Den som gaber er bange for fordybelsen

Den som gaber er bange for fordybelsen

Politologi er spændende at beskæftige sig med. Alligevel møder ens blik ofte en gabende medstuderende på læsesalen, der kvæler koncentrationsbesværet med kulsort Kommunekaffe. Bør forskere og undervisere bestræbe sig på at gøre politologi mere underholdende?

”Hvad sagde sociologen, som havde bestået statistik, til sociologen, der var dumpet? Stik mig en Big Mac med fritter og cola, tak.” Den joke genkendes nok af mange statskundskabsstuderende af den simple årsag, at det er en af de få jokes, der indgår i de tusindvis af siders pensum, vi gnaver os igennem. Man kunne få den tanke, at mange politologiske forskere bevidst forsøger at undgå at være sjove på skrift.

De begrænsende genrekrav
På en flot forårsdag møder jeg professor Peter Dahler-Larsen til en samtale om forholdet mellem humor og politologi. De skarpe solstråler oplyser hans ­kontor, der blandt andet er udsmykket med prisen som Årets Underviser i 2014. Jeg konfronterer ham med, at nogle medstuderende mener, at der må eksistere to Peter Dahler-Larsen’er: Den karismatiske mand, de har mødt til forelæsninger, kan umuligt være den samme, som de er stødt på i pensum i National forvaltning.

”I større udgivelseskanaler, som for eksempel Sage Publications, er der nogle genrekrav, og hvis man er en prestige­fuld og anerkendt forsker, kan man tillade sig at bøje genrekravene lidt. Hvis man ikke er, må man bare følge kravene. Der er et stærkt hierarki, og det enorme publikationspres, som mange forskere oplever, øger presset for at tilpasse sig redaktionelle krav. Men Latour og Žižek skriver, som det passer dem.”

Forskere er jo ikke rocksangere…
De store kanoner kan altså sagtens boltre sig, mens mindre anerkendte forskere må rette ind og kvæle den humoristiske gnist, der måske brænder i dem. Men skal man nødvendigvis også more sig, når man
dygtiggør sig i statistik eller forvaltning? Peter Dahler-Larsen taler imod, at man lægger et for stort formidlings­mæssigt pres på undervisere og forskere.

”Jeg er modstander af idéen om, at mennesker helst ikke skal udsættes for noget, der er specielt kompliceret, og at hvis man skal formidle noget videnskabeligt, så skal man helst være stand-up’er eller rocksanger. Modtageren af formidlingen har ikke krav på, at det skal være sjovt.”

Det sjove er stoffet, ikke formidlingen
Selvom han nedtoner forestillingen om, at det er under­viserens opgave at gøre stoffet spiseligt for den studerende, er der ingen tvivl om, at han gør sig mange tanker om, hvad der gør politologi ­inte­ressant. Især lægger han vægt på det underfundige og gådefulde i vores videnskab. Og for ham er det ­substansen og ikke formen, man bør lægge vægt på.

”Da James March fandt på garbage can-modellen, er der ingen tvivl om, at han enten havde boet vildt lang tid i Californien, eller også havde han puttet noget i kaffen”  – Peter Dahler-Larsen

”I virkeligheden synes jeg, at der er meget politologi, som er sindssygt sjovt. Da James March fandt på garbage can-modellen, er der ingen tvivl om, at han enten havde boet vildt lang tid i Californien, eller også havde han puttet noget i kaffen. Det handler om at se det sjove i stoffet, ikke det sjove i formidlingen.”

Alle kneb gælder
Politologi kan ifølge Peter Dahler-Larsen sagtens være sjovt, hvis man er i stand til at arbejde længe med teorierne. I sin undervisning forsøger han at åbne de studerendes øjne for den politologiske verdens mysterier, som begejstrer ham selv.

”Jeg prøver altid at finde en konflikt i stoffet, som de studerende ikke nødvendigvis selv har set. Jeg vil gerne vise dem, at der er grund til at arbejde med pensum, og at det bliver sjovt, hvis man slider længe nok med teorierne.”

”Det vigtigste for mig som underviser er at give de studerende lyst til at bruge endnu mere tid på stoffet. Og her gælder alle kneb”  – Peter Dahler-Larsen

mao6_s37

Rocksanger eller ej – Peter Dahler-Larsen lægger stor vægt på fordybelsen: ”Det vigtigste for mig som under­viser er at give de studerende lyst til at bruge endnu mere tid på stoffet. Og her gælder alle kneb.”

Næste artikel

Fra skole til fabrik – et blik på feedback

De studerende har sat obligatorisk feedback øverst på dagsordenen med kampagnen ’Feedback er noget, vi giver til hinanden’. Men skaber feedback dygtigere studerende, eller er det blot et middel til at opnå anerkendelse?