En definition på politik? Sagt med andre ord

Hvorfor er vi ofte så forbeholdne, når vi skal definere begrebet politik? Med udgangspunkt i egne erfaringer fra religionsvidenskab sætter tilvalgsstuderende Sari Saadi andre ord på definitionen af politik

Min idé til denne kommentar opstod, da nogle bekendte stud.scient.pol.’ere lod mig kende, at få studerende ønsker at give et bud på, hvad politik er. Altså, en definition. Jeg forstår, at man ikke vil give et endegyldigt bud på noget, der er så kompliceret. Men diskussionen er vigtig, for dér udvikler den enkelte studerende sin grundholdning til faget. Det er netop min erfaring fra religionsvidenskab, hvor vi ofte stopper op og må overveje, om det, vi nu diskuterer, overhovedet kan kaldes religion.

Kan religion defineres klart og entydigt?
Med definitioner af religion – lige så vel som med andre emner – vil man altid løbe nogle risici: Definerer man religion meget ”stramt”, kan man betjene sig af nogle klare linjer for, hvornår man er ”inden for” feltet, og hvornår man er ”uden for” selv samme. Men netop i dette ”udenfor” risikerer man, at der befinder sig en masse religion, som bare ikke ”lever op til” de strenge krav, definitionen har fastlagt.

Derfor er der også dem, der helt frabeder sig at tage afsæt i en definition. Her kan man f.eks. arbejde med det enkelte eksempel og derudfra argumentere for, at der er tale om et religiøst fænomen. Man arbejder altså mere induktivt og vil ud fra det enkelte eksempel samt den historiske og kulturelle kontekst vurdere, om man nu også kan studere det som et religiøst fænomen.

Religion, en fast eller dynamisk størrelse?
Jeg vil lade to antropologer repræsentere hver deres standpunkt: Den ene er Clifford Geertz (1926-2006), den anden er Talal Asad (1933-). Geertz har givet et af de mest kendte bud på en religionsdefinition. Ifølge Geertz er religion givet ved (1) a system of symbols which acts to (2) establish powerful, pervasive, and long-lasting moods and motivations in men by (3) formulating conceptions of a general order of existence and (4) clothing these conceptions with such an aura of factuality that (5) the moods and motivations seem uniquely realistic.”

Dette er en skarpt skåret definition. Rammen er sat, og når man vil undersøge, om noget kan kaldes ”religion”, skal man blot holde det op imod denne definition. Som nævnt tidligere er der både fordele og ulemper herved.

Asad, derimod, vil ikke give et bud på en religions-definition, og han kritiserer behovet for at definere religion som et ”transhistorical and transcultural phenomenon”. Asad henvender sig ikke blot til Geertz, men til en lang række religionsforskere, der har gjort forsøget. Hans sigte er altså et opgør med idéen om, at religion kan defineres ’en gang for alle’ (transhistorisk) og på tværs af alle religioner (transkulturelt). En religion er aldrig den samme på to forskellige tidspunkter, da religion som et kulturelt fænomen er under konstant forandring og påvirkning. Det er en dynamisk størrelse, der formes af mennesker i bestemte kontekster.

Styrken ved forsøg som Geertz’ er, at de gør os i stand til overhovedet at begribe og tale om religion. Idet vi får sat en ramme, kan vi tage en diskussion om emnet. Problemet er til gengæld, som Asad er inde på, at vi uundgåeligt vil komme til at ignorere andre væsent-lige tilfælde, så at diskussionen bliver uden udsigt til udvikling, fornyelse og revurdering.

Hvad med politik? Hvor skal vi starte?
Hvad angår politik, så er jeg ikke den store kender på dette område. Men noget kan jeg dog sige, for én ting er sikkert: Politik er – lige så vel som andre menneskelige opfindelser – et kulturelt produkt af menneskets kreativitet. Derfor er politik noget, som er til, fordi mennesker er politiske. Ganske enkelt. Skulle mennesker pludseligt opføre sig som bakterier, er der ikke længere nogen kategori, der kan kaldes politik. For overskuelighedens skyld vil jeg tillade mig at sammenligne med sprog.

Tag nu f.eks. dansk. Hvorfor findes det? Fordi der findes mennesker, der udtrykker sig på det danske sprog. Forestil dig, at alt, hvad der er nedskrevet på dansk og om dansk sprog, forsvinder. Puf. Alle mennesker, der behersker det danske sprog, forsvinder. Puf. Then there would be no such thing as Danish. No Danish language, no Danish grammar. Danish would no longer exist.

Men, hvor der er mennesker, som benytter sig af og producerer et bestemt kulturelt fænomen, dér findes det kulturelle fænomen. Jeg mener, det er fornuftigt at starte dér, hvor politik ”skabes”: hos de mennesker, der lever i en politisk virkelighed.

Måske er jeg demokratisk biased, når jeg uden videre antager, at alle mennesker har betydning for politik. Måske glemmer jeg fuldstændig, at der er et system, en struktur, som i nogle henseender kommer før individet, aktøren. Jeg ved bare, at uanset om politik handler om magt, interesser eller ressourcefordeling, så findes politik ikke uden de mennesker, der på den ene eller anden måde agerer politisk. ♦