En uventet festpause har kølnet romancen mellem de studerende og studieledelsen. Tilliden er svækket, men som i alle moderne parforhold handler det om at bevæge sig fremad. Men hvordan ser fremtidens studiemiljø ud ifølge de studerende og ledelsen?
”Det er jo klart, det var et chok, og nogen synes, at det var uforskyldt. Men den efterfølgende proces, synes jeg, har været konstruktiv”.
Sådan siger studieleder Anders Berg-Sørensen om det sagnomspundne festforbud, der de seneste tre måneder har ligget som en mørk skygge over Statskundskabs studiemiljø. Nyheden om hærværket begået af ukendte personer i samme tidsrum som introgallaen for førsteårsstuderende kom bag på Anders Berg-Sørensen, men blev hurtigt fulgt op af en resolut konsekvens: Festpausen. Det var en beslutning, der kan ses i lyset af studiets allerede blakkede ry i offentligheden, der opstod tilbage i 2014, da medierne kunne berette om sexistiske, racistiske og heteronormative indvielsesritualer på Statskundskab. I denne omgang kunne både Berlingske, Uniavisen, Metroxpress samt TV2 Lorry nu omtale fortløbende negative tendenser i forbindelse med den såkaldte festpause.
We were on a break
De studerende, vi har talt med, er dog bange for, at mediernes forventede udlægning af begivenhederne har fået for stor en indflydelse på den efterfølgende konsekvens. I de studerendes øjne handler festpausen i høj grad om at sende et signal til omverdenen om ledelsens handlekraft.
Dette står i skarp kontrast til den officielle begrundelse fra ledelsens side af, der både omtalte sikkerhedshensyn såvel som en festkultur, der var løbet løbsk. De studerende er dog kritiske overfor ledelsens sidestilling mellem enkeltstående episoder og en generel ukontrollérbar festkultur i deres begrundelse af festpausen. Andreas Fuglsang, der læser på 7. semester, siger i den forbindelse:
”Det er ikke festkulturen, der er noget galt med. Folk kan godt finde ud af at holde fest, og statskundskabere drikker sig ikke fuldere og er ikke dummere end hverken psykologer eller folkesundhedsvidenskabere”.
Anders Berg-Sørensen giver dog nu de studerende ret i det selvsamme under interviewet:
”Der er ingen af os, der er interesserede i at få en på forhånd framet mediehistorie, som ingen af os kan se hænger sammen med den virkelighed, vi er i. Vi ser det som enkeltstående begivenheder, der er blevet mødt med konkrete reaktioner.”
Dette fordrer spørgsmålet: Hvis ledelsen og de studerende alle ser begivenhederne som tilfældige episoder, hvorfor overtager ledelsen så mediernes retorik om, at studiet har et generelt problem med festkulturen? Et generelt problem, der er så omfattende, at alle statskundskabsstuderende bliver nødt til at afholde sig fra at feste i tre måneder, uanset om de var tilstedeværende eller ej den skæbnesvangre aften for introgalla.
Der skal to til tango
Når der opstår krise i parforholdet, kan det nogle gange være svært at se problemet fra sin partners synspunkt. Hvad angår forløbet for festforbuddet, er dette ingen undtagelse. Flere tutorer fra Statskundskab giver udtryk for, at de ikke har følt sig anerkendt for det ekstra arbejde, som forbuddet resulterede i. Chilli Fredslund, der er tutor og går på 7. semester, siger i forlængelse heraf:
”Man kunne godt have ønsket sig, at der var blevet talt med lidt mere respekt, når sådanne situationer forekommer. En ting er, at de her situationer forekommer og det kan man ikke gøre noget ved, men man kan godt gøre noget ved, hvordan man håndterer dem.”
Den manglende anerkendelse hænger ifølge Chilli i høj grad sammen med, at tutorerne ikke har følt sig inddraget i beslutningsprocessen:
”Nu er det os, der har lavet introforløbet de sidste mange år. Det er os, der ligger alt arbejdet i det, og derfor er det jo en god idé for alle at lytte til vores forslag til, hvordan vi løser eventuelle problemer. Selvfølgelig skal vi ikke have fuld autonomi, og selvfølgelig er det Anders Berg-Sørensen, der sidder med ansvaret til sidst. Det kan vi jo godt se. Men alle i tutorgruppen føler et kæmpe ansvar for det, de laver. Så på den måde, så synes jeg godt, at vi må få noget mere medbestemmelse.”
