CSS’ernes ømme punkt

Foto: Thor Bjørn Andersen

CSS’ernes ømme punkt

På Facebook har man kunnet læse, at kløften mellem de styrende og de styrede vokser sig større og større. Det vil en flok studerende på CSS gøre noget ved med debatrækken ”Djøfokrati,” hvor føren-de politikere og praktikere gør status over demokratiets tilstand. MED ANDRE ORD var med, da Djøfokrati #1 løb af stablen

Torsdag den 20. marts kl. 17.00. Kommunen er sprudlende fuld af en masse studerende, der klemmer sig sammen på de alt for få stole og bliver budt velkommen af to begejstrede værter.

”Det er meget, meget overvældende og meget opløftende at se så mange mennesker og se, at der er så stor interesse for at tage den her debat,” indleder Gry, der er blandt initiativtagerne til debatrækken. Idéen kom til hende, da hun i forbindelse med sit arbejde i CEVEA opdagede, at hun faktisk ikke rigtigt vidste, hvad der foregik blandt faglærte arbejdere i Danmark. Derfor dannede hun sammen med fire andre studerende fra CSS en studenterforening, som denne torsdag slår dørene op for sin første debat: Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) over for betonarbejder og forfatter Jakob Mathiassen – med ordstyrer Lars Trier Mogensen.

Beretning fra det virkelige liv
Idéen bag valget af oplægsholdere var, at der skulle en person med høj troværdighed og mange års erfaring, altså Mogens Lykketoft, til at gøre det klart, at det vitterligt går ned ad bakke med demokratiets tilstand. Samtidig var Jakob Mathiassen et godt bud på en reflekteret repræsentant fra den ”virkelige verden,” som kunne være i øjenhøjde med målgruppen og sprænge enhver kliché om den faglærte arbejder.

”Politik er blevet en overskudshandling” – Jakob Mathiassen

Som eftermiddagen skrider frem, er det tydeligt, at Lykketoft og Mathiassen taler fra vidt forskellige positioner, men deler drømmen om en mere virkelighedsnær og socialt retfærdig styring. På sin stilfærdige, men skarpe facon, henvender Jakob Mathiassen sig direkte til de mange kommende embedsmænd, der er samlet i Kommunen:

”Når man tager en politisk uddannelse, skal man acceptere, at man mere er en facilitator, end man er dén, der formulerer politikken. De, der formulerer politikken, skal være dem, der har noget på spil. Og så er det skide godt, hvis der kommer en akademiker og finder ud af, hvilke knapper der skal trykkes på. Men man skal passe på med at tro, at man kan sidde i spidsen og styre alle tropperne bag sig, når man ikke selv har prøvet en skid.”

Overskudshandlingen
For Jakob Mathiassen er nøgleordet mobilisering. Han har fokus på handlingen. Det at være aktivist og føle, at man har indflydelse på samfundet. Men hvor det for 150 år siden var bønder og senere arbejdere og husmænd, der ville ind og påvirke beslutningerne på Christiansborg, er idéen om at mobilisere til fælles kamp forsvundet ud af nutidens kulturelle bevidsthed. Og det har haft betydning for måden, hvorpå vi driver politik. ”Den her mobilisering af folk, der taler deres egen sag, er trådt i baggrunden for folk, der taler på vegne af andre eller til andre. Og det, tror jeg, er det væsentligste problem, vi står over for i forhold til akademiseringen, siger Jakob Mathiassen og fortsætter:”

”Politik er blevet en overskudshandling. En teoretisk handling i stedet for at være en mobiliseret handling, hvor man samler folk om i fællesskab at gøre noget ved problemerne.”

At politik er blevet en sport for de veluddannede, står klart, da Jakob Mathiassen fortæller om sit møde med kollegerne i skurvognen, hvor politisk uvidenhed og højrerabiate holdninger ”hang sammen med følelsen af ikke at have en skid at skulle have sagt”. I stedet rettede flere af kollegerne deres vrede mod indvandrere og østarbejdere. Og netop derfor vokser kløften mellem de styrende og de styrede sig større. Fordi de, der formulerer politikken, ikke har en forståelse for almindelige menneskers daglige udfordringer. Jakob Mathiassen sætter fingeren på CSS’ernes ømme punkt: At vide en masse uden at vide noget om ”virkeligheden”.

