Velfærdsstaten og den historieløse fortælling

Gør din Pligt, kræv din Ret

De rungende socialdemokratiske slagord fra fordums røde faner. Den hæderlige arbejder. Slaget på Fælleden. Og sidenhen den lige linje til Blå Bjarne i sin kansasbærende pragt.

At de gamle faner for tiden synes at kaste en blå skygge er en anden sag. Samfundet, som vi kender det, står over for massive eksterne udfordringer, og vi må alle spænde livremmen ind og trække i selerne for at redde, hvad der reddes kan.

I den forbindelse har begrebet RET & PLIGT tilsyneladende fået en moderne genindspilning på den nyere danske socialpolitiske grammofonplade over velfærdsstaten. Konteksten er en samfundsmæssig opdeling i skafferdyrene – de energiske puklere – og på den anden side nyderne – modtagerne af passiv forsørgelse.

Jørn Henrik Petersen (JHP – f. 1944) er siden 1974 professor i socialpolitik og senere Statskundskab ved Syddansk Universitet og er aktuel med bogen Pligt & Ret – Ret & Pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv.

Det gennemgående tema for bogen er samtidens inkonsistente tale om velfærdsstatens normative grundlag. 1980’ernes totale markedsorientering og modreaktion-en mod den ’altdominerende’ velfærdsstat med tårnhøje offentlige udgifter skabte nye institutionelle spor.

JHP påpeger, hvordan disse institutionelle spor gennem 90’erne og 00’erne skulle få vidtrækkende konsekvenser for individets værdisæt.

Fra borger til (for)bruger og kunde
I disse årtier blev 1950’ernes fællesskabsorienterede borger til bruger for sidenhen at blive til forbruger og kunde. Samfundsborgerens tidligere accept af ’noget-for-ingenting’ blev erstattet med privatmenneskets  krævementalitet og ’noget-for-noget’. Samtidig har det offentlige ændret karakter fra at være et kollektivt beslutningssystem til at være betegnelsen for en serviceleverandør.

Med de bemærkninger synes syndefaldet endeligt cementeret. JHP stiller derfor det oplagte og åbne spørgsmål: Har velfærdsstaten som et moralsk projekt spillet fallit? Han udtrykker grundpræmissen i sit spørgsmål på følgende måde:

”Vi indretter samfundet, som om vi havde sympati for hinanden – vel vidende, at det ikke er tilfældet.”

Heri ligger kimen til velfærdsstaten som et moralsk projekt. Pointen er, at velfærdsstaten er blevet et institutionaliseret surrogat for den næstekærlighed, som vi i princippet har så svært ved at virkeliggøre.

Over for dette moralske grundlag for velfærdsstaten står tilsyneladende den politiske diskurs om skafferdyr og nydere, værdigt og ikke-værdigt trængende. Og JHP viser, hvordan den har nået et niveau, der finder sin genklang i 1800-tallets filantropi. Dengang, hvor arbejdsanstalter skulle skræmme folk til at følge dydens smalle vej, og hvor løsningen på dovenskab og arbejdsløshed var tugt og kristne dyder.

Oversætter vi dette til 2014-sprog, dukker velkendte vendinger som incitamentsstrukturer, empowerment og selvforskyldt nød hurtigt op. En klokke ringer.

”Gør din Pligt, kræv din Ret” refererede i fordums tid til en overklasse, som tilranede sig rettigheder uden at vedstå de medførende forpligtigelser. Forpligtelserne var alene pålagt arbejderklassen, der måtte slide i fabrikkerne, og som på sin side var frarøvet alle rettigheder.

Man fornemmer historiens vingesus runge i de to ord, pligt og ret. Men diskursens udvikling synes ifølge JHP at være en fortælling om socialdemokratisk vildfarelse over for en dagsordensættende højrefløj. Vingesuset overdøver dermed ikke det ahistoriske aspekt, at pligt og ret er blevet et styringsmiddel, en løftestang for fornødenhedens politik.

For som JHP selv fremhæver det, er velfærdsstaten i sin klassiske udformning et moralsk projekt, og moralske projekter har det for tiden svært.