Lad nysgerrigheden spire, tag omvejen og smag på ordene dér, hvor det giver mening. MED ANDRE ORD har mødt lektor Steen Nepper Larsen til en samtale om dannelse. Vi tager pulsen på begrebet og blotlægger forskellen på dannelse og dannethed
Kolde kontanter, kunne man vel kalde dem. Mønterne, som jeg har fået, og som ligger dér små tyve centimeter fra min laptop. Fire enkroner og fire halvtredsører. Men man kunne også kalde dem så meget andet: betalingsmidler, tillidssymboler, artefakter, farvebelagte metalstumper. Listen er længere, og måske ville visse tunger driste sig til også at anføre ordet uddannelse et sted, hvis vi bevægede os langt nok ud i rækken af beslægtede ord.
”Dannelsen er optaget af omveje, af langsomhed og grundighed. Derfor drejer det at studere sig også om retten til at dvæle og tage omveje”
For vi kommer næppe uden om det forhold, at penge og uddannelse går hånd i hånd i den sproglige verden, der folder sig ud i debatten om landets dannelsesinstitutioner. Man spørger blot, hvad der er råd til at forske i, hvem vi har råd til at lade studere, og hvor længe de skal have lov til det.
Ud med dannelse
Uddannelse. For et par år siden luftede forfatteren Knud Romer den vittige bemærkning, at det var som om, at dannelse helt var forsvundet fra ordet uddannelse. ”Det eneste, der er tilbage, er ud,” som han sagde. Ud på den anden side af studiets 300 kandidatudklækkende ECTS-point. Ud til erhvervslivet og arbejdsmarkedet. Ud at tjene penge.
Når man for tiden skeler til både Produktivitetskommissionen og Danmarks Akkrediteringsinstitutions udtalelser om, at mange uddannelser mangler jobrelevans, er det næppe svært at øjne, at idéen om penge velsagtens har taget bolig i den lille præposition ud, som vi ynder at stille foran dannelse. Men hvad er der blevet af dannelse?
Der er gennem tiden blevet tænkt og skrevet meget om dannelsens formål, relevans og nytte, og diskussionen pågår stadig. Jeg har derfor sat Steen Nepper Larsen i stævne til en samtale om dannelsestankens begreb og udfordringer. Det er ham, der senere skal give mig de mønter, som nu ligger på mit skrivebord et lille stykke fra computeren.
Dannelse – ikke et spørgsmål om til- eller fravalg
Steen Nepper Larsen er lektor ved Institut for Pædagogik og Uddannelse, Campus Emdrup, Aarhus Universitet, og har gennem mange år været en markant stemme i den offentlige, uddannelsespolitiske debat. Hans akademiske genstandsfelt spænder særdeles bredt – fra intensiv idéhistorisk fordybelse til sociologiske arbejder med hjerneforskning og neuroplasticitet. Og ud over at bestride stillingen som lektor sidder han også som bestyrelsesmedlem i tænketanken SOPHIA, som beskæftiger sig med pædagogik og dannelse. SOPHIA havde netop dagen inden vores møde stået for en større konference om universitetsverdenen på Vartov i København.
Steen Nepper Larsen tager imod mig med et varmt smil, da han åbner døren til sit lille kompakte kontor på AU’s campus i Emdrup. Straks efter at have indfundet mig i rummet og sat optageren i gang griber jeg muligheden for at spørge ind til, hvad det egentligt er, vi bør holde fast på, når det kommer til dannelsestanken.
”Det lyder jo som om, at dannelse er noget, vi kan se bort fra og lade være med at vælge, ligesom vi kan med en is, vi ikke gider at købe,” siger lektoren, der således prompte tager brodden ud af præmissen i mit spørgsmål. Ingen umiddelbar opdeling i ud og dannelse her. Han fortsætter:
”Jeg tror snarere, at det er således, at dannelsestanken er en integreret del af vores uddannelsesinstitutioner. Man har i rigtig lang tid haft en sådan selvforståelse, at der skulle komme mere end bare uddannelse ud af uddannelsessystemet. Det har også handlet om at få nogle dannede personer ud på den anden side.”
Dannelse er andet end dannethed
Og så er der ellers åbnet op for de næste små to timers samtale, som kommer til at runde vort emnes talrige facetter.