”Man skal passe på med at tro, at man kan sidde i spidsen og styre alle tropperne bag sig, når man ikke selv har prøvet en skid” – Jakob Mathiassen

”Hvis vi skal have et pyramideformet samfund, hvor dem i toppen ikke har så meget på spil som dem i bunden, så skal dem i toppen af pyramiden spørge dem i bunden, hvordan det går. De skal gøre det jævnligt, og de skal lytte grundigt. Dét bør stå på side 1 i alle lærebøgerne.”

Politikeren og demokratiet
Da Mogens Lykketoft indtager scenen, er han iført en mintgrøn pullover, og med sig har han den særlige karisma, der får folk til at lytte. Mogens Lykketoft indleder med at understrege, at de politiske vilkår i dag er markant anderledes fra dengang, hvor politik var enklere og handlede om, at et stort set besiddelsesløst flertal krævede deres ret til en fair fordeling og en social tryghed.

”Det er meget mere kompliceret med det samfund, vi har skabt i kraft af velfærdsudviklingen, hvor de fleste som udgangspunkt er rimeligt velbjergede. Og hvor det at appellere til solidaritet og social sammenhængskraft i virkeligheden er at appellere til det, der er den brede velpolstrede middelstands lidt mindre umiddelbare interesse – men efter min mening enormt stærke interesse – i at leve i et samfund, hvor der ikke er stor ulighed og hårde sociale problemer.”

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

Som den politiske pragmatiker maler Mogens Lykketoft med langt bredere penselstrøg end Jakob Mathiassen, og han tager sig god tid til at opbygge og formulere sine argumenter. Heriblandt, at mennesker uden en lang videregående uddannelse ikke nødvendigvis har mindre at skulle have sagt i det såkaldte teknokratstyre, da problemet er mere kompliceret end som så.

”Man kan ikke sige, at bare fordi der er kommet flere akademikere, er det i sig selv et problem. Men det er jo et enormt stort problem, hvis det er folk, der ikke har den fornødne baggrund og kontakt med det, man kunne kalde det virkelige liv.”

For Mogens Lykketoft afføder den manglende kontakt med ”det virkelige liv” en risiko for, at den information, samfundet skal forholde sig til, leveres fra et meget ensidigt hjørne. Og derfor har elitetænkningen i de administrative lag – i kombination med finanskrisen – skabt en mistro til demokratiets muligheder for at løse almindelige menneskers problemer. Produktet heraf er politisk afmagt og en styrkelse af Europas yderfløje, der postulerer, at de har nogle lette løsninger på både nationale og overnationale problemer. Af den grund understreger Mogens Lykketoft, at der er behov for at genskabe tilliden til systemet – og at det faktisk er noget, samfundsvidenskaben kan.

”Elitetænkningen i de administrative lag har skabt en mistro til demokratiets muligheder for at løse almindelige menneskers problemer” – Mogens Lykketoft

”Når man studerer samfundsvidenskab, er der en masse at tænke over, hvis den samfundsmodel, vi på et tidspunkt udviklede til at være om ikke perfekt så dog én blandt de mest demokratiske, mest sympatiske og mest socialt afbalancerede modeller, skal have en chance for at overleve. Jeg tror ikke, de største udfordringer kommer udefra.”

Hvad skal vi gøre?
”Men hvad pokker skal de unge mennesker dog gøre for at få en mere kropslig fornemmelse af de frustrationer, der hvirvler rundt derude?” spørger Lars Trier Mogensen i den efterfølgende debat. Han slår ud med armene og smiler triumferende i de sekunder, hvor Jakob Mathiassen og Mogens Lykketoft udveksler et stumt blik, inden Jakob Mathiassen tager ordet og leverer svaret. Vi – de unge mennesker, der denne torsdag eftermiddag er mødt op for at debattere kløften mellem de styrende og styrede – skal inkludere. Pointen er selvindlysende, men samtidig det, de studerende på CSS er dårligst til: At være i kontakt med dem, vi senere skal træffe beslutninger på vegne af.

Næste artikel

Omvejens uanede muligheder

Lad nysgerrigheden spire, tag omvejen og smag på ordene dér, hvor det giver mening. MED ANDRE ORD har mødt lektor Steen Nepper Larsen til en samtale om dannelse. Vi tager pulsen på begrebet og blotlægger forskellen på dannelse og dannethed