Når statsmændene digter

POESI – EN MODSTANDSSTRATEGI I SPROGET

Poesi er ikke skabt til at blive spændt for magtmenneskers vogn, siger litteraturforsker Erik Skyum-Nielsen til MED ANDRE ORD. Men poesien og det politiske sprog kan stadig mødes. Visse steder.

Der er en rytme i sproget. Kasper, Jesper og Jonatan. Vi kommer ikke uden om den. Den er der. Rina Ronja Kari. Og den var der, da Svend Auken tilbage i starten af 90’erne stod på Folketingets talerstol og messende sagde, at Schlütter-regeringen ville være faldet, hvis det ikke havde været for hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Fremskridtspartiets daværende overløbere og frontfigurer.

Jeg sidder på et kontor på Amager. Over for mig sidder Erik Skyum-Nielsen. Han er litteraturforsker og -underviser på Københavns Universitet. Det er ham, der er i gang med at fortælle om rytmen i sproget, og det er ham, der nævner de retoriske klangfigurer i Svend Aukens tale. Vi er mødtes for at tale om poesi og politik – og for at se lidt nærmere på noget af den poesi, der udgår fra politikkens verden: statsmandspoesien.

Det er ikke nogen nyhed, at store statsmænd gennem tiden har forsøgt sig udi digterkunsten. Cicero var der. Goethe var der selvfølgelig også. Og formand Mao holdt sig heller ikke fra pennen og papiret. Men også i vores samtid har personer på store politiske poster givet sig i kast med poesien. Nogle gange endda på ganske alvorstunge baggrunde. Det er disse digte, det skal handle om. Hvad fortæller de os, og kan poesiens sprog føje noget til politikkens ditto?

Intet særligt sprog
Forud for vores møde har jeg sendt Erik Skyum-Nielsen en lille stak af statsmændenes digte. Dem vender vi tilbage til. For der er behov for at få et fastere greb om poesiens sprog, før vi går til de konkrete digte. Jeg har derfor lagt ud med at spørge litteraturforskeren, hvad der er det særegne ved poesiens sprog.

”Poesien har ikke noget særligt sprog,” svarer han prompte. ”Den har det sprog, som vi alle har. I den forstand er poesien – og litteraturen i det hele taget – den kunstart, som man ville kalde mest demokratisk. Den er hamrende billig at producere. Alt, man behøver at have, er et sprog,” fortsætter han, inden han tager fat på det med rytmen i sproget.

”Selvfølgelig har poesien også nogle definitioner. Jeg vil pege på tre grundlæggende kendetegn. Poesien rummer for det første et sammenstød mellem mening og musik. Den har en rytme i sig, som udfordrer meningen. Vi kan sige, at poesien er en kamp eller en kampplads, hvor musikken slås med sætningen om herredømmet.”

”For det andet er poesien en tale, der henvender sig til nogen eller noget, som ikke er der. Det kunne eksempelvis være døden eller den elskede. Poesien er ikke underlagt de samme rammer som almindelig kommunikation, hvor vi har en afsender, en modtager og et medie.”

”Den tredje egenskab går på, at poesien siger ting, der strengt taget ikke kan siges. Den opererer med modsætninger, selvmodsigelser og paradokser. Man kan sige, at morgenen kommer dig i møde i dugvåde sko, men det er i grunden noget sludder, for morgenen er ikke en besjælet figur.”

Rytmiske effekter og klangfigurer
Sammenstød af mening og musik. Påkaldelse af det, der ikke er til stede. Og masser af selvmodsigelser. Litteraturforskerens tre poesidefinitioner kunne snildt være en frisk antitese til en bog om den gode opgave. Eller de kunne tjene som lysende advarsler for en politiker, der gerne vil slå igennem. For de ligger milevidt fra medieverdenens påbud om at kunne formulere sig klarest muligt på kortest tid – og helst med en veldefineret vælgergruppe for øje. Men kan poesiens sprog alligevel ikke føje noget til politikkens, spørger jeg Erik Skyum-Nielsen.

”Hvis det politiske sprog helst skal være entydigt, udelukker det den paradoksale tale, og hvis det politiske sprog skal være henvendelse fra nogen til nogen i den hensigt at blive forstået, kan vi ligeledes udelukke den tomme henvendelse. Og så har vi kun sammenrendet af mening og musik tilbage,” svarer han og bringer Svend Auken på banen:

”En politiker kan sagtens benytte sig af retoriske forstærkere, rytmiske effekter og klangfigurer. I så fald står poesiens grundelementer også til disposition i den politiske sprogbrug. Vi så det eksempelvis hos Svend Auken,” siger han.

