forklarer Steen Gissel, at alle pillerne under jorden, som står uden for selve bygningen, er runde, mens dem, der står under, er firkantede. Ydermere har arkitekterne også fremhævet forskellen ved, at stolene i den største af forelæsningssalene er malet sorte i modsætning til stolene i de to andre forelæsningssale, som ikke er malet, og hvor træet stadig er synligt.
Om materialerne forklarer Steen Gissel yderligere:
”Da en stor del af bygningen er under jorden, skal materialerne ikke være så fimsede. Der må gerne være synligt beton og træ og ikke så mange af alle de gipsplader, man ellers ser over det hele.”
Et andet ikke-feminint materiale, hvis man ellers tør bruge denne betegnelse, er stenene. I modsætning til facaden på det oprindelige Kommunehospital er stenene her vendt på højkant, og de er ikke lagt efter et fast mønster. Man kan næsten sige, at facademønstret er fremkommet efter et princip om tilfældig udvælgelse. Dette skal forstås på den måde, at Steen Gissel har lavet nogle fire meter lange stokke med fire sider. På hver af de fire sider var der et unikt mønster, og da stenene skulle lægges, tog mureren stokken, drejede den tilfældigt rundt og murede efter det mønster, som siden viste. Et andet gennemgående materiale er glas. Det har arkitekterne valgt for at sikre, at der altid er naturligt lys, så man undgår for megen kælderstemning – og det til trods for, at forelæsningssalene egentlig ligger i bygningens kælder.
Trapper og stikkontakter
Siden Bygning 35 blev indviet, har der især været to spørgsmål på de studerendes læber: Hvad sker der lige for de akavede små trin på hovedtrappen til bygningen, og hvorfor er bygningen ikke udstyret med nok stikkontakter?
Ingen af delene var arkitektens ansvar, forklarer Steen Gissel, som henviser os til bygherren Jeudan. Vi sender derfor spørgsmålene videre til Jeudans direktør, Peter Spøer, som fortæller, at trappen er udformet, så den (kun) ét enkelt sted opfylder den såkaldte trappeformel. Det er en formel, der bruges til at udregne længde og højde på trinnene, så de bliver behagelige at gå på. Problemet er bare, at trappen krummer. Det medfører så, at forholdet mellem hvert trin ændres, og at en tur op og ned ad trappen let bliver mindre optimal.
Adspurgt om de fraværende stikkontakter svarer Peter Spøer: ”Da jeg så tegningerne til forelæsningssalene, kunne jeg godt se, at der ikke var nok stikkontakter, og vi fordoblede derfor antallet. Men selv efter udvidelsen er vi klar over, at der er for få stikkontakter.”
Peter Spøer peger dog på, at det ikke er Jeudan alene, der har bestemt alt, men at det har også været et samarbejde med universitetet og en gruppe studerende.
Hvis man mener, at manglen på strømforsyning i Bygning 35 er udtryk for en forhistorisk byggetilgang, kan det hertil pointeres, at ønsket om at kombinere nutiden med fortiden ironisk nok var noget, som arkitekterne havde for øje. Under udgravningerne af Bygning 35 fandt man en ganske gammel rende – den såkaldte Peymanns Rende fra 1618. Nogle af stenene herfra er blevet brugt som grundsten i det nye byggeri, og man kan spotte disse fortidslevn til højre for caféen.
Derved har Bygning 35 og det resterende Kommunehospital alligevel mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro: Begge steder har man søgt at skabe de bedst mulige studierammer oven på det fundament, som allerede var givet. Så selvom byggeherrer og arkitekt umiddelbart havde et ønske om at skabe noget nyt, falder Bygning 35 trods alt ikke helt uden for de bygningsmæssige mønstre på CSS.
