Der er ingen penge som gamle penge

Det er ikke kun en forøget risiko for hjertekarsygdomme, hårtab eller en stor næse, man kan arve i familien. Det er også penge. I nogle familier flere end andre, altså pengene

“You have to dirty your hands if you want to live well. The only thing that matters is to know how to get them clean again; in that art lies the whole morality of our times,” lyder det fra en af hovedpersonerne i den franske forfatter Balzacs novelle Le Père Goriot. Vautrin er navnet på denne person, og i novellen henvender han sig til den unge og naive jurastuderende, Eugéne de Rastignac. For Eugéne har en idé om, at han gennem sine uddannelsesmæssige kvalifikationer og hårdt arbejde kan tjene penge nok til at leve et komfortabelt liv. Men som citatet viser, ser Vautrin noget mere kynisk på det: Der skal beskidt arbejde til.

Når denne uskønne blanding af verdens business heavyweights og politikere sætter sig sammen i Davos og læser Pikettys bog, er det, fordi de frygter et skud under vandlinen. Lige i nosserne.

Det kan virke overraskende, at novellen er fra 1835, eftersom pointen fortsat runger metallisk gennem alverdens skattekister. At novellens aktualitet stadig er intakt, viste sig for ganske nyligt. I Davos – 1.506 meter over havets overflade – blev tonerne atter slået an. Og endnu en gang var det en franskmand, som startede det hele. Han startede det hele med en bog, som de så ivrigt debatterede på det årlige World Economic Forum. Manden bag bogen er Thomas Piketty, og den bærer titlen Capital – in the Twenty-First Century. Piketty er ikke Hr. Hvem-Som-Helst. Da han sidste gang forfattede en bog, slog han an til det, der senere skulle blive til Occupy Wall Street-bevægelsen. Så når denne uskønne blanding af verdens business heavyweights og politikere sætter sig sammen og læser Pikettys bog, er det, fordi de frygter et skud under vandlinen. Lige i nosserne.

En teoretisk og politisk bulldozer
Pikettys bog handler om økonomisk ulighed set fra det 21. århundrede. Piketty var 18 år, da Berlinmuren faldt, og derfor kredser den ikke om kommunisme over for kapitalisme. Den handler om at fjerne ideologiske skyklapper i debatten omkring ulighed. Piketty fjerner disse skyklapper effektivt – så effektivt, at et fransk medie skrev: ”C’est un bulldozer théorique et politique” (’Det er en teoretisk og politisk bulldozer’, red.).

Hvad kører en anti-ideologisk bulldozer på? Simpelt, Piketty betræder områder, hvor økonomer ikke har været før, og han skorter ikke på empirien. Bogen bugner med data fra tyve forskellige lande fra 1800-tallet og frem til i dag. Med disse data i hånden er det ikke kun indkomst (income), men også velstand (wealth), der undersøges.

Vi har glemt formuernes rolle
Det er Pikettys centrale tese, at afkastet af kapital altid vil være større end væksten i lønningerne og samfundsøkonomien. Afkastet af kapital skal forstås som alle indtægter af fast kapital, profit, renter, dividender og lejeindtægter. Piketty anlægger tillige den betragtning, at der bør ses på, hvem der ejer hvad, og ikke kun, hvem der tjener hvad. På den måde åbner han på glimrende vis en ny flanke i kampen omkring ulighed.

I tidligere samfund – illustreret ved Downton Abbey – var uligheden baseret på nedarvede formuer, men det fik to verdenskrige sat en klar stopper for. De store nedarvede formuer gik til i bombernes grus, og høje forsvarsudgifter retfærdiggjorde en solid beskatning, der bidrog til at mindske formuerne. Efter verdenskrigene har uligheden primært handlet om uligheder i indkomst og løn. Piketty peger på, at man derfor har glemt formuernes rolle i det store makroøkonomiske skuespil.

Uligheden kan eksplodere
Økonomisk set befinder vi os i dag på grænsen af den teknologiske udvikling, skriver han. Af den grund må vi sandsynligvis acceptere en vækst i samfundsøkonomien på mellem én og to procent i fremtiden. Omvendt vil væksten i formuer og kapital være mellem fire og seks procent. Måske mere. Dette betyder, at formuer gennem generationer vil akkumulere helt enormt og blive koncentreret på færre hænder, sådan som det var, før verdenskrigene brød løs. Sagt på anden vis kan dette få uligheden til at eksplodere i løbet af få generationer.