Rip, Rap, Rup. Eller: Hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Princippet er overordnet set det samme. Taleren bruger sproget til at skabe rytmiske effekter og klangfigurer. Pointer understreges med sproglig slagkraft. Det var det, Svend Auken gjorde, da han – som indledningsvist beskrevet – stod på Folketingets talerstol i starten af 90’erne og gav udtryk for sin utilfredshed med Fremskridtspartiet opførsel. Med hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaards opførsel.

En modstandsstrategi i sproget
Selvom to af poesiens hovedelementer flugter dårligt med det politiske sprog, har det imidlertid ikke skortet på magthavere, som gennem tiden har forsøgt at slå plat på poesien. Tag bare det utal af konger og kejsere, der har hyret hofdigtere for at lade sig hylde af dem.

Poesien er imidlertid ikke til for at blive spundet for magtmenneskers vogn, siger Erik Skyum-Nielsen:

”En digter må selvfølgelig selv bestemme, hvad han vil lade sig bruge til, og hos hvem han vil sætte sine ord i tjeneste. Men erfaringen viser, at propaganda og agitation kun forløser en lille del af poesiens samlede potentiale.”

”Det er vigtigt at huske på, at poesien også gerne definerer sig ved en bortvendthed fra samfundet. Den bruger det almindelige sprog til at vende sig væk og yde modstand. Poesien er en modstandsstrategi i sproget.”

– Og hvad kan vi bruge den modstand til?

”Jeg forestiller mig, at poesien kan indføre en slags sproglige opmærksomheder hos den, som læser og lytter. Den kan gøre en i stand til at formulere sig mere åbent og kreativt, udstyre os med en sans for paradokser og for nye muligheder. Man kan lære at tænke sig bedre om ved at lade digtet tænke i ens hjerne,” svarer Skyum-Nielsen.

Digte og diplomatiske kriser
Vi skal til det med digtene. De konkrete digte, dem, jeg har sendt litteraturforskeren forud for vores møde. De ligger foran mig i en lille bunke ved siden af papiret med interviewspørgsmål. Og jeg kan se, at også han har printet dem ud. Jeg tapper på dem med fingeren. ”Skal vi starte med Johnson?” spørger jeg og får et bekræftende nik igen.

Johnson. Boris hedder han til fornavn. Den kluntede brexitfortaler og nuværende britiske udenrigsminister. Det er hans verselinjer i form af en såkaldt limerick, der ligger øverst i bunken. Johnsons limerick indbragte ham en præmie på 1000 pund og titlen som vinder af The Spectators poesikonkurrence tidligere på året. Det var ikke en hvilken som helst konkurrence. Den handlede nemlig om at svine den tyrkiske præsident Erdogan mest muligt til. Og ikke bare fordi man kan. Men fordi redaktionen på The Spectator ligesom resten af verden havde været vidne til, at Tysklands kansler Merkel ville slæbe en komiker i retten for at have fornærmet Erdogan i et smædedigt nogle uger forinden. Gedeknepper havde komikeren kaldt Erdogan, og det var faldet den tyrkiske præsident for brystet. For den slags siger man ikke om store mænd – og vupti, et styks diplomatisk krise mellem Tyrkiet og et Tyskland, der havde brug for tyrkernes samarbejdsvilje i håndteringen af flygtningekrisen. Resultatet? Et forsøg på at hive en komiker i retten og dermed et knæfald for en autoritær leder og en knægtelse af ytringsfriheden, mente The Spectator.

Digte kan altså udløse diplomatiske kriser, og forsvaret for ytringsfriheden kan få større statsskikkelser til tasterne. Det er dog ikke kun Boris Johnson, der har grebet til poesien i kampen for grundlæggende frihedsrettigheder. Også den tjekkiske landsfader, Václav Havel, brugte poesiens krøllede sprog til at råbe op i det gennemcensurerede Tjekkoslovakiet. Digt nummer to i bunken stammer således fra Havels hånd og er fra tiden kort efter, han var med til at stifte Charta 77 og underskrive en erklæring om grove menneskerettighedskrænkelser i landet. En modstandskamp, der kostede ham flere år bag tremmer.

Grænser for EU-spill-over
Med det tredje og sidste digt i bunken vender vi blikket mod Belgien og Bruxelles. EU breder sig, siger man. I fagjargonen kalder man det som bekendt spill-over. Bægeret flyder over og spreder sit indhold ud over andre områder. Det gælder bestemt også bægeret med blæk i Bruxelles. Først var der de tørre samarbejdserklæringer. Så kom de kryptiske direktiver og de tusinde hyldemeter af paragraffer og domsafsigelser. Og på et tidspunkt var der så en, der tænkte, at han da også kunne bruge blækket til at skrive et par haikudigte. Han skulle siden hen vise sig at blive EU’s første præsident, også selvom det vist nok ikke var noget, han havde specielt meget lyst til. Herman van Rompuy er navnet på denne skikkelse, og hvis vi kort skal foregribe Erik Skyum-Nielsens haikuanalyse, kan det siges meget klart: Her er vi stødt på en meget klar grænse for, hvor langt vi bør tillade EU at udbrede sig.

