Fra skole til fabrik – et blik på feedback

De studerende har sat obligatorisk feedback øverst på dagsordenen med kampagnen ’Feedback er noget, vi giver til hinanden’. Men skaber feedback dygtigere studerende, eller er det blot et middel til at opnå anerkendelse?

Da jeg startede på Statskundskab, var det ikke med en vision om, at jeg skulle være poli­tiker eller departementschef i et ministerium. Jeg valgte statskundskaben, fordi jeg havde en samfundsfagslærer i gymnasiet, der ikke alene var fagligt dygtig, men som også havde en særpræget karakter, og som jeg elskede og hadede for hans nød­vendige kritik. Kritikken kom ikke altid i en pædagogisk form – eksempelvis bad han mig engang om at holde kæft i en løbsk diskussion om globaliseringen, fordi jeg ikke var teoretisk og lød hysterisk, når jeg talte om udbytning af blinde kinesiske børnearbejdere. Ikke desto mindre følte alle elever i hans klasse, at de overværede en samfundsfagsmester udfolde sig, og at de blev set og bedømt retfærdigt.

Jeg forventede ikke denne form for mesterlære på universitetet. Jeg forventede dog heller ikke at blive reduceret til et læringsparat halvfabrikata, der nu er i stand til at producere standardiserede femdagsopgaver uden yderligere begrundelse for den talmæssige brugsværdi, mine undervisere tildeler mig – karaktererne. Jeg får imidlertid hver eneste gang, jeg skal skrive en sådan opgave, en forelæsning om den gode opgave og dens opbygning, som, jeg har lært, omfatter en indledning, redegørelse, analyse, diskussion, konklusion og litteratur­liste. Efter de første otte af denne type forelæsninger fandt jeg det klogest at undgå dem, da den gode opgaves opbygning ikke synes at være i forandring.

Som sjettesemesterstuderende har man vænnet sig til at være modtager af en universitetspakke. Herregud, voksenlivet byder jo på adskillige pakker: vækstpakker, bankpakker, jobpakker og kræftpakker til de ­uheldige. Dog tænker jeg at vide mere om nytteværdien af disse pakker end om min egen værdi som studerende og fremtidig arbejdskraft. Årsagen kunne være, at de fleste kommentarer, jeg får fra underviserne om min værdi, fremkommer som kollektive skideballer til fore­læs­ningerne eller i medierne.

Feedback som løsning
Nogle studerende har igangsat kampagnen ’Feedback er noget vi giver til hinanden’, som skal sikre mere og bedre skriftlig feedback på Statskundskab. Kam­pagnen har modtaget blandede reaktioner – dels på grund af en offensiv e-mailaktion, hvor studerende kunne sende en færdigfabrikeret e-mail til deres under­visere med krav om skriftlig feedback, og dels på grund af administrative overvejelser omkring ressource­forbruget ved at give individuel feedback. Dertil kommer det vedkommende spørgsmål, om feedback blot bliver et klap på skulderen til de ­dygtige. Denne pointe kom Anders Wivel med på et dialogmøde med feedbackgruppen, hvor han i en panel­debat sagde:

”Det skal ikke være meningen, at feedback blot er til for, at eleverne føler sig set.”

En lærerig pointe med tanke på det pakkesamfund, vi skal vænne os til at leve i, hvor der ikke er ressourcer til at blive set, medmindre man melder sig som deltager i Paradise Hotel. Feedbackgruppens modargument er, at den nuværende ordning, hvor man selv kan bede sine undervisere om feedback og måske være heldig at få den, i forvejen tilgodeser de stærke og de højtråbende.

Min frygt ved at få obligatorisk skriftlig feedback er, at jeg får tildelt endnu en pakke – en feedbackpakke. Allerværst i form af et evalueringsskema, som underviseren skal udfylde efter hver opgave. Det ville ikke alene være en yderligere degradering af min arbejdsindsats, det ville være en ydmygelse – en ordmæssig formidling af et tal og ydermere et tidsspild – Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

Gruppen ønsker i stedet obligatorisk individuel feedback på samtlige skriftlige opgaver. De har forsigtigt skønnet, at 22 minutters feedback per elev vil koste én procent af taxameterpengene på Instituttet. Jeg spurgte en repræsentant fra gruppen, om en eksamensopgave ikke netop skal vise, hvad man kan i det pågældende fag, hvorfor feedback må siges at være en forsinket og ligegyldig vejledningsressource. Gruppens synspunkt er dog, at studiet er sådan opbygget, at fagene ofte ligger i forlængelse af hinanden. Derfor kan man medtage feedbacken til de efterfølgende fag. Som et eksempel på konsekvenserne af den manglende feedback berettede en medicinstuderende til dialogmødet, at hans karakterer på medicinstudiet har været meget svingende frem for at været steget gradvist.

Pointen blev dog en anelse mudret, da mødet præsenterede forskeren Jens Dolin, institutleder ved Naturfagenes Didaktik, der med en rygdækkende undersøgelse fortalte, at feedback kun virker for­bedrende, når eleverne ikke får karakterer, idet tallene overskygger ordlyden af bedømmelsen. Dette indikerer, at taldogmatisme og pakkeløsninger ophæver de gavnlige effekter ved at få individuel vejledning og oplysning om egne styrker og svagheder. At ønske feedback for at opnå en kumulativ karakterstigning synes ud fra det synspunkt at være en selvmodsigelse. Omvendt forekommer det heller ikke som en lærerig proces at besvare undervisernes problemformuleringer i blinde ud fra diverse formalistiske forelæsninger.

Feedback som motivation
Måske man burde diskutere, hvilken værdi feedback har i sig selv frem for at være et præstationsfremmende medikament i udarbejdelsen af det enkelte produkt. Min frygt ved at få obligatorisk skriftlig feedback er, at jeg får tildelt endnu en pakke – en feedbackpakke. Allerværst i form af et evalueringsskema, som underviseren skal udfylde efter hver opgave. Det ville ikke alene være en yderligere degradering af min arbejdsindsats, det ville være en ydmygelse – en ordmæssig formidling af et tal og ydermere et tidsspild. Til gengæld ville jeg have motivationen til at læse globaliseringsteori i min fritid, hvilket jeg gjorde efter min gymnasielærers ud­bryderske kritik, hvis der var mere end et tal på spil, og hvis jeg følte, at det gjorde en forskel – ikke for mine karakterer, men for min dannelse og evner ­inden for samfundsvidenskaben. Dette er vel trods alt det produkt, som universitetet tilstræber at udvikle, frem for en række af tal, som om et par år er gået i glemmebogen. En sådan motivation kræver en anerkendelse, som pakketænkningen ikke er i stand til at levere. I stedet skaber pakketænkningen indstillingen: Hvorfor dog bestræbe sig på at få et stort syvtal, når man med en betydeligt mindre arbejdsindsats kan få et lille syvtal? Oftest kender man alligevel ikke syvtallets størrelse.