Derfor er der grundlæggende tale om en misforståelse, når de, der har ansvaret for den økonomiske politik, tror, at samfundet er et meritokrati – altså et samfund, hvor talent og indsats styrer fordelingen af magt og penge. De personer deler den holdning, som Eugéne de Rastignac gør sig til talsmand for i Balzacs tidligere nævnte novelle.

I Pikettys optik er den eneste forskel mellem Downton Abbey og i dag, at der dengang ikke fandtes en velhavende middelklasse. For vi står stadig i den samme situation som dengang, hvor den nederste halvdel af samfundet fortsat intet andet ejer end deres egen arbejdskraft. En arbejdskraft, hvis værdi i længden alligevel ikke kan følge med.

Inden 68’erne får varmet rygstykkerne, påpeger Piketty dog, at den referenceramme, som disse tidligere tiders studenteroprører trækker på, er en historisk anonomali. Tiden fra Første Verdenskrigs udbrud og frem til slutningen af tresserne var ganske atypisk: I denne periode var væksten i samfundsøkonomien større end afkastet af kapital. Årsagen hertil var, at der i det sønderbombede Europa var et enormt uudnyttet vækstpotentiale forbundet med genopbygningen af kontinentet. Krigens ruiner skulle rejses, og det krævede beskæftigelse. I Pikettys lange historiske perspektiv er denne periode intet andet end en undtagelse, der bekræfter reglen. Afkastet af kapital vil nemlig altid være større end væksten i samfundet.

Meritokratiet og den sociale sammenhængskraft
Piketty har et eksempel. I 1909 opfinder franskmanden Eugéne Schueller en hårfarve, som bliver meget populær. Han er grundlægger til l’Oreal-formuen. I dag sidder Liliane Bettencourt på formuen – en formue, der mellem 1990 og frem til 2010 gik fra to til 25 milliarder dollars. Med lidt hovedretning giver det en stigning på 13 procent om året. Hermed peger Piketty på, at formuer af en vis størrelsen vil reproduceres med en sådan hast, at de efterlader den omkringliggende økonomi et sted i støvsporet.

Eksemplet kan virke fjernt, men i løbet af foråret kunne Børsen Pleasure introducere en dansk pendant. Lensgreve Bendt Hannibal Tido Wedell-Wedellsborg er Danmarks største private jordbesidder. Han besidder 10.000 hektar jord. Det svarer til et område på størrelse med Samsø. Herudover ejer han også 300 hektar i Skotland. Han er den 13. i sin generation og er estimeret til at være god for 600 millioner kroner.

Også i England er debatten også skudt i gang. En rapport fra Oxfam kunne konkludere, at Storbritanniens fem rigeste familier havde en formue på større end samfundets bottom-twenty percent. Den rigeste familie tilhører Grosvenor-slægten med overhovedet Gerald Grosvenor, der er den 6. Duke of Westminister. Slægtens formue er estimeret til over 71 milliarder danske kroner.

Ved at gå fra et meritokrati til det samfund, hvor nedarvede formuer spiller en stor rolle, risikerer vi at underminere samfundets sociale sammenhængskraft. Pikettys bog er et eksempel på, at empirisk grundighed kan føre til en grundig debat af et kontroversielt emne.

Efter verdenskrigene har uligheden primært handlet om uligheder i indkomst og løn. Piketty peger på, at man derfor har glemt formuernes rolle i det store makroøkonomiske skuespil.

At se nøgternt på markedsøkonomien og vurdere, hvad den er god til, og hvad den ikke er god til. Markedsøkonomien er god til at skabe og akkumulere størrelser som kapital og værdi, men den er ikke god til at fordele dem.

Med Pikettys bog in mente, kan vi alle lytte til lidt flere af Vautrins ord til den unge jurist:

”The Baron de Rastignac thinks of becoming an advocate, does he? There’s a nice prospect for you! Ten years of drudgery straight away. You are obliged to live at the rate of a thousand francs a month (…) Bah! I would sooner turn pirate on the high seas than have my soul shrivel up inside me like that. How will you find the capital? There is but one way, marry a woman who has money.”