Det er nu på høje tid at tage fat om digtene. Dem har vi trykt på de næste tre sider, og under dem kan man selvfølgelig læse Erik Skyum-Nielsens fagkyndige kommentarer. Der er en rytme i sproget, det ved vi, det har vi slået fast. Spørgsmålet er nu, om statsmændene kan holde takten? Bedøm selv – eller lad litteraturforskeren hjælpe dig lidt på vej. God fornøjelse, kære læser!

’En latterlig klamphugger’

Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Herman van Rompuys haikudigte.

Three waves.
Roll into port together.
The trio is home.

 

The harvest is in,
And the trees are already thinning.
Evening nears.


The earth trembling
and buries mercilessly.
No Mother Earth.

 

Herman Van Rompuy, 2010

 

Fortalt til Philip Larsen

”Hvis du spørger mig som litteraturforsker, om jeg synes, at Rompuys haiku er gode, så er jeg voldsomt belastet af at have læst temmelig mange gode haikudigte. Når man – som jeg – på denne baggrund går til Herman van Rompuys digte, så må man bare sige, at her har vi at gøre med en latterlig klamphugger. Der er overhovedet ingen poetisk dybde i dem. Det er ren kaminunderholdning for en politiker, som kunne have brugt tiden til noget bedre. Digtene er tynde, og de er spændingsforladte. Et haiku skal jo have – på trods af sin korthed – en eller anden mærkværdighed i sig.”

– Hvad kunne den bestå i?

”I det klassiske haiku skal der være en antydning af en sindsstemning, og der skal være en angivelse af – måske bare med en enkelt glose – hvor vi er henne på året. Her må jeg sige, at van Rompuys haiku ikke holder. I hvert fald med undtagelse af det, der hedder ”the harvest is in”, hvor man jo roligt kan sige, at han får årstiden ind. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at gøre haikuet godt.

Og for det ikke skal være løgn, så skriver han jo også et haiku for at fejre tre EU-landes harmoniske samarbejde i en vis periode af EU’s historie – digtet om trioen. Så begynder det virkelig at blive galt, for så bliver klamphuggeren med sit digt også et instrument for politikken. Klamphuggeren gør sig til rambuk for en politisk tankegang. Det er bare ulækkert at se på, synes jeg, og det har i øvrigt kun det fjerneste med et haiku at gøre.”

 

DIGTENES OPRINDELSE:
Digtene stammer fra Herman van Rompuys udgivelse Haiku fra 2010. Herman van Rompuy var Belgiens premiereminister i 2008-2009. Efterfølgende fungerede han som præsident for Det Europæiske Råd, populært kaldet EU’s præsident.

 

”Velgennemført og tilpas gådefuldt”

Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Vaclav Havels digt The Little Owl Who Brayed

 

The Little Owl Who Brayed

Wisdom’s little owl brayed:
“How beautiful is rot’s decay.”
A pine grove bleated low:
“Come on, easy does it now.”

A serpent hissed: “I love graveyard’s bliss.”
A flower extolled:
“Where ambitions pit your soul?”

Pines gushed: “Wise up.”
Flower hissed: “Let it stink.”

“You should never, it’s true,”
calls motherland insistent,
“in twilight’s advancing gloom
be the least resistant.”

Pines shot: “Reason rots.”
Flower shrieked: “Beauty reeks.”

Serpent hooted: “The graveyard
is paradise, so tranquil and muted.”

You should never, I cry,
in our nation’s interest
beneath twilight’s grimace
ever have to resist.
Dig in. Resist. Persist…

— Václav Havel, 1977 (oversat fra tjekkisk af D. Celone)

 

 Fortalt til Philip Larsen

”Det er et digt, som vi er nødt til at afkode. Et digt, som taler allegorisk – altså at politiske aktører og folkelige kræfter bliver omdøbt til dyr i naturen. Men digtet er også i sig selv velgennemført og så tilpas gådefuldt, at det kan forstås på flere måder.

Jeg har læst en følgetekst til digtet, som er skrevet af ham, der har oversat digtet fra tjekkisk til engelsk. Han giver nogle nøgler til at forstå det. Blandt andet nævner han, at Havels digt er en kommentar til den politiske situation og det politiske klima i 70’ernes Tjekkiet. Et mobiliseringsdigt. Men jeg vil påstå, at Havels digt – ligesom Boris Johnsons – er et digt, der kan stå selv og læses uden den konkrete kontekst.