Anders Berg-Sørensen er dog ikke enig i kritikken af den manglende inddragelse, og ser ikke det samme behov for en forbedring af den, ifølge ham, konstruktive dialog:
”Et kvarter efter jeg havde fået en rapport af Campusservice, sad to af repræsentanterne for Kontaktudvalget her ved mit bord, og to dage efter talte vi om det igen. Så jeg kan simpelthen ikke se, at der kunne have været en større inddragelse.”
Ud fra studielederens udsagn bliver det klarere, hvorfor der en diskrepans mellem de studerende og ledelsen. Hvor mange tutorer føler et stort ejerskab over introforløbet, så er der ifølge Anders Berg-Sørensen tale om en klar uddelegering af en opgave, der i sidste instans er hans ansvar. Det er ifølge ham afspejlet i tutorkontrakten og i den løbende dialog om udkast til program for intro-forløbet mellem studieleder og Kontaktudvalget. Dette forhold mellem de to parter betyder, at tutorerne ikke har så stor en mulighed for at udøve indflydelse på introforløbets udformning eller fremtid, som de måske forestiller sig.
Hvad angår den overordnede linje for introforløbet, har tutorerne således ikke reelt mulighed for at sige nej til ledelsens beslutninger til trods for, at de tilrettelægger og udfører arbejdet omkring de nye studerende. Det er en meget vigtig præmis at være opmærksom på, når man ønsker at diskutere ledelsens håndtering af begivenhederne efter introgalla, og tutorernes mulige handlerum i den forbindelse. Dermed også om tutorerne kunne have modsat sig beslutningen om et festforbud, der i høj grad ændrede vilkårene for deres frivillige arbejde, samt hvilken rolle de spiller i beslutningsprocessen vedr. introforløbet generelt set. Denne ansvarsfordeling er særskilt for tutorer, der indgår kontrakt med ledelsen, men ifølge de studerende vi har talt med, er tutorerne også meget centrale for Statskundskabs gode studiemiljø.
Emilie Heide, der er tutor og går på 3. semester, er forstående over for ansvarsfordelingen mellem studieledelsen og tutorerne, men synes stadig, at der er rum for forbedring, hvis man vil fortsætte samarbejdet i mellem de to parter og de studerende generelt:
”Jeg tror måske ikke altid, at ledelsen helt gennemtænker, at studiemiljøet ikke bare er noget, der kommer, fordi vi godt kan lide det. Det er jo også noget, der kræver en masse arbejde, penge, sindssygt meget initiativ og tid fra de studerende. Jeg tror måske ikke altid, de har den fulde forståelse for, hvor meget det kræver. Og den indsats skal bemærkes og italesættes oftere for at holde kræfterne i gang.”
Some work and some play
Festerne på studiet er blot ét aspekt af det sociale liv på Statskundskab, og derfor er det også vigtigt at huske på alt det andet, der definerer studiemiljøet på instituttet. Da Anders Berg-Sørensen er ny i jobbet som studieleder, er det naturligvis interessant at høre om hans definition af det gode studiemiljø:
”Studiemiljøet er uhyre vigtigt. Det er mere bare et spørgsmål om, hvad vi så mener, når vi taler om studiemiljøet. Når jeg tænker på, at der er et godt studiemiljø, så er det mest synlige den store blomst af mange forskellige foreninger, som laver ekstracurriculære aktiviteter.”
For studielederen at se er der altså tale om noget relativt specifikt, når han tænker på kernen af studiemiljøet, nemlig alle de foreninger, der udbyder ekstrafaglige aktiviteter. De studerende, som vi har talt med, giver Anders Berg-Sørensen ret i, at de faglige foreninger bidrager positivt til studiet. Ifølge Amalie Weimann fra 5. semester skyldes det især uddannelsens opbygning:
”Vi går på et generaliststudie, så derfor synes jeg, at det er vigtigt, at man har mulighed for at gå i dybden med det, som man interesserer sig meget for og dele sin interesse med andre i det her studiemiljø.”