Der levnes ikke megen tvivl om, at dannelsestanken står over for betydelige udfordringer. Vi sidder ikke længere til bords i vinklubben med Hegel, Hölderlin og Schlegel i det 19. århundredes Tübingen; dengang der blev tænkt visionære tanker om kunstens frigørende kræfter og dannelse som en kvalitet i menneske- og samfundslivet.
Længe har begrebet om dannelse måtte brydes med den problemstilling, der ligger i, at dannelsen på den ene side ikke har nogen egentlig substans og på den anden side samtidig udgør et normativt projekt.
I sin nyligt udsendte bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering skriver Steen Nepper Larsen, at dannelse er noget andet end dannethed – altså det, som man især tidligere har skudt borgerskabets filistre i skoene: afliring af kongerækker og belejlige franske selskabsfraser. Jeg spørger ham derfor, hvad vi bør forstå ved det dannede menneske.
”Det er ikke sådan, at vi kan lave en svensk Volvo-sele-stat og bestemme, hvad alle i landets skoler og universiteter skal læse på samme tid på den samme dag. Det lader sig ikke gøre”
”I bogen skriver jeg lidt polemisk, at det udannede menneske er en karikatur af sig selv. Det vil sige én, der bliver taget af tidens strøm, af samtidens forheksede værdier og grundlæggende ikke forstår at forholde sig kritisk til dem. En person kan sagtens have penge, prestige og håndfast magt over andre i landet, men samtidig ikke være i stand til at gennemskue de kriterier, som vedkommende er sat til at styre sit samfund igennem. Det ligger der en betydelig ufrihed i. Så når vi taler om det dannede menneske, taler vi derfor om én, der ikke nøjes med at lade sig beskrive af andre – både i gerning og selvbillede,” svarer Steen Nepper Larsen.
Erkendelsens privilegerede knager
Dannelse handler altså blandt andet om at kunne se sin samtid i øjnene og være i stand til at sætte den i et kritisk perspektiv. Af den grund har dannelse også noget med historie og traditioner at gøre, forklarer Steen Nepper Larsen:
”Det drejer sig ikke om at lovprise traditionen for traditionens skyld. Men man bør være opmærksom på, at der er grundlagt et utal af sproglige, filosofiske og videnskabsteoretiske løjpespor, før man selv kom i spil og trådte sine skridt inden for akademia. Ambitionen må altid være at arve traditionen kritisk overskridende, og hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt uomgængeligt, at man skal sætte sig grundigt ind i det, man ønsker at gøre op med.”
”Kritikken af, at det altid vil være en bestemt klasses smag, der skinner igennem, forekommer mig til tider falsk, fordi du – uafhængigt af, om du er arbejderklasseknægt eller forkælet professorsøn – altid har en fordel ved at vide noget om Platon, Linné, Kant eller Bohr”
”Imidlertid er det ikke sådan, at vi kan lave en svensk Volvo-sele-stat og bestemme, hvad alle i landets skoler og universiteter skal læse på samme tid på den samme dag. Det lader sig ikke gøre.”
– Men hvad skal vi så holde os til?
”Jeg vil hævde, at hvert eneste fag har nogle privilegerede knager af erkendelse, som man med fordel kan sætte sig ind i. Jeg kan ikke forestille mig, at én, der læser fysik, ikke på noget tidspunkt ville have noget ud af at læse Newton, Kepler eller Einstein,” lægger lektoren ud og tager derpå livtag med en tese, som vi især kender fra sociologiens salige Bourdieu.
”Kritikken af, at det altid vil være en bestemt klasses smag, der skinner igennem, forekommer mig til tider falsk, fordi man – uafhængigt af, om man er arbejderklasseknægt eller forkælet professorsøn – altid har en fordel ved at vide noget om Platon, Linné, Bohr eller Kant for blot at nævne et par eksempler. Det vil simpelthen kvalificere din omgang med livet og med verden, at du ved noget om dem og deres virke.”
Retten til at dvæle og tage omveje
Men det tager også tid at fordybe sig. Det ved ethvert gemyt, der har forsøgt sig i filosofiens verden, gransket matematikkens myndige logik eller prøvet at finde hoved og hale i kvantemekanikkens skizofrene univers. Lidt senere i vores samtale får dette tidsmæssige for(be)hold da også et par ord med på vejen.
”Dannelsen er optaget af omveje, af langsomhed og grundighed. Derfor drejer dét at studere sig også om retten til at dvæle og tage omveje. Af den grund har vi måske brug for en decelerationens revolte,” siger Steen Nepper Larsen med reference til den ECTS-kappestrid med tiden, som den højaktuelle og delvist implementerede universitetsreform lægger op til.