Den tyske filosof Theodor W. Adorno har sagt, at det samfundsmæssige ved et digt er måden, hvorpå digtet vender samfundet ryggen. Havel leverer for mig at se et stykke veludført politisk poesi, der får skabt et frirum fra den samfundsmæssige kontekst, som det er indlejret i. Og måden, det sker på, er gennem den paradoksale, billedforbrugende tale og gennem allegorien. Havels digt vender samfundet ryggen gennem sine sproglige virkemidler. Det giver på den ene side mulighed for at forstå digtet på flere måder. På den anden side giver det interessant nok også digtet mulighed for at tale tilbage til den samfundsmæssige kontekst, som det har adskilt sig fra i kraft af at være poesi.”

 

DIGTETS OPRINDELSE:
Digtet stammer fra 1977. Oversættelsen er fra 2013. Vaclav Havel var en af de første talsmænd for den tjekkiske menneskerettighedsbevægelse Charta 77. Havel blev Tjekkiets første præsident efter sovjetkommunismens fald. Han tilbragte flere år i fængsel på grund af sine politiske aktiviteter. I 1970’erne var Havel en del af en gruppe forfattere og kunstnere, som forsøgte at undgå den omfattende censur i landet ved at udgive små foldere med forskellige former for undergrundslitteratur.

‘Stor ros til et dumt svin’

‘Stor ros til et dumt svin’

Brexitfortaleren Boris Johnson vandt tidligere på året limerick-konkurrencen ‘President Erdogan Offensive Poetry Competition’, som tidsskriftet The Spectator havde udskrevet. Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Boris Johnsons vinderdigt.

There was a young fellow from Ankara

Who was a terrific wankerer

Till he sowed his wild oats

With the help of a goat

But he didn’t even stop to thankera.

– Boris Johnson, 2016

”Hvis vi går rent formelt til limericken, så er Boris Johnsons digt en rigtig limerick. Limericken kræver en række betingelser opfyldt: Vi skal have fem verselinjer, og rimene skal hedde AABBA. Det vil sige, at første og anden og femte linje skal rime, og at tredje og fjerde verselinje skal parrime. Derudover skal der være et rytmisk skift, sådan at vi i de parrimende linjer har en daktylisk rytme, mens vi har en friere rytme i de øvrige vers. Rimene skal være skæve. Hvis de er regelmæssige, er det en dårlig limerick. Et eksempel på et regelmæssigt rim finder vi i parret Vanløse/Ganløse. Og så skal første verselinje i øvrigt helst slutte med et stednavn.

Det gode ved Boris Johnsons vinderdigt er, at det faktisk opfylder kravene til et rigtig godt femlinjet digt i traditionen. Altså ankara og wankerer, de rimer – og så alligevel ikke helt. Og oaks og goat er et skævt rim, mens thankara nærmest er et til lejligheden opfundet ord, og samtidig er det jo også engelsk slang. Så jeg synes, at det er et flot digt.

Det er også vigtigt at bide mærke i, at Boris Johnsons digt faktisk ikke handler om Erdogan. I hvert fald ikke formelt. Der står there was a young fellow from Ankara. Erdogan er ikke a young fellow. I den forstand er det et frit digt, men det er klart, at konteksten i voldsom grad kommer til at definere læsningen af digtet. Det er jo genialt, at han holder sig til limerickens konventioner og regler og skriver en skidegod limerick samtidig med, at han får talt ind i situationen. Så jeg mener, at det var en helt fortjent vinder, The Spectator fandt ved den konkurrence. At jeg så i en helt anden sammenhæng synes, at Boris Johnson har gjort mig og Europa stor skade, er en helt anden sag.”

– Så der er ros fra litteraturforskeren til det litterære bidrag fra Boris Johnson?

”Ja. Stor ros til et dumt svin.”

– Må jeg citere dig for det?

”Ja. Det forfærdelige er jo, at det primitive ved Boris Johnson også er det, som bringer hans digt helskindet i land.”

 

DIGTETS OPRINDELSE:

Boris Johnson vandt med sit digt konkurrencen President Erdogan Offensive Poetry Competition, som tidsskriftet The Spectator udskrev i foråret 2016. Baggrunden for konkurrencen var ganske alvorlig. En tysk komiker havde fornærmet Tyrkiets præsident i et smædedigt. Digtet udløste en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet, hvor Erdogan forlangte, at komikeren blev retsforfulgt for sine skriverier. Hans ønske blev i første omgang imødekommet af kansler Merkel, som bad den tyske statsanklager undersøge mulighederne for at rejse tiltale. Merkels handlinger fik The Spectator til at udskrive konkurrencen.