Til spørgsmålet om, hvorvidt der findes en rangering af foreningerne, siger Anders Berg-Sørensen selv, at der ikke er tale om en prioritering af de faglige foreninger over de sociale. Men ifølge ham kan alle foreninger dog også siges at have en form for fagligt fokus, hvis blot man kigger godt nok efter:
”Revyen er jo også et eksempel på noget andet, ikke-fagligt, som er en enorm stor social drivkraft, (…) som er udenfor et specifikt fagfelt. Der er en tyk faglig, institutionel og politisk satire i revyen.”
Man kan diskutere, hvor faglig revyen er, og hvorvidt det er i orden, at nogle foreninger blot har et socialt formål. Ifølge de studerende har udelukkende sociale foreninger som f.eks. Jacques D også en helt særlig plads på instituttet, som ikke kan erstattes af faglige foreninger. Til dette udtaler Amalie Weimann:
”Jeg synes, de er helt vildt vigtige. Jeg tror, at de spiller en rigtig stor rolle for, hvorfor mange studerende er her på studiet. Det sociale fællesskab får mange op om morgenen, og gør, at vi stadig er her og har et så lavt frafald på Statskundskab.”
Den ’lyse’ fremtid
Til spørgsmålet om, hvordan Anders Berg-Sørensen ønsker at forbedre studiemiljøet i fremtiden, er det især et fokus på den faglige gren, der kendetegner hans visioner. For ham at se er det vigtigt at skabe en tættere kontakt mellem forskningsmiljøer og de studerende, som det blandet andet ses i Aktive Statskundskabers Forskerfællesskaber og – frokoster. Det er en vision, der gerne skulle blive aktuel i det akademiske år 2017/18, og som flere af de studerende også er begejstrede for.
Men fremtidsudsigterne bærer tydeligt præg af de nuværende økonomiske omstændigheder, der senest resulterede i, at rusturen blev ofret for at sikre uddannelseskvaliteten på instituttet. Og på trods af, at Anders Berg-Sørensen lægger stor vægt på det faglige studiemiljø, kan det også mærkes hos selv de faglige foreninger, at der i dag er færre guldmønter på kistebunden. Amalie Weimann, formand for Policyforum, siger hertil:
”Vi har jo godt kunne mærke, at man skal kæmpe lidt mere for at få det økonomisk til at løbe rundt.”
Studielederen deler dog også de studerendes bekymring om økonomien, men må samtidig indrømme, at der ikke kommer flere ressourcer til studenterforeninger. De findes ikke, fordi råderummet for studiemiljøet er forsvindende lille, når budgettet fratrækkes faste udgifter herunder lønninger.
I den umiddelbare fremtid vil Anders Berg-Sørensen således sørge for at fastholde det nuværende studiemiljø og især sætte kræfter ind på at forbedre de studerendes kontakt med forskermiljøerne. Men efter 2020 har han svært ved overhovedet at forestille sig, hvad der kommer til at være konsekvensen af de nuværende finanslovsforhandlinger:
”Der er gradvise nedskæringer de næste par år, men når vi kommer til 2020 – den såkaldte skrant – er der endnu større usikkerhed om universiteternes økonomiske bevillinger, og det vil vi også komme til at mærke på Statskundskab.”
For de studerende står parforholdet stadig til at redde, men det kræver en seriøs indsats i forhold til den konstruktive dialog i mellem dem selv og ledelsen. Kun på den måde kan man gardere sig imod nye krisesituationer og lignende uenigheder, der denne gang resulterede i festpausen. Chilli Fredslund har et forslag til, hvordan det kan tage sig ud:
”Hvis man skal sikre et fremtidigt godt samarbejde mellem tutorgruppen og studieledelsen, så tror jeg, at det handler om – jeg vil ikke sige regler, for det skal ikke være regler – men nogle fælles forventninger til, hvordan man håndterer nogle situationer.”
Emilie Heide er enig med Chilli, men ønsker også at pålægge de studerende et ansvar for den gode dialog:
”De studerende skal måske også være lidt bedre til at opsøge ledelsen og ikke kun bruge dem til at skælde dem ud, når det er dårligt, men også prøve at have en mere positiv kommunikation og huske, at vi alle er sammen om det her. Det går nok begge veje.”
Som det jo gør i alle vigtige forhold her i livet.