At kræve retten til langsomhed må ikke forveksles med dovenskab, forstår man. Tværtimod. Lidt illustrativt kunne vi erstatte langsom med synonymet adstadig, som ifølge Dansk Sprognævn beskriver et forhold, der er præget af værdighed, alvor og ro. For det er netop adstadighed, der skal til, hvis man som studerende selv skal lære at udforske stoffet og forfølge sine faglige interesser – noget, der ifølge Steen Nepper Larsen giver universitetsstudiet dets nødvendige fylde:
”Når vi begynder primært at anskue vores uddannelsessystem som noget, der skal tilfredsstille arbejdsmarkedet eller hurtigst muligt bringe en person fra A til B, glemmer vi et af universitets vigtigste formål: At inspirere til tænkning og tilegnelse af viden som noget, der har en værdi i sig selv,” siger han.
En ny selvforståelse?
Steen Nepper Larsen vender ganske kort efter denne bemærkning tilbage til spørgsmålet om uddannelsessystemets selvforståelse, som vi indledningsvist havde oppe at vende.
”Idéen om at få mere end bare uddannelse ud af vores uddannelsesinstitutioner kan så siges at være truet i det omfang, at vi begynder at underlægge institutionerne en for snæver fra-A-til-B-tænkning,” siger han.
Her kunne man forstå, at dannelse godt nok ikke i udgangspunktet handler om et til- eller fravalg. Men en konsekvens af tidens uddannelsespolitiske strømninger kunne formodentligt være den, at vores uddannelsesvæsen har kurs mod en ganske anden selvforståelse. En væsentligt mere bleg selvforståelse, hvor ud er nøgleordet i uddannelse, sådan som Knud Romers vittige tvedeling af ordet i ud og dannelse indikerer.
Ingen fuldendt formel
Dannelsesbegrebet selv lader sig imidlertid ikke reducere til ud eller arbejdsmarkedskompetencer – endsige til nogen anden prædefineret kategori.
I sin bog fremhæver Steen Nepper Larsen indledningsvist, at dannelsen ikke lader sig operationalisere. Den er kendetegnet ved en indre bearbejdelse og tilegnelse af viden, og den ville både stivne og gå imod sit formål, hvis vi kogte den ned til udtømte og formaliserede redskabskategorier. Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for at undre sig systematisk.
Alligevel synes vi at kunne tale om, at der sagtens kan knyttes en række åbne betegnelser til dannelsestanken. Nysgerrighed, dvælen, omveje og muligheden for at se ud over sin samtid. Det er alle størrelser, som let kommer i karambolage med diverse regeringskommissioners tænkning i umiddelbart afkast og afsættelighed. Intet under, at dannelsestænkere farer i blækhuset, når kommissionernes oftest tragisk forsimplede modeller kommer for dagen.
Det er derfor heller ikke en fuldendt formel for dannelse, jeg tager med mig ud i eftermiddagssolen, da vores samtale når sin afslutning. Men jeg forlader Steen Nepper Larsens bogtætte kontor i Emdrup med en solid fornemmelse af, hvor vigtigt det er at lade nysgerrigheden spire og at tage omvejen og tygge på ordene dér, hvor det giver mening. Og jeg sætter mig ind i S-toget på vej mod byen med fire enkroner og fire halvtredsører liggende løst i venstre baglomme. Dem fik jeg af lektoren i et muntert forsøg på at betale byttepenge tilbage for en bog, jeg havde købt på konferencen dagen forinden. Kontanter er vist blevet umoderne. Nu ligger de dér ved siden af computeren. Mønterne. Det ville da være trist, hvis vi blot kaldte dem kolde kontanter. De er jo også så meget andet, og det er kun nysgerrigheden, der sætter grænserne.
Steen Nepper Larsen (f.1958), lektor ved IUP, Campus Emdrup, Aarhus Universitet (www.gnosis.au.dk & stla@dpu.dk) og medlem af bestyrelsen for Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse (www.sophia-tt.org); kritiker, foredragsholder. Har bl.a. udgivet Sproget er alles og ingens. Erkendelse og spekulation (1995) og sammen med lektor i sociologi, Inge Kryger Pedersen fra KU, redigeret og skrevet ca. 130 opslag i Sociologisk leksikon (2013